Vitus Pedersen Bering

1617 - 1675  (57 år)

• Navn	Vitus Pedersen Bering
  Fødsel	6 okt. 1617	Viborg, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark
  Køn	Mand
  Uddannelse	maj 1649
  	Magister paa Københavns Universitet
  Beskæftigelse	Provst, magister
  Ejendom	1666	Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, Ordrup Sogn
  	Christiansholm eller Christianholms Slot er et landsted beliggende ved Klampenborg og blev opført af købmanden Just Fabritius i 1746-1763.[1]| |[redigér] Historie| |I 1666 fik historikeren og digteren Vitus Bering overdraget Klampenborg-området af kongen, og han opførte her et beskedent landsted kaldet Christians Holm[2], som muligvis var Danmarks første af slagsen. Det fik i 1670 navn efter den nye konge, Christian 5. Landstedet gik tilbage til kronen ved Berings død i 1675, men i 1746 fik agent og storkøbmand Just Fabritius, der tjente store formuer på handelen med Kina og Indien, grunden skænket af kongen. Fabritius opførte derefter det stadig eksisterende slot, hvis arkitekt man ikke har kunnet fastslå navnet på med sikkerhed. Bygningen tilskrives dog Johan Christian Conradi, der også arbejdede for Fabritius på hans hus i Pustervig i København, og sikkert er det, at arkitekten har været godt skolet i Nicolai Eigtveds rokokostil.| |1863 blev landstedet købt af grev Christian Conra
  Død	20 maj 1675	Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, København-
  Begravelse	Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, Vor Frue Sogn
  	Gravsted i Rochi Kapel ved Vor Frue Kirke
  Person-ID	I43135	My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen
  Sidst ændret	18 jan. 2019

  
  

  Far	Peder Pedersen Bering,   f. ca. 1580   d. ca. 1655 (Alder ~ 75 år)
  Mor	Maren Vitusdatter Brun,   f. ca. 1591   d. 12 jul. 1626 (Alder ~ 35 år)
  Familie-ID	F12949	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie	Anne Nielsdatter Aurilesius,   f. 26 apr. 1630, Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, København- d. 25 aug. 1657, Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, København- (Alder 27 år)
  Ægteskab	13 jun. 1652	Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, Vor Frue Sogn
  	Adresse: Vor Frue Kirke
  Børn	1. Maren Bering,   f. 7 maj 1653   d. 3 apr. 1675 (Alder 21 år)   2. Vita Bering,   f. 13 maj 1653, Sjelland, Viborg d. 13 jun. 1730 (Alder 77 år) + 3. Jytte Vitusdatter Bering,   f. 13 jun. 1654, Skabersø d. 17 feb. 1684, Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, København- (Alder 29 år)   4. Niels Bering,   f. 25 aug. 1657   d. 15 okt. 1657 (Alder 0 år)   5. Mette Bering   d. Ja, dato ukendt
  Familie-ID	F12010	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	21 okt. 2025

  
  

• Begivenhedskort		Ægteskab - Adresse: Vor Frue Kirke - 13 jun. 1652 - Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, Vor Frue Sogn Ejendom - Christiansholm eller Christianholms Slot er et landsted beliggende ved Klampenborg og blev opført af købmanden Just Fabritius i 1746-1763.[1]| |[redigér] Historie| |I 1666 fik historikeren og digteren Vitus Bering overdraget Klampenborg-området af kongen, og han opførte her et beskedent landsted kaldet Christians Holm[2], som muligvis var Danmarks første af slagsen. Det fik i 1670 navn efter den nye konge, Christian 5. Landstedet gik tilbage til kronen ved Berings død i 1675, men i 1746 fik agent og storkøbmand Just Fabritius, der tjente store formuer på handelen med Kina og Indien, grunden skænket af kongen. Fabritius opførte derefter det stadig eksisterende slot, hvis arkitekt man ikke har kunnet fastslå navnet på med sikkerhed. Bygningen tilskrives dog Johan Christian Conradi, der også arbejdede for Fabritius på hans hus i Pustervig i København, og sikkert er det, at arkitekten har været godt skolet i Nicolai Eigtveds rokokostil.| |1863 blev landstedet købt af grev Christian Conra - 1666 - Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, Ordrup Sogn Død - 20 maj 1675 - Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, København- Begravelse - - Danmark, Københavns Amt, Sokkelund Herred, Vor Frue Sogn  = Link til Google Earth
  Kort forklaring	: Adresse       : Beliggenhed       : By       : Sogn       : Amt/Region       : Land       : Ikke indstillet

  
  

• Notater

  Professor og som kongelig Historieskriver Professor i historie ved Sorø Akadami. Beskæftigelse Assessor i Højesteret, kongelig historiograf og digter Vitus Bering er mest kendt som latinsk digter og historieskriver med hovedværkerne Obsidio Hafniensis (1676) og Florus Danicus (1698). Man kender til to danske digte af Bering: Brudgommen M. Bering Svarer Poëten M. Bording til hans Brøllups-Vers Offver det Ostindiske Skibs lyckelig Hiemkomst. Bering, Vitus, 1617-75, Digter og Historieskriver, Søn af Borgmester Peder Pedersen B. og Hustru Maren Vitusdatter (Brun), var født i Viborg 6. Okt. 1617, nød i sin Opvæxt Undervisning af den fortrinlige Skolemand M. Niels Jensen Aars og afgik 1635 Universitetet fra Viborg Skole. Professor Jesper Brochmand blev hans Privatpræceptor, og derved kom han i nærmere Forhold til denne fremragende Mand, der fik ham meget kjær og siden ved flere Lejligheder støttede ham ved sin formaaende Anbefaling, da han i V. B. havde erkjendt en ung Mand, ikke blot af et elskværdigt Væsen, men ogsaa af en sjælden Begavelse. Det var som smagfuld latinsk Digter, at B. først ret henledte Opmærksomheden paa sig. Støttet ved det kgl. Rejsestipendium drog han 1639 til Leiden, hvor han navnlig dyrkede den gamle Historie og Veltalenhedslæren. Senere dvælede han en Tid i Frankrig, hvis Natur og Kulturliv i høj Grad tiltalte ham. Imidlertid blev han 1641 hjemkaldt for at overtage en Plads som Hovmester for den bekjendte Skaanske Magnat Hr. Tage Thotts Søn, Ove T., under dennes Ophold ved Sorø Akademi og i Udlandet. Denne Stilling beklædte han i 8 Aar, af hvilke de 7 sidste tilbragtes ved fremmede Lærdomssæder, navnlig Leiden, Paris, Rom, Padua og Strasburg. Paa disse Rejser gjorde B. mange lærde Bekjendtskaber, dyrkede Historie og Rhetorik og forøgede ved sine latinske Poesier den Berømmelse, han alt havde vundet som heldig Digter. Efter Hjemkomsten blev han derfor designeret til Professor poeseos, tog 1649 Magistergraden og tiltraadte 1650 det nævnte Professorat. Kong Frederik III, hvis Yndest B. siden fik mange Prøver paa, bivaanede den akademiske Akt, hvorved B. overtog sin Lærerstilling, der særlig synes at være oprettet for ham, da Universitetet ikke tidligere havde haft nogen særlig Professor i Poesi. Saa passende denne Plads end maatte synes for B., blev han dog kun kort Tid i den, da han endnu samme Aar blev beskikket til Professor i Historien ved Sorø Akademi og til kgl. Historiograf, skjønt der ikke forelaa noget, der vidnede om, at B. i dybere Forstand var kaldet til denne Gjerning, uden for saa vidt han fuldkomment beherskede det latinske Sprog og skrev en elegant Stil. Den trættende og beskedne Lærervirksomhed laa heller ikke for hans højt Stræbende Aand, hvorfor han allerede i Slutningen af 1651 søgte og fik Tilladelse til at opgive Professoratet for ganske at kunne hellige sig til den historiske Forfattervirksomhed. Hans Velynder Hr. Tage Thott anviste ham Bolig paa sit Herresæde Skabersø i Skaane, og Kongen sørgede ikke blot for, at han kunde have anstændige Indkomster, men forærede ham endog senere de gamle Ærkebispers, ved Reformationen under Kronen inddragne, Residens, Lundegaard. Krigen med Sverige og Skaanes Afstaaelse i den ulykkelige Roskildefred gjorde B. til svensk Undersaat. Da Kong Carl Gustav i Marts 1658 opholdt sig i Lund, boede han under Tag med B. paa Lundegaard. Værtens urbane Væsen og Lærdom maa have tildraget sig den høje Gjæsts Opmærksomhed, siden han tilbød ham at blive kgl. svensk Historiograf. Det var jo et fristende Tilbud, men B. veg dog tilbage for Tanken om mulig at faa den Opgave at skildre sit Fædrelands Ydmygelse. Kunde hans Hverv derimod blive indskrænket til at fremstille andre Partier af Sveriges Historie, og den svenske Konge vilde tillægge ham fornødent Underhold, da var han ikke utilbøjelig til at træde i den Herres Tjeneste, hvem Krigslykken havde tilsmilet. Hvad der bidrog til at gjøre B. tvivlraadig om, til hvilken Side han skulde slutte sig, var, at han i Lundegaard havde en Ejendom, som han nødig vilde opgive, men som han utvivlsomt vilde miste uden Erstatning, dersom han forlod Skaane og gik over Sundet for at stille sig til den danske Konges Raadighed. Da han imidlertid efter Freden 1660 var saa heldig at faa Biskop Vinstrup i Lund til at kjøbe Gaarden, betænkte han sig ikke paa at sige Skaane Farvel, skjønt Carl Gustav 1658 havde tillagt ham et Kanonikat og et Vikariat i Lund. I Danmark modtog man ham med Glæde, og han fik strax en Plads i den nye Forvaltning, der skulde afløse den ældre Regeringsform, i det han nemlig allerede i Nov. 1660 blev Medlem af Skatkammerkollegiet og nogen Tid efter tillige Assessor i Højesteret. Ved Siden af disse høje Embedsstillinger beholdt han sit Hverv som kgl. Historieskriver, og med Digtekunsten syslede han ikke mindre flittig end tidligere, om han end indskrænkede sig til Lejlighedsdigte. I historisk Henseende stilledes der ham efterhaanden forskjellige Opgaver, saasom en almindelig Skildring af Folkets og Rigets Historie fra de ældste Tider, Christian IV's Historie samt endelig den allernyeste Tids Begivenheder, saasom Kjøbenhavns Belejring og Enevældens Indførelse. Men skjønt han vistnok efterhaanden tog de forskjellige Opgaver op og arbejdede paa deres Løsning, gik det dog sent fra Haanden, dels fordi de næppe alle interesserede ham, dels fordi han var optagen af meget andet, og endelig fordi han stillede saa store Krav til Form og Fremstilling, at Arbejdet nødvendig maatte skride langsomt frem. Af B.s betydeligere Skrifter udkom i hans Levetid egentlig kun et psevdonymt publicistisk Indlæg: «Orosii Annilonis dissertatio de bello Dano-Anglico» (1667). Men store Forventninger knyttede sig til, hvad han havde under Hænder, og Christian V, der yndede ham ikke mindre, end Frederik III havde gjort, skjænkede ham en Landejendom i Nærheden af Kjøbenhavn, for at han uforstyrret af Hovedstadens Selskabsliv kunde i Ro føre sine historiske Arbejder til Ende. Men efter nogen Tids Svagelighed døde han 20. Maj 1675, uden at Maalet var naaet. -- Senere udkom dog hans latinske Skildring af Kjøbenhavns Belejring («Obsidio Hafniensis», 1676) og efter mange Fataliteter endelig ogsaa hans Hovedværk, «Florus Danicus» (Odense 1698, Fol.), en i stilistisk Henseende glimrende, men i historisk Henseende ikke videre betydningsfuld Skildring af den danske Historie fra de ældste Tider indtil Christoffer af Bajerns Død. Saa store Lovtaler end Samtiden har holdt over B.s historiske Stil, saa blev han dog ingen fremragende Historiker. Det var ikke af Mangel paa Evner, thi Fantasi, Fremstillingsevne og Vid stode i høj Grad til hans Raadighed; men paa den ene Side var han en Søn af sin servile og formalistiske Tid, paa den anden Side var hans Begavelse nærmest af digterisk Art. Hans Kritik holdt sig paa Overfladen og trængte ikke ind i Historiens Dybder. I bunden som i ubunden Stil foretrak han det latinske Sprog, og vi have kun faa Digte af ham paa Dansk. Dog vise disse, at han var en Aandsfrænde af Bording og Kingo, der ogsaa vare hans personlige Venner. V. B. var to Gange gift, 1. 1652 med Anne, Datter af Professor, Dr. Niels Pedersen Aurilesius, 2. 1663 med Gjertrud, Datter af Renteskriver Jørgen Hansen. Af begge Ægteskaber var der Børn. Hist. Tidsskrift 5. R. I, 1 ff. 639 ff. VI, 851 ff. H. F. Rørdam. THOMAS KINGOS MINDEDIGT: Sørgeligst Eftertænkende paa den Ædle, Høyviise, Høylær de og Viitberømte nu Sal. Mand Vitus Bering Hans Kongl. May ts Fordum Høybetrode Assessor udi Høyeste Ræt og Cancellie Collegio, og Kongelig Historiskriver Hans dødelig afgang. ((daggert) 20. Maj 1675). Veltalenhed, om ellers du Kanst tale For hick og hule-suck! og kanstu ey da svale Din store hiertesorg med øynes salte flood, Og væd det Saar som ey har ellers anden bood! Hyyl sammen ald din floch af lærde folckis skare. Stat under sørge floor din Sorrig at forklare, Bering, haver mist, Fra først du tugted med din frugtsom ave-qvist. Har du saa mangen Søn udj dit skiød opammed, Som dine rige bryst for Kundskabs flod har Krammed, Og drucket Himlens Dug i deris blomster-aar, Og af dit fyldehorn, faat mangen sucker taar. Kald frem den beste Mand der nogen tiid optraade Paa Verdens tåle-plads, med tungens hunning-odde, Lad ham beklage det (om det noch Klages kand) At Bering hand er død ud af vort C/wiør-land. Regimente, Som fra hint æble-træ i Paradiis du hente, Det strecker sig forlangt, forbreed du fingren giør Og sigter ofte did som d u slet intet bør! Tekstgrundlag: Coll 4° 538 I S. 342 ff. Vitus Pedersen Bering (6. oktober 1617 i Viborg - 20. maj 1675) var dansk digter (på latin) og historiker. Søfarers Vitus Berings onkel. Bering var fra 1650 til sin død kongelig historiograf. I 1650 blev han også professor i historie ved Sorø Akademi efter en kort overgang i 1650 at have været professor i poesi ved Københavns Universitet. Stillingen ved Sorø Akademi forlod han dog allerede 1651. Translation: http://tinyurl.com/vitus-pedersen-bering B. nød i sin Opvæxt Undervisning af den fortrinlige Skolemand M. Niels Jensen Aars og afgik 1635 Universitetet fra Viborg Skole. Professor Jesper Brochmand blev hans Privatpræceptor, og derved kom han i nærmere Forhold til denne fremragende Mand, der fik ham meget kjær og siden ved flere Lejligheder støttede ham ved sin formaaende Anbefaling, da han i V. B. havde erkjendt en ung Mand, ikke blot af et elskværdigt Væsen, men ogsaa af en sjælden Begavelse. Det var som smagfuld latinsk Digter, at B. først ret henledte Opmærksomheden paa sig. Støttet ved det kgl. Rejsestipendium drog han 1639 til Leiden, hvor han navnlig dyrkede den gamle Historie og Veltalenhedslæren. Senere dvælede han en Tid i Frankrig, hvis Natur og Kulturliv i høj Grad tiltalte ham. Imidlertid blev han 1641 hjemkaldt for at overtage en Plads som Hovmester for den bekjendte Skaanske Magnat Hr. Tage Thotts Søn, Ove T., under dennes Ophold ved Sorø Akademi og i Udlandet. Denne Stilling beklædte han i 8 Aar, af hvilke de 7 sidste tilbragtes ved fremmede Lærdomssæder, navnlig Leiden, Paris, Rom, Padua og Strasburg. Paa disse Rejser gjorde B. mange lærde Bekjendtskaber, dyrkede Historie og Rhetorik og forøgede ved sine latinske Poesier den Berømmelse, han alt havde vundet som heldig Digter. Efter Hjemkomsten blev han derfor designeret til Professor poeseos, tog 1649 Magistergraden og tiltraadte 1650 det nævnte Professorat. Kong Frederik III, hvis Yndest B. siden fik mange Prøver paa, bivaanede den akademiske Akt, hvorved B. overtog sin Lærerstilling, der særlig synes at være oprettet for ham, da Universitetet ikke tidligere havde haft nogen særlig Professor i Poesi. Saa passende denne Plads end maatte synes for B., blev han dog kun kort Tid i den, da han endnu samme Aar blev beskikket til Professor i Historien ved Sorø Akademi og til kgl. Historiograf, skjønt der ikke forelaa noget, der vidnede om, at B. i dybere Forstand var kaldet til denne Gjerning, uden for saa vidt han fuldkomment beherskede det latinske Sprog og skrev en elegant Stil. Den trættende og beskedne Lærervirksomhed laa heller ikke for hans højt Stræbende Aand, hvorfor han allerede i Slutningen af 1651 søgte og fik Tilladelse til at opgive Professoratet for ganske at kunne hellige sig til den historiske Forfattervirksomhed. Hans Velynder Hr. Tage Thott anviste ham Bolig paa sit Herresæde Skabersø i Skaane, og Kongen sørgede ikke blot for, at han kunde have anstændige Indkomster, men forærede ham endog senere de gamle ærkebispers, ved Reformationen under Kronen inddragne, Residens, Lundegaard. Krigen med Sverige og Skaanes Afstaaelse i den ulykkelige Roskildefred gjorde B. til svensk Undersaat. Da Kong Carl Gustav i Marts 1658 opholdt sig i Lund, boede han under Tag med B. paa Lundegaard. Værtens urbane Væsen og Lærdom maa have tildraget sig den høje Gjæsts Opmærksomhed, siden han tilbød ham at blive kgl. svensk Historiograf. Det var jo et fristende Tilbud, men B. veg dog tilbage for Tanken om mulig at faa den Opgave at skildre sit Fædrelands Ydmygelse. Kunde hans Hverv derimod blive indskrænket til at fremstille andre Partier af Sveriges Historie, og den svenske Konge vilde tillægge ham fornødent Underhold, da var han ikke utilbøjelig til at træde i den Herres Tjeneste, hvem Krigslykken havde tilsmilet. Hvad der bidrog til at gjøre B. tvivlraadig om, til hvilken Side han skulde slutte sig, var, at han i Lundegaard havde en Ejendom, som han nødig vilde opgive, men som han utvivlsomt vilde miste uden Erstatning, dersom han forlod Skaane og gik over Sundet for at stille sig til den danske Konges Raadighed. Da han imidlertid efter Freden 1660 var saa heldig at faa Biskop Vinstrup i Lund til at kjøbe Gaarden, betænkte han sig ikke paa at sige Skaane Farvel, skjønt Carl Gustav 1658 havde tillagt ham et Kanonikat og et Vikariat i Lund. I Danmark modtog man ham med Glæde, og han fik strax en Plads i den nye Forvaltning, der skulde afløse den ældre Regeringsform, i det han nemlig allerede i Nov. 1660 blev Medlem af Skatkammerkollegiet og nogen Tid efter tillige Assessor i Højesteret. Ved Siden af disse høje Embedsstillinger beholdt han sit Hverv som kgl. Historieskriver, og med Digtekunsten syslede han ikke mindre flittig end tidligere, om han end indskrænkede sig til Lejlighedsdigte. I historisk Henseende stilledes der ham efterhaanden forskjellige Opgaver, saasom en almindelig Skildring af Folkets og Rigets Historie fra de ældste Tider,m Christian IV's Historie samt endelig den allernyeste Tids Begivenheder, saasom Kjøbenhavns Belejring og Enevældens Indførelse. Men skjønt han vistnok efterhaanden tog de forskjellige Opgaver op og arbejdede paa deres Løsning, gik det dog sent fra Haanden, dels fordi de næppe alle interesserede ham, dels fordi han var optagen af meget andet, og endelig fordi han stillede saa store Krav til Form og Fremstilling, at Arbejdet nødvendig maatte skride langsomt frem. Af B.s betydeligere Skrifter udkom i hans Levetid egentlig kun et psevdonymt publicistisk Indlæg: «Orosii Annilonis dissertatio de bello Dano-Anglico» (1667). Men store Forventninger knyttede sig til, hvad han havde under Hænder, og Christian V, der yndede ham ikke mindre, end Frederik III havde gjort, skjænkede ham en Landejendom i Nærheden af Kjøbenhavn, for at han uforstyrret af Hovedstadens Selskabsliv kunde i Ro føre sine historiske Arbejder til Ende. Men efter nogen Tids Svagelighed døde han 20. Maj 1675, uden at Maalet var naaet. -- Senere udkom dog hans latinske Skildring af Kjøbenhavns Belejring («Obsidio Hafniensis», 1676) og efter mange Fataliteter endelig ogsaa hans Hovedværk, «Florus Danicus» (Odense 1698, Fol.), en i stilistisk Henseende glimrende, men historisk Henseende ikke videre betydningsfuld Skildring af den danske Historie fra de ældste Tider indtil Christoffer af Bajerns Død. Saa store Lovtaler end Samtiden har holdt over B.s historiske Stil, saa blev han dog ingen fremragende Historiker. Det var ikke af Mangel paa Evner, thi Fantasi, Fremstillingsevne og Vid stode i høj Grad til hans Raadighed; men paa den ene Side var han en Søn af sin servile og formalistiske Tid, paa den anden Side var hans Begavelse nærmest af digterisk Art. Hans Kritik holdt sig paa Overfladen og trængte ikke ind i Historiens Dybder. I bunden som i ubunden Stil foretrak han det latinske Sprog, og vi have kun faa Digte af ham paa Dansk. Dog vise disse, at han var en Aandsfrænde af Bording og Kingo, der ogsaa vare hans personlige Venner. V. B. var to Gange gift, 1. 1652 med Anne, Datter af Professor, Dr. Niels Pedersen Aurilesius, 2. 1663 med Gjertrud, Datter af Renteskriver Jørgen Hansen. Af begge ægteskaber var der Børn. Hist. Tidsskrift 5. R. I, 1 ff. 639 ff. VI, 851 ff. H. F. Rørdam.