| Notater |
- Christian Dam blev født den 5. januar 1865 i Ferskesøstræde i Nexø, døbt den 5. februar i pastor Trandbergs frimenighed.
Ingen faddere noteret i kirkebogen.
Søn af tømrer Peder Christian Dam og hustru Johanne Jacobine Erthmann.
I 1881 indrettede Christian Cornelius Mahler en modebutik til Anine i deres ejendom i Stokkegade.
Christian og Anine blev gift den 17. september 1890 i Å kirke, forloverne var Christian Cornelius Mahler og gommens bror Lars Juul Erthmann Dam af Nexø.
Christian Dam var skibstømrer og havde allerede i mange år sejlet - også på Amerika, hvortil hans bror Otto var emigreret. Han havde været lige ved at emigrere selv, Lars Dam der var forlover ved brylluppet var også emigreret, men kom hjem igen, det kan have været en af grundene til, at Christian ikke også rejste.
Jeg har fundet et maleri af Rønne-brikken "Bornholm", som han sejlede med, billedet ses i fotoalbummet (se menuen), hvor også et gammelt foto af besætningen findes. Om det var denne brik han sejlede til Amerika på, ved jeg ikke. Han fortalte min far historier, om hvorledes han om aftenen spillede på sin harmonika (som far har endnu), og negeren Hassan dansede til. I Amerika var han blevet spurgt, om han ikke som tømmermand ville tage arbejde ved bygningen af jernbanerne. Måske var det hans udvandrede bror, der havde opfordret ham, det havde fristet meget, men Christian sejlede hjem igen.
På sine gamle dage passede Christian fyret i Rønne - det står endnu - det skulle tændes og slukkes ved håndkraft.
Allerede 3 dage efter brylluppet var en annonce i "Bornholms Tidende" af Anine Dam, at hun åbnede en ny modebutik i guldsmed Haagensens tidligere butik ved Store Torv i Rønne. Parret boede til leje på et værelse i Anthonistræde. Den 28. april 1892 meddeler en anden annonce i avisen, at Anine Dams modeforretning er flyttet til Provstegade i drejer Hjorths tidligere sted. Det var hus nr. 8 og her boede de til huset blev bombet i 1945.
De fik 5 børn: Johanne Karoline Dam 8/8 1891, Anna Marie Dam 25/4 1893 (V 2½ år gl.), Ebba Dorthea Dam 16/3 1895, Peder Christian Mahler Dam 30/6 1898 og Anna Louise Dam 19/5 1901.
Christian havde på hustruens foranledning fået job i Søndagsskolen, men han var også lidt af en spasmager. Engang optrådte en "hypnotisør" fra Åkirkeby på Rønne Torv, og Christian optrådte som hypnotiseret, hvor han iklædt et dyreskind som hulemand gik rundt og bed i en knogle.
Det var i 1911, for hans hustrus nevø Ludvig Andreas Mahler (ham der senere skabte "Krølle Bølle"), der har fortalt mig historien, sagde at han kun var 10 år gammel. Hjemme, da Ludvig Andreas fortalte det til sine forældre, fik han en lussing, for de mente, det var løgn, og "den pæne mand" ikke ville optræde på den måde. Men han havde ret, for "tantâ Nina" (som han kaldte Anine) kom grædende til deres hus, og hun låste sig inde af skam i 3 dage. Christian mistede sin stilling i søndagsskolen, og siden måtte han affinde sig med at gå flere skridt bag sin kone, når de var i byen. Måske det var grunden til, at Christian ved hustruens båre i stuen i Provstegade udbrød: "fick du åsjælt da?" ("er du færdig med at skælde ud?").
Christian Dam levede mange år endnu i Provstegade 8 med sin ugifte datter Anna Louise, men efter russernes bombardement af byen i 1945, hvor huset blev ødelagt, flyttede han hen til datteren Ebba og svigersønnen Oluf Jensen i Sankt Mortensgade 25, lige ved nutidens museum.
V Han døde den 4. januar 1946, dagen før sin 81 års fødselsdag.
|