Følgende er skrevet af Azur Levin, i bladet ”Slægten”, nr. 11, i 1918.
" Bosat i Aalborg indtil 1867, i Nyborg indtil 1880, i Odense indtil 1882 og derefter i København, hvor hendes mand døde 1885 og hun selv i 1916 - der er de ydre knappe rammer om et indholdsrigt og betydningsfuldt liv.
Et minde står for mig fra mine yngste barneår. Det er efter jul, et stykke ind i januar. Familien Licht skal efter endt juleferie rejse fra Lerkenfeldt hjem til Nyborg. Rejseuroen og opbruddet præger alt og alle, kufferter og kasser bringes ned i bagagevognen, og rejsetøjet bunker sig i bjerge inde i dagligstuen foran kakkelovnen. Nu kommer den lukkede vogn raslende ned over vindebroen. Der er fire for, sneen ligger højt og to heste kan ikke trække den tunge vogn, de fire miles sejse veje kan endda drive skumsveden frem på de fire. Så ruller vognene ud af gården under viften og vinken, de hårdføreste trodser kulden og vinker det sidste farvel henne ved salsfløjen ved borggraven til vognene, der kommer frem på broen over åen og de aller hårdføreste venter, til den sidste bugtning af vejen opsluger vognene for sidste gang. - Scenen gentager sig år efter år, sommer og vinter, uden hensyn til vejr og vind og uden hensyn til den lange trættende rejse med den efterhånden voksende børneflok, ja stundom med et få måneder gammelt barn på armen. Det er den frejdige, uforknytte tante Theas, der på trods af alle besværlighederne trofast besøger sit gamle hjem.
Et andet minde: Det er aften i julen på Lerkenfeldt, søskende, svogre og svigerinder er samlet i dagligstuen, samtalen føres i smågrupper, et emne gribes, fænger og tager alles opmærksomhed, det kan være den sidste bog, den sidste mode eller det sidste teaterstykke, det kan også være et socialt politisk spørgsmål. Diskussionen bliver ivrig og almindelig, meningerne brydes og deler sig, men efterhånden er der en, der er kommet til at stå alene mod flere andre. Det er tante Thea. Hun fornægter sin mening veltalende og med glødende iver, bliver måske drevet lidt længere ud, end hun egentlig ønskede, men hun viger ikke, og det gør øjensynlig ikke mindste indtryk på hende, selv om hun kommer til at stå alene.
Et trede minde: Man beslutter en søndag aften at besøge tante Thea i hendes hjem i København, kommer derud, ringer på og finder, da man kommer ind i entreen denne propfuld af øjensynlig fremmed overtøj. Forskrækket spørger man, om der er selskab, Nej, aldeles ikke, der er alt sammen gæster, der er kommet af sig selv. Men selskab er der jo altså dog alligevel, kun ikke indbudt, og den varmegrad, hvormed man modtages af tante Thea, er den samme hjertelige, når man er den sidst ankomne, som når man er den første.
Endnu et minde, denne gang fra de sidste trange sygdomsår: Man kommer op for at se til tante Thea. Hun har nylig været meget syg og lidende, men er lidt bedre i øjeblikket og er øjensynlig glad og oplivet over besøget. Om sygdommen taler hun kun lidt og da med en egen vemodig, halv spøgende grundtone, men desto mere taler og spørger hun om andre, tager del i deres glæder og sorger, knytter tråden til samtalen ved forrige besøg, den hun husker med sin udmærkede og ganske usvækkede hukommelse, er ganske den gamle tanta Thea med sin varme deltagelse for andre og sin store interesse for dagens og tidens spørgsmål.
Disse små strejflys kan måske bidrage til, at billedet af tante Thea kommer til at stå klart i erindringen for dem, der kendte hende, men for dem, der ikke kendte hende, ville det netop kun være strejflys, der yderst ufuldkomment belyste hendes personligheds rige mangfoldighed. Hun kan tåle at ses under alle de synsvinkler, der naturligt frembryder sig i livet, som datter, som moder, som søster og som husmoder og værtinde. Som datter i barndomshjemmet unddrager hun sig min personlige erindring, da hun blev gift adskillige år, før jeg blev født, men det gensidige forhold mellem hende og det gamle hjem i den lange årrække vidner tilstrækkeligt i så henseende. Som hustru stod hun, det ved jeg fra mange sider, trofast ved sin mands side i godt som i ondt, og det sidste år, hun levede, var jeg selv vidne til den utrættelige omhu og opfrelse, hvormed hun plejede ham under hans hårde sygdom. Den tid, der derefter kom, var trang nok på mange måder, selv en højere embedsmands enkepension strækker jo ikke langt, når børneflokken er stor. Men hvis man tror, at hjemmet frembrød et billed af forsagthed eller modløshed af den grund, tager man fejl. Tværtimod, med uforknyt frejdighed og mod tog tante Thea ikke alene den opgave op at opdrage de endnu ikke voksne børn, men hjemmets døre stod allerede den gang altid åbne for slægt og venner. Hun kunne selv med humør og selvironi spøge over den tomme kasse, altid fandt hun dog udvej til at udøve sin gæstfrihed på en måde at den, der besøgte hende, følte, at han var velkommen. Og samtidig forstod hun den kunst at berede sine børn et virkeligt hjem, der med usynlige tråde holdt dem så fast, at de ikke følte trang til at søge adspredelserne udenfor hjemmets vægge. Efterhånden som kårene bedredes, blev hendes hjem i større stil et samlingssted for slægten, med ægte jysk gæstfrihed og levende slægtsfølelse fortalte hun traditionerne fra sit barndomshjem, og hendes hjem fik derved en betydning, der pegede langt ud over dets egns grænser.
En fremtrædende egenskab hos tante Thea var hendes levende interesse for mennesker, og i forbindelse hermed stod hendes udprægede sans for situationskomik. Hun foretog sjælden en rejse eller blot en længere spotvejstur, uden at hun havde en eller anden lille oplevelse at fortælle om, et eller andet komisk eller karakteristisk træk hos sine medrejsende at berette om, og hun havde en egen evne til at vinde menneskers fortrolighed, til at få dem til at åbne for hjertets lønkammer, en evne, hvorved hun blev i stand til i rigt mål at yde trøst og støtte til mange.
--------- men hun holdt ikke af at give sine følelser luft, og for alt der smagte af sentimentalitet var hun meget bange. Naturlig i sine yngre år kunne hun derfor nu og da i visse tilfælde frembryde indtryk af en kølighed, som hun i virkeligheden slet ikke var i besiddelse af. Sine meninger var hun aldrig bange for at udtale, og hun kunne blive ivrig under en diskussion, kunne også nok nu og da med en vis stædighed holde på et engang indtaget standpunkt, det kjeldsenske blod rullede jo da ikke for ingenting i hendes årer. Også i den henseende, at hun var i besiddelse af en varm fædrelands kærlighed og i det hele samfundsinteresseret i ikke ringe grad.
De sidste år tante Thea levede var til en vis grad trangt, navnlig gik sønne Einars død hende nær til hjertet og selv ramtes hun af en lang og hård sygdom. Men jeg har den tro, at havde hun selv kunnet vælge, ville hun dog ikke have ønsket et liv forkortet med en dag, thi med hele sin temperamentsrige personlighed og sin lyse natur elskede hun livet og menneskene.
 
Følgende er skrevet af O. Vaupell, særtryk af artikel i " Vort Forsvar " for 14. Juni 1855, og gengivet i bladet
" Slægten " nr. 11 og 13, fra 1918.
 
" I sit 12 år blev han Kadet, ved hver årsprøve flyttede han op i en højrer klasse og udnævntes den 1. November 1841, efter at have gjort tjeneste i et år som repetent ved Landkadetkorpset, til Sekondløjtnant i Oldenburgske Regiment, hvorfra han ved hærordenen af 1. Juli 1842 fortsatte til slevigske Jægerkorps, der fra 1842 kaldtes 4. Jægerkorps. I 1846 byttede han plads med en kammerat, der stod i 2. Jægerkops, og med denne afdeling rykkede han i felten 1848. Det kompagni, han stod ved, kom ikke synderlig i ilden, men det bivånede alle træfninger i dette felttog, og det gik den fyrige, unge løjtnant hårdt til hjertet, at folkene efter slaget ved Slesvig endnu havde hele deres patronforråd, og at de den næste dag, da de tre andre kompagnier leverede den glimrende Arrieregardefægtning ved Oversø, heller ikke kom til at måle sig med fjenden. Efter Lichts optegnelser stod tredje kompagni den dag ved Barderup, " Hvorfra det havde sine poster udstillede til Oversø ". I 1849 deltog Licht i træfningerne i Sundeved og i slaget ved Fredericia den 6te juli. Korpset tredie kompagni, ved hvilket han stadig var ansat, trak sig, da tropperne vare rykkede ud af Fredericia, forbi fjerde kompagni og vedblev at gå imodvest, indtil det kom til Oversvømmelserne. Det gik frem langs med dennes østre rand og blev stærkt beskudt i flanken fra den modsatte bred. Det rykkede derpå frem imod Redoute III, fra hvilken skanse de fjendtlige reservers angreb tvang kompagniet til at trække sig tilbage. Det optoges af tredie brigade, i forening med hvilken det slog fjenden og forfuldte ham til Bredstrup. For sit forhold i slaget blev Licht udnævnt til Ridder af Dannebrog.
1850 forfremmedes Licht til kompagnichef ved tiende lette bataillon og han førte sine Sønderjyder fra sejr til sejr i dette for os så lykkelige felttog. I slaget ved Isted den 25. juli kæmpede han på venstre fløj ved Vedelspang, hvor Oberst Krabbe med tre batailloner og otte kanoner slog den dobbelt så stærke fjende, der støttedes af 20 kanoner.
6 uger efter Istedslaget, da Tyskerne havde forvundet nederlaget, søgte de at hævne det, og deres fører, den preussiske General Willisen, angreb den 12. sep. med en styrke af 10 batailloner, 3 eskadroner og 46 kanoner, - Krabbes 3 batailloner, 12 kanoner og en eskadron, som ved Mjøsund og Østervold dækkede den danske hærs stilling ved Dannevirke. Kompagnierne Junghans, Müller og Licht af 10. Bataillon havde forpost på Østervolden. Licht stod på højre fløj ved Mølhorst, Junghans på venstre fløj i Kokkendorf og Müller i reserve. I flere timer modstod de kække kompagnier 3 batailloners og et batteris angreb. De forlod først Kokkendorf, da fjenden trak forstærkning til sig og gik under stadig kamp, dækkede af Dinesens kanoner, over Kokkendorf hede til Mjøsund. Efter at være passerede over Skibsbroen stillede de på Brinkerne langs Sliens nordre side. Slien danner her en lille halvø, der ypperlig egner sig til et hårdnakket forsvar, da den flankeres fra nordsiden. Halvøen forsvaredes af tredie reservebataillon og et kompagni af tredie Jægerkorps, der stod I lette feltforskansninger. Fjenden førte 7 batailloner og 26 kanoner frem i første lilje og stormede gentagne gange, men kastedes hver gang med kraft tilbage. Vore kanoner, der stod nord for Slien, støttede fodfolket ypperlig, og da flere af konstablerne faldt for de fjendtlige skarpskytters ild, ilede Licht med sine soldater hen til kanonerne og ydede dem en velkommen hjælp. Efter 3 timers beskydning forlod fjenden i aftenskumringen slagmarken og flygtede gennem Kosel og Veseby, forfulgt af vore 3 batailloer, Dinesens batteri og eskadronen Heramb. 10. Bataillon stormede frem på højre fløj og belyst af de brændende lejrhytter, som fjenden havde stukket i brand ilede den frem, indtil Brigadechefen standsede forfølgelsen til stor sorg for soldaterne, der med heftighed forlangte at vedblive med forfølgelsen. En officer, der om natten red over valgpladsen, anfører et smukt træk af en soldat, der var skudt gennem brystet, og han ville trøste, " Aa, tal ikke om mig, " svarede den dødelig sårede soldat, " der er jo faldet så mange idag, når vi blot sejre, så er det det samme med mig ". Så levende var kærligheden til fædrelandet i den danskes soldats bryst.
Efter at Sønderjylland var genvundet, kom Licht I 1850 tilbage til andet Jægerkorps, hvorfra han i 1854 fortsatte til den i Aalborg garnisonerende 11. Bataillon, med hvilken han rykkede i marken, i krigen 1864. Også i denne krig fik han gentagende gange lejlighed til at vise, at han var en udmærket fører og en modig soldat. Den 3. feb. 1864 angreb hele den østrigske hær under Gablenz forposterne af General Steinmanns division, der dækkede rummet mellem Rensborgchaussen og Hadebynor. Flere kompagnier af 11. Regiment indvikledes i forposternes kamp ved landsbyen Overselk. Licht havde halvdelen af sit kompagni stående langs med randen af en grusgrav, hvorfra den beherskede vejen, ad hvilken Østrigerne rykkede frem, den anden halvdel af kompagniet stod tilligemed kompagniet A. Staggemeyer i reserve. Skytterne af Lichts kompagni forsvarede kækt deres stillinger og da de stæerske Jægere, der dannede Østrigernes fortrop, stormede grusgraven, gik den anden halvdel af Lichts kompagni og kompagniet A. Staggemeyer imod dem, og det kom til et sammenstød, hvor både bajonet og kolbe brugtes med fryd. Østrigerne måtte vige. De forstærkedes med afdelinger af regiment Martini, og vore forposter forlod derfor Selk og stillede sig på det bakkedrag, der strækker sig fra Kongshøj til Noret. Gablenz angreb denne stilling med 4 batailloner og 2 batterier, imod hvilket vi kun stillede 1 kanon - dens kammerat var blevet taget af fjenden på tilbagetoget fra Selk.
Da det østrigske artilleris ild ikke var i stand til at bringe kompagnierne af 9de, 11te og 20de regiment til at vige, førte Gablenz sit fodfolk frem til storm. Det led store tab, og da det var kommet halvvejs op af skråningen, gik de danske kompagnier frem til modangreb og kastede fjenden ned af højderne. Han stormede på ny og nåede bakkekammen, men blev atter slået. Det kom til sammenstød med blanke våben. Lichts premierløjtnant, Johannes Beck og den tapre kaptajn Harald Meincke faldt i denne kamp.
Det var Major Rist, chefen for 11te regiment, der ledede kampen ved Selk og Kongshøj. Han var altid blandt de forreste og besad den sjældne evne at indgyde soldaterne sit eget ustyrlige mod, men han manglede overblik. Da det forekom ham, at fjendens angreb hovedsagelig var rettet gennem rummet mellem Brekendorfvejen og Noret, trak han de kompagnier, der stod vestfor vejen på Kongshøj, mod øst. Kongshøj blottedes, fjenden benyttede sig deraf, gik frem vestfor vejen og bemægtigede sig Kongshøj, som det ikke var muligt for den deling af 20de regiment, som kompagnichefen havde efterladt her, at holde. Fra det højt beliggende punkt rettede nu fjenden en ødelæggende ild i siden på vore kompagnier, der, overraskede ved at se stillingens nøgle i fjendens hænder, i stor uorden blandede imellem hinanden løb tilbage til Vedelspang. Der bragte bataillonscheferne atter orden tilveje og førte afdelingerne indenfor Dannevirke. Næppe havde de efter Scharffenbergs anvisninger besat den yderste af de to volde, det støtte sig til Hadebynor, så måtte de forsvare volden imod angrebene af den forreste østerrigske brigade, der under sin fyrige chef Gondrecourt stormede virket. Fra volden modtoges de fremstormende Østerrigere med så eftertrykkelige salver af vort artilleri og fodfolk, at de vaklede, og da vore reserver under Harald Stockfleth, Licht og Knauer med et livligt hurra viste sig på brystværnet, veg Østerrigerne og flygtede tilbage til Vedelspang. Fra denne by rykkede de atter frem, men ikke mere med den kraft som ved slagets begyndelse, og da Oberst Scharffenberg lod nogle kompagnier af 9de og 20de regiment gøre et udfald, så trak Østerrigernes hovedstyrke sig tilbage til syd for Kongshøj. I kampen var Licht blevet såret af en kugle i hovedet. Den 3. Kugle, der ramte ham på denne dag. Den første havde bortrevet en støvlehæl, den anden slog igennem hans rejsetaske, og flere af de breve, som han fra sygesengen skrev til sin hustru, ere skrevet på papir, der er gennemboret af en østerrigsk spidskugle, den 3. Kugle spolerede hans nue hue, som han fortæller spøgende i et brev, sønderrev pandehulen og prellede af på hans hjerneskal, han faldt baglæns ned af volden og havde nu nok for nogle uger. Da Dannevirke rømmedes, blev han med 15 andre sårede sat i en omnibus, der bragte ham til Flensborg, og derfra afgik han med dampskib til København. Medens han var bundet til sygesengen, var hans tanker altid ved hæren, hvor han blev savnet. Han skrev til sin hustru, der opholdt sig i Jylland,: " Kan du komme til København, skal Du skynde Dig, thi jeg ved ikke , hvor længe jeg er her. Saaanart Saaret er nogenlunde lægt, og Kræfterne melde sig, saa melder jeg mig atter til Tjeneste, thi Hæren trænger til sine Førere, den kan ikke undvære Officererne, især de ældre, den har mistet mange og mister flere hver dag; Fjenden vil have Ende paa denne Krig og er forbitret over den haardnakkede Modstand, han møder. Fæderlandets Nød kalder mig bydende til Virksomhed, den Pligt, jeg har at opfylde, maa jeg opfylde. Tro mig, Gud vaager over os, og hvad der end møde, da betragt Alt som den bedste Tilskikkelse. " - Han forklarede lægen, at både matheden, hovedpinen og den susen, han havde for ørene, ville gå over, når han kom til at marchere. Og næppe helbredt for sit farlige sår ilede han atter til hæren og kom tidsnok til at deltage i kampen ved Vejle den 8 mar., hvor han atter målte sig med sin gamle modstander, Østerrigerne. Hans kompagni var på forpost, fordelt i 3 feltvagter, syd for byen og åbnede kampen.
Klokken 2½ eftermiddag angreb fjenden Lichts kompagni med 2 kompagnikolonner, der gik luige imod den midterste feltvagt, som stod så godt opstillet i 2 dele i skovranden og bag en bakkekam syd for møllen, at angrebet afsloges og mange Østerrigere måtte bide i græsset. Da kompagniet erholdt befaling til at trække sig ind i Vejle, dækkede det sig med en deling under premierløjtnant Skeel, der opholdt fjenden, til fløjvagterne var frelste. Skeel såredes. Østerrigerne kørte 4 kanoner frem til møllen syd for byen og beskød kompagniet med granater. Det trak sig langsomt fra stilling til stilling ind i Vejle og Licht var blandt de sidste, der gik gennem forhugget, hvormed indgangen til byen spærredes. Det regnede med granater og kugler og fjenden var rapfodet. Han ryddede forhugget og trængte frem indtil torvet. Licht fik god lejlighed til at lægge sin førerdygtighed for dagen. Det blev også almindelig anerkendt og i hovedstadens første blade læste men den gang,; " Ellevte Regiment har kæmpet med mageløs Bravour ved Vejle. Af Officererne nævnes især Kaptajn de Fine Licht, den Samme, der ramtes af tre Kugler i Fægtningen ved Bustrup. " Han førte sit kompagni til den plads, der var bestemt for det på bakkerne på den østre side af strandkanten ved Horsensvejen og forsvarede den indtil den højestbefalende på grund af angrebets natur begyndte sin retræte imod nord. Kompagniet havde i denne træfning et tab af 6 dødelig og 20 mere eller mindre hårdt sårede mænd. Få dage efter træfningen ved Vejle forfremmedes Licht til Bataillonschef og hædredes d. 17. april 1864 med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Under forsvaret af Dybbølstillingen bevogtede Licht med sin bataillon i april strækningen fra Arnkilsøre til Kjærvig.
Ved 11te regiment vedblev Licht at gøre tjeneste til 1867, da han udnævntes til Oberst og chef for 19. Bataillon, som han førte i samfulde 13 år. I 1880 blev han chef for 26. Bataillon, som han førte til sin afsked fra hæren d. 1. april 1882.
Oberst Licht har ikke alene knyttet sit navn til Danmarks hædersdage, men han har også forstået at opretholde mandstugten og vække den krigerske ånd i fredens trange kår, hvor tiden skrider så trægt afsted for soldater. Han ofrede sig for pligten, gik bestandig den lige vej, og hans fejl var måske, at han var altfor beskeden i sin optræden. Han havde ypperlig kommando over sine folk, kendte sin tjeneste til punkt og prikke og løste godt den vanskelige gåde at optræde humant og dog udøve magten med fast hånd. Hans dygtige embedsførelse og jævne, bramfri optræden gjorde ham afholdt af alle. Et smukt bevis på sine undergivnes tillid erholdt han, da han en dag bivånede en yngre officers foredrag i forsvarssagen. Efter foredraget anmodede den pågældende officer ham om at sige nogle ord til den talrige forsamlig af landsmænd. Han sagde: " Jeg ser i denne Forsamling adskillige Kammerater fra Felten. Man kan ikke sige Andet om os, end at vi have kæmpet som modige Mænd, men vi have bittert beklaget og dyrt betalt, at vore Fæstninger vare i slet Stand. Fæderlandet maa bukke under i første Sammenstød, naar det Sted, hvor Flaaden skal rustes, og hvor vi have de Vaaben og Forraad liggende, hvormed Krigen skal føres, er udsat for at falde i Fjendens Haand, naar vi ikke have faste Støttepunker." Nu kom der liv i forsamlingen. En gammel soldat, en bondemand, for resten en ægte og sand venstremand, men en af dem, der sætte hensynet til fæderlandets selvstændighed langt over partikævlet, sagde, : " Obersten har altid haft vor tillid, og hvad han foreslår, der er rigtig. Når han siger, det er nødvendigt, at København befæstes, så er det så og så er det blot underligt, at regeringen ikke for længe siden har taget fat, da det jo er nødvendigt for vore kære fæderlands fremtidige beståen. "
Da Oberst Licht blev opfordret til at søge sin afsked, kunne han ikke fatte, at det var nødvendigt, da de, som skulle drages frem, efter hans skøn næppe var hans jævnbyrdige i mod og tjenstdygtighed, Han knækkedes vad dette slag og døde efter en langvarig sygdom. Alle hans gamle kammerater mødte ved hans båre og kappedes om at lægge deres deltagelse for dagen.