Forside Søg Login  
Del Udskriv Tilføj bogmærke

Notater


Match 901 til 950 fra 50,310

      «Forrige «1 ... 15 16 17 18 19 20 21 22 23 ... 1007» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
901 Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hans den Yngre, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg (25. marts 1545 – 9. oktober 1622) var søn af kong Christian 3. af Danmark. I 1564 blev han som del af arvedelingen efter faderens død afdelt hertug af Slesvig og Holsten, da Frederik 2. overlod ham Als, Sundeved, Ærø og Pløn. Efter onklen Hans den Ældres død modtog han også Ryd Kloster i Angel.

Hans byggede renæssanceslottet Lyksborg 1582-1587 og herregården Søbygård på Ærø i 1580 samt herregården Graasten, ligeledes på Ærø. Han var stamfader til flere fyrstelige linjer, herunder Sønderborg, Glücksborg, Plön og Augustenborg og dermed den danske kongeslægt siden 1863, glücksborgerne.

Tilnavnet den Yngre har han fået for at skelne ham fra onklen Hans den Ældre.

Liv
Hans blev født 25. marts 1545 i Haderslev som søn af kong Christian 3. og dronning Dorothea af Danmark.

Da Christian 3. døde i 1559 efterlod han sig tre sønner. Hvor den ældste, Frederik, for længst var udset til tronfølger i Danmark og Norge, havde alle tre brødre i princippet lige ret til faderens andel af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den mellemste bror, Magnus, opgav imidlertid sin arveret, da Frederik 2. fik ham anbragt som fyrstbiskop af Øsel-Wiek. Men Frederik måtte acceptere at dele faderens del af hertugdømmerne med sin yngste bror, Hans.[1]

Ved den endelige deling i 1564 fik Hans Sønderborg og Nordborg Amter i Hertugdømmet Slesvig og Plön Amt og Ahrensbök Kloster i Hertugdømmet Holsten.[2] Stænderne nægtede imidlertid at hylde og anerkende hertug Hans som regerende hertug på linje med sin bror Frederik 2. og onkler Hans den Ældre og Adolf, selv om han fik sine områder overladt af kongen på samme vilkår og blev forlenet med hertugdømmerne på samme måde som de andre med-hertuger. Stænderne fastholdt modstanden gennem hele hertugens levetid. Hans den Yngre havde dermed heller ikke andel i den fælles regering og blev derfor betegnet som afdelt hertug. Som afdelt hertug var han ligestillet med de regerende hertuger i de spørgsmål, der angik den lokale forvaltning indenfor hans del af hertugdømmerne. Men i større spørgsmål, der angik hertugdømmerne som helhed, var han undersåt. Desuden havde han hverken ret til at præge mønt (møntret) eller til at holde stående tropper.
Hans den Yngre var en dygtig godsejer, der gennem sin regeringstid formåede at udvide og afrunde sine besiddelser ved mageskifter og opkøb af adelsgods. Da hans onkel Hans den Ældre døde i 1580, fik han tillige tildelt en del af dennes besiddelser. Det drejede sig blandt andet om Ryd Klosters besiddeler på sydsiden af Flensborg Fjord og Reinfeld i Holsten. Ved sin død i 1622 havde han opkøbt alt adelsgods på Als, størstedelen af Sundeved, store dele af det nordlige Angel og store samlede områder i det østlige Holsten.[3]

Fra 1582 til 1587 opførte han Glücksborg Slot på ruinerne af det forhenværende Ryd Kloster.

Død og arvedeling
Hans den Yngre døde 77 år gammel på Glücksborg Slot den 9. oktober 1622. Han blev begravet i Dronning Dorotheas Gravkapel på Sønderborg Slot, hvor han er afbildet på et stort epitafium (gravmonument) i sort marmor og alabast sammen med sin store børneflok.

Hans besiddelser blev delt mellem fem af de overlevende seks sønner:

Christian (1570-1633) blev hertug af Slesvig-Holsten-Ærø. Ved Christians død blev Ærø delt mellem Sønderborg, Nordborg, Glücksborg og Plön.
Alexander (1573-1627), hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg
Hans Adolf (1576-1624), hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg
Philip (1584-1663), hertug af Slesvig-Holsten-Glücksborg
Joachim Ernst (1595-1671), hertug af Slesvig-Holsten-Pløn
Frederik (1581-1658), efterfulgte i 1624 storebroderen, Hans Adolf, som hertug af Nordborg.

Ægteskab og børn
Hans giftede sig den 19. august 1568 i Kolding med Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen, datter af Hertug Ernst 3. af Braunschweig-Grubenhagen og Margrethe af Pommern-Wolgast. Elisabeth døde i 1586. Den 14. februar 1588 giftede han sig i Sønderborg med prinsesse Agnes Hedvig af Anhalt, datter af Fyrst Joachim Ernst af Anhalt og Eleonora af Württemberg. Med sine to gemalinder havde han tilsammen 23 børn (11 sønner, 12 døtre).

Med Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen
1. Dorothea, 9. oktober 1569, 5. juli 1593, Gift 23. november 1589 med Hertug Frederik 4. af Liegnitz
2. Christian, 26. november 1570, 14. juni 1633, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Ærø 1622-1633
3. Ernst, 17. januar 1572, 26. oktober 1596
4. Alexander, 20. januar 1573, 13. marts 1627, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg 1622-1627. Gift 26. november 1605 med Dorothea af Schwarzburg-Sondershausen
5. August, 26. juli 1574, 26. oktober 1596
6. Marie, 22. august 1575, 6. december 1640, Abbedisse i Itzehoe Kloster
7. Hans Adolf, 15. september 1576, 21. februar 1624, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Nordborg 1622-1624
8. Anna, 7. oktober 1577, 30. januar 1616, Gift 31. maj 1601 med Hertug Bogislav 13. af Pommern
9. Sophie, 30. maj 1579, 3. juni 1658, Gift 8. marts 1607 med Hertug Filip 2. af Pommern
10. Elisabeth, 24. september 1580, 21. december 1653, Gift 19. februar 1615 med Hertug Bogislav 14. af Pommern
11. Frederik, 26. november 1581, 22. juli 1658, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Nordborg 1624-1658, Gift 1. gang 1. august 1627 med Juliane af Sachsen-Lauenburg, Gift 2. gang 5. februar 1632 med Eleonora af Anhalt-Zerbst
12. Margrete, 24. februar 1583, 10. april 1638, Gift 27. februar 1603 med Grev Johan 7. af Nassau-Siegen
13. Philip, 15. marts 1584, 27. september 1663, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg 1622-1663, Gift 23. maj 1624 med Sophie Hedvig af Sachsen-Lauenburg
14. Albrecht, 16. april 1585, 30. april 1613

Med Agnes Hedvig af Anhalt
15. Eleonora, 4. april 1590, 13. april 1669
16. Anna Sabine, 7. marts 1593, 18. juli 1659, Gift 1. januar 1618 med Hertug Julius Frederik af Württemberg-Weiltingen
17.Hans Georg, 9. februar 1594, 25. januar 1613
18. Joachim Ernst, 29. august 1595, 5. oktober 1671, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Pløn 1622-1671, Gift 1633 med Dorothea Augusta af Slesvig-Holsten-Gottorp
19. Dorothea Sibylla, 13. juli 1597, 21. august 1597
20. Dorothea Maria, 23. juli 1599, 27. marts 1600
21. Bernhard, 12. april 1601, 26. april 1601
22. Agnes Magdalene, 17. november 1602, 17. maj 1607
23. Eleonora Sophie, 24. februar 1603, 5. januar 1675, Gift 28. februar 1624 med Fyrst Christian 2. af Anhalt-Bernburg 		Hertug Hans af Holsten-Sønderborg-Plön (I11120)
 
902 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Nulevende (I130270)
 
903 Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Lemming Emil Valentinus Vett (udtales [fæt]) (7. november 1843 i Rødby – 18. februar 1911 i København) var en dansk handelsmand og industridrivende, medgrundlægger af Magasin du Nord.

Hans far Julius Theodor Vett var læge, moren var Karen Petrine født Bjørn. Efter endt skolegang kom han i lære i datidens største provins-hvidevareforretning, C.B. Christensen i Århus. I denne forretning blev han ud over sine læreår, han nåede endog til en tid at bestyre den selvstændig, og da chefen døde, var der tale om et kompagniskab med sønnen. Planerne herom blev dog ikke realiserede. Vett fik plads i en anden forretning i Århus, en modeforretning, men kun for kortere tid, thi 1868 etablerede han sammen med Theodor Wessel en selvstændig forretning i Århus, og han blev herefter yderligere kompagnon i de forretninger, der nu under firmaet Th. Wessel & Co. også stiftedes i Aalborg, Odense og København. Men først 1876 flytter han selv fra Århus til København, hvor kompagniskabets forretning under firmaet Th. Wessel & Vett hurtig voksede til det i Danmark enestående Magasin du Nord. Kompagnonerne udfyldte hinanden på en fortrinlig måde; var initiativet ofte Wessels, var den store detailkundskab Vetts, og han har også sin væsentlige andel i de betydelige industrielle virksomheder, der startedes af firmaet. I 1899 omformede kompagnonerne deres store virksomhed til et aktieselskab, hvis direktion de overgav til yngre kræfter, medens de selv tog sæde i selskabets bestyrelse. Det er kun naturligt, at Vett i en årrække (fra 1885) var handelskyndigt medlem af Sø- og Handelsretten, og det viser hans filantropiske sind, at han er et virksomt bestyrelsesmedlem i den 1901 stiftede Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse; og han var medstifter af Foreningen Friskolebørns Asyler. I den by, han i sin ungdom var knyttet til, fandt han sin hustru, Caroline Adolfine født Langballe (født 15. september 1849), hvem han ægtede 27. april 1870; hun var datter af fabriksejer Carl Christian Langballe i Århus og Hansine født Pallisen.

Vett boede i en villa i den mondæne Kristianiagade 7 i København, tegnet af Johan Schrøder og opført 1897-98. Han havde også en sommerbolig i Taarbæk tegnet af samme arkitekt.

I 1885 (folketælling) boede familien Bredgade 175, 2. sal. – et særdeles fasionabelt kvartér. Ved sin død boede han Bredgade 51, 1. Kbh., "Magasin på tværs" oplyser, at han i 1890 boede i nr. 10 sm. gade.

Vett blev Ridder af Dannebrog 1896, Dannebrogsmand 1908 og modtog Fortjenstmedaljen i guld 1909. Han er begravet på Taarbæk Kirkegård.

Gade opkaldt efter sig
I Århus er en gade opkaldt efter Emil Vett, gaden hedder Emil Vetts Passage og benyttes primært af bybusserne, den skaber forbindelse mellem Busgade-forløbet og Klostertorv og passerer forbi "bagsiden" af Magasin. Gaden udtales ofte forkert, [vet] istedet for [fæt] af buschaufførerne ved annoncering af stoppestedet i gaden. 		Vett, Lemming Valentinus Emil (I8882)
 
904 Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Louis Henri von Kohl (født 14. december 1882 i København, død 11. oktober 1962) var en dansk filminstruktør, forfatter og forlægger. Han var søn af oberstløjtnant ved Ingeniørregimentet Adolf Carl Christian Kohl og bror til Lilli (tvillingesøster), Carl og Aage von Kohl.

Karriere
Filminstruktør/manuskriptforfatter
1911-12 medvirkede Louis von Kohl som instruktør og/eller manuskriptforfatter i fire stumfilm.

Filmografi
Privatsekretæren (1911, manus)
Taifun (1911, instruktør + manus)
Morfinisten (1911, instruktør)
Pigen fra det mørke København (1912, instruktør + manus)

Første verdenskrig
Kohl var redaktør for forskellige tidsskrifter fra 1914 og beskæftigede sig med germansk og østasiatisk filologi, kultur og digtning, dels som oversætter, dels i selvstændige historiske værker om Friedrich Nietzsche, Yuan Shikai, Storjapan med mere. 1915 forsøgte det tyske gesandtskab i København (ledet af Ulrich von Brockdorff-Rantzau) med von Kohl som stråmand at opkøbe den ententevenlige avis Vort Land, men det lykkedes ikke. I stedet oprettede von Kohl tidsskriftet Spectator. I løbet af 1917 skiftede han fokus og blev papirimportør med tysk bistand vist for at lukke for leverancen til de ententevenlige aviser og sikre forsyningen til aviser, der støttede Centralmagterne, men i praksis blev der ikke gjort forskel mellem pro- og anti-tyske aviser.

Louis von Kohl fik i 1917 kontrol med Nordiske Forfatteres Forlag, også med støtte fra gesandtskabet. Forlaget udgav 1917-18 dels en række værker af yngre forfattere, dels en række krigsbøger, der især var vendt mod ententen. I august 1917 udgav forlaget Emil Rasmussens tyskvenlige Barbarkvinder, som blev en salgsmæssig succes, men sendte forfatteren 14 dage i fængsel for pornografi og gjorde det åbenlyst, at forlaget levede på tysk støtte[6]. Efter denne sag svandt støtten ind, og forlaget måtte lukke efter første verdenskrig.

Mellemkrigstiden
I slutningen af 1918 eller begyndelsen af 1919 flyttede von Kohl til Tyskland. Her gik det op og ned for ham, og især synes slutningen af 1920'erne at have været hårde. Han søgte og fik økonomisk støtte fra Auswärtiges Amt og fra Georg Brandes, som han klagede sin nød til. I 1938 vendte han tilbage til Danmark.

Anden verdenskrig
Fra sommeren 1939 til marts 1940 ledede han det danske sikkerhedspolitis civilafdeling, men blev afskediget af justitsminister Svend Unmack Larsen. Unmack Larsens efterfølger E. Thune Jacobsen ansatte i efteråret 1940 von Kohl til at være bindeled til besættelsesmagten – en post, han bestred til 1944.

Fra 1941 og krigen ud ledede von Kohl pressebureauet Presse-Information som, delvist finansieret fra tysk side, forsynede danske blade med stof fra tyske aviser.

I forbindelse med at avisen Fædrelandet i 1943 holdt op med at være officielt partiorgan for DNSAP, indsatte Werner Best kortvarigt von Kohl som "kommissær" i redaktionen.

Efter befrielsen blev von Kohl interneret som allieret krigsfange på Alsgades Skole fra den 22. maj til den 30. november 1945. Ved Københavns Byret dømtes von Kohl i 1949 til et års fængsel, men året efter frifandt Østre Landsret ham.

Biografier
Kohl blev medtaget i Kraks Blå Bog, men røg ud igen efter 1921-udgaven. I Hans Scherfigs Frydenholm er personen François von Hane inspireret af von Kohl.

Privatliv
Louis von Kohl var gift to gange og blev far til journalisten Christine von Kohl. 		von Kohl, Louis Henri (I124213)
 
905 Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vagn Aagesen (18. juli 1866 på Førslevgaard – 12. september 1939 i København) var en dansk højesteretssagfører og kammeradvokat.

Aagesen var søn af juraprofessor Andreas Aagesen og Thora f. de Neergaard. Han voksede op i en velhavende og betydningsfuld familie. Hans mor tilhørte en gammel adelsfamilie, som blandt andet besad Førslevgaard Gods, hvor Aagesen blev født. Hans far, som var søn af nationalbankdirektør Nicolai Aagesen, var blandt sin tids mest berømte jurister og skrev adskillige værker inden for retsvidenskab.

Aagesen blev student fra Metropolitanskolen i 1884 og cand.jur. i 1890. Han søgte oprindeligt en karriere som embedsmand og blev ansat som assistent i justitsministeriet, men nedsatte sig i 1910 som sagfører i Frederiksholms Kanal. Han gjorde sig særligt bemærket som sagfører for en række godsejer- og adelsfamilier, men spillede også en betydningsfuld rolle inden for erhverslivet, bl.a. som formand for Landmandsbankens Bankråd.

I 1910 blev Aagesen højesteretssagfører og samme år konstitueret kammeradvokat. Han besad denne stilling trygt og opnåede stor anderkendelse blandt jurastanden.

Aagesen giftede sig første gang i 1891 med Ingeborg f. Hansen, datter af grosserer Gustav Hansen. Ægteskabet blev opløst, hvorefter hans hustru giftede sig anden gang med diplomat Otto Scavenius. Aagesen giftede anden gang i 1909 Kamma Emmy Bügel Nissen f. Berner, fraskilt operasanger Helge Nissen, datter af godsejer Edmund Berner. Deres søn Andreas Vagn Aagesen var landsretsagfører. 		Aagesen, Vagn (I631257)
 
906 From "Under the Midnight Sun", Albert L. Zobell, Jr., pl 58.

"Of all the immigrating Saints of 1854, this large company of Scandinavians suffered most from the Cholera epidemic. So great was the mortality rate from the fever, which struck the children in England, the deaths on board enroute, the cholera, and the deaths of the march across the plains, that of the 680 persons who left Copenhagen in December 1853, about five hundred reached their destination, Salt Lake City, 5 October 1854."

Karen and Jens' infant daughter was among those stricken with cholera. She died 13 April 1854 shortly after arriving in St. Louis.

Mette Christina Ericksen, who would later become the wife of Jens Peter Benson, was also in this company, along with her 11 year old sister, Elsa Marie. Elsa, too, became a victim of the cholera epidemic, and died near Florence (Omaha), Nebraska.

In 1854, Peter was ordained a Seventy and bacame a member of the 39th Quorum. That year, he also married MARY JANE SIMPSON, but they divorced. A son, John Jeremiah, was born after the divorce. He lived and reared a family in the Uintah Basin, Utah, USA.

On 15 April 1855, Peter Married METTE CHRISTINA ERICKSEN, who had arrived from Denmark the year before. Quoting from his daughter Mary's writing, then the grasshoppers came, food was scarce and there was lots of suffering. Father was a good carpenter, having served a 5 year apprenticeship in Denmark. He was also a first class wheelwright".

Peter's mother, Maren, died in Lehi in 1856. At this time, Martha was working in Salt Lake City and, on arriving home to visit her parents, found that her mother was dead and buried.

Peter and Mette's first child, Mary, was born in Salt Lake City in 1856. With Johnston's Army on the march to Utah in 1857, many left the city and moved south. The Benson's moved to Lehi where they lived for several years. There in November 1857, their daughter Martha was born. In June 1859, Sarah joined the family, but was taken by death in September 1860. Peter Ephriam was born in January 1861, Anna Kersten in January 1963. She died in September 1865.

John was also born in Lehi in June 1866.

Johnston's Army entered Utah in 1858, marched on through Salt Lake City and down about 16 miles west of Lehi, where they founded Camp Floyd. Many civilians were employed there and Peter was thankful for the work he was able to do. He was also a cobbler and so kept busy at one job or another. The women made barley beer for the soldiers.

On November 12, 1858, Peter entered plural marriage as he took to wife Mette's younger sister, Kirsten, who had arrived from Denmark the previous year.

While living in Lehi, Peter was called to go to Salt Lake and work on the Tabernacle. His son, Marcus, says he worked on the roof and daughter, Mary, records that he did some work on the organ pipes and benches. Says Maud B. Jorgensen (grand-daughter), "I never enter the building but what I think of him and thrill with the knowledge that he was one of the many who helped with its construction".

Cache Valley was being settled, and in 1867 Peter went to Clarkston and bought some land from George Davis and Bill Sparks, said his daughter Mary. In the spring of 1868, he moved his first wife, Mette, and family there. His wife, Kirsten, stayed in Lehi and raised a garden. When fall came, she too, moved to Clarkston. Peter and Kirsten's children born in Lehi were Alma Peter (August 1860), Christina Martena (February 1863), Marcus Joseph (April 1865), and Samuel (February 1867).

Peter was living in Clarkston when Martin Harris died, and he made his coffin.

It was decided to make another settlement south and east of Clarkston, so in the spring of 1869, Peter was one of the group that helped to lay out the town site that became Newton. He then built a log house, shed for the cattle and sheep, planted some grain, and Clarkston, so in the spring of 1869, Peter was one of the group that helped to lay out the town site that became Newton. He then built a log house, shed for the cattle and sheep, planted some grain, and made irrigation ditches. In the fall, he moved Mette and her children into the new home in Newton. It was in the south west corner of the town. Drinking water had to be carried from the slough and was not very good. Their daughter, Elizabeth, was born in Clarkston in October 1868.

LaZina was born in Newton in November 1870 and died in 1875. Elmira was born February 1873 and on 28 March 1876, their tenth child, a son, Tenus, was born and died. Mette passed a way, just a few days after Tenus' birth, on 8 April 1876. She left six living children, two of whom were married.

The home in Clarkston was sold to a Mr. Loosle, and Kirsten and family moved to Newton where she took over the care of the motherless family. Her children born in Clarkston were Alice Marie (February 1870), Isaac (May 1972) and Rastus (September 1875) who lived only 11 days.

Farming was very hard in pioneer times, grubbing sage brush, using hand plows, homemade harrows, and rakes. Winters were very sever, almost covering some of the log cabins. The pioneers worked hard and played hard. There was no time for idleness. Peter built many houses and repaired many wagon wheels. The harvest was reaped with a
cradle or scythe and threshed with a flail. Then he bought a dropper where five men were kept busy binding behind it. Later he purchased a binder. The women gleaned in the fileds, for every bit was precious. They fought drought, frost, grasshoppers, and storms.

While they lived in Clarkston the wheat for bread was crushed with one of Johnston's Army's cannon balls. Wood for fuel had to be hauled from the hills and chopped by hand. Wool was washed, carded by hand, then spun into yarn on a spinning wheel, dyed, and then knit into socks, stockings, and mittens. Grand-daughter, Maud, remembers
seeing her mother spin yarn on the big old spinning wheel made by her grandfather, Peter Benson. It was in the upstairs of her old home and burned when the house caught fire about 1928. Most of the clothing was made in the home. Even straw was braided (seven strands) and made into hats. From wood ashes they made lye, with which to make soap. Starch was made from potatoes, and candles from tallow.

Peter helped with many of the buildings and homes in Newton. He made benches for the church house that were used until it burned down.

From Mr. Atkinson, he bought the north half of the block just south of the public square, and on the north east corner he built the rock house.

Alma's youngest son Isaac and wife, Lucy Atkinson Benson, lived in the rock house for a number of years, after which it was rented to several families. Ivan Benson and wife, EllaRee, then occupied the house until Ivan passed away. EllaRee remarried and sold the rock house in 1963. It was purchased by Alma and Annie's grand-daughter, Katheryn Tubbs Rasmussen, in 1981.

Peter was arrested for polygamy in 1887. He was fined $100.00 and entenced to six months in the Utah State Penitentiary (located in Sugarhouse, in Salt Lake City). That was a sad Christmas for the family for he left on 23 December 1887. He was discharged from Prison on 24 May 1888, having served five months.

He was ordained a High Priest and set apart as 2nd Cousnelor to Bishop Funk on 23 June 1884 and he occupied that position until the death of Bishop Funk. He served as 1st Counselor to Bishop William H. Griffin from 5 February 1898 until his death on 21 June 1898. He fell from the roof of a building and died soon after from the injuries. He was 67 years of age. He was survived by two wives, eight sons, nine daughters, and a number of grandchildren. He was buried in the Newton Cemetery. One history says of Peter Benson, "He was honest and a good neighbor, kind to the poor, always willing and ready to lend a helping hand in public affairs, a diligent temple worker, and filled several home missions."

This history is a compilation of information from several sources:
Maud B. Jorgensen, grand-daughter of Jens Peter Benson
Mary Benson Larsen Goody Griffin, daughter of Jens Peter Benson
Marcus Joseph Benson, son of Jens Peter Benson
Alice Marie Benson Jacobson, daughter of Jens Peter Benson
Vilate Sharp, niece of Jens Peter Benson (Christina's daughter)
Sarah Harris, niece of Jens Peter Benson (Martha's daughter)
"Under the Midnight Sun", Albert Zobell, Jr.
"History of the Scandinavian Mission, Andrew Jensen
"The Contributor", Vol. 13, p. 508-509.
Information from Church Historians Office, Salt Lake City, Utah
Compiled by Annette Hancey Lunceford (phone: 375-9145)

459 East Stadium Avenue, Provo, Utah 84604

Newton-----Cache Valley----October 24, 1876


 		Bendtsen, Jens Peter (I6157)
 
907 From The Contributor, Vol. 13, p. 508-509 (Logan, Utah Library):

Detailed Emigration Account 1854, Seventieth Company.

"The 'Benjamin Adams' sailed from Liverpool, England on the 28th with 384 Saints on board, arrived in New Orleans, Louisiana, USA on 22 March 1854 after a pleasant and prosperous voyage. Eight deaths occurred during the voyage, namely two very old people and six children; two children were born on board and nine couples were married.

One March 25, 1854, the company continued the journey from New Orleans by the steamboat 'L.M. Kennet' and arrived in St. Louis, Missouri on April 3, 1854. During the passage up the river, considerable sickness prevailed and fourteen of the emigrants died.

In St. Louis, where an organized branch of the Church existed, the immigrants joined the former company which had crossed the Atlantic in the 'Jesse Munn' and H.P. Olsen became the leader of all. Under him, the survivors of both companies continued the journey by steamboat to Kansas City in Jackson County, Missouri, which had been selected as the outfitting place for the Saints who crossed the plains that year. The Scandinavian immigrants made their encampment near Westport." (Millennial Star, Vol. XVI, pp. 94, 256, 272, 297; Morgenstjernen, Vol 11, p. 53)

 		Bendtsen, Jens Peter (I6157)
 
908 From The Contributor, Vol. 13, p. 508-509 (Logan, Utah Library):

Peter's sisters, Martha and Karen, and Karen's husband Jens Nielsen (James Nelson) and their baby daughter left Copenhagen on Monday 26 December 1853 aboard the steam ship "Eideren" bound for Utah, under the leadership of Hans Peter Olsen, a missionary from the valley, who had labored about 10 months on the island of Bornholm. Like the preceding company, these emigrants traveled by way of Kiel, Gluckstadt, and Hull to Liverpool, where they arrived 9 January 1854.

Here they were compelled to wait nearly two weeks, during which time the greater portion of the children were attacked with fever, resulting in the death of twenty-two of the little ones. Two adults also died. On 22 January 1854, the emmigrants went aboard the ship "Benjamin Adams", together with a few German Saints.


 		Bendtsen, Jens Peter (I6157)
 
909 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Nulevende (I631805)
 
910 From Wikipedia, the free encyclopedia
King of Spain 1759–88 (as Carlos III), King of Naples and Sicily 1735–59 (as Carlo VII and Carlo V), and Duke of Parma 1732–35 (as Carlo I). He was a proponent of enlightened absolutism. 		Kong Charles III. af Spanien (I12143)
 
911 From Wikipedia, the free encyclopedia
King of Spain from December 14, 1788 until his abdication on March 19, 1808. 		Kong Charles IV. af Spanien (I12145)
 
912 Følgende er skrevet af Peder Hviid.

Til min kjære Søn Michael Hviid, ved hans første Udtræden i Verden

”ORD GLEMMES, SKRIFT GJEMMES”

I det Haab at alle gode Ord Du har hørt i Dit kjære Hjem, ikke maa blive glemt, og vorde døde hos Dig, lader Dine Forældre Dig nu forlade dette. Men da jeg ved, hvor let der gaaer at glemme det Gode, og glemme Ord, og hvor der mangen Gang hører Styrke til at modstaae Verdens mangenhaande Daarligheder, nedskriver jeg Dig her, hvad Du til dels alt har hørt i dit Hjem, og beder Dig kjærligt alvorligt og tænkende mangengange at gjennemlæse disse Ord, som jeg tør sige vel opfattede og ret fulgte, vil blive Dig en god Leder paa Din Livets Vei, min elskede Søn.

Hidtil har Du levet i et kjærligt Hjem ved Dine Forældres Side, under deres Omsorg og Omhu, saa godt som vor Herre i Himmelen har givet og Kraft til, og gid Du altid maa kunne kalde Din her i Hjemmet tilbegelagte Barndom i skjøn og kjærlig Erindring.

Vid nu, mit kjære Barn, den Tid er omme – Du træder nu ud i Verden, i en Dig helt ukjendt Verden, der er fuld af Daarlighed, Synd og Last, og nu vil det gjælde mangen en Strid for Dig, for at afholde Dig fra disse Veie, og for at vandre paa de gode Veie, der ere velbehagelige for vor kjære Gud og Fader, og som gjør Dig agtet og afholdt af gode Mennesker.

Men tro nu ikke, kjære Barn, at denne Strid er sværere end Du kan udføre den, og tro ikke, at Du tør sige, enten til Dig selv eller Andre som en Retfærdiggjørelse for den slette Vei, ”vi ere alle Syndere”, og der er den eller den at paavise, der er ligesaa stor eller større Overtræder som Du. Nei, det er slet ingen Undskyldning for Dig. – For at vandre den rette og gode Vei, maa Du stedse lade hver Din Gjerning ske i vor Herre Jesu Navn, følge denne Vei han har anvist os, og huske vel paa, at kuns ved ham kan Du see og føle, at vor Herre i Dit Hjerte tager Bolig, og Du naar da en Tilfredshed og Glæde, som hele Verden ikke kan give Dig. – Det er Hovedstriden, men tro dog aldrig den hos Dig bliver fuldendt. Nei, det gjør den ikke. Du maa stride saaledes gjennem hele Livet, men Striden bliver Dig kjær og let, naar Du først naar en sand og levende Tro og Tillid til vor Herre og Frelser, og den hellige og levende Aand vil da føre Dig til Din naadige Gud og Fader, og Du skal i Dit Livs mørkere Dage, som nok vil ramme Dig, finde den Kraft og Styrke, som kan opholde og bevare Dig. – Fristes Du da til at gjøre noget Du ikke have Verden maa see, da vid det er galt farende med Dig, søg da ved vor Herres Kraft at aftræde derfra, og naar Du har seiret fryder dit hjerte sig, medens Du ellers vil føle Samvittigheds Uro ved ikke at have bestaaet den onde Fristelse. – Vogt Dig vel for, aldrig at gjøre andet, end Du tør lade hele Verden see, og vogt Dig vel, kjære Barn, for Mørkets Gjerning.

Tag da disse mine kjærlige Formaninger med Dig paa Livets alvorlige Vei, Du nu skal begynde at gaae, og følg dem, de vil bidrage, at Du kan vorde et agtet og godt Menneske, tjenlig for den gode Verden. – Vær flittig og lærvillig i al god Gjerning, sagtmodig, kjærlig, eftergivende og tilgivende mod dine Medmennesker, og sky slet Selskab.

Maatte jeg nu kunne leve med Dig, og see der ret kommer noget godt ud af Dig, da skal det af Hjertet glæde Din kjærlige Moder, der med mig overgiver Dig disse Linier – Gud bevare og lede Dig.

Sorvad, 8. Novbr. 1857 Din oprigtige Ven og Fader

Hviid.

---------------------------

Børge Hjelm Moltved skrev, i 1964, følgende i slægtsbogen over Adam Thuesen og Mette Hviid, om Sorvadgaard og dens ejere:

”A. Over den tilmurede dør på midten af Sorvadgårds hovedbygning står:

A. Hviid – M. G. Lassen
Anno 1804

B. Det Hviidske familiegravsted på Gjesing kirkegård har 7 gravsten med følgende navne.

  • Enkefru Maren Moldrup, født Hviid
    født på Sorvad 1/8 1802
    død i Gjesing 12/5 1883


  • Peder Hviid
    født på Sorvad 26/2 1810
    ejer af samme fra 1830 til 1872
    død på Tranekjær ved Randers 25/ 1893


  • Anne Hviid, født Kjeldsen
    født på Lerkenfeldt 10/6 1808
    død på Sorvad 22/6 1868


  • Ingeborg Agnete Hviid
    født i Allestrup 7/5 1903
    død sammested (5/7 1903)


  • Charlotte Amalie Margrethe Moldrup
    født på Sorvad 11/2 1826
    død i Gjesing 6/6 1910


  • Petrea Kristiane Hviid
    født på Sorvad 30/5 1839
    død på Tranekjær 5/6 1891


  • Jenny Juliane Hviid
    født på Sorvad 16/ 1845
    død i København 22/6 1909


C. Sorvad betyder efter lokal overlevering det søndre vadested (nemlig over Hevringaa, der gaar fra sydøst mod nordvest og udmunder i Hevring Flak nord for Djursland). Der findes stadig en lavtliggende vej over aaen mellem Sorvadgaard og nabogaarden Lille Sorvad. Den nordlige overgang over aaen har været og er ved Hevring.

Sorvadgaard blev oprindelig samlet af ca. 8 bøndergaarde af en mand, der havde tjent gode penge paa studehandel, formentlig en Hviid. Den var da pAa ca. 465 tdr. land. I 1922 og 1931 er der foretaget store udstykninger til statshusmandsbrug, saaledes at Sorvadgaard nu er paa 68 tdr. land det samlede omraade gaar i dag under navnet Sorvadgaard, som staar paa vejskiltene i nærheden, men der har aldrig eksisteret en egentlig landsby af dette navn.

Tre nærliggende gaarde er værd at nævne. Den nærmeste gaard er Lille Sorvad lige paa den anden side af aaen. Trods navnet er dens areal i dag større end Sorvadgaards, nemlig 80 tdr. land. Den har ikke i mands minde hørt sammen med Sorvadgaard. En smule længere væk i Allestrup ligger Juluelund og Hviidsminde. Sidstnævnte har engang tilhørt en Hviid, men gør det ikke mere.

Julielund tilhørte Christen Højlund, indtil hans søn for nogle aar siden overtog den. Christen Højlunds mor var født Hviid og stammede fra Sorvadgaard. En del af oplysningerne i dette tillæg er meddelt mig af Christen Højlund, der er 79 aar. 		Hviid, Peder (I77656)
 
913 Gyldendal, Den Store Danske:
Jens Jermiin, Jens Henriksen Jermiin, 1678-17.2.1742, præst, godsejer. Født i Hjerm, død på Ausumgård, begravet i Hjerm k. J. dimitteredes 1697 fra Odense gymnasium og blev allerede 1700 af sin morfar kaldet til sognepræst i sin fars gamle kald Hjerm, Gimsing og Venø, et embede som han beklædte til sin død. Han blev tillige provst i Hjerm herred og tog 1708 magistergraden. 1709 købte han Kvistrup og Ausumgård (i Vejrum sg.) og kompletterede denne, således at den fra 1710 blev erklæret for en fri sædegård. Efter hans hustrus død blev Ausumgård overtaget af hans søn Thomas Just J. (1711–78), faderens efterfølger som sognepræst i Hjerm og herredsprovst. Denne blev 1750 optaget i adelstanden og oprettede ved testamente af 30.12.1767 (med kodicil af 3.9.1777) af Ausumgård et stamhus til fordel for sine descendenter og lod en ny hovedbygning opføre. – Rang med Kbh.s sognepræster 1723. Konsistorialråd og konsistorialassessor.

Familie
Forældre: sognepræst Henrik J. (1637–89, gift 1. gang med Magdalene Andersdatter, død 1676 (gift 1. gang med sognepræst i Hjerm Clemens Rasmussen Thestrup, 1627–69), gift 3. gang med Margrethe Clausdatter Reenberg, død 1724 (gift 2. gang med sognepræst i Hjerm Mads Knudsen Hessel, død 1700)) og Cæcilie Linde (1661–79 el. 80). Gift 1. gang 19.7.1703 i Ribe med Øllegaard Muus, død 1707, d. af biskop, mag. Christian M. (1656–1717) og Helle Christensdatter (1662–1701). Gift 2. gang aug. 1711 i Viborg med Mette Cathrine Thomasdatter Svane, født 1678, død 1746(gift 1. gang med præst ved Viborg sortebrødre k., mag. Just Bøg, 1660–1707, gift 1. gang 1690 med Anna Thorup, ca. 1664–1700, gift 1 . gang med præst ved Viborg sortebrødre k., mag. Laurits Olsen Wroue, 1653–89).

Bibliografi
Hardsyssels årbog II, 1908 125. Sst. III, 1909 60 62. – F. K. Erlang sst. II, 1908 94. S. Nygård i Danske herregårde ved 1920, udg. L. Bobé m. fl. III, 1923. Pers. hist. t.10.r.II, 1935 279. 		Jermiin, Jens Henriksen (I91608)
 
914 Gyldendal: Den Store Danske

M.C. Restorff, Martin Christian Restorff, 21.6.1816-24.7.1897, købmand. Født i Kbh. (Trin.), død i Torshavn, begravet sst. R. var konditor i Kbh. før han 1848 bosatte sig i Torshavn hvor han oprettede et bageri og konditori. Dengang havde Færøerne endnu kgl. monopolhandel, et system der så at sige hindrede ethvert økonomisk fremskridt. Vant til de frie næringsforhold i Kbh. sluttede R. sig til de færinger der arbejdede for indførelse af fri handel. Da monopolhandelen blev ophævet 1856 lykkedes det ham at få de mest formuende mænd på Færøerne til at slutte sig sammen og oprette en stor færøsk forretning til afløsning af den kgl. enehandel. R.s handel, med hovedsæde i Vágsbotn (ved Torshavns vestre våg) blev i de følgende 50 år den førende forretning på Færøerne, omfattende eksport af alle færøske produkter og import af alle i landet brugte varer. I det pågældende tidsrum oplevede Færøerne en opgangstid uden lige. Dette gjaldt ikke mindst Tórshavn hvor især R.s handel, dér efterhånden fik en 30–40 filialer på bygderne, skaffede arbejde til mange hænder. R. var en virksom og samtidig vennesæl natur; han var ikke alene afholdt og elsket af sine arbejdere, men også æret af færinger overalt på øerne. På hans 80 års fødselsdag 1896 hædrede Torshavns kommunestyre ham ved at udnævne ham til æresborger.

Familie
Forældre: bogtrykkersvend, senere faktor Johan Wilhelm R. (1790–1866, gift 2. gang 1854 med Anna Maria Petersen, 1812–1903) og Gjertrud Mathiesen. Gift 28.5.1845 i Kbh. (Holmens) med Else Jacobine Jacobsen, født 4.3.1813 i Kbh. (Frue), død 4.11.1867 i Torshavn, d. af skomagermester Poul Andreas J. (1782–1862) og Helene Fagerholm (1770–1861).

Bibliografi
C. F. Nielsen: Stamtvl. over familien Hammershaimb, 1876 7. Dimmalætting 27.6.1896 og 31.7.1897.


 		Restorff, Martin Christian (I118886)
 
915 Henriette skriver om sin far:
"Den 2den November 1869 Kl 11.30 Formiddag indgik min brave, retskafne Fader til den evige Hvile, som han saa inderlig længtes efter og efter 13 ugers haardt sygeleje, næsten 77 Aar gammel.
- Det er efter ham, at jeg, hans ældste Datter har taget denne Bog i Arv, den var hans tause Ven i Livet, til den betroede han sine mest fremragende Glæder og Sorger.
Ved hans Dødsseng var Søster Emma og jeg samt hans fortræffelige Hustru, som med den høieste Grad af Kjærlighed og Omhu pleiede ham til hans sidste Timer.
- Han blev begraven fra St. Hans Kirke, hvor Pastor Frimodt holdt Talen, han førtes til St. Hans Kirkegaard.
Fred med hans Støv!" 		Hollensted, Lars Jensen (I82152)
 
916 http://www.hannet.dk/Rapporter/efterkommere_munch/D1.html#i1198 Scheel, Lensgreve Jørgen Carl af Estrup (I20243)
 
917 Jan. 1. Blev Herr Aquarius Schaffalitzky, Associeret i Handels Huuset paa Manilla under Firma af Stevenson & Co.,
og Miss Frances Rankens Giftermaal høytideligholden i den
Kongelige Chefs Bygning herpaa Stædet — der udførtes af Cheffen Herr Oberst Lieutenant J. Krefting. Og Vielsen forrettet af the Reverend Henry Shepherd, for Tiiden Senior Chaplain ved Cathedral Kirken i Calcutta. 		Familie: Baron Aquarius Wilhelm Albert Schaffalitzky de Muckadell / Frances Ranken (F24815)
 
918 Jeg er født 5. marts 1859 i Frederiksværk, hvor min far, der var artilleriofficer, bestyrede krudtværket. Min mor var datter af provst Bentzien. 1866 flyttede vi til København, hvor jeg kom i skole i det v. Westenske Institut, og jeg blev student derfra i 1875.
Mine interesser gik nærmest i sproglig retning: allerede i skolen havde jeg læst spansk og russisk, og jeg ville gerne have studeret filologi, men økonomiske grunde gjorde, at jeg gik til handelen.
Som det dengang var ret almindeligt kom jeg først til en forretning i provinsen, til H.M. og F. Plum i Assens. Det var en af disse forretninger, som handlede med alt muligt: smør, æg, kolonialvarer, jern, tømmer etc., hvor bønder tit langvejs fra kom kørende ind og spændte fra for hele dagen og blev beværtet i skænkestuen. De talrige karle og daglejere stillede hver morgen og fik deres pægl brændevin, som hørte til deres daglige kost. Der var meget at lære, men det var hårdt arbejde fra 6 morgen til 10 aften.
Efter 3 års forløb kom jeg derfra til T. og S. Plum, som havde smøreksport-forretning i København. Jeg fik snart prokura og blev 1889 optaget som kompagnon, men udtrådte 1894, da samarbejdet ikke var godt. Derefter overtog jeg Peter C. F. Hansens smøreksport-forretning, som først førtes under firma Hansen og Holbek, men efter et par års forløb kom til at hedde "Carl Holbek".

I 1896 blev min interesse vendt mod Rusland, hvor den sibiriske bane var under anlæg. Jeg sendte en ung mand derover på undersøgelsesrejse, og da der viste sig at vare store muligheder, lejede jeg et kontor i Kurgan og begyndte opkøb af smør. Kvaliteten var ikke god, og snart sendte jeg en dansk mejerist over, som rejste rundt og underviste bønderne. Efterhånden begyndte jeg også at forsyne dem med mejeriartikler, staver, smørfarve etc., og jeg rejste selv over og undersøgte forskellige pladser længere østpå og anlagde et par nye filialer.
Tempoet var stærkt i disse år, den transsibiriske bane var ved at vare fuldført. Banen løb hundreder af mile gennem frugtbar muldjord, landsbyer voksede frem i massevis og enorme arealer toges under ploven. Bønderne var glade ved os fremmede købmænd, da vi for dem betød regelmæssige kontante aftagere af deres produkter, og min forretning gik hurtigt fremad.
Der var naturligvis mange vanskeligheder: f.eks. måtte jeg oftest sende unge mennesker derover, som ikke kendte sproget, ligesom forskellige viste sig upålidelige. Tyske kunne jeg have faet nok af, men det gjaldt at bevare handelen på danske hænder. - I begyndelsen blev vi langs jernbanen, men efterhånden søgte vi længere sydpå, helt ned til Altasbjergene. Ofte måtte jeg selv lade anlægge mejerier, og det var ikke få danske mejerister, der var ledere af ret store mejerier.
I 1904 blev min forretning slået sammen med det største af de andre danske firmaer, E.E. Esmann, under navn af Det Sibiriske Kompagni, og dette blev et stort foretagende. I 1918 udvidedes det til også at omfatte Japan, Amerika etc. og fik navnet Det Alm. Handelskompagni. - Krisen i 1920 ramte selskabet hårdt, og derefter røvede bolsjevikkerne alt hvad vi havde i Rusland og Sibirien. Sibirisk Kompagni har derefter kun arbejdet i mindre format og med store vanskeligheder.

I 1891 blev jeg gift med Marie Dorph, datter af den kendte skolemand, prof. Poul Dorph, og vi har 5 børn.
I 1899 medvirkede jeg ved starten af et genforsikringsselskab, "Skandinavia" og har siden været i dets repræsentantskab, senere også i dets forretningsudvalg. I mange år var jeg medlem af den københavnske smørnotering.
I 1912 blev jeg medlem af Sø- og Handelsretten og har siddet der siden. - I 4 år var jeg medlem af Søllerød Sogneråd.
Ved krigens udbrud 1914 blev jeg valgt til civilkommissær og skulle sørge for øernes forsyning med smør under krigen. Men som forholdene udviklede sig, fik jeg ikke meget at gøre dermed.
I 1917 blev min ældste datter gift med Erik Plum, søn af min tidligere kompagnon. Erik Plum er indehaver af den oversøiske smørpakke-forretning, som jeg over 30 år tidligere havde været med til at oparbejde, og da forretningen blev omdannet til et aktieselskab, kom jeg ind i bestyrelsen.

Udover forretningen har jeg stadig bevaret mine sproglige interesser og har tillige i mange ar varet en ivrig skiløber i Norge, og har herhjemme dyrket sejlsporten.
Var også i nogle år medlem af Kgl. Dansk Yachtklubs bestyrelse.
X 1925 fik jeg ridderkorset.

Kbh. febr. 1927.
Carl Holbek 		Holbek, Carl Andreas Jesper (I116975)
 
919 Jeg fandt nedenstående artikel om Anders Bille på nettet.

Anders Bille och den svenske spionen
Byfogden Claus Hansen satt lutad över sitt skrivbord. I skenet av ett vaxljus bokförde han noggrant inskrivningslistor med soldatnamn. Uppgifterna hade överlämnats samma kväll och i gryningen skulle en ryttare föra dem vidare till kung Christian IV. Det var i december år 1610. Snön yrde runt Helsingborgs slott och det var åter oroliga tider i Danmark. Svenskarna hade närmat sig den skånska gränsen. De ville ta kontrollen över Danmarks landområden. Danmark var i sin tur intresserade av Sveriges områden. När som helst kunde en invasion börja. Sakta men säkert byggde den danske kungen upp sin armé. Kungens män hade finkammat riket på jakt efter krigsdugliga män som kunde försvara landet och kronan.

Länsmannen på Helsingborgs slott, Anders Bille, hade organiserat inskrivningen i norra Skåne. Anders var en av kungens representanter och utförde kungens uppdrag i norra Skåne. Anders män arbetade dag och natt med att värva soldater. De hade rest från by till by och granskat hundratals män. Kungen ville ha starka och friska soldater. Många nordskåningar skulle snart stå redo för krig.

Claus satt djupt koncentrerad då det knackade på dörren. Vakten, vars namn var Tomas, kom med ett brådskande bud. ”De har gripit en spion!” sa Tomas med andan i halsen. ”En spion?! Kan det vara möjligt? utropade Claus chockerat och reste sig så att stolen föll i golvet. ”Jo, det var Anders Bille själv som tillfångatog honom. Stadsvakterna hade lagt märke till honom då han sålde svenskt humle. Den senaste veckan har han sålt samma parti om igen. Stadsvakterna misstänkte att något inte stod rätt till!”

Claus svepte sin kappa om sig och sprang nerför trapporna i tornet. Upprörda röster ekade mellan tegelväggarna från bottenvåningen. Anders hade fullt upp med att förhöra spionen om hans besök i Helsingborg. Spionen, som kallade sig Hans Holst, förnekade att han stod på svenskarnas sida. Han lovade dyrt och heligt att han endast ville sälja de 33 skäppor humle som han köpt vid svenska gränsen. Länsmannen satte honom i källaren för natten. I kylan och mörkret skulle nog spionen bli mer samarbetsvillig. Anders och Claus diskuterade vad som hänt tills långt ut på natten. De var överens om att kriget mot Sverige när som helst kunde bryta ut. Skåningarna hade blivit oroliga när deras söner tagits ut till krigstjänst och de klagade högljutt på förhöjda skatter. Innan solen gick upp hade Anders skickat iväg sin bästa ryttare. Ryttaren lovade att rida dag och natt tills han nådde Köpenhamn och kungens residens. De följande dagarna förhördes spionen noggrant. Hans Holst erkände mer och mer för varje dag. Nu väntade Anders och Claus på att kungen skulle komma till slottet.

Efter sex veckor kom kungen äntligen till Helsingborg. Färden hade tagit flera dagar extra. Kungen vågade inte längre lita på någon. Vem visste var nästa spion lurade? När Hans Holst hämtades upp från källaren till förhör med kungen, var han blek och mager. Efter sex veckor i den kalla källaren kände han sig svag och trött. Hans erkände till slut att han var spion för svenskarna. Han hade under lång tid gjort flera resor i Helsingborgs län och kallat sig vid olika namn. Rapporterna till svenskarna hade varit många och utförliga. Kungen var oroad. Hur mycket visste svenskarna egentligen om hans krigsplaner? En vårvintermorgon 1611 dömdes Hans Holst till döden för spioneri. Kung Christian IV bevittnade avrättningen som ägde rum utanför Helsingborgs slott. Läget mellan Danmark och Sverige hade blivit allt allvarligare. Planerna för anfallet mot Sverige var så gott som färdiga. I maj samma år mottog Sverige krigsförklaringen från Danmark. Danska trupper började marschera mot Kalmar. Kalmarkriget hade börjat.

Svensken Hans Holst avrättades för spioneri utanför nuvarande Kärnan. Danskarna fick aldrig veta hans riktiga namn. Kalmarkriget pågick mellan 1611 och 1613. Sophia Hydén 1999 Millenniumprojektet, Helsingborgs museum 042-10 45 39. Sophia Hydén 1999

 		Bille, Anders (I79205)
 
920 Kendte Du ham paa hans Ungdoms Dag?
Saa Du ham i glade Venners Klynge?
Hørte Du ham hjertele og synge?
Altid Sjælen i det muntre Lag.
O, da maa Dit Bryst en Streng bevare,
Som paa Sorgens Bud kan venlig svare.

Hvis Du saa ham som den ædle Søn
Sende Flammer fra sit Hjertes Varme
Til de dyrebare i hvis Arme,
Han kun søgte Kærlighedens Løn,
O, da maa Dit Bryst i Dag bemærke
Genskinsstraaler, flammende og stærke.

Det var Ynglingen. Men nu som Mand:
Saa Du ham ved Arnens stille Hygge,
Lig en Sol forjage hver en Skygge,
Tænde Lykken luefuld og sand?
Saa Du ham ved Børns og Hustrus Side?
O, da maa Dit Bryst sig nu udvide!

Har den lille Officer Du kendt,
Med det tætte, sorte Skæg om Kinden?
Ud fra Blikket gik en sælsom Skinnen,
Som har mangt et Bryst elektrisk tændt,
O, hvis Dit en Funke tog i Gemme,
Maa det Virkningen endnu fornemme.

Saa Du ham hin 6. Julidag,
Da han bandt en Blomst til Sejrskransen,
Som blev flettet højt paa Fjendeskansen
Under Riflers og Kanoners Brag?
Hvis Du ej saa, det dog er blevet
Med hans Blod hin 6. Juli skrevet.

Han blev saaret, ja! men værre Saar
Fik han midt i Sejrens lyse Glæde:
Næppe skulde han sit Hjem betræde,
Førend Døden ved hans Arne staar.
Ak, hans Søn, som kom ham karsk i Møde,
Paa hint Gensyns anden Morgen døde.

Da for dunkel Alvor i hans Sind,
Glædens Streng var brat for stedse bristet,
Mindet om det gyldne Haab, han misted,
Kaldte ofte Taaren paa hans Kind.
Saaret har vel maattet bløde siden,
Det fandt ingen Lægekraft i Tiden.

Dog det røved ej hans ædle Sans!
Bitterhed blev ej i Sorgen blandet;
For de Kære og for Fædrelandet
Havde Hjertet ufordunklet Glans;
Det beviste han i Færd og Talen,
Til han nylig segnede paa Valen.

Hos sin Søn han nu sig glæde kan.
Hustru! Datter! gamle Moder! Søster!
Lad den Tanke være Eders Trøster,
At han døde for sit Fædreland.
Ej blot I nu fælde Smertens Taare,
Fædrelandet sørger ved hans Baare.
C. B. 		Rohweder, Christian Frederik Marius (I127661)
 
921 Kilde: Dansk Biografisk Leksikon
Emmanuel Briand de Crévecoeur, navneforandring 1905, 18.6.1882-2.7.1968, søofficer. Født i Aarhus, død i Humlebæk (Holmens), begravet Humlebæk kgd. B. blev kadet 1898, sekondløjtnant 1902, premierløjtnant 1905, kaptajn 1916, orlogskaptajn 1923, kommandørkaptajn 1930, kommandør 1932 og kontreadmiral 1937. Han afgik fra søværnet 1.8.1945. Som sekondløjtnant gennemgik han hærens gymnastikskoles kompagnilærerkursus. Han var 1905–06 med skonnerten Ingolf til Vestindien. 1907–09 blev han efteruddannet på søværnets officersskole som dengang var betegnelsen for søofficerernes efteruddannelseskursus. B. var 1909–13 skoleofficer paa søofficersskolen og var herunder hvert aar udkommanderet med kadetskibet, krydseren Hejmdal, det sidste aar som næstkommanderende. Paa kongeskibet Dannebrogs togt til England, Frankrig og Holland 1914 var han næstkommanderende. Under sikringsstyrkens formering gjorde B. først tjeneste som torpedobaadschef, derefter som artilleriofficer i kystforsvarsskibet Peder Skram. Han var 1918–22 næstkommanderende ved artillerikorpset og var 1922–26 chef for søartilleriets skydeafdeling. Perioden 1920–26 tjenstgjorde han som som lærer i anvendt artilleri ved søværnets officersskole. Han blev chef for krydseren Gejser 1926–27 som var øvelsesskib for dæksofficerselevskolen og 1928–29 var han chef for Dannebrog. Da kystartilleriet 1932 blev indordnet under søværnet i kystdefensionen blev B. dennes første chef. Han nedlagde her et betydeligt arbejde for at få denne nye institution til at fungere organisatorisk og teknisk. 1.3.1940 blev han chef for kystflaaden. Ved viceadmiral Hjalmar Rechnitzers tilbagetræden efter den tyske besættelse 9. april s.aa. blev B. som ældste kontreadmiral konstitueret som chef for søværnskommandoen og direktør for marineministeriet og fratraadte derefter som chef for kystflaaden 1.8. Han var konstitueret som flaadechef frem til 25.7.1941. Det var en meget vanskelig post han var blevet sat paa, men det maa generelt siges at han manglede politisk indsigt og sans til at gøre fyldest i stillingen. Han forsøgte at gennemføre ret vidtgaaende organisatoriske reformer inden for søværnet i sin tid som direktør for marineministeriet, men mødte ingen politisk forstaaelse for sine planer der vistnok heller ikke nød udpræget popularitet blandt søofficererne. B. genansattes som chef for kystdefensionen 1.8.1941, en stilling han beholdt til sin afgang. B. var et typisk eksempel på en franskpaavirket søofficer, en gentleman der havde let ved at faa kontakt med sine medmennesker. Han var meget afholdt og gjorde indtil sin konstitution som flaadechef 1940 udmærket fyldest. B.s to faglige specialer var artilleri og gymnastik. Det sidste felt er nok det der laa ham mest paa sinde. Allerede 1919 mens han var tjensthavende blev han gymnastikinspektør ved søværnets skoler, en stilling han beholdt helt til 1932 sideløbende med sine mange udkommandoer. Han satte sig ved flere studierejser i udlandet ind i de nyeste og mest moderne former for militær gymnastik og idræt og fik disse overført til den danske militære gymnastikundervisning. Studierejser i gymnastik blev bl.a. foretaget 1920 og 1930. Under et studieophold i Italien fik han øjnene op for motortorpedobaadsvæsenets muligheder for det danske søforsvar og virkede i aarene før 2. verdenskrig for indførelsen af dette vaaben her i landet, dog uden resultat. B. drev især efter sin afgang omfattende søkrigshistoriske studier der resulterede i let tilgængelige biografier over flere berømte dansk-norske søhelte, saaledes Olfert Fischer, 1944, Iver Huitfeldt. 1947, Peder Skram, 1950 og Herluf Trolle, 1959. B. var medlem af Den fransk-reformerte kirkes konsistorium 1924–48.


 		Briand de Crèvecoeur, Emmanuel (I16001)
 
922 Kilde: http://www.leksikon.org
Inger Merete Nordentoft (1903-60), lærer, skoleinspektør og politiker.

Inger Merete Nordentoft blev født i Thisted. Faren var læge og moren uddannede sig senere til jordemor. Forældrene blev skilt, hun voksede op i byerne Thisted, Vordingborg, Svendborg og Tønder. Hun blev ivrig spejder, blev uddannet lærer på Tønder Seminarium og var med til at opbygge pigespejderbevægelsen i Sønderjylland efter genforeningen i 1921. I 1924 flyttede hun til København og fik ansættelse ved Københavns Skolevæsen. Hun var aktiv inden for Københavns Lærerindeforening, var formand for denne og Fælleslærerrådet 1939-45 og medlem af Nordisk Lærerindeforbunds bestyrelse. Politisk nærmede hun sig Socialdemokratiet, derefter det kulturradikale miljø og blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Under besættelsen blev hun medlem af modstandsgruppen Ringen og var fængslet i en periode. Fra vinteren 1945 gik hun i den tværpolitiske modstandsgruppe Frit Danmark og denne organisations lærergruppe. I 1945 blev hun skoleinspektør på Katrinedalskolen i København og i oktober samme år blev hun indvalgt i Folketinget for DKP. Hun sad i Folketinget til 1953, hvor hun frasagde sig genvalg. Hun var medlem af DKP's centralkomite i perioden 1949-57. Hun ville efter Ungarnsopstanden i 1956 ændre partiets linje, men blev ikke genvalgt.

Nordentoft ydede sin indsats indenfor det pædagogiske og det politiske. I pædagogisk sammenhæng gjorde hun til talsmand for opdragelse til demokrati og indførelse af mere individualiserende undervisningsmaterialer og metoder. I Kulturkampen skrev hun allerede i 1939 at "diktaturstaterne anvender bevidst skolen til at skabe deres ideale borger, den lydige og autoritetstro undersåt der kan tænke i en bestemt ideologi". Hun udgav illegalt og på eget forlag pjecen "Opdragelse til demokrati" i 1944. I Frit Danmarks Læregruppe mødtes pædagogiske interesserede fra forskellige politiske partier og forskellige sektorer af uddannelsessystemet for at lægge planer for udviklingen af en demokratisk skole når besættelsestiden var forbi. Samarbejdet resulterede i udarbejdelsen af den såkaldte Emdrupplan i juni 1945. Planen indeholdt et forslag til etableringen af et demokratisk, dansk skolesystem. En forsøgsskole i form af en udelt skole fra det 7.-14. år skulle etableres med tilknyttet børnehave, ungdomsskole og seminarium. Skolens virksomhed skulle baseres på pædagogisk-psykologiske undersøgelser. Planen indeholdt desuden forslag til overordnede retningslinjer for både skolesystemets struktur, organisation og indhold. Den blev fremsendt til Undervisningsministeriet med Nordentoft som en af underskriverne. På Katrinedalskolen iværksatte hun i årene 1950-57 forsøg med udelte klasser, dvs. børene blev ikke sorteret til mellemskolen på grundlag af standpunkt i 11 års alder. Endelig udgav hun lærebøgerne: "Nu kan jeg læse", 1942, og "Min ABC", 1944 og i samarbejde med andre, bl.a. Torben Gregersen, læsebogssystemet: "På landet og i byen", 1950 og "Litteraturbogen", 1955-58.

Som medlem af Folketinget fremlagde hun i forskellige sammenhænge en skarp kritik, både af de danske børns opvækstvilkår, mangelen på børnehaver og skolesystemets udemokratiske struktur, samtidig med at hun talte for udviklingen af en demokratisk skole og en socialt tryggere barndom. Desuden var hun en højt respekteret medarbejder i finansudvalget og ved løsningen af andre af Folketingets almindelige opgaver.

Nordentoftsagen
Nordentoft blev landskendt pga. den såkaldte Nordentoftsag. Den handlede om, at hun som ugift plejemor i 1946 fødte et barn og opdrog det som enlig mor. Et barn født af en enlig mor blev dengang betegnet som et "uægte barn", der var en særlig juridisk kategori. Det blev desuden dengang betragtet som moralsk forkasteligt at føde et barn udenfor ægteskab. Nordentoft blev indkaldt til samtale hos skoledirektøren; Københavns Kommunelærerindeforening gav udtryk for sin dybe beklagelse, og betragtede hændelsen som udslag for en etisk indstilling, som den fandt samfundsskadelig. Skoleungdommen skulle ikke have et sådant eksempel for øje. Dansk Kvindesamfund henstillede til skoledirektøren at behandle sagen på samme måde som hvis der var tale om en mandlig skoleinspektør. Pressen og navnlig lærereorganisationernes blade havde mange indlæg for og imod Nordentoft - bl.a. i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt det var en privatsag at få et barn uden for ægteskab. Nordentoft erklærede, at hun ville nøjes med at forholde sig "forbavset" til at sagen havde vakt den opmærksomhed den havde. Desuden påpegede hun, at 10% af Danmarks børn var født uden for ægteskab og at 1/3 af Københavns børn voksede op i et hjem uden en far. Der blev afholdt afstemning blandt lærere og forældre på Katrinedalskolen om hvorvidt hun kunne forblive på skolen. Der var et klart flertal for. Men en gruppe af hvad der blev betegnet som et overordentlig repræsentativt udvalg af personer, der både talte en biskop og en højskoleforstander, henvendte sig til Københavns skoledirektion, hævdede at man ikke kunne lade de forældre, der var i mod Nordentofts forbliven på skolen, i stikken og forslog at kommunen oprettede en friskole for disse forældre. Derved blev det yderligere kompliceret at finde en løsning. Kommunen valgte at bygge en ny skole, og de forældre og lærere der var utilfredse flyttede over til denne.

 		Nordentoft, Inger Merete (I87760)
 
923 Kilde:Svend Larsen "Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17de århundrede", udgivet af Odense Bys Museer, 1965, bd. 2, tavle XIII, s. 69-75:

 		Paaske, Kirstine Nielsdatter (I73533)
 
924 Kyndby Posten Dec. 2012

En sørgelig historie

I starten af 2012 blev jeg gennem Bylaugets hjemmeside kontaktet af Rebekka Wiah, der søgte aner i Kyndby. Ret hurtigt kunne jeg konstatere, at det ikke var lutter lagkage i arkiverne, men hun insisterede da hun selv - født i USA, sendt til Danmark på kostskole - ville kende sin danske baggrund. Det kom der følgende lille historie ud af, fra den virkelige verden;

Carl Julius Rommel blev født 19. oktober 1831 i København, hvor vides ikke. Han kom som plejesøn ud på landet imellem 1840 og 1845 til husmandsparret Lars Hansen og hans kone Johanne Hansdatter i Kyndby. De to havde i forvejen en datter, Ellen Marie (1822), der ved folketællingen 1845 var rejst hjemmefra og senere blev gift og fik børn.

Carl blev konfirmeret i Kyndby kirke i 1846 og kom derpå ud, at tjene som karl, formentlig som karl på en gård i nærheden - selvom noget tyder på, at han har forladt Horns Herred i perioden 1846 - 1856. Han har kendt sin kommende kone, Karen før januar 1856, hvilket er dokumenteret.

Karen Hansdatter blev født 2. februar 1828 i Krogstrup og var datter af Hans Larsen og Dorthe Lisbeth Vallentinsdatter - hendes mor var altså gårdmandsdatter ud af familien Vallentin Pedersen og hustru Kirsten Gregersdatter. Det var, for tiden, måske ikke det bedste parti for Carl idet Karen, mens hun var ude og tjene havde gennemgået to graviditeter og født to piger med hver sin mand.

20. december 1849 blev hun mor til Ane Margrethe Hansdatter, hér var den udlagte barnefader Hans Sørensen i Skibby.
3. februar 1854 blev hun mor til Karen Kirstine Augustdatter og hér var faderen August Eiler Larsen fra Vejleby. Hun blev aldrig gift med nogen af dem. Men kort tid efter har hun mødt Carl, for 4. januar 1856 blev de gift i Krogstrup kirke.

Snart efter, 27. oktober 1856 hvor de havde bosat sig i Kyndby, blev de forældrer til sønnen Jens Christian Carlsen Rommel. Han hed Carlsen fordi … han var Carls søn.

Ulykkeligvis for parret, han ernærede sig som daglejer ved landbruget, hun var tjenestepige, døde Jens 19. maj 1858. Det var en hård tid for det unge ægtepar og 6. marts 1859 blev det næste barn født - en pige der kom til at hedde Hanne Marie Rommel.

De boede i små kår, snart som indsiddere (lejere) snart i fattighuset og gennem hele perioden flyttede de i pendulfart mellem Kyndby og Krogstrup.

24 juni 1861 kom Anna Christine Rommel til verden (Det var hende der var Rebekkas ane) - samme år som Karen Kirstine døde blot 6 år gammel. 1863 blev et lige så slemt år for familien da Hanne Marie døde 2. februar knapt 4 år gammel.

Jens Peder Carlsen Rommel blev født 17. juni. Ane Margrethe Hansdatter blev konfirmeret 3. april 1864 og derpå er familien flyttet fra Kyndby til Krogstrup for Johanne Carlsen Rommel så dagens lys 3. februar 1866 i Krogstrup.

I 1870 var familien flyttet tilbage til fattighuset i Kyndby, deres økonomiske situation havde været ret uforanderlig gennem hele perioden og konfirmationerne i 1870'erne blev foretaget i Kyndby.

Ved folketællingen 1880 var der blot Lars og Hanne Marie tilbage af børnene og i tiden mellem 1885 og 1890 var familien på ny flyttet til Krogstrup. Ved folketællingen 1890 var alle børn rejst hjemmefra men Carl og Karen havde alligevel - deres fattigdom til trods - overskud til at have et plejebarn boende.

Carl så sin Karen dø 6. maj 1893 i Krogstrup, blot 65 år gammel, han var da 61 år og i følgende notits i Frederiksborg Amts avis 23. maj 1895 hed det; "Frederiksberg Fattigvæsen meddeler at der er sket forgæves udpantning hos skomagersvend Rommel for 1 års alimentationsbidrag for samme. Normal bidrag af 72 kr. vil være at udrede af Kyndby Krogstrup kommune til Frederiksberg fattigkasse".

Her forsvinder umiddelbart sporene af familien Rommel ud af historien i Horns Herred. Det vides dog at Carl udvandrede til USA - Chicago, Illinois i april 1902 - og døde i hans ny land.

Efterkommeren Rebekka Wiah var naturligvis rystet over forløbet, men ville se Kyndby. Hun besøgte Kyndby i sommeren 2012, hvor fattighuset jo ikke har eksisteret længe, men jeg kunne fornemme at hun fik meget ud af den lille gestus Bylauget kunne give. 		Rommel, Carl Julius (I112504)
 
925 KØBENHAVN 29.12.2000 KL. 22:22
JP på besøg i Saltholm City
Turen foregår i bælgmørke.

AF SØREN DOMINO FOTO: JACOB EHRBAHN

Den 27 fod lange skolebåd Svanen bevæger sig med rullende bevægelser ud i mørket denne decembermorgen klokken 6.00, som det sker alle årets hverdage.

Fra lystbådehavnen i Kastrup er kursen sat de knap fire sømil mod øst, men sejladsen i det bidende vintermørke er som en lang rejse med bind for øjnene mod en lille verden for sig.

Den kommunale skolebåd er eneste faste forbindelse med omverdenen for indbyggerne på øen Saltholm ude i Øresund.

Tre kvarter efter afgangen fra fastlandet anløber skolebåden det interimistiske havneareal på Saltholm med det ene formål at hente øens eneste skolegående barn, otteårige Michella.

Skolen på Saltholm lukkede nemlig i 1936, og sådan er der så meget, der er forsvundet fra øen gennem de senere årtier.

Engang var der både kro, postmand og snesevis af fastboende på øen, men det er alt sammen historie i dag. Tilbage er blot de otte faste beboere, kreaturerne og et privat museum, som kun holder åbent ved særlige lejligheder.

To afstikkere på 80 år
80-årige Georg Zimling er et levende sandhedsvidne på historiens gang. Georg Zimling har alle sine leveår boet på Saltholm, der strækker sig otte kilometer og breder sig to en halv kilometer mellem Sverige og Danmark.

Han har blot to gange forladt øen for at gøre ophold på fastlandet. Den ene gang sad han fire måneder i Vestre Fængsel for at have sejlet jøder til Sverige under Anden Verdenskrig. Anden gang var, da han som ung gik i lære som bager - blot for at vende tilbage til øen efter få måneder.

Ikke fordi han ikke kan begå sig uden for øen, bedyrer han, men Georg Zimling føler sig bedst hjemme på Saltholm i det grå sæt Kansas-arbejdstøj og træsko uden hæl.

Livet på Saltholm er noget ganske særligt, og på øen lader man sig dårligt anfægte af forhandlinger om Nice-traktat, kriminelle asylansøgere og belastede unges ugerninger.

Hverdagen på Saltholm handler mest af alt om at holde øje med de hundredvis af græssende kreaturer, der ved forårets komme fragtes til Saltholm fra hele landet for at blive hentet til vinter. Øens tynde lag muld oven på et fundament af kalk har gjort det næsten umuligt at dyrke jorden.

Hvad man på øen selv kalder for bymidten, er to faldefærdige ejendomme og den tidligere skole. Hér løber man ikke til købmanden efter en liter mælk eller kører til mekaniker, hvis traktorens hjulophæng er gået i stykker. I stedet planlægger man flere uger i forvejen den dag, hvor man samler dyngerne af vasketøj og sejler til fastlandet for at få det vasket på møntvaskeri.

For Georg Zimling har det aldrig været anderledes, men for Niels Adamsen, der på 12. år er øens opsynsmand, har tilværelsen forandret sig radikalt, siden den uddannede elektriker i 1989 kvittede jobbet i København og flyttede ind på Holmegården, hvor han i dag bor med sin hustru Lidia og børnene Michella, Timian og Pil.

»Saltholm er på mange måder et spøjst sted. Jeg har altid vidst med mig selv, at jeg ikke ville blive boende på Saltholm. Jeg har flere gange været i tvivl, om jeg overhovedet kunne gennemføre at bo herude, men efter tolv år kan jeg sige, at det er lykkedes, og det er en sejr. Men det er et besværligt sted at blive gammel,« fortæller 43-årige Niels Adamsen, der er en rank og slank mand med et fyldigt overskæg.

Tre kilometer fra Holmegården ligger gården Gammelværk, hvor Georg Zimling på 80 år bor sammen med sin 54-årige datter Anne og svigersønnen Ole. Og ikke mange ting har forandret sig i løbet af otte årtier på Gammelværk, hvor Georg Zimling er født og opvokset.

Dårlige hofter har gjort gangen lidt mere besværet, og udsigten fra gårdspladsen er blevet ganske anderledes med opførelsen af Øresundsbroen, men på Gammelværk har man stadig ikke strøm eller indlagt vand, og man går stadig på lokum i gården. Vandet hentes i brønden, gårdens lavloftede værelser lyses op af petroleumslamper og om sommeren sørger man for at fange så mange fisk og dyrke så mange grøntsager, at man kan stå imod den barske vinter på Saltholm.

Ønsket om lidt strøm
Der er intet fjernsyn, men den batteridrevne radio holder familien informeret om livets gang ude i den store verden.

Georg Zimling er ikke meget for det der, de kalder EU, og han er stærkt utilfreds med, at postbudet ikke længere kommer på Saltholm.

Men ingen af de aktuelle emner optager megen tid, når familien er samlet i den brændeovnsvarme stue. Det vigtigste samtalemne er langt mere håndgribeligt og handler om, hvorvidt der skal opstilles en lille vindmølle til at give familien Zimling strøm til at drive en fryser. Som de har gjort ovre på Holmegården.

Både datteren og svigersønnen er varme fortalere for at gøre tilværelsen en smule lettere med en vindmølle, men Georg Zimling er ikke meget for ideen.

»Der er ingen grund til at gøre hverdagen for let. Nu har jeg levet på den her måde i 80 år, og det går da meget godt,« siger han, når han skal aflevere sit vægtigste argument.

Og der er foreløbig ikke blevet opstillet nogen vindmølle, for Georg Zimling sidder altid for bordenden ved det mørke egetræsbord under den pompøse petroleumslampe fra forrige århundrede.

»Kartofler, kål og porrer kræver ingen fryser. Og et par porrer med kartofler er en dejlig ret. Der er ingen grund til, at vi ender ligesom dem derinde i København.«

Én stor mudderpøl
Det er da også så lang tid siden, at Georg Zimling har været »derinde i København«, at han ikke kan huske hvornår.

Til gengæld husker han tydeligt ferieturen til søsteren i Florida og den strenge isvinter i 1964.

Vinteren er ofte en barsk oplevelse. Flere gange har det været umuligt at forlade øen på grund af kulde og tilfrosne vande, og ofte må skolebåden opgive at sejle. I gamle dage kunne man gå over Øresund til København, men i dag bliver de friske forsyninger fløjet fra fastlandet i helikopter, når kulden lukker vandet omkring øen.

I hele vinterhalvåret omdannes Saltholm til en stor mudderpøl. Øen hæver sig blot nogle få meter over daglig vandstand, og med jævne mellemrum bliver øen oversvømmet, så kun gårdspladserne er tørlagte.

Der er ingen veje på Saltholm - højst et hjulspor at følge. Men i sin traktor kender Georg Zimling hvert et hul under vandpytterne, der kan være flere meter dybe fra den tid, da man udvandt kalk fra Saltholms undergrund.

Georg Zimling er ud af en søskendeflok på ni. Familien Zimling har boet på Gammelværk siden 1837, og indenfor i den dunkle stue med små vinduer og lavt til loften fortæller billederne og malerierne af slægten deres egen historie om Saltholm.

Stednavnet optræder første gang i kong Valdemars jordebog i 1230, da kongen, Valdemar Sejr, skænkede Saltholm til Roskilde-bispen Niels. Siden var Saltholm tæt på at blive svensk, da Danmark i 1658 mistede Skåne, Halland og Blekinge, og i 1700-tallet blev øen brugt som karantænestation for personer og varer fra Sydeuropa i forsøget på at dæmme op for den sorte død, pesten.

Den moderne cowboy
Siden 1500-tallet har bønderne på Amager sendt deres kreaturer på græs på Saltholm, hvor der skulle være plads til 1000 græssende dyr. I dag kommer der næsten ingen kreaturer fra Amager, men fra resten af landet sender bønder stadig deres dyr til Saltholm, der bestyres af Saltholm Ejerlaug.

Ejerlauget har ansat Niels Adamsen som "holmemand", som det hedder på Saltholm, fordi opsynsmanden altid bor på Holmegården; den gule firlængede gård fra det 19. århundrede.

Som en moderne cowboy bruger Niels Adamsen det meste af dagen i sin traktor, på motorcykel eller på hesteryg for at komme rundt på øen og tilse dyrene.

Kun fra 1970 til 1983, da opsynsmanden hed Georg Zimling, boede han ikke på Holmegården. Georg Zimling levede alene på øen med sin kone og fungerede derfor som opsynsmand, men han nægtede at flytte fra barndomshjemmet Gammelværk, og sådan blev det. Jobbet som holmemand er fortid, men Georg Zimling er stadig udpeget af Indenrigsministeriet til at være valgtilforordnet, når øens fem stemmeberettigede personer går til valg.

De to mænd og øen
Hvervet som tilforordnet har dog været endnu lettere end i dag, dengang Georg Zimling og Niels Adamsen i starten af 1990'erne var de eneste beboere på Saltholm om vinteren. Georg Zimling var blevet alene, og Niels Adamsen var endnu ikke flyttet sammen med sin nye kone Lidia.

»Da kunne det godt være forfærdeligt ensomt engang imellem. Jeg mødtes sommetider med Georg over en sukkermad og en kop te eller en kirsebærrom. Men det var et par hårde vintre at komme igennem, og indimellem tænkte man: Nu bliver jeg skør,« fortæller Niels Adamsen.

Siden hen er familierne flyttet til øen, og sammen går de endnu en vinter i møde. Julen er blevet holdt med den nærmeste familie og med and, flæskesteg og juletræ fra fastlandet.

For Niels Adamsen og familien er det den sidste jul på Saltholm. Den isolerede livsstil og besværet for de tre piger, når de skal i skole eller børnehave, får en ende.

Til april forlader familien Holmegården for at begynde et nyt liv. Måske vil de rejse verden rundt, måske køber de et hus lidt uden for København. Det er endnu uvist, men én ting er sikker, forsikrer Niels Adamsen:

»Det bliver anderledes. Der er sikkert sket mange ting uden for Saltholm på 10 år. Tingene går nok lidt hurtigere end herude. Det er også først, når man skal til at omgås andre mennesker, at man finder ud af, om man virkelig er blevet en særling."

 		Zimling, Georg Peter (I116918)
 
926 Martii 19. 1813 Blev Herr Aquarius Schaffalitzky de Muckadell — p. t. en af Assisterne in the Accountant Generals Office under the British Government at Calcutta —- givt paa Calcutta
og viet i derværende roman, catolske Kirke, til Enken — efter paa Manilla den 28de Apriil forrige Aar afgangne Herr John Ranly — Madame Vincenta Ranly, hvis Familie Navn er mig ubekiendt. 		Familie: Baron Aquarius Wilhelm Albert Schaffalitzky de Muckadell / Vicenta Ranly (F24814)
 
927 Michael Eneriis' database has Jens Michelsen as being born circa 1630, and Karen Nielsdatter born circa 1631, these are unconfirmed dates.
Extracted from the probate for Karen Nielsdatter, September 17, 1685, page 205:
Jens Michelsens salig hustru Karen Nielsdaatter, som boede og døde paa dend 35' gaard i Jordebogs holled kalded Dahlegaard ligende i Olsker Sogn. Imellem dend sahlig quindis hosbonde ermelte Jens Michelsen paa dend eene side, og begge derris auflede børn som igien lefver er 3 døttre, paa dend anden side, dend eldste daatter Karne Jensdaatter paa 17 aar gammel, dend anden daatter Margrette Jensdaatter paa 14 aar gammel, dend tredie og yngste daatter Kirstene Jensdaatter paa 10 aar gammel, for demme er faderen Jens Michelsen verge.

Extracted from the probate for Jens Michelsen, January 22, 1691, page 30b:
Sahlig Jens Michelsen, som boede, og døde paa dend 35 Jord Ejeregaard kaldis Daalegaarden, ligende udi Olsker Sogn, imellem dend sahlig mands efterlefvende børn som er 3' døttre nemblig, dend eldste daatter Karren Jensdaatter i echteschab med Mons Jensen udi Ollsker Sogn. Den anden daatter Margrette Jensdaatter i echteschab med Mons Madzen, som for toged sin boelig til vidre her paa ste den Dalegaarden. Dend yngste daatter Kirstene Jensdaatter som hid indtil har væred hiemme hos sin sahlig fader, er 15 aar gammel, for hende verger hendes søsterman Mons Madzen, dog blef til ordned denne sahlig mands faderbrodersøn Mons Jensen i Habedam at vare til sins verge paa forhen Kirstene Jensdaatter. . . . Tilstaaende gield, efter en hand skrift af sahl. Peder Jørgensen tilfore udgifuen dend 1 Juny 1680, og der efter paa skifted efter hannem indført i hans Eiendomsgaard udi Sandvig. . . . Lars Jensen paa Myregaard i Olskier Sogn er skyldig efter obligation capital penge 14 Sld. . . . Efter en hand skrift udgifuen af Jens Pedersen paa 17 gaard i Olskier Sogn, datered dend 22 Juny Ao. 1680. . . . og paa skrefuen Hans Hansen i Skarpeskou i Clemmedsker Sogn boende paa dend 49 gaard. . . . Efter en hand skrift, datered den anden October 1685 er Hans Jørgensen i Allinge. . . arfuingere berette at sterfboet er til beste udi dend 6 gaard i Olskier Sogn, efter pante bref, sahl. Jens Michelsens arfuedeehl penge capit. 35 Sld. Anders Hansen i Rydskier Sogn. . . . Item Hendrich Nielsen Skoemager i Allinge er skyldig 1 M. . . . Michel Sørrensen i Allinge skyldig 1 M. (Signed and witnessed by: Per P.A. Andersen, Mons M.J.S. Jensen, Mogens Madsen.)

This database researched and compiled by Norman Lee Madsen, Toronto, Ontario, copyright 1990-2001. 		Michelsen, Jens (I6281)
 
928 Nedenstående er hentet fra bogen "Odense i 1000 år"
Fortællinger af en bys historie.
Udgivet af Odense Kommune.
I kommission hos Odense Universitetsforlag 1988.

Bager og Mule året 1602

Der var engang en købmand, der var så mægtig, at han kunne låne kongen penge til at føre krig for. Kongen holdt derfor meget af ham og besøgte ham ofte. Engang kongen var på besøg, fyrede købmanden med kaneltræ i kaminen, så den skønneste duft bredte sig i rummet.

- Er du virkelig så rig, at du har råd til at fyre med kaneltræ? spurgte kongen.

- Jeg er endnu rigere! sagde købmanden, og i stedet for kaneltræet begyndte han at fyre med gældsbeviser på nogle af de penge, han havde lånt kongen.

Det luftige sagn fortælles to steder i Europa:
I 'Tyskland om købmand Fugger og Karl V.

I Odense om Oluf Bager og Frederik II.

Men i Odense er sagnet blevet liggende. Man kan oven i købet udpege det hus, hvor gældsbeviserne blev brændt. Det skulle være sket på førstesalen i Nørregade nr. 29, også kaldet Oluf Bagers Mødrene Gård. At stedet kan udpeges, gør vel ikke sagnet mere rigtigt, men så langt er sagnet rigtigt, at den fredelige og vennesæle købmand Oluf Bager, der tjente alle sine penge på krig, var en meget nær ven af kongen, Frederik II. Oluf Bager var en af Danmarks rigeste mænd i slutningen af 1500-tallet.

Men han var ikke den eneste rige købmand i Odense. Der var også en anden rig købmand, Hans Mule. Han var dog ikke gode venner med kongen, for han var vist slet ikke gode venner med nogen.

De to købmænd levede ikke alene på samme tid i samme by, men de døde også samme år, 1602. Aldrig har Odense rummet stærkere modsætninger end disse to renæssancekøbmænd.

Mens der findes flere sagn om Oluf Bager, findes der ingen om Hans Mule, og årsagen er ikke svær at finde. Hans Mule er Odenses største kværulant til alle tider, stædig og udholdende, egentlig en sand skurk. I en grad, så ethvert sagn og enhver opdigtet historie ville blegne over for virkelighedens Hans Mule, der imidlertid var så dygtig til at handle med fredelige og umælende stude, at han en overgang har været lige så rig som Oluf Bager.

Således kom købmand Hans Mule for eksempel »for skade at ihjelslå en medborger Mogens Hansen«. Det var jo trist og beklageligt, men i Hans Mules øjne kunne den slags nu engang ske, og han forsøgte derfor ikke på nogen måde at bortforklare eller løbe fra sin handling. Til sidst måtte han have fat i selveste kongen. Sagen blev ordnet på den måde, at Hans Mule betalte Mogens Hansens familie en betydelig sum, og sagen var ude af verden.

Som herren, således hans svende. Nogle år senere kom Hans Mules købsvend Rasmus også til at slå en mand ihjel. Rasmus blev henrettet på torvet i Odense 5. februar 1584.

Reformationen udløste nogle voldsomme økonomiske kræfter. Odense blev købmændenes og handelens by. Det havde den altid været, men aldrig før og aldrig efter skulle købmændene få så stor en magt. Handelen var for købmændene, hvad jorden var for herremændene. En købmand i slutningen af 1500-tallet var ofte langt mægtigere, mere indflydelsesrig og rigere end mangen en herremand. Købstadens inderste væsen og karakter, købmandsvældet, lader sig mere end ane.

Det er købmændene, der ejer købstaden i den forstand, at det er dem, der har magten. Egentlig var det sådan, at kongen havde den ene halvdel af magten og købmændene den anden, i svage kongetider havde købmændene i praksis næsten hele magten, mens en stærk konge som Christian IV langsomt og sikkert begyndte at pille købmændenes magt fra hinanden.

Byen blev ledet af en magistrat. Ordet er et latinsk ord, der betyder lederstilling. Magistraten var et råd (egentlig en forsamling) af mænd, kaldet rådmænd, og som regel var der mellem otte og tolv af slagsen. Blandt rådmændene blev der valgt to borgmestre.

Købmænd og kun købmænd kunne være medlem af magistraten. Nok blev der stemt i magistraten, men ikke til magistraten. De købmænd, der var blevet valgt til magistraten, sad for livstid, og de tomme pladser, som af og til blev ledige, sørgede magistraten selv for at besætte. Hvis man ikke kunne blive enige, eller man slet ikke syntes, at der var andre købmænd, der var egnede eller værdige, så forblev pladserne blot ubesatte. Til valget af en ledig borgmesterpost skulle magistraten udpege to købmænd, og så var det kongen, som bestemte, hvem af dem det skulle være. Magistraten havde også den dømmende magt. Derfor var al magten købmændenes.

Håndværksmestrene havde ikke noget at skulle have sagt, langt mindre svendene og de gemene daglejere.

Da Christian IV senere forsøger at skabe bedre forhold i byerne, står der som forord til loven, at »nogle enkelte få udi hver købstad, som betjener øvrighedsbestilling, alene tilegner sig den ganske næring og ved adskillige praktikker holder den gemene mand derfra og regerer almuen næsten efter deres eget forgodtbefindende«. Forholdene er her udtrykt klart og præcist uden omsvøb af nogen art.

Oluf Bager og Hans Mule var byens største købmænd. Mens den ene, Oluf Bager i Nørregade, tjente sine penge på at kunne levere tøj, mad og andre fornødenheder på kredit til kongens syv års krig, så tjente den anden, Hans Mule i Overgade, først og fremmest sine penge som studepranger, idet han opkøbte og opdrættede stude, som han udskibede og solgte videre i Tyskland.

Alligevel følte de sig som konkurrenter, om ikke i varesortiment, så dog i rigdom og anseelse. Hans Mule var adelig, og han måtte derfor have ejendomme dvs. herregårde uden for byen. Bl.a. ejede Hans Mule en overgang Nislevgård, hvor han opdrættede nogle af sine stude. Oluf Bager var ikke adelig og måtte derfor ikke købe hverken herregårde eller bøndergårde uden for bygrænsen. Til gengæld købte han så gårde, huse, boder og haver overalt inden for bygrænsen, så det en overgang sagdes om ham, at han ejede det halve Odense.

I 1567 skulle Oluf Bager betale dobbelt så meget i skat som Hans Mule. Det syntes Oluf Bager dog var alt for meget, og han tog sig en snak med sin gode ven, kongen, Frederik II, om sagen. I sin landsfaderlige visdom bestemte kongen da også, at Oluf Bager tjente landets vel på så mange måder, at den »Os elskelige« Oluf Bager kun skulle beskattes som den tredje største formue i byen.

Da Hans Mule hørte det, blev han rasende, og når Hans Mule blev rasende, skete der altid noget. Næste gang borgmestre og rådmænd holdt møde på rådhuset, kom Hans Mule anstigende og protesterede. På det kraftigste. Som nu kun Hans Mule kunne protestere.

Borgmestre og rådmænd trak på skuldrene det store rådsbord rundt. Hvad kunne de stille op mod kongens afgørelse?

Men Hans Mule lod sig ikke standse: Oluf Bager snød i skat!

Det var unægtelig noget af en påstand. Man kan forestille sig stilheden. Der stod den ene af byens to rigeste mænd og påstod om den anden, at han snød i skat.

Hans Mule sagde, at han da godt vidste, at Oluf Bager over for magistraten havde oplyst, at han sidste år havde udskibet 16½ tusinde tønder korn til en værdi af 15 tusinde rigsdaler. Rådmændene rundt om bordet har nikket og svaret, at det var rigtigt nok, hvor end Mule havde oplysningerne fra, for det var jo netop på grund af de store udskibninger, at Oluf Bager havde skullet betale så meget i skat, men hvordan kunne han så samtidig påstå, at Oluf Bager også snød?

Hvis Hans Mule har kunnet komme til det, må han have banket i bordet og ikke sagt, men råbt, at det jo var det, der var løgn. Oluf Bager havde aldeles ikke udskibet 16½ tusinde tønder korn til den forbandede krig, nej, han havde udskibet 100 tusinde tønder! Ikke til en værdi af 15 tusinde rigsdaler, men til en værdi af 100 tusinde rigsdaler!

Rådmændene måbede, for hvis det var rigtigt, så drejede det sig ikke alene om det største skattesnyderi i mands minde, men i hele Odense bys historie.

Der blev - antagelig på stedet - sendt bud efter Oluf Bager, denne hæderlige og på alle måder retskafne mand, så Hans Mule kunne gentage sine beskyldninger, hvis han da turde. Det turde Hans Mule. Lige op i ansigtet på Oluf Bager.

Bagefter har alle holdt vejret.

Uden så meget som at fortrække en mine benægtede Oluf Bager.

Men Hans Mule gentog beskyldningen, og nu er der jo nok en og anden rådmand, der har tørret sveden af panden, for hvad skulle rådet stille op, når to af byens mægtigste mænd - den ene havde oven i købet kongen i ryggen - hver for sig krævede magistraten på sin side.

Det blev ikke til en retsag, men derimod til et - væddemål.

Den 20. november 1567 skriver Oluf Bager under på, at såfremt Hans Mule kan bevise, at han har ret, så vil han, Oluf Bager, kvit og frit forære Hans Mule den gård, han bor i, og samtidig betale 100 rigsdaler til byens fattige.

Sådan endte sagen eller rettere sagt skandalen.

Det viste sig nemlig, at Hans Mule ikke kunne finde beviser, i hvert fald ikke nok, men på den anden side behøvede han ikke at trække sine beskyldninger tilbage. Hvad han havde sagt, stod han ved. Altid.

Hvem styrede købstaden? Kunne en købmand blive så rig og mægtig, at det var ham og ikke borgmesteren? Det måtte komme an på en prøve.

I Odense skete det i 1585, og styrkeprøven kom til at stå mellem Hans Mule og borgmesteren Mogens Henriksen Rosenvinge, mens Oluf Bager fulgte interesseret med fra kulissen.

Kampen drejede sig hverken om Gud, konge eller fædreland, ikke om familieformuer, heller ikke om liv og død.

Men om en have, rent ud sagt en af datidens »kolonihaver«, for der var nemlig på den tid nogle haver (nyttehaver eller små landbrugsarealer) inden for bygrænsen i Odense, som magistraten lejede ud til byens borgere.

Der var stor rift om disse haver, bl.a. ønskede byens borgmester Mogens Henriksen Rosenvinge sig sådan en have, men det skulle vise sig, at købmand Hans Mule gjorde det samme.

Hans Mule henvendte sig til en ældre havelejer og indgik - mod passende betaling? - en aftale med ham om at overtage hans lejemål, når han engang døde.

Så snart havelejeren var død, gik Hans Mule op på rådhuset og meddelte for en ordens skyld magistraten, at haven nu var hans.

Svaret kom prompte: det var den aldeles ikke, for rådmændene havde netop besluttet at leje haven ud til borgmester Mogens Henriksen Rosenvinge.

Det var Hans Mule da ligeglad med. Haven var hans og ingen andres.

Uden videre lod han haven forsyne med lås. Så kunne borgmesteren ellers gøre, hvad han ville! Hvis han da ellers var i stand til det!

Det var borgmesteren ikke.

Igen skandale. Tænke sig, at borgmesteren ikke engang kunne skaffe sig sin egen ret, endda en ret, som var vedtaget af hele magistraten. Hvordan kunne man forvente, at sådan en mand kunne varetage en hel bys interesser? Skandale, skandale og ih, hvor man snakkede mand og mand imellem.

Hans Mule gik ikke af vejen for at håne borgmesteren. Det gjorde han en dag, hvor han mødte borgmesteren under et besøg hos lensmanden Axel Brahe. Samtidig beskyldte han også borgmesteren for at være korrupt.

Axel Brahe forsøgte at lægge en dæmper på Hans Mule, som blot hidsede sig endnu mere op og endte ikke blot med at beskylde alle rådmændene, hele magistraten, for at være korrupte, men også truede borgmesteren. Vistnok på livet. Sådan blev det opfattet af de tilstedeværende.

Det var så groft, at blev der ikke skredet ind, kunne borgmesteren lige så godt aflevere byens nøgler til Hans Mule.

Sagen blev indbragt for kongen, der omgående nedsatte en kommission med ret til at dømme parterne i sagen.

Ikke så snart var kommissionen begyndt at arbejde, før Hans Mule også lagde sig ud med den.

Det endte med, at kommissionen dømte Hans Mule skyldig efter anklageskriftet, altså bl.a. skyldig i at have truet borgmesteren på livet. En sådan dom betød dødsstraf. Dog var selve strafudmålingen ikke kommissionens sag, men kongens, og Frederik II besluttede, at Hans Mule i stedet for at lade livet skulle betale 500 daler - til kongens egen kasse!

Til gengæld fik borgmesteren haven, altså ikke i eje, men til leje.

Det helt afgørende er dog, at Hans Mule skal give undskyldninger og underskrive et forpligtigelsesbrev, hvor han forpligter sig til lydighed over for magistrat, borgmester og lensmand!

Rigdom havde sine grænser. Byen havde vundet over sin rige borger.

På det tidspunkt var Oluf Bagers store nedtur begyndt. Da kongens krige var slut dalede Oluf Bagers indtægter drastisk. Ifølge sagnet endte han med at spise nådsensbrødet hos sine børn, men hans besiddelser i Odense har været så betydelige, at det er tvivlsomt, at han er endt som direkte fattig. De to købmænd dør samme år 1602. Det er ikke tilfældigt. Deres rigdom strakte langt, til magt, til indflydelse, til retfærdighed, hele tiden måtte købmændenes penge afprøve nye grænser, men grænsen i 1602 var hinsides al værdi. Grænsen var pesten selv.

I Thieles »Danske Folkesagn« står der:

- Da Oluf Bager blev gammel, havde han 12 voksne børn, men da hans rigdomme nu var svundet betydeligt ind, var der ingen af dem, der ville tage sig af den gamle. Da kaldte han alle sine børn sammen og hentede i deres nærværelse et tungt skrin frem, idet han sagde, at den, der ville føde ham til hans dødsdag, skulle have skrinet. Nu viste de sig alle hengivne og kærlige, men da den gamle far var død, og de åbnede skrinet, fandt de som straf for deres ukærlige sind imod ham, at det var fyldt med kampesten. I skrinet lå der også en stok med påskriften:

»Den, der giver, til han tigger,
skal prygles, til han ligger«.

 		Mule, Hans Michelsen (I90251)
 
929 Noter fra Thyge Preisler Rohde:
Skræddermester Jens Rohde beboede et lille hus på Halmtorvet, som han selv ejede. Det var et af de huse, som i sin tid måtte vige pladsen for det nuværende Paladshotel. Her boede ham med sin 5 eller seks sønner og to døtre. Alle børnene var rene kæmper af størrelse med undtagelse af en af sønnerne Ferdinand Rohde, den senenere slotslæge på Fredensborg. Af de andre sønner var Kristian sømand, og Johannes skolelærer i Hornbæk (vistnok). Om August vides intet og ligeså heller ikke en Karl (hvis eksistens måske er tvivlsom) Den sidste søn Frits (Frederik Wilhelm) var i lære hos sin Fader. Af døtrene blev Julie gift med Køje i Brønshøj (hvor senere Mikael og Ida Rohde lære hinanden at kende), medens Bolette senenere styrede hus for sin broder Frits Rohde og altså muligvis har været ugift. 		Rohde, Jens (I30465)
 
930 Paa spor af de foerste Kofod'er side 18 Koefoed-stamtavle A side 107 Opl. fra Vilhelm F. Koefoed, Norge Kaptajn i Soeetaten. Kontreadmiral. Kofoed, Vilhelm Ferdinand (I95602)
 
931 Paa spor af de første Kofod'er side 18 Koefoed-stamtavle A side 104 Kofoed, Jens Jørgensen (I95648)
 
932 Semper tiro, hvilket betyder altid begynder, dvs aldrig udlært Barfod, Åge Immanuel Tang (I81020)
 
933 Septbr. 2. 1812 Om Morgenen Kl. 2 døde paa Calcutta — hvordid flyttet for omtrent 6 Maaneder siiden, formedelst misfornøyet med dette Stæd, og de fleeste paa Stædet — Frue Carolina 'Mathilda Schaffalitzky de Mucadell — en Datter af afgangne Oberste Ole Bie. — fød Tranquebar den 9. Septbr. 1766, altsaa i en Alder af 45 Aar 11 Maaneder og 24 Dage Bie, Caroline Mathilde (I88123)
 
934 Skrevet af Agnete Boesen Bonnerup nu larsen: Karen Marie havde lært at sy på en systue i Thisted, og det var der, hun så Peder for første gang, og hun bestemte med det samme, at det var ham, hun ville have, hvordan hun bar sig ad med at gøre hans bekendtskab, ved jeg ikke, hendes søster sagde til hende "du kommer bare til at sidde i en husende med en redfuld unger", men Karen Marie lod sig ikke rokke.
Karen Maries forældre havde en lille gård i Hundborg. Hun måtte hver morgen hjælpe med at malke, før hun skulle i skole, og hun måtte sommertider forsømme skolen for at hjælpe til der hjemme, så fik læren en høne eller et stykke flæsk engang imellem, eller nogle æg, og så slap de for at betale mulkt. Til trods for de mange forsømmelser, havde Karen Marie gode skolekundskaber, hun var god til at skrive og regne, og hun kunne mange salmevers udenad.
Der var vist ikke meget at rutte med i Karen Maries hjem, hun fortalte, at hvis deres smør slap op, og der ikke var fløde til, at de kunne kærne, så købte de ikke noget, men de tog et stykke flæsk op af saltkarret, skyllede det, tørrede det af, og så skrabede de med en skarp kniv, ligesom når vi skraber bøf tatar, og det smurte de så på brødet i stedet for smør.

Karen passede hus og børn, hun syede også for fremmede, bukser og vest til herrer og al slags dametøj, samt børnetøj, så hun havde ikke meget fritid. Hun syede også det herretøj Peder klippede for det var han bedst til.
Julen 1894 skulle Karen og Peder holde jul hos Jens Larsen Sand, Peders far ved Thorup Strand. Det var det år det norske skib "Stanley" strandede ud for Bovbjerg, besætningen gik i bådene, og ingen redningsfolk kunne hjælpe dem i det frygtlige vejr, de omkom alle på nær styrmanden Niels Knutsen Nordås. 22 mand druknede, og de fleste drev i land ved Thorup Strand. Karen var omme i Strandgaarden hos faster Anne og farbror Thomas (bror og søster til Jens Larsen Sand) og så de mange døde mænd ligge på gulvet i stuerne, store stærke mænd i sømandstøj og søstøvler, det gjorde et stort indtryk på Karen, hun glemte det aldrig. Udrag af Agnete Larsens fortælling, barnebarn til Peder og Karen. Læs mere om "Stanleys" forlis og se billeder under Anne Christensdatter Sand og hendes mand Niels Helnius Christensen.

FT. Hundborg Sogn og Herred, Thisted Amt, 1870, OP. 6.
FT. Hundborg Sogn, Thisted Amt, 1880, OP. 75. Hundborg 6. hus. 		Thomsen, Karen Marie (I72385)
 
935 This database researched and compiled by Norman Lee Madsen, Toronto, Ontario, copyright 1990-2001. Ancher, Poul Hansen (I45799)
 
936 Var i det mindste Moder til Erkebiskop Jacob Gertsen... Bjørn, Hille Olufsdatter (I92671)
 
937
  • 1763–1766 - Lyon, Frankrig
  • 1770 - Pilestræde (intet nummer anført)
  • 1772 - Købmagergade 40 (nedrevet)
  • 1773 - Raadhusstræde 2 (nedrevet)
  • 1774 - Sankt Annæ Gade 31 (ikke linket endnu!!)
  • 1775–1797 - ikke undersøgt endnu!
  • 1798 - Christianshavns Dronningensgade 149 (trykfejl i vejviseren?)
  • 1799–1801 - Sankt Annæ Gade 26 (nedrevet)
    •      		Abildgaard, Peter Christian (I92475)
     
    938

    Bornholm, Nørre, Allinge-Sandvig Købstæder, Allinge, Østergade No 6, 6, FT-1801, B7344 
    Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested: 
    Hartvig Andersen Hammer 31 Gift Huusbonde Skoemager 
    Margrethe 39 Gift hans Kone 
    Margrethe, Esper Ips Enke 66 Enke Konens Moder 
    Anna Marie 3 Ugift deres Børn 
    Niels Henrik 1 Ugift deres Børn

         		Hammer, Niels Henrik Hartvig (I44337)
     
    939

    Christian Pedersen Vang var marinesoldat, men en betragtelig del af hans liv arbejde han som fisker og fiskehandler.1902 byggede han røgeriet, Teglkaasvej 20, hvor en stor del af familien arbejdede.

    I Bornholms vejviser 1910 Nordre Herred, Rutsker sogn, står der at han sad i sognerådet sammen med, Formand Jørgen Pedersen, Nydammen. Husmand Georg Hansen, Krakdal. Gdr. A. Mortensen, Engegård. Gdr. S. Olsen, Tornegård. Stenhugger Janus Ipsen, Vang. Gdr. K. J. Lund, Ingemandsgård.

         		Vang, Christian Pedersen (I20942)
     
    940

    I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

    Han skriver om Christen Willumsen Worm (biskop 1710-1737), at han oplevede “den store ulykkelige Ildebrand, hvormed Kiøbenhavn blev hiemsøgt den 20. October A. 1728, just da han var til Lande-Mode i Roskilde. I denne Ildebrand mistede han, foruden Bispe-Residensen og andet, sit ypperlige og kostbare Bibliotheqve. I samme blev ogsaa Stifts­Kirkens Documenter forbrændte, hvilke Biskop Worm siden begyndte at samle paa igien formedelsk Udskrifter af Herreds-Bøgerne, og andre Breve og Fundatser, som her og der kunde findes.” Der er en vis ironi i, at Roskildekirkens arkiv brændte i København, mens Worm var til møde i Roskilde: Kun tre dage før branden havde biskoppen beordret arkivet ført til bispegården i København, fordi han ville sætte sine folk til at ordne papirerne. Mange kasser med arkivalier var end ikke læsset af vognene endnu, da branden kom. De brændte i gården. Da Christian den 6. indførte konfirmationen, forfattede Worm bønnen dertil. Han skrev breve “til det samtlige Cleresie i Siællands Stift; Det første om Børne-Daabens Fornødenhed, og Confirmationens Bytte, det andet om Confirmationens Forretning i sig selv, hvorudi han saavel søgte at overbevise Separatisterne, som den Tiid begyndte at yttre sig, og foruden andre Urimeligheder, holdt deres Børn fra Daaben.” Worm holdt godt øje med katolikkerne, som han syntes forførte enfoldige mennesker fra den sande religion. Han klagede til kongen over disse katolikker, hvorefter denne 1720 udgav en befaling, hvori det hed: “naar en Catholsk Person herefter vilde lade sig vie til en af vores Religion, da skulde Præsten tage en Revers af den første, at de Børn, som de kunde avle samrnen, skulle opdrages i den Evangeliske Religion.”

    Worm har givet navn til Bispegården i Lejre. Her lå hans lystgård/landsted. Da han døde 1737 gled gården over til kronen, og kong Christian VI forærede den til sin statsminister (7 tdr. hartkorn), lensgreven på Ledreborg.

     

         		Worm, Christen Wilumsen (I11970)
     
    941

     

     

     

     

     

    Alexander Bonaventura Mazanti (1796-1856)

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

    Mølleren fra Hammer

    Kirkegængerne i Odenses Frue Kirke har nok undret sig, da italienerens næstældste søn blev døbt i december 1796, for barnets fulde navn var Alessandrio Bonaventura Mazanti. I praksis blev det første navn dog fordansket til Alexander. Bonaventura, som egentlig er navnet på en middelalderlig, italiensk helgen, gik i arv, indtil en lille Odensedreng, Erik Bonaventura Mazanti, fik det i 1908 som den sidste i slægten. Erik, min morfar, kunne ikke fordrage sit mellemnavn, så han sparede sine børn for samme skæbne!

    Alexander klarede sig godt ligesom sin syv år ældre bror Ferdinand, som nok har hjulpet ham på vej. Han har vel været landvæsenselev, for i 1824 var han forvalter hos Ferdinand på Stovgård. Han var der stadig ved folketællingen 1834, men ved næste tælling i 1840 var han blevet sin egen herre. Han var møller på Hammer Mølle ikke langt fra Stovgård. En jævnaldrende kone havde han også. Hun hed Elizabeth Thornton, kaldt Betty (eller Betzy), og kom fra Hamborg. De fik ingen børn. Men fra 1841 og nogle år frem i tiden havde de en af Alexanders fattige nevøer boende, nemlig Carl Ferdinand Mazanti, som var betjent ved møllen. Sidst i 1840'erne blev mølleriet forpagtet bort, men Alexander havde alligevel fem tjenestefolk i 1850, så han har nok stadigvæk drevet møllens landbrug.

    I 1853 skrev ægteparret på møllen testamente. Det viser noget om, hvilke af deres mange slægtninge de følte sig tættest knyttet til. Når de begge var døde, skulle boet først udbetale:

     

     

    • til "min brodersøn", møllersvend Carl Mazanti, for tiden Grejs Mølle: 100 rigsdaler

     

     

    • til Bettys søster, enkemadam Hofmann ved Aarhus: 200 rigsdaler

     

     

    • møllerens brodersøn, kasserer Ferdinand Anthon Mazanti i Horsens: 400 rigsdaler

     

     

    • "Min rejsevogn" skulle gives til proprietær Ingwersen til Stovgård

     

     

    Af den resterende formue skulle det halve, som blev angivet til 2500 rigsdaler, fordeles ligeligt mellem Bettys 11 søskende, og den anden halvdel skulle deles i tre lige store dele:

     

     

    • en til Alexanders søster Theresia Giørtz i Rødding

     

     

    • en til hans bror Carl Mazanti i Odense

     

     

    • og en til hans afdøde bror Ferdinand Mazantis børn; dog skulle broderens enke i Vejle "nyde renterne af denne del" så længe hun levede. F. A. Mazanti, Horsens, skulle have samme andel som sine søskende, selv om han i forvejen havde fået 400 rigsdaler

     

     

    Alexander havde ikke stor tiltro til, at hans fattige slægtninge i Odense var i stand til at administrere en eventuel arv. Hans bror og svigerinde fik fattighjælp, så det det gjaldt også om at sikre, at pengene ikke gik i myndighedernes kasse. Det blev derfor bestemt, at Carl og Johanne Mazanti måtte nøjes med renterne af arven, og først når begge var døde, ville børnene få kapitalen udbetalt. Det blev pålagt Alexanders juridisk uddannede brorsøn F. A. Mazanti i Horsens "at drage omsorg for, at denne arvdel tilsikres og gjøres frugtbringende på bedste måde."

    Alexander døde 1856, og Betty overlevede ham i 10 år. Den store familie var sikkert glad for arven, men den nulevende slægt kan også være godt tilfreds med møllerparrets testamente. Dette dokument beviser nemlig, at Ferdinand Mazanti var bror til Alexander og dermed søn af den italienske barometermager Joseph. Det havde ellers været svært, eftersom Ferdinand er født på et ukendt sted og ikke boede hjemme ved folketællingen i 1801. Men alle danske Mazantier er altså i familie med hinanden!

    En berygtet familie

    Betty Thornton var af engelsk afstamning og født i Hamborg, men i 1834 boede hun i Danmark på hovedgården Skerrildgård. Hun var 39 år gammel, ugift og i huset hos søsteren Mary Thornton og svogeren Johann Heinrich Hofmann. Mary er identisk med den enkemadam Hofmann, som i 1853 blev nævnt i møllerparrets testamente. Thornton-søstrenes slægtninge, den engelske købmandsfamilie Smith fra Hamborg-Altona, huserede i en årrække på det østjyske gods Gyllingnæs. Det var en familie, som levede stærkt, holdt vilde fester og satte penge over alt andet. Gennem 40 år førte de en lang række retssager mod hinanden, hvoraf seks nåede frem til Højesteret. Den ene skandale afløste den anden. Der var megen mystik omkring "englænderne på Gyllingnæs", som inspirerede digterpræsten Steen Steensen Blicher til en af hans mindre kendte noveller, "Den hule eg". Og i den sidste ende sørgede de altså for, at Alexander Mazantis kommende hustru kom til Danmark.

     

     

     

     

     

     

     

    Alexander Mazantis svigerinde Mary Thornton og hendes brutale mand, J. H. Hofmann

     

     

     

     

     

    Det hele var begyndt i 1801, da købmanden John Smith fra Altona købte ejendommen Gyllingnæs i Gylling Sogn. Han havde i 1793 mistet en datter, Barbara, som var gift med John Thornton, en anset engelsk købmand i Hamborg. Barbara og John Thornton havde to børn, Mary (født 1788) og John (født 1791), som begge endte i Danmark. Fem måneder efter Barbaras død giftede Thornton sig med Maria Elisabeth Dorothea Grupen; de fik 16 børn sammen, bl.a. Elizabeth (født 1795), den senere Betty Mazanti. John Thornton var velhavende og ejede et landsted ved Elben, men senere gik det tilbage for ham, så datteren Betty har ikke været "et godt parti" rent økonomisk.

    John Smith døde i 1813. Han havde bl.a. ejet herregården Agersbøl, som hans datter Jane skulle arve, men gården blev i 1816 solgt til major J. P. Ingwersen fra Viuf, Ferdinand Mazantis svigerfar. Det er den første kendte forbindelse mellem "englænderne" og Ferdinands familie. Gyllingnæs blev købt af John Smiths bror George, som gjorde Johann Heinrich Hofmann, gift med broderens barnebarn Mary Thornton, til medejer. George Smith blev i Tyskland, og ægteparret Hofmann flyttede ind på gården. Men Hofmann var en hensynsløs og brutal type, som pryglede sine folk og skejede voldsomt ud med kvinder og druk. Hans blide hustru måtte gå meget igennem. Hun beskrev selv sin hårde skæbne i nogle optegnelser:

     

     

     

    Ensom, glædesløs, sjælden elsket saaledes, som mit varme Hjerte ønskede det, er mit Liv henrundet, saa længe jeg kan huske. Den, for hvem mit Væsen syntes skabt, blev revet fra mig af Skæbnen; den, hvem jeg tilhører, har ingen Sans for, hvad jeg er, og hvad jeg kunne sige ham. Saaledes svinder min Tilværelse hen uden Maal og Med. Stille, forglemt og ubegrædt vil den engang udslukkes, og ingen vil spørge eller kende til, at der engang var en ulykkelig...

     

     

     

    Hofmann, Betty Thorntons ubehagelige svoger, skabte sig mange fjender og blev indblandet i nye retssager. Han havde mishandlet godsets skove og fik en dom for ulovlig skovhugst. Til sidst lykkedes det George Smith at få ham smidt på porten. Hofmann købte i stedet Skerrildgård øst for Vejle, hvor han døde i 1836. Købet skete ved hjælp af en stråmand, Mary Hofmanns evnesvage eller psykisk syge bror John Thornton, som boede hos sin søster i mange år. Hun var som gammel en mild og elskelig dame og døde først 1867. Hun endte sine dage hos en plejedatter i Brabrand men har sikkert ofte været gæst hos sin søster Betty i Hammer Mølle.

    Eigil Petersen oplyste, at testamentet findes i Tyrsting-Vrads Herreds skøde- og panteprotokol 1856-58, s. 690 b (B. 64-112). Otto Vilh. Sommer har oplyst Elizabeth Thorntons dåbsdag (og flere andre datoer i Mazanti-slægten). H. L. Møller skrev om "Englænderne paa Gyllingnæs" i Aarhus Stifts Aarbøger 1922 (hvor billederne af Hofmann-ægteparret er taget fra).

     

     

     

     

         		Mazanti, Alexander Bonaventura (I108320)
     
    942

     

     

     

     

     

    Carl Emanuel Mazanti (1800-1868)

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

    Carl Mazanti og Johanne Krogh

     

     

    Carl Mazanti med sin kone Johanne Krogh i begyndelsen af 1860'erne

     

     

     

     

    Ungdom

    Kun ni år var han, Mazantifamiliens yngste søn Carl, da han mistede sin mor og var forældreløs. Han kom nok til at bo i en plejefamilie, men det ved vi ikke noget sikkert om. Efterhånden havde hans ældste søskende forladt Odense - kun Carl og den to år ældre bror, Johan, blev tilbage. De kom begge i håndværkerlære. Fra den 1. april 1814 og fem år frem skulle Carl være skomagerdreng hos skomagermester Hans Jørgen Hansen Møller. Men først seks år senere, i april 1820, blev Carl efter svendeprøven erklæret "duelig" og udskrevet som svend.

    "Skomager, bliv ved din læst!" Hvis Carl har kendt det gamle ordsprog, har han svaret: "Vel vil jeg ej!" Han arbejdede kun få år som skomagersvend. Han foretrak militæret i stedet. I marts 1823 lod han sig indrullere i det 3. Jyske Infanteriregiment, som hørte hjemme i Ålborg. Det blev til mange år som underofficer. I 1825 var han korporal, altså befalingsmand af laveste grad. Højere op avancerede han ikke. I 1840 blev han også kaldt hauboist. Det betyder, at han var militærmusiker og spillede på et blæseinstrument.

    I 1800-tallet blev mange af underklassens børn født uden for ægteskab. Sådan var det også i Ålborg. Den ugifte Johanne Krogh, kaldt Hanne, fik f.eks. en "uægte" søn i september 1825. Og kirkebogsføreren fik at vide, hvem den "skyldige" var; hun "udlagde til Barnefader Corporal Carl Mazantij ved 3. Jydske Infanteri Regiment". Heldigvis blev Hanne ikke svigtet som så mange andre piger i den situation. Tre korporaler, Hadersleben, Pedersen og Laursen, fulgte barnet til dåben - og det må vel være Carl, som har bedt sine soldaterkammerater om at møde op. Måske flyttede Carl og Hanne sammen allerede på det tidspunkt, men der gik et år, før de giftede sig i Frue Kirke.

    Familien Krogh

    Hanne Krogh var barnefødt i Ålborg. I slutningen af 1700-tallet boede der en skipper i byen, som hed Peder Krogh. Han var født ca 1735. Men han blev nok træt af livet på søen, for han åbnede et værtshus i Skolegade 305, hvor han boede i 1787 sammen med sin familie. Han var da gift for anden gang, med Johanne Jensdatter, som var 35 år gammel, og han havde en datter, 17-årige Karen Pedersdatter. Der var også en tjenestepige og en logerende bogtrykkersvend i husstanden.

    I juni 1799 måtte Peder Krogh begrave sin kone på Sct. Jørgens Kirkegård. Men han prøvede lykken endnu en gang og fandt en ung pige, Dorothe Marie Larsdatter, som var hele 37 (!) år yngre end ham selv. Hun har måske serveret i hans værtshus og holdt hus for ham. De giftede sig i maj 1800 i Budolfi Kirke, og det var også på høje tid, for allerede i september samme år fødte Dorothe en datter. Som skik og brug var, blev pigen opkaldt efter sin fars afdøde kone. Et halvt år senere blev der afholdt folketælling i Danmark:

     

    Folketælling 1801, Scholegaden No. 305, 94de Familie, Aalborg

     

     

    Peder Krogh

    Huusbonde

    66

    gift 3die Gang

    Værtshuusmand

     

     

    Dorethea Marie

    hans Kone

    29

    gift 1ste Gang

     

     

     

    Johanne

    deres Datter

    1

    -

     

     

     

    Svend Børgesen

    Logerende

    57

    Enke af 1ste Ægteskab

    Muurmester

     

     

    Lars Nielsen

    Ditto

    44

    ugift

    Snedkersvend

     

     

     

     

    I april 1803 fik familien Krogh endnu et barn, sønnen Lars Peter, men han døde allerede i februar 1805. Derefter forsvinder familien fra Ålborgs kirkebøger. Måske flyttede de fra byen. Jeg har i hvert fald ikke fundet noget før 1825, hvor datteren som nævnt dukker op i Vor Frue Sogns kirkebog.

    Afsked med Ålborg

    Familien Mazanti flyttede meget rundt i byen. I 1834 boede den i Jens Bangs Gyde, som skal have været byens smalleste. Andre adresser var Peder Barkes Gyde (1835), Nygade (1837), Cortesgyde (1840) og Dokterens Gyde (1841). Carl blev heller ikke i militæret; han har nok ment, at han bedre kunne forsørge familien med et civilt arbejde. Efter 16 år og syv måneders tjeneste fik han i oktober 1839 udleveret et dokument, som bevidnede, at hans indsats i militæret havde været tilfredsstillende. Følgende er en afskrift af det fortrykte skema, med håndskrevne tilføjelser om hans personlige forhold i kursiv. Det viser, at han omregnet til moderne mål var 1,67 meter høj, det var en pæn højde dengang.

     

     

     

    Hans Kongelige Majestæt til Danmark &c. &c. bestalterKammerherre Oberst og Commandeur for det 3. Jydske Infanterie-Regiment Carl Frederik von Moltke Ridder af Dannebrog

    Gjør hermed vitterligt, at nærværende en mandhafte Corporal Carl Emanuel Mazanti født udi Fyen nu 40 Aar gammel, af middel Statur, 2 Alen 16 Tommer høi, sort af Haar og bruun af Øine, stærk af Skuldre og stærk af Been, ved dette mig allernaadigst anbetroede 3. Jydske Infanterie Regiment og under3die Musquetteer-Compagnie, siden den 7. Marts Anno 1823 og saaledes udi16 Aar og 7 Maaneder, som Corporal haver tjent, og udi saadan Tid ved alle forefaldne Leiligheder, efter sin allerunderdanigste Pligt, forholdet sig ærlig og tro, som det en ærekjer og tapper Soldat sømmer og anstaaer:

    Men da han nu efter eget Ønske og ifølge det Kongelige General Commissariats Collegie Circulaire af 18. Juni og 31. August d. A. er meddelt Afsked. Saa meddeles ham herved hans ærlige og velfortjente Afsked; og er dernæst til alle høie og mindre Militair- og Civil-Betjente min respective tjenst- og venlige Anmodning og Begjering, at de ovenmeldte Corporal Carl Emanuel Mazanti ei alene overalt, baade til Lands og Vands, fri, sikker og uhindret ville lade passere, men ham endog, for hans gode Forholds Skyld, al god Villie og gunstig Befordring bevise; hvilket jeg imod enhver, efter Stand og Vilkaar, i slige og andre Tilfælde igjen at erkjende, mig tilbyder.

    Aalborg den Fem og tyvende October Eet Tusinde Otte Hundrede Nie og Tredive. -

    Moltke

     

     

     

     

    I 1841 var Carl arbejdsmand. Han har nok været daglejer hos skiftende arbejdsgivere, uden fast arbejde. Det gik ikke så godt med at forsørge konen og de efterhånden seks børn. Carl og Hanne havde vel altid været fattige, men nu blev det værre. De havde ikke råd til at have deres eget sengetøj men måtte leje hovedpuder og en overdyne. Vinteren 1840-41 må have været slem for familien. I januar havde Hanne født en søn, og Carl kunne ikke finde beskæftigelse. I marts henvendte han sig til fattigkommissionen og forklarede, at bortset fra i sommermånederne kunne han ikke forsørge sin familie. Kommissonens medlemmer noterede sig med interesse, at Carl var født i Odense, for så kunne "Sorteper" gå videre, og de gode Ålborg-borgere kunne spare en slat penge i de kommende år.

    Der blev skrevet til Odense, hvor den lokale fattigkommission måtte anerkende Carl som berettiget til forsørgelse i byen. Men den ville ikke risikere at få prakket en flok uægte Ålborg-unger på, så den skrev tilbage, "at han med sin Familie vil blive modtaget til Forsørgelse, naar det med Vielse Attest godtgjøres, at han er ægteviet til det Fruentimmer han angiver for sin Kone, og at de anførte Børn ere avlede i deres Ægteskab." Det ordvalg vidner ikke ligefrem om respekt for de mennesker, som kommissionen var sat til at hjælpe!

    I Ålborg gik fattigvæsenet i gang med at forberede familien Mazantis afrejse. Der blev truffet aftale med en skipper, som skulle sejle familien og det fattige bohave til Odense. Carl fik fire brød med som proviant, "men skulde Reisen imod Formodning blive langvarig, er Skipperen anmodet om at give Familien Forpleining, imod at samme betales ham i Odense efter billig Regning." Sidst i maj måned 1841 forlod et skib så havnen i Ålborg, sejlede ud af Limfjorden og begyndte den lange sejlads mod Odense. Seks børn i alderen 0 til 15 år var med, og selv om familiens situation var kedelig, må det have været en spændende tur for en børneflok opvokset i mørke, forfaldne gyder. Og det skulle vise sig, at den tur blev afgørende for Mazanti-slægtens skæbne helt op til vor tid. Fire af sønnerne blev boende i Odense resten af deres liv, og mange efterkommere har været (og er stadig) odenseanere.

    Ankomst til Odense - og hvad der siden hændte

    Den 2. juni 1841 mødte den forhenværende korporal med familie op hos fattigvæsenet i Odense sammen med skipperen, som fik sine aftalte penge, 20 rigsdaler. Familien Mazanti blev foreløbig "indlagt" på fattiggården. Det har ikke været hyggeligt - den slags steder var normalt strengt kønsopdelte, så familier blev skilt ad. Carl blev bedt om at se sig om efter en lejlighed, og det har han uden tvivl selv været ivrig efter. Forstanderen lovede at hjælpe. Det lykkedes at finde en ledig bolig efter nogle måneder, og der blev tildelt fire rigsdaler i halvårlig huslejehjælp. Men inden da dukkede en ubehagelig sag op.

    Fattigkommissionen fik brev fra en mand i Ålborg, Peder Haals. Det var rygtedes, at Carl Mazanti befandt sig i fattighuset i Odense, og Haals savnede en del sengetøj, som Carl havde lejet i 1½ år for to mark hver måned (der manglede dog betaling for de sidste tre måneder). Der var tale om en overdyne, en hovedpude, et pudevår med halmfyld og et dynevår, vurderet til 10 rigsdaler. "Disse medtog han ved sin afreise herfra", beklagede Haals sig, "uden at tale det mindste med mig derom. Min Begjæring er derfor, om at den Høie Commision ville paalægge Mazanti om at sende mig Sængeklæderne tilbage, eller og at betale dem efter Vurderingen..." Carl blev konfronteret med anklagerne, men han påstod "at have afgjordt sagen". Det var påstand mod påstand, og jeg har ikke fundet mere om den sag, så den er nok gået i glemmebogen.

    Da der i februar 1845 blev holdt folketælling, boede Carl, Hanne og fem børn i Skulkenborg, en smal gyde med mange småkårsfolk. De blev resten af deres tid i Skulkenborg, som lå i kvarteret mellem Nørregade og Overgade, byens fattigste. Familien Mazantis yngste, Martinus, ni måneder i 1845, var født i Odense. Den eneste datter, Sine på 12, boede ikke hjemme, så hun var nok allerede kommet ud at tjene. Den ældste søn, Ferdinand, var langt væk, han boede i Jylland hos sin farbror Alexander i Hammer Mølle. Allerede før afrejsen fra Ålborg må Carl have skrevet til sin velstående bror og bedt om hjælp. Ålborgs fattigkommission skrev i maj 1841 til kollegerne i Odense, at "den ældste Søn Carl Ferdinand 15 Aar medfølger tillige men skal være antaget af en Farbroder, hvorfor han straks fra Odense vil afgaae." Børnenes anden farbror, Ferdinand, levede stadig på det tidspunkt (han døde fem måneder senere), men han havde selv en stor flok børn, så det har sikkert hele tiden været den barnløse Alexander, som skulle være plejefar.

     

     

     

     

    Skulkenborg, hvor Carl og Hanne Mazanti boede

     

     

    Skulkenborg set mod Nørregade
    I denne gyde boede Carl og Hanne Mazanti i mange år
    H. Lønborg foto 1924. Kilde: Odense Bys Museer

     

     

     

     

    I Odense fortsatte Carl som daglejer, men fattighjælpen blev ved med at være et væsentligt bidrag til familiens underhold. I 1845 bestod den ugentlige ydelse af to 6-punds brød, en skæppe kartofler, 42 skæpper tørv og 1 mark 8 skilling i rede penge. Efterhånden forsvandt kartoflerne, og brødene blev mindre. Der var jo også færre munde at mætte, da børnene blev store.

    Sønnerne lærte hver deres håndværk. Det skyldtes næppe forskellige interesser men snarere, at de måtte tage de lærepladser, der var at få. Ferdinand lærte møllerfaget hos sin onkel i Hammer. Frederik blev murer, Sander snedker og Martinus tobaksspinder. Julius kom i lære som former ved støberiet på Nørrebro. Ifølge en anetavle fra 1935 arbejdede faderen på et støberi i Odense, så han har nok skaffet sin søn en plads samme sted. Men Julius' liv endte brat, for i august 1857 druknede han ved badning i Odense Kanal, kun 16 år gammel. Peter blev udlært i sin fars gamle fag, skomagerhåndværket. Han var den eneste af sønnerne, som havde held til at kravle et stykke op ad samfundsstigen som selvstændig håndværksmester.

    Carl døde i 1868, 67 år gammel. Han var arbejdsmand ved sin død. En anetavle af nyere dato kalder ham danselærer, men jeg ved ikke, om det har noget på sig. Et bierhverv kan han selvfølgelig godt have haft. Sønnen Peter anmeldte dødsfaldet og "bemærkede, at den Afdøde boede til leie i Huset No. 107 i Skulkenborg, og at Boet aldeles intet eier, hvorfor Børnene udrede Begravelsesomkostningerne."

    Hanne blev boende sammen med sin ugifte søn, Sander. Hun overlevede sin mand i 15 år og blev 82 år gammel. Et af hendes børnebørn, Johannes Krogh Mazanti, var opkaldt efter hende, og i hans familie er den gamle skipper og værtshusmand Peder Kroghs efternavn gået i arv. Carl og Hanne blev begravet på Assistens Kirkegård i Odense. Deres gravsted blev overtaget af sønnen Peter, som mistede fem små børn, og det har nu været benyttet af fire generationer af Mazantier.

    I Ålborg Budolfi sogns kirkebog står følgende om familien Krogh: Peder Kroghs hustru Johanne blev begravet 22.06.1799, 49 år gammel, brylluppet med Dorothe Marie Larsdatter fandt sted 02.05.1800, datteren Johanne blev døbt 26.09.1800, og sønnen Lars Peter blev hjemmedøbt 04.04.1803, fremstillet i kirken 09.06.1803 og begravet 07.02.1805.
    Følgende kilder har jeg fundet i Landsarkivet i Odense: Kopibog for lærekontrakter 1810-61 og protokol nr. 6 i Odense Skomagerlavs arkiv; fortegnelse over fattigvæsenets indkomne sager 1800-61, forhandlingsprotokol for fattigkommissionen 1830-32 og kopibog for samme 1840-42, fattigvæsenets journalsager 1841-42 og fattigforsørgelsesplaner 1841-62 i Odense Magistrats arkiv samt skifteprotokol 1867-71 i Odense Byfogeds arkiv. Fattigvæsenets materiale om familien har ikke været benyttet før.

     

     

     

     

         		Mazanti, Carl Emanuel (I108324)
     
    943

     

     

     

     

     

    Ferdinand Anthon Mazanti (1789-1841)

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

    Barndom og ungdom

    Da der blev holdt folketælling i februar 1801, var familien Mazantis ældste søn allerede kommet hjemmefra. Ferdinand var født i juni 1789, så han var altså kun 11 år. Skal man tro slægtens traditioner, blev børnene opdraget i velhavende familier efter forældrenes tidlige død. Men det er muligt, at Ferdinand kom i pleje, selv om hans far og mor levede i bedste velgående. Den lille italienerdreng kan have gjort indtryk på en af familiens bedrestillede bekendte, der så har tilbudt at tage sig af ham. Sådan et tilbud har været svært at afslå, det var en stor chance for et fattigt barn.

    Ferdinand Anthon MazantiValget af faddere ved Ferdinands yngre søskendes dåb i Odense beviser, at forældrene kendte flere fynske aristokrater personligt. Der eksisterer en mundtlig tradition om, at den adelige familie Schaffalitzky de Muckadell, som ejede det fynske gods Arreskov, tog en Mazanti til sig. Hvis det er korrekt, har det været Ferdinand. Han må i hvert fald have haft en velynder, som kunne se mulighederne i en kvik men fattig dreng og betalte hans ophold på en anerkendt, sydfynsk kostskole, Bernstorffsminde Seminariums pensions- og opdragelsesanstalt ved Korinth.

    Skolen var meget moderne efter den tids forhold. Eleverne var fordelt i tre hovedklasser. I første klasse lærte de dansk og tysk, skrivning og regning, religion, geografi samt "hvad der iøvrigt tjente til Forstandens og Hjærtets Dannelse, til at vække Videlysten og øge Indsigten i Naturens Undere". I anden klasse modtog den enkelte elev undervisning alt efter, hvad han skulle beskæftige sig med efter sin skolegang. I tredie klasse var det hensigten at lade eleverne opnå "liberal dannelse"; de havde mulighed for at lære fransk og engelsk, geografi, historie, mytologi, fysik, antropologi, logik og psykologi. Tegning og musik blev der også undervist i.

    Det var en streng skole, som holdt grundigt opsyn med børnene, og de blev opdraget med "passende" straffe og kristelige formaninger. Ferdinand har nok ikke været begejstret for disciplinen, men han må have forladt skolen som en "dannet" ung mand. En anden underklassedreng fra Odense, H. C. Andersen, havde sikkert heller ikke klaret sig så fint blandt de store og fornemme uden sine lidelsesfyldte år på Slagelse Latinskole.

     

     

     

     

     

     

    Bernstorffsminde Seminarium, hvor Ferdinand gik på kostskole
    Kilde: www.reventlow.dk

     

     

     

     

     

    I april 1807 boede Ferdinand på den sydfynske herregård Østrupgård og blev konfirmeret i Jordløse Kirke. Han befandt sig nu i det herregårdsmiljø, som han kom til at opholde sig i resten af livet. Jeg forestiller mig, at han har lært landvæsen på Østrupgård, for ni år senere var han som 27-årig forvalter på en anden herregård, Follerupgård i Herslev Sogn mellem Kolding og Vejle. I et nabosogn, Viuf, var han så heldig at gøre indtryk på en ung pige, Christine Ingwersen - og formodentlig også på hendes far! Han blev i hvert fald accepteret som svigersøn af den velhavende major Ingwersen fra Viufgård, og i november 1816 stod brylluppet i Viuf Kirke med Ferdinands arbejdsgiver fra Follerupgård, Christian Rønnenkamp, som forlover.

    Ferdinand havde virkelig gjort et godt parti - ikke dårligt for en indvandrer, hvis mor var begravet i Odenses fattigjord. Det tyder på, at han havde lært de rette manerer gennem sin skolegang og sin færden i "de bedre kredse". Og hans sydlandske charme har nok gjort udslaget! Men hvad var det egentlig for en familie, han nu blev en del af?

    Studekongen fra Viuf

    I 1773 fik stadslægen i Fredericia en søn, som han gav navnet Johannes Peter Ingwersen. Doktoren drømte om, at sønnen skulle studere til læge - men de planer havde drengen ikke tænkt sig at følge! Han var en vild krabat, så faderen sendte ham på opdragelsesanstalt i Christiansfeld. Men Johannes løb sin vej og lod sig hverve til de holstenske landstyrker. Militærlivet passede ham godt, og han blev løjtnant. I 1794 giftede han sig med Marie Elisabeth Soel fra Viuf og overtog hendes fars gård. De fik datteren Christine i 1797. I Napoleonskrigenes tid trådte Ingwersen atter i militærets tjeneste og måtte en overgang overtage militærskolen i Fredericia. I 1816 blev han udnævnt til major og tog sin afsked fra hæren.

    Studehandler J. P. IngwersenI mange hundrede år havde der været en stor eksport af jysk kvæg til markederne i Slesvig og Holsten. Derfor var den jyske Hærvej også kendt som Oksevejen. Da Ingwersen var blevet gårdejer, begyndte han inden længe at handle med stude. Han opkøbte dem i Østjylland og førte dem sydpå. Efter startvanskeligheder tjente han efterhånden mange penge og blev kendt og respekteret i hele Jylland. Snart fik han tilnavnet "studekongen". Han skal engang have haft 3000 stude med på en markedsdag i Husum - noget ingen anden studehandler kunne præstere. Efterhånden som han tjente sin formue, investerede han i jord. Han ejede flere gårde i Viuf og byggede 1846 gården Elisabethsminde nord for landsbyen. Han købte tre herregårde på Vejleegnen, Agersbøl, Stovgård og Lerbæk, hvor han anbragte nogle af sine børn.

    I majorens hjem levede man spartansk, og der var disciplin. Det var en tid, hvor fysisk vold var en del af hverdagen i alle dele af samfundet. "Kosten var hovedsagelig Grød, Vælling og den Slags", fortalte sønnen Peter (1819-1914) om sit hjem. "Prygl kunne vi få gratis, om der var noget i Vejen". Majoren dominerede sine voksne børns liv. Sønnerne hjalp med studehandelen, efterhånden som de voksede til. Jonas var en overgang næsten uafbrudt på handelsrejse til hest. Den voldsomme anstrengelse gik ud over hans helbred, og for at slippe måtte han, uden at majoren vidste noget, forpagte to gårde på Mors. Det var så langt fra Viuf, at det strenge handelsliv hver dag var umuligt. Peter afløste sin bror. Læretiden hos faderen blev ikke let for ham. Da han var 26, kunne den strenge major stadig finde på at tugte ham med ridepisken! Det kan ikke altid have været nemt for Ferdinand Mazanti at være majorens svigersøn - selv om han formentlig slap for at få klø!

    Major Ingwersen døde i 1852, tre dage før sin 80 års fødselsdag. Han havde fået en lang række børn i to ægteskaber. I dødsannoncen stod der, at "Hans Ægtefælle og 10 Børn modtager ham i Evigheden. Af hans anden Ægtefælle, 12 Børn og mange Børnebørn, som overlever ham, bliver han savnet og velsignet." Savnet af familiens overhoved må dog have været blandet med en vis lettelse! Sønnerne Peter og Jonas gik i kompagniskab og fortsatte studehandelen. De var Jyllands største eksportører ligesom deres far, indtil høje, tyske toldsatser satte en stopper for forretningen.

    Hovedgården Stovgård

    Da Christine Ingwersen var blevet gift med Ferdinand Mazanti, var det majorens ønske, at hans datter kom til at bo standsmæssigt. Det havde Ferdinand ikke økonomi til, så majoren tog sagen i sin egen hånd, købte 1817 hovedgården Stovgård ved Tørring nord for Vejle af grev Chr. Ditlev Holstein og skødede den til sin datter. Nu kunne Ferdinand kalde sig proprietær.

    Stovgård er en meget gammel gård, hvis ejerliste kan følges tilbage til Peder Skram i 1440. 1616-57 var en kendt statsmand, Christian IV's kansler Christen Thomesen (Sehested), herre på gården. Siden havde den mange forskellige ejere. Det var oprindeligt en stor hovedgård med meget tilhørende fæstegods. 1785 hørte 81 gårdmænd og 31 husmænd under Stovgård. Men i 1791 købte fæstebønderne deres gårde, og selve hovedgården blev delvist udstykket. 1683 havde 329 tdr. land været under plov, men 1802 var kun 180 tdr. tilbage.

     

     

     

     

     

     

     

    Stovgård. Foto: Hans P. Brandt 1991

     

     

     

     

     

    Da familien Mazanti kom til Stovgård, flyttede den ind i en eenetages, trefløjet hovedbygning af bindingsværk, som assessor Schmidt havde ladet opføre i 1763 sammen med en ladegård "af vidtløftig bindingsværksbygning". Under hovedbygningen fandtes der svære kældermure af kampestenskvadre og munkesten fra et tidligere Stovgård. Gården lå smukt, omgivet af vand - det var rester af voldgrave.

    400 meter øst for gården lå, som et minde om en fjern fortid, resterne af det ældste Stovgård: Det middelalderlige voldsted Røverkulen. Voldstedet var cirkelrundt, omgivet af en grav og en lav vold. Da man sløjfede stedet i 1875, blev røde munkesten og kampesten kørt bort - det var resterne af et middelalderligt stenhus. Nogle af kampestenene var så store, at der måtte fire heste til at flytte dem. Før den tid har Røverkulen sikkert været en spændende legeplads for de mange Mazantibørn, efterhånden som de blev store nok til at færdes på egen hånd på gårdens marker.

    Hverdagsliv på Stovgård

    Stovgård har bestemt ikke været noget stille sted, for den daglige drift krævede en masse tjenestefolk, og som børnerig familie "af stand" havde Mazantierne også brug for en del ansatte i hovedbygningen. I 1840 var der 33 beboere:

     

    Folketælling 1840, Hovedgården Stovgård, Tørring Sogn, Vrads Herred, Skanderborg Amt

     

     

    Ferdinand Mazanti

    51

    gift

    Proprietær og Ejer af Gaarden

     

     

    Christine Ingversen

    43

    gift

    hans Kone

     

     

    Peter Mazanti

    22

    ugift

    deres Børn - Studiosus Theologie

     

     

    Erik Wilhelm Mazanti

    18

    ugift

    "

     

     

    Julius Martinus Mazanti

    14

    ugift

    "

     

     

    Christian Axel Mazanti

    8

    ugift

    "

     

     

    Adolph Bonaventura Mazanti

    6

    ugift

    "

     

     

    Carl Emil Mazanti

    2

    ugift

    "

     

     

    Amalia Elisa Mazanti

    20

    ugift

    "

     

     

    Marie Theresia Flora Mazanti

    11

    ugift

    "

     

     

    Carl Christian Binzer

    27

    ugift

    Lærer

     

     

    Carl Engberg

    22

    ugift

    Landvæsenslærling

     

     

    Johan Vilhelm Vohlers

    23

    ugift

    Gartner paa Gaarden

     

     

    Charlotte Binzer

    22

    ugift

    Lærerinde

     

     

    Trine Clausen

    23

    ugift

    Husjomfru

     

     

    Jens Hansen

    49

    gift

    Avlskarl

     

     

    Søren Nielsen

    36

    gift

    Staldkarl

     

     

    Lars Peter Henriksen

    27

    ugift

    Kudsk

     

     

    Niels Ibsen

    23

    ugift

    Gaardskarle

     

     

    Jens Peter Nielsen

    20

    ugift

    "

     

     

    Jens Pedersen

    33

    ugift

    "

     

     

    Søren Brygger

    34

    gift

    Tærskere

     

     

    Peder Jensen

    54

    gift

    "

     

    Søren Mikkelsen

    46

    gift

    Røgtere

     

     

    Carl Jensen

    16

    ugift

    "

     

     

    Birgitte Marie Christensen

    26

    ugift

    Stuepige

     

     

    Mette Marie Nielsen

    25

    ugift

    Kokkepige

     

     

    Christa Marie Christensen

    22

    ugift

    Barnepige

     

     

    Thomasine Jensen

    20

    ugift

    Markpiger

     

     

    Anne Elsen Olesen

    17

    ugift

    "

     

     

    Marie Christensen

    20

    ugift

    "

     

     

    Maren Mikkelsen

    26

    ugift

    "

     

     

    Mette Cathrine Hansen

    23

    ugift

    "

     

     

     

     

    Kontrasten til Ferdinands fattige barndomshjem i Odense er enorm! Der har været mange på kost, både i folkestuen og i familiens spisestue. Ved hvert måltid var der mange om bordet: Husets herre og frue og alle børnene, huslærer og lærerinde, husjomfru, forvalter og landvæsenslærlinge. Når der blev holdt barselsgilde på gården, blev disse "finere" ansatte ofte budt med som faddere. Desuden valgtes fadderne blandt familiens omgangskreds: Selvfølgelig familien Ingwersen men også mange af omegnens præster og deres koner og døtre. Ved en enkelt dåb var grev Rantzau fadder.

    Som Stovgårds ejer har Ferdinand sikkert været en anset mand på egnen. Tørrings bønder var ikke mere fæstere under gården, men Ferdinand var skolepatron, og gården var den største i sognet. I 1840-41 fik han et nyt hverv, som rakte ud over lokalsamfundet. Der skulle udpeges medlemmer til den jyske stænderforsamling i Viborg for perioden 1841-47, og Ferdinand blev valgt i Viborg og Ribe Stifter! Desværre nåede han næppe at møde op, for i oktober 1841 døde han. Han blev kun 52 år. Han efterlod kone og ni børn - den lille Ida var bare 14 måneder. Heldigvis var de ældste børn voksne.

    "Bedre folks børn" kunne ikke få den nødvendige skolegang på landet, så i 1834 boede familien Mazantis ældste sønner, Peder på 15 og Erich på 12, i Horsens hos jomfru Tolstrup. De var begge disciple i latinskolen. Senere blev Peder forberedt til teologi-studiet af pastor Møller i Nykirke Præstegård, og derfor har det nok været tanken, at Erich engang skulle arve Stovgård. Efter faderens død i 1841 måtte han som 19-årig støtte sin mor og blev forvalter på gården. Men den følgende sommer ramtes familien atter af skæbnen. Erich fik nervefeber, som tyfus blev kaldt i ældre tid, og døde af det.

     

     

     

     

     

     

     

    Stovgårds østfløj - en rest af den gamle gård fra 1763
    Foto: Hans P. Brandt 1991

     

     

     

     

     

    Christine måtte give op. Hun søgte sikkert råd hos sin dominerende far, og det har nok været hans afgørelse, at hans søn Rasmus skulle drive gården videre. Overtagelsen skete i 1843, og sammen med sine børn forlod Christine det gamle hjem og flyttede til Vejle. 16-årige Julius rejste videre til Flensborg. Hvad han skulle der, ved jeg ikke, men hans fars gamle arbejdsgiver, familien Rønnenkamp, havde en stor gård dernede, så måske tog de sig af ham. Og snart indledte han nok sin karriere i militæret.

    I Vejle fik Christine en bolig i Nørregade 20 og levede af sin formue. Men det var sikkert svært at forsørge de mange børn, så hun fik familie og venner til at hjælpe sig. I 1845 havde hun, foruden en tjenestepige og den ældste, ugifte datter Amalie, kun de to yngste børn hos sig. Ferdinand, 21 år, opholdt sig i Nykirke Præstegård hos familiens gamle bekendt, pastor Møller, og han havde taget sin 16-årige søster Flora med sig. Så kunne hun holde præstefamilien med selskab og lære husholdning. Samtidig gik Axel, 13 år, i latinskole i Århus og boede hos blikkenslager Høyer sammen med en fætter fra Stovgård, Christian Ingwersen. Adolph, 11 år, var plejebarn hos sin morbror Martin Ingwersen på hovedgården Agersbøl. Senere sendte Ingwersen sin søn Johannes Peder til Kolding sammen med Adolph. De boede i 1850 hos deres lærer, adjunkt Müller fra latinskolen. Adolphs lillebror Emil startede sin skolegang i madam Stephansens pogeskole i Vejle, men i 1847 åbnede deres bror Peder, nybagt cand.theol., sin egen drengeskole i byen, og Emil blev selvfølgelig overført til Peders "institut".

    Som ældre flyttede Christine ned til Slotsmøllen i Kolding, som sønnen Axel forpagtede. Hun blev meget gammel, knap 90 år - og var enke i 45 år. Hendes gamle hjem, Stovgård, skiftede hurtigt udseende efter familien Mazantis fraflytning. Allerede 1844-46 skete der en omfattende ombygning af hovedbygningen, men den er fortsat trefløjet og i een etage. Den østlige sidefløj af bindingsværk eksisterer endnu og gør det muligt at forestille sig, hvordan det gamle Stovgård så ud. I over 150 år har dygtige landmænd fra Ingwersen-familien ført stedets traditioner videre.

    Major, proprietær og studehandler Johannes Peter Ingwersen blev født 28.09.1773 i Fredericia og døde 25.09.1852 i Viuf, han blev gift (1) 20.06.1794 samme sted med Marie Elisabeth Soel, født 08.01.1772 samme sted, død juli 1811 samme sted, og gift (2) 12.09.1813 samme sted med Kirstine Poder, født 1788 i Bække, død 23.02.1875 i Kolding.

    Traditionen om forbindelsen til slægten Schaffalitzky de Muckadell er fortalt af Ferdinands oldebarn H. C. Hollesen. Eigil Petersen oplyser Ferdinands fødselsdag i Hvem Forsker Hvad 1985, og J. Chr. Clausen nævner ham i "Bernstorfsminde Seminarium" iSvendborg Amt 1909. Valget 1840-41 nævnes i Hans Jensen: De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-48, bd. 2 (1934). Stovgård beskrives i Danske Slotte og Herregårde, bd. 15 (Kbh. 1967), red. af Aage Roussell, og i Træk af Tørring sogns historie, 2. udg. (Tørring 1974). I sidstnævnte bog fortælles en anekdote om Ferdinand, som vistnok egentlig handler om en anden af major Ingwersens svigersønner; se P. Eliassens "Studehandlere" i Vejle Amts Aarbøger 1919, som beskriver majoren og hans sønner. Mazanti-børnenes skolegang kendes fra folketællinger og fra Holger Petersens Min Slægtebog (Kbh. 1918).

     

     

     

     

     

     

         		Mazanti, Ferdinand Anton (I108321)
     
    944

     

     

     

     

     

    Marie Theresia Giørtz, født Mazanti
    (ca 1792-1860)

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

    Ved folketællingen i februar 1801 var Joseph og Anna Mazantis ældste datter, Theresia, en lille pige på 8 år. Hun fortalte senere, at hun var blevet opdraget som plejedatter hos en af Fyns ledende embedsmænd, amtmand P. C. Schumacher, på hans sydfynske ejendom Bejerholm, Ollerup Sogn, men hans regnskabsbog viser, at hun snarere var husjomfru på gården. Man kunne forvente, at han omtalte en plejedatter ved hendes fornavn, men han skriver f.eks. "skænket Massanti 3 Rdl. istedenfor et Tørklæde, som hun mente ikke at kunne være tjent med". Hun kom formentlig først til Bejerholm efter 14 års alderen, da hun ikke nævnes i listerne over konfirmerede i Ollerup og Vester Skerninge Kirker, så en egentlig "opdragelse" har hun nok været for gammel til at få.

    Faktisk havde den ugifte Schumacher en plejedatter på Bejerholm, som var "opfødt og fremholdt" af ham, nemlig Magdalene Christine Rebecca Lindemann, som var født ca 1788 og blev gift i 1810. Theresia har sikkert følt, at hun også selv havde en særlig plads i husstanden og ikke bare var et almindeligt tyende. Schumacher var nemlig meget omsorgsfuld og gavmild over for sine ansatte, som ofte fik gaver i form af penge og varer. Han har helt sikkert været en faderskikkelse for Theresia, så det er vel meget menneskeligt, at hun senere i livet forsøgte at hjælpe sig selv frem ved at pynte lidt på sin fattige baggrund.

    I maj 1817 døde Schumacher. Det var en stor sorg for Theresia. Fyns guvernør og Danmarks tronfølger, prins Christian Frederik (senere Christian den 8.) mødte op ved begravelsen, og Theresia fik lejlighed til at tale med ham - herom senere. Senere fulgte hun sine to ældste brødre til Jylland, og da hun 1820 stod fadder til Ferdinand Mazantis lille datter, boede hun på herregården Hvolgård ikke langt hans ejendom, Stovgård. Det var formentlig på Hvolgård, at hun var husholderske og lærte avlsforvalteren Hans Giørtz at kende. Han var i familie med Ferdinand Mazantis kone. Selv om Theresia var ni år ældre end Hans Giørtz, så blev der et par ud af de to. Da de giftede sig i 1826, var han 25 og hun ca 34.

     

     

     

     

     

     

    Christian den 8., konge af Danmark 1839-1848, som Theresia talte med i 1817 og 1842
    Maleri ca 1813 af F. C. Gröger på Frederiksborg

     

     

     

     

    Hans Giørtz ville gerne til Ribeegnen, hvor han havde familie, så han købte Harrebygård ved Harreby. Hans søster boede i nabobyen Fole. Efter fem års ægteskab fødte Theresia sit eneste barn, en søn, som blev opkaldt efter sin gejstlige farfar. Men det lykkedes ikke at få Harrebygård til at løbe rundt, så Giørtz gik på jagt efter et andet levebrød. Theresia forsøgte at opnå hjælp fra den enevældige konge, Christian den 8., ved at henvise til sin fortid hos Schumacher. Hun var i audiens hos kongen, i maj 1842 skrev hun til ham, og i slutningen af samme år sendte hun følgende (udaterede) brev til hans kabinetssekretær:

     

     

     

    Høi og Velbaarne Hr. Geheimecabinets-Secretair Adler.

    I det Haab at Deres Exelence ikke ganske har forglemt Marie Theresia Mazanti som var opdraget hos Hr. Geheimeraad Schumakker paa Beirholm i Fyhn, vover jeg i al Underdanighed at andmode dem om at lægge et godt Ord ind for mig hos Hans Majestæt Kongen.

    Han lovede mig, den Gang jeg stod ene og forladt ved den hensovedes Kiste og begræd Tabet af en øm og god Pleiefader, at naar der var noget hvori han kunde hjelpe, at jeg da kun skulde henvende mig til ham.

    I en Række af Aar tjendte jeg for mit Brød som Huusholder paa en Herregaard i Jylland, der blev jeg kjendt og forlovet med Avlsforvalteren, en Søn af en værdig Præst Hr. Balthasar Giørtz i Nustrup i det Slesvigske, han kjøbte sig siden en liden Gaard i hans fødeegn og vi giftede os. Men manglende Formue maatte vi etablere os med en Gjeld hvis Forrentning opsluger Eiendommens Udbytte, saaledes at vi ikke kan andvende det fornødne for at sætte den i den Drift at vi kan bestaa ved den. I den Andledning vovede jeg da hans Majestæt som Guverneur over Fyhn en Gang opholdt sig paa en Gennemreise i Haderslev, og i Tillid til hans Kongelige Høyheds naadigste Løfte, at nærme mig ham (De var den Gang saa god at vise mig den Gunst at forskaffe mig Audients) for at bede hans Kongelige Høyhed om han ikke vilde forhjelpe min Mand til at blive andbragt som Bestyrer paa en Kongelig Gaard. Hans Kongelige Høyhed svarede den Gang at det var en vanskelig Post og at det vilde give os begge meget at bestille men gav mig den Idee, om min Mand ikke havde Lyst til at forpagte en Kongelig Mølle og haab om Hjelp til at erlange en saadan.

    I Aar da Cancelliraad Neumann som var Postmester i Ribe døde, og dette Embede desuden hørte til de mindre som kun ved Tarvelighed kan ernære en familie, og som er af den Beskaffenhed at det kan bestyres af en ikke juridisk Mand vovede jeg at fremtræde for Hans Majestæts Trone med en Ansøgning om at dette Embede maatte forundes min Mand, men Hans Majestæt svarede mig at der var saa mange Officerer som skulde befordres at han ikke godt kunde give min Mand det, men at han vilde nøiere undersøge det naar han kom til Ribe, han gav mig der det samme Svar, men spurgte om Penge ikke kunde hjelpe os, jeg svarede at det var det samme paa hvilken Maade hans Majestæt vilde hjelpe os, naar vi blodt blev saaledes hjulpen at vi kunde leve uden Nærings Sorger, og uden at være min Mands Familie til Byrde, som stedse maae række os en hjelpsom Haand. Jeg har nu senere under 23. Septbr. atter vovet at andraabe hans Majestæt om Hjelp.

    Der er nemlig aabnet sig en passende Stilling for min Mand i det Forpagtningen af den hans Majestæt tilhørende Østergaards Vandmølle i Hoptrup Sogn Haderslev østre Amt er udløben til Maydag 1843 og skal stilles til nye Auction. Denne Mølle var især meget passende for os, da Land[væsen?] udgjør det vigtigste og min Mand meest er vandt dertil, men for at han turde melde sig som Libhaver ved denne Auction udfordres at han kan stille Sikkerhed for sit Bud. Jeg har derfor vovet i dybeste Underdanighed at andmode hans Majestæt om den Naade, enten uden Auction at overlade min Mand Hans Giørtz til Harbyegaard bemeldte Mølle i Forpagtning, for samme Afgift som den forrige Forpagter har svaret, eller at hans Majestæt selv vilde være Borgen for os, hvis min Mand ved Auctionen kan opnaa at blive Høystbydende til en saadan Priis, som han drister sig til at give, men der er ikke forundt mig Svar derpaa endnu.

    Det er derfor at jeg i dybeste Underdanighed henvender mig til dem, for at bede om de ikke vilde have den Godhed at lægge et godt Ord ind for mig hos Hans Majestæt Kongen, og bede ham enten at forhjelpe os til denne Forpagtning, eller ved anden Hjelp at hjelpe os saadan at vi kunde leve uden Nærings Sorg, vi ere begge to villige til at Virke naar vi blodt deraf kunde erholde det fornødne.

    I det Haab at de for den afdøde Geheimeraad Schumakkers Skyld, som de stedse viste saa megen Agtelse, vil undskylde min Dristighed, og tillige undskylde ifald der i Brevet er indløben een eller anden Feil, som jeg som Fruentimmer ikke er saa fadst i, vover jeg at andraabe dem om denne Gunst.

    Jeg har maattet udlade mig temmelig vitløftig for at deres Exelence deraf kunde see at hans Majestæt har lovet at hjelpe mig, naar dertil gaves en passende Leilighed. Jeg overlader det hele til deres Exelence og nedlægger nu min hele Skjæbne i Deres Haand, haabende at de vil tale et godt Ord for mig, som vist vil have den forynskede Virkning hos Hans Majestæt Kongen, naar han blodt bliver mindet om det.

    I det Haab at Deres Exelence endnu Gunstigt vil have mig i naadigst Erindring, vover jeg at undertegne mig som deres ydmyge Tjenerinde

    Marie T. Giørtz født Mazanti.

     

     

     

     

    Det lader ikke til, at Theresias henvendelser til kongen gav noget resultat. Men da embedet som postekspeditør i Løgstør i 1846 blev ledigt, havde familien forladt Harrebygård. 26 ansøgere meldte sig - og den forhenværende gårdejer Hans Giørtz var en af dem. Han medsendte ingen anbefalinger, men han mente at have et andet aktiv, nemlig Theresia! Han skrev i sin ansøgning: "Min Kone, født Mazanti, der er opdragen hos Gehejmeraad og Stiftamtmand Schumacher paa Burholm, glæder sig ved et allernaadigst Løfte fra Deres Majestæt om Ansættelse for mig." Desværre skuffede majestæten endnu en gang, for stillingen gik til en anden.

    Da treårskrigen 1848-1850 var forbi, fik Giørtz en ny chance. Hans fætter Sofus Høgsbro (1822-1902) – senere en fremtrædende, grundtvigiansk højskolemand og politiker - blev nemlig forstander på den genåbnede Rødding Højskole. Giørtz forpagtede højskolens jord og blev økonom på skolen. Men kort efter nytår 1854 døde han. Ligesom sin svoger Ferdinand Mazanti blev han 52 år. Han havde ellers haft planer om at flytte til gården Christianshåb i Ildved, Hvejsel Sogn - ikke langt fra Stovgård - men det nåede han altså ikke. I stedet overtog sønnen Balthazar Christianshåb, som en tidligere ejer havde opkaldt efter Christian den 8. Meget passende, for hvis der var nogen, der havde håbetpå kong Christians velvilje, så var det familien Giørtz! Theresia tilbragte sine sidste år i Ildved. Men efter sin død som 68-årig i 1860 blev hun ført tilbage til Rødding og fik sit sidste hvilested på kirkegården der. Mange år senere blev mandens (og vel også Theresias) grav beskrevet således:

     

     

     

     

    Ved Stien langs det gamle Stendige ved Kirkegaardens nordre Side er en større indhegnet Plads og der indenfor et noget ejendommeligt Jerngitter om en enkelt Grav. Paa en Marmorplade, der er anbragt indvendig paa Gitteret, i den vestlige Ende læses:

    Herunder hviler det Jordiske
    af Salig Hans Giørtz.
    Født i Grimstrup d. 16. August 1801,
    død i Rødding d. 6. Januar 1854.

    Indskriften er med store støbte Bogstaver i udhævet Form. Den der til Hvile stedte var en Broder til Storfabrikanten Giørtz i Ribe. Han var Forpagter af Højskolegaarden og Økonom for Eleverne, og er bleven begravet i Gaardens Begravelsesplads.

     

     

     

     

     

    Balthazar Giørtz klarede sig ikke for godt på Christianshåb og solgte i 1869. Anders Smed i Ildved fortalte om ham: "Han var en noget fin Mand, men noget forarmet. Hestene paa Gaarden var radmagre. Jeg holdt Turen ud en Gang jeg skulde ride en Hest derop, men holdt ikke af det. Da Tyskerne under Krigen rekvirerede Heste, mødte Giørtz med fire, der var saa radmagre, at Tyskerne ikke vilde tage imod dem". Det gik bedre for en af hans sønner, juristen H. C. N. Giørtz, som i 1910 blev udnævnt til generalauditør for hæren og søværnet. Han havde altså ansvaret for interne, retslige undersøgelser. H. C. N. Giørtz’ eneste datter Helmor, Theresias oldebarn, giftede sig i 1922 med Sofus Høgsbros sønnesøn Halfdan Høgsbro (senere biskop i Lolland-Falsters Stift), og forbindelsen mellem to slægter fra Rødding Højskole blev dermed videreført.

    Ferdinand Mazantis svigerfar, major Ingwersen i Viuf, var fætter til Hans Giørtz’ mor. Hans Giørtz' far var den ansete Nustrup-præst Balthazar Giørtz, som havde oprettet et lærerseminarium i tilknytning til sin præstegård. En anden af præsteparrets sønner, Carl Giørtz, var sekretær hos majoren i Viuf. En datter var gift med sognepræsten i Fole, C. F. Kröyer, som viede Theresia og Hans Giørtz.
    Sognepræst Balthazar Giørtz blev født 30.11.1757 i Kolding, døde 02.04.1821, gift 16.07.1788 i Kolding med Anna Cathrine Høxbroe, født 21.09.1765 samme sted, død 04.02.1852 i Ribe.

    Theresias to breve findes i Rigsarkivet i J. G. Adlers arkiv (privatarkiv nr. 5008, A.I.4). Det andet lyder således: "I Tillid til Deres Exelences Deltagelse for mig da jeg i Haderslev søgte Allernaadigst Audients hos hans Maiestæt, vover jeg at andmode Dem om at overrække indlagte Brev til hans Maiestæt. Deres Exelence vil muligen erindre Theresia Mazanti, som stod ene og forladt ved Geheimeraad Schumachers Død, og da jeg veed at denne Mand var dem kjer, er det at jeg er saa fri at anmode om dette. / Harbyegaard d. 18. Juni 1842. / Deres Exelences ydmyge Tjenerinde / Theresia Giørtz fød Mazanti."
    Hans Giørtz' ansøgning nævnes s. 19 i Jacob Andersens erindringer     Fra Bondens Thy til Kongens By (Kbh. 1926). L. C. Bøttiger skrev om "Amtmand P. C. Schumacher" iSvendborg Amt 1917. Knud M. Hove skrev Christianshåbs historie i Hvejsel Sogn (1949), gravstedet beskrives i A. J. Marcussens Optegnelser fra Rødding By og Sogn (Rødding 1930), og Sofus Høgsbros optegnelser om familien Giørtz kan læses i Vilh. Milthers:Sofus Høgsbros Slægt (Odense 1909).

     

     

     

     

         		Mazanti, Marie Theresia (I108305)
     
    945

     Census: 1834, Velling S

         		Pedersdatter, Ane Marie (I104973)
     
    946

     Vac: 31 Aug 1832, Poul Smed..

         		Villumsen, Knud Peder (I104987)
     
    947

     Uddannet ved Landbruget, Havde Ophold paa Vallekilde Højskole Vinteren 1938-39, paa Borris Landbrugsskole Vinteren 1942-43 samt paa Askov Højskole Vinteren 1943-44. Overtog ved Giftermaalet Bøllundgaard, som er paa 75 Tdr.Ld.

         		Raunkjær, Hans Østergaard (I104665)
     
    948

     Vivekonsul for Hansestæderne Lübeck og Bremen, Russisk Konsularagent

         		Dreyer, Carl Frederik August (I97988)
     
    949

     Boede i 1900 på Mynstersvej, Frederiksberg.

         		Woldemar, Antoinette Dorthea (I108360)
     
    950

     institutbestyrer i Vejle 1847, i Skanderborg 1851; kateket i Ærøskøbing 1858; sognepræst i Vester Tørslev-Svenstrup ved Hobro 1868, i Udbyneder-Kastbjerg ved Hadsund 1875-93. Han havde ikke stor kirkegang. "Pastor Mazanti var 'en ganske almindelig præst', ikke nogen vækker, men han og hans hustru var interessante personligheder, elskelige mennesker" (Paul Nedergaards præstehistorie). Da Gustav Wied i 1883-84 var huslærer på Overgård, modtog familien Mazanti ham gæstfrit, men de misbilligede hans forelskelse i deres 16-årige plejedatter Ellen Hall. Wied var inspireret af Overgård-tiden, da han skrev "Slægten", hvis hovedperson er en gal, dansk-italiensk præst, Mascani. Men gamle sognebørn mente ikke, at Mazanti havde været "drikfældig" eller havde haft "andre udsvævelser". Han fik en stærk nerverystelse ved Udbyneders brand i 1892, hvor bl.a. præstegården brændte, og tog sin afsked.

         		Mazanti, Peder Joseph (I108328)
     

          «Forrige «1 ... 15 16 17 18 19 20 21 22 23 ... 1007» Næste»


    Quick Links

    Kontakt

    Kontakt os
    Vores efternavne
    Our Stories

    Webmaster Besked

    Vi gør alt for at dokumentere vores forskning. Hvis du har noget, du gerne vil tilføje, så kontakt os venligst.