| Notater |
- ”Slægten” nr. 34, 1921 står følgende i anledning af ”Kong Henriks” fødselsdag
” I et brev fra Århus, dateret 10. juni 1841, skriver Krigsråd Ahnfeldt til Kieldsen til Kongstedlund: ”Kiære gode Svigersøn! Til almindelig Glæde for hele den herværende Familie have vi modtaget Deres af alle fortiden kiæreste Efterretning angaaende vor elskede Jettes lykkelige Nedkomst med en velskabt Søn. Vi ønsker nu og haaber, at de begge fremdeles maatte befinde dem vel. Naar Jette vil være forsigtig, og hun har været saa heldig at faa en sund og paalidelig Amme, kan man med Grund vente det bedste Udfald.” –
Den lille fyr, hvis fødsel 7. juni 1841 var til almindelig glæde og blev hilset med så lyst håb, var den første fødte Kjeldsen på Kongstedlund og fik navnet Johan Henrik Ahnfeldt Kjeldsen. hans barndom - og ungdomsliv faldt, med korte afbrydelser ved skoleophold i Århus, på Kongstedlund, hvor han voksede op til at blive sin moders glæde og sin faders stolthed. Hans moder sagde om han, da han var dreng, at han var ligeså god som han var lang, og da han just ikke var lille af vækst, var det et godt vidnesbyrd, men hun føjede til og så er han så ærlig og pålidelig. En gang havde hun givet ham og søsteren Thea lov til at tage et par jordbær. Thea forstod det således, at hun skulle spise med måde, men Henrik holdt sig til ordene og tog kun 2 bær. Under lykkelige og glade kår voksede han op. Hans forældre var meget forskellige, men levede et lykkeligt liv med hinanden uden misstemninger, idet Ole Kjeldsen i høj grad beundrede sin Jette, der havde et åben blik for alt, hvad der var komisk og selv var fuld af liv og lystighed med mange muntre indfald ikke blot, når der var4 fremmede til huse, men også i det daglige samliv. Hun var en dygtig husmoder, der holdt sit hus i en glimrende orden og lavede fortrindelig mad. Alle af den Thuesenske slægt vare bekendte for deres gode mad, men de gamle tanter sagde al tid, at Jettes bar prisen, ”alt hvad man går på Kongstedlund, er, som det skal være, og ingen kan lave lybske pølser og rødgrød som hun”. Folkemaden var hun ligeså omhyggelig for, den var al tid færdig til tiden og vel tillavet. Selv anrettede hun – vist lige til det sidste – med egen hånd eftermaden til folkene, om end huset var fuldt af gæster, idet hun havde en forunderlig evne til al tid at være der, hvor hun i øjeblikket skulle være. Store midler stod aldrig til hendes rådighed, men hun forstod at anvende det, hun havde, og vågede som en smed over sine ting, sjæleglad hver gang hun fik noget nyt og pænt. Når alt gik ordentligt til, havde vi som børn og unge vort frie spil, og vi elskede alle tante Jette, der var så god og elskværdig imod os alle uden forskel og aldrig i dårligt humør, men vi skulle bare vove at komme ind på hendes hvide gulve uden at tørre fødderne af eller en saks eller andet der kunne ridse på hendes mahognibord, så skulle hun snart være efter os. Sand, naturlig og ægte som hun var, var hun al tid på jagt efter det effekterte og opstyltede. Simpelhed og råhed tålte hun ikke i sit hjem. Hendes spøgefulde udtryk kunne ofte være meget drastisk, men ens som hun var overfor alle både høje og lave, voldte de ingen vrede hos dem, der kendte hende og kunne forstå spøg. Hun havde sit frisprog, og der var ikke ondskabsfuldhed bag det. Elskværdig og gæstfri som hun var, drog hun mange til Kongstedlund, og da børnene voksede til og fik venner og veninder, kom der mange gæster, som alle følte sig hjemme der. I årene før1864 var der hver sommerferie en stor samling af unge kusiner, til hvem der under påklædningen hver morgen blev dækket et thebord på gangen ovenpå. Om aftenen kom der mange unge af sig selv fra om omegnen og særlig fra Randrup, hvor der hver sommer var mange gæster fra København, så gik det løs med musik og dans i den store sal. En af de gladeste og livligste var løjtnant Bluhme, der faldt i krigen. – disse store samlinger af jævnaldrende, som Henrik ”Lund” og Thea ”Lund” med godt hjerte indbød til og begge med liv og glæde deltog i ophørte af sig selv efter krigen. Mange af de unge blev gift og fik eget hjem, Thea ligeså. Men ungdommen blev ved at finde vej til Kongstedlund, den ene hold efter det andet, fra Århus, Randers og Rugtved og hentede gode og glad minder. Henrik ”Lund” var der endnu til at føre dem an. For at antyde hans stilling i hjemmet vil jeg nævne et par træk. – Når vi gik til bords, måtte vi passe godt på, at vi ikke satte os på hans plads, for så lød det straks til os: ”der maa do pinedød itt sidd, det er Forvalterens Plads”. – men ikke alene som forvalter havde Henrik et stort ord at sige, også på andre måder rettede onkel Ole sig meget efter sin søns meninger.
Men det var ikke blot de unge, men også de gamle, som fandt vejen til Kongstedlund. Jeg har gjort mange fornøjelige rejser, som jeg mindes med stor glæde og tak dertil ifølge med tante Amalie Laurberg, onkel Espen og tante Mette Møller fra Randers, som alle tre hørte blandt deres kæreste gæster. Hvor havde vi det hyggeligt og rart i den fuldeste forståelse af hinanden. Gamle minder blev opfrisket og nye oplevelser fortalt, som oftest på meget morsom måde. Kvinderne fortalte, mændene hørte til. Onkel Ole kom imellem med en lille rettelse, når tante Jette holdt sig til hovedsagen og ikke tog små biomstændigheder med og onkel Espens pibe gik hvert øjeblik ud.
Så mindes jeg Guldbryllupsfesten 27. maj 1890, den store strålende fest. Jeg kørte med Jens Kieldsen, Lynderupgaard, over Volstrup dertil, og da vi holdt for døren, var gangen fyldt med familiegæster. Jeg blev straks modtaget og onkel med, ”men – har du ikke Kis med, jeg havde endda glædet mig til at se bror Mathis’s yngste datter” – de brorbørn var ham alle kære – og Jens Kieldsen blev modtaget med en spøg af tante Jette, hvortil han leende sagde ”Nej Tante Jette, hvor du ligner dig selv”. Straks fik han til alles morskab det svar tilbage ”Ja hvem skulle jeg ellers ligne, din Torsk”.
Fremmede, som kom til Kongstedlund, mærkede ikke meget til religiøst liv der, men det lå dog hos de gamle bag ved alt det, der skete. –
På Kongstedlund, hvor alvor og skemt vekslede med hinanden, levede Henrik ”Lund”, som vi alle dengang kaldte ham, et glad og lykkeligt barndoms – og ungdomsliv, thi ærlig og sand, trofast og vennesæl, livlig og gemytlig, aldrig lunet eller fornærmet, selv om hans moder under hans opvækst i manges påhør lod ham høre, at han var en rigtig lemmedasker, hvis snydeskaft voksede omkap med benene, så han egnede sig godt til fløjmand, hjælpsom og tjenestevillig som han al tid var, var han som fisken i vandet, da han vidste, han blev påskønnet i hjemmet, og var afholdt af alle dem, der kom der. - Når vi kom, var han den første der, bød os velkommen, og når vi rejste, sagde han gerne, kom snart igen, jeg skal nok hente jer, når I siger til, om det så skal være i Ålborg eller Randers. Vi nøjedes med at stævne ham til Skjørping, og der mødte han på pletten med ofte skiftende heste, der altid mindede mere om mynder end om fedestude, men løbe kunne de al tid, og da han var en sikker og dygtig kusk, der ville fremad, tog det ikke al tid med vejen til Kongstedlund.
Nu er de gamle dage med deres oplevelser svundne – nu sidder han på Landlyst, lykkelig i sit ægteskab og med fire børn, som han er ligeså glad ved og stolte over, som hans forældre var det overfor ham.nu er han ingen lemmedasker mere og han hører ikke til de usynlige, der forsvinder i større forsamlinger, nu er han mangeårig værdig kreditforeningsrepræsentant, hædret af Kongen med Ridderkorset, men han er den samme, han al tid har været, trofast mod slægt og venner, hjælpsom og gæstfri, rede til at hente dem, om det så skal være i Ålborg eller Randers.
Kærlig hilsen sender vi ham på hans 80 års fødselsdag med hjertelig tak for de svundne år og de bedste ønsker om lykkelige og fredelige alderdomsdage.
N. Laurberg.
|
1841 - 1927 (86 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
