Han fik skoleundervisning hos farbroderen på Mølgård, - videre undervisning på herredskontoret i Hobro, hvor han afløste sin fætter Kield fra Mølgård. Ved sin faders tidlige død tog han hjem til Lerkenfeldt, knap 17 år gl. for at hjælpe moderen med godsets bestyrelse og gårdens drift, skrives der i en stamtavle lavet af F. Feiberg, i 1890, men dette kan ikke passe ud fra de gamle breve som stå under Mikkel Kjeldsen, for da er Mathias i Hobro endnu juli 1821, så først derefter kan/er han kommet hjem for at styrer Lerkenfeldt for moderen. Han fik gården overdraget i 1831. Han bortsolgte gårdens fæstegårde i 1844 og det skete på yderst lempelige betingelser for fæstebønderne, der var dog en forpligtelse, at de nye selvejere i høsttid og såtid skulle møde op på Lerkenfeldt og deltage i arbejdet. Dette skulle gælde så længe Mathias Kjeldsen eller hans kone Mette Kjeldsen, f. Faurschou, levede. Mathias død i 1880 og først da Fru. Mette Kjeldsen døde i 1896, blev de tidligere fæstegårde løst for forpligtelsen. En af de gårdejere, som i sin tid havde gjort hoveri, har fortalt om den dag i 1896, da hoveriet sluttede.
Sønnen, Hilmar Kjeldsen, kom ud i marken til folkene og fortalte om moderens død og meddelte, at de nu var frigjort fra deres forpligtelser.
" Vi kunne være gået hjem med det samme, men vi valgte at gøre arbejdet færdigt ", fortæller den gamle Vesterbølle-mand, der i øvrigt også kunne berette, at når bønderne i hans tid sad i kirken, var det naturligt, at hele menigheden rejste sig op, når herremanden kom ind i kirken sammen med sin familie.
( Kilde er bogen " Kjeldsen på Lerkenfeldt " og bladet ”Slægten” )
 
------------------------------------------------------------------------------
 
I bladet ”Slægten” nr. 54, 1924, skrives følgende:
 
Proprietær
Mathias Kjeldsens Begravelse
På Lerkenfeldt d. 11. juni 1880
( optegnelser af hans datter, afdøde Fru Oberstinde Julie Rambusch. )
 
Torsdag d. 10. juni 1880 - Dagen før begravelsen - kom Alfred og Kirstine fra Valsted, Lone fra Skærpinggård og Henrik fra Restrup, vi andre var forud samlet. Denne dag gik med at ordne i Salen og binde krandse. For vinduerne var hvide tætte gardiner med sorte kapper over, foran de store skabe var der hvide omhæng med sorte guirlander foroven og over kaminen ligeledes sorte kapper. På kaninen hang faders portræt med en krands af hedeblomster om, på den anden tilsvarende murpille var der sorte guirlander foroven og underneden: Tro, Håb og Kærlighed bundet af fint grønt med hvide konvaller i korset. På de hvide vægge var der grønne kranse og ligeledes måtte dørkarmen beklædes med grønt, da det vist sig at være nødvendigt at tage dørkarmen ud for at få kisten båren ind. Kisten kom torsdag aften fra snedker Haslund i Hobro, som selv fulgte med hertil, den var stor og smuk forsiret med løvefødder og et udskåret farvel på hovedstykket. Sønnerne lagde selv fader i den ydre kiste, han lå med hovedet lidt på siden i det tøj, hvori han blev bortkaldt. Vi søstre bandt en krands, der gik helt rundt i den indre kiste og på brystet lå et lille kors, bundet af børnene i Hestebæk og deres lærerinde Frk. Kempel.
Sleve begravelsesdagen, fredag d. 11. juni, var vejret så stille, mildt og dejlig, ikke trykkende varmt og ikke koldt, ikke med stærkt solskin, men dog med solen fremme, dens glans mildbet af lette skyer. Henved 11 kom faders eneste levende søster, Faster Grethe, fra Lynderupgård med sine 2 sønner Jens og Peder Kjeldsen, senere strømmede mange mennesker til, især bønder ca. 350. Udenfor bondestanden kom der 115, alle blev beværtet med kolde retter, kaffe og vin, bønderne ved et langt dækket bord på det ryddede og grønt pyntede bygloft, de andre i stuerne.
Begravelsesdagen fik alle, der ønskede det, fader at se, og først en time før han førtes bort, lagde hans sønner låget på kisten, der var bedækket med og omgivet af ca. 10 krandse. Alle de nærmeste frænder og venner samledes nu i Salen, hvor et alter, med 8 armstager med 24 lus ombundet med sørgeflor, var rejst ved kisten og her sang vi det salmevers, som fader holdt mest af " Klokken slår, tiden går, o.s.v. " Fætterne bar kisten nedenfor trappen, og da alle var samlede der, afsang vi " alt står i Guds Faderhånd ", hvorpå Pastor Niels Laurberg holdt talen, et farvel fra hjemmet. Han tog som udgangspunkt de tre borstaver I.H.S. over indgangsdøren, hvis betydning udlagde som, " Jesus hominum salvator "( Jesus, menneskenes Frelser ), det var højtideligt og gribende og vist ingen i den store kreds fandt de varme ord at være usande. Efter Niels Laurbergs tale sagde Pastor Kregh fra Farsø nogle ord nærmest om fader som herre og husbond, derefter sang vi " Uforsagt, vær på vagt ".
Fader bares da atter af fætterne og vi søstre med moder, moster Hanne, faster Grethe, tante Grethe fra Mølgård, svigerdøtre og Fru Anna Weinschenk fulgte ham ned over vindebroen, her trådte vi fra og gik til det østre hus, hvorfra vi så fader blive båret af bønderne ud af gården og porten ned over broen til en smuk æresport ved hedens begyndelse, den var om natten blevet oprejst af bønderne fra Svingelbjerg; Peder Christensen (sognefoged) havde stillet sig i spidsen for dem, foran æresporten stod der: " Ved Mathias Kjeldsens Jordefærd den 11te juni 1880. Far nu i Fred! I gravens Bo hans støv vil hvile finde, hans ånd vi ønsker fred og ro, vi hædre her hans minde " på den anden side stod: " Med tak vi rejse denne port i dag til husbonds ære, vi mindes godt, hvad han har gjort for os og vore kjære ". På en af siderne stod der: " Farvel kjære husbond Mathias Kjeldsen! Et kjærteligt, kærligt dybtfølt farvel bringes dig med sorg og vemod af dine forhenværende og endnu levende fæstere og de afdøde fæsteres familie og andre, på din sidste vandring fra dit kjære Lerkenfeldt og din kjære elskede hustru, børn og familie til gravens hvile. Tak for din store kærlighed og godgørenhed! Tak for den allerstørste af dem alle imod dine fæstere, ved at gøre dem til selvejer, udviste velgerning på sa billige vilkår. Tak for de mange fattiges nød og trang som du og din ædle hustru i trofast kærlighed har lindret, Farvel, Far Evig Vel! hos Gud! I himmelriget. Dit minde vil bevares i kærlig erindring med taknemmelighed til de sildigste slægte. Fred med dit støv! Soli Deo Gloria " P.C.
Hilmar (yngste søn) kørte selv fader til Vesterbølle by, hvor der var rejst af bønderne der, en endnu større æreport. På første side af æreporten ”Farvel”, på anden " Dit minde aldrig dør ".
Fader blev her løftet af vognen og Peder Christensen, sagde ham farvel fra Godsets bønder, disse bar ham til den pyntede kirke, hvor bønderne havde ophængt sorte gardiner og i vor stole sort fløjls i stedet for di sædvanlige røde.
I kirken talte Pastor Hansen, han forrettede også jordpåkastelsen, og sagde et farvel ved graven. Lone Kjeldsen, Thea Licht, Anna Levin, Kirstine Laurberg, Caroline Kjeldsen var med ved kisten og graven, her blev sunget " Lær mig, o skov " og tilsidst " så vil vi nu sige hverandre farvel ".
Graven var stor og nydelig beklædt med gran. Trappetrin gik ned i den, så fader blev båret stille ned.
På hele vejen blev der båren to floromvundne faner foran kisten. Følget var meget stort, foruden mange gående bønder var der nogle og tredsindstyve vogne. Medens følget var i kirken, blev bordene dækkede herhjemme til 82 omtrent, kødsuppe med kødboller, fiskeboller, okse-, kalve- og lammesteg, lagkage, cathrineblommetærte, puntschekrem og krandsekage, rødvin, saúteren. Michal takkede ved bordet for den viste ære og deltagelse og udtalte, at man nok ville forstå de følelser, der havde bestemt moder og os alle til så meget som muligt at afkorte måltidet. Konsul Brasch udbragte et mindebære for fader.
Efter middagen kørte mange bort. Børnene, Jacob Faurschou og onkel Hviid med 3 sønner blev til næste dag, da også Laurbergs, Rambusch og Mathias Kjeldsen, Restrup rejste, denne eftermiddag kom Levins og endel af os kørte op til faders grav med flere ankomne krandse. Søndag var vi næsten alle i kirke, hvor mange af bønderne var sørgeklædte.
 
 
Uddrag af Afskeds Talen til Mathiass Kjeldsen
Fra hans Fæstebønder og andre den 11. Juni
Ved Æresporten ved Vesterbølle – af Peder Porshansen saavidt
Jeg kan erinre den. –
 
 
Jeg føler mig overbeviist om all her tilstedeværende endnu levende og Forhenværende Fæster og deres Arvinger og de mange Andre tilstedeværende som ere forsammelde her for at følge og Ledsage denne ædle hensovede Mathias Kjeldsen til Hans sidste Hvilested, føler med mig en hjertelig Trang til at Brenge denne Hensovede Ædle godgjørende kjærlige Mand vort hjertelige Farvel og Tak, for alt det gode Han har gjort imod os alle især da sine Forhenværende endnu levende Fæstere og disses Arvinger. Jeg som frem for nogen Anden, uden for Familien, har haft Leilighed til at kjende denne vor ædle hensovede Huusbonde. Gud gjemte, da jeg kjendte Han allerede et Aar før Han blev Ejer af Lerkenfeldt med underliggende Bøndergaarde. Hans første og stadoge Ønske var den at gjøre sine Bønder Lykkelige og fri. – nogle faae Aar efter at Han havde selv overtaget Lerkenfeldt med Gods overfaldt Ham en Sygdom, hvorunder jeg ofte skendet min kjære uforglemmelige Husbond Det er ik kuns med dyb Vedmod jeg kan udtale dette – Da udtalte Han stillens at naar Gud ville lade Ham leve, og give Ham Tid og Leilighed til at gjøre det inden sin Død, Da skulle Hans Bønder aldrig komme til at gøre Hoveri til nogen Anden Husbonde, det var Hans oprigtige Hjertens mening thi Han indfriede sit Velkende til Gud givne Løfte tidlig, og for Ham selv og Hans Familie alt for tidlig til vor Tab, Da Konjuturerne strax steg til det Dobbelte og nu det tredobbelte, thi denne ædle Menneskeven solgte os alle sine Fæstebønder vore Gaarde for en saa billig Priis og paa saa billige Vilkaar som vi aldrig noksom kan paaskjønne og takke den kjære Hensovede og Hans ædle Hustru for, eller nogen sinde erstatte eller Fuldkommen paaskjønne den Lykke Han skænkede os og vore Efterkommere ved at gjøre os til frie Mænd – den Rettænkende Mand ahr aldrig Klaget over at Han solgte os for saa billig én Priis thi det var af Kjærlighed til os sine Bønder at Han Gjorde det for at Gjøre os Lykkelige. Vi bringe Ham derfor, i Dag paa den sidste Vandring fra det kjære Lerkenfeldt til Gravens stille Hvile, vor hjerteligste Tak! Og et dybtrørt kjerlig Farvel ” Gud velsigne Hans Minde og Ledsage Dig paa Din Himmelreise. Gud velsigne Dit Huus! Og Dit kjære Hjem, Din Dyrbar elsket kjære kjærlige Hustrue og elskelige Børn og Familie, som med dybe Sorg og Vehmod har maatte sige Dig Deres Dyrebare Mand og Fader Farvel. – vi sige det ogsaa, jeg kan ikke sige mere en Gud trøste Dine Kjære efter dette, og os alle som med Hjertet dele Deres store Sorg (Haabet Svigter ikke) siger Skriften, Ligesom ogsaa Skriften siger ”Salig ere de Døde som Døe i Herren thi Aanden sige at de hvile fra deres Arbeide men Deres Gjerninger følge Dem”. Lad det være vor Trøst at Han denne ædle Menneskeven og altopofrende kjærlige Ægtefælle og Familiefader er indgaaet af Naade i Guds Himmerige til sin Frelser paa hvem Han troede fast derom er jeg fast foresikkret… Jesus har sagt i min Faders Huus ere mange boliger og nu er vor ædle i Herren hensove de Saligs Ven og Velgjører indgaaet derhen for at Beredde Bolig for sin Kjære efterladte elskede Hustru og Børn! For der hos Gud at samles med Ham for aldrig mere at adskilles, og jeg trøster mig i dette Haab at naar den Lyksalige Dag oprinder da Gud vil samle os alle sine udvalgte og elskelige Børn fra alle fire Verdens Hjørner og de Gudfrygtige skulle opstaa af Gravene og af Naade indgaae til Guds Herlighed da vil Han forklaret skinne som Solen i Guds Faders Rige og vi vilde da atter Gjensee Ham, med dette Haab ville vi trøste hverandre … Mathias Kjeldsen vat i Ordets rette Betydning en verklig Stor Hædersmand, større end mange, der bære Ordner og Titler, han har saavidt mig Bekjendt været tilbudt Titler mod Afslog denne bekendt Ære; Han kunne ikke faa et større og hederligere Navn end det Han havde, thi Navnet Mathias Kjeldsen var saa høit anseet af alle som kjendte Ham, Høie og Lawe, Rige og Fattige, at Han ikke kunne faa det ombyttet med noget bedre jeg har hørt én Mand sige af Familien. Da Mathias Kjeldsen laae Syg .. Døer Mathias Kjeldsen saa faaer vi aldrig mere en saadan Mathias Kjeldsen mere, thi han er den første af Familien. – Jeg er Overbeviist om at Hans efterladte elskelige Børn alle vil kappes om at efterligne Deres elskelige kjærlige kjære Forældre der var ligesindede og søge at træde i Deres ædle Faders Fodspoer med den samme hjertelig Rettænksomhed og Godgjørenhed med God Villie, saavidt deres Evner er dertil. – jeg tør sige at den salig Hensovede har i trange Mixvægst Aar ved sin Godgjørenhed Ræddet mange Familier om ikke selve Hungerdøden saa fra Hungersnøden. Han kjøbte Korn flere hundrede Tønder og trange Mixvægst Aar innen jeg tjente ham, og solgte det med stor Tab, ja Tab, mange Gange uden betaling, blev det overladt til den fattige og trængende, som aldrig gik utrøstet bort, hvor Han altid understøttedes af sin Kjærlige Hustru Gud lønner og velsigner Ham der for i sit Himmerige, Gud velsigne Hans Jordiske Huus, Dit kjære Lerkenfeldt, Hans ædle efterladte sørgende Hustru og Børn og deres Familie. Gud styrke Dem i Deres Store Sorg og os alle som af Hjertet tage opregtig Deel deri med. Farvel Kjæøre Husbond, Mathias Kjeldsen et hjertelig dybfølt vedmodigf Farvel og Tak fra os alle som her er tilstede for af Kjærlighed og savn ved Tabet af den for tidlig Bortgangne og især fro os denne endnu læevende forhenværende Fæstebønder, det er med dybe Vedmod at jeg bringer Dig min Faderlig Ven, som er mig saa kjær og Dyrebar, Du var min Ungdoms Veileder og Velgjører, modtag min Tak og sidste Farvel i Jesu Elskede Navn! Gud velsigne Dit Minde og ledsage Dig til dit Himmerige Guds Fred over Dig i Jesu Navn! Og over den efterladte Familie i Hjemmet
 
DIT MINDE SKAL ALDRIG DØE
AMEN!
 
 
 
Naar jeg er traadt frem foran denne Baare, for at sige et Par Ord, saa søger jeg Tilladelsen dertil i den lange Tid, jeg har kjendt den kjære Afdøde, i 20 Aar.
”Stille, stille, Hjertet græder, Stille, stille, Hjertet leder Efter ham, som var det kjær, Finder ham ei meer hernede, Finder kun i Dødningklæde, Hyllet ind det kolde Leer”. Da den fromme Eliezer havde udført sin Herres Ærinde, siger han: Holder mig ikke op; thi Herren har givet Lykke paa min Reise, lader mig fare og jeg vil vandre til min Herre”. (1. Mos. 24,56). Saa lyder det ogsaa til os fra den kjære Bortgangne. Nej, vi ville ikke holde Dig op. Ja Herre har givet Lykke paa Din Reise; thi Du frygtede Herren. Hans Velsignelse var med Dig i Din jordiske Gjerning og i Din Krafts Dagr betroedes der Dig mangt Tillidshverv blandt Dine Medborgere.
Hvo er der blandt Vennerne, som ere her tilstede, som ikke vil vidne om hans retfærdige og velvillige og tillige Sindelag imod dem. Han var en trofast Ven, og hjalp gjerne med Raad og Daad, hvor han kund. Dette var én Deel af hans Lykke paa hans Livsreise.
Og nu de mange, der have staaet i Underordningsforhold til ham, som have kaldt ham Husbonde i videre eller snævrere Betydning, som have tjent ham – de vidne alle; aldrig have vi haft en saa mild, overbærende og skaansom Herre! Om Mennesker høre vi allers altid forskjellige Domme, men om denne Mand kun én; hans kjærlighed mod Alle lod ham vinde Alles Hjerter; hvad der var værd at ære og agte, vandt altid hans Bifald og Agtelse, fandtes det og hos den ringeste. Thi hans Sjæl kendte ikke til Hovmod, han stillede ingen Fordringer, som han ikke selv var villig til at underkaste sig.
Ja Herren har givet ham Lykke paa hans Reise, Han akjænkede ham en trofast Hustru og kjærlige Børn, der alle son én i omhyggelig Kjærlighed have søgt at mildne hans sidste tunge Dage. Alle, som have kjendt det kjærlige Forhold i den Afdødes Familiekreds, føle dybt med Hustruen og Børnene Sorgen og Smerten ved hans Bortgang.
Kjærlighed omgav hans sidste Leie; den trofaste Hustru og alle de kjære Børn saae han om sig, og det var en Lykke, Herren havde givet ham paa hans Livsreise.
Han saae Børnebørn opvoxe og var glad i deres Kreds. Det var en Lykke paa hans Reise, at disse Børnebørn omfattede ham med inderlig Kjærlighed og nu ere bedrøvede ved hans Bortgang, om de end ikke alle kunne være tilstede og sige ham det sidste Farvel her paa Jorden.
Ja, han har havt Lykke paa sin Reise; vil ville ikke holde ham op; thi han er vandret til sin Herre, den Herre, paa hvem han troede, den Herre, af hvem han med Tak havde modtaget saa megen Lykke paa sin Vandring hernede.
 
”Stille, stille, Hjertet græder,
Stille. Stille, Hjertet leder
Efter ham, som var det kjær.
Finder ham ei meer hernede,
Finder ham i evig Glæde
Blandt Guds fromme Englehær!”
AMEN.
 
11. Juni 1880.
(Pastor Krogh, Farsø)
Stå der skrevet med en anden skrift.