| Notater |
- Familien var efterkommere af franske reformerte, der under religionsstridighederne var flygtet til Holland, hvorfra en gren igen havde slaaet sig ned i Mannheim. Peter Tutein var kun 10 aar, da hans far døde, og det var hans farmor, der tog sig af hans opdragelse. Han blev sat i fransk skole, og hun skaffede de bedste skolebøger, hun kunne faa fat i. Efter endt skolegang kom han i handelslære hos Johan Hestermann i Landau nær Karlsruhe. Da han i 1747 havde udsaaet sin læretid, ville han nedsætte sig som selvstændig i Mannheim, men magistraten syntes han var for ung og nægtede borgerskab. Man tilraadede ham at søge yderligere uddannelse i udlandet først.
Paa den tid var Danmark inde i en rivende udvikling. Frederik V indkaldte dygtige mænd fra udlandet for at fremme kulturlivet samt handel og industri. Det var derfor forstaaeligt at Peter valgte København.
Peter Tutein kom i maj 1748 til Købenavn fra Mannheim. Han fik først ansættelse i firmaet Gustmeier og Borgums Sukkerraffinaderi og Slavehandelssocietet. Senere ansat hos Peter de Windt, der havde tjent formue i Vestindien. Første selvstændige virksomhed var sammen med Ernst Bruckner i en strømpefabrik. Da Bruckner aaret efter i 1755 døde, giftede han sig med enken. Allerede i 1754 havde han sammen med Reinhard Iselin (fra Schweiz) oprettet et kattuntrykkeri nær stranden ved Bellevue. (Kattun er tærvævet bomuldstøj). 1756 etablerede han en selvstændig handel med kinesiske og ostindiske varer. Særligt i sukkerbranchen udviklede han en betydelig spekulations- og kommissionshandel. Han havde efterhaanden mange skibe i søen og regnedes i 1777 blandt de 9 største redere i København.
Det var krævende at holde styr paa det hele, saa han tilkalder sine 3 yngre fætre fra Mannheim. Det var Thierry Dietrich Tutein (sep. 1751) Peter (nov. 1752) og Jean (John) Friederich (1764). De 2 sidste blev sendt til Vestindien mens Peter blev i København, gik ind i firmaet og blev gift med den ældste datter Pauline Lucia.
Hans søn Friederich Johan Tutein fortsatte forretningen og opnaaede stor anseelse. Han blev ogsaa etatsraad.
I Københavns Stadsarkiv findes Peter Tutein i 1757 som ejer af Store Købmagergade 90 og i 1760 som ejer af Store Købmagergade 98 og i 1772 køber han patricierejendommen paa hjørnet at St. Købmagergade og Klareboderne. Fra 1777 til 1780 ejede han Blaagaard ved Sortedamssøen. Han fik god fortjeneste paa salget i 1780. Efterhaanden som familien forøgedes syntes Peter og Pauline at de maatte have en landejendom uden for byen, hvor de om sommeren kunne samles med børn og børnebørn. Valget faldt paa Lyngby, hvor flere af de prominente indvandrede tyskere allerede havde ejendom. (Johan Martin Preisler havde saaledes sin lystgaard lige overfor Lyngby kirke. 22. dec. 1782 fik han skøde paa en lystgaard og tilhørende hauge og enge. Samlet pris 5.400 rigsdaler. Herefter kom gaaden til at hedde Tuteins Gaard. Den bestod af en hovedbygning og 2 sidebygninger, da der bl.a. skulle være plads til heste og vogn.
Det var haven der blev bemærkelsesværdig, det var Peter Tutein selv, der styrede udviklingen af den. Det var her han fik placeret lysthuset/pavillonen. Han skriver i sin dagbog (oversat fra tysk). Den 17. maj kom tømmerfolkene for at opføre lysthuset. Blikkenslageren har brugt 14 dage med at lægge taget.
I lysthuset samledes familien og gæster efter middagen for at nyde den pragtfulde udsigt over søen eller amusere sig med at følge de kongelige herskabers kørsel til eller fra Sorgenfri Slot. For at de ikke skulle amusere sig for meget til gene for de høje herskaber, fortælles det, at Peter Tutein kun lod et vinduesfag indsætte i den side, der vendte ud mod Kongevejen. Senere blev pavillonen flyttet, da den laa, hvor der skulle gaa en vej. I stedet kom den til at ligge ud til Kongevejen og ved skel til naboejendommen. Den fik en flot udsigt. Haven blev anlagt i engelsk stil med krumme linjer, træer af alle mulige sorter, bække og damme og lutter levende prydelser. Den er paa en gang blomsterhave/ prydhave og køkkenhave.
Af dagbogsoptegnelserne fremgaar det at gartnerne blev skiftet ud ret ofte, han betegner dem som doven slubbert, tyvepak, lumpen knægt eller torskepande. Men dengang fandtes der ikke nogen gartnerudddannelse. Dagbogen fortæller da ogsaa at han selv var med i arbejdet f.eks. 1784 anlagde han sammen med gartner Gullerod 12 aspargesbede og aaret efter endnu 3, han plantede 17 lindetræer i engen.
Han byggede drivhuse og anlagde mistbænke, satte stiklinger under urtepotter for at beskytte dem mod frosten. Han lagde kirsebær og blommesten i jorden (kirsebærrene skal beholde kødet paa, skriver han) og fik paa den måde flere frugttræer. Der var ikke rigtig planteskoler, saa planter han købte kom fra udlandet. Vennerne opfordrede ham ligefrem til at anlægge en planteskole. Efter 10 aar viser opgørelsen over frugthøsten at det har virket: Der høstes 520 stk. ferskener og 320 klaser vindruer fra drivhus. Samme aar har han høstet 7 læs hø i engen til sin ko og heste. Han fortæller at han har gødet jorden med hrnspåner.
Da haven laa i vejen for byudviklingen eksisterer den ikke mere. Pavillonen blev flyttet. Da den havde staaet og forfaldet længe fik Johan og Gyrithe Lemche lov til at faa den, mod at de selv flyttede den og satte den i stand. Den fik saa nyt liv i deres have og senre da Hans Jacob købte en del af forældrenes have til sit hus, kom den til at staa i hans have, og det er ham, der har beskrevet dens historie i Lyngbybogen fra 1982.
Til haven hørte som det var skik ogsaa en fiskepark, men det maatte de opgive, da vandrotterne aad den brasenyngel de satte ud.
Ud over de nævnt børnebørn var der mange flere, i alt 12
Peter Tutein nød stor anseelse i regeringskredse, og det medførte at han i 1788 paa opfordring af rente- og generaltoldkammeret skrev en betænkning vedrørende regeringens understøttelse af dansk fabriksindustri. Han skrev: "Vore fabrikker havde ikke opnaaet og kunne aldrig opnaa de udenlandskes fordele og fuldkommenhed. Staten har for at standse kontrabandehandelen forgæves opofret en ikke ubetydelig del af sin formue paa forskud til fabrikker, der ligesom kunstige vækster i en drivkasse ved laant varme blev bragt til at eksistere. For at contrabalancere landets fornødenheder med udenlandske fabrikata fandt man paa de mange tvungne anlæg ved forskud af offentlige penge. Den agtværdigste hensigt kan faa de afskyeligste følger. Forskud gaves en ny projektør, som lovede store ting, eller en ældre entreprenør, der ikke kunne bestaa. Den første krævede forskud til anlæg, den anden til vedligeholdelse, men dette havde de til fælles, ikke at kunne tilbagebetale - -
Dette hel lands underbalance, defekterne i kassen, hidrører unægtelig for en stor del fra disse privathandels, kompagniers, fabrikkers og mnopolers anlæg paa kredit og forskud"
Peter Tutein havde under sit sommerophold i Lyngby haft lejlighed til at følge en sådan kunstig opretholdt fabrik (Rahn-Klopstckske silkefabrik) i Lyngby, der naaede at komme til at koste staten 100.000 Rigsdaler, en meget stor sum dengang.
Efter Københavns brand i 1795 skænkede Turein 4 gratisboliger til Petri Menighed til hjælp for husvilde efter branden
|
1726 - 1799 (73 år)
