Notater

Ben*vnes ved vielsen som Marie Giested.

Ben*vnes ved vielsen som Marie Giested.

12 – 1 – 1944”

Lars kom fra kontoret kl. 12, han havde forskellige ærinder at besørge - betale nogle regninger bl.a. – men kl. 16 kom vi da afsted og spekulerede, mens vi slæbte to ret tunge kufferter op ad Nytorvgyde på, hvornår og hvordan vi ville se det hele igen. På stationen traf vi Christian og Lars’s søster og hendes mand proprietær Erik Kinch, fra Nøragergård og vi fik talt sammen i 20-30 minutter, og så gled vi da ud fra Viborg – det var en rar fornemmelse! Lige før kl. 11 (23) kom vi til Fredericia, hvor vi sov på hotel Vasegården om natten.

Vi havde heldigvis fået færgebilletter, men der var en masse mennesker, så vi blev mast, først på vej til visitationen og derefter på vejen ombord – men det var en lettelse at være kommet godt igennem. På banegården i Kbh. blev vi modtaget af Hans Henrik og fars Elles. Vi tog ind på Missionshotellet i Løngangsstræde og sov godt om natten efter dagens anstrengelser og den foregående nats uro – jeg havde kun været i seng fra ½2 til 5.

Næste morgen henvendte vi os på den adr. vi havde fået af A.P. (Knud Axelholm, Købmagergade 32), og vi blev modtaget med den største elskværdighed. Han lovede straks at gå i gang med at skaffe en overfart til Sverige, og vi gik efter at have aftalt at komme igen næste dag og høre, hvordan det gik. Kort efter at vi var kommet ned på gaden blev der luftalarm, og da vi ikke havde lyst til at gå i beskyttelsesrum, vendte vi straks om og gik tilbage, og idet vi kom derhen kom Kax ned i gadedøren for at se efter os – og vi gik med ham op – han lavede kaffe og smurte smørrebrød og mens vi ventede på det hørte vi svensk radio og hørte den frygtelige nyhed om mordet på Kaj Munk.

Dagene i København gik ned ”afskeds-visitter” hos vore nærmeste slægtninger – blandet med besøg hos Kax for at høre besked. Om fredagen fik vi at vide, at nu gik det godt, vi skulle med en af kystpolitiets både næste morgen – vi skulle møde ved Holmens kirke kl 7. Den nat sov vi et nyt sted – vi havde hidtil været fordelt hos forskellige fjernere slægtninge og venner. Lars og jeg sov hos et ægtepar, der gik tul bridge om aftenen, lige efter at vi var ankommet – og vendte hjem næste morgen ca. 51, så vi drak morgente sammen og sagde farvel og gik ned til sporvognen. Ved Holmens kirke mødte vi Kax og drengene, der havde sovet hos ham om natten, og vi gik over til Christianshavn, hvor vi stod på et gadehjørne og ventede lidt – så kom en høj flot kystbetjent forbi på cykel – han satte lige en fod på jorden og sagde til Kax: ”I morgen samme tid, samme sted”. Så sjokkede vi tilbage til Købmagergade – op til Kax – drengene blev sendt efter wienerbrød og Kax lavede kaffe – og mens det stod på kom kystbetjenten derop og fortalte, at forsinkelsen skyldtes sabotage hos Burmeister & Wain, der havde givet så stærk en ”Flodbølge” i kanalen, at den ene af politis både var sunket, og da de kun havde én tilbage, kunne de ikke sejle os over. Det var , tør jeg nok sige, en lidt mat forsamling, der sad omkring bordet – jeg ringede til min broder og andre slægtning og fortalte, at ”hjemrejsen” var udsat til næste dag. Om natten sov min mand og jeg et nyt sted, drengene igen hos Kax.

Søndag morgen – d. 9 januar (1944) var vi oppe 5½ - tog igen afsked og tog ind til mødestedet med sporvogn, mødtes igen med Kax og drengene og så gik vi ned på en af pladserne – ind i et af de store pakhuse, blev skjult – vi og de andre, der var efterhånden samledes – mellem tønder og kasser langs pakhusmuren, og lidt efter lidt fik vi besked om at gå hurtigt over til kajen og ned i båden – én ad gangen.

Det var en fiskerbåd, og vi blev anbragt, 6 voksne og 2 børn – 1 på en måned og en på 4½ år i en kahyt forude, så var der absolut ikke plads til flere. Hans Henrik og Christian og 2 andre unge mænd blev stuvede ned under dækket omkring motoren agterude. Lugen blev lukket næsten i og turen begyndte ca. kl. 8. Da vi havde sejlet lidt, mærkede vi, at motoren sagtnede farten og lidt efter gik skipper forud og idet han passerede lugen blev den lukket helt i med et lille spark – jeg tør sige, der blev stille nede hos os! Så mærkede vi at en båd lagde sig ved siden af os, og der blev talt, men vi kunne ikke høre, hvad der blev sagt, eller hvilket sprog, der blev talt – men efter nogle minutters spænding, hørte vi den dejligste lyd, vi i det øjeblik kunne høre, nemlig motorens: duk ….duk….duk, hurtigere og hurtigere – så kom skipper hen og skød lugen lidt til side og sagde: ”Det var bare det danske kystpolitis patruljebåd”. Så gik det videre mod øst, det var ret kraftig sø, og da vi flere gange skiftede kurs fik vi adskillige rulleture. Engang kom der en tysk patruljebåd lige ind imod os, men pludselig skiftede den kurs og satte næsen hjem mod Kbh. – heldigvis var morgenkaffen mere fristende end en lille fiskekutter, hvor skipper sad roligt og ordnede sine garn. Efterhånden blev hele forsamlingen undtagen den lille på en mdr. – hun havde fået noget at sove på – og jeg – søsyge – så min opgave blev at holde vort eneste lille vandfad for den der trængte mest til det og i rette øjeblik få det rakt over til næste ”patient” – og derefter op til skipperen, så han kunne tømme det af – jeg var til sidst lige ved at tro, at jeg selv kunne blive dårlig, hvis det skulle vare ret længe ved – luften nede i det lille rum var jo ikke egentlig frisk!

Da vi nærmede os territorialgrænsen var der en tysk flyver, der øjensynligt interesserede sig lidt for os. Svenskerne fortalte os senere, at de havde indstillet deres luftværnsskyts på den, hvis den skulle blive fræk. Så snart vi var godt inde på svenskt farvand fik vi lov at komme op på dækket – det var dejligt. Præcist efter 2 timer kl. 10 kom vi til Barsebäck og blev hjulpet iland af 2 marinpoliser og budt et venligt: ”Välkomna hit” så fik vi bagagen i land og tog afsked med vores skipper og hans mand – nu havde de hjulpet ca. 1000 mennesker over. Vi betalte 500 kr. for overfarten for os alle fire. I Kbh. havde vi givet Kax, hvad vi havde tilbage af ernæringskort – til de underjordiske.

Vi kom op i en stue, hvor der blev fyret vældigt op og sat kaffebord over – smurt mad osv. Imens blev vi skrevet op af poliserne – fik aviser at se og snakkede med de to poliser, der kom og gik – og vi sad og nød følelsen af at være ovre. Så fik vi kaffe og sigtebrød med pølse og ost – det smagte vidunderligt. Og så ventede vi længe – bilen vi skulle med, en militær lastbil vat i stykker – endelig ve ½2 – 2 tiden kom vi afsted ind til Malmö. Der blev vi læsset af ved Gamla borgareskolan i Repslageregatean, og så begyndte møllen – rundt fra den ene til den anden og med lange ventetider imellem. Vi havde heldigvis vore legitimationspapirer med over i god behold, så det var jo let for os. Ved 7 tiden blev vi fulgt hen til en restaurant ”Solidar”, hvor vi spiste middag alle sammen. Kort havde vi fået udleveret. Efter at have været et lille smut inde i St. Petrikyrkan, hvor der var aftenandagt, gik vi alle fire til oberstløjtnant Allerups på Silfnes pensionat – vi havde haft en hilsen med til ham fra vores svoger oberst Bruhn. Kl. 10 skulle vi være tilbage på skolen, og så kravlede vi i papirssengene og sov såmænd rigtig godt efter omstændighederne. Sengene var kolde og papirsengetøjet lavede en utrolig larm hver gang man rørte sig.

Næste dag rejste vi med tog 12.35 til Diö i Småland of derfra med bil til Möckelsmæss herregårdspension, hvor der var dansk flygtningsforlægning – der var vi til 1. marts – da rejste vi til Lund, hvor Lars havde været så heldig – takket være bekendskaber og sit juridiske eksamensbevis – at få en stilling i Skånska Hypoteksföreningen med løn betalt halvt af ”Hypoteket” og halvt ?????????

Det bedste af det hele var næsten den ”lejlighed”, der blev stillet til disposition for os – takket være den tidligere ”ombudsmann” Albert Eklund, der havde lejligheden til sin rådighed, når han eller familien kom til byen. De gav afkald på den til fordel for os, så længe vi var i Sverige som flygtninge. Den bestod af to værelser – mørke, men rummelige og på den anden side af en gang var der et toiletrum og et kosterum, som de havde indrettet som et lille køkken til os. I det hele taget blev vi mødt med en strålende venlighed og hjælpsomhed af hele personalet lige fra ombudsmanden Niels Falk og hans frue til den elskelige Jönsson – Den drivende kraft – ved siden af Nils Falk – var dog fru Ingeborg Österberg – enke efter en svensk præst, men født i Danmark med en dansk far og svensk moder – hun fik dem alle med sig, så de havde købt ny gardiner og lånt møbler til os – der var billeder på væggene, bl.a. et af Viborg Domkirke – der var cigaretter i et bæger på bordet og en skål med appelsiner – kort sagt hjemligt og hyggeligt. Og de 13 måneder vi tilbragte i Lund blev på mange måder en meget rig tid. Vi kunne takke være lejligheden byde andre flygtninge noget, der var mere hjemligt end det ene værelse de allerfleste måtte nøjes med – f.eks. boede kgl. Kapelmusikus Sigfried Salomon, hans 16-årige datter og hans søster fru Bruce i mange måneder i 1 værelse – så der blev drukket utallige kopper te og kaffe med ”bakelser” fra Håkanssons og Fahlmanns, mens nyheder fra Danmark blev drøftet, bragt over af de stadigt kommende nye flygtninge derovrefra – der blev sagt farvel til de danske venner, der skulle eller ville tilbage for at ”arbejde” videre – de var altid nervøse for hjemturen, jeg troer, Signe Sand udtrykte deres følelser bedst, da hun på vejen ned til stationen, hvorfra turen gik til Malmø og videre til København samme nat, sagde til mig: ”Jeg er hunderæd, det er at sige som det er” – Men trods alt dette og den tilfredshed, det gav at kunne gøre det – så var der altid den følelse, at vi mange gange hellere ville have haft det ondt i Danmark end have det så altfor godt i Sverige. Et par dage efter at vi var kommet derover sagde jeg til min mand: ”Er du klar over, at den værste tid, vi får herovre, det bliver, når det ”skeer” hjemme”, og jeg kan kun sige det var endnu værre, end jeg havde tænkt mig.

Vores to sønner var jo med os derovre, den ældste Hans Henrik meldte sig straks til Brigaden og fik sin indkaldelse dertil i marts og rejste op til 1. bat. i Sala den 16/4 1944.

Christian gik i skole et par måneder, men tog så ud på landet for at begynde at lære landvæsen, var forskellige steder, indtil han den 5/4 – 1945, dagen efter sin 18 års fødelsdag rejste op til Sofielund ved Konga til 5. bataljon, og mens min mand og jeg måtte vente til d. 30 maj med at komme hjem til Danmark, så kom de naturligvis over med det samme – H.H. der var i 1. bat.1.komp. var med den første båd, der gik over fra Helsingborg til Helsingør den 5/5 om morgenen – Chr. Kom først over sidst på dagen.