Notater

Bopæl i 1934: Landsvej 4, Holte.

Han er ikke konstateret død i Søllerød kirkebog indtil 1941.

nner), formann iÅlesund Vel 1922-1936, Formann i Ålesund Høire 1916-1924,medl.av bystyret, Ålesund 1924-1945. Forman n i Borgundformannskap 1946-1952. Formann i Selskabetfor Ålesund Bys Velside 1

922. Fange på Grine 1941. Var en aktiv amatørfotograf og han samling Aalesund-bilder omkring 1915 ble presentert i sunnmørspostens faste spalte "For noen tiår siden".

Det var i stor Spænding, at vi kørte ind gennem den nordre Port, naar vi uanmeldt kom paa Besøg til Lynderupgaard fra Laastrup Præstegaard. Det var jo ikke noget, der skete hver Dag, og der var gaaet mange Forberedelser forud. Børnene var kommet i deres pæne Klæder, friserede og vaskede med Sæbevand i Ansigterne, saa de ligefrem skinnede af Renhed, og de havde faaet alle de mange Formaninger af Mor til at sige Goddag og Farvel med Tak for i Dag, pudse Næserne, tørre Fødderne godt af, banke pænt paa Døren, gaa stille gennem Stuerne, sidde pænt til Bords og være beskeden og ikke tage Kage mere end to Gange o.s.v. Hele Laastrup By havde været i Bevægelse, baade Lundses og Hanses, over at se os drage af Sted, og nu var vi endelig paa Lynderupgaard.

Far! Hvem skal vi til i Dag?

Ja, det kommer an paa, hvem der er hjemme, og hvem der vil have os.

Men hvis der nu ingen er hjemme?

Saa kører vi til Nørreris.

Glæde over hele Linien. Det var dog alt for slukøret at køre lige hjem igen.

Lad os nu køre stille op ad Gaarden; Thomas skulde have Tid til at stille sig ved den store Lænkehund, at den ikke skulde fare ud imod Hestene, og inde paa Lynderupgaard skulde de have Tid til at tørre Støv af og summe sig paa det store Livsspørgsmaal: ”Hvad skal vi traktere dem med”. Thi vel var det en stor Herregaard, vi kom til, men den tresædede ”Wahl” var godt fyldt med Mennesker, 11 store og smaa har vi mange Gange været paa den.

Saa kørte vi Fod for Fod, som om vi kørte med Potter. Børnene strakte Hovederne ud til begge Sider for at se, hvor der var Livstegn, og de, som sad paa Bagsædet, hang helt ud af Vognen, saa holdt vi langt om længe i Porten. Der stod saa gerne en Frue i hver Dør og bød os hjertelig Velkommen; men hvad nu? Ja, vi maatte sande en Forvalters Ord: ” Det er et strengt Sted at være, man ved aldrig til hvilken side af Porten, man skal have sit Brød.” Men Spørgsmaalet, hvem vi skulde til, blev snart afgjort af Faster Grethe: ”Karen har nok har nok noget bedre at give jer end jeg, men I ved nok, at saa længe jeg lever og fører Hus, skal I nu til mig”. Saa kom vi af til venstre, mens Thomas holdt ved Hestene og Børnene blev pakket ud af alle de aflagte Overstykker, som gavmilde Mostre og Fastre efterhaanden havde forsynet den med, til de til sidst stod som afskrællede Løg. ”Du forstaar rigtignok, bitte Kis, at pakke den godt ind”, sagde Faster Grethe med fornøjet Smil, mens hun selv hjalp med til at rulle dem ud.

Saa kom vi da ind i den store hyggelige Stue. Var det ved sommertide, fik vi Saftevand og Kager, og Børnene gik saa ud til Observationer i Gaard og Have, men vi ældre blev inde til hyggelig Passiar; thi Faster Grethe var en dygtig Husmoder, der havde Orden paa sine Ting og forstod at give sine Ordrer, saa hun forlod ikke sine Gæster, men blev hos dem til den sidste Haand skulde lægges paa Aftenbordet. Var det i Maj Maaned eller Oktober, kunde det tit være koldt hos Tante Grethe; hun var fra Barndommen af vant til Nøjsomhed og Sparsommelighed og var en principstærk Kvinde; der maatte ikke fyres i Kakkelovnen før 1. November og heller ikke i Maj, naar de hvide Gardiner var kommet op.

Vi frøs til at begynde med med Anstand; men vi blev modtaget med saa megen Hjertevarme, og Tante Grethe var, mens hun endnu kunde høre, saa livlig og interesseret for alt og alle, at vi snart glemte Kulden og havde det i alle Maader rart. Erfaren Kvinder er god at gæste, og Tante Grethe var en erfaren Kvinde, prøvet baade i Glæde og Sorg, og hun var god at gæste. Da jeg blev lidt kendt med hende, havde jeg gerne noget at bede hende om, en Falske Portvin, nogle Penge, en Gang endogsaa en Luftpude, og aldrig kan jeg mindes at have faaet Afslag, men altid et gals Ja, hvorefter der saa gerne fulgte, ”Hvem skal De saa have det til”. Var det saa til en, hun kendte eller holdt af, kunde hun blive saa glad, ”Tak skal De have, at De vil hjælpe mig, jeg er blevet for gammel til selv at finde paa noget”. Saa behøvede jeg ikke mere at tale om den Ting; naar vi skulde køre Hjem, kom hun selv med det, pænt pakket ind og sagde, ”Værsgo´ og hils fra mig”. Jeg havde gjort hende en glæde ved min Bøn og vidste, at hendes Gave og Hilsen vilde blive modtaget med inderlig Glæde.

Saa kom vi til Aftenbordet som Faster Grethe gerne gjorde Undskyldning for, men det var der ingen Grund til, da der altid var rigelig og god Mad. Men - men vi havde undertiden Tante Karen mistænkt for, at hun i Stilhed listede lidt over paa den anden Side af Gaarden. Altid fik vi hos Faster Grethe to rene Tallerkner, og naar hun havde Fisk at traktere med, saa tre. Gjorde vi Indsigelser mod den Flothed, svarede hun kort og godt, ”Ja! Men her raader jeg”, og saa var den Sag afgjort; men det var hende ikke imod, at vi gjorde Indsigelse og lagde Mærke til hendes Flothed.

Efter Aftenbordet gik Passiaren igen en Tid, saa skulde vi jo køre i god Tid, da Børnene var med. Begyndte vi saa at gøre Tegn til Opbrud, kom Tante Karen gerne og sagde: ”De ved nok, hvad De skal have, det skal De have, De faar at give lidt Tid”: Saa kom Desserten, som samme Tante Karen sjælden nød noget af selv; men som hun vidste, vi Laastruper aldrig var kede af. Naar saa den var nydt, kom Thomas med Vognen, Børnene kom efter Alder og sagde Farvel til Faster Grethe og fik til deres store Henrykkelse hver en Krone af hende. Alle blev pakket forsvarlig ind, Thomas gik foran og stillede sig ved Lænkehunden igen, og vi drog af Sted med den glade Hilsen, ”Kom snart igen”, der gav Genlyd i alle vore Hjerter.

Jens Kieldsen og Fru Karen kom gerne over til os og blev hos os til der skulde spises til Aften. Saa forsvandt de en liden Stund ved sagtens af Frygt for, at vi Laastruper var saa forslugne, at der ikke blev Mad nok. Undtagen, naar Menuen stod paa Fisk, saa blev de. Hvordan mon de egentlig kunde vide, at der var Fisk nok?

”Du sørger vel nok for en Cigar, bitte Jens”; og saa maatte den Kieldsen, der ikke røg, men drak, sørge for Cigaren, og det gjorde han med saadan Færdighed, at man kunde have ham mistænkt for, at han røg i Smug. Hvis Tante Lotte tilfældig var paa Lynderupgaard, naar vi kom der, saa kan det nok være, Samtalen gik. Der manglede ikke Stof, hverken Alvor eller Skæmt; Jens Kieldsens fornøjelige Latter og Tante Lottes glade Udraab: ”Det er dejligt”, livede op mens Tante Karen sad saa stille og fyrede op under Kedlerne. Det var et fornøjeligt og indholdsrigt Besøg, vi aflagde paa Lynderupgaard, og som vi levede højt paa i lange Tider. N.L. 

Kilder

[S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hio

rt-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1954:II:65- 276. i.

According to the church-book she died as a pauper 81 years old.