F.E. van der Aa Kühle

Aage Fischer Cafe og Conditori 1932

Ejendommen Stengade 38 er opført i tiden 1802-03 til justitsråd og borgmester Berthel Bjørnsen (1749-1820). Sidelængden er opført samtidig med forhuset. Det var dog ført i slutningen af 1800-tallet at underetagen blev indrettet til forretninger.

Da Aage Fischer havde konditori i huset fra begyndelsen af 1920'erne til 1945, var manufakturhandler Holm ejer af ejendommen. Forretningen var et rent konditori, og måtte ikke fremstille franskbrød, morgenbrød og lign., men derimod chokolde, is, marcipan og kager. Til forretningen var knyttet en cafe.

Omkring 1940 må Aage Fischer have opgivet serveringen, fordi der på det pågældende tidspunkt åbner et sæbe-og parfumeudsalg i ejendommen. Denne forretning eksisterede fra 1940-1968, samtidig med at Aage Fischer og senere Wichmann havde bageri og bagerforretning.

Stengade nr. 38 i 1972

Som det fremgår af fotografiet fra 1972 var det Nissen Sport, som på det tidspunkt havde overtaget den ene halvdel af lejemålet.

Omkring 1991 lukkede den sidste bager i ejendommen, og på et tidspunkt derefter blev to forretninger igen til en - præcis som i 1932.

#	Notater	Knyttet til
851	SPEITZER-SLÆGTEN I midten af 1600-årene, mens Erik Kaas var ejer, brændte gården to gange, men efter den tid levede herregården videre med skiftende ejere. Blandt de mere kende var Speitzer-slægten. Indtil 1718 havde gården haft adelige ejere, men nu fik Mads Gregersen Speitzer skøde. Han var en driftig landmand, der opkøbte ejendomme og forøgede gårdens værdi. Christen Speitzer følte sig så vel ved magt, at han ville oprette gården til stamhus, så den ikke skulle deles, men gå i arv til ældste søn. Han var ganske vist ikke adelig, men gårde over 400 tdr. hartkorn kunne blive stamhuse. Oprettelsen blev tinglyst 12. oktober 1768 ved Landstinget i Viborg. BONDEPLAGERNE Christen Speitzer var død 2. maj 1767, og arvingerne gjorde ingen indsigelser mod stamhuset. Men da sønnen mads ville overtage godset, gjorde de øvrige arvinger vrøvl og krævede stamhusoprettelsen omstødt med henvisning til , at familien ikke var adelig, go at oprettelsen ikke var godkendt af kongen. Det blev til retssag, der endte for højesteret, der gav arvingerne ret og omstødte oprettelsen af stamhus. Mads Speitzer købte de andre arvinger ud med 36.500 rdl. Mads Speitzer blev som 32-årig gift med den 28-årige Anne Margrethe Gleerup, men det ubehagelige indtryk, som samtiden havde af ham, viste sig også her. Allerede i 1780 blev han skilt fra konen, fordi "han viste sig hård mod hende, som han begegnede med hug og slag samt foragtede hende og holdt sig til andre, ligesom han også skal have besvangret en af deres tjenestepiger". Hans skudsmål som herremand er lige så dårligt. Hans brutale optræden fik bønderne til en sen nat, da han var på vej til gården Ørndrup, at møde op maskerede og overfalde ham. Han blev gennempryglet og senere slæbt hen til en stor sten, hvor man knuste den højre hånd, der så ofte havde gennempryglet dem uden nævneværdig grund. Han blev læsset på sig vogn, som så ved hestenes egen hjælp måtte finde hjem. De skyldige forsvandt til udlandet! Der går en mængde sang om Speitzer, bl.a. at han spillede kort med fanden og tabte, men reddede sig ved at køre om kap med ham til Aggersborg, hvor han lige nåede at smække porten i. Hans forhold til andre var lige så dårligt. Det gælder også fiskerettighederne ved Aggersborg, som Løgstørfiskerne "af alders tid har brugt dette fiskerie imod en årlig afgift til Aggersborggårds ejere." Denne mulighed for at fiske som sædvanlig blev nægtet, fordi Speitzer selv ville fiske. Da fiskeriet var Løgstørs hovederhverv var det noget af en katastrofe, ikke mindst, da Speitzer heller ikke fiskede. Sagen gik til staten, som meddelte, at den ejede retten, men havde givet koncession til Aggersborggård mod behørig afgift. I 1781 udtog Speitzer stævning mod Løgstørfiskerne. Sagen endte i Højesteret, men Løgstørfiskerne vandt. Mads Speitzer solgte gården i 1803 go flyttede til en mindre gård ved Farstrup, hvor han døde fire år senere. I de følgende 50 år havde godset fem ejere, hvoraf nogle udstykkede og solgte fra, men fra salget i 1852 kom der en stabilisering. Den nye ejer Jacob Nørgaard blev den første i en række, der omdannede gården til en slægtsgård. Deres mange børn blev anbragt på store gårde rundt omkring. Efter Jacob Nørgaards død drev hustruen, Ane Cathrine, gården videre indtil sønnen Hans købte den i 1903. Han blev gift med Anne Nørgaard, som døde i 1934. Hans døde i 1936. Så blev gåden overtaget af søskendeparret Jacob og Inger Marie drev gården videre med bestyrer lige til sin død i marts 1990. Hun blev mere eller mindre tvunget til at frede området, hvor vikingeborgen lå med henblik på en delvis restaurering af volden. Inger Marie Nørgaard døde i marts 1990 i en alder af 93 år. Hun havde bestemt, at familien Nørgaard ville skænke en klokke til kirken. Den blev indviet 6. februar 1992, og bærer følgende indskrift: Til Guds ære i glæde og sorg jeg ringer for sjæle i Aggersborg. Den sidste ejer fra 1990 af Aggersborggård er Regitze Johnsen, som har omdannet gården til et A/S. Hun driver fåreavl i stor stil og er i gang med at restaurere bygningerne, hvilket bl.a. har indbragt en præmie for smukt byggeri. Også gamle håndværk med tilknytning til gården er blevet genoplivet, og er blevet en attraktion, ikke mindst i turistsæsonen. Der er ved kirken indrettet et lille museum, der viser tilblivelsen af fæstningen.	Speitzer, Mads Christensen (I107489)
852	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I44086)
853	Tax List: 17 February 1808 Bourbon Co, KY - Spencer Mozingo - 1 white male; 1 male 16-21 1809 Bourbon Co, KY - Spencer Monsingo - 1 white male; 1 horse 1810 Bourbon Co, KY - Spencer Mozingo - 1 white male; 1 horse 1811 Bourbon Co, KY - Spencer Mozingo - 1 white male 1812 Bourbon Co, KY - Spencer Mozingo - 1 white male; 2 horses 1813 Bourbon Co, KY - Spencer Mozingo - 1 white male; 2 horses 1814 Bourbon Co, KY - Spencer Mozingo - 1 white male; 2 horses 1817 Harrison Co, KY - Spencer Mozingo - 1 white male; 2 horses; 100 acres Mill Creek 1818 Harrison Co, KY - Spencer Muzingo - 1 white male; 2 horses; 100 acres Mill Creek	Mozingo, Spencer (I18132)
854	THE BENTSEN FAMILY Danmark (Denmark) is a small country made up of a number of islands. The island of Bornholm where Jeppe Bentsen (Yeppa Benson) was born is a small, rocky island far to the east of Danmark proper. His wife Maren Kirstine Hansdatter Kofoed was also born in Bornholm. They lived in a small village and had a family of eleven children, five died as children: 1. Bendithe Ipsdattter b 7 Jan 1833; d 16 Mar 1833 ker, Bornholm. 2. Martha Kirstine Ibsdatter (Bensen) b 19 Jan 1837 ker, Bornholm; d 1 Oct 1878 Newton, Cache, Utah. 3. Karen Kirstine Ipsdatter b 20 Mar 1820; d 2 Apr 1821 ker, Bornholm. 4. Karen Kirstine Ibsdatter (Bensen) b 21 Mar 1828 ker, Bornholm; d 11 Mar 1863 Rexburg, Fremont, Idaho. 5. Hans Koffed Ibsen (Bensen) b 30 Mar 1822 ker, Bornholm; d 1887. 6. Jeppe Peter Ibsen b 29 May 1829; d 16 Apr 1830 ker, Bornholm. 7. (Jens) Jeppe Peter Ibsen (Bensen) b 26 Apr 1831 ker, Bornholm; d 21 Jun 1898 Newton, Cache, Utah. 8. Jacob Ibsen b 29 Apr 1834; d 3 May 1835 ker, Bornholm. 9. Christina Ibsdatter (Bensen) b 11 Jun 1826 ker, Bornholm; d 28 Dec 1909 Lehi, Utah. 10. Anna Margrethe Ibsdatter b 6 Jul 1827; d 10 May 1835 ker, Bornholm. 11. Christian Peter Ibsen (Bensen) b 21 Sep 1838 ker, Bornholm; d 1 Oct 1878. Their daughter M. Christine Ibsen (Benson) went to Copenhagen to learn dress making and tailoring, accompanied by her elder sister Karen Kirstine Ibsen (Benson), most likely to learn the same trade. When Apostle Erastus Snow, leader of the Scandinavian mission, arrived in Copenhagen 4 June 1850, accompanied by George P. Dykes and John E. Forsgren, they were among those who heard their testimonies and believed that they were men sent of God. The first converts were baptized 12 August 1850. Christine received a testimony, and was baptized 24 August, 1850,(2) by Elder George P. Dykes. Karen was baptized on 25 October 1850.(3) They were very faithful members and assisted the Elders in their missionary work. In the summer of 1851, they were called by Elder Erastus Snow to accompany the Elders and act as interpreters. They were anxious for the family to hear the message, so when Bro. Andreas Agren was called to go to Bornholm in 1851, he was: "...accompanied by two native sisters, the Benson's, who were active in the Copenhagen branch. The sisters sincerely bore their testimonies and their lives were consistent with what they spoke, and five persons were soon baptized by Bro. Agren as the first converts on Bornholm." (4) The sisters not only accompanied them to their hometown, but also took them to their parents' home. Here the missionaries were made welcome and established their headquarters in this humble home. On 10 July 1851, their mother, Maren, their brother Jens Peter Ipsen (Benson), and Jens Nielsen, who was to become Karen's husband, were all baptized.(5) In a short time her father, Jeppe, 11 November 1851,(6) and Martha Kjerstine Ipsdatter (Benson), 15 February 1852,(7) joined the church. There is no information to indicate whether their brothers Christian Peter Ipsen (Benson) and Hans Kofoed (Benson) ever embraced the gospel. Many of the new members became very earnest in their desires to emigrate to Zion and the Church responded. Arrangements were made for a large company of converts to leave for America by the latter part of December of 1852, and nearly three hundred persons living in the Scandinavian countries were ready to say goodbye to their native land. Elder John E. Forsgren was placed in charge of this large company of emigrating saints. Soon after joining the church the family home burned to the ground, no doubt hastening the decision to cast their lot with the Saints in America. In December 1852, Jeppe and his wife and three children, Jens Peter, Martha and Christine, left Bornholm aboard the paddle-wheel steamship "Obotrit" heading for Copenhagen to join this first large company of Saints bound for Utah. "A crowd of onlookers gathered at the wharf in Copenhagen to witness the departure of 293 Mormons, including children, on the small steamer "Obotrit." It was 20 December 1852. These emigrants were in charge of Elder John E. Forsgren, one of the missionaries who came with Apostle Erastus Snow to introduce Mormonism into Scandinavia. The rabble on the dock jeered and cursed the Saints for following "that Swedish Mormon Priest" Forsgren to America.. The vessel sailed away from the custom house at four o'clock in the afternoon. After a stormy passage and much discomfort in cramped quarters, the emigrants arrived safely on the evening of 22 December at Kiel. They traveled on by rail to Hamburg and then took the steamship 'Lion' to Hull, England."(8) During their short stay in Hamburg, Jeppe encountered a dog that bit him severely on the leg. on Christmas morning they boarded the steamship "Lion" bound for Hull, England. After encountering a furious storm on the North Sea, the "Lion" arrived in Hull, England, 28 December 1852. From Hull, the emigrating saints took the train to Liverpool, where they arrived 29 December 1852. "A severe storm was raging on the North Sea, a storm which claimed about 150 ships, and the people of Hull were greatly surprised when the 'Lion' appeared on the Horizon. "After a train ride to Liverpool, England the emigrating Saints went aboard the packet ship 'Forest Monarch', which was hauled out of the dock and anchored in the river Mersey on the last day of the year. Here the ship lay at anchor for two weeks awaiting favorable winds. One night the ship became entangled with another ship, and sustained some damage. A few days later, during a heavy storm, the 'Forest Monarch' got adrift, pulling up both anchors, and at just the right moment was saved by two tug boats from running aground. One emigrant had been bitten by a dog, and was counseled to return to shore and wait for the next company. So when sails were actually hoisted, 16 January 1853, the company under President Forsgren's direction numbered 297. "The Atlantic crossing was tedious. The provisions were poor and the supply of fresh water inadequate to reach New Orleans, Louisiana, USA, where they arrived 6 March 1853. Four deaths and three births occurred."(9) Several reports mention that Jeppe was excluded from the company at the time of boarding the "Forest Monarch." The passenger list of departures from Liverpool(10) and of arrivals at New Orleans(11) shows Jeppe Bensen, a 54-year old carpenter, to have been on board the "Forest Monarch" when it arrived from Liverpool on 19 March 1853. His wife, Maren, Christine and Martine (Martha) were also listed. Our position is that he recovered sufficiently during the two weeks the ship was moored in the harbor and river that he was able to rejoin the company. This is substantiated by the "Journal History of the Church" which shows that Jeppe, his wife Maren, and Christine, Jens Peter, and Martha crossed the plains in the John E. Forsgren Company.(12) From New Orleans they went up the Mississippi River to St. Louis, Missouri where they stayed for about a month and then on to Keokuk, Iowa which was the outfitting station that year. There they secured supplies, wagons, and oxen for the journey. Most of the oxen had not been worked and few of the men had experience in driving teams. This resulted in many upset wagons in gullies and ditches. Finally, with 34 wagons and about 130 oxen, the company rolled out from the camping grounds near Keokuk, Iowa on 21 May 1853. There were a thousand miles of plains, hills and mountains to cross, rivers and streams to ford, blistering summer heat with wind storms and summer showers, hot days and cold nights, especially as they neared the Rocky Mountains. The wagon company was always on the alert for Indians. On 30 September 1853, nine months after leaving Denmark, they reached Salt Lake City, Utah.(13) The parents, Jeppe and Maren, settled in Lehi, where Maren died about 1856. Their daughter Martha was working in Salt Lake and when she went to Lehi to visit her parents, found her mother dead and buried. Christine was married to Mons Andersen, 3 July 1854, and lived in Salt Lake City until April 1858, when they moved to Lehi. Martha Kjerstine married Jonathan Pugmire on 21 March 1856. She also married William Milton Bell on 9 April 1859. Jens Peter's marriages are to be found in his history in Chapter 1 of this volume. Karen Kirstine, and Karen's husband Jens Nielsen (James Nelson) and their baby daughter left Copenhagen on Monday 26 December 1853 aboard the steam ship "Eideren" bound for Utah, under the leadership of Hans Peter Olsen, a missionary from the valley, who had labored about 10 months on the island of Bornholm. Like the preceding company, these emigrants traveled by way of Kiel, Gluckstadt, and Hull to Liverpool, where they arrived 9 January 1854. Here they were compelled to wait nearly two weeks, during which time the greater portion of the children were attacked with fever, resulting in the death of twenty-two of the little ones. Two adults also died. On 22 January 1854, the emigrants went aboard the ship "Benjamin Adams," together with a few German Saints. "The 'Benjamin Adams' sailed from Liverpool, England on the 28th with 384 Saints on board, arrived in New Orleans, Louisiana, USA on 22 March 1854 after a pleasant and prosperous voyage. Eight deaths occurred during the voyage, namely two very old people and six children; two children were born on board and nine couples were married. One March 25, 1854, the company continued the journey from New Orleans by the steamboat 'L.M. Kennett' and arrived in St. Louis, Missouri on April 3, 1854. During the passage up the river, considerable sickness prevailed and fourteen of the emigrants died."(14) " In St. Louis, where an organized branch of the Church existed, the immigrants joined the former company which had crossed the Atlantic in the 'Jessie Munn' and H.P. Olsen became the leader of all. Under him, the survivors of both companies continued the journey by steamboat to Kansas City in Jackson County, Missouri, which had been selected as the outfitting place for the Saints who crossed the plains that year. The Scandinavian immigrants made their encampment near Westport."(15) "Of all the immigrating Saints of 1854, this large company of Scandinavians suffered most from the cholera epidemic. So great was the mortality rate from the fever, which struck the children in England, the deaths on board en route, the cholera, and the deaths of the march across the plains, that of the 680 persons who left Copenhagen in December 1853, about five hundred reached their destination, Salt Lake City, 5 October 1854."(16) Karen and Jens' infant daughter was among those stricken with cholera. She died 13 April 1854 shortly after arriving in St. Louis. Mette Kjerstine Marcusdatter (Ericksen), who would later become the wife of Jens Peter Ipsen Benson, was also in this company, along with her 7-year-old sister, Else Marie. Else, too, became a victim of the cholera epidemic, and died near Florence (Omaha), Nebraska. Sometime later Jeppe married Christina Marie Aagensen who died in 1860. On 16 August 1862 he married Hanna Mathea Hansen (Hoffman) a convert from Norway(17), she had a daughter Henrietta. A son and a daughter were born to them in Lehi; Yeppa Jr. and Wilhelmina (Minnie). Next came a move to Weston, Idaho where Jeppe's first wife's relatives had settled, the Kofoeds. In the winter of 1871 Jeppe froze his feet, and died 1 January 1872 as a result, leaving his wife with two small children. The Benson family placed a marker at his grave in the Weston Cemetery a number of years ago. Yeppa Jr. married Catherine Swivel, lived and reared their family in Weston where he served as Bishop for a number of years. Later they moved out to Weiser, Idaho. The daughter Wilhelmina, (Minnie) married Christian Lund, lived in Weston, died young and left a family of five small children. Henrietta married David Lapray, they too lived in Weston, she also died young leaving a family of small children. FOOTNOTES 1. FAMILY NAMES The names we have used for the family in this background history are those they used in Denmark. When they came to America they may have adopted new names. For example, Jeppe's children gave up the patronymic surname and followed the American standard of retaining the father's surname. They all chose Bentsen then Benson as the family name. Subsequent histories will use the "Americanized" forms. Spelling of names is always a problem in family history work. We have adopted what we feel to be the most prevalent form of the various names 2. FHL film 0041940, item 1, p.13. 3. FHL film 0041940 4. Under the Midnight Sun, Albert L. Zobell, Jr., p. 25. 5. FHL film 0041939, item 4, p.2. 6. FHL film 0183404 7. FHL film 0041939, item 4, p. 3. 8. Ships, Saints, and Mariners, Conway B. Stone, Univ of Utah Press, Salt Lake City, Utah, 1987 9. Under the Midnight Sun, Albert L. Zobell, Jr., Chap. 11. 10. FHL film 0200173 11. Lists of Passengers Arriving at U.S. Ports (FHL book 973 W2ger, vol. 4, p. 324, 325) 12. Journal History of the Church (FHL film 1259740) 13. FHL film 1259740 14. Detailed Emigration Account 1854, Seventieth Company, The Contributor, vol. 13, p. 508-509. (Logan, Utah Library) 15. Millennial Star, vol XVI, pp. 94, 256, 272, 297; also, Morgenstjernen, vol II, p. 53 16. Under the Midnight Sun, Albert L. Zobell, Jr., p. 58. 17. FHL film 0183404	Koefoed, Maren Kirstine Hansen (I6141)
855	The Twentieth Century Biographical Dictionary of Notable Americans: Volume IIV N, page 53------------- NEW, Jeptha Dudley, jurist, was born in Vernon, Ind., Nov. 28, 1830; son of Hickman and Smyra Ann (Smytha) New, and a descendant of Jethro New, a soldier in the Revolution. He was prepared for college at Vernon seminary, matriculated at Bethany college, but did not graduate. He learned the cabinet making trade of his father, taught school and began the practice of law in Franklin, Ind., in 1856, removing to Vernon in 1857. He was married, April 5, 1857, to Sallie Butler. He was district attorney, 1862-64; judge of the court of common pleas, 1864-68; a Democratic representative from the fourthdistrict of Indiana in the 44th and 46th congresses, 1873-75 and 1877-79. He served as chairman of the committee to investigate charges against George W. Seward, U.S. minister to China, and of the committee sent to Louisiana [p.53] in 1876 to investigate the presidential election controversy. He was judge of the sixth judicial circuit of Indiana, 1882-91, and of the appellate court, 1891-92. He was nominated by his party in June, 1892, for judge of the supreme court of Indiana. He died in Vernon, Ind., July 11, 1892. Congressional Biography - - NEW, Jeptha Dudley, a Representative from Indiana; born in Vernon, Jennings County, Ind., Nov ember 28, 1830; was graduated from Vernon (Ind.) Academy and Bethany (W.Va.) College; studied law; was admitted to the bar in 1851 and practiced in Vernon, Ind., until 1864; mayor of Vernon 1852-1854; prosecuting attorney of Jennings County, Ind., 1860-1864; judge of the district court of common pleas 1864-1868; resumed the practice of law in Vernon; elected as a Democrat to the Forty-fourth Congress (March 4, 1875-March 3, 1877); declined to be a candidate for reelection in 1876 to the Forty-fifth Congress; elected to the Forty-sixth Congress (March 4, 1879-March 3, 1881); was not a candidate for reelection in 1880; judge of the sixth judicial circuit of Indiana 1882-1888; appellate judge in 1891; was nominated by the Democratic Party as a candidate for judge of the supreme court of Indiana in 1892, but died before the election in Vernon, Ind., July 9, 1892; interment in Vernon Cemetery.	New, Jeptha Dudley (I16815)
856	Tillidshverv Sekretær ved Københavns demarkationskommission 1884-1894 Revisor ved Københavns Amtsråd 1891-1916 Protokolfører ved juridisk eksamen 1892-1895 Finansministeriets suppleant i repræsentantskaberne for Kalvehavebanen og Præstø-Næstved banen 1895-1906 Ophavsmand til dannelsen af og i en årrække medlem af amtsforvalteretatens stående udvalg 1905-1910 Stifter af Kunstforeningen i Hjørring 1908 og formand for dens bestyrelse til 1921	Mäes, Heinrich Ditlev Carl Christian (I102027)
857	Tipoldemor fik sin fars navn Det er jo stadig et udbredt fænomen at opkalde børn efter familiemedlemmer, men i gamle dage var det næsten en selvfølge, at børnene skulle dele navn med for eksempel bedsteforældrene. Derfor er der også mange personer i stamtræet, som kunne passe på ugens tema. Her har jeg valgt at fortælle om min tiptipoldefar, Niels Peder Pedersen (1830-1860). Som du nok kan se på årstallene er hans livshistorie ret overskuelig. Jeg starter i 1855, hvor Niels Peder var 25 år. Niels Peders forældre døde i deres 60'ere i henholdsvis 1854 og 1855. Herefter flyttede han ind hos sin ældre søster og svoger, som boede i Dejbjerg Sogn. Her hjalp han sikkert til på gården, samtidig med at han levede ved smedefaget, som han var udlært i. Han boede her indtil 1860. Den 15. januar 1860 blev Niels Peder nemlig viet i Sædding Kirke. Bruden var Petrine Jensen fra gården Gammelgård, som på dette tidspunkt har været højgravid. Det skete på denne tid, at man måtte skynde sig at arrangere en vielse, hvis en baby var på vej. Ellers ville barnet få den uheldige titel "uægte". Niels Peder havde sikkert ikke råd til at købe en gård til familien. I hvert fald solgte svigerforældrene ham en part af Gammelgård, og herefter flyttede han og Petrine ind hos dem. Den 27. februar 1860, omkring en måned senere, fødtes deres barn, en datter. Ved et forfærdeligt sammentræf døde Niels Peder selvsamme dag, tilsyneladende helt ud af det blå. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde dødsattesten, som indeholder dødsårsagen. Han blev lige netop 30 år. Niels Peder blev begravet ved Sædding Kirke den 7. marts det år. Datteren blev døbt ved samme lejlighed. Hun fik navnet Nielsine Petrine - helt sikkert efter sin far. Nielsine Petrine (eller bare Petrine, som hun blev kaldt) er min tipoldemor. Nu er vi tilbage ved min indledende bemærkning. Niels Peders datter Nielsine Petrine er nemlig den selvsamme Petrine, som jeg skrev om for to uger siden, og som min morfar er opkaldt efter. Som et usynligt stykke arvegods er Niels Peders navn blevet nedarvet gennem generationerne. Jeg synes, det giver en form for målestok, som hjælper mig med at forholde mig til Niels Peders korte liv, som ellers føles så fjernt fra mit eget. Det er vildt at forestille sig, hvor stor en efterslægt, der er udsprunget af denne ene 30-årige smed for 140 år siden. Lad os håbe, at han selv i det mindste nåede at få sin datter at se. Asger Harpøth Møllers Slægtsforskning https://hamfrags.wixsite.com/slaegt/post/same-name-~-uge-6	Pedersen, Nielsine Petrine (I2736)
858	Titler: Kejserinde af Østrig Dronning af Ungarn Dronning af Böhmen, Dalmatien, Kroatien, Slavonien, Galicien, Lodomerien og Illyrien Dronning af Jerusalem Ærkehertuginde af Østrig Storhertuginde af Toscana og Krakow Hertuginde af Lothringen og Bar, af Salzburg, Steyr, Kärnten, Krain og Bukovina Storfyrstinde af Siebenbürgen Markgrevinde af Mähren Hertuginde af Øvre og Nedre Schlesien, af Modena, Piacenza og Guastalla, af Auschwitz og Zator, af Teschen, Friuli, Ragusa og Zara Fyrstelig grevinde af Habsburg og Tyrol, af Kyburg, Görz und Gradisca Fyrstinde af Trient og Brixen Markgrevinde af Øvre og Nedre Lausitz og i Istrien Grevinde af Hohenems, Feldkirch, Bregenz og Sonnenberg Frue af Triest, af Cattaro og på Windische Mark Storvojvodinde af Vojvodina Serbien Infantinde af Spanien Prinsesse af Portugal og Parma	de Bourbon, Prinsesse Zita Maria delle Grazie Adelgonda Micaela Raffaela Gabriella Giuseppina Antonia Luisa Agnese af Parma (I27141)
859	Uddannelse og embedskarriere Hans de Hofman blev født på Skjærrildgård, der ejedes af hans fader, justitsraad Søren Hofman (født 1688, adlet 1749, død 1771); hans moder hed Karen Elisabeth født Dreyer (død 1727). Opdraget i sin mormoders hus i København blev Hofman student 1731 og tog 1734 juridisk eksamen, hvorefter han med sin grandonkel Peder Lassens stipendium rejste udenlands, først til Leipzig, dernæst til Leiden, stadig studerende, og endelig til Frankrig og Belgien. Ved sin hjemkomst 1737 fik han straks ansættelse i General- Landøkonomi- og Kommercekollegiet, hvor han året efter blev sekretær; 1740 blev han tillige assessor i Borgretten, men allerede 1743 tog han sin afsked med kancelliråds karakter og bosatte sig på Skjærrildgård, som han købte af sin fader. 23. oktober samme år ægtede han Bodil Biering (født 1726 død 1769), datter af købmand i Horsens Peder Biering og Elisabeth Cathrine født Hofgaard; hun bragte ham 32000 rigsdaler i medgift. I de 17 år, Hofman boede på sin barndomsgård, var han optaget af forskellige virksomheder, dels praktisk som landmand og som regeringens kommissarius i forskellige sager, f.eks. ved landevejsanlæg og ved hedernes kolonisation og opdyrkning ved indkaldte tyskere, dels videnskabelig med økonomiske, juridiske og historiske arbejder, hvilke 1749 skaffede ham sæde i Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie. 1760 trådte Hofman, der 1758 havde fået titel af justitsråd, igen i statens tjeneste som embedsmand, i det han beskikkedes til præsident i Fredericia, for hvis opkomst og fremgang han på mange måder og med stor uegennyttighed arbejdede, indtil han 1773 blev amtmand over Koldinghus Amt, stadig med bopæl i Fredericia; fra 1769 var han desuden landkommissær i samme amt. Hans virksomhed i disse embeder var til overordentlig gavn for amtet; jordernes udskiftning og bøndernes udflytning fremmede han med største iver, og de talløse stridigheder, som disse foranstaltninger måtte medføre, forstod han med held at bilægge; kun prokuratorer og vinkelskrivere, sagdes der, kunne have årsag til at beklage sig over ham. Hans fortjenester blev i fuldt mål påskønnede af regeringen: 1766 blev han etatsråd, 1774 konferensråd, og 1782 fik han det hvide bånd. 1793 døde Hofman, begrædt af amtets beboere, der i mængde strømmede til Fredericia for, som de udtrykte sig, at ofre de sidste tårer ved deres gode amtmands kiste. Efter sin første hustrus død havde Hofman 10. februar 1770 ægtet oberst Ehrenfeldts enke, Marie Elisabeth født Beenfeldt (født 1737), datter af generalløjtnant Herman Frederik Beenfeldt. Allerede mens han arbejdede i Økonomi- og Kommercekollegiet, havde Hofman begyndt sine samlinger i statistisk-historisk retning, til dels byggede på de til kollegiet indkomne indberetninger; disse samlinger fortsatte han stadig, og de blev ham til god nytte, da omstændighederne medførte, at han kom til at fortsætte det ved hans svoger Erik Pontoppidans død afbrudte værk Den danske Atlas, hvis 4.-6. del væsentlig skyldes Hofmans pen (1768-74); at han ville og kunne ofre tid og kræfter på dette fortjenstfulde, men besværlige arbejde, må så meget mere påskønnes, som han samtidig arbejdede på det omfattende værk Samlinger af publique og private Stiftelser, Fundationer osv., hvortil planen var lagt af hans broder Tycho de Hofman, og som han med kongelig støtte optog efter ham. Disse Hofmans Fundatser som de også kaldes, der i 11 anselige kvartbind (1755-80) indeholder en skat af aktstykker samt historiske, topografiske og genealogiske optegnelser, og som er udstyrede med solid elegance, ville vedblive at være uundværlige for historikeren. Under alt sit arbejde fik Hofman tid til at udgive nogle økonomiske pjecer og til at samle til et adelsleksikon. Til hans litterære fortjenester bør det også henregnes, at han samlede og udgav Vilhem Helts digte (1733). Alt i alt er Hofman en smuk type på en embedsmand, der med administrativ dygtighed forbandt betydelige litterære interesser.	de Hofman, Hans (I93425)
860	Uddannelse Hage var bror til Alfred Anton Hage. Han besøgte først latinskolen i Nykøbing på Falster og fulgte derfra med rektor S.N.J. Bloch, i hvis hus han var, til Roskilde Katedralskole, hvorfra han 1817 dimitteredes til Universitetet. Efter at han havde taget Anden Eksamen, gik han en tid lang sin fader til hånde ved forretningen og blev derpå huslærer hos fru Bartholin-Eichel på Svanholm i Horns Herred. Det var i disse to stillinger, at Hage lagde grunden til den omfattende kommercielle og landøkonomiske viden, hvoraf han senere viste sig at være i besiddelse; i øvrigt havde han ved en overordentlig flid, der virkede svækkende på hans helbred, erhvervet sig omfattende kendskab til den klassiske litteratur og de moderne hovedsprog, ligesom han også havde gjort indtrængende historiske og geografiske studier. Efter at han havde forlovet sig med frøken Charlotte Bolette Bartholin, en brordatter af godsejerindens afdøde mand, bestemte han sig til at tage en embedseksamen, og han valgte da, uden at føle noget egentlig kald til det, det teologiske studium. Han absolverede 1824 den teologiske embedseksamen. Svag, som han var af helbred, vendte han atter tilbage til huslærervirksomheden på Svanholm, men flyttede det følgende år til København, hvor han var bleven alumnus på Borchs Kollegium. Blandt de ungdomsvenner, han her omgikkes, kunne Severin Claudius Wilken Bindesbøll, Gerhard Peter Brammer og Hans Mathias Velschow fremhæves. I en disputats, som Hage ifølge kollegiets regler måtte skrive, anvendte han nogle udtalelser, der blev betegnende for den senere politiker. han karakteriserede deri den hellige alliance som et forbund, der i modsætning til sit navn trådte alle guddommelige og menneskelige rettigheder under fødder, hvad der vakte anstød hos autoriteterne og pådrog ham en irettesættelse af kollegiets ephorus, etatsråd Hurtigkarl. Skolemanden I året 1827 udnævntes Hage til adjunkt ved Roskilde Katedralskole med historie og geografi som hovedfag, og tre år senere blev han overlærer, efter at han havde taget den filologiske embedseksamen. Hage, der 1828 havde gjort en udflugt til Tyskland og Schweiz, tiltrådte 1831, efter 16. september samme år, at have ægtet sin forlovede, med offentlig understøttelse en udenlandsrejse, der dog blev afbrudt af den den gang herskende koleraepidemi. Han var en samvittighedsfuld lærer, men den pædagogiske virksomhed lå ikke rigtig for ham, og han havde en tendens til at behandle ubegavede disciple med en vis hån. Ved siden af skolegerningen syslede han med naturvidenskabelige studier og udgav 1833 Grundtræk af den rene Geografi. Virke som politisk journalist Men samtidig nærede han en levende interesse for politiske, statsøkonomiske og kommunale spørgsmål og fulgte med den største opmærksomhed begivenhederne i udlandet. han var en erklæret tilhænger af folkesuverænitetens princip, således som dette var kommet til gennembrud i den franske julirevolution, og han havde et skarpt blik for de skrøbelige sider ved Frederik 6.s politiske system, der havde haft så ødelæggende økonomiske virkninger for landet. Da Hage følte en stigende trang til at optræde som aktiv politiker i den periodiske litteratur, en trang, som kongens løfte om indførelsen af stænderinstitutionen 1831 gjorde endnu intensivere, foreslog han professor Christian Georg Nathan David udgivelsen af et ugeskrift, der skulle behandle historisk-politiske, statistiske og statsøkonomiske spørgsmål. I september 1834 udkom det af David redigerede ugeblad Fædrelandet, ved hvilket Hage først var en virksom medarbejder og fra september det følgende år redaktør. overlærerembedet, i hvilket han siden foråret 1835 havde holdt vikar, fratrådte han i oktober 1836 og helligede sig fra nu af den journalistiske virksomhed, samtidig med at han var et ivrigt medlem af trykkefrihedsselskabets bestyrelse. Til Fædrelandet leverede han en række grundige og velskrevne artikler om bank-, told-, konsumtions-, assurance- og kommunikations-væsen og gav deri vink, der blev taget til følge af autoriteterne. Retssag Da Hage særskilt udgav en Oversigt over Europas Historie i 1835 (1836), der til dels havde stået i form af artikler i Fædrelandet, anlagde Kancelliet sag imod ham for fornærmelser mod fremmede magter. Han frifandtes ved Hof- og Stadsretten, men idømtes ved Højesterets dom af 26. juni 1837 mulkt og livsvarig censur. Som en følge deraf fratrådte han stillingen som Fædrelandets ansvarlige redaktør. Sagens udfald vakte hans harme og forøgede den melankoli, hvortil han især efter sin hustrus død i 1834 havde været hengivet. Hage skulle ikke længe overleve Højesterets kendelse. 16. september 1837 døde han efter hjemkomsten fra en rejse til Holsten. Han havde endnu dagen forinden skrevet på en artikel til Fædrelandet. Han var en skarp og talentfuld politisk oppositionsfører, hvis ærlige vilje blev anerkendt af modstanderne, selv af kong Frederik 6. Det er Hages fortjeneste, at han har stået i første række af vore forkæmpere for den konstitutionelle frihed.	Hage, Johannes Dam (I101635)
861	Uddannelse Han var søn af generalløjtnant Johan Frederik Bardenfleth (1740-1811, gift 2. gang 1787 med Ingeborg Dorothea de Løvenørn, 1744-1814) og Sophie Magdalene de Løvenørn (1741-1786). Han indtrådte som 10års dreng som vice-frikorporal i faderens regiment, hvor han 1798 blev virkelig kornet og 1801 sekondløjtnant. Fra ung af følte han en levende higen efter at uddanne sin ånd og udvide sine kundskaber,og han tilfredsstillede med stort udbytte denne trang under et treårigt ophold i Kiel, hvor han fra august 1802 til november 1805 studerede ved universitetet, samtidig med at han udviklede sine fortrinlige evner og anlæg for den militære tjeneste ved tillige at deltage i undervisningen i den af Ludvig Jacob Binzer ledede såkaldte Generalstabsskole. Efter tilendebringelsen af disse studier stod Bardenfleth, en smuk og kraftfuld yngling, som en af de første blandt sine jævnlige, selvskrevet til at gøre karriere, og lykken svigtede ham heller ikke. Karriere Straks ved næste års begyndelse blev han aide-generalkvartermester under Binzer, 1808 udnævntes han til ritmester og blev ansat ved generalkommandoen i Holsten som divisionskvartermester, i hvilken Egenskab han med Ewalds korps, hvis stabschef var prins Vilhelm af Holsten-Beck, året efter deltog i ekspeditionen i Nordtyskland. Han udmærkede sig her ved mod og konduite, frelste efter indtagelsen afStralsund denne by for plyndring og hædredes for sit forhold såvel med den hollandsk-franske Réunionsorden som med det danske Ridderkors. Begivenhederne ved Stralsund 1809 har Bardenfelth selv fortaltom i et smukt udstyret værk (1846), der tillige indeholder en temmelig udførlig beretning om den under stormen faldne friskarehøvding Schills levned og bedrifter. 1812 blev Bardenfleth major, deltog 1813 som souschef hos Frederik af Hessen med udmærket dygtighed i felttoget i Mecklenburg og Holsten og belønnedes herfor med Sølvkorset. I 1814 fungerede han som kommandør for generalkommandostaben iNørrejylland, men blev derpå på ny ansat som souschef hos Frederik af Hessen, da denne 1815 med Auxiliærkorpset drog til Frankrig. Under opholdet her fungerede Bardenfleth 1817 og 1818 som kommandanti den lille fæstning Bouchain. Ved tilbagekomsten 1818 fra Frankrig, hvilket land hædrede ham med Ordre du mérite militaire, ventede nye tillidshverv ham, idet Frederik VI, der med interesse havde fulgt hans færd, det følgende år ansatte ham som guvernør for prins Frederik (senere Frederik VII), en post Bardenfleth beklædte, indtil prinsen 1826 nåede myndighedsalderen, hvorefter Kongen tog ham til adjudant hos sig. Bardenflethvar imidlertid 1823 blevet oberstløjtnant, havde i 1824 fået titel af kammerherre og blev 1826 udnævnt til overadjudant i Generalstaben og dekoreret med Kommandørkorset af Dannebrogordenen. Som adjudant hos kongen anvendtes han i flere missioner, således 1831 i sendelse til Frankfurt for at varetage statens interesser i den tyske forbundshær. 1832 blev han oberst, året efter generalkvartermester-løjtnant i staben og i 1834 kommandør for Livgarden til Hest og tillige chef for Landkadetkorpset. Sammen med disse embeder overdroges der ham 1839, umiddelbart efter Frederik VI's død, chefsposten forDen kongelige militære Højskole, for hvilken institution han ligesom for Kadetkorpset vedblev at stå i spidsen til sin død, medens han 1842 fratrådte kommandoen over Hestgarden. 10. juni 1841 benådedes han med Storkorset af Dannebrog, samtidig med at han udnævntes til karakteriseret generalmajor, og 1846 blev han de kongelige ordeners skatmester. Sidste år I Treårskrigen 1848-50 kom han, som rimeligt var, på grund af sin alder og de stillinger, han beklædte, ikke til at tage aktiv del, men da man efter krigens ophør skulle have en mand, der egnede sig til at overtage den under de stedfindende politiske rorhold ikke lette kommando over det af den forrige insurgentarmé dannede forbundskontingent, sendtes Bardenfleth, der juli 1849 var udnævnt til generalløjtnant, over til Holsten som kommanderende general. December samme år var han medlem af den kommission, der blev nedsat for at pådømme den hjemkaldte generalguvernør over Dansk Vestindien Peter von Scholtens ageren. I sit embede døde Bardenfleth det påfølgende år efter et virksomt og dådrigt liv og efter trofast at have tjent staten under fire konger 19. august 1852. Bardenfleth var en meget smuk og anselig soldat. General Christian de Meza bemærker noget spydigt om ham 1849: "[Bardenfleth] besøgte mig [på Als] i Legemsstørrelse, debiterende om sine Bro- og Landgangsforsøg i Assens". Bardenfleth blev gift 1816 (ægteskabstilladelse 1. juni) med Sophie Ewald (17. november 1792 i Egernførde - 27. februar 1829 i København), datter af generalløjtnant Johann von Ewald (1744-1813) og Susanne C. Ungewitter (1764-1810). Han er begravet på Skovby Kirkegård ved Bogense.	von Bardenfleth, Frederik Løvenørn (I634779)
862	Uddannelse Student 1922; forberedelse til Akademiet på Teknisk Skole, optaget oktober 1923; afgang januar 1930. Medarbejder hos Kay Fisker og S.C. Larsen 1925-29, hos Kaj Gottlob 1929-30; selvstændig virksomhed fra 1930. Rejser 1925 Frankrig, Italien; 1931 Sverige, Finland, Rusland, Polen, Tyskland, Holland, Belgien; siden flere rejser i Europa. Udstillinger * Charlottenborg 1929, 1932, 1934, 1941, 1945 * Verdensudstillingen i Bryssel 1935 * Haag 1948 * Akademisk Arkitektforenings Vandreudstilling: Paris 1949, London og Edinburgh 1950 Udmærkelser * Neuhausens Præmie 1929 * Emil Bissens Præmie 1932 Stillinger og hverv * Assistent ved Landbohøjskolen 1931-34 * Medlem af bestyrelsen for Akademisk Arkitektforening 1933-38 * Lærer ved Akademiets arkitekturskole fra 1934 * Professor i bygningskunst ved Akademiet fra 1941 til 1971 * Medlem af Akademiraadet fra 1949 * Dekan for arkitektskolen 1943-46, 1952-56 * Formand for Skolerådet 1952-56 * Rektor for Kunstakademiet 1956-65 * Medlem af Akademiraadet 1949-65 * Formand for Fonden for Bygnings- og Landskabskultur 1964-81, herefter Ulla og Palle Suensons Fond * Formand for Selskabet for Bygnings- og Landskabskultur 1969-79; for Sammenslutningen for Bygnings- og Landskabskultur 1965-75 * Medlem af præsidiet for Den danske Nationalkomité for Det europæiske Bygningsfredningsår 1975 * Skandinaviens repræsentant i Europa Nostra Executive Committee 1973-78 * Dommer i adskillige arkitektkonkurrencer Værker (København og omegn, når ikke andet nævnes:) * Boligbebyggelse, Strandboulevarden 36-44 (1930-31, sammen med Thorvald Dreyer) * Treleddet, Finsensvej 61-71 (som forannævnte) * Udvidelse og ombygning af Rødvig Kro, Rødvig (1932-33) * Privatbankens afd., Vesterbro (1933) * Privatbankens Rådhus Afdeling (1936) * Privatbankens Gutenberghus Afdeling (1936) * Regulering af facader på Privatbankens afdelinger (1939) * Rækkehuse, Svejagervej, Gentofte (1935, sammen med Ib Martin Jensen) * Forsikringsselskabet "Danmark", Klaregade 18, Odense (1935) * Bank-, forretnings- og hotelbygning, Casino, Torvet, Ringsted (1937) * Sparekassen for Nyborg By og Omegn, Kirkepladsen, Nyborg (1938) * Indretning af restaurationen Au coq d'or, H.C. Andersens Boulevard 12 (1940) * Spare- og Lånekasse, Torvet, Fåborg (1940) * Aarhus Oliefabriks administrationsbygning, Århus (1942) * Ombygning af Humleorehus ved Ringsted (1942) * Landstedet Illumgård for direktør Svend Illum, Hveensvej 6, Rungsted (1942) * Restauring af Guldmagerens Hus, Nyhavn 59 (1943, præmieret 1944) * Boligbebyggelse, Saltholmsgade, Bornholmsgade, Morsøgade, Aalborg (1943-46 sammen med Carlo Odgård og Hugo Aaby Sørensen) * Ombygning af Højkol (1944) * Skibsaptering, bl.a. M/S Venus (1948) * Sommerhuse, bl.a. for dr. Tage Kjær i Munkerup ved Dronningmølle og Svend Illums hus i Vedbæk (fuldført af Ernst Kühn) * Restaurering og ombygning af Schæffergården, Ermelundsvej 105, Ordrup (1950, præmieret 1951) * Boligbebyggelsen Nærum Vænge, Søllerød (1951-61) * Skoleparken II, Holte (1955) * Hovedkontor, F.L. Smidth, Vigerslev Allé, Valby (1957) * Solgavehjemmet, Vigerslev Allé, Valby (1961) * Hovedkontor, B&W, Christianshavn (1962, nu Nordea) * Flere plejehjem for Dansk Blindesamfund (efter 1961) * Boligbebyggelsen Gassehaven, Gammel Holte (1972) Konkurrencer og projekter * Ting- og Arresthus i Assens (Neuhausens Præmie 1929) * Beboelsesejendom på Frederiksberg (Emil Bissens Præmie 1932) * 3 enfamiliehuse (1934, 1. præmie, sammen med Ib Martin Jensen) * Eenfamiliehus i jernbeton (1934, sammen med Ib Martin Jensen) * Bebyggelse ved Knippelsbro (1937, 1. præmie, sammen med C.Th. Sørensen) * Amtsgård for Københavns Amt (1942, indkøbt) * Regulering af Rådhuspladsen (1942, sammen med civilingeniør Henrik Halberg, indkøbt) * Aalborghallen (1945, sammen med Halldor Gunnløgsson, H. Gehrke Hansen og Ole Kornerup Bang, indkøbt) * Christian X's Hus, København (saneringsprojekt 1945, Fonden til Fædrelandets Vels Præmie)	Suenson, Palle (I72899)
863	Uddrag af Vellinggaards historie: Vellingård, gård nr. 1. I begyndelsen at 1600-tallet - måske noget før - havde Lave Rafn en selvejergård i Velling. Hans søn Niels Lauridsen Rafn overtog den efter ham ca. 1631, men han havde to sønner, så han delte gården mellem dem, sådan ar Lauge Nielsen Rafn fik den halvdel der senere blev kaldt gård nr. 1, og hans broder Hans Neilsen Rafn den del, der belv gård nr. 3. Delingen skete ca. 1650. Lauge Nielsen Rafn kunne åbenbart ikke få tingen til at gå, som han havde ønsket det, så han trak sig tilbage til boel nr. 20, som havde tilhørt familien i mange år. Gård nr. 1 blev solgt til en Jens Pedersen, som solgte til proviantforvalter Nikolaj Berentsen fra Fredericia. Han fæster eller køber også gård nr. 3, men der var muligvis noget mindre hæderligt ved handel, - se under gård nr. 3. Under gård nr. 1, var. 5 huse underlagt, og hver af dem skulle gøre en dags arbejde pr. uge til. ejeren. I 1663 (efter svenskekrigene) er gården afbrændt og øde, og kort. efter bliver den opkøbt og underlagt Nebbegård som fæstegård. I 1670 hedder i fæsteren Henrik Nielsen, og i 1688 Hans Rasmussen. Dette ar kommer "den nye matricul", der ansætter gården til knap 12 tønder hartkorn. Gården bliver senere delt i to, således at Hans Henriksen har den ene halvdel, og skovrider Luckardt den anden. Begge afstår fæstet i 1747, da overførster, hofjægermester Peter Bachmann overtager fæstet af den igen samlede gård. Bachmann var gift med Kirstine Benedicta Kruse, der døde 8. oktober 1755, 30 år gammel. Da gik de allerede i "selvejer"-tanker, og ved auktionen i maj 1765 på Koldinghus slot frikøbte Bachmann blandt meget andet sin gård, der blev samlet af numrene 1, 3 og 20. Peter Backmann købte i øvrigt en del mere på auktionen. Auktionsnummer 310 var hele Smidstrup by med enkelte undtagelser. Backmann fik de 26 tønder hartkorn for 130 rdl. pr tønde. Nummer 311 var Store og Lille Velling med enkelte undtagelser, og her måtte han give 132 rdl. pr tønde af de godt 67 tønde hartkorn. 371 var Smidstrup kirke med tiende, og her bød Backmann op i 5000 rdl. og fik hammerslag der. Alt i alt har han købt for det meste af 20000 rdl. Han var i fuld gang med at ombygge Vellinggård til en lystgård, da han døde i 1769. Hans svigersøn Christian Von Wildenradt, gift den 25 marts 1769 med Christine Margrethe Backmann, administrerede boet. Peter Backmann havde i 1768 lavet en aftale med bønderne i Velling om at de kunne købe deres gårde af ham, og det betød at de fleste gårde i Store og Lille Velling blev handlet i årene 1770-72. Wildenradt havde titel af generalkrigskommissær, men det er vist mere noget, der lyder af noget af en levemand, det lånte og brugte mange penge. Han fik sat hegn om gårdens marker og i 1772 udbød han gården til salg. Der var i følge beskrivelsen 26 tønder hartkorn med 10 underliggende huse. Der ydes tiende af 333 tønder hartkorn, og der er gode bygninger, frugthave, lysthave, fiskedamme og meget andet. Men det var ikke så let at sælge, og i 1773 optog han et lån på 3800 rdl., som først blev betalt i 1782, flere år efter at han var ude af gården. I 1777 fik han endelig solgt gården til Georg Friederich Dröhse, født 1729. Det var ham, der i 1782 solgte 46 større og mindre parceller, så Vellinggårds hartkorn faldt fra 26 til 7½ tønder. Ved købekontrakt af 24. februar 1789 solgte han de 7½ td. med gård og inventar til Wilhelm August Höpffner, der betalte 9000 rdl. + de kongelige penge. 3½ år senere, den 6. september 1793 solgte han til Markus Nikolaj Monrad for 8190 rdl. + kongelige penge. Det kan synes, som om han har mistet mange penge derpå, men Monrad skulle oven i de 8190 rdl. betale værdien af besætningen, så mon ikke Höpffner nogenlunde har fået sine penge hjem igen 15 juni 1795 blev der handlet igen til Johan Ludvig Carl Andersen Ammentorp, der var født 1763,og hans jævnaldrende hustru Anna Kirstine Rasmusdatter Møller. De betaler 9121 rdl. 1 mark + kongelige penge 378 rdl. 80½ skilling. Vellinggård var en af de første, måske den første, gård i Velling der fik tegnet brandforsikring. 27 august 1776 havde Von Wildenradt vurderingsfolk ude, der noterer et stuehus på 28 fag mod nord og med 9 fag både på øst- og vestsiden, i alt 46 fag til en værdi af 2750 rdl. Hertil kommer 20 fag stald i øst, 33 fag lade i syd, 22 fag stald i vest og 10 fag mejeribygning i øst, disse bygninger i alt 1300 rdl. Endvidere er der 36 fag til mølle, stald, vognremise, materialehus m.v., et smedehus på 3 fag, 2 gadehuse på 6 og 18 fag, i alt 850 rdl. eller en samlet vurdering for alle gårdens bygninger på 4900 rdl. (Til sammenligning: store gårde i Velling noteredes i 1784 til 400-700 rdl.). Ammentorp har nok "ryddet op" nogle af bygningerne og fået en ny vurdering i 1796 og slutter med en forsikringssum på 3020 rdl. og efter statsbankerotten sættes Vellinggård i 1814 til 2000 rdl i forsikring. http://www.vellinggaard.dk/	Ammentorp, Johan Ludvig Carl Andersen (I124534)
864	Ullerup Gaard Nr.6. 1650 Cornelis Tønnesen (?). 1660 Jacob Jansen Raagaard. 1672 Claus Tønnesen (Nr.5), endnu 1718. 1752 Lars Pedersen, Foged. 1767 Ole Corneliussen, senere Foged, Dirch Brygger, Willum Buur. 1802 delt; Hovedlodden Espen Theisen. 1840 Dirch Jansen. 1868 Henrik Jansen nog Christen Espensen, senere Espen Dirchsen, Christen Nielsen, Hans Christensen. (Matr. Nr. 6.) Kilde: By- og Gaardbeskrivelse af de "Danske" Byer paa Amager, Chr. Nicolaisen, Dragør	Raagaard, Jacob Jansen (I125976)
865	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I129966)
866	Vigerslev Kirke	Engberg, Carl Sofus (I109277)
867	Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff f. 9 august 1842, d. 2 oktober 1916 p76.html#i2261 Johan Anton Hoff f. 28 Nov 1784, 30 Nov 1861 p113.html#i3374 Hannibaline Cathrine Stockfleth f. 14 Nov 1808, 5 Nov 1896 p113.html#i3373 Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff blev født 9 august 1842 i Viborg. Hun var datter af Johan Anton Hoff og Hannibaline Cathrine Stockfleth. Vittha blev gift 20 juni 1867 i Viborg med Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold, søn af Niels Eduard Emil de Svanenskjold og Louise Grosskopff-Berner. Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff var fadder ved daaben af William de Svanenskjold Hoff 27 november 1900 Sortebrødre, Viborg. Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff døde 2 oktober 1916 i Diakonissestiftelsen, Peter Bangs Vej 1, København, i en alder af 74 aar. Hun blev bisat fra Farum, Ølstykke, Frederiksborg, 9 oktober 1916. Boliger og folketællinger Folketælling 1845 Skt. Mogens Gade, Viborg Folketælling 1850 Skt. Mogens Gade, Viborg Folketælling 1885 Østergade 24, København Bolig 6 november 1890 Kløvermarksvej 4, København Bolig 1 maj 1902 Brogade 3, København Bolig 1 maj 1904 Brogade 8, København Bolig 15 maj 1906 Stiftelsen Mørks Minde, Lille Kannikestræde 4, København Tavler Slægten Wøldike Børn af Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff og Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold Asta Louise de Svanenskjold+ f. 15 Aug 1868, d. e 1937 Inge de Svanenskjold+ f. 1 Dec 1869, d. 29 Dec 1930 Rigmor de Svanenskjold f. 4 Feb 1871, d. 24 Jan 1950 Gerda de Svanenskjold f. 14 Nov 1872, d. 2 Nov 1940 Ludvig Edvard Hannibal de Svanenskjold f. 14 Feb 1875, d. 16 Okt 1909 Gudny de Svanenskjold+ f. 30 Sep 1879, d. 6 Aug 1977 Ella de Svanenskjold+ f. 15 Jun 1881, d. 15 Jul 1973 Kildehenvisninger [S3] Kirkebog [S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Johan Anton Hoff, 60, Gift, District-læge, Cathrine Haniballine Stokflett, 36, Gift, Hans hustrue, Haniball, 13, Ugift, Deres søn, Rensborg, Johan William, 12, Ugift, Deres søn, Rensborg, Gustav Leopol, 10, Ugift, Deres søn, Rensborg, Bertha Natali, 9, Ugift, Deres datter, Rensborg, Wilhelm Stokflett, 6, Ugift, Deres søn, Wiborg, Vitta Sophie, 2, Ugift, Deres datter, W’iborg, 1845. [S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Joh. Anton Hoff 65 Gift Destregslæger, Husfader Rensborg Lene Hoff født Børsen 41 Gift hans Kone Kjøbenh[avn] Hanebal Hoff 18 Ugift deres Børn Rensbo en ukendt person Johan Vilam 17 Ugift deres Børn Rensbo en ukendt person Gustav Vilam 15 Ugift deres Børn Rensbo en ukendt person Natanile Hoff 14 Ugift deres Børn Rensbo en ukendt person Thor Hoff 11 Ugift deres Børn Viborg Vitthæ Hoff 7 Ugift deres Børn Viborg Edel Hoff 2 Ugift deres Børn Viborg [S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Honoratus Peter Wilhelm Svanenskjold, 45, Gift, Pensionat, Esrom Wittha Sophie Henriette Berthea Hoff Svanenskjold, 42, Gift, Viborg Inge Svanenskjold, 15, Ugift, Mørap, Skåne, Sverig Gerda Svanenskjold, 12, Ugift, Mørap, Skåne, Sverig Louis Edvard Hannibal Hoff Svanenskjold, 9, Ugift, Mørap, Skåne, Sverig Gudny Svanenskjold, 5, Ugift, Mørap, Skåne, Sverig Ella Svanenskjold, 3, Ugift, Mørap, Skåne, Sverig [S468] Registerblade, URL http://www.politietsregisterblade.dk	Hoff, Vittha Sophie Henriette Bertha (I104924)
868	Weilbach oplysninger Genealogi Esmann, Niels Erik, 1894-1970, maler. 28.10.1894 i Næstved, ?24.11.1970 i Kbh. Forældre: Premierløjtn., senere oberst Sigvard Theodor Theobald E. og Ulla Lorck. ~1 med Gudrun Bjørner, ?16.5.1962 i Kbh. ~2° 16.11.1933 på Fr.berg med Karen Marie Kolthoff, 28.11.1898 smst., ?5.1.1964 i Kbh., datter af gross. Henrik Theodor Swane K. og Marie Engberg. Ægteskabet opl. 1942. ~3° 11.4.1942 i Kbh. med Bente Hansborg, 19.9.1919 smst., datter af hovedbogh., senere regnskabschef ved De Forenede Bryggerier Niels H. og Astrid Hansen. Biografi* Niels Erik Esmann malede fortrinsvis landskaber, ofte som udsigt gennem et vindue. Påvirket af det årelange ophold i Frankrig var farveholdningen lys og let, især i de mange akvareller. Efter hjemkomsten til Danmark 1934 ses mange vinterbilleder og interiører med en stilfærdig stemning og neddæmpet kolorit, mens hans fodboldspillere er komponeret med større dristighed i stil med Giersing. Uddannelse Undervist hos P. Ilsted; Tekn. Sk. 1917; elev hos Giersing 1918-19. Rejser og udlandsophold Scotland, Italien, Spanien 1912; Island 1918; Paris 1919-20; Frankrig, Spanien, Portugal, Afrika 1922; bopæl i Dordogne, Frankrig 1923-30; Mallorca 1930-31; Paris 1932-34; Danmark fra 1934. Udstillinger KE 1919-20; Charl. Forår 1922, 1952-55; Charl. Eft. 1922; Fyens Forum 1940; i Paris bl.a. på Salon des Indépendants 1919 og 1933, på Salon d'Automne 1927 og på Salon des Tuileries; Den uafhængige 1944. Separatudstillinger: Ramme-Larsen, Kbh. 1934; Arnbaks kunsthdl., Kbh. 1936, 1939; Fischer & Krarup, Kbh. 1941; Kunsthallen, Kbh. 1938 og 1951. Værker Landskaber og gadebilleder fra Frankrig og Mallorca; landskaber fra Vestsjælland og Ærø; Morgendis over Storebælt, Bjerre (1934-35). Havebilleder og interiører fra Kbh.: Hvide blomster i ateliervinduet (udst. 1934); Gartneren og vinteren (1937); Vinterbillede ved Nordre Damhussø (1937-38); Nabo- huse. Haveselskabsvej (akvarel, Kobberstiksaml.); Fra Humlebæk (akvarel, 1937, smst.); Det blå vindue (1939, Østjyll. Landbr.sk.); Fodboldbillede (ca. 1939, Da. Boldspil-Union); Snebillede. Vanløse (udst. 1951). Portrætter: Bente Esmann (1920rne); forfatteren Gunnar Reiss-Andersen (ca. 1935); selvportræt (ca. 1939). Litteratur Berl. Tid. 10.11.1929 (interv.); 18.1.1936 (K. Flor); P. Uttenreiter i: Konstrevy 1936, 58; Pol. 19.1.1936 (interv.); Nat.tid. 26.1.1936; 14.2.1938; 26.10.1939; 21.5.1941; Land & Folk 18.1.1951; Pol. 28.11.1970 (nekr.). Bemærk: Oplysningerne stammer fra 4. udgave af Weilbachs Kunstnerleksikon. Redaktionen af leksikonet sluttede 1994. Af ophavsretlige årsager opdateres oplysningerne ikke.	Esmann, Niels Erik (I14166)
869	WikiStrinda er Strinda historielags leksikon over historiske personer, begivenheter og bilder i Strinda kommune. Leira gods i 1952 Leira (etter navnet på bekken som renner over gårdsvaldet), Leren, tidligere også kalt Kroghsminde, gnr. 92/1, Strinda, øst for Nidelva og Leirfossene, vest for Tvereggen. Leira er første gang nevnt 1277, og tilhørte i middelalderen erkebiskopen. 1647 var gården delt i to bruk, som tilhørte lektors prebende og kronen, med en liten part til Vår Frue kirke. Gården var 1661 delt i fire bruk, hvorav Reinskloster eide det ene. 1683 eide Else, enken etter Iver Baltzersen, en del av Leira, mens resten tilhørte slekten Schøller, lektors prebende og Vår Frue kirke. Gården kom etter hvert i sin helhet i Schøllers eie, og tilhørte 1722 kommerseråd Anders Schøller. Han var også eier av sag- og møllebrukene ved Leirfossen og store skogeiendommer i Selbu, Tydalen og Klæbu, som skaffet tømmer til sagene på Leira. Schøllers enke Anna de Tonsberg ble 1727 gift med oberstløytnant J. H. Weinigell, som oppførte nye hus på Leira. Etter ham overtok stesønnen, kammerherre Stie Tonsberg Schøller, som ble etterfulgt som eier av enken, geheimerådinne Cecilie Christine Schøller, Stiftsgårdens byggherre. Leira var familiens residens på landet. 1786 gikk godset i arv til geheimerådinnens enearving, dattersønnen Stie Tønsberg Schøller von Krogh, som 1788 solgte til sin far general G. F. von Krogh. Generalen overdrog 1804 Leira til en yngre sønn, oberst og kammerherre G. F. von Krogh, som bl.a. etablerte industrivirksomhet på eiendommen. Ved dennes død 1826 ble godset oppløst, og industribedriftene ble solgt til et interessentskap, mens Leira gård ble overtatt av proprietær J. W. Thoning Owesen, som gjorde gården til et mønsterbruk. Owesens dødsbo solgte 1900 Leira til et interessentskap, med trelasthandler Asbjørnsen som drivende leder. Gården ble 1916 solgt til bankkasserer Ingebrigt Rø, og den har siden vært i hans etterslekt. Leira gods hadde på begynnelsen av 1800-tallet et areal på 2000 daa dyrket mark. 1866 omfattet hovedgården 1040 daa innmark og 20000 daa skog i Tiller, Tydal og Selbu. 1935 var arealet 700 daa, da det var fradelt mange parseller og småbruk. Under den annen verdenskrig beslagla tyskerne 100 daa av innmarken til bruk for en militærforlegmng med 9 brakker. Til Leira hørte husmannsplassene Fossaplass, Hægrate, Leirhaugen, Leirmarka, Leirmyra, Lillekvam, Myr, Nastad, Nicolaiplass, Nordbakken, Nordhalden, Plassen, Rate, Snipen, Sveve, Svevemarken, Søndre Kvamsgrinden, Søndre Lereggen, Sørlia, Trøa og Øien. Industrien på Leira har en lang historie. Øvre Leirfoss var energikilden for driften. 1617 nevnes sagen på Leira, og 1629 oppførte lensherre Oluf Parsberg enda en sag ved Leirfossen. Oberst von Krogh grunnla et kobbervalseverk (Leren valseverk) på husmannsplassen Fossaplass ved Nedre Leirfoss. Industribedriftene bestod 1819 av fire kommøller, flre vannsagblader og kobbervalseverk. Senere ble det anlagt krom- og svovelsyrefabrikk (Chromfabrikken på Leira). Dessuten var det også dengang utmerket laksefiske i elven her. Leirfossene ble overtatt av Thomas Angells stiftelser 1894, og senere av Trondheim kommune. Bygninger m.m. General von Krogh oppførte 1794 en ny hovedbygning på Leira. Bygningen, som hadde sterke likhetstrekk med Stiftsgården, var i to etasjer med valmtak og frontgavl med et ovalt vindu. Bygningen hadde 9 vindusakser, og vinduene var utstyrt med trekantgavler. Innenfor portalen lå en stor midthall med monumentaltrapp, og bakenforliggende garderobe. Trappen endte i annen etasje midt i hallen, som hadde fire frie vegger. På hver side av midthallen lå det to stuer, og utenfor disse lå i vest folkestue og kjøkken og i øst storstue. Landbruks- og folkebygningene dannet en lukket karre med lengdeakse i nordvestlig retning. Hovedbygningen lå med lengdeaksen øst-vest i stump vinkel mot karreen. Folkebygningen, som ble oppført 1813, var 50 m lang, og hadde avkuttede hjørner. Dessuten fantes det et stort, åttekantet stabbur. Thoning Owesen bygde et nytt, stort fjøs. Gården ble ødelagt av brann 1931, og gjenoppført i enklere stil. Foran hovedbygningen, mot nord, var denne flankert av dobbelte trerekker. I aksen åpnet det seg en lang dobbelt alle, som pekte mot Domkirkens spir og mot familiens byre sidens Stiftsgården. Parken var utstyrt med karussdammer, mindre tregrupper og prydbusker. Kilde Trondheim Byleksikon Strinda bygdebok bind 1 s 426-439 Hentet fra «http://www.strindahistorielag.no/wiki/index.php/Leira» Kategorier: Gård StedsnavnVisningerSide Diskusjon Vis kildekode Historikk Personlige verktøyLogg inn Søk	von Krogh, Stie Tønsberg Schøller (I74660)
870	WILLIAM ALEXANDER LEIDESDORFF by Sue Bailey Thurman WITH THE NAME OF William Alexander Leidesdorff, we begin the documentary history of pioneers of Negro origin in California. No nationality or racial minority migrating to the state could wish to have a more distinguished antecedent. Born in the Virgin Islands, the gifted son of William Leidesdorff, a Danish sugar planter, and Anna Marie Spark, a native woman having Negro blood, Leidesdorff found his way to California as early as 1841. He left the Virgin Islands as a youth, journeying to New Orleans, to engage in maritime trade. With time, his fortunes increasing, he became a master of vessels, sailing between New Orleans and New York. However, he soon felt the lure of the West, and selling his personal effects in New Orleans, bought the 106-ton schooner, "Julia Ann," in which he would make the now famous trading voyage to the Pacific. After long months in passage he brought his vessel into San Francisco Bay, landing at the point known as Yerba Buena Cove. Leidesdorff came ashore and the sleepy little town that awaited him was never the same again. For the intrepid newcomer threw himself into the making of California history, finding the innumerable demands of a community experiencing birth pains completely to his liking. Among the several business ventures claiming his attention, he has the distinction of launching the first steamboat to sail on San Francisco Bay. Bancroft, the recognized historian of the period, refers to this event in Volume 4 of his celebrated History of California: "In maritime annals of this period, the appearance of the first steamer in California(r)s waters merits a passing notice. The steamer had no name but has ever since been called the [ANSEL Import: either degree sign or ayn (looks like a left quote)] Sitka.(r) Her dimensions were: length, 37 feet; breadth of bow, 9 feet; depth of hold, 3 1/2 feet; drawing, 18 inches of water, and having side wheels moved by a miniature engine. She was built by an American at Sitka, as a pleasure boat for the officers of the Russian Fur Company and was purchased by Leidesdorff, being brought down to San Francisco in October, 1847. She made a trial trip on November 15 and returned later to Santa Clara and then to Sonoma. Finally on the 28th of November she started on the great voyage of her career to Sacramento, carrying ten or a dozen souls, including George McKinstry, L. W. Hastings, and the owner as far as Monterey. She returned to Yerba Buena and was wrecked at her anchorage in a gale but was saved, hauled inland by oxen and transformed into a launch or schooner. FROM "SITKA" TO "RAINBOW" As the "Rainbow" she ran on the Sacramento River even after the discovery of gold. A notice of arrival from Sitka is even found in the San Francisco, California Star, October 23, 1847, also a notice of the steamer at Sonoma, November 25, when there was a celebration with toasts to the rival towns of Sonoma and San Francisco, December 1, 1847. But the owner of the "Sitka" had engaged in a half dozen other fascinating pursuits since becoming a California citizen. He was naturalized in 1844, and obtained thereafter a grant of thirty-five acres of land, to which he gave the name the "Rio De Los Americanos" ranch, located on the left bank of the American river. The decree confirming the boundary of this tract reads: "Beginning at an oak tree on the bank of the American river, marked as a boundary to the land granted to John A. Sutter, and running thence South to the line of Sutter(r)s two leagues, thence easterly by lines parallel to the general direction of the American river and at a distance of as near as maybe two leagues therefrom: thence along the southerly bank of said river and boundary thereon to the place of beginning." With such vast holdings he continued to establish himself as a business man of amazing acumen when he bought a lot on the corner of Clay and Kearny and built the town(r)s first hotel, which with prophetic insight, he called the "City Hotel." Later, extending his import-export trade (particularly in tallow and hides), he built a warehouse on the corner of California and Leidesdorff streets, the latter being the short street on the waterfront of the Embarcadero of the day, which was named for him. He had a flair for politics, and in 1845 was appointed Vice Consul to Mexico by Consul Thomas Oliver Larkin, serving under the jurisdiction of Commodore Stockton, then military governor of California. In this capacity Leidesdorff gave aid to Fremont and the Americans raising the Bear flag in the historic rebellion at Sonoma in 1846. His official report of this incident to Consul Larkin, not published until 1939, remains an important document of the period. A bachelor to the end of his days, Leidesdorff nevertheless established himself in a commodious home on the corner of California and Montgomery Streets, a step from the present high-storied Russ Building, and from this vantage point won international fame as one of the city(r)s most genial hosts. Whenever government officials, American or Mexican, came to town, Leidesdorff(r)s home, the largest and most impressive in the area, was always chosen as the scene for lavish state entertainment. He had the urbanity of a seasoned diplomat, politician, and man of affairs. His cuisine offered the finest foods and wines and he could boast the only flower garden in all Yerba Buena. On the local level, he held civic positions of honor and trust. He was a member of the town(r)s first council; he was town treasurer, and one of the three members of the first school board which supervised the building of the first public school erected for children in the community. In a lighter vein, he found occasion in the field of sports, to indulge the lively spirit of speculation and daring which he brought with him into California. Among his last ventures, in 1847, was the staging of the state(r)s first horse race, on a "meadow" near Mission Dolores, especially improvised for this unprecedented event. Leidesdorff died of brain fever in 1848 at the early age of thirty-eight. In his death he was accorded the highest recognition a bereaved community could tender a beloved and honored citizen. Flags hung at half-mast from all military barracks and vessels in the port. Minute guns were fired as the funeral procession made its way through the winding streets to Mission Dolores, where with imposing ceremonies his body was laid to rest. But the Leidesdorff story did not end here. For years afterward, the history of the man was linked with the history of his estate. At the time of his death, his property was encumbered with debts amounting to some $50,000, but the discovery of gold in that same year, later increased its value to nearly a million dollars. Joseph Libby Folsom, captain in the U. S. Army and at one time collector of the port, set himself the task of finding the Leidesdorff heirs and securing from them the right and title to their kinsman(r)s California estate. He journeyed all the way to the Virgin Islands in search of Anna Marie Spark, the mother, who still lived in the islands with her other children. Folsom paid her the sum of $75,000, which gave him absolute title to the whole of the Leidesdorff property. The various business transactions that followed in the ultimate sale and disposition of this property became a cause celebre straight through to the end of the century. But Folsom himself lived only a short time to enjoy the wealth obtained from the Leidesdorff estate. He died at Mission San Jose, in July, 1855, at the same age as Leidesdorff, at the time of his death. His memorial was the town of Folsom, which stood on the site of "Rio De Los Americanos" ranch, and the old Montgomery Block in San Francisco, built by Halleck in 1863, on a very small portion of the property owned by Leidesdorff, and later by Folsom. There is magic in the names of the streets in San Francisco. "Larkin," "Stockton," "Sutter," "Leidesdorff," "Folsom." Streets, which as "men in the flesh" were once closely associated. Some of them run parallel or across each other, as the blending of a dream. They serve to remind the city of those men who gave it its beginning. Robert Ernest Cowan connects two of them in a brilliant comparison of Leidesdorff and Folsom, published in the Quarterly of the California: Historical Society, June, 1928: Both men were ambitious, venturesome, clear in vision, wide in mental perspective, firm in their conviction, and capable in their many undertakings. Both had an unbounded faith in the future of the beloved city, wherein they had lived and toiled and died." Greater tribute may not be given the first pioneer of Negro origin who came to San Francisco, made his contribution and passed on. But the citizen of today-of whatever racial, creed or national origin, migrant like himself-may walk "The City(r)s" streets with dignity, knowing that Leidesdorff helped immeasurably to establish this right, a hundred years ago. In: Pioneers of Negro Origin in California by Sue Bailey Thurman. San Francisco : Acme Pub. Co., 1952. Courtesy of the San Francisco African American Historical Society.	Leidesdorff, William Alexander (I85881)
871	[schionning.ged] Uncle Per was educated in farming and was in charge of the farming at Valdemar Slot Castle, Taasinge Denmark, lived over drive through archway. He then went to US before 2 WW and lived in NY worked some time as super intendant and accosiated with brother Palle who worked for Nestle in Stamford Ct. At end of war worked for Bethlehem Steel in Hoboken, NJ and in 1945 went to Waterloo. For some reason he cut him self off from Denmark and all things danish. He took the name Schultz and explained it with the statement... well when you have a middlename as Kokansky and last name as shits would you not change? My brother spent much time with him when in Waterloo, where he worked a bit for uncle Otto. He loved Bowling and his wife the races. He took the name Schultz probably after spending time with Ottos other brother Volmer who also took that name. He lived according to pasport in Odense area November 1926, when pasport was issued, position farmer. Left for USA December 10 1926, Oslo December 11 1926 and he never left the USA since. Registred for national service 5 november 1921 in Denmark, the delisted June 8 1922. Burried in Ullas garden, Parksburg, W.V. together with wife under plumb tree.	Schiøtz, Peer Kokansky (I101190)
872	Anders Hindrikssons (f. 1764) hustru Annika Nilsdotter (f. 1768) gifte någon gång efter Anders frånfälle 1798 om sig med Erik Bock. Annika var ju bara 30 när Anders gick bort så det var ju inte så konstigt att hon gifte om sig. I augusti 1805 fick hon och Erik en son, Jon Hindrik. Man får säga att Annika hade otur med sina karlar, för Erik dog sedan kort efteråt, i januari 1806. Hilda Sofia Bock härstammar som framgår av släktträdet genom sin farmor Stina Uppström från ytterligare ett antal smedsläkter: Krafve, Uppström och Allard för att nämna några. Allards var (och är) för övrigt verksamma i Finspång. Erik Bocks sonsondotter Hilda Sofia Bock är identisk med Ludvig Poraths hustru Hilda Sofia. Ludvig var ju Annikas sonsonson, så han och Hilda Sofia var alltså halvsysslingar.	Porath, Ludvig (I355555582)
873	Anders Hindrikssons (f. 1764) hustru Annika Nilsdotter (f. 1768) gifte någon gång efter Anders frånfälle 1798 om sig med Erik Bock. Annika var ju bara 30 när Anders gick bort så det var ju inte så konstigt att hon gifte om sig. I augusti 1805 fick hon och Erik en son, Jon Hindrik. Man får säga att Annika hade otur med sina karlar, för Erik dog sedan kort efteråt, i januari 1806. Hilda Sofia Bock härstammar som framgår av släktträdet genom sin farmor Stina Uppström från ytterligare ett antal smedsläkter: Krafve, Uppström och Allard för att nämna några. Allards var (och är) för övrigt verksamma i Finspång. Erik Bocks sonsondotter Hilda Sofia Bock är identisk med Ludvig Poraths hustru Hilda Sofia. Ludvig var ju Annikas sonsonson, så han och Hilda Sofia var alltså halvsysslingar.	Bock, Hilda Sofia (I355555583)
874	Hindenburg, Georg Daniel (3.6.1792 - 31.12.1867) født i Fredericia, søn af kaptajn-vagtmester Johan Joachim Hindenburg og Charlotte Marie Amalia v. Castonier (1764-1815). Gjorde karriere inden for det norske livregiment, men søgte 1.7.1842 om afskedigelse og etablerede senere boghandel. – Han udgav også et par bøger, bl.a. Haandbog for Fodgængere (København, 1836) og Dagbog for Underkorporal J. Poulsen (Køge, 1852). – Gift 31.5.1830 med Augusta Dorthea Antoni (21.8.1807 - 12.12.1879) født og død i København, datter af møller Peter Antoni og Anna Dorthea Schritzmeier. Hun oversatte i 1846 bogen Barnepigen fra engelsk. – To sønner, Arthur Hindenburg (f. 1832) og Theodor Hindenburg (f. 1836), blev begge jurister og udgav indtil flere meget brugte juridiske håndbøger. (Dolleris I).	Hindenburg, Georg Daniel (I129090)
875	Stengade 38 Aage Fischer Cafe og Conditori 1932 Ejendommen Stengade 38 er opført i tiden 1802-03 til justitsråd og borgmester Berthel Bjørnsen (1749-1820). Sidelængden er opført samtidig med forhuset. Det var dog ført i slutningen af 1800-tallet at underetagen blev indrettet til forretninger. Da Aage Fischer havde konditori i huset fra begyndelsen af 1920'erne til 1945, var manufakturhandler Holm ejer af ejendommen. Forretningen var et rent konditori, og måtte ikke fremstille franskbrød, morgenbrød og lign., men derimod chokolde, is, marcipan og kager. Til forretningen var knyttet en cafe. Omkring 1940 må Aage Fischer have opgivet serveringen, fordi der på det pågældende tidspunkt åbner et sæbe-og parfumeudsalg i ejendommen. Denne forretning eksisterede fra 1940-1968, samtidig med at Aage Fischer og senere Wichmann havde bageri og bagerforretning. Stengade nr. 38 i 1972 Som det fremgår af fotografiet fra 1972 var det Nissen Sport, som på det tidspunkt havde overtaget den ene halvdel af lejemålet. Omkring 1991 lukkede den sidste bager i ejendommen, og på et tidspunkt derefter blev to forretninger igen til en - præcis som i 1932.	Bjørnsen, Bertel (I126615)
876	F.E. van der Aa Kühle Fra Wikipedia, den frie encyklopædi F.E. van der Aa Kühle Frederik Emil van der Aa Kühle (22. marts 1852 – 30. december 1902) var en dansk fabrikant og politiker, bror til S.A. van der Aa Kühle. Han var søn af oberst Nicolai Seier von Kühle (1815-1883) og Margrethe Emilie Kofoed (1828-1900). Kühle var grundlægger af en lakfabrik i Valby, som i 1900 blev overtaget af A. Stelling. Fra 1901 til sin død havde han sæde i Københavns Borgerrepræsentation. Han var gift med Agnes Armgard de la Laing (1851-1924).	van der Aa Kühle, Frederik Emil (I123741)
877	Helge Nissen Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Helge Nissen (5. september 1871 i Rydhave ved Holstebro – 5. oktober 1926 i København) var en dansk operasanger (baryton), bror til Niels Frederik Nissen. Han debuterede i 1897 på Det kongelige Teater som Mefisto i Gounods Faust. I sin tid var han den førende baryton i roller som Hans Sachs i Mestersangerne i Nürnberg, Wotan i Nibelungens Ring og Kaspar i Jægerbruden. Ved uropførelsen af Maskarade i 1906 sang han partiet som Henrik. Han blev udnævnt til Kongelig kammersanger i 1909. Fra 1912 var han operainstruktør og leder af Det kgl. Teaters operaskole. Nissen indspillede 1908-14 omkring 70 grammofonplader, bl.a. Perlefiskerduetten sammen med Vilhelm Herold. Helge Nissen spillede en rolle i filmen "Blade af satans bog".	Nissen, Helge (I89652)
878	S.A. van der Aa Kühle Fra Wikipedia, den frie encyklopædi S.A. van der Aa Kühle Søren Anton van der Aa Kühle (27. oktober 1849 i Aalborg – 12. april 1906 i København) var en dansk officer, brygmester og direktør for Gammel Carlsberg, bror til F.E. van der Aa Kühle. Kühle var søn af premierløjtnant, senere oberst Nicolai Seyer Kühle (1815-1883) og Margrethe Emilie født Kofoed (1828-1900). Efter at have gået på Sorø Akademi kom Kühle ind på Hærens Officersskole og blev nitten år gammel sekondløjtnant, udtrådte 1876 af Hæren og fik 1887 kaptajns karakter. Han lærte brygning hos Carl Wiibroe i Helsingør, hvis datter han ægtede. 4. december 1875 blev han gift i Helsingør med Johanne Emilie Wiibroe (27. marts 1851 i Helsingør – 2. oktober 1933 på Montebello). Kühle var i en årrække bestyrer af Bryggeriet Rabeshave, indtil han 1. april 1879 blev ansat på Gamle Carlsberg. Allerede året efter udpegede brygger J.C. Jacobsen ham som sin efterfølger i en kontrakt, der blev underskrevet 18. maj 1880, men skulle gælde fra 1. oktober 1881. Kühle blev ansat som driftsbestyrer med titel af direktør under Jacobsens overledelse på de betingelser, at han skulle være eneste leder af bryggeriets drift efter stifterens død, og at han ledede bryggeriet efter de i Jacobsens testamente fastsatte grundsætninger: Uden skelen til øjeblikkelig fordel at holde fabrikationen på højeste kvalitative stade. Efter Jacobsens død 1887 overtog Kühle derfor ledelsen, fra 1901 som overdirektør, og arbejdede i nær forbindelse med bryggeriets nye ejer, Carlsbergfondet. Hans mål var at fortsætte i Jacobsens ånd, ikke blot ved tekniske forbedringer, men også ved at være en administrativ og erhvervsmæssig fornyer. Han havde sammen med Emil Christian Hansen ført dennes grundlæggende videnskabelige arbejde ud i praktisk anvendelse, bl.a. ved konstruktionen af et rendyrkningsapparat for gær. Kühle så tydeligt, at man ikke kunne nøjes med at fastholde princippet om, at "det gode skulde sælge sig selv", for på grund af tidens øgede konkurrence måtte der søges andre metoder. Dette burde ikke mindst ske af hensyn til Carlsbergfondet, hvis formue burde skærmes fra økonomiske rystelser. Kühle beretter selv, at han med støtte fra fondets formand, professor Edvard Holm, nærmede sig Ny Carlsberg, som dengang var den nærmeste konkurrent, og brygger Carl Jacobsen udtalte, at Carlsberg Bryggerierne ikke burde være konkurrenter, men forbundne. Denne udfordring blev elegant løst, da Carl Jacobsen gjorde alvor af sin gamle tanke om at skænke sit bryggeri til Carlsbergfondet. Samtidig oprettede han Ny Carlsbergfondet (20. januar 1902). Æren herfor tilkommer naturligvis alene Carl Jacobsen, men Kühle var som mellemand og forhandler en vigtig formidler. Udtalelser fra Carl Jacobsen tyder på, at Kühle spillede en nøglerolle i Jacobsensn tidlige beslutning om at overdrage sit livsværk til faderens fond. Kühle var på alle måder engageret i processen med at samle bryggerierne i en helhed. Bestræbelsen for at bringe konkurrencen ind under ordnede former førte ham yderligere til at optage forhandlinger med andre bryggerier — forhandlinger, som førte til forskellige overenskomster til begrænsning af den usunde og tøjlesløse konkurrence, bl.a. samarbejdsaftalen med De forenede Bryggerier af 1903. Carlsbergfondets direktion gav over for Kühle ved hans 25 års jubilæum 1904 udtryk for sin anerkendelse af den store betydning, hans virke havde for fondet, og udtalte i sit brev til ham, at hans navn var uopløseligt forbundet med Carlsbergs historie. Kühle fik et smukt eftermæle. Som hans fremtrædende egenskaber nævnes mandighed, klogskab, retsind og ridderlighed. 1894 blev han Ridder af Dannebrog. Kühle købte i 1897 Aldershvile i Bagsværd, som han dog allerede solgte tre år senere. I 1903 flyttede han og familien ind i villa Solbakken i Valby. Han er begravet på Vestre Kirkegård. Der findes malerier af Kühle af Otto Haslund i Carlsberg Laboratorium og af Luplau Janssen på Carlsberg. Buste af Max Andersen, rejst 10. november 1937 på 90-årsdagen for den første brygning på Carlsberg, i mindehallen på bryggerierne.	van der Aa Kühle, Søren Anton (I123743)
879	Mathiane Caroline Mathilde Baagøe	Baagøe, Johanne Caroline Mathilde (I125493)
880	Source citation Source citation ShowHide Pioneers and Prominent Men of Utah, Vol. 2, 1913 Date: 1913 Place: Utah, USA Text: "...Conference Bishop Riverdale Ward 1902-1912. ^J^°^^^ ERASTUS (son of Erastus Bingham, Sr. and Lucinda Gates). Born Sept. 30. 1822. St. Johnsbury Vermont, Married Olive Hovey Freeman (daughter of Isaac F and Lydla Freeman..." About this source: Title: Pioneers and Prominent Men of Utah, Vol. 2, 1913 Subject: Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, Mormons Description: "Church chronology and history," p. 1275-1319, Flake, C.J. Mormon bib., add, Vault and Americana/Rare copies are originals; copies in Humanities Reference, Microforms/Genealogy Reference, and Social Science Reference are photocopies, each bound in 2 v, 1 3 9 Volume: 2 Publication date: 1913 Publisher: Salt Lake City : Utah Pioneers Book Publishing Co Author: Esshom, Frank (Frank Ellwood), b. 1865 Sponsor: Brigham Young University Tags: americana Contributor: Harold B. Lee Library	Bingham, Erastus C. Jr. (I630455)
881	3 mand på gaflen. 1884, den 5. februar sank dæksbåden David af Hasle, nord for Bæla havn i en kuling fra vest. Kun lidt af masten ragede oven vande og de tre mand ombord – Andreas Olsen, Jens Hansen Finne, og Christian Pedersen Vang af Helligpeder kom alle op og stå på gaflen, hvor de opholdt sig til midt på formiddagen da vejret bedagede sig så meget at en dæksbåd fra Hasle kunne gå ud. Der blev kastet et tov ud til hver enkelt. Den mest forkomne var fisker Andreas Olsen, da han nåede land. Dykkere gik ned og tog stenen op og båden blev i noget ramponeret stand løftet og bragt i havn. Den havde været på vej til Allinge ,da den forulykkede. David blev senere solgt til Karrebæksminde. David tilhørte Mads Peter Vangs enke Christiane Henrichsen og mor til Christian Pedersen Vang. Christian Pedersen Vang var i 1884 18 år gammel.	Vang, Christian Pedersen (I20942)
882	"Var en velbegavet, dygtig og meget flittig officer, der havde et klart omdømme, en skarp kritisk sans og nød megen anseelse indenfor sit våbens rammer; var som menneske særdeles elskværdig og nobel i tankemåde, så at han i alle sine tjenestestillinger forstod at gøre sig fuldt ud gældende og var afholdt af over- og underordnede". "Den i ord og handling mest fuldendt tænkelige gentleman".	Holbek, Geert Marinus (I112909)
883	BERLINGSKE: Vores glemte helte Af Thomas Hjortsø, journalist og forfatter til bogen »Den dyre flugt« Om de mange penge bag jødernes flugt fra Danmark i 1943 30. september 2011, 22:30 Thomas Hjortsø: Jødeaktionen 1943. Traf den danske modstandsbevægelse i 1960erne en forkert beslutning, der har medvirket til, at både vi og udlandet har glemt de danske helte, der uegennyttigt reddede jøderne i Danmark i 1943? Da Fredrik Fogh sammen med sin kronisk syge mor i 1943 reddede flere familiemedlemmer og en ven af jødisk afstamning til Sverige, var frygten reel. »Vi var bange for dødsstraf,« fortæller han. Hjælpeaktionen førte til, at Fredrik Fogh og hans mor blev udnævnt til Retskafne af det israelske Holocaust-museum Yad Vashem. Retskaffen er en officiel israelsk hædersbevisning til ikke-jøder, der reddede jøder under Holocaust. Der findes kun 22 danske Retskafne, hvorimod et land som Holland har over 5.000. Når der er udnævnt så få danske Retskafne, hænger det sammen med, at den danske modstandsbevægelse i begyndelsen af 1960erne ønskede, at dens medlemmer blev mindet som gruppe og ikke hver for sig. Det har Yad Vashem stort set respekteret på nær de 22, som har fået hædersbevisningen for, hvad holocaustmuseet kalder en ekstraordinær indsats. Men der var mange, der ydede en stor indsats. En af dem var Georg Zimling fra Saltholm. Han sejlede sammen med sin nabo jøder fra Amager til Malmø. De fik et godt måltid, aftenen før de skulle sejle jøderne til Sverige. »Sæt nu det blev det sidste,« siger han i dag. Det er en rigtig dansk helt - maven skal være fyldt! Både Fredrik Fogh og Georg Zimling oplevede en risiko ved at hjælpe jøderne til Sverige. Det har bagefter vist sig, at risikoen ikke var så stor, blandt andet fordi betydelige dele af den tyske besættelsesmagt ikke var så interesseret i at jagte jøderne. Men netop det, at mange følte en risiko, er i høj grad medvirkende til deres heltegerninger. Deres gerning står i modsætning til mange mellemmænd, fiskere og bådførere, som tjente store penge på at få jøderne til Sverige. En af betingelserne for at blive udnævnt til Retskaffen er, at man ikke har tjent penge på at redde jøder, så mange danske fiskere og mellemmænd ville aldrig komme på tale. I udlandet har man kun lidt kendskab til de mange penge, det kostede at få jøderne i sikkerhed. Man antager stadig, at det var alle danskere, der uegennyttigt hjalp med at få jøderne til Sverige og finder derfor ikke grund til at fremhæve enkeltpersoner. Berlingske omtalte i september en bog af den tyske historiker Arno Lustiger om jødernes redningsmænd. Den sætter fokus på diplomaterne og nævner mange landes diplomater, men ingen danske. Det er ikke kun Danmarks diplomater, der er fraværende i beretninger om at hjælpe jøderne. Det gælder danskere i det hele taget. For eksempel i den britiske forsker Agnes Grunwald-Spiers Schindlers Ligemænd, der tidligere på året udkom på dansk. Titlen på bogen henviser til den tyske forretningsmand Oskar Schindler, der reddede jøder og er kendt fra filmen Schindlers Liste. Agnes Grunwald-Spier nævner hjælpere fra hele verden, men ingen fra Danmark. Hun skriver i forbindelse med de ungarske jøder, at danskerne hjalp 7.000 jøder med at flygte, underforstået at det var alle danskere, der hjalp. Men det er ikke kun i udlandet, at de danskere, som ydede en indsats, er glemt. Det gælder også herhjemme. Hvis man bruger mindesmærker som en målestok for, hvordan vi fejrer hjælperne, så er det ikke meget opmærksomhed, de har fået. Der findes meget få monumenter til ære for dem, der hjalp jøderne over. Når de findes, nævner de ikke direkte hjælpernes navne, og ofte er de holdt i generelle vendinger og taler om modstandskampen eller hjælp til flygtninge. End ikke de mest oplagte kandidater til et monument eller mindetavle har fået et. Hvor er for eksempel mindesmærket for professor Richard Ege og hans hustru, som sammen med andre hjælpere organiserede redningen for flere hundrede jøder med udgangspunkt i Rigshospitalet? En af de Retskafne er Henry Thomsen, som i Snekkersten har en mindesten, hvor han omtales som »flygtningenes modige hjælper«. Vel hjalp han andre end jøder over, men det er alligevel tankevækkende, at hans indsats for jøderne ikke er nævnt. Han blev sammen med sin hustru Ellen Margrethe udnævnt til Retskaffen i 1968. Det var mange år efter hans død. Han blev taget af tyskerne i august 1944 og døde i koncentrationslejren Neuengamme fire måneder senere. Det er paradoksalt, at det eneste mindesmærke i Danmark, der udtrykkeligt nævner en person og direkte skriver, at han hjalp jøderne, er rejst til ære for en tysker. Det er den tyske diplomat Georg Duckwitz, der var nazist, men afslørede de tyske planer om en aktion mod jøderne i Danmark til danske socialdemokratiske ledere i september 1943. Han har en mindeplade på Frieboeshvile i Lyngby, hvor han boede. Centralt i den manglende hyldest til enkeltpersoner står modstandsbevægelsens beslutning over for Yad Vashem om at ville betragtes som en gruppe, når det gjaldt hjælpen til jødernes flugt. Med al respekt for modstandsbevægelsen var det måske en forkert beslutning. Der var dog ikke tale om en ondsindet beslutning, men snarere et udtryk for et fokus på modstandskampen, som redningen af jøderne blev set som en del af. Og så levede myten om, at et helt folk hjalp til med at redde jøderne til Sverige meget stærkt omkring 1960erne. Når et helt folk er helten, kan det være svært at fremhæve enkeltpersoner. Myten om et helt folk som hjælpere er nok også blevet stærkere af mange jøders taknemmelighed over at have reddet livet. I dag ved vi mere om, hvor meget det kostede for jøderne i Danmark at redde sig til Sverige. Og mange hjælpere, ja selv fiskere udtrykte faktisk deres frustration over de høje priser for overfarten og regulære svindlere. Georg Zimling siger, at både mellemmænd og fiskere udnyttede mennesker i nød. »Når man skal redde andre menneskers liv, kan man ikke rigtig gøre det op i penge.« Og så synes han, at der var for få fiskere, der fortsatte med at sejle for modstandsbevægelsen. »Da man var færdig med at gå og tjene penge på folk, tog man til Sverige og blev der. Så gik noget af det patriotiske af. Man skulle i stedet være fortsat med at sejle, til krigen sluttede. Der var brug for det,« siger han. Både Georg Zimling og Fredrik Fogh blev efter jødernes flugt engageret i modstandsarbejdet, og for Georg Zimlings vedkommende førte det til fire måneder i fængsel, da han i 1944 blev taget af tyskerne, fordi han sejlede over Øresund for modstandsbevægelsen. Der er mange hjælpere at vælge imellem, hvis man vil finde nogle at hædre for deres indsats under jødernes flugt. Et skøn lyder på flere tusinde, der deltog i den storstilede operation, som strakte sig over nogle uger i efteråret 1943. Det var ofte helt almindelige danskere, der følte en pligt til at hjælpe. Og der var læger og ansatte på hospitalerne. Der var brug for hjælperne til alt lige fra at opspore jøderne, skjule dem, give dem mad og føre dem til havne eller anløbsbroer. »Vi bestod af en masse små tandhjul,« som en hjælper har sagt om redningsoperationen. Stort set alle de flygtende kan fortælle om hjælpere, der uegennyttigt og med en følelse af at løbe en stor risiko sprang til og fik dem sikkert til Sverige. Ligesom de kan fortælle om bådførere eller mellemmænd, der tog sig godt betalt. Og netop fordi der var så mange, som berigede sig på jødernes bekostning, er der så meget desto større grund til at fremhæve dem, der uegennyttigt hjalp jøderne i sikkerhed.	Zimling, Georg Peter (I116918)
884	citeret i Brande Gårdhistorie, hefte 9 Brandlund, side 97 Kommenteret uddrag af skifte efter Thomas Pedersen 1796 i Brandlund Børn med Margrethe Jacobsdatter 1755 Aagård, Thyregod: Peder Thomsen 1789 Lundfod, Brande Inger Catrine Thomasdatter 1794 Brandlund, Brande Hans børn af tidligere ægteskab: Niels Thomsen, 1773c, tjener 1796 i Ulken, Ringgive Ane Thomasdatter, *1764c Ejstrup, ?1841 Timring, 1791 gift med Christen Olsen, 1796 smed i Uhre Margrethe Thomasdatter, tjener 1796 i Holsten	Pedersen, Thomas (I116500)
885	Dansk biografisk Lexikon (1887-1905): Skeel, Albert, -1609, til Jungetgaard (ved Limfjorden), var Søn af ndfr. nævnte Herman S. Han studerede i Udlandet (1573 i Leipzig), ansattes 1576 for kortere Tid ved det danske Hof og var 1586-96 forlenet med Mandals Len i Norge. Han var en voldsom Natur med Sværet siddende løst i Skeden, og det er alene dette, som har gjort hans Navn bekjendt. Paa Pinsemarke- det i Aalborg 1600 kom han i Klammeri med Niels Juul til Kongstedlund, hvem han gav Banesaar. Han flygtede ud af Riget, men det lykkedes at tilfredsstille den dræbtes Slægt, som fik en stor Sone, og han slap for videre Tiltale. Men da han i Okt. 1608 i Viborg paa Vejen fra Landstinget, hvor han var mødt i en Retssag, tilføjede sin Modpart, Fogeden paa Brandholm, Ulivssaar, undgik han ikke sin Straf, da Drabet maatte betragtes som overlagt. Herredagen i Horsens dømte ham 25. Jan. 1609 fra Livet, og 2 Dage efter fuldbyrdedes Dommen paa Torvet i Horsens. - A. S. var gift med Anne Kaas, en Datter af Bjørn K.	Skeel, Albert Hermansen (I75950)
886	Danske sagfører: Lehn-Schiøler, Ivar (1936 Navneforandr.), f. 27. Dec. 1877 i Kbhvn.; S. af Vekselmægler Lauritz Eiler Theodor S. og Hustru Augusta Thalia Petrea Lehn; g. 1° 22. Jan. 1903 i Kbhvn.; g. 2° 8. Juli 1930 i Kbhvn. (Begge Ægteskaber opl.). 1896 Student fra Metropolitanskolen 1904 cand. jur. 1. Jan.-2. Maj 1905 Fuldm. hos O.sagf. Rigenstrup 1. Apr. 1905-1. Jan. 1908 hos O.sagf. N. G. Mygind 17. Juni 1908 Overretssagfører; praktiseret i Kbhvn. 1909-16 Overinspektør ved de grevelige Reventlowske Godser 1918-21 Medindehaver af Vekselererfirmaet Th. Schiøler. Medl. af Best. for Dampskibsaktieselskabet »Senta« fra dets Stiftelse 1916 til dets Likvidation, derefter Medl. af Likvidationskomiteen. Fra 1925 atter praktiseret i Kbhvn. Fra 1932 Medl. af Best. for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.	Schiøler, Ivar Lehn (I109731)
887	Decbr. 26. 1820 Om Aftenen indløb den første Efterretning om Opløbet og Masacren af de Indfødte paa Manilla den 9de og 10de October sidst, der i deres Raseri dræbte mange paa den Tiid sig der opholdendes Europæer, af de fleste fremmede Nationer — Spanske undtagne — Amerikanere, samt mange der boesatte Chinesere. — Under Opløbet den første Dag indbrød disse rasende Mennesker i Huuset, hvor de tvende Associerede af Handels Huuset derstæds — Manilla — Stevenson & Co. opholdte sig. Vore meget agtede og yndede Danske Venner De Herrer Aquarius Schaffalitzky og John Duntzfelt, hvilke de overfaldte, og paa den gruesomste Maade myrdede, og derefter paa den umenneskeligste Maade behandlede de myrdedes Legemer. — Som her ey er Stæd til at udvikle i sin fulde Sammenhæng.	Schaffalitzky de Muckadell, Baron Aquarius Wilhelm Albert (I88124)
888	Den 8de Februarij bleve Velædle og Velb: Hr. Capitain Hans Friboe og velædle og Velbyrdige Jomfru Anna Dorothea Vildenrath, efter Kongelig allernaadigste Bevilling af den 24 januarij 1730, paa Annabierg Gaard Copulerede. Maa Gud velsigne og lychsaliggiøre deres Egteskab.	Familie: Hans Friboe / Anna Dorothea von Wildenradt (F29212)
889	Det i parantes har jeg Rie tilføjet (Ane Kristine Schou - Johan Henriks farmor skriver selv) min broder Jens Johan...1808 blev omtrent 24 år. (Jens Johan Schou født ca. 1784?) min mor død 27. februar 1820 (Schou...) min faster død 28. august 1838 (Navn? Schou) vort bryllup 9. november 1822 Karen født 25. oktober 1823 Henrik født 4. januar 1826 Bartoline født 30. februar 1827 Johan født 20. februar 1830 Marie født 7. juni 1832 Henriette født 18. november 1835 Henning Mina født 7. december 1837 Teodor født 19. januar 1840 Marius født 11. april 1843 Henrik død april 1834 på andet stykke papir skriver hun: Lene rejst til Aarhuus maj 1851 (24 år) Henriette rejst november 1857 (22 år) Johan rejst 8. oktober til Kjøbenhavn 1850 (20 år) Lille henrik født 22. august? 1853 (barnebarn - uægte barn af Johan Henrik) Laurids født 10. februar 1853 (barnebarn - barn af Bartoline) Teodor rejst til London 24. april 1860 (20 år) Mine rejst til Samsø 13. juni 1860 (23 år)	Løvendahl, Johan Henrik (I88888918)
890	Ejnar af Esbjerg 19 Register ton. Bygget 1916. referat fra haverikom.rap.: 30/4 1934 kl. ca. 15.00. Da Ejnar befandt sig paa en fiskeplads ca. 110 SM V. t. N. \'bd N. af Vyl F. S. gik motoren i staa, idet brændselstanken var tom. Føreren og bedstemanden gik ned i motorrummet for at skifte om til en anden tank. Da dette var gjort ville motoren ikke starte, og da man antog, at der var luft i tilførselsrøret, blev der ved haandkraft pumpet et par slag med petroleumspumpen. Umiddelbart efter skete en eksplosion. Det lykkedes føreren, der havde brækket det ene ben, og bedstemanden at komme op af motorrummet; og da Ejnar straks begyndte at synke, blev pikfaldet til storsejlet kappet. I løbet af et par min., var agterenden under vand, og besætningen - 4 mand - faldt eller sprang i vandet. I løbet af et par min. var bedstemanden - fisker Viggo Thorvald Jensen af Esbjerg - der havde holdt sig oppe ved en jernbøje, forsvundet. 5 min. senere kom en fiskekutter, der opholdt sig i nærheden, tilstede, og de øvrige 3 mand af besætningen blev bjærget om bord i denne, medens al eftersøgning efter bedstemanden var forgæves. Ved Søforhøret menes det at en utæt ventil var aarsag til eksplosionen og efterfølgende forlis.	Jensen, Viggo Thorvald (I118286)
891	En ægte trofast Kammerat, En bramfri ægte dansk Soldat Nys lagdes ned i Muld. Ej Kongen ejed bedre Mand! Hans ganske Sjæl var ren og sand, Hans Hjerte prøvet Guld. Se, derfor sørger den, han lød, Og derfor sørger den, han bød, Men allermest hans Viv; Dog er end Øjet nok saa vaadt, Gudsordet gemmer hun saa godt: Det er et evigt Liv. H....g	Rosen, Carl Gustav (I84961)
892	Founders of Early American Families - Emigrants from Europe 1607-1657 Revised Edition M B Colkert et. al Page 160 Plymouth (Massachusetts) 1632, Duxbury 1651, Gentleman. Official messenger. Freeman. deForest, "Moore and allied families" 1938 Ann may not be his mother. Could have Been a second marriage	Holmes, John (I3942)
893	Fra Ribe Amtstidende, 22. April 1872: I morges kl. 8 afgik her ibyen ved døden i en alder af henved 66 Aar og efter et langt og sørgeligt sygeleje, den tidligere Toldinspektør for Varde, Hjerting og Fanø, Major Daniel Storm C. Den Afdøde, der var født i Kjøbenhavn i 1806, og var en søn af afgangne Oberst C. i sin Tid Fortchef ved hærstyrken i Vestindien, havde været knyttet til denne egn i en lang række Aar, idet han som ung løjtnant allerede i slutningen af trediverne blev udnævnt til Overtoldbetjent i Hjerting.	de Castonier, Daniel Storm (I82050)
894	Fra Sally Salminens slægtsforskning på http://www.sallysalminen.dk/getperson.php?personID=I18045&tree=Sally: kbhv, København (Staden), Udenfor Christianhavns Kvarter, Udenfor Christianshavn, Matr. 7, 9, FT-1801, A5026 Paulus Blædell 52 Gift Huusbond Værtshush. Cecilia Sandal 56 Gift hans Kone Werner Ludvig [Blædell] 17 Ugift deres Søn Stud. Christian Hendrichsen 6 Ugift et Barn antaget til Dem Plejebarn Anne Hansdatter 32 Ugift Tjenestepige Rasmus (vanvittig) Cowdrup 21 Ugift gaar ærinder ??	Blædel, Paulus (I101262)
895	Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Christian Peter (Per) Georg Kampmann (31. maj 1892 i København – 7. april 1959 i Ordrup) var en dansk ingeniør som stiftede Kampsax sammen med Otto Kierulff og Jørgen Saxild. Efter 2. verdenskrig engagerede han sig i dannelsen af SAS, og blev selskabets første administrerende direktør (1947-50). Derudover var han i 1930'erne en af de mest aktive ved udarbejdelsen af forslag til broer over både Storebælt og Øresund.	Kampmann, Christian Peter Georg (I83464)
896	Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Ernst Gustav baron Wedell-Wedellsborg (født 5. februar 1901 i København, død 24. november 1983 sammesteds) var en dansk arkitekt og yachtkonstruktør, far til Ebbe Wedell-Wedellsborg. Han var søn af oberst og kammerherre Gustav Wedell-Wedellsborg og dennes anden hustru Olga Vett, som var datter af grosserer Emil Vett og arving til Magasin du Nord (Th. Wessel & Vett). Fra 1942 sad Ernst Wedell-Wedellsborg i bestyrelsen for Th. Wessel & Vett. Wedell-Wedellsborg var medlem af Kongelig Dansk Yachtklub og blev en kendt konstruktør af yachter. Han tegnede to 6-meter-både, hvoraf den første i 1936 blev udstillet i Forum. En kreds af medlemmer af Kongelig Dansk Yachtklub bestilte i 1935 tegningerne til en ny konstruktion, som blev hans mest udbredte. Konstruktionen blev bestilt som en entypebåd, og Wedell-Wedellsborg kaldte den W-Baaden efter sit efternavn. 1936-37 tegnede han kong Christian X's nye yacht Rita VI og havde en række opgaver for andre velbeslåede og kendte kunder. Wedell-Wedellsborg slog sig senere ned på Thurø, hvor han designede bl.a. nogle 5,5-meter-både. Hans sidste større opgave var den 60-fods Niravana, som værftsejer Aage Walsted i 1962 søsatte. I 1937 bidrog Wedell-Wedellsborg til udstillingen Bolig-Byen i Forum, men hans bidrag er gået tabt. I 1952-56 tegnede han 15 tapeter i abstrakte mønstre for Tapetfabrikken Fiona, som han måske er kommet i forbindelse med ved et sejlerstævne i Faaborg. I 1957 deltog han i Fionas konkurrence om nye tapeter. Hans kunstnertapeter kendetegnes ved legende optiske effekter. 31. marts 1931 ægtede han i Garnisonskirken i Oslo Gudrun Bruusgaard (4. oktober 1904 i Oslo - 14. april 2003), datter af professor i medicin Johan Gustav Edvin Bruusgaard og Ingeborg født Hee.	Wedell-Wedellsborg, Baron Ernst Gustav (I8968)
897	Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Frederik Godske de Cicignon (død 1815) var en dansk-norsk officer og kammerherre. Han var søn af stiftamtmand Ulrik Frederik de Cicignon og Nicolaina Antoinette von Brüggemann og var den eneste søn blandt otte børn. Han var født mellem 1746 og 1759 og avancerede til kaptajn og kammerherre i den danske hær. Slægten Cicignon uddøde i Danmark-Norge med Frederik Godske de Cicignon.	de Cicignon, Frederik Godske (I125409)
898	Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Frederik Treschow Frederik Wilhelm Rosenkilde Treschow, født Rosenkilde (5. juli 1811 i Roskilde – 11. december 1869 på Brahesborg) var en danskgodsejer og kammerherre. Han var adopteret søn af højesteretsadvokat og godsejer Frederik Treschow og Jensine Palæmona født Aagaard og overtog 1854Brahesborg fra faderen. 1856 blev han kammerherre, og han var også medlem af Odense Amtsråd. 1867 blev han optaget i den danske adel. 26. marts 1836 ægtede han i Garnisons Kirke Andrea Bjørn Rothe (3. juni 1814 i Rønne - 23. november 1885 i København), datter afkontreadmiral og kammerherre Carl Adolph Rothe og Benedicte født Ulfsparre de Tuxen. Børn: Carl Adolph Rothe Treschow (1839-1924) Benedicte Ulfsparre Treschow (4. januar 1841 på Brahesborg - 17. december 1917 i København), gift 1. gang med Carl David Withusen (1822-1874), 2. gang med Lorenz Frølich Frederik Vilhelm Treschow (1842-1876) Christian Rosenkilde Treschow (1842-1905) Han er begravet på Gamtofte Kirkegård.	Treschow, Frederik Vilhelm Rosenkilde (I20408)
899	Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Frederik Zytphen-Adeler Frederik ("Fritz") Herman Christian de Falsen lensbaron Zytphen-Adeler (10. februar 1840 – 1. april 1908 på Dragsholm) var lensbaron til Baroniet Adelersborg og kammerherre. Han var bror til Otto og Christopher Zytphen-Adeler. Han var søn af lensbaron G.F.O. Zytphen-Adeler og Bertha Frederikke Henrietta født Løvenskiold ("Fritze") og blev gift den 25. oktober 1867med Malvina Cecilia Georgette født de Falsen (10. december 1848 – 23. februar 1919 på Søbysøgård). Han fik 24. december 1867 patentpå navnet og titlen de Falsen Baron af Zytphen-Adeler og det dertil svarende våben. Han var officer og Ridder af Dannebrog	Zytphen, Lensbaron Frederik Herman Christian Adeler (I103360)
900	Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Gerhard Christopher baron Zytphen-Adeler (31. august 1851 på Dragsholm – 8. juli 1915) var en dansk adelsmand og arkivar i Udenrigsministeriet, bror til Frederik og Otto Zytphen-Adeler. Karriere Han var søn af kammerherre, lensbaron G.F.O. Zytphen-Adeler og hustru Bertha Frederikke Henrietta født Løvenskiold ("Fritze"). Han blev student fra Schneekloths Skole 1871, blev cand.jur. 1878. Han blev ansat i Udenrigsministeriet samme år og blev forfremmet til fuldmægtig 1889 og arkivar 1894-1909. Zytphen-Adeler lagde en stor indsats i foreningsarbejde. Han var formand for Dansk genealogisk Institut, i bestyrelsen for Kjædeordenen og for Københavns Bespisningsanstalt for Trængende, adm. direktør for Admiral J.B. Winterfeldts Stiftelse (Trøstens Bolig), næstformand i Hygæa, kasserer og adm. direktør i Klubben, medlem af bestyrelserne for Schneeklothianer-Samfundets Understøttelsesfond, Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, Det kgl. danske Haveselskab, Døtreskolen til Frederik VI's Minde. Han var tillige formand for bestyrelsen for Dansk Adelsforbund, der blev oprettet 1908, og for Urnelegatet og medlem af bestyrelsen for Adels-Aarbogs-Foreningen. Dekorationer Han var dekoreret med de udenlandske ordener Badenske Zähringer Løve Orden, Franske Æreslegion, Italienske Krone Orden, Japanske Hellige Skats Orden, Japanske Opgående Sols Orden, Norske Sankt Olavs Orden, Nederlandske Løves Orden, Portugisiske Kristusorden, Preussiske Krone Orden, Portugisiske Undfangelsesorden af Vila Viçosa, Russiske Skt. Anna Orden, Siamesiske Krone Orden, Nordstjerneordenen, Spanske Carl III's Orden, Vasaordenen, Tyrkiske Medjidieh Orden, Tyrkiske Osmannieh Orden. Han var ugift.	Zytphen, Baron Gerhard Christopher Adeler (I103365)

Notater

Hindenburg, Georg Daniel

Stengade 38

F.E. van der Aa Kühle

Helge Nissen

S.A. van der Aa Kühle

Mathiane Caroline Mathilde Baagøe

Source citation

Source citation ShowHide

3 mand på gaflen.

Quick Links

Kontakt

Webmaster Besked