Notater

Match 801 til 850 fra 50,310

#	Notater	Knyttet til
801	Hofmansgave - et gammelt gods I den vestligste af Hofmansgaves marker som kaldes Knyleløkken, lå der i det 15. århundrede gården Knyle. En ejer, Frederik Quitzow, flyttede omkring 1588 gården ca. 1300 m længere østpå til det sted, hvor Hofmansgave ligger i dag. Han kaldte den nybyggede gård for Quitzowsholm. Amtmand og konferensråd Niels de Hofman købte i 1783 denne gård, som på det tidspunkt hed Bøttigersholm. Han omdøbte gården til Hofmansgave og rev en væsentlig del af de gamle bygninger ned og byggede nye. som nu er fredede. Hovedbygningen er opført i en meget enkel, men ren barokstil, men sidefløjene er i bindingsværk. Øverst til venstre på nærværende side ses et stik af gården som den så ud i 1847. Niels de Hofman var gift med Anna Christine Wellejus, enke efter skibskirurg og godsejer Claus Bang. Ægteskabet var barnløst, hvorfor Niels de Hofman i 1784 oprettede godset Hofmansgave til et stamhus til fordel for sin 8-årige slægtning Niels Bang, med hvem han var beslægtet både gennem sin kone og sin søster. Stamhusets erectionsbrev (oprettelsesdokument) bestemte, at besidderen skulle bære navnet Hofman og føre denne slægts våbenskjold. På et senere tidspunkt begyndte Niels Hofman at skrive sig som Niels Hofman(Bang) hvilket efterhånden i daglig brug blev til Hofman-Bang, det er dog først i midten af 1900-tallet at hele slægten officielt bærer navnet Hofman-Bang.	de Hofman, Niels (I93424)
802	Hvordan er vi i familie med "Sadolin & Holmblad" og "Sadolin Farveland" Meget kort kan forbindelse forklares således, at Gunnar - sammen med sin forlovede Esther Margrethe Schultz, som han siden blev gift me i 1910 - allerede i 1906 påbegyndte farvefabrikation i Fasangaarden på Frederiksberg. I 1907 stiftedes et interessantsskab, I/S Gunnar A. Sadolins Farver, med detagelse af - foruden Gunnar - Frode, Jørgen og Olaf samt vennen Olav Høgsbro. Dette blev i 1909 omdannet til et aktieselskab, A/S Gunnar A. Sadolin's Farvefabrik, og i 1911 kom broderen Knud hjem fra et arbejdophold på Cuba, og tiltrådte som leder af selskabets nyoptaget forretningsområde trykfarver, mens Gunnar fortsatte som direktør for malevarerne. I 1912 flyttede A/S Gunnar A. Sadolin Farvefabrik ud til den af Lars Friis og Magnus Trap Rüdinger de la Laing fælles interessentskab, Holmblad's & Co.'s Eftf., og kort efter - stadigvæk i 1912 - købte A/S Gunnar A. Sadolin's Farvefabrik det noget mindre Holmblad & Co.'s Eftf. De to tidligere ejere blev i stedet blev ansat som henholdsvis regnskabsdirektør og merkantil direktør, hvorefter at selskabet blev navngivet A/S Sadolin & Holmblad & Co. Eftf. Frem til 1914 fortsatte de to oprindelige selskaber som to selvstændige afdelinger - under deres hidtige navne, hvorefter at foretog en egentlig fusion, og samtidig blev de la Laing afskediget. Han startede kort efter sin egen farvefabrik, og "stjal" firmaets "bedste" mænd. Men allerede mindre et årti efter, så købte man hans farvefabrik, der herefter blev nedlagt. Efter nogle år fandt man - i 1919 ud af, at dette navn var for langt og man slettede derfor & Co.'s Eftf. i navnet, hvorefter at selskabet blot kom til at hedde A/S Sadolin & Holmblad eller blot "S&H". Frem til 1991 hed selskabet dette navn, og i forbindelse med at alle aktiviteter blev overført til nye datterselskaber kom selskabet til at hedde Nobel Industrier A/S og i 1995 Akzo Nobel A/S. I de mellemliggende år fra 1919 til 1991 var der dog sket mange ting, og man opnåede bl.a. at blive blandt verdens fem største farve- og lakkoncerner (mens man i dag indgår i verdens største), at grundlægge fabrikker i over 30 lande (hvoraf nogle af dem stadigvæk eksisterer under navnet Sadolin, bl.a. i Afrika og Mellemøsten), at få hele Vesteuropa til at "pinotex'e", at etablere en af de mest kendte rollemodeller indenfor europæisk detalhandel, Sadolin Farveland, samt at lave det første aktieselselskab i Sovjetunionen med privat kapital, EKE-Sadolin A.S. (nu: ES Sadolin A.S.) Ud af Sadolin & Holmblad spang i øvrigt datterkoncernen Kemisk Værk Køge A/S, der blev grundlagt som en afdeling i 1934 og blev et selvstændigt aktieselskab i 1946. Kemisk Værk Køge blev Nordens største producent og eksportør af farve- og tekstilpigmenter samt plantebeskyttelse, men kom også til at lægge navn til Nordens største kemiskandale i 1977, da det svenske datterselskab BT-Kemi KVK forurenede hele den svenske by Teckomatorp (oprensningen efter fabrikken blev først afsluttet i 2005). Sadolin & Holmblad banebrydende indenfor medarbejderpleje, idet man som en af de første virksomheder købte medarbejder-sommerhuse, lavede medarbejder-ferielegater, samt lavede en virksomhedsponsoret idrætsforening IF Sadolin. Som den første virksomhed i verdenen udstedte medarbejderaktier - de såkaldte C-aktier - i 1957 til favørkurs (105 kr. for en 100 kr. aktie). Fem år senere blev denne til en B-aktie, og medarbejderen kunne så hande denne til den noteret kurs på Københavns Fondsbørs - på lige fod med de "normale" B-aktier. Senere i - 1974 - etablerede man den første virksomhedssponsoret kunstforening i Danmark, og denne eksisterer fortsat i dag. Som en lille interessant sidebemærkning, så kan det nævnes, at både Jørgen Christian Hempel og Sigurd Dyrup var ansat hos Sadolin & Holmblad. Jørgen Christian Hempel som repræsentant, og Sigurd Dyrup som den første egentlige specialiseret farve- og lakingeniør hos Sadolin & Holmblad. Sigurd Dyrup blev siden udstationeret Sadolin & Holmblads licenspartner i USA, som vicedirektør, og da han kom hjem så ville han være direktør og medlem af direktionen. Men i stedet for at blive direktør, så blev Sigurd Dyrup afskediget, og kort efter - i 1924 - blev han partner i en eksisterende farvefabrik. I 1928 købte han sin partner ud og tog i stedet entreprenørfirmaet Monberg & Thorssen ind som partner, og dermed A/S S. Dyrup & Co. var skabt. Det skulle siden bliver Sadolin & Holmblads største konkurrent i Danmark på alt undtagen skibe/rust, mens J.C. Hempel's Skibsfarve-Fabrik blev det på netop skibe/rust. De tre koncerner - og deres chefer - var dog ikke mere uvenner end, at Knud Sadolin, Jørgen Christian Hempel og Sigurd Dyrup sammen skabte de to interesseorganisationer Foreningen af Danske Farve- og Lakfabrikanter og Brancheforeningen for Danmarks Lak- og Farveindustri, lige som de alle tre var med til at etablere Nordisk Forskninginstitut for Maling & Trykfarver, der i over 40 år foretog grundforskning for den nordiske farve- og lakindustri sammen I 1977 fremstillede Dyrup, Hempel og Sadolin tilsammen farver og lakker på 82 fabrikker i over 60 lande verdenen over, og samtidig var Danmark som nation verdens anden største farve- og lakeksporterende nation. Det gjorde Danmarks farve- og lakindustri til Nordens mest multinationale industri - og dengang endnu mere omfattende geografisk end både A/S Det Østasiatiske Kompagni og A.P. Møller Gruppen. Den anden oliekrise afsluttede denne store epoke i Dansk erhvervsliv, og i dag er det medicinalindustrien som har overtaget rollen (dog i mindre målestok, hvis man både ser på dansk ,nordisk, europæisk og globalt plan). Mange år senere - i 1981 - foretog deres efterfølgere et mageskifte, således at Sadolin & Holmblad afgav deres produkter indenfor metallakker til tyndpladeindustrien (vaskemaskiner m.m.) til Dyrup, der i stedet afgav deres produkter indenfor træindustrien til Sadolin & Holmblad. Disse produkter kom i øvrigt tilbage, da Dyrup i 1988 solgte hele deres tilbageværende industrimalevarer program til Casco Nobel, og aktiviteterne i Danmark og Italien blev derfor sammenlagt med Sadolin & Holmblad tilsvarende. Autolakkerne er delt i to segmenter, nemlig autolinielakker til automobilfabrikkerne og autoreperationslakker til automobillakkere og autoværksteder. Autolinielakkerne trak man sig ud gradvist, og i 1981 mageskiftet Skandinavien med svenske Wilhelm Becker, som i denne forbindelse også overtog Sadolin & Holmblads oprindelige grundlag: Kunstnerfarverne. Samtidig afgav Wilhelm Becker deres licens af "Pinotex" i Sverige til Sadolin & Holmblad, og indgik en aftale om ikke selv at fremstille træbeskyttelse, som de i stedet så modtog fra Sadolin & Holmblad. Autoreperationslakker trak man sig ligeledes gradvist ud af, og i Skandinavien solgte man dette til PPG. I dag indgår Sadolin & Holmblad i Akzo Nobel, der ligeledes ejer Sikkens og Lesonal, som er verdens største indenfor netop autofarver til både linie og reperationsbrug. I mange år var der en stor konkurence mellem Sadolin & Holmblad og J.C. Hempel om at lave skibs- og containerfarver. Denne kamp "tabte" Sadolin & Holmblad dog, og i 1988 trak man sig ud af af dette marked, idet man solgte dette område til norske Jotun. J.C. Hempel var og er fortsat blandt de tre største aktører på globalt plan. I dag indgår Sadolin & Holmblad i Akzo Nobel, der ligeledes ejer International Paints, som er verdens største indenfor netop offshorefarver. I dag er Nordens absolut største aktør: Akzo Nobel ( hollandsk - som indeholder danske Sadolin & Holmblad og svensk-norske Casco Nordsjö) - efterfulgt af Wilhelm Becker (svensk), Jotun (norsk) og Tikkurila (finsk). Indenfor for udvalgte områder er mindre koncerner førende: Dyrup (dansk), Flügger (dansk), Hempel (dansk) og Teknos (finsk). Du kan her læse en længere beretning om Sadolin slægtens sidste 15 år som aktionærer i "S&H" og "KVK" - og om hvorfor koncernen endte med udenlandsk ejer: "En Farverig Saga Blot: Sadolin & Holmblad 1974-1989" (Revideret Bachelorprojekt i Historie af Nikolaj Sadolin, 2004) samt se "Kemiker"-afsnittet i DR2-dokumentarserien "De Skabte Danmark", der blev sendt i anledning af Industrikulturåret i 2007	Sadolin, Gunnar Asgeir (I16038)
803	JACOBSENS ØLKÆLDER I VOLDEN Ud for Teglgårdsstræde, i vejbelægningen på Nørre Voldgade, er der lagt en cirkelrund brolægning. Den markere stedet hvor et af fæstningstårnene i Frederik I gamle bymur af røde munkesten fra 1528 stod. Dette tårn blev siden begravet, da Københavns befæstning blev afløst af en jordvold. Men de gamle tårne lå derefter inde i voldens bastioner, og fungerede som krudt-magasiner. Men efter det engelske bombardement i 1807 begyndte den gamle vold at miste sin militære betydning, selvom militæret krampagtigt holdt fast ved anlægget i mange år fremover. Men voldenes dage var talte. Mange borgere havde deres øjne rette mod den gamle fæstning med merkantile planer. En af dem var brygger I.C. Jacobsen omme i Brolæggerstræde. Han residerede i en gammel bryggergård i Brolæggerstræde 5, der var blevet etableret allerede i 1604, da en brygger ved navn Peder Olesen havde overtaget ejendommen, og omdannet den til bryggergård. Den oprindelige bryggergård var blevet flammernes bytte ved begge de store bybrande i henholdsvis 1728 og 1795, men begge gange genopbygget til sit formål. I 1826 fik den fra Thy indvandrede Christen Jacobsen Nørkier borgerbrev i København som brygger. Han overtog samme år den gamle bryggergård i Brolæggerstræde, med tilhørende ejendomme rundt om hjørnet i Knabrostræde. På det tidspunkt var der omkring et hundrede bryggerier i hovedstaden, selvom det gamle bryggerlav fra 1525 var blevet opløst ved kongelig resolution den 30. august 1805, og næringen givet fri. Men øl var der absolut stadigt behov for, da Københavns drikkevand var herostratisk berømt for at være direkte sundhedsfarligt. Den øl der blev brygget, var det såkaldt overgærede øl. Når gæret har fortæret maltsukkeret i urten, og omdanner den til alkohol, stiger den op til overfladen, hvor gæren lægger sig som et tykt skummende lag. Gæren efterlod mange sukkerrester, så øllet var sødt, mørkt og grumset. Meget lig vore dages hvidtøl, men ofte noget stærkere. Men det var brugsøl, der normalt kun kunne holde en uges tid, før det blev dårligt. Christen Jacobsen, der aflagde Nørkier, arbejde videnskabeligt med øllets kvalitet. Han var bl.a. en af de første der benytte termometer ved tilsætning af gær. Han havde i 1811 fået sønnen Jacob Christian. Dengang blev Jacob ofte stavet med I, så fornavnet blev normalt forkortet I.C., der kom i lære i faderens bryggergård. Han var ligesom faderen tidligt klar over forskningens betydning for øllets kvalitet, og fulgte tidens førende videnskabsmand, H.C. Ørsteds, forelæsninger på den nye Polytekniske Læreanstalt i Studiestræde. I 1835 døde Christen Jacobsen og sønnen arver bryggeriet. Rundt om i landet var forskellige bryggere begyndt at eksperimenterer med den undergærede bayerske øl. Her synker gæren langsomt til bunds, medens den omdanner næsten al sukkeret til alkohol. Forskellen fra den overgærede hvidtøl var indlysende. Den bayerske øl var mere holdbar, var klarere og havde en langt finere smag. Jacobsen foretog en række studierejser til Tyskland for at studere tyske bryggemetoder. Hjemme i Danmark prøvede han i 1845 at brygge bayersk øl, men resultatet levede ikke op til den tyske standart. Jacobsen rejste derfor igen til sin gamle læremester Gabriel Sedelmayer på bryggeriet Zum Spaten i München. Ved den lejlighed fik han to potter af det bayerske "tilsætgær", der blev benytte ved fremstilling af undergæret bajersk øl. Under store vanskeligheder fik han transporteret gæren tilbage til Danmark i sit hattefoderal. Men der var andre problemer med det undergærede øl. Det skal gæres ved en temperatur mellem 7 til 12 grader C., og øllet skal herefter lagres i op til ni uger i kølige omgivelser. Det var svært at holde denne temperatur konstant. Derfor måtte Jacobsen finde passende lagerrum, hvor man kunne opbevare is, der blev brugt til at holde rumtemperaturen konstant, og lagre øllet på store træfade til det var helt færdiggæret. Et større københavnsk bryggeri beregnede senere, at de skulle høste ca. 6.000 vognladninger is fra omegnens søer. Men den gamle bryggergård i Brolæggerstræde havde slet ikke lagerkapacitet til en større produktion. Her faldt I.C. Jacobsens øjne så på det gamle krudtmagasin i volden ud for Teglgårdsstræde. Allerede i 1843 var Jacobsen blevet medlem af Københavns Borgerrepræsentation, så han havde forbindelserne i orden. Han fik lov til at benytte det begravede tårn i Hahns Bastion til lagerkælder. I vinteren 1845-46 var de første 300 tønder klar. I datidens aviser annoncere bryggeren, "Første Bayerske Øl fra Hr. Jacobsens kælder under Volden". Det slog straks an og blev en bragende succes. Den mørke lagerøl kender vi stadig som bl.a. 1883. Nu fik Jacobsen ikke det københavnske marked uden sværdslag, for der var andre bryggere der fremstillede bajersk øl. Allerede i 1852 kunne C.D. Friedels dampbryggeri i Langebrogade på Christianshavn tilbyde bayersk øl, der var lagret i Enhjørningens Bastion i Christianshavns Vold. Bryggeriet tog senere navnet Rabenshave efter den gamle restaurant i Langebrogade fra 1700-tallet, der stadig eksistere. Men Jacobsen havde andre problemer med sit øl. Den gamle bryggergård i Brolæggerstræde lå næsten helt nede ved den oprindelige strandbred, der havde løbet langs Læderstræde. Det betød at bryggergårdens brøndvand var af en temmelig dårlig kvalitet. Det erkendte den videnskabeligt anlagte Jacobsen. Derfor søgte han, og fik, i 1846 kongens tilladelse at bygge et nyt bryggeri langt uden for København i Valby, der dengang var en del af Hvidovre sogn, hvor vandet var rent. Herude havde nye artesisk vandboringer i undergrunden vist, at rent vand ved eget pres kom op til overfladen i rigelige mængder, når man borede dybt nok. Den 10. november 1847 blev det nye bryggeri taget i brug, og fik navnet Carlsberg efter I.C.'s søn Carl og det tyske "berg", der betyder bakke. Herude byggede Jacobsen også sine egne lagerkældre. Bryggergården ejes stadig af Carlsbergfondet, med mindetavler for både I.C. og Carl Jacobsen. De gamle lagerlokaler i volden overlevede i nogle år. Først blev der, ikke helt unaturligt, etableret en såkaldt "ølhalle" efter tysk mode. Den fik navnet "Øl-Tunnelen i Volden", hvor det blev serveret bayersk øl i stride strømme. Da moden skiftede blev ølhallen omdannet til "Café Chantant" med syngepiger på tribunen. Over indgangshvælvingen hang et enligt gasblus der om aftenen viste vej indtil herligheden. Men voldenes dage var talte. I 1874 blev den gamle Nørre Vold gravet væk, for at give plads til Nørre Voldgade, og kun Ørsteds Parken overlevede med en lille rest af den gamle voldgrav. Ved den lejlighed kom det gamle Hane-tårn sammen med den ældste Nørre Port og Jarmers Tårn igen frem i dagens lys. I 1878 blev Hanetårnet nedrevet sammen Nørre Port. Kun Jarmers Tårn overlevede i en barberet udgave lidt længere nede af Nørre Voldgade. Men ud for Teglgårdsstræde minder den cirkulære brolægning om stedet hvor brygger Jacobsens første succesfulde bayerske øl blev lagret i vinteren 1845-46. Allan Mylius Thomsen	Jacobsen, Jacob Christian (I78399)
804	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I44086)
805	JENS BENZON V. SCHOLTEN Birth: 12 AUG 1832 Christening: 17 OCT 1832 Nyborg, Svendborg, Denmark Death: Burial: Parents: Father: PAUL ADAM V. SCHOLTEN Mother: EMILIE LOVISE CHRISTENSEN Children: 1. ANTONIUS FREDERIK V. SCHOLTEN - International Genealogical Index Gender: Male Christening: 12 SEP 1833 Nyborg, Svendborg, Denmark 2. EMIL SCHOLTEN - International Genealogical Index Gender: Male Christening: 01 JUN 1837 Nyborg, Svendborg, Denmark 3. JENS BENZON V. SCHOLTEN - International Genealogical Index Gender: Male Christening: 17 OCT 1832 Nyborg, Svendborg, Denmark 4. FRIDERICH VILHELM SCHOLTEN - International Genealogical Index Gender: Male Christening: 14 APR 1835 Nyborg, Svendborg, Denmark	von Scholten, Paul\Poul Adam (I82007)
806	JENSE PETER BENSON [Father of Peter Ephraim Benson: Junes Grandfather] Jens Peter Benson was born April 26, 1831 on the island of Bornholm, Denmark. He was the son of Yappa and Maren Kirstine Koefoed Benson. His parents owned a small home and a small acreage of land. The family consisted of two sons and three daughters, all of whom joined the Church except the younger brother. His sister Christina, while living in Copenhagen, met the Elders and was Baptized a member of the Church. She was very kind to the Mormon Elders and assisted in teaching them the Danish Language when a Branch of Missionary work was opened on the Island of Bornholm. Christina accompanied the Mormon Elders to Harnage, her home town, and took them to her parents home, They found a warm welcome there and made it their headquarters. Peter was almost twenty years old at that time and after hearing the Gospel Message from these humble Mormon Missionaries, was much concerned after due consideration and earnest prayer, he was baptized July 18, 1851, by Elder Andreas Aagren and Confirmed by Elder Hans Peter Jensen July 27, 1851. Thus Peter was one of the first to hear and Embrace the Gospel on the Island of Bornholm. [Bornholm membership records list his surname as Dideriksen and adds a note he moved to Faaborg 29 Mar 1852, probably as a local missionary there.] At Copenhagen, the family, all except his younger brother, joined a large company of immigrating Saints. They sailed from that city on December 20, 1852, crossing the Atlantic on the ship "Forest Monarch". After obtaining wagons, Oxen, and other supplies enough to make the long and difficult trip across the plains, they reached Salt Lake City October 3, 1853. The following year Peter was ordained a Seventy, became a member of the 39th Quorum of Seventies. He was a good carpenter as he served as an Apprentice for five years to learn the trade in Denmark. He did all kinds of Carpenter work, making furniture, building houses, and working as a wheel-right. On 26, December 1853 he married Mary Jane Simpson by Erastus Snow at the home of Thornton Simpson, Mary Jane s father. They separated but one child was born from this union after their divorce,- John Jeremiah Benson. Later he met and married Mettie Christine Ericksen, April 8, 1855. By Ezra Taft Benson at his home. She was born September 15, 1833. In Mor, Alborg, Denmark, the daughter of Marcus Ericksen and Kirstin Christensen .together they passed through many hardships, food was very scarce that winter, flour was hard to get, as this was the winter after the grass-hoppers had destroyed much of the grain. Many Saints suffered terribly for want of food. While living in Salt Lake City their first child was born- Mary, February 27, 1856. The next year he, with his wife and baby, moved to Lehi. This was the year Johnson s Army came to Salt Lake and so many Saints moved south. November 11, 1857 he married his wifes sister, Christina Martina, Ericksen. She was born in Mor-, Alborg, Denmark, February 23, 1836. (Page 2 While living in Lehi, five children were born to Mette (his first wife) and they were ; Martha, Sarah, Peter Ephraim, Anne Kersten and John Benson. Sarah died when she was fifteen months old and Anne Kersten when about two years old. The children were buried in Lehi. Grandfather having made the coffins in which they were buried. His second wife, Christena Martina gave birth to four children while living there. They were: Alma, Kersten, Marcus and Samuel. While living in Lehi, Grandfather, was called to Salt Lake to work on the Tabernacle. He helped to set up the famous big Pipe Organ and helped to make some of the parts. In the spring of 1868 he moved his wife (Metta) and her family to Clarkston, where he took up farming. He raised wheat, barley, oats, potatoes, some cattle and sheep. Clarkston was located on the side of the mountain on the west and north part of Cache Valley, thus it was very cold, as the winters were long with lots of snow. The crops were very poor and the people as a whole were in poor circumstances. Grandfather continued to do carpente r work and he also made casket s which the deceased were buried in. He made the casket in which Martin Harris was buried in. (One of the witnesses to the Book of Mormon). While living in Clarkston, Martha s seventh child, Elizabeth, was born in September of 1868. Jens moved his second wife Christina and her family to Clarkston. Here three children were born to them. Alice, Issac, and Rastus. Rastus died in infancy. On March 4, 1869, he with Bishop Wm. F Rigby Sr. and others went to Newton to survey the town and lay off the Township. Here he built a home, planted a garden, built sheds and stables for his cattle and sheep. He moved his wife Metta and her family here. Here they experienced real pioneer life. The ground was heavy and soggy in the spring, thus making it hard getting around in the mud. The water was poor for culinary use and had to be hauled from a slough. The crops were poor, travel slow, and climate cold. They would mow the grass on the vacant hills to feed their cattle. Here three more children were born to Mette: La Zina, who died when she was about 4 years old, Elmira and Tinas, who was born March 28, 1876. The baby Tinas and Mette both died. This was her tenth child. April 8, she passed away leaving six children-- two sons and four daughters. Her two oldest daughters were married and had homes of their own. Mette had a sweet disposition and was loved by all who knew her. She was a good housekeeper and a wonderful Mother. After her death, Jense moved his second wife, Christina and her family to Newton. On November 11, 1879 , he married Christina Nelson who had immigrated from Denmark the year before. To Christina was born five children: They were -- Maggie, Caroline, Nephi, Annie, and Joseph. Joseph died in infancy. Jens was ordained a High Priest, June 23, 1884 and set apart as 2nd counselor (Page3 to Bishop Funk. He held this position until the death of Bishop Funk, when William Griffin Sr. was made Bishop of the Newton Ward and Jense was sustained as his 1st counselor. .this position he held until his death which occurred June 21st 1898 , after a most useful life. He had proved faithful under all tests and trials. He was industrious, honest, and a good neighbor, kind to the poor, a willing donator to all Church and civic affairs, a diligent Temple Worker and always willing to lend a helping hand to those in need. He filled several home Missions and was honored and loved by all who knew him. He was father of twenty four children, 13 sons and 11 daughters and a numerous posterity, bequeathing to them a wonderful heritage of a righteous life and example and a name that should be honored till the last generation of time. "Long was the journey of Jense (Jens) Peter Benson was born 26 April 1831. Pedersker is given as his birthplace; also Aaker Parish, and Aaker, Bornholm, Denmark. His parents were Yeppa Benson (Jeppe Bendtsen) and Maren Kirstine Hansen Kofoed (old spelling, Koefoed). He was the seventh of eleven children. At least five of these died in childhood. Peter, his parents and three sisters, Karen, Martha, and Christina joined the church and came to Utah. The family was among the first to accept the gospel in Denmark, being baptized in 1850, 1851, and 1852. The family lived in a small valley just a few miles inland from the coast. Soon after joining the church the family home burned to the ground, no doubt hastening the decision to cast their lot with the Saints in America. In December 1852, they left Bornholm for Copenhagen to join the first large company of Saints bound for Utah. They sailed on the Steamship Copenhagen to join the first large company of Saints bound for Utah. They sailed on the Steamship "Obotroit" for Kiel, Germany and encountered storms on the way. They traveled by rail to Hamburg, Germany where father Yeppa was bitten by a dog. There they boarded the steamship "Lion" which sailed for Hull, England on Christmas day. Quoting from Chapter 11, "Under the Midnight Sun", by Albert Zobell, Jr., "A sever storm was raging on the North Sea, a storm which claimed about 150 ships, and the people of Hull were greatly surprised when the "Lion" appeared on the Horizon. After a train ride to Liverpool, England the emmigrating Saints went aboard the packet ship "Forest Monarch", which was hauled out of the dock and anchored in the river Mersey on the last day of the year. Here the ship lay at anchor for two weeks awaiting favorable winds. One night the ship became entangled with another ship, and sustained some damage. A few days later, during a heavy storm, the "Forest Monarch" got adrift, pulling up both anchors, and at just the right moment was saved by two tug boats from running aground. One emmigrant had been bitten by a dog, and was counseled to return to shore and wait for the next company. So when sails were actually hoisted, 16 January 1853, the company under President Forsgren's direction numbered 297. The Atlantic crossing was tedious. The provisions were poor and the supply of fresh water inadequate to reach New Orleans, Louisiana, USA, where they arrived 16 March 1853. Four deaths and three births occured." We do not know if Yeppa sailed on the "Forest Monarch" with the rest of the family or on a later ship, but information received from the LDS Church Historian's Office in Salt Lake City, Utah in 1956 tells us Yeppa, his wife Maren, and Christina and Peter (Jens Peter) crossed the plains in the John E. Forsgren Company. "No record of sailing from Liverpool." They went up the Mississippi River to St. Louis, MO where they stayed for about a month and then on to Keokuk, Iowa which was the outfitting station that year. There they secured supplies, wagons, and oxen for the journey. Most of the oxen had not been worked and few of the men had experience in driving teams. This resulted in many upset wagons in gullies and ditches. Finally, with 34 wagons and about 130 oxen, the company rolled out from the camping grounds near Keokuk, Iowa on 21 May 1853. There were a thousand miles of plains, hills and mountains to cross, rivers and streams to ford, blistering summer heat with wind storms and summer showers, hot days and cold nights, especially as they neared the Rocky Mountains. The wagon company was always on the alert for indians. On 30 September 1853, nine months after leaving Denmark, they reached Salt Lake City, Utah. The parents, Yeppa and Maren, made their home in Lehi. Their pioneering was to continue for many years. One of their first challenges was that of learning a new language.	Bendtsen, Jens Peter (I6157)
807	Kammerherre Vincens Steensen-Leth fra Steensgaard er død - Jeg ser ingen muligheder for at komme videre, naar der ikke er politisk opbakning, hverken fra langelandske politikere eller det fynske amtsraad. Saadan lød det i foraaret 2002 fra kammerherre, hofjægermester Vincens Steensen-Leth, Steensgaard ved Lohals, da det for alvor stod klart, at hans ambitiøse, stort anlagte plan om en sommeropera paa det langelandske gods definitivt maatte opgives. Nu er Vincens Steensen-Leth død i en alder af 72 aar. Trods gode kontakter lykkedes det aldrig at faa hans egne visioner bekræftet i et omfang, der kunne udløse den nødvendige tiltro og dermed det nødvendige økonomiske sikkerhedsnet. For alle, der stod ham nær, var det tydeligt, at han aldrig forvandt den skuffelse, det for ham var at se livsdrømmen om et operahus med det berømte engelske Glyndebourne som forbillede, synke i grus. Projektet forudsaa en del af godset inddraget men suppleret med nybyggeri. Den samlede pris voksede fra oprindelig 135 til senere 180 mio. kroner. Skeptikere pegede blandt andet paa de vanskelige tilkørselsforhold i et af Fyns tyndest befolkede omraader med deraf følgende manglende hotelfaciliteter som anstødssten - ogsaa naar der skulle vurderes støtte fra staten og fra EU’s kulturfonde. Med baggrund i sin indsigt i og kontakt til den internationale operaverden og dens største personligheder fastholdt han sin egen positive vurdering af projektet. - Men jeg var ikke dygtig nok til at overbevise folk om, at det var et enestaaende, levedygtigt projekt, sagde han i midten af 1990'erne og spurgte: - I hvilket andet operahus kan man i pausen gaa gennem en park ned til aabent vand og nyde en dansk sommeraften i ren natur? Selv om Langeland ikke fik sit operahus, naaede Steensen-Leth at gøre øens nordspids til et kulturelt center, nemlig ved hans talrige storslaaede koncerter paa højeste niveau i Snøde og navnlig Stoense kirke. De fyldtes gang paa gang af musikbegejstrede tilhørere til internationalt kendte solister og koncertgrupper, som kulturpersonligheden paa Langeland aldrig havde svært ved at faa sat på programmet. Hans aktiviteter paa dét niveau bragte ham i front i danske kulturkredse. Han tildeltes flere store anerkendelser, blev saaledes i 1993 af Fyens Stiftstidende kaaret som "Aarets Fynbo", fik rejselegat af Anne-Lise Fussings Fond og tildeltes Fyns Amts Musikpris. Steensen-Leth var ambassadørsøn og gift med forfatteren Bodil Steensen-Leth. Han lærte i barndomshjemmet paa Frederiksberg glæden ved musik og opera, blev student fra Sorø Akademi og landbrugsuddannet i Frankrig, England og Schweiz. I 1964 vendte han hjem og overtog i forpagtning Steensgaard, hvor han med sin hustru flyttede ind i hovedbygningen i 1979 - nogenlunde samtidig med, at operaplanerne begyndte at modnes. Da de for et par aar siden overlod bygningen til næste generation, Charlotte og hendes mand, Thomas, og børnene Carl Frederik og Arendse, flyttede de selv til forpagterboligen tæt ved. Ole Vedsø - Fyens Stiftstidende	Steensen-Leth, Christian Vincens (I124374)
808	Karriere 1922 - Direktør, Orlogsværftets Regnskabsvæsen 1926 - Afdelingschef i Marineministeriet 1931 - Afskediget fra Marineministeriet 1932-38 - Leder af Berlingske Tidendes Berlin-redaktion 1938-40 - Nordisk redaktør ved Berlingske Tidende 1940-41 - Udenrigs- og militærpolitisk redaktør ved Berlingske Tidende 1941-45 - Redaktør af Berlingske Aftenavis	Schaffalitzky de Muckadell, Baron Cai (I21624)
809	Kilder: 1. Kirkebog Vust 1756-1813 (http://www.lokalhistorie-hanherred.dk/vust/KB/vustkb.htm.), http://www.lokalhistorie-hanherred.dk/vust/KB/1756-1813/doed5613037.html (Død). 2. Sigrid Brandi og Nikolaj Bojer, Fæstebønder ved Kølbygård og Vesløsgårds godser (http://arkiv.thisted-bibliotek.dk/Sigrid/Vust.pdf, 2005.). 3. Slægten Vigsø fra Øsløs sogn : om Peder Nielsen Vixøe, født 1799, og hustru, deres forfædre og efterkommere (Nordisk Slægtsforskning, 1970.). 4. Ingvard Jakobsen, Vesløsgård : en herregård på Hannæs : ejere, fæstere og udstykning (Lokalhistorisk Forening for Sydhannæs, 2002.), side 303.	Wixøe, Niels Christensen (I72801)
810	Kjelseby-gårde, 23' Slg. Østerlars, Bornholm Extracted from the probate for Karen Jacobsdatter, February 22, 1695, page 34: Terchel Jensens salig hustru Karen Jacobsdaatter, som boede, og døde paa den 23 Jord Eiendoms gaard, beliggende udi Østerlaursker Sogn. Imellem denne salig qvindis efter latte mand bemelte Terchel Jensen paa eene side, og paa anden side deris sammen auflede børn, som er en søn, og 3 døtter. Sønnen Jens Terchelsen paa 4 aar gammel, den eldste daatter Sidzele Terchelsdaatter paa 11 aar gammel, den anden daatter Margrete Terchelsdaatter paa 7 aar gammel, den yngste daatter Karne Terchelsdaatter 10 ugger gammel, for demmen er faderen Terchel Jensen self verge efter loven, og forrelagt, morbroderen Bendix Jacobsen i Østerlaursker Sogn, og Hans Jacobsen i Knudsker Sogn med faderen paa børnens reigne. . . . Extracted from the probate for Terchild Jensen, June 29, 1724, page 34: Sallig Tørkeld Jensen som boede og døde paa 46 Jord Ejendoms gaard beliggende i Østerlarsker Sogn, og det imellem denne sallig mands efter levende hustru Inger Hansdatter, for hende er efter begiering til laug værge anordnet Capitain Jørgen Olsen Sonne boende paa Leensgaarden. Paa eene, og paa anden side denne sallig mands efterlevende børn somer først at reigne hand haver avled med sin forhen af døde sallig hustru Karen Jacobsdatter, som er 1 søn og 2 døttre: sønnen ved naun Jens Tørkelsen, boende i Østerlarsker Sogn, som mødte; dend eldste denne sallig mands datter Sidzle Tørkelsdatter som er i egteskab med Jep Hansen boende i forhen Østerlarsker Sogn, som mødte, og for hende svarer; dend anden datter Karen Tørkelsdatter som er i egteskab med Lars Knudsen boende paa Hermand Claus grund ibdm., som mødte, og for hend svarer. Dernest avld med denne nu førde efterlevende hustrue 4 sønner og 2 døttre, der af dend eldste søn Hans Tørkelsen 22 aar gammel, som er sin egen verge for løsøre godset efter som her ej er noget jordegods; dend anden søn Jep Tørkelsen paa 19 aar, for hannem er til synns verge anordnet Hans Pedersen boende i Persker Sogn, myndligens faders søstermand som mødte; dend 3' søn Jørgen Tørkelsen paa 15 aar gammel, for hannem er til verge anordnet myndlingens sødskende barn Jep Hansen boende i Mabye i Nylarsker Sogn; dend 4' og yngste søn Anders Tørkelsen 7 aar gammel, for hannem er til verge anordnet faderens morbroderen Jep Ipsen boende i Nylarsker Sogn; dend eldste datter Signe Tørkelsdatter 26 aar gammel, for hende er til verge anordnet Jep Aristen boende i Vester Sogn; dend anden datter er Anne Tørkelsdatter paa 12 aar gammel, for hende verger myndlingens faders sødskende barn Hans Aristen boende i Vester Sogn. This database researched and compiled by Norman Lee Madsen, Toronto, Ontario, copyright 1990-2001.	Jensen, Terchild (I6730)
811	LETTER FROM OTTO SCHOITZ HIS UNCLE TO HIS MOTHER NANCY SCHIØTZ,(NEE BERG) SVENDBORG DATED SEPTEMBER 16, 1949. Dear Nancy, I got your letter dated September 12 today regarding your son Per. You do not have to worry more at home concerning him, he is here in Waterloo for the last 2 weeks. I have got him a job as steel construction worker at Oleson and Sons Construction Company, who works on my hospital. The same company Mogens Kierulff worked for a year. He gets 2,20 dollars per hour, so he can make $ 88 per week and that is in Danish money 424 kr. Per week. I have also guaranteed him a position as superintendent, like the one he had in New York at the new hospital, when it gets finished next summer. I also sent $ 275 to him and his wife in New York so he will not be put out on the street. I have had him out at my home a couple of times, he is now busy finding an apartment for him and his wife and child. I have told him he can not have a house both places, so he will probably move his furniture out here one of these days, when he has found a house, so he can live like other people. He is a bit melancholy, maybe because he has had such bad youth, bad school education, so much interrupted etc., but he will probably get things together now. His company is very satisfied with him, he is eager and clever with his work, so I do not have to worry about that now. There is no one who is mad at you, Per wrote first to me about help, before I got your first letter and everything was arranged that he came here, it damn well does not help to send money, when he cannot get a job, so I sent him money to get out here, it will be better for his wife and daughter here than New York, where he has no work and where he has a hard time to find a job, it is not easy at the age of 48 years. However now I have fixed him up for the rest of his life, I think. Many regards to Lise, Palle and Søs yours ever devoted Otto. You can send this letter to Palle	Schiøtz, Peer Kokansky (I101190)
812	Life Sketch of MARY BENSON LARSEN Mary Benson Larsen was born in a little log cabin in Salt Lake City, Utah 27 February 1856. Her parents, Metta Christina Erickson and Peter Benson, had emigrated from Bornholm, Denmark, for the gospel. Her father was an expert wheelwright. Her family was very poor and the year before Mary was born the grasshoppers destroyed most of the crops. Just prior to her birth her mother was very ill. She craved some white bread and there was none to be had until the wife of Bishop Wooley sent her some which was much appreciated. As a child she suffered the hardships of pioneer life. She, with her brothers and sisters, would go to the fields and glean the grain left by the harvesters and took it home and threshed it. Her mother would spin the wool, weave the cloth and make it into the family clothing. As the children grew, they helped also. She was a very intelligent child, quick to learn and had a remarkable memory. Before she was eighteen months old, her mother left her lying in the crib, locked the door and ran to the neighbors on an errand. While she was gone serveral indians came, tried the door but finding it locked raised a window and reached in and took a white shirt of her father's from a chest near the window. Although Mary was so very young, she remembered how the dark faces of the indians frightened her and how they mimiked her as she lay crying at the top of her voice. When she was eighteen months old, her parents moved from Salt Lake City to Lehi where another sister, Martha, was born. There they lived in a fort as the indians were very troublesome. One day when she was three years old she ran away to American Fork, a distance of five miles. Her parents were terrified until they found her. At the age of nine, while playing with a group of children, a larger girl coaxed them to go swimming. As they got out to dress they saw a number of indians coming toward them and they ran for home. When the parents heard the story they were frightened and also very cross at the children. Mary was baptized in the Lehi mill race by Israel Evans and confirmed by John Woodhouse in 1866. Her first school teacher was Charles D. Evans. She loved school and would do anything to get to go. She went to the first Sunday School organized in Lehi and won a hymn book as a reward for punctuallity and attendance. It 1868, when she was twelve, the family moved to Clarkston. They lived in the old fort east of where Clarkston is now. Her father had married Kersten Erickson, her mother's sister, while in Lehi, so there were two families at this time. She was vacinated for small pox in 1896 by sister Quiqley. The operation was crude but effective. Sister Quiqley first scratched her arm with a needle to make it bleed, then spit on the wound and rubbed some small pox virus into it. The virus was obtained from the scab taken from a small pox patient and brought to Clarkston from Farmington. She was very ill from the vaccination, but survived to nurse many people afflicted with that dread disease without ever becoming a victim of it herself. The family lived in Clarkston for a year and a half. Then father helped to survey the town of Newton, where he plowed ground and planted grain, built a house and moved the family. Mary helped prepare sugar cane to be hauled to the molasses mill in Smithfield. She was extremely quick and expert with her hands. At the age of twelve she would go to her grand-mother's, spin four skeins, twelve knots to a skein, four threads to a knot and be through at four o'clock ready to go back home. She was a person of great faith. At the age of fourteen she had such a wonderful testimony given her, that lived with her all through her life. The incident, as told by her to her children and grand-children, is as follows: "one evening the family had all retired before me and were asleep. I blew out the light and undressed. We had just one room and I slept on the floor, in the south west corner. My father and Aunt were sleeping in a bed in the North east corner. Aunt had a small baby. I sat down on the bed, leaned on my elbows but couldn't lie down for some unknown reason. My eyes just seemed to be glued to the door. The moonlight was streaming in through the window east of the door which was in the south wall of the room at the foot of my bed. I lay there watching for sometime. All at once, a white personage stood in the doorway. It was beautiful. It remained there for quite awhile, long enough for me to get a good view of it. At lenght it began to move into the room, across to father and Aunt's bed. It moved so slowly and smooth. Its feet did not seem to touch the floor. You can imagine how my eyes would stare then, at seeing the personage move to father's bed. It moved so slowly and when it reached his bed it slowly bent down over him for some time. At length it straightened up and began to ascend toward the ceiling. There was a hole in the ceiling leading to the attic. As it reached the opening, it remained still for a few minutes and then a white cloud seemed to envelope it, remaining for some time and then disappeared. I sat transfixed during the whole time. I could not move or speak. I was not afraid. It was a peaceful, wonderful feeling. I have often thought of it since, when I have been alone at night, but always had a peaceful feeling about it. I have wondered if I should have spoken, but I feel I was permitted to see that for my personal testimony. She was married to Hans Peter Larson 12 June 1871, at the age of fifteen, in the Endowment House in Salt Lake City. She had three children: Nephi, Joseph and Loretta. She was active in the church. She was a choir member, sunday schoolteacher, counselor in primary, when it was first organized, and later president. She helped clean the Logan Temple. She was a relief society teacher during an epidemic of typhoid fever, and in recognition of her work, at that time the Bishop asked her to be President of Relief Society when she was 28 years old, but she felt she was too young and would rather teach. She washed and laid out the dead, and made burial robes for them for may years. She had the only sewing machine in Newton. Dr. Elizabeth Shipp gave lectures to the mutual girls at her house. She took a dress making course from Dr. Shipp and used to sew and help other people with their sewing. Her mother thought she was so good in sickness, her hands so small and efficient, that she always wanted her to take a nursing course. She was quite sickly for awhile and was baptized for her health, which was restored. Her mother died with her tenth child in 1876. Mary was twenty years old then, and missed her mother very much, as they were close companions. On 11 November 1879, her father married Christina Neilsen of Newton. Her father, Jens Peter, had twenty four children. She took a course in nursing and midwifery from Dr. Shipp and practiced under Dr. Parkinson. She was very ill with typhoid fever at one time, but on recovery she went on nursing. She would go any time of night, when called to nurse, hail, rain or shine. One time she was going to Smithfield with a man in a snowstorm. He had a high spirited horse and they tipped over and the man said: "Sister Larsen, I think more than ever of you now. If you had made a wimper the horse would have run". She drove a horse and buggy alone, anytime of night or day. At one time when she was nursing a woman with a baby, the patient was very ill and the husband annointed her with oil and asked Mary to seal the annointing. Knowing that she had not the authority to seal, she asked the Lord to accept the annointing and heal the woman. When she went home, she asked the Bishop if she had done right and he told her that she had. She was in more than a thousand homes nursing the sick but she lost the count of the number of babies she brought into the world. One woman, whom she nursed many times said: "It always seemed like an angel of mercy had come when she stepped on the porch, everything seemed alright". Her eldest son died 12 December 1894 while attending college. This story of Mary Benson Larsen was never completed due to her death.	Benson, Mary (I16183)
813	LINKS http://grundtvigsiden.homepage.dk/ http://runeberg.org/display.pl?mode=facsimile&work=dbl%2F6&page=0233 http://www.guldalder.dk/show.asp?id=244 http://grundtvigsiden.homepage.dk/ http://runeberg.org/display.pl?mode=facsimile&work=dbl%2F6&page=0233 http://trees.ancestry.com/rd?f=image&guid=1819cd15-9bb5-448c-aa37-1499ecb0cc0d&tid=14829&pid=2488 http://trees.ancestry.com/rd?f=image&guid=d42febf3-6f9b-4657-bdc4-9e873a35ade6&tid=14829&pid=2488	Grundtvig, Nicolaj Frederik Severin (I78608)
814	Livsforløb Cand.phil. (mg) Cand.jur. 1879 (l.) Sagførerfuldmægtig i København 1879-1890 hos højesteretssagfører Strøm Tillige juridisk manuduktør 1879-1890 Tillige assistent i Finansministeriet fra 1882 Fuldmægtig i Finansministeriet 1892-1895 Amtsforvalter i Vordingborg 1895 Amtsforvalter i Næstved 1902 Amtsforvalter i Hjørring 1906 Amtsforvalter i Viborg 1921-1926	Mäes, Heinrich Ditlev Carl Christian (I102027)
815	Lucy Fowler Shill Henefer-Mrs. Lucy L. Fowler Shill, 89, died Sunday at her home. She was born Dec. 26, 1872, in Henefer, a daughter of James and Rachael Lythgoe Fowler. She was married to Leslie G. Shill June 2, 1902, in Salt Lake City. The marriage was later solemnized in the Salt Lake LDS Temple. He died Sept. 17, 1936. She was active in the Henefer Ward, member of the DUP, and served as organist in the Relief Society. Surviving are three sons and daughters: Dearl V. Shill and Mrs. Inez Eakinson (sic), both of Henefer; Mrs. Golden F. Harris, Vancouver, Wash.; seven grandchildren; 18 great-grandchildren; one sister; Mrs. Electa Richins, Henefer. Funeral services will be held Wednesday at 2 p.m. in the Henefer Ward Chapel. Friends may call at the family home Tuesday from 7 to 9 p.m. and Wednesday prior to services. Interment in the Henefer Cemetery. Ogden Standard Examiner 10 Sep 1962	Fowler, Lucy Lythgoe (I635087)
816	Ludvig Edvard Hannibal de Svanenskjold f. 14 februar 1875, d. 16 oktober 1909 p111.html#i3306 Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold f. 1 Sep 1839, 10 Jan 1902 p79.html#i2351 Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff f. 9 Aug 1842, 2 Okt 1916 p76.html#i2261 Niels E. E. de Svanenskjold f. 14 Feb 1806, 10 Nov 1864 p78.html#i2329 Louise Grosskopff-Berner f. 5 Feb 1806, 19 Nov 1871 p104.html#i3103 Johan A. Hoff f. 28 Nov 1784, 30 Nov 1861 p113.html#i3374 Hannibaline C. Stockfleth f. 14 Nov 1808, 5 Nov 1896 p113.html#i3373 Ludvig Edvard Hannibal de Svanenskjold blev født 14 februar 1875 i Mörarpsgård, Mörarp, Luggude, Skåne. Han var søn af Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold og Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff. Ludvig Edvard Hannibal de Svanenskjold døde 16 oktober 1909 i St. Albany Hospital, USA, i en alder af 34 aar. Han blev bisat 18 oktober 1909. Boliger og folketællinger Folketælling 1885 Østergade 24, København Tavler Slægten Wøldike Kildehenvisninger [S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Honoratus Peter Wilhelm Svanenskjold, 45, Gift, Pensionat, Esrom Wittha Sophie Henriette Berthea Hoff Svanenskjold, 42, Gift, Viborg Inge Svanenskjold, 15, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Gerda Svanenskjold, 12, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Louis Edvard Hannibal Hoff Svanenskjold, 9, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Gudny Svanenskjold, 5, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Ella Svanenskjold, 3, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Inge de Svanenskjold K, f. 1 december 1869, d. 29 december 1930 Ella Svanenskjold, 3, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig [S5] Arkivalier Online, URL http://www.arkivalieronline.dk/	de Svanenskjold, Ludvig Edvard Hannibald Hoff (I104929)
817	Marcussen slægten Marcussen slægten er en ældre dansk godsejerslægt som holdt til paa bl.a. godserne Krastrup ved Løgstør og Høgholm ved Randers. Den sidste godsejer, generalkrigskommissær og -assessor Poul Marcussen, mistede ved statsbankerotten hele sin formue og alle sine godser. Og den før saa formuende godsejer maatte herefter tage den "sølle" tjans at virke som kongelig postmester i Vejle Amt. Paa trods af at Poul Marcussen var blevet ruineret, saa lykkedes det for ham og hans kone at blive fuldstændig gældsfri. Ligeledes kunne de opretholde deres levestandard, samtidig med at de sørgede for at deres børn fik ordentlige uddannelser. At dette lykkedes for dem kan tilskrives de tre familier omkring dem: Hans hustrus familie, Saabye slægten (hvis aner bl.a. kan føres tilbage til gamle Udsen slægt - der i dag benævnes Utzon), hans mors familie, Holst slægten (hvis aner kan føres tilbage til slægterne Løvenbalk, Mumme og Stampe), samt svogers familie, von Schmidten slægten (hvis ene datter i øvrigt blev gift med Peter von Scholtens storebror) alle tre var meget respekterede familier i samfundet og meget velhavende slægter, som kunne supporterer til indtægten for postmester-stillingen. Alle deres sønner endte med at faa gode stillinger i embedsetaten, hæren, søværnet og i de private handelshuse, samtidig at blev godt gift. Den største succes har nok været parrets eneste datter der blev gift overordentligt godt, idet hun blev gift ind i den adelige slægt von Sperling. Sammen med sin nye godsejer-mand (hvis mor ogsaa var af Saabye slægten) blev hun Stamhusbesidder af det Bassewitske Fideikommis. Omtrent samtidig blev svigerinderne gift ind i henholdsvis adelsslægten Nobel de Nørager (idag: Steensen de Leth) og greveslægten Scheel. I dag bevidner det store fotokartotek paa Valløby Gamle Præstegaard om, at de mange familiemedlemmer fra baade Marcussen slægten og de indgiftede slægter jævnligt besøgte præstegaarden og overnattede dér (- sikkert i forbindelse med deres respektive besøg i hovedstaden).	Marcussen, Poul (I16074)
818	Militær Tjeneste: 1903-1904 - Gennemgik Hærens Gymnastikskoles kompagnilærer-kursus 1904 - Navigerende passager med DFDS damper ALEXANDRA til Amerika 1905-1906 - Mbed skonnerten INGOLF til Vestindien 1907-1909 - Gennemgik Søværnets Officersskole 1909-1912 - Skoleofficer ved Kadetskolen 1909, 1910, 1911, 1912 og 1913 - Med krydseren HEJMDAL, kadetskib, det sidste år som næstkommanderende 1910-1911 - Deltog som frivillig elev i flådens første undervands-båd DYKKERENs øvelser 1914 - Næstkommanderende i kongeskibet DANNEBROG (Kongebesøg i England, Frankrig, Belgien og Holland) September 1915 - april 1917 - Chef for torpedobådene HAVØRNEN i 2. eskadre og FLYVEFISKEN i 1. eskadre under sikringsstyrken April 1917 - september 1918 - 3. kommanderende og midlertidig næstkommande-rende i kystforsvarsskibet PEDER SKRAM i 2. eskadre 1918-1922 - Næstkommanderende ved Artillerikorpset 1. oktober 1920 - 1. oktober 1926 - Lærer ved Officersskolen i anvendt artilleri 5. juli 1921 - 24. august 1921 - Udkommanderet med det franske slagskib COURBET (artilleriskole ved Toulon) 1922 - Næstkommanderende i kystforsvarsskibet OLFERT FISCHER, flagskib i eskadren 1922-1926 - Chef for Søartilleriets Skydeafdeling 1923 - Skoleforstander for artilleriskolen i krydseren GEJSER 1923 - Chef for inspektionsskibet ISLANDS FALK til Grønland og Island 1924 - Skoleforstander for artilleriskolen i orlogsskibet NIELS IUEL 1924 - Udkommanderet med det svenske panserskib DROTTNING VICTORIA (Artilleriskole i Hårsfjärden) 1926 og 1927 - Chef for krydseren GEJSER, øvelsesskib for Dæksofficerselevskolen, i 1926 tillige eskorteskib i kongedelingen til Færøerne og Island 1928 og 1929 - Chef for kongeskibet DANNEBROG 1. april 1932 - Designeret chef for Kystdefensionen (overtagelse fra hæren) 1. juni 1932 - 31. oktober 1932 - I forbindelse med havende tjeneste tillige chef for Københavns Sødefension indtil denne ophævelse. 1. november 1932 - 1. marts 1940 - Chef for Kystdefensionen, der oprettedes 1. november 1939 - Kgl. udkommando som chef for en øvelseseskadre, bestående af NIELS IUEL, 3 torpedobåde, 3 undervandsbåde samt 1 værkstedsskib. Udkommandoen bortfaldt p.g.a. den truende krigssituation 1. marts 1940 - 1. august 1940 - Chef for Kystflåden 1. marts 1940 - 17. april 1940 - Tillige chef for 1. eskadre i sikringsstyrken 10. maj 1940 - 25. juli 1941 - Fungerende chef for Søværnskommandoen og fungerende direktør for Marineministeriet (indtil 1. august 1940 i forbindelse med havende tjeneste som chef for Kystflåden) 1. august 1941 - 29. august 1943 - Chef for Kystdefensionen 29. august 1943 - 22. oktober 1943 - Interneret af tyskerne 31. august 1945 - Afsked Andre Præstationer/Funktioner 26. maj 1905 - Tilladelse givet til navneforandring 1. oktober 1919 - 1. oktober 1932 - Gymnastikinspektør ved Søværnets skoler Maj 1920 - august 1920 - Tjenesterejse til England, Frankrig og Belgien (7. olympiade i Antwerpen) for at studere gymnastik og sport 1924-1948 - Medlem af Den fransk reformerte Kirkes konsistorium 1949-1953 - Virket som lærer i fransk ved aftenskolerne i Humlebæk, Espergærde, Helsingør og i Fredensborg tillige i italiensk 1958-1961 - Virket som lærer i fransk ved Krogerup Højskole	Briand de Crèvecoeur, Emmanuel (I16001)
819	Mine tipoldeforældre fra Sædding Sidste oktober var jeg på en hurtig cykeltur tæt på hjemmet i Videbæk. Målet var Sædding Kirke, hvor der står en mindesten over Søren Kierkegaards slægtsgård. Men mens jeg stod der, slog det mig, at jeg da vist havde forfædre, som havde boet her i sognet. Mon ikke min egen slægt havde en sten eller to stående inde på kirkegården? Og ganske rigtigt, midt i det meget omfattende lapidarium i det bagerste hjørne af kirkegården stod stenen over Jens (1849-1934) og Nielsine Petrine Mortensen(1860-1933), mine tipoldeforældre, set her på billedet sammen med deres ældste 10 børn, heriblandt min morfars mor. Og nej, jeg har ikke lavet en fejl, Jens' fødselsår er forkert på gravstenen. For hundrede år siden boede Jens og Nielsine Petrine på Solvangvej 8, kun seks kilometer fra hvor jeg nu bor i Videbæk. I bogen "slægters gang i Sædding Sogn" kan man læse en smule om deres rolle som stifterne af søndagsskolen i Sædding sogn. Asger Harpøth Møllers Slægtsforskning https://hamfrags.wixsite.com/slaegt/post/close-to-home-~-uge-4	Familie: Jens Mortensen / Nielsine Petrine Pedersen (F873)
820	Mogens Christian Uldall-Hansen, kiropraktor Kilde: Slægtsbog for Kiellerupslægten udarbejdet af Carl Kiellerup Lassen fra 1970-80	Uldall-Hansen, Mogens Christian (I106892)
821	Nekrolog i "Vestkysten": Gmd. Kr. J. Kristensen, Hulvig, Hodde, er Torsdag Aften død i en Alder af 63 Aar. For tre Aar siden gennemgik afdøde en Operation paa Varde Sygehus og Helbredet har siden da været nogenlunde, men i afvigte Efteraar tog Sygdommen atter fat og førte altsaa nu til Døden. Kr. J. Kristensen var født i Assenbæk Mølle i Tistrup Sogn 1887.06.29 som Søn af Gmd. Jens Kristensen og Hustru, Nielsine Horsbøl. I sin Ungdom arbejdede han ved Landbruget, men havde en Tid, nærmest paa Grund af svigtende Helbred, en Købmandsforretning i Tistrup, men det var alligevel saa afgjort Landbruget, der havde hans Interesse, og da han i 1918 blev gift med Jenny Dejbjerg, Datter af Gmd. Hans Dejbjerg og Hustru, Gunder Jensen, Hoddeskov, overtog han Svigerfaderens Gaard, hvor Ægteparret boede indtil 1921, da de afhændede Gaarden til en Svoger og overtog en Slægtsgaard i Hulvig efter afdødes Faster Ane Kristensen. Kr. J. Kristensen drev et dygtigt og solidt Landbrug, men hans Interesse spændte langt videre, ja spændte egentlig over alle Omraader indenfor Menneskelivet. Han læste meget og dette i Forbindelse med en ypperlig Hukommelse, havde til Følge, at han som faa stadig var levende optaget af, og sjældent godt inde i Spørgsmaal af indrepolitisk ydrepolitisk, folkeli, national og kirkelig Art. Ogsaa Sognets og Egnens Historie interesserede ham levende og faa kunne som han huske og fortælle om de svundne Slægter og de svundne Begivenheder. Han havde den rigtige dybe Forstaaelse af det Sammenhæng, der er og nødvendigvis maa være mellem Fortid og Nutid. Derfor var han i allerbedste Forstand gammeldags samtidig med, at han kunne tilpasse sig Nutidens Krav. Sognet betroede ham mange vigtige Tillidshverv, man forstod, at hans Redelighed, Samvittighedsfuldhed og Retfærdsfølelse altid ville være Drivkraften i det Arbejde, han udførte for andre. Havde en Sag hans Hjerte, da talte han for denne Sag, jævnlig stilfærdigt, men derfor ikke mindre virkningsfuld. Vi vil i Sogn og Menighed savne denne vennesæle, kloge og dybtkristelige Mand. Han efterlader sig Hustru og fire voksne Børn. Æret være mindet om ham.	Christensen, Kristen Jensen (I104733)
822	Nekrolog i Politiken Forhenværende dekanesse Beke lensgrevinde Reventlow er død, 90 aar gammel. Beke Reventlow blev den 28. november 1993 udnævnt til dekanesse for Vallø Stift af Hendes Majestæt Dronning Ingrid. Dette for Vallø centrale embede bestred Beke med stor dygtighed og indlevelse, indtil hun traadte tilbage i 2009. Hun blev den 21. dekanesse siden stiftets oprettelse i 1737. I Bekes tid som dekanesse skete der mange forandringer paa Vallø. En af de mest markante var genoptagelse af den oprindelige ordning med indskrivning af adelige frøkener. Dette skete i 2004, og det er blevet en stor succes. Igennem 16 aar var Beke Reventlow Vallø en fornem repræsentant. Dette uanset om det var ved Kongehusets arrangementer eller i hverdagen på Vallø. Hun kunne med sit gode humør og sin umiddelbare væremaade tale med alle - høj som lav. Det at vise omsorg og glæde andre, gjorde Beke en dyd ud af. Hun var altid en af de første til at sørge for, at nye beboere paa slottet blev budt indenfor i kredsen, og det var ikke sjældent, at Beke lige kom forbi med en lille buket blomster fra haven. Kunst og have havde Bekes store interesse. Hun elskede selv at male, og motivet var ofte hentet fra naturen. I Slotsgade havde Beke en lille have, hvor der blev dyrket blomster og socialt samvær med de øvrige haveejere. Hun elskede at være sammen med andre mennesker. Beke har ydet en enestaaende og helhjertet indsats for Vallø og for de indskrevne stiftsdamer, og hun var respekteret og vellidt langt ud over Valløs rækker.	Ahlefeldt-Laurvig, Lensgrevinde Beke (I43514)
823	Nekrolog i Tidsskrift for Landøkonomi 1909. Det var en sympatisk og dygtig dansk landmand, vi mistede ved greve Frederik (Fritz) Ahlefeldts død den 24. februar. Han var født den 10. juni 1853 og var næstyngste søn af gehejmekonferentsråd lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvigen (+1889). Fritz Ahlefeldts lyst stod fra barndommen af til landbruget, han lærte dette bl.a. på Overdrevsgården hos de samvirkende sjællandske Landboforeningers første formand, baron G. WedellWedellsborg, og denne ridderlige og dygtige mands påvirkning har sikkert haft betydning for greve Ahlefeldt. I 1873 købte han hovedgården Kærsgård i Brænderup sogn, Odense amt, med 66 tdr. ager og eng hartkorn og 4 tdr. skovskyld, og da hans hustru i 1904 arvede Baroniet Lehn, overtog han også administrationen af dette. Som besidder af disse betydelige ejendomme fik han lejlighed til at give bevis for sin dygtighed som landmand og administrator. Greve Ahlefeldt besad en stor arbejdslyst, og han fulgte interesseret og forstående med udviklingen inden for landbruget, men han vovede sig aldrig længere ud, end han havde fast bund under fødderne, og han indlod sig ikke på ting, han ikke kendte til. Der var derfor over hans arbejde et præg af praktisk sans og sund tænkning, og han forstod også at få noget ud af sine sager. Ved siden af at være en dygtig landmand var han tillige en rettænkende og human mand med retfærdig billighedsfølelse over for ligestillede og underordnede, han var derfor i høj grad afholdt som godsherre og på sin egn, i hvis kommunale liv han tog interesseret del. I henved 20 år var han sognerådsformand og ved sin død var han medlem af Assens amtsråd. Da kammerherre Vind i 1891 trak sig tilbage som formand for Fyns Stifts patriotiske Selskab blev greve Ahlefeldt hans efterfølger. I 11 år, til 1902, ledede han dette selskab, der siden 1881 repræsenterede de fynske landboforeningers samvirksomhed. Han gjorde meget god fyldest i denne stilling. Han omfattede gerningen med levende interesse, og han ejede en stærk ansvarsfølelse og et sundt judicium, dertil den karakterens støtte pålidelighed, som burde være, men ikke altid er, en ufravigelig betingelse for at indtage en leders stilling på landbrugets som på andre områder. De mænd, der arbejdede sammen med greve Ahlefeldt, kunne trygt stole på hans selvstændige og loyale karakter, thi for ham var en mand en mand og et ord et ord. Dertil kom, at den frejdige og livsglade mand ved sin venlige og ligefremme optræden forstod at vinde dem, med hvem han kom i berøring. Disse egenskaber kom ham fortrinlig til nytte, da han som præsident for landmandsforsamlingen i Odense 1900 stod som det danske landbrugs repræsentant; taktfuldt og dygtigt fyldte han pladsen, og landmandsforsamlingens underskud kan ikke bebrejdes ham eller hans medarbejdere, thi over vind og vejr råde vi mennesker nu engang ikke. Blandt de tillidsposter, greve Ahlefeldt beklædte i årenes løb, kan endnu nævnes, at han var medlem af Landhusholdsningsselskabets bestyrelsesråd i årene 1892-1900.	Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, Greve Frederik Ludvig Vilhelm (I21609)
824	Nekrolog trykt i The Gentleman's Magazine At the Star Hotel, Glasgow, his Excellency Count Reventlow, Ambassador from the King of Denmark to her Majesty the Queen of Great Britain. Count Reventlow was sprung from one of the most illustrious families of the Scandinavian peninsula, and he carried with him in all the relations of life the spirit and deportment of a high-born gentleman. He had served his Court with distinction in the capacity of Minister Plenipotentiary in Brazil, in Portugal, at Vienna, and lastly in this country, where he found a people entirely congenial to his tastes, and a reception suited to the natural cordiality of his own character. He laboured, with complete success, to improve the relations between Denmark and Great Britain. His unflinching assiduity and patriotism were incessantly engaged in providing for the defence of his country, whilst his firmness and just pride in her national rights would admit of no compromise in the sovereignty of her territories. He united to a singular degree a manly impetuosity and frankness of character with a perfect mastery of the details of his profession, and an exact attention to the rules and observances of diplomatic life more common in the last century than in our own. After many mouths spent in uninterrupted labour, he retired a few weeks ago to the estate of Sir James Matheson, in the island of Lewis, to pursue those field-sports for which he retained the characteristic attachment of youth. No one who saw him starting full of spirit and energy, in the vigour of a green old age, could have imagined that he was to return no more ; and the close of his life, which took place in Glasgow, on his way back from the Hebrides, was as abrupt as it is distressing, having been caused by a spasmodic affection of the heart. The Countess Reventlow and his two daughters were fortunately in attendance upon him at his decease. The body of foreign ministers in this country has seldom possessed a more upright and able member ù jealous of its independence, but punctilious in its duties ; and whilst his memory will long be preserved in the affectionate relations of his family and of his private friendships, he has deserved the highest honours his own country can pay to her statesmen, and is attended to the grave by the sincere respect of those who had known him in the land to which he was accredited by two successive Sovereigns of Denmark. His body was conveyed from this country in a Danish vessel of war.	Reventlow, Greve Einar Carl Detlef Frederik (I103319)
825	Nekrolog: Albert v. Wildenradt, Bülderup-Bau Am 19. Juni 1940 verschied in Bülderup-Bau der Weit über die Grenzen seines Heimatortes bekannte Albert v. Wildenradt. Albert v. Wildenradt wurde am 15. Dezember 1864 in Abel bei Tondern geboren. In den Jahren von 1884-1887 genügte er beim 3. Garderegiment in Berlin seiner Militärdienstpflicht. Von der Militärdienstzeit kehrte er als Unteroffizier zurück. Bis zum Jahre 1921 wohnte er in Bredewatt. Dann überliesz er seinem Sohne den Hof und kaufte sich in Bülderup-Bau ein Gewese. Seit dem Jahre war er in Bülderup-Bau als deutscher Geschäftsmann tätig. Den deutschen Soldatengeist hatte sich Albert v. Wildenradt bis zu seinem Lebensende erhalten. Mit groszem Interesse verfolgte er auch in seinem Alter noch die politischen Geshehnisse seiner Zeit. Oft weilten seine Gedanken bei der jungen deutschen Wehrmacht, und stolz war er über die bewundernswerten Waffentaten. Er selbst erzählte noch gern in seinen letzten Jahren von seiner Militärdienstzeit als den schönsten Jahren seines Lebens. Im Jahre 1923 nahm er an der Ostpreuszenfahrt mit Kameraden seines Regimentes teil. Noch vor fünf Jahren, also in seinem 70. Lebensjahre, nahm er in Berlin an der 75-Jahr-Feier seines 3. Garderegiments teil. Das mag ein Beweis sein dafür, mit weilcher Lust und Liebe der verstorbene deutscher Soldat gewesen war. Albert v. Wildenradt war ein aufrechter Deutscher. Er genoz bei allen, die ihn kannten, groszes Vertrauen. Die deutschen in Bülderup-Bau und der weiteren Umgebung werden sein Andenken in Ehren halten.	von Wildenradt, Christoph Albert Christian (I103920)
826	Niels Stigsøn (Hvide og Galen) 1180-1249 Niels Stigsøn blev i 1225 som 45-aarig udnævnt til biskop i Roskilde. 1238 blev han udnævnt til kansler, dvs. kongens nærmeste raadgiver og mellemmand over for stormændene og udenlandske magter. Kongen var paa den tid Valdemar Sejr. Men efter Valdemar Sejrs død i 1241 blev sønnen, Erik Plovpenning konge, og ham kom Niels Stigsøn vist ikke saa godt ud af det med. 1245 blev han frataget kanslerembedet og maatte flygte ud af landet. Baade hans private gods og bispestolens blev inddraget. Han døde i et kloster i Clairvaux den 24. september 1249, 69 aar.	Stigsøn (Hvide og Galen), Niels (I90449)
827	Note for Mette Kotte I Bent Østergaards artikel om Kotte familien: "Mette Lauridsdatter Kotte blev gift med den kendte og berygtede øksenhandler i Odense, Hans Mikkelsen Mule til Nislevgaard. Hun optræder ofte fejlagtigt som Marcusdatter!" Mette Kotte deltog aktivt i Hans Mules meritter, også når han førte retssager mod bystyret. Bicherod skriver: Blandt Mette Kottes venner var Tycho Brahe familien, hun brevvekslede med den ældste af døtrene, Magdalene Brahe. Heref er et af brevene bevaret (Danske Magasin II, 1746, s 360) og "Hun var en hovmands kone, meget streng og rundtalende (hensynsløs i sin tale)." Efter Hans Mules død blev hun utilfreds med magistraten og truede den med sine sønner og sagde, "at enhver af dem var god for at jage den hele magistrat ud af raadstuen." Ved kongebesøg (Frederik d. II ) i Odense maatte Mette ofte være værtinde for kongens gæster.	Kotte, Mette Lauritsdatter (I90252)
828	Noter for Johan Thomsen Neergaard: Den ældste der antager navnet Nedergaard eller Neergaard, begyndte som forpagter af Snedinge ved Skælskør i 1694, siden af Førslevgaard ved Fuglebjerg. Det er som forpagter af denne gård han køber Fuglebjerggaard i 1721 og bliver derved slægten Neergaards første jordbesiddende mand. Han sælger dog Fuglebjerggaard i 1724 til overkammerherre hofmarskal hos prins Carl, Carl Adolf v. Plessen. I 1725 køber Johan Th. Neergaard Grevensvænge, umiddelbart sydøst for Næstved, og blev iøvrigt forpagter af Gaunø fra 1729. Ved broderen Sivert's død 1724 er Johan udvalgt til at foretage skiftet, Skiftet meddeles amtmanden i en skrivelse, hvori Johan betegner sig selv som "nu forpagter på Gaunø. Datum Gaunø d. 24 November 1729. Johan Thommesen", der er ikke fundet nogen oplysninger om hvor længe han havde Gaunø i forpagtning. De fik 4 sønner og 6 døtre, hvoraf kun kendes 3 sønner og 4 døtre, som alle opføres i adelsårbogen. De manglende er antagelig døde i barnealderen. I Rønnebæk kirkes våbenhus står en sten der beskriver hans levned således. Gemt i jorden til himlen dog ingenlunde glemt på jorden og i hjertet men stedse i sind ved æresminde indprented så er på denne sten med staal og stik udprægede vore salige forældres første og sidste Vor fader velædle nu salig Johan Thomasøn Neergaard hilsede den forfængelige verden ved sin fødsel på Svenstrup ano 1673 d. 15. december, afskedigede verdens forfængelighed ved sin død på sin gaard Grevensvænge ano 1737 d. 12. januarii. Forlod som en fremmed jorden sin ejendomsgaard. efterlod i sin afsked fra jorden sit legeme i denne grav og efter 63 aars udlændighed indlod sin sjæl til sit borgerskabs besiddelse i glæde. Vor moder, hans efterladte, men nu igen baade i grav og glæde, med ham samlede elskelige nu salige Sidsel Pedersdatter Wartberg. Begyndte sin tid med fødselen 17 udi København 1676 d. 24 junii, omskiftede tiden med evigheden på Grevensvænge 1742 d. 8 april. Her vare de samlede i ægteseng i 41 aar velsignede med 4 sønner og 6 døtre. Her ligger 2 som ened var, da de var her i live, til gud og os de ynde bar, derfor signed de og blive indhamred som i staal i sten, saa og i vores minde, endog naar intet ben af dennem er at finde. Mere om Johan Thomsen Neergaard: Ejendom: 1725, Grevensvænge, Rønnebæk s. Præstø a. Ejendom/gods: 1721, Fuglebjerggaard til 1724 Forpagter: 1729, Gavnø, Vejlø s. Præstø a. Stilling: Proprietær	Neergaard, Johan Thomsen (I73516)
829	Nummer to beskrivelse stammer fra Historisk tidsskrift og Kirkehistorisk samling. Niels Stigsen, Biskop, var søn af Stig Galen, der atter var søn af Skjalm Hvides sønnesøn Toke Ebbesen. Moderen hed Christine. Niels Stigsen der saaledes hørte til Danmarks mægtigste og berømteste æt, valgte den kirkelige vej, og da budskabet kom om at Biskop Peder Jacobsen af Roskilde var død, naaede til Danmark, valgtes han til hans efterfølger. Valdemar II var dengang endnu i Tysk fangenskab, saa at Niels Stigsen maatte vente paa hans stadfæstelse; Bispeindvielsen fandt derfor først sted i 1226. Valdemar viste ham sin gunst ved 1230 at skænke Roskilde bispestol Saltholm, der havde værdifulde kalkstensbrud. Faa aar efter blev han kongens kansler, da biskop Niels af Slesvig døde indtog Niels Stigsen en fremskudt plads blandt den tids bisper, og han lagde stor kirkelig iver for dagen, haandhævede sit kapitels privilegier, deriblandt det fri valg af kannikker, og var klostrenes ven. Sammen med biskop Uffe og biskop Gunner af Viborg søgte han at sikre Sorø kloster det jordegods, som Esbern Snares søn Johannes Marsk havde skænket det, men som hans arvinger ikke ville afgive i aar 1233. Her naaede han ganske vist foreløbelig ikke sit maal; men da ved samme tid Esbern Snares sønnesøn Esbern Snerling paa sit dødsleje skænkede Sorø kloster en del gods, og hans moder Margrethe ikke des mindre holdt det tilbage, bandlyste Niels Stigsen hende 3 gange og fremtvang derved testamentets fuldbyrdelse. Endvidere udvirkede han et heldigt mageskifte mellem Sorø og St. Peders kloster ved Næstved, og dette sidste kloster, regnede ham blandt sine velgørere. Ligeledes bidrog han væsentlig til Grundlæggelsen af Franciskanerklostret i Roskilde aar 1237, hvis kirke han senere indviede i 1239. Paa mødet i Stensby 1238, hvor Estland blev givet tilbage af de tyske riddere, og paa mødet i Vordingborg i 1241, hvor Jyske lov blev kundgjort, var Niels Stigsen tilstede; i Vordingborg har han kort efter staaet ved Kong Valdemars dødsleje. Ogsaa hos Erik Plovpennig havde han i begyndelsen en høj stjerne. Endnu i 1244 ses det, at Erik i en priviligegiesag rettede sig efter sin elskede kanslers bøn. Men aaret 1245 bragte et omslag. Sammen med rigets øvrige bisper deltog Niels Stigsen i det bekendte Odense-møde, der kundgjorde højtidelig forbandelse over enhver, der forbrød sig mod kirkens gods og rettigheder. Dette var rettet mod kongen, hvorfor Erik i sin harme mod Niels Stigsen, der havde talt imod ham, fratog ham kanslerembedet, ja endog beskyldte ham for sammen med frænder og venner at ville skille ham ved liv og rige. Efter bruddet med kongen må Niels Stigsen virkelig have søgt støtte fra sine mægtige slægtninge; men endnu samme aar flygtede han, først til Norge, senere til Frankrig, hvor han dels var hos Paven i Lyon, dels i Clairvaux. Saaledes begyndte det skæbnesvangre fjendskab mellem Skjalm Hvides æt og kongedømmet. I forbindelse hermed blev Niels Stigsens broder Juris dræbt, efter sigende af hans egne folk i aar 1246. Imidlertid havde kong Erik Plovpennig inddraget ikke alene Niels Stigsens private godser, men ogsaa hans bispestols besiddelser, deriblandt København. Niels Stigsen klagede til Pave Innocents IV, men af politiske grunde tog denne køligt paa sagen og nøjedes med at lade en legat foretage en undersøgelse. Udfaldet gik dog kongen imod, og Niels Stigsen lyste interdikt over Roskilde stift; men kongen trodsede og beslaglagde nu ogsaa Domprovst Jacob Erlandsens godser, fordi denne hos Paven havde talt sin frændes sag. Fra nu af optraadte Paven mere bestemt mod Kong Erik, beskikkede et nævn til at paakende sagen og satte kongens fjende Biskop Eskild af Slesvig i spidsen for det, ja truede endog med band og interdikt. Imidlertid døde Niels Stigsen under sit ophold i Clairvaux (ikke som munk) 24. September 1249. Som den, "der for kirkens friheds skyld var landflygtig" fik han sin grav paa et af de fornemste steder i klosterkirken, og hans sølvkrucifiks opbevares der som et kært minde. Paven gik nu endnu strengere frem imod Erik; men først efter kongens død i 1250 blev godserne givet tilbage. Den hele strid er forspillet til de store kampe imellem kongedømmet og kirken i Danmark.	Stigsøn (Hvide og Galen), Niels (I90449)
830	Om Frederik Carl Ludvig Harboe Frederik Carl Ludvig Harboe (21. januar 1758 i Hamborg – 29. september 1811 i Rendsborg) var en dansk søofficer, far til Eleonore Christine Harboe. Forældre: Frederik Carl Harboe (1716-1768) og Christiane Magdalene Jacobi (1732-1804) Barn Eleonora Christine Harboe - 4 dec. 1796, København Frederik Carl Christian Harboe - 5 okt. 1804, København Elisabeth Charlotte Harboe - ca.1807, København Karriere Hans forældre var postmester i Hamborg, kancelliråd Frederik Carl Harboe (1716-1768) og Christiane Magdalene Jacobi (1732-1804). Harboe blev kadet 1771, sekondløjtnant 1777, premierløjtnant 1785, kaptajnløjtnant 1789, kaptajn 1797 og kommandørkaptajn 1809. Heltemodig optræden 23 år gammel førte han 1781 det fragtede koffardiskib Prinsen af Bevern, som førte orlogsflag, til Middelhavet, hvor det i forbindelse med fregatten St. Thomas havde en mission hos Dejen af Algier. Efter hjemkomsten gik han til Vestindien, overtog kommandoen over snauen Lerken og udmærkede sig ved sine heldige kampe mod sørøvere, i hvilken anledning han erholdt kaptajnløjtnants gage. 1791 og 1792 var han beskæftiget ved søopmålingen i Kattegat og opdagede her flere farlige grunde. 1797, medens han var chef for vagtskibet i Storebælt, udbrød en stor ildebrand i Nyborg, hvor han med stor dygtighed deltog i redningsarbejdet. Året efter var Harboe chef for vagtskibet på Helsingørs red, fregatten St. Thomas, og havde her lejlighed til at lægge sin konduite for dagen i et konfliktspørgsmål med nogle engelske orlogsmænd, der ulovlig havde bemægtiget sig et norsk handelsskib. Slaget på Reden Efter nogle andre togter i 1799 og 1800 blev Harboe ved fjendtlighedernes udbrud 1801 ansat som chef for orlogsskibet Sjælland, henhørende under den af Olfert Fischer kommanderede flydende defension på Københavns Red; han deltog med hæder i slaget 2. april, kæmpede tappert mod de to engelske linjeskibe Defiance og Ganges, men måtte til sidst give tabt, efter at 180 mand var dræbt eller såret og skibet dertil yderst forskudt. Efter forgæves at have prøvet på at frelse Sjælland ved at kappe tovene og drive nord efter måtte han omsider stryge flaget; omtrent samtidig ophørte imidlertid slaget, og Harboe, der stadig havde haft sin vimpel vajende, nægtede da at overgive sig. I nattens løb blev de sårede bragt i land, kanonerne fornaglede og krudtet kastet over bord; da englænderne den påfølgende morgen kom tilbage for at sætte sig i besiddelse af skibet, forlod Harboe dette og bragte lykkelig hele besætningen ind til Trekroner. Ved sin kække optræden havde han i den grad vundet sit mandskabs hengivenhed, at det senere på dagen samledes uden for hans bolig og gav ham et rungende hurra. Efter på ny at have været beskæftiget nogle år ved søopmålingen udnævntes han 1810 til indrulleringschef og overlods i Slesvig, hvor hans dådrige liv endtes ved et apoplektisk anfald 29. september 1811. Han blev gift 19. juni 1795 i Holmens Kirke med Maren Kallager (døbt 17. maj 1771 på Mejlgård, død 25. oktober 1845 i København), datter af generalauditør, godsejer Christian Kallager (død 1813) og Eleonore Kiestine Lange (1744-1802). Han er begravet i Rendsborg. En miniature af Jens Juel er i familieeje. Litograferet 1848 på bladet til minde om 1801. Kilder poulsteen.dk: Frederik Carl Ludvig Harboe Dansk Wikipedia:Frederik Harboe Dansk biografisk Lexikon / VII. Bind. I. Hansen - Holmsted / 80 (1887-1905) Harboe, Frederik Ludvig Carl, 1758-1811, Søofficer Elenora Christine Harboe 1796-1860 - Varenummer: 2122846 - Hammerslagspris: DKK 2.100 - Elenora Christine Harboe. Portræt af kunstnerens fader marineofficeren Frederik Carl Ludvig Harboe, kopi efter tidligere udført portræt, olie på lærred, betegnet på bagsiden: 'Frederik Carl Ludvig Harboe, fød 1758 død 1811, Chef paa Orlogskibet Siælland i Slaget .....1801, malet af hans Datter Eleonora Christine 1845', 62,5 x 47 cm. Fremstår med reparationer. Monteret i samtidig ramme: 77 x 62 cm. - Auktionen afsluttes: 24-05-2011 15:19:00 - Showroom: DK, Herlev, Dynamovej	Harboe, Frederik Carl Ludvig (I31378)
831	Opholdssted 1845: Brede hus 1 1860: Norske længe. Usserød klædefabrik	Franck, Christoffer (I118044)
832	Ove Jenssen Bjelke var født 25.10.1611 i Trondhjem som datter av Jens Ågesen Bjelke (1580 - 1659) og Sophie Henriksdatter Brockenhuus (1587 - 1656). Han vokste opp der foreldrene bodde mest, på herresetet Elingård i Smålenene (Østfold). Ove Bjelke og fikk utdannelse ved Sorø akademi i Danmark i 1626 og studerte siden ved universitetet i Padova i Venezia (nå Italia) og ble jurist. Da han kom tilbake til Skandinavia, ble han kongelig sekretær, "kansellijunker", i Det danske kancelli, 1636-1642. Etter en gesandtreise til Spania i 1640, fikk han Bakke klostergods i len. Dette beholdt han til 1648. I tillegg fikk han Nordlandenes len (Salten, Senja, Andenes, Trømsø) i 1645-46 og reinskloster med tilliggende gods 1646 - 48. Ove Bjelke var krigskommisær under Hannibalsfeiden (1644 - 1645) og ble fra 1648 befalingsmann på Bergenhus. Der var han lensherre fram til 1660 da eneveldet ble innført i Danmark-Norge. Deretter var han stiftsamtmann for Bergenhus stiftsamt inntil han i 1666 ble stiftsamtmann i Trondhjems stiftamt. Fra 8. desember 1860 fikk han også en annen stilling, idet han da ble utnevnt til Norges rikes kansler etter sin far. Denne stillingen beholdt han livet ut. 1673 ble Ove Bjelke storkorsridder av Danebrog. På Ørlandet satte Ove Bjelke et varig minnesmerke etter seg med oppføringen (på- og utbyggingen) av Astråttborgen i 1654 -1656. Ove Bjelke overtok Austrått 1638 og giftet seg første gang i 1643 med Maren Jensdatter Juel. Hun var født 23.5.1623 på Akershus slott som datter av riksråd og stattholder Jens Juel (1580 - 1634) og hustru Ide Hansdatter Lange (1584 - 1649). Maren Juel og Ove Bjelke fikk en datter. En sønn nevnes også i noen usikre slektslister: 1. Kristian (1643 - 1708)? 2. Ide Sofie (1644 - 1665) Ide Sophie var som moren født på Akershus og ble gift med kanselliråd og amtmann i Nordlandene Knut Ovesen Gjedde (ca.1635 - 1707) i hans første ekteskap. (Han var en yngre bror av sin kones stemor, Regitze Gjedde, som er nevnt nedenfor). Maren Juel døde i barselsfeber 17.4.1644. Hennes sarkofag står i gravkapellet som Ove Bjelke lot oppføre på Austrått i 1667, kort etter at han flyttet fra Bergen og ble stiftsamtmann i Trondheim i 1666. (Kisten var i tiden 1859 - 1928 nedsatt på Ørland kirkegård). Ove Bjelke giftet seg andre gang 6.5.1647 i Landskrona i Skåne med Regitze Ovesdatter Gjedde. Hun var født 27.9.1629 og var datter av admiral og lensherre i Tunsberg Ove Brostrupsen Gjedde (1594 - 1660) og Dorothea Urne (1600 - 1667). De bodde på Sem hovedgård i Eiker. Regitze Gjedde og Ove Bjelke fikk to døtre: 1. Maren (1648 - 1688) Hun ble gift med Joachim Frederik Vind til Gundestrup og Vosborg. Han ble amtmann i Trondhjem. 2. Dorothea (ca.1650 - 1691). Hun ble gift med major Jacob Ludvig Schlippenbach til Egge gård (nå i Steinkjer). Regitze Gjedde døde 1.3.1657 i Bergen. Hennes sarkofag er innsatt i Austrått gravkapell. (Sarkofagen var 1859 - 1928 nedsatt på Ørland kirkegård). Ove Bjelke giftet seg tredje gang 29.11.1666 med Helvig Lindenow. Hun var født 9.4.1635 på Övid kloster i Skåne som datter av rittmester Henrik Ottesen Lindenov (ca.1605 - 1673) og Beathe Christophersdatter Ulfeld. (Ove Bjelkes bror, Henrik, var gift med Helvig Londenovs moster Edel Ulfeld. Se ovenfor!) Det var antakelig ingen barn i Ove Bjelkes tredje ekteskapet. Helvig Lindenow døde i Trondheim 10.04.1678. Også hennes sarkofag er innsatt i gravkapellet på Austrått. I 1795 besøkte en sjøfarende oppdagelsesreisende hollender, Cornelius de Jong, Austrått. Under besøket var han med på å åpne kisten til Ove Bjelkes tredje kone. Han skrev følgende om dette: "Kisten til hans siste kone var ikke låst. Vi tok av lokket og fant en annen kiste i den første. I denne lå liket på en slags madrass med en liten pute under hodet. Ansiktet var dekket med en liten firkantet, foret duk. Dens overtrekk var av satin med en stripete rand. Den siden som lå mot ansiktet var av bomull. På hvert hjørne hang det en liten silkedusk. Jeg tok duken bort og fant noen blodflekker på den. Men den var i meget bra stand; bare silkeduskene var så skjøre at en kunne gni dem i stykker. Hodet var pyntet med en hodepynt av gas og kniplinger. På denne hvilte en enda større, sort hodepynt av gas med nedhengende dusker i den samme farge. Alt meget forråtnet og lett å gni i stykker. Derimot så det ut som om det uttørkede ansikt hadde beholdt sine særtrekk. Jeg tror nok at de som kjente henne, ville ha gjenkjent henne ennå. Jeg trykket med min finger på hennes kinn. De var ikke stenhårde, men mer eller mindre elastiske. Kinnene og leppene gav etter for trykket, og fordypelsen hevet seg igjen. Det var det samme med hennes hender som lå over hverandre. Den lange likskjorte, som var lagt sammen i smale folder, var sammenbundet under haken med et sort bånd. Lakenet av meget fin bomull var fortsatt så fast at det etter så lang tid selv ikke med makt lot seg rive i stykker. På føttene lå det en langermet kvinneskjorte som så ut tilå ha vært brukt i noen dager. Sannsynligvis hadde hun den på seg da hun døde. Den var i så god stand at en kunne ha sendt den til en blekeplass, om en ville ha brukt den om igjen. Man sa til meg at også i de andre, nå låste kistene, fantes brukte skjorter. Ut fra dette kan en slutte at det var skikk å kle helt av likene for så å ta på dem rene klær. Men skjorten som de hadde på seg da de døde, ble tatt med i graven. Kroppen hennes, som hadde holdt seg meget bra og ikke viste spor av at den var blitt balsamert, ble gjenstand for min beundring. Det samme var tilfelle med lintøyets gode tilstand. Dette beviser at luften i dette kapell, hvis dører for det meste står åpne, må være meget tørr. Jeg ville gjerne tilfredsstille min nysgjerrighet også når det gjaldt de andre kistene, som gav slik inntrykk av prakt. Det var bare det at de ikke var åpne, og jeg hadde allerede oppholdt selskapet altfor lenge med den første kiste." Ove Bjelke fikk i 1665 laget en oversikt over sine eiendommer (Ove Bjelkes jordebok). Her får vi også en oversikt over oppsittere på hans grunn på den tiden. Oppsitterne betalte avgift for grunnleie i form av et visst antall våger fisk. Husmenn på Storfosna og leilendinger på tilliggende gårder gjorde også pliktarbeid på hovedgården. Ove Bjelke døde i 29.3.1674 og altså før sin siste hustru. Også hans sarkofag finnes i gravkapellet på Austrått. Hos Gerhard Schøning (1774) kan vi lese: "I det murdede Gravsted staaer Ove Biælkes Liigkiste, med hans 2de første Fruers, paa den høire, men hans sidste Frues, paa hans venstre Haand ... Hans egen Liigkiste er meget kostbar, især mærkverdig deraf, at Hovederne, paa ethvert Søm, som deri er slaaet, er ziiret med hans Vaaben ..." Fra 1805 måtte alle nordmenn begraves på en kirkegård. I årene som fulgte fant man det naturlig å flytte kister fra gamle gravkapeller til en gravlund. Kistene på Austrått ble også flyttet, men først 23.3.1859. De ble senket i jorden på Ørland kirkegård. Men 29.7.1928 ble de ved et storstilt olsokarrangement igjen ført tilbake til Austrått hvor de ble innsatt på sin gamle plass i gravkapellet.	Bielke, Ove Jenssøn (I102086)
833	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I94863)
834	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I94871)
835	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I72277)
836	Paul Ulrich Scharffenberg, 10.5.1810-28.1.1882, officer. Født i Viborg, døbt i Ålborg, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). S. blev 1825 kadet, efter officerseksamen 1827 korporal i korpset med sekondløjtnants anciennitet og opvartende page til han 1829 som virkelig sekondløjtnant kom til jægerkorpset i Kiel. 1835 blev han premierløjtnant, 1847 kaptajn II ved andet jægerkorps. I krigen 1848–50 deltog han med megen hæder i næsten alle større kampe, viste særlig konduite ved Slesvig 23.4.1848 og blev kaptajn I, blev såret ved Fredericia 1849 og s.å. kar., n.å. virkelig major, 1852 kar., 1854 virkelig oberstløjtnant. I 50'erne fremhævedes hans fortrinlige kendskab til tjenesten, interesse og iver, hans kavalermæssige fremtræden samt at han besad "den videnskabelige Dannelse, hans Stilling som Bataillonschef krævede"; han skønnedes meget duelig til større kommando. Da regeringen 1860 slog ind på en skarpere kurs i hertugdømmerne blev han kommandant i Altona hvor han med kraft håndhævede sin myndighed og s.å. blev kar., 1862 virkelig oberst. 1863 blev han chef for 8. brigade. Under kampen 3.2. syd for Danevirke kom han først til stede efter at Kongshøj og Vedelspang var faldet og de danske afdelinger trængt tilbage til hovedstillingen. Ved tilbagetoget fra Danevirke førte han arriere-garden indtil han afløstes af Max Müller; han foreslog at hans brigade standsede for at støtte Müller, men general P. F. Steinmann holdt med rette på at en større kamp ikke skulle føres ved Oversø, og beordrede S. til at fortsætte tilbagetrækningen. Han deltog herefter i forsvaret af Fredericia indtil 9.4. da hans brigade overførtes til Als-Dybbøl. Morgenen 18.4. var S.s brigade hovedreserve, bestemt til når hovedangrebet kom at rykke frem og besætte den tilbagetrukne linje hvis beliggenhed dog var befalingsmændene ubekendt da brigaden ikke havde efterkommet en befaling om at gøre adjudanterne bekendt dermed. Da stormangrebet kl. 10 form. satte ind, var S. i brohovedet og kan først omtrent kl. 11 være kommet op til reservens plads da hans regimenter var i almindelig fremrykning, men den tilbagetrukne linje tabt og fjenden i fremrykning videre. Divisionsgeneralen G. du Plat der var tidligere fremme havde skønnet at forudsætningen for reservebrigadens bestemmelse ikke mere var til stede, søgte at standse den og beordre den tilbage i brohovedet, men S. tog intet hensyn hertil og befalede angreb. Dette førtes vel med største tapperhed, men under uhyre tab og uden at brigaden havde klar forestilling om hvad der egentlig var foregået. Brigadens rester blev slået sammen med andre, og S. fik en brigade på Fyn. – Krigen 1864 fremkaldte i og uden for hæren en ikke uberettiget reaktion, en erkendelse af at hæren trængte mindre til lærde strateger end til mænd med stærk karakter, ægte soldater, og S.s navn var et af dem der særlig var slået igennem. Allerede 1865 fik han generalmajors anciennitet, blev n.å. generalinspektør og medlem af den store forsvarskommission hvor hans praktiske erfaringer, besindige og faste karakter – ikke uden skarpe sammenstød med krigsminister H. Raasløff – kom til stor nytte. Allerede 1867, under Raasløffs styrelse, blev S. virkelig generalmajor, general og kommanderende i 1. generalkommandodistrikt. 1879 afskedigedes han og sattes à la suite. S. er rettelig blevet karakteriseret som "Soldat og slet ikke andet". Han var næppe fører af stort format, besad end ikke sikkert taktisk blik, kendte egentlig kun ét: Fremad! Gå på! Han havde et strengt, men ikke særlig imponerende ydre, et varmt hjerte og var yderst retsindig. Familie Forældre: kaptajn, senere major og postmester i Kiel, justitsråd Paul Ulrich S. (1766–1827) og Sara Anna Grundahl (1769–1849). Ugift. Udnævnelser R. 1848. DM. 1850. K. 1862. S.K. 1868. Ikonografi Afbildet på mal. af slaget ved Fredericia 6.7.1849 af J. Sonne, 1849 (Fr.borg), efter dette stik af E. Sonne, 1852. Flere træsnit 1882 efter foto, af Søborg, H. P. Hansen m.fl., træsnit af sidstnævnte 1889. Foto. Bibliografi A. W. Rasch i Pers. hist. t. 6.r.V, 1914 182 (geneal.). Danm.s adels årbog XXXII, 1915 442. Den dansk-tyske krig 1848–50, udg. Generalstaben I, 1867–71 431 f 436 o.fl.st.; II, 1873–78 938; III, 1880–87 506f o.fl.st. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I–III, 1890–92. W. Dinesen: Fra ottende brigade, 1889 58 66f o.fl.st. H. Holbøll: En brigadeadjutants erindr. fra krigen 1864, 1911 10–15 52–58 73–76 90–95 100f 224–40 o.fl.st. Daniel Bruun i Militært t. XLIII, 1914 tillæg II 13–16 40f 47–52; III 16f; VI 17–24. N. P. Jensen: Livserindr. I, 1915 57f 65f 69f 78 o.fl.st.; II, 1916 59f 74f o.fl.st. N. Neergaard: Under junigrundloven II, 1916 (reproudg. 1973). A. F. Krieger: Dagbøger III-VIII, 1921–43. Hæren ved Danevirke 1864, udg. Generalstaben ved Jens Johansen, 1938 85 92 211 f 260 283f 308. Rockstroh, K. C.: Paul Scharffenberg i Dansk Biografisk Leksikon på lex.dk. Hentet 6. august 2020 fra https://biografiskleksikon.lex.dk/Paul_Scharffenberg	von Scharffenberg, Paul Ulrich (I25455)
837	Pavel Aleksandrovich Romanov, Grand Duke of Russia (3 October 1860 N.S.; 30 January 1919 N.S.) was the eighth child of Tsar Alexander II of Russia by his first wife Empress Maria Alexandrovna. His birth was commemorated by the naming of the city of Pavlodar in Kazakhstan. He entered the Russian Army and rose to the rank of General, but was known as a gentle person, religious and accessible to people. On 17 June 1889, in Saint Petersburg, he married Princess Alexandra of Greece, who bore him two children: 1. Grand Duchess Maria Pavlovna of Russia (1890-1958) 2. Grand Duke Dmitri Pavlovich of Russia (1891-1941) Alexandra died just hours after Dmitri's birth. She had carelessly stepped into a waiting boat, causing premature labour; Dimitri was born in the hours following the accident. Alexandra slipped into a coma and never came out. Second marriage In 1893, the young widower became close to a commoner, Olga Valerianovna Karnovich, and years later requested Nicholas II's permission to marry her, but it was refused, and the couple settled in Paris. On 10 October 1902 they were married in an Orthodox church in Livorno, Italy. The Bavarian government granted Olga the title of Countess of Hohenfelsen in 1904, but the marriage caused a scandal in the Russian Court. Paul was dismissed of his military commissions, all his properties were seized, and his brother Grand Duke Sergei was appointed guardian of Maria and Dmitri. For many years, he lived in exile in France with Olga and the three children they had: Vladimir, who became a remarkable poet, and two girls, Irina and Natalia. Eventually he was pardoned and settled with his family in Tsarskoe Selo. In 1915 the Tsar granted Olga and their children the title of Prince and Princesses Paley with the style of Serene Highness, and their children also became Prince Vladimir Pavlovich Paley and Princesses Irina Pavlovna and Natalia Pavlovna Paley. World War I During World War I he was placed in command of the First Corps of the Imperial Guard and later was moved to a new appointment at the Tsar's headquarters. In 1917 he tried to convince the sovereigns to grant a Constitution, but his efforts failed. However, he was one of the few members of the Imperial Family who remained quite close to Empress Alexandra Fyodorovna during the final days of the old régime. Revolution and death After the Bolsheviks seized power, he and his family faced a terrible ordeal. Their properties were confiscated, they lived under constant harassment, and in March 1918 his son Vladimir Paley was exiled to the Urals, where he was to be executed on 18 July 1918 in a mineshaft near Alapayevsk. In August, 1918, he was arrested and taken to prison in Saint Petersburg. His health, already bad, declined sharply, and his wife did all she could to have him released. Her efforts were useless: on 29 January 1919, Paul was moved to St. Peter and St. Paul Fortress, and in the first hours of the following day he was shot there, along with his cousins Grand Dukes Dimitry Konstantinovich, Nikolay Mikhailovich and Georgy Mikhailovich. They were buried in a mass grave in the Fortress, the Bolsheviks having refused the distraught Princess Paley the right to bury her husband. His body has never been found. ==Links:== [http://thepeerage.com/p10080.htm#i100799 The Peerage] [http://www.geneall.net/W/per_page.php?id=14707 Geneall] [http://www.hansdenyngre.dk/hans_uk/wizg47.htm#1269 Johann The Younger #1628] Wikipedia:* *https://en.wikipedia.org/wiki/Grand_Duke_Paul_Alexandrovich_of_Russia	Romanov, Storfyrste Pavel Aleksandrovich af Rusland (I631117)
838	Personalia Anton Kristian Holnn-Møller, født 12/3 1883, Fuglevangsvej 16, Frederiksberg (De Classenske Boliger), søn af fyrbøder Hans Kristian Bernhard Møller og Maren Kirstine Hansen. Han var døbt Anton Kristian Møller, men antager efternavnet Holnn-Møller før 1910. Gift med Maria Jacobine Andrea Kristine Berg, født 19/12 1883, Vor Frelser sogn, datter af smedesvend Jacob Andreasen Berg og Bodil Marie Jørgensen. A Holnn-Møller døde 1956 og hans hustru i 1960. Liv og karriere A. Holnn-Møller var uddannet murer. Omkring 1904 rejste han til Sverige i en periode, men han ses 1906 som murersvend i København hos murermester Eising i Hiort Lorenzens Gade 1. Hans arkitektuddannelse må være gennemført i årene 1906-10. Han havde tegnestue i Kalundborg formentlig 1917-20. Det ser ud til, at han i det travle år 1919, hvor mange af Havebyens huse blev tegnet, har haft arkitekt A. Chr. Jarlstrup som medhjælper. Holnn-Møller Rejste 1922 til USA, hvor han fik statsborgerskab 1928. I 1934 er han tilbage i Danmark, hvor han deltager i Foreningen af Jydske Landboforeningers grundplanskonkurrence med 4 tegninger. I 1936 bor han Camilla Nielsens Vej 30 på Frederiksberg. I 1938 bor han Amagerbrogade 201 i København. Han var medlem af Royal Architectural Institute of Canada. Med sine 28 huse i Havebyen i 1919 satte han om nogen standarden for arkitektur i Kalundborg de følgende 15-20 år, indtil den lokale funktionalisme holdt sit indtog i første halvdel af 1930erne. I 1930erne opholder han sig i Canada, hvor han bl.a. tegner en række kirker til danske menigheder. Da han vender hjem til Danmark, bliver han arkitekt på FDB’s tegnestue. Udvalgte arbejder i Kalundborg • Kystvejen 60 (1910) • Lundevej 6-8 ”Højhuset” (1917, nedrevet 1996) • De 100 huse for A/S Kallundborg Lyng (1917) • Gisselørevej 16 (1918) • Rubjerg Alle 1A (1919) • Valentin Jensensvej 1 • Valentin Jensensvej 2 • Valentin Jensensvej 3 • Valentin Jensensvej 4 • Valentin Jensensvej 5 • Valentin Jensensvej 6 • Valentin Jensensvej 7 • Valentin Jensensvej 8 • Valentin Jensensvej 19 • Chr. Den 2. Vej 2 • Chr. Den 2. Vej 4 • Chr. Den 2. Vej 5 • Chr. Den 2. Vej 7 • Chr. Den 2. Vej 9 • Chr. Den 2. Vej 10 • Ole Lundsvej 1 • Ole Lundsvej 2 • Ole Lundsvej 4 • Ole Lundsvej 5 • Ole Lundsvej 6 • Ole Lundsvej 8 • Ole Lundsvej 10 • Peder Paludansvej 2 • Peder Paludansvej 3 • Peder Paludansvej 6 • Peder Paludansvej 8 • Peder Paludansvej 9 Kilde: Palle Bruun Olsen	Holnn-Møller, Anton Christian (I26188)
839	Personalia over den i Livet Velædle, Velærværdige og Høylærde, nu hos Gud salige Mand, Magist. Johan Holgersen Olivarius, Sognepræst for Ørsløv og Bjerre Meenigheder, samt Provst i Vester Flacheberg Herred, lyder efter hans egen Optegnelse Ord til .Andet saaledes: „Min Føde-Sted og Føde-Tid har været her i Ørsløv den 24 Februar 1721. Min Fader, Mag. Holger Nielsen Olivarius og Moder Kirstine Malene Schmidt, som strax besørgede min Antagelse af Frelseren i den hellige Daab. — Jeg blev informeret hiemme indtil hen i mit 13tende Aar, da jeg med 2 ældre Brødre blev sat i Sorøe Skole Alio 1733 ved St. Hans-Dag, og siden stedse fulgte dem i Studeringer. Da Sorøe Skole skulle afgaae, vare vi de 3 næstøverste, og Rector Mag. Snedorph ville endelig di mittere os til Academiet med saa mange andre, som, om jeg selv maa sige det, ikke vare nær saa gode, men vor Fader agtede os ikke gode eller moedne nok, tog os derfor fra Sorøe sidst i Aaret 1736, og satte mig med inin næstældste Broder i Roeskilde Skole i Januarie 1737, hvor vi kom paa den øverste Part i den øverste Lectie under de gi. og berømelige Lærere, Rector Mag. Bernhard Schnabel og Con-Rector Mag. Christian Ring.: der forblev vi i 21/g Aar til A° 1739, da vi af Fader og Lærere blev kiendt dygtige til Academiet, og blev det Aar indskrevet iblandt Studenters Tal. Endelig fulgtes vi ad og Aaret derefter A° 1740 Martii Maaned tog den anden Examen med den bedste Character og Baccalaurei Graden strax derpaa. Derefter laae jeg paa Eilersens Collegio hos min ældste Fuldbroder, som Gratist, eet Aar til 1741 ved Michels Dags tider, da jeg baade fik Kosten paa Klosteret og Walchendorfts Collegium i een Uge, og disputerede derfor aarligen i 4re Aar. A° 1744 den 3 Aug. tog jeg Attestats, og fik til denne ligesom til forrige Examen den bedste Character, og ligesaa for min Dimis-Prædiken d. 9 October 1745 under nu Hr Doct. Marcus Wøldike, hvilket mit Testimonium publicum bekræfter. Men jeg var tilforn den 30 Julii 1745 af nu afgangne Geheime-Raad og General-Lieutenant, Greve von Holstein til Holsteinborg kaldet i min Sal. Broders Sted (dog jeg af 4re efterlevende Brødre var den yngste, ville Gud jeg skulde betræde og beklæde den Ældstes Plads) som Vice-Pastor for min gode gamle Fader. Saa blev jeg ordineret til Præst d. 9 Februar 1746 i den Maancd, da jeg fyldte mit 25 Aar; tiente altsaa som Vice-Pastor paa 8de Aar til d. 14 Martii 1753, da Gud tog min gi. Fader. Aar 1748 d. 25 September gav Gud mig den fromme og dydige Jomfrue Susanne Margrethe Hatting paa Snedinge til en troefast Hustrue; Hun var en Daatter af Mag. Henric Hatting, i sin Tid Præst til Carise og Alsløv i Faxe Herred, og Mette Marie Pintzefeld, som siden kom i Ægteskab med den brave og Redelige Hr Inspecteur Christian Lindam; 1 dette saa kiærlige Egteskab paa 10de Aar velsignede Gud os med 2 Sønner og 1 Daatter. Saa døde Rachel for mig den 16 Decbr. 1757, og jeg sad derefter hen paa 6te Aar, befalende Gud min Sag, og prøvede Sorrig, SygdoTne, Omdøme og Verdens Falskhed. Min Tanke var hver Dag om mig selv og mine Børn: Se jeg døer og Gud skal være med Eder! Men Gud gav mig Livet, der jeg ventede Døden, og han gav mig til mit Livs Forlængelse og Glæde ved 2dct Egteskab d. 23 Martii 1763 den dydige og eyegode Jomfrue Giese Kirstine Fogh til Hustrue; En vær dig Daatter af den Retsindige og af alle æret og elsket Kongl. Forvalter Hr Hans Larsen Fogh paa Landbye- torp. I dette saa kiærlige Egteskab paa 12 Aar gav Gud os en Søn d. 8 October 1768 som han tog igien d. i 2 Martii 1772 i de saa meget grasserende fordærvelige Børnekopper1). Mine Børn skal selv, alle som Een, bevidne, at de har ikke haft Stifmoder, men med al Oprigtighed, Kiærlighed og Godhed, som hun selv kunde været Moder til dem. A° 1765 d. 5 Julii blev jeg beskikket til Provst i Herredet og har indsat 11 Præster, foruden 1 paa Agersøe i min salig Faders tid. Med hvad Flid jeg fra først til sidst, baade ved ondt Rygte og got Rygte, ved Ære og Vanære midt al min store Skrøbelighed, har forestaaet og forrettet mit Embede, det og det altsammen veed min Gud, og det er mig nok. Men hvad? Min Flid — Gud være mig naadig! Hvad jeg har forseet, hvad jeg har forsømt ville Du, O! Gud med Jesu Blod udslette! Den Hielp jeg hafde ventet, den al Verden rimelig tænker at jeg har faaet, den blev borte. Men ved Guds Naade har jeg staaet indtil dene Dag, og jeg har altid fundet Guds Kraft i min Skrøbelighed. Min Gud, Din Bistand og Hielp i alle Maader kand jeg ikke udsige. Lad mit Hiertes Takoffer være Dig behagelig for al Din Miskundhed og for al Din Trofasthed. I Sygdom har Du været min Læge, i Sorrig min Trøster, ellers maatte jeg længe siden omkomet. Du har ledet mig ved dit Raad, annam mig og omsider til Ære! Sørge for mine Efterladte, Hustrue og Børn, vær Du hendes Mand og deris Fader! Din Aand er god, lad ham fore dem paa den rette Vey. Herre Gud, alle Barmhiertigheders Fader! velsigne hver Siæl i disse Meenigheder for al deris Kiær lighed imod mig! Lad det Ord, jeg har talt, være velsignet paa deres Siæle! og ligge dem altid i Sinde til at efterleve! Vær os alle Naadig i al vor Nød og — tilsidst — i vor Død for vor fælles Frelsers Jesu Christi Skyld! Amen / Min elskelige Svigerfader og Svoger paa Holsteinborg ville, næst Gud, styre for min Kone og raade hende det bedste. Mine Brødre! Mine tvende trofaste Brødre! I har altid elsket mig; I har givet mig mange Prøver derpaa, som jeg ikke har kunnet besvare med lige Gierninger, men vel med lige elskende Hierte. Eders Kiærlighed døer ikke, naar jeg døer. I glemme ikke mine Børn! Jeg er overbeviist om Eders Kiærlighed og er ogsau derfor roelig. Men kiære Børn! frygte Gud og han skal visselig sørge for Jer; Frygter Gud og det skal gaae Jer vel; og vi skal samles hos ham i den ævige Salighed, Amen!“ Saavidt gaar den sal. Mands egen Optegnelse med hans Haands Underskrift og er dateret Ørsløv d. 25 Martii 1774. Hvad han ey selv har kundet, har man nu at mælde om, nemlig hans sidste Svaghed og paafølgende Død. Længe bar han paa et sygt Legeme, hvilket han vel søgte at sætte i Stand, men forgiæves. Brystets Svaghed, en stærk og tærende Hoste blev hans Banesaar. Under Afvexling af Smerte og nogen Lindring imellem holdt han det dog ud indtil den 12 Junii, som var en Tiirsdag, da han om Aftenen gik til Sengs, men stoed ey siden op til sine forrige Forretninger. Mellemstunder syntes det, som han blev bedre; men egentligen blev det dog immer værre, indtil Sygdomen tilsidst vandt Seyer, og Døden indfandt sig Fredagen den 8 Julii om Morgenen imellem Kl. 4 og 5. Forunderligt kand dette ikke være for den, der kiender det meneskelige Vilkaar, men forunderlig er den Taalmodighed, som den sal. Afdøde har viist baade i sin sidste Sygdom og forrige Svaghed. Med denne hans Sevr ønske vi ham til Lykke, haabende at blive hans Medborgere i det himelske Jerusalem. Hans Studie-Dage her i Verden har været 53 Aar 4 Maaneder og 14 Dage. I 28 Aar og 5 Maaneder var han en Aarvaagen Siele-Sørger. I 9 Aar en Redelig og Fredelig Provst. Til Slutning, Som noget særdelis mærkværdigt antegnet af den H. Mand selv, da blev hans Farfader, Mag. Niels Holgersen Olivarius kaldt til Præst til disse Meenigheder 13d0 Søndag efter Trinitatis A° 1663, altsaa har Søn efter Fader været her ved Stedet i 111 Aar og alle 3 været Provster, Mag. Niels i 20 Aar, Mag. Holger i 36 Aar, og voris sal. afdøde Mag. Johan Olivarius siden den 5 Julii 1765, nemlig 9 Aar. Store og Berømmelige Mænd! hvis udødelige Navne vil leve hos Efterkommerne saalænge Dyd, Gudsfrygt og Lærdom findes i Verden. Grat. Act.	Olivarius, Johan (I634926)
840	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I44086)
841	Politiets Registerblade: Kaj Franck Dige Bach , 27-5-1904 , København Stillinger: Kelner Adresser 11-5-1923: Fra Horsens til Aarhusgade 13 , 1. hos Larsen 1-6-1923: Frameldt til Ribe	Bach, Kai Frank Dige (I99634)
842	Politimandtaller 1. november 1872, Springgaden 23, matr. 19, 1 Bagsal Sophie Karoline Hansen 25 Fritz Vilhelm Jensen 26 Mursvend 1. maj 1873, Springgaden 23, matr. 19, Forhuset Fritz Vilhelm Jensen 26 Mursvend Sophie Karoline Hansen 25 1. november 1873, Springgaden 23, matr. 19, Forhuset Fritz Vilhelm Jensen 27 Mursvend Sophie Karoline Hansen 26 1. maj 1877, Skyttegade 6 3. sal, Forhuset 1. november 1877, Skyttegade 6 2. sal, matr. 897, Baghuset Fritz Wilhelm Jensen 31 Mursvend Sophie Caroline Jensen 30 1. maj 1878, Skyttegade 6 3. sal, matr. 897, Forhuset Frits Vilhelm Jensen 39 Mursvend Sophie Caroline Jensen, f. Holm 38 1. november 1883, Griffenfeldsgade 25 3. sal, matr. 33 AJ Fritz Vilhelm Jensen 37 Murer Sophie Karoline Jensen 36 Einar Jensen 13 1. november 1884, Griffenfeldsgade 25 3. sal, matr. 33 AJ Frits Vilhelm Jensen 37 Murer Sofie Karoline Jensen 36 Einer Sophus Hans Jensen 14 Frits Vilhelm Jensen 10 1. maj 1885, Griffenfeldsgade 25 3. sal, matr. 33 AJ Frits Vilhelm Jensen 38 Murer Sofie Karoline Jensen 37 Einer Sophus Jensen 14 Frits Vilhelm Jensen 11 1. maj 1886, Griffenfeldsgade 25 3. sal, matr. 33 AJ Fritz Vilhelm Jensen 41 Murer Sophie Karoline Jensen 39 Einer Sophus Hans Jensen 16 Murerlærling Frits Vilhelm Jensen 12 Luis Albert Francois Jensen 10 1. november 1886, Vævergade 4 5. sal, matr. 813 Fritz Vilhelm Jensen 40 Muursvend Sofie Caroline Jensen 39 Einar Sofus Hans Jensen 16 Muurlærling Frits Wilhelm Jensen 12 Luis Albert Jensen 10 1. marts 1887, Vævergade 4 5. sal, matr. 813 Fritz Vilhelm Jensen 40 Murer Sophie Karoline Jensen 39 Albert Vilhelm Jensen 18 Commis Einar Sophus Hans Jensen 17 Fabriksarbejde Frits Vilhelm Jensen 13 Alfred Luis Francois Jensen 10 1. november 1887, Vævergade 4 5. sal, matr. 813 Fritz Vilhelm Jensen 41 Mursvend Sofie Jensen 40 Einar Sofus Hans Jensen 17 Fritz Wilhelm Jensen 14 Luis Albert Francois Jensen 11 1. maj 1888, Meinungsgade 22 stuen, matr. 1294, Baghuset Frits Wilhelm Jensen 41 Murersvend Sofie Caroline Jensen 40 Hustru Einar Sofus Hans Jensen 18 Frits Wilhelm Jensen 14 Luis Albert Jensen 12 1. november 1888, Meinungsgade 22 stuen til h, matr. 1294, Baghuset Fritz Vilhelm Jensen 42 Murersvend Sofie Caroline født Holm 41 Hustru Einar Sofus Hans Jensen 18 Luis Albert Jensen 12 Frederik Christian Jensen 10	Jensen, Fritz Vilhelm (I171)
843	Politirapporten om Mathias Wilhelm Mohrs død. Aar 1832, fredagen d. 15. juni, blev Lysgaard og Hids Herreds politiret sat af overauditor og herredsfoged Holm med vidnerne, gårdmand Thøger Mikkelsen af Sejling og Anders Sørensen af Kjellerup, i Sejling Præstegård. Anledningen var en i dag modtagen melding om, at forpagter Wilhelm Mohr i formiddags var fundet hængende og død i præstegardens lade. Dommeren begav sig med vidnerne til stedet, hvor liget var henlagt. Det blev aldeles afklædt, befandtes koldt og stiv - i ørnerne sees størknet blod - under Øjnene var huden sort underløben med blod - på halsen befandtes et med blod sort underløbet indtryk, som matte anses forårsaget af en snor. Over lænden og bag på lårene var huden rødbla. I øvrigt kunne ved den nøjagtige undersøgelse af liget intet spor af tilføjet udvortes beskadigelse opdages. Stedet, hvor den afdøde var funden hængende, blev dernæst forevist af degnen, skolelærer Lauritzen i Sejling, som var den, der nedskar ham. Dette sted var i præstegardens lade, hvortil der kun er en med lås forsynet indgang - strikken hængte endnu på stedet, og efter alle omstændigheder kunne et menneske meget godt i den hænge sig selv - omkring den lå halmen sammentrådt og i samme tilstand som i den øvrige del af laden. Strikkens tykkelse passede til det ringformede indtryk om afdødes hals. Derpå fremstod Abelone Caroline, født Pind - den afdødes enke. Hun forklarede på anledning, at hendes afdøde mand i flere ar har været hårdt angrebet af vattersot, som nu til sidst havde kastet sig på hovedet, og den forårsagede ham voldsomme smerter, der undertiden kom meget pludseligt og med en sådan heftighed, at den næsten berøvede ham besindelsen. Dette har oftere været tilfældet i den senere tid. Med smerterne fulgte tillige modløshed og tungsindige forestillinger I går aftes havde han bestemt, at ville i dag ride til Klausholm, halvanden mil herfra. I morges var han, der sover i et andet værelse end hun, kommet ind til hende og spurgte, om hun ville have en kop kaffe - hun svarede nej og at hun behøvede noget mere søvn, da børnene havde været urolige. Hvad klokken dengang var, ved hun ikke, men omtrent kl. 8 stod hun op, og da hun så den afdødes støvler stå på deres sted, samt deraf sluttede, at han ikke kunne være redet ud, så hun på adskillige steder efter ham - sendte dernæst bud til tørvemosen, hvor tjenestefolkene var, og da han ej heller var der, gav hun sig atter til at søge. Ved at gå forbi laden, var det hende påfaldende, at nøglen, der om sommeren altid sidder i, manglede - hun gik da udenfor - så igennem et lidet hul i laden, og blev da hendes mands klæder var - hans ansigt kunne hun ikke se. Hun fattede da mistanke om den skete ulykke - løb ind til præsten, hr. Asmussen, og da han sprængte døren og erfarede det passerede, var hun for sindslidelsens skyld ikke i stand til at deltage i noget, men måtte overlade alle redningsforsøg til andre. I øvrigt tilføjer hun, at intet som helst anlediger hende til den mistanke, at hendes mand er ombragt af andre, hvorimod hun anser sig overbevist om, at han har aflivet sig selv. Bevæggrunden hertil søger hun i hans før ommeldte syge tilstand. Thi forresten var deres kar ret trange, men ikke fortvivlende, og ej heller havde han hende bekendt ellers nogen modgang til, der kunne drive ham til selvmord. Hun aftrådte. Dernæst fremstod Johanne Laursdatter - den afdødes tjenestepige. Hun forklarede efter sandheds formaning og på spørgsmål, at hun sidste gang i morges så hendes nu afdøde husbond kl. 5 1/2. Han sad dengang i stuen og drak hans kaffe. I det samme gik hun med de øvrige tjenestefolk til tørvemosen. Hjemme blev så kun hans kone og børnene. Hun har tjent familien i et ar og et fjerdingår. I al den tid har den afdøde været meget sygelig og klaget over hovedpine, men særdeles i den sidste tid, hvor hos han mangen gang viste stor modløshed. Af alt hvad hende bekendt er - uddrager hun den vise slutning, at han har aflivet sig selv, og hun tror, at årsagen dertil var søgende i hans syge tilstand. Forelæst- vedgået og aftrådt. Igen fremstod Ane Kirstine Rasmusdatter - tjenende hos pastor Peter Asmussen. Hun svarede under sandshedsløfte og på spørgsmål, at hun i morges omtrent kl. 7 så den nu afdøde Mohr gå ud at præstegarden og derpå komme tilbage, samt gå hen mod ladedøren. I det han var tæt ved, så gik hun ind og så ham ikke senere. Forelæst - vedgået og aftrådt. Derpå fremstod Præsten i Sejling, hr. Asmussen, og forklarede på anledning, at madam Mohr i formiddags, omtrent kl. 10, kom i forskrækkelse løbende ind til ham og sagde - der hænger noget i laden. Da deponenten, der så at hendes miner, at der var sket en ulykke - løb ud i gården, og da ladedøren var lukket, gik han uden for og så igennem et hul, at Mohr hang i laden. Han kaldte på skolelære Lauritsen, der var i hans hus. De sprængte i forening ladedøren - skar Mohr ned og anvendte alle dem bekendte redningsmidler, men han var og blev død. I hans lomme fandtes nøglen til laden. Deponenten har ikke den mindste grund til den mistanke, at nogen anden har dræbt Mohr, men anser sig efter de omstændigheder forvisset om, at han selv har gjort det og antager ligesom enken, at bevæggrunden dertil, må søges i hans syge tilstand, der var således som af hende opgivet. Forelæst - vedgået og aftrådt. Derpå fremstod Skolelærer Lauritsen i Sejling og forklarede, at pastor Asmussen i formiddags kaldte på ham og passerede da i henseende til ladedørens sprængning med viden aldeles som forklaret af hr. Asmussen, med hvem han og forklarer overensstemmende i henseende til Mohrs formentlige dødsmåde og årsagen dertil. Forelæst - vedgået og aftrådt. Forretningen blev sluttet. Holm Som vidner Thøger Mikkelsen	Mohr, Mathias Vilhelm (I20867)
844	Pontoppidan, Knud Børge, f. 1853, Læge, er en Søn af ovfr. nævnte Pastor Dines P. Han fødtes i Ribe 10. Juli 1853, dimitteredes 1870 fra Randers Skole og tog Lægeexamen 1876. I nogen Tid var han Kandidat ved Sindssygeanstalten ved Aarhus og vandt 1879 Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af den retsvidenskabelige Prisopgave om Ansvarlighed hos sindssyge Personer. Efter at have været Kandidat ved Kommunehospitalet var han 1882-86 Reservelæge ved Hospitalets 6. Afdeling og fik 1883 Doktorgraden for en Afhandling om den kroniske Morfinisme. Derefter virkede han som Privatdocent ved Universitetet med Forelæsninger over Centralnervesystemets Sygdomme. 1886-87 var han Reservelæge ved St. Hans Hospital og udnævntes 1888 til Overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling, hvormed Universitetets Docentpost i klinisk Psykiatri er forbunden. I de følgende Aar udfoldede han en rig og almindelig paaskjønnet Virksomhed som psykiatrisk og nervepathologisk Forfatter og Lærer. Den Klarhed og Finhed i Opfattelsen, det Mesterskab i Fremstillingen, som allerede vare komne til Syne i hans nævnte første Afhandlinger, traadte i hans senere kliniske Arbejder frem paa glimrende Maade. Foruden talrige mindre Tidsskriftsafhandlinger maa fremhæves: «Neurasthenien, Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet» (1886, flere Oplag); «Fire psykiatriske Foredrag» (1891); «Psykiatriske Forelæsninger og Studier», 1.-3. Række (1892-95); «Kliniske Forelæsninger over Nervesygdomme» (1898). I sine Foredrag og Demonstrationer paa Hospitalet viste han de samme fængslende Egenskaber som i sine Skrifter, og de foregik stadig under den største og mest interesserede Tilslutning fra studerende og Læger. Men medens han som Forfatter og Lærer kun vandt den mest udelte Anerkjendelse, optaarnede der sig derimod i selve hans Lægegjerning paa den til Dels til midlertidig Optagelse af sindssyge bestemte Afdeling betydelige Vanskeligheder. Han havde den Vanskæbne, som i øvrigt ret hyppig har ramt de psykiatriske Anstaltslæger, at faa indlagt hos sig sindssyge Kverulanter af den besværligste Art, hvilke, efter at være komne ud af Hospitalet, under Tilslutning fra forskjellige Sider og særlig støttede af en Del af Dagspressen rejste en voldsom Agitation mod P. og hans Optræden og ved deres Forfølgelse vakte en saa stor Uro, at han ved Slutningen af 1897 foranledigedes til at træde tilbage fra Overlægestillingen, hvad han paa sensations vækkende Maade kundgjorde i sit Forsvarsskrift: «Sjette Afdelings Jammersminde» (1897, flere Oplag). Strax efter (1897) modtog han Udnævnelse til den ledige Overlægepost ved Aarhus Sindssygeanstalt. 1892 erholdt han Titel af Professor. 1893 ægtede han Johanne Segelcke, Datter af Brænderiejer S. Carøe og Selmer, Den danske Lægestand, 6. Udg	Pontoppidan, Knud Børge (I79520)
845	Prominente personer Man må sige, at det er prominente personer der har haft ejendommen. Bruun’erne er kendte i Fredericia, bl.a. for etableringen af havnen. Generalmajor Frederik Gotthold Müller (1795-1882) boede til leje på første sal i et års tid, 1856-1857. Han spillede en vis rolle i Treårskrigen 1848-1851, og blev hædret i 1851 med at blive udnævnt til kommandør af Dannebrog. F. Müller, Frederik Gotthold Müller (Møller), 17.6.1795-9.1.1882, officer. Født i Fjellerup ved Grenå, død i skovridergården Stenderupstrand, begravet i Århus. 1861 på Louisenhøj ved Århus, d. af generalmajor Caspar Friedrich v. G. (1737-97) og Elisabeth Lucia Christina v. Oertz(en) (1758-1943). M. gennemgik 1808-11 frikorporalskolen og blev 1811 sekondløjtnant i rytteriet (ane. 1810), var 1816-18 ved besættelseskorpset i Frankrig, blev 1817 kar., 1820 virkelig premierløjtnant, fik 1827 forbeholdt ritmesters anciennitet, blev 1833 kar. ritmester og sekondritmester og ansattes som adjudant hos sin regimentschef, arveprins Ferdinand. Han var ikke særlig begavet, men en fin karakter, var pligtopfyldende, havde gode militære anlæg, var almindeligt agtet, og hans giftermål havde bidraget meget til at skaffe ham en position. 1839 fik han majors karakter, 1841 majors anciennitet, men var endnu 1842 sekondritmester, blev 1848 oberstløjtnant à la suite, n.å. kar., 1852 virkelig oberst. 1856 trådt han fra som adjudant og fungerende stabschef hos prinsen, blev generalmajor og brigadekommandør i Fredericia, derefter i Slesvig. Han havde gentagne gange overværet manøvrer i udlandet. I treårskrigen deltog han 1849, bl.a. som leder af fægtningen ved Århus, og 1850 var han stabschef ved reservekavaleriet. 1860 afskedigedes han da krigsministeren mente at han ikke var de vanskelige politiske forhold i hertugdømmerne voksen. – 1834 havde han fået præmie for et arbejde om undervisningen i felttjeneste ved rytteriet, og i Milit. Repertorium IV, 1838 har han givet beretning om en troppesamling i Rusland 1837. I Tidsskrift for Krigsvæsen 1856 søgte han at imødegå en kritik af C. Hegermann-Lindencrone af det danske rytteri i treårskrigen. På grundlag af M.s udførlige, elskværdige og diskrete dagbogsoptegnelser har E. Bodenhoff i Museum, 1894 II udgivet En Officers Optegnelser og senere bøgerne Svundne Tider, Den gamle General, Hofliv under trende Konger og Kongesorger, af hvilke de to sidstnævnte bringer ikke lidt af interesse og havde fortjent en mere omhyggelig udgivelse. Familie Forældre: sognepræst Thomas Høeg Christophersen Møller (1755-1802) og Dorothea Kallager (1764-1839, gift 2. gang 1803 med sukker-huskontrollør Hans Severin Engelbrecht Bentzon, ca. 1760-1822). Gift 21.4.1818 på Oppy, Pas de Caiais, med Maria Carolina Ferdinanda Augusta v. Gähler, født 5.6.1791 i Randers, død 16.11. Udnævnelser R. 1836. DM. 1844. K. 1851. Ikonografi Mal. ca. 1817. Litografi 1853. Fremstillet på mal. af slaget ved Isted af Jørgen Sonne, 1875. Mal. af O. Müller.	Müller, Frederik Gotthold (I104518)
846	RAAGAARD i Ullerup. Denne Gaard synes opstaaet under Kronens Besiddelse af Amager, altsaa efter 1416, af en Del af de saakaldte Udlunde, som hørte under Ladegaarden. Den nævnes først 1508 som >>RAGORDT<< og svarede da, ligesom Viberup, 3 Lødemark i Landgilde, senere desuden 8 Mark af en Eng, formentlig de >>store<< Enge, som tilhørte Kronen. 1525 fik Slotsskriver paa Københavns Slot Peter Villadsen overladt Gaarden for 8 Aar uden al Tynge af Afgift, og 3 Aar senere fik han Livsbrev paa den, kvit og fri, dog skulde han opbygge og forbedre den. 1555 fik Jep Knudssøn og Hustru Livsbrev derpaa mod tilbørlig Afgift til Slottet. Omkring 1600 havde Peder Lauritzsøn Gaarden, og 1631 fik Lauritz vJensen Schønning [han var 1623 Skipper og sejlede fra Holsten til Dragør.] den i Fæste for 80 Kurantdaler foruden Landgilden. Samme Indfæstning gav en Hollænder Jan Jansen 1633, og 1663 var hans Søn, Claus Jansen Hollænder, Fæster af den; 1672 Jacob Jansen Raagaard (+1677), derefter Claus Jansen Raagaard (+1712) ; begge var Fogder for Ullerup. Gaarden havde da 13½ Td.Hartk. De senere Besiddere var; 1710 Isbrandt Willumsen. 1718 Crilles Jacobseb Raagaard og Jacob Clausen. 1752 Jan Cornelliussen og Jacob Pitersen. 1778 sammen med 4 andre Hollændere. 1802 (14½ Td.Hartk.) var Jorden delt; Crilles Hendrichsen havde Hovedlodden (ca. 8 Tdr.Hk.) og senere Piter Adriansen til; 1843 Alexander Knirsch, der da solgte den til Henning Jacob Leth. Kilde: By- og Gaardbeskrivelse af de "Danske" Byer paa Amager, Chr. Nicolaisen, Dragør	Raagaard, Jacob Jansen (I125976)
847	Rejste ud på grund af skandale Udvandrerarkivet afslører nyt kapitel om skuespilleren, som blev dansk-amerikansk stolthed Navnet Jean Pierre Büron har givet kant på historien om den berømte dansk-amerikaner, Jean Hersholt, som har lagt til The Jean Hersholt Humanitarian Award, som bl.a. Oprah Winfrey har modtaget. Prisen overrækkes i forbindelse med Oscar-uddelingen. Jean Hersholt (1886-1956) følte sig åbenbart tvunget til at forlade Danmark, efter at han havde været indblandet i en større sædelighedsskandale i København i 1906-07. Her blev også Herman Bangs navn nævnt, omend han næppe blev udsat for politimæssige afhøringer. Det var på de tider, det var strafbart at være homoseksuel. Det er projektleder og historiker på Det Danske Udvandrerarkiv i Aalborg, Torben Tvorup Christensen, som nu kan føje nye detaljer til historien om Jean Hersholt, som forlod Danmark i 1908 og som via Canada kom til. Et andet navn Det var under navnet Jean Pierre Büron, Jean Hersholt rejste ud Danmark. Og det var det navn, Torben Tvorup benyttede, da han søgte i den store database Ancestry.com, fordi han ikke kunne finde data om Jean Hersholts udvandring. Det er i forbindelse med digitaliseringen af Hersholt-arkivet, Torben Tvorup har gjort opdagelsen. Udvandrerarkivet har fået Hersholt arkivalier af Holger Bladt, tidligere direktør for Udvandrerarkivet. De kom fra enken, Via Hersholt. Samlingen indeholder både breve og filmmanuskripter samt endog en frimærkesamling. Der er brev fra FBI-chefen, J. Edgar Hoover, og fra Californiens guvernør (1943-53) og senere højesteretspræsident, Earl Warren. Han ville gerne have en invitation til en Oscar-uddeling. Tak fra Ingrid Der er også et håndskrevet brev fra vor egen kronprinsesse, senere dronning Ingrid, som i marts 1945 takker for det søde børnetøj, der er sendt til babyen, nemlig Margrethe, der var på vej. Kronprins Frederik skriver selv en tak for lykønskningen ved datterens fødsel 16. april 1940. I samlingen er også en håndskrevet hilsen fra kronprins Frederik, senere Frederik IX, i anledning af brylluppet i 1935. Brevet er også underskrevet af Ingrid. Samlingspunktet Jean Hersholt blev samlingspunktet for de dansk-amerikanere, der var noget ved musikken. - Han og hustruen var igennem årene, stærkt engagerede i humanitært arbejde, fortæller Torben Tvorup. Arkivets digitalisering offentliggøres 3. juli ved en højtidelighed på Sohngårdsholm Slot. Sædelighedssagen startedes af et af Københavns smudsblade, der økonomisk presser søgte salgbare skandaler og i efteråret 1906 afsløredes den homoseksuelle drengeprostitution i hovedstaden. Jean Hersholt kom i malerlære. Han havde talent og tegnede og malede i sin fritid, men det var skuespillet, der interesserede ham. Det blev dog kun til småroller. Efter Torben Tvorup Christensens vurdering har det næppe været den anerkendte danske skuespiller, som nu ville prøve lykken i USA, der drog ud. Men han fandt den, blot noget senere i Hollywood. I Montreal traf han Via, født i Grenaa, og parret blev gift i 1914, men det blev kun til det ene barn, sønnen Allan. Til San Francisco I 1915 drog han med familien til San Fransisco i forbindelse med verdensudstillingen, og det lykkedes ham da også at få arbejde som maler. Det var også på det tidspunkt, at filmen for alvor begyndte at røre på sig. Hersholt rejste til Hollywood for at se, om der var chancer der. De første år I USA var drøje, men Jean Hersholt gav ikke op. Han markerede sig som såvel stumfilms- som taleskuespiller. Han mestrede karakterroller og spillede bl.a. sammen med Greta Garbo. På Udvandrerarkivet glæder Torben Tvorup Christensen sig over de nye detaljer, han har fundet om en kendt dansk-amerikaners liv og levned. - Der er til en dokumentar eller et foredrag, mener han.	Hersholt, Jean Pierre Carl (I130258)
848	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I44086)
849	Skanserne Svenskeskansen i Tønballe Skov er formentlig opført under svenskekrigen i 1658. Det siges at de fyrretræer der vokser på skansen i dag, nedstammer fra frø som soldaterne uvidende havde medbragt i deres udstyr. Svenskeskansen beskyttede effektivt indsejlingen til Horsens, men var ikke særlig godt befæstet mod indtagelse fra landsiden. De 2 kanoner, der er opstillet på skansen, stammer fra linieskibet Christian VII, der i vinteren 1787 forliste i en storm ved Anholt. Gustav Glud købte skibskanonerne på en auktion i 1906. Lille Batteri ved Hesteodde menes at være det ældste anlæg. Kong Frederik d. 2. udstedte i september 1566 et åbent brev til bønderne i Bjerre Herred om, at de under kommando af "Os elskte Holger Rosenkrantz" til Boller skulle opkaste en skanse ved indsejlingen til Horsens fjord. Bønderne blev i brevet befalet at stille med heste, vogne, værktøj og mandskab og "holde ud" til arbejdet var tilendebragt. Lille Batteri er i dag overpløjet og ødelagt. Store Batteri ved Hundshage formodes opført under Englandskrigen (1807-14). Det var det største skanseanlæg ved fjorden, udformet som en 5-strålet bastion med dybdegrave og høje volde, et solidt blikhus, mandskabsbarakker, krudttårn og brønd. På Horsens museum kan man se en kopi af anlægget. Til at lede forsvaret forestod justitsråd Poul Glud, Jensgaard, og der var tilknyttet varslingstjeneste med bavner (klargjorte bål) på Hundshage, Hesteodde, Borg, Bjergelide og Boller. Hverken batteri eller varslingstjeneste kom i brug. Store Batteri er i løbet af de sidste 50 år ædt af havets bølger, og materialerne kastet op i strandvolden foran Tønballe Skov. Kilder: Bjerre Herreds Bogen 1963, Glud-Hiarnø Sogns Historie 1948, og Jan Tidemand. Senest opdateret 16-07-2008 af SNS - Trekanstområdet Øvrigt	Rosenkrantz, Gabriel Holgersen (I119667)
850	Slægterne Zoega Der findes 3 slægter Zoega. Dels præsteslægten Zoega, dels slægten Zoega fra Tinglev, og desuden slægten Zoega fra Vilstrup. De 2 første slægter er tæt forbundne, da Tinglevslægten nedstammer fra præsteslægten paa kvindernes side. Den tredje slægt har overhovedet ingen forbindelse med de 2 øvrige, saa den tages ikke op her. Præsteslægten Zoega er langt den største og vigtigste. I løbet af 1700-tallet er der lavet flere stamtavler osv. Disse er som følger: A. Paul Chr. Zoëgas stamtavla fra 1742 B. Paul Chr. Zoëgas stamtavla fra omkring 1760 C. Paul Chr. Zoëgas stamtavla fra 1763 D. Johan Zoëgas stamtavla fra omkring 1775/80 E. O.H. Møllers stamtavla fra 1778 F. Wilhadus Chr. Zoëgas stamtavla fra omkring 1780 G. Christopher Giessings stamtavla fra 1786 H. P. Rhodes ”Samlinger til Haderslev Amts Beskrivelse”, 1775 I. Wilhadus Chr. I. Wilhadus Chr. Zoëgas rapport till biskopen av Ribe fra 17/3 1766 og 16/3 1768. Generelt er der overensstemmelse mellem disse udgaver, men der er dog nogle mindre forskelle mellem dem. I alle udgaver er stamfaderen MATTHIAS ZOEGA. I udgaverne A, B, C, E, G og H, var han en italiensk adelsmand der ejede et gods i eller nær Verona. Ifølge F-udgaven ejede han et grevskab ikke langt fra Verona. Ifølge udgave I ejede han store godser i nærheden af Verona. Ifølge oplysninger fra Italien, boede der folk ved navn Zoega-Zueeca-Judaccha i 1400, 1500 og 1600 tallene i Venedig og Padova, i nærheden af Verona. Disse var ikke adelige, kun patriciere. Oprindelsesby er sandsynligvis Venedig, hvor der er en laguneø som er navngivet Judaccha eller Giudecca (Jødeøen), som familien kan have taget navn fra. Slægtens vaabenskjold var en løve i den øverste del af skjoldet, med syv eller otte kugler i feltet nedenfor. Dette vaaben minder om Medici familiens fra Firence, men slægten Zoega stammer næppe fra denne ædle familie. Paa sin første rejse til Italien fandt arkæologen Georg Zoega dette vaaben paa en husmur i Venedig. I Danmark findes dette vaaben i Vilstrup og Rabsteds kirker, hvor medlemmer af slægten var præster. Det er ogsaa Matthias Zoega's segl der findes paa et dokument i landsarkivet i Gottorp med initialerne MD (Matthias Dantzer?). Ifølge udgaverne A, B og C kom Matthias Zoega i strid med en ”benachbarten Edelmann” (Adelsmand i nabolaget), ifølge udgave F var det med hertugen af Verona under en jagt, mens det ifølge udgave G drejede sig om en ”Grænsestrid”. Alle udgaver angiver at han, under en duel, skød sin modstander og derefter flygtede til Tyskland. I udgaverne F og I først til Wien og da han ikke følte sig i sikkerhed videre til det lüneburgske hof. Ifølge udgaverne A, B, C og H kom han imidlertid først til det brandenburgske hof, i udgave E staar der først det lüneburgske hof, men det er senere rettet til det brandenburgske hof. Her blev han i henhold til udgave H, sproglærer mens de øvrige udgaver angiver at han blev sproglærer og lutspiller. Senere kom han, ifølge alle udgaver, derefter til det mecklenburgske hof, hvor han blev hofmester eller ”Magister morum” for de kongelige børn. Her blev han ogsaa, ifølge alle udgaver, mellem 1570 og 1580, omvendt til den lutherske kirke af hofpræsten Johan Stampe. Næsten alle udgaver nævner, at han blev tilbudt benaadning af Paven og lov til at vende tilbage til Italien paa betingelse af, at han atter blev katolik. Da han afslog dette, blev hans gods konfiskeret og han selv brændt ”In Effigia” i Rom. (”at hænge eller brænde nogen in effigia betyder, at en dødsdom effektueres ved hjælp af et billede af den dømte, som har formaaet at undvige straffen.”) Alle udgaver er enige om, at han, fra Mecklenburg, kom til det Gottorpske hof som Geheimekammertjener. I udgave I angives, at han til sin død gjorde tjeneste som geheimesekretær og kammertjener ved det fyrstelige hof i Kiel. I ingen af udgaverne omtales det, at han i 1579-80 havde en kortvarig stilling som danser ved det danske hof. Den daværende dronning i Danmark, dronning Sophie, stammede fra Mecklenburg, og kongen Frederik d. 2. var nevø til den daværende hertug af Gottorp, hertug Adolph. Paa den maade maa forbindelsen mellem de forskellige hoffer være kommet i stand. Ifølge andre kilder angives det at M.Z. var ”instrumentist og gigler” ved hoffet i København fra 18, januar 1579 til 10. januar 1581. 1586 angives det at han er danser paa slottet i Gottorp. 1593 solgte han et hus i Schleswig, 1601 købte han et gravsted i Kiel, samme sted opnaaede han i 1604 borgerrettigheder. Forholdsvis kort tid efter maa han være afgaaet ved døden, for i slutningen af 1606 søgte hans enke om skattefritagelse med begrundelsen, at hun nu stod uden forsørger. Dette blev dog ikke bevilget da hendes mand, gennem pantelaanerforretninger, havde tjent mange penge og hun selv havde indtægt ved ølbrygning og børnene var forsørgede. Enken Anna blev begravet i Kiel 1622. M.Z. er muligvis identisk med den Matthias Dalarpo som nævnes 9. januar 1563 som søn til ”den vælske harpenist” Domenico Dalarpo ved hoffet i Schwerin i Mecklenburg, hvor der betales for deres hofklæder og sønnens forestaaende rejse til Italien. Navnet dal Arpo er næppe deres rigtige navn da det ganske enkelt betyder ”Harpespilleren”. Hvis denne antagelse er korrekt, forandrer det jo en hel del naar det gælder beretningen om M.Z.'s herkomst og flugt fra Verona. Ifølge alle udgaver af stamtavlen var M.Z. gift første gang med en italiensk grevinde, som sørgede sig til døde over den ulykke som ramte hendes mand. Med hende havde han 2 døtre, ifølge udgave E var hun ”Aus dem hause Medicis” (af slægten Medici). Ifølge alle udgaver var hans anden hustru tidligere nævnte hofpræst Johan Stampes datter Anna. Ifølge udgave E note 2 levede hofpræsten i Parchim i Mecklenburg. Arkivmateriale oplyser at der fandtes flere præster med navnet Stampe i Mecklenburg, dog ingen hofpræst. I ligprædikener over M.Z.'s datter Anna, gift Wasmuth fra 1675 og over hendes søn, professor Matthias Wasmuth fra 1688, nævnes det at M.Z. var en adelsmand fra Rom. Duelhistorien omtales overhovedet ikke. Ovenstående er oversat fra et dokument som ligger på: http://www.hembygdshistoria.se/gravar/zoegahistoria.htm	Zoega, Matthias (I551225)

Notater

Knyttet til

801

Hofmansgave - et gammelt gods
I den vestligste af Hofmansgaves marker som kaldes Knyleløkken, lå der i det 15. århundrede gården Knyle. En ejer, Frederik Quitzow, flyttede omkring 1588 gården ca. 1300 m længere østpå til det sted, hvor Hofmansgave ligger i dag. Han kaldte den nybyggede gård for Quitzowsholm. Amtmand og konferensråd Niels de Hofman købte i 1783 denne gård, som på det tidspunkt hed Bøttigersholm. Han omdøbte gården til Hofmansgave og rev en væsentlig del af de gamle bygninger ned og byggede nye. som nu er fredede. Hovedbygningen er opført i en meget enkel, men ren barokstil, men sidefløjene er i bindingsværk. Øverst til venstre på nærværende side ses et stik af gården som den så ud i 1847.

Niels de Hofman var gift med Anna Christine Wellejus, enke efter skibskirurg og godsejer Claus Bang. Ægteskabet var barnløst, hvorfor Niels de Hofman i 1784 oprettede godset Hofmansgave til et stamhus til fordel for sin 8-årige slægtning Niels Bang, med hvem han var beslægtet både gennem sin kone og sin søster. Stamhusets erectionsbrev (oprettelsesdokument) bestemte, at besidderen skulle bære navnet Hofman og føre denne slægts våbenskjold. På et senere tidspunkt begyndte Niels Hofman at skrive sig som Niels Hofman(Bang) hvilket efterhånden i daglig brug blev til Hofman-Bang, det er dog først i midten af 1900-tallet at hele slægten officielt bærer navnet Hofman-Bang.

de Hofman, Niels (I93424)

802

Hvordan er vi i familie med "Sadolin & Holmblad" og "Sadolin Farveland"
Meget kort kan forbindelse forklares således, at Gunnar - sammen med sin forlovede Esther Margrethe Schultz, som han siden blev gift me i 1910 - allerede i 1906 påbegyndte farvefabrikation i Fasangaarden på Frederiksberg. I 1907 stiftedes et interessantsskab, I/S Gunnar A. Sadolins Farver, med detagelse af - foruden Gunnar - Frode, Jørgen og Olaf samt vennen Olav Høgsbro. Dette blev i 1909 omdannet til et aktieselskab, A/S Gunnar A. Sadolin's Farvefabrik, og i 1911 kom broderen Knud hjem fra et arbejdophold på Cuba, og tiltrådte som leder af selskabets nyoptaget forretningsområde trykfarver, mens Gunnar fortsatte som direktør for malevarerne.

I 1912 flyttede A/S Gunnar A. Sadolin Farvefabrik ud til den af Lars Friis og Magnus Trap Rüdinger de la Laing fælles interessentskab, Holmblad's & Co.'s Eftf., og kort efter - stadigvæk i 1912 - købte A/S Gunnar A. Sadolin's Farvefabrik det noget mindre Holmblad & Co.'s Eftf. De to tidligere ejere blev i stedet blev ansat som henholdsvis regnskabsdirektør og merkantil direktør, hvorefter at selskabet blev navngivet A/S Sadolin & Holmblad & Co. Eftf. Frem til 1914 fortsatte de to oprindelige selskaber som to selvstændige afdelinger - under deres hidtige navne, hvorefter at foretog en egentlig fusion, og samtidig blev de la Laing afskediget. Han startede kort efter sin egen farvefabrik, og "stjal" firmaets "bedste" mænd. Men allerede mindre et årti efter, så købte man hans farvefabrik, der herefter blev nedlagt.

Efter nogle år fandt man - i 1919 ud af, at dette navn var for langt og man slettede derfor & Co.'s Eftf. i navnet, hvorefter at selskabet blot kom til at hedde A/S Sadolin & Holmblad eller blot "S&H". Frem til 1991 hed selskabet dette navn, og i forbindelse med at alle aktiviteter blev overført til nye datterselskaber kom selskabet til at hedde Nobel Industrier A/S og i 1995 Akzo Nobel A/S.

I de mellemliggende år fra 1919 til 1991 var der dog sket mange ting, og man opnåede bl.a. at blive blandt verdens fem største farve- og lakkoncerner (mens man i dag indgår i verdens største), at grundlægge fabrikker i over 30 lande (hvoraf nogle af dem stadigvæk eksisterer under navnet Sadolin, bl.a. i Afrika og Mellemøsten), at få hele Vesteuropa til at "pinotex'e", at etablere en af de mest kendte rollemodeller indenfor europæisk detalhandel, Sadolin Farveland, samt at lave det første aktieselselskab i Sovjetunionen med privat kapital, EKE-Sadolin A.S. (nu: ES Sadolin A.S.)

Ud af Sadolin & Holmblad spang i øvrigt datterkoncernen Kemisk Værk Køge A/S, der blev grundlagt som en afdeling i 1934 og blev et selvstændigt aktieselskab i 1946. Kemisk Værk Køge blev Nordens største producent og eksportør af farve- og tekstilpigmenter samt plantebeskyttelse, men kom også til at lægge navn til Nordens største kemiskandale i 1977, da det svenske datterselskab BT-Kemi KVK forurenede hele den svenske by Teckomatorp (oprensningen efter fabrikken blev først afsluttet i 2005).

Sadolin & Holmblad banebrydende indenfor medarbejderpleje, idet man som en af de første virksomheder købte medarbejder-sommerhuse, lavede medarbejder-ferielegater, samt lavede en virksomhedsponsoret idrætsforening IF Sadolin. Som den første virksomhed i verdenen udstedte medarbejderaktier - de såkaldte C-aktier - i 1957 til favørkurs (105 kr. for en 100 kr. aktie). Fem år senere blev denne til en B-aktie, og medarbejderen kunne så hande denne til den noteret kurs på Københavns Fondsbørs - på lige fod med de "normale" B-aktier. Senere i - 1974 - etablerede man den første virksomhedssponsoret kunstforening i Danmark, og denne eksisterer fortsat i dag.

Som en lille interessant sidebemærkning, så kan det nævnes, at både Jørgen Christian Hempel og Sigurd Dyrup var ansat hos Sadolin & Holmblad. Jørgen Christian Hempel som repræsentant, og Sigurd Dyrup som den første egentlige specialiseret farve- og lakingeniør hos Sadolin & Holmblad. Sigurd Dyrup blev siden udstationeret Sadolin & Holmblads licenspartner i USA, som vicedirektør, og da han kom hjem så ville han være direktør og medlem af direktionen. Men i stedet for at blive direktør, så blev Sigurd Dyrup afskediget, og kort efter - i 1924 - blev han partner i en eksisterende farvefabrik. I 1928 købte han sin partner ud og tog i stedet entreprenørfirmaet Monberg & Thorssen ind som partner, og dermed A/S S. Dyrup & Co. var skabt. Det skulle siden bliver Sadolin & Holmblads største konkurrent i Danmark på alt undtagen skibe/rust, mens J.C. Hempel's Skibsfarve-Fabrik blev det på netop skibe/rust.

De tre koncerner - og deres chefer - var dog ikke mere uvenner end, at Knud Sadolin, Jørgen Christian Hempel og Sigurd Dyrup sammen skabte de to interesseorganisationer Foreningen af Danske Farve- og Lakfabrikanter og Brancheforeningen for Danmarks Lak- og Farveindustri, lige som de alle tre var med til at etablere Nordisk Forskninginstitut for Maling & Trykfarver, der i over 40 år foretog grundforskning for den nordiske farve- og lakindustri sammen

I 1977 fremstillede Dyrup, Hempel og Sadolin tilsammen farver og lakker på 82 fabrikker i over 60 lande verdenen over, og samtidig var Danmark som nation verdens anden største farve- og lakeksporterende nation. Det gjorde Danmarks farve- og lakindustri til Nordens mest multinationale industri - og dengang endnu mere omfattende geografisk end både A/S Det Østasiatiske Kompagni og A.P. Møller Gruppen.

Den anden oliekrise afsluttede denne store epoke i Dansk erhvervsliv, og i dag er det medicinalindustrien som har overtaget rollen (dog i mindre målestok, hvis man både ser på dansk ,nordisk, europæisk og globalt plan).

Mange år senere - i 1981 - foretog deres efterfølgere et mageskifte, således at Sadolin & Holmblad afgav deres produkter indenfor metallakker til tyndpladeindustrien (vaskemaskiner m.m.) til Dyrup, der i stedet afgav deres produkter indenfor træindustrien til Sadolin & Holmblad. Disse produkter kom i øvrigt tilbage, da Dyrup i 1988 solgte hele deres tilbageværende industrimalevarer program til Casco Nobel, og aktiviteterne i Danmark og Italien blev derfor sammenlagt med Sadolin & Holmblad tilsvarende.

Autolakkerne er delt i to segmenter, nemlig autolinielakker til automobilfabrikkerne og autoreperationslakker til automobillakkere og autoværksteder. Autolinielakkerne trak man sig ud gradvist, og i 1981 mageskiftet Skandinavien med svenske Wilhelm Becker, som i denne forbindelse også overtog Sadolin & Holmblads oprindelige grundlag: Kunstnerfarverne. Samtidig afgav Wilhelm Becker deres licens af "Pinotex" i Sverige til Sadolin & Holmblad, og indgik en aftale om ikke selv at fremstille træbeskyttelse, som de i stedet så modtog fra Sadolin & Holmblad. Autoreperationslakker trak man sig ligeledes gradvist ud af, og i Skandinavien solgte man dette til PPG. I dag indgår Sadolin & Holmblad i Akzo Nobel, der ligeledes ejer Sikkens og Lesonal, som er verdens største indenfor netop autofarver til både linie og reperationsbrug.

I mange år var der en stor konkurence mellem Sadolin & Holmblad og J.C. Hempel om at lave skibs- og containerfarver. Denne kamp "tabte" Sadolin & Holmblad dog, og i 1988 trak man sig ud af af dette marked, idet man solgte dette område til norske Jotun. J.C. Hempel var og er fortsat blandt de tre største aktører på globalt plan. I dag indgår Sadolin & Holmblad i Akzo Nobel, der ligeledes ejer International Paints, som er verdens største indenfor netop offshorefarver.

I dag er Nordens absolut største aktør: Akzo Nobel ( hollandsk - som indeholder danske Sadolin & Holmblad og svensk-norske Casco Nordsjö) - efterfulgt af Wilhelm Becker (svensk), Jotun (norsk) og Tikkurila (finsk). Indenfor for udvalgte områder er mindre koncerner førende: Dyrup (dansk), Flügger (dansk), Hempel (dansk) og Teknos (finsk).

Du kan her læse en længere beretning om Sadolin slægtens sidste 15 år som aktionærer i "S&H" og "KVK" - og om hvorfor koncernen endte med udenlandsk ejer: "En Farverig Saga Blot: Sadolin & Holmblad 1974-1989" (Revideret Bachelorprojekt i Historie af Nikolaj Sadolin, 2004) samt se "Kemiker"-afsnittet i DR2-dokumentarserien "De Skabte Danmark", der blev sendt i anledning af Industrikulturåret i 2007

Sadolin, Gunnar Asgeir (I16038)

803

JACOBSENS ØLKÆLDER I VOLDEN
Ud for Teglgårdsstræde, i vejbelægningen på Nørre Voldgade, er der lagt en cirkelrund brolægning. Den markere stedet hvor et af fæstningstårnene i Frederik I gamle bymur af røde munkesten fra 1528 stod. Dette tårn blev siden begravet, da Københavns befæstning blev afløst af en jordvold. Men de gamle tårne lå derefter inde i voldens bastioner, og fungerede som krudt-magasiner. Men efter det engelske bombardement i 1807 begyndte den gamle vold at miste sin militære betydning, selvom militæret krampagtigt holdt fast ved anlægget i mange år fremover.
Men voldenes dage var talte. Mange borgere havde deres øjne rette mod den gamle fæstning med merkantile planer. En af dem var brygger I.C. Jacobsen omme i Brolæggerstræde. Han residerede i en gammel bryggergård i Brolæggerstræde 5, der var blevet etableret allerede i 1604, da en brygger ved navn Peder Olesen havde overtaget ejendommen, og omdannet den til bryggergård. Den oprindelige bryggergård var blevet flammernes bytte ved begge de store bybrande i henholdsvis 1728 og 1795, men begge gange genopbygget til sit formål.
I 1826 fik den fra Thy indvandrede Christen Jacobsen Nørkier borgerbrev i København som brygger. Han overtog samme år den gamle bryggergård i Brolæggerstræde, med tilhørende ejendomme rundt om hjørnet i Knabrostræde. På det tidspunkt var der omkring et hundrede bryggerier i hovedstaden, selvom det gamle bryggerlav fra 1525 var blevet opløst ved kongelig resolution den 30. august 1805, og næringen givet fri. Men øl var der absolut stadigt behov for, da Københavns drikkevand var herostratisk berømt for at være direkte sundhedsfarligt. Den øl der blev brygget, var det såkaldt overgærede øl. Når gæret har fortæret maltsukkeret i urten, og omdanner den til alkohol, stiger den op til overfladen, hvor gæren lægger sig som et tykt skummende lag. Gæren efterlod mange sukkerrester, så øllet var sødt, mørkt og grumset. Meget lig vore dages hvidtøl, men ofte noget stærkere. Men det var brugsøl, der normalt kun kunne holde en uges tid, før det blev dårligt.
Christen Jacobsen, der aflagde Nørkier, arbejde videnskabeligt med øllets kvalitet. Han var bl.a. en af de første der benytte termometer ved tilsætning af gær. Han havde i 1811 fået sønnen Jacob Christian. Dengang blev Jacob ofte stavet med I, så fornavnet blev normalt forkortet I.C., der kom i lære i faderens bryggergård. Han var ligesom faderen tidligt klar over forskningens betydning for øllets kvalitet, og fulgte tidens førende videnskabsmand, H.C. Ørsteds, forelæsninger på den nye Polytekniske Læreanstalt i Studiestræde.
I 1835 døde Christen Jacobsen og sønnen arver bryggeriet. Rundt om i landet var forskellige bryggere begyndt at eksperimenterer med den undergærede bayerske øl. Her synker gæren langsomt til bunds, medens den omdanner næsten al sukkeret til alkohol. Forskellen fra den overgærede hvidtøl var indlysende. Den bayerske øl var mere holdbar, var klarere og havde en langt finere smag. Jacobsen foretog en række studierejser til Tyskland for at studere tyske bryggemetoder. Hjemme i Danmark prøvede han i 1845 at brygge bayersk øl, men resultatet levede ikke op til den tyske standart. Jacobsen rejste derfor igen til sin gamle læremester Gabriel Sedelmayer på bryggeriet Zum Spaten i München. Ved den lejlighed fik han to potter af det bayerske "tilsætgær", der blev benytte ved fremstilling af undergæret bajersk øl. Under store vanskeligheder fik han transporteret gæren tilbage til Danmark i sit hattefoderal.
Men der var andre problemer med det undergærede øl. Det skal gæres ved en temperatur mellem 7 til 12 grader C., og øllet skal herefter lagres i op til ni uger i kølige omgivelser. Det var svært at holde denne temperatur konstant. Derfor måtte Jacobsen finde passende lagerrum, hvor man kunne opbevare is, der blev brugt til at holde rumtemperaturen konstant, og lagre øllet på store træfade til det var helt færdiggæret. Et større københavnsk bryggeri beregnede senere, at de skulle høste ca. 6.000 vognladninger is fra omegnens søer. Men den gamle bryggergård i Brolæggerstræde havde slet ikke lagerkapacitet til en større produktion. Her faldt I.C. Jacobsens øjne så på det gamle krudtmagasin i volden ud for Teglgårdsstræde.
Allerede i 1843 var Jacobsen blevet medlem af Københavns Borgerrepræsentation, så han havde forbindelserne i orden. Han fik lov til at benytte det begravede tårn i Hahns Bastion til lagerkælder. I vinteren 1845-46 var de første 300 tønder klar. I datidens aviser annoncere bryggeren, "Første Bayerske Øl fra Hr. Jacobsens kælder under Volden". Det slog straks an og blev en bragende succes. Den mørke lagerøl kender vi stadig som bl.a. 1883. Nu fik Jacobsen ikke det københavnske marked uden sværdslag, for der var andre bryggere der fremstillede bajersk øl. Allerede i 1852 kunne C.D. Friedels dampbryggeri i Langebrogade på Christianshavn tilbyde bayersk øl, der var lagret i Enhjørningens Bastion i Christianshavns Vold. Bryggeriet tog senere navnet Rabenshave efter den gamle restaurant i Langebrogade fra 1700-tallet, der stadig eksistere.
Men Jacobsen havde andre problemer med sit øl. Den gamle bryggergård i Brolæggerstræde lå næsten helt nede ved den oprindelige strandbred, der havde løbet langs Læderstræde. Det betød at bryggergårdens brøndvand var af en temmelig dårlig kvalitet. Det erkendte den videnskabeligt anlagte Jacobsen. Derfor søgte han, og fik, i 1846 kongens tilladelse at bygge et nyt bryggeri langt uden for København i Valby, der dengang var en del af Hvidovre sogn, hvor vandet var rent. Herude havde nye artesisk vandboringer i undergrunden vist, at rent vand ved eget pres kom op til overfladen i rigelige mængder, når man borede dybt nok. Den 10. november 1847 blev det nye bryggeri taget i brug, og fik navnet Carlsberg efter I.C.'s søn Carl og det tyske "berg", der betyder bakke. Herude byggede Jacobsen også sine egne lagerkældre. Bryggergården ejes stadig af Carlsbergfondet, med mindetavler for både I.C. og Carl Jacobsen.
De gamle lagerlokaler i volden overlevede i nogle år. Først blev der, ikke helt unaturligt, etableret en såkaldt "ølhalle" efter tysk mode. Den fik navnet "Øl-Tunnelen i Volden", hvor det blev serveret bayersk øl i stride strømme. Da moden skiftede blev ølhallen omdannet til "Café Chantant" med syngepiger på tribunen. Over indgangshvælvingen hang et enligt gasblus der om aftenen viste vej indtil herligheden. Men voldenes dage var talte. I 1874 blev den gamle Nørre Vold gravet væk, for at give plads til Nørre Voldgade, og kun Ørsteds Parken overlevede med en lille rest af den gamle voldgrav. Ved den lejlighed kom det gamle Hane-tårn sammen med den ældste Nørre Port og Jarmers Tårn igen frem i dagens lys. I 1878 blev Hanetårnet nedrevet sammen Nørre Port. Kun Jarmers Tårn overlevede i en barberet udgave lidt længere nede af Nørre Voldgade. Men ud for Teglgårdsstræde minder den cirkulære brolægning om stedet hvor brygger Jacobsens første succesfulde bayerske øl blev lagret i vinteren 1845-46.
Allan Mylius Thomsen

Jacobsen, Jacob Christian (I78399)

804

Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.

Nulevende (I44086)

805

JENS BENZON V. SCHOLTEN
Birth: 12 AUG 1832
Christening: 17 OCT 1832 Nyborg, Svendborg, Denmark
Death:
Burial:
Parents:
Father: PAUL ADAM V. SCHOLTEN
Mother: EMILIE LOVISE CHRISTENSEN
Children:
1. ANTONIUS FREDERIK V. SCHOLTEN - International Genealogical Index
Gender: Male
Christening: 12 SEP 1833 Nyborg, Svendborg, Denmark
2. EMIL SCHOLTEN - International Genealogical Index
Gender: Male
Christening: 01 JUN 1837 Nyborg, Svendborg, Denmark
3. JENS BENZON V. SCHOLTEN - International Genealogical Index
Gender: Male
Christening: 17 OCT 1832 Nyborg, Svendborg, Denmark
4. FRIDERICH VILHELM SCHOLTEN - International Genealogical Index
Gender: Male
Christening: 14 APR 1835 Nyborg, Svendborg, Denmark

von Scholten, Paul\Poul Adam (I82007)

806

JENSE PETER BENSON

[Father of Peter Ephraim Benson: Junes Grandfather]

Jens Peter Benson was born April 26, 1831 on the island of Bornholm, Denmark. He was the son of Yappa and Maren Kirstine Koefoed Benson. His parents owned a small home and a small acreage of land. The family consisted of two sons and three daughters, all of whom joined the Church except the younger brother. His sister Christina, while living in Copenhagen, met the Elders and was Baptized a member of the Church. She was very kind to the Mormon Elders and assisted in teaching them the Danish Language when a Branch of Missionary work was opened on the Island of Bornholm. Christina accompanied the Mormon Elders to Harnage, her home town, and took them to her parents home, They found a warm welcome there and made it their headquarters. Peter was almost twenty years old at that time and after hearing the Gospel Message from these humble Mormon Missionaries, was much concerned after due consideration and earnest prayer, he was baptized July 18, 1851, by Elder Andreas Aagren and Confirmed by Elder Hans Peter Jensen July 27, 1851. Thus Peter was one of the first to hear and Embrace the Gospel on the Island of Bornholm. [Bornholm membership records list his surname as Dideriksen and adds a note he moved to Faaborg 29 Mar 1852, probably as a local missionary there.]

At Copenhagen, the family, all except his younger brother, joined a large company of immigrating Saints. They sailed from that city on December 20, 1852, crossing the Atlantic on the ship "Forest Monarch".

After obtaining wagons, Oxen, and other supplies enough to make the long and difficult trip across the plains, they reached Salt Lake City October 3, 1853. The following year Peter was ordained a Seventy, became a member of the 39th Quorum of Seventies.

He was a good carpenter as he served as an Apprentice for five years to learn the trade in Denmark. He did all kinds of Carpenter work, making furniture, building houses, and working as a wheel-right.

On 26, December 1853 he married Mary Jane Simpson by Erastus Snow at the home of Thornton Simpson, Mary Jane s father. They separated but one child was born from this union after their divorce,- John Jeremiah Benson. Later he met and married Mettie Christine Ericksen, April 8, 1855. By Ezra Taft Benson at his home. She was born September 15, 1833. In Mor, Alborg, Denmark, the daughter of Marcus Ericksen and Kirstin Christensen .together they passed through many hardships, food was very scarce that winter, flour was hard to get, as this was the winter after the grass-hoppers had destroyed much of the grain. Many Saints suffered terribly for want of food.

While living in Salt Lake City their first child was born- Mary, February 27, 1856. The next year he, with his wife and baby, moved to Lehi. This was the year Johnson s Army came to Salt Lake and so many Saints moved south.

November 11, 1857 he married his wifes sister, Christina Martina, Ericksen. She was born in Mor-, Alborg, Denmark, February 23, 1836. (Page 2

While living in Lehi, five children were born to Mette (his first wife) and they were ; Martha, Sarah, Peter Ephraim, Anne Kersten and John Benson. Sarah died when she was fifteen months old and Anne Kersten when about two years old. The children were buried in Lehi. Grandfather having made the coffins in which they were buried.

His second wife, Christena Martina gave birth to four children while living there. They were: Alma, Kersten, Marcus and Samuel.

While living in Lehi, Grandfather, was called to Salt Lake to work on the Tabernacle. He helped to set up the famous big Pipe Organ and helped to make some of the parts.

In the spring of 1868 he moved his wife (Metta) and her family to Clarkston, where he took up farming. He raised wheat, barley, oats, potatoes, some cattle and sheep. Clarkston was located on the side of the mountain on the west and north part of Cache Valley, thus it was very cold, as the winters were long with lots of snow. The crops were very poor and the people as a whole were in poor circumstances. Grandfather continued to do carpente
r work and he also made casket s which the deceased were buried in. He made the casket in which Martin Harris was buried in. (One of the witnesses to the Book of Mormon).

While living in Clarkston, Martha s seventh child, Elizabeth, was born in September of 1868. Jens moved his second wife Christina and her family to Clarkston. Here three children were born to them. Alice, Issac, and Rastus.

Rastus died in infancy.

On March 4, 1869, he with Bishop Wm. F Rigby Sr. and others went to Newton to survey the town and lay off the Township. Here he built a home, planted a garden, built sheds and stables for his cattle and sheep. He moved his wife Metta and her family here. Here they experienced real pioneer life. The ground was heavy and soggy in the spring, thus making it hard getting around in the mud. The water was poor for culinary use and had to be hauled from a slough. The crops were poor, travel slow, and climate cold. They would mow the grass on the vacant hills to feed their cattle.

Here three more children were born to Mette: La Zina, who died when she was about 4 years old, Elmira and Tinas, who was born March 28, 1876. The baby Tinas and Mette both died. This was her tenth child. April 8, she passed away leaving six children-- two sons and four daughters. Her two oldest daughters were married and had homes of their own. Mette had a sweet disposition and was loved by all who knew her. She was a good housekeeper and a wonderful Mother.

After her death, Jense moved his second wife, Christina and her family to Newton. On November 11, 1879 , he married Christina Nelson who had immigrated from Denmark the year before. To Christina was born five children: They were -- Maggie, Caroline, Nephi, Annie, and Joseph. Joseph died in infancy.

Jens was ordained a High Priest, June 23, 1884 and set apart as 2nd counselor (Page3 to Bishop Funk. He held this position until the death of Bishop Funk, when William Griffin Sr. was made Bishop of the Newton Ward and Jense was sustained as his 1st counselor. .this position he held until his death which occurred June 21st 1898 , after a most useful life. He had proved faithful under all tests and trials.

He was industrious, honest, and a good neighbor, kind to the poor, a willing donator to all Church and civic affairs, a diligent Temple Worker and always willing to lend a helping hand to those in need. He filled several home Missions and was honored and loved by all who knew him.

He was father of twenty four children, 13 sons and 11 daughters and a numerous posterity, bequeathing to them a wonderful heritage of a righteous life and example and a name that should be honored till the last generation of time.

"Long was the journey of Jense (Jens) Peter Benson was born 26 April 1831. Pedersker is given as his birthplace; also Aaker Parish, and Aaker, Bornholm, Denmark.

His parents were Yeppa Benson (Jeppe Bendtsen) and Maren Kirstine Hansen Kofoed (old spelling, Koefoed). He was the seventh of eleven children. At least five of these died in childhood. Peter, his parents and three sisters, Karen, Martha, and Christina joined the church and came to Utah. The family was among the first to accept the gospel in Denmark, being baptized in 1850, 1851, and 1852.

The family lived in a small valley just a few miles inland from the coast. Soon after joining the church the family home burned to the ground, no doubt hastening the decision to cast their lot with the Saints in America. In December 1852, they left Bornholm for Copenhagen to join the first large company of Saints bound for Utah. They sailed on the Steamship Copenhagen to join the first large company of Saints bound for Utah. They sailed on the Steamship "Obotroit" for Kiel, Germany and encountered storms on the way. They traveled by rail to Hamburg, Germany where father Yeppa was bitten by a dog. There they boarded the steamship "Lion" which sailed for Hull, England on Christmas day.

Quoting from Chapter 11, "Under the Midnight Sun", by Albert Zobell, Jr., "A sever storm was raging on the North Sea, a storm which claimed about 150 ships, and the people of Hull were greatly surprised when the "Lion" appeared on the Horizon.

After a train ride to Liverpool, England the emmigrating Saints went aboard the packet ship "Forest Monarch", which was hauled out of the dock and anchored in the river Mersey on the last day of the year.

Here the ship lay at anchor for two weeks awaiting favorable winds.

One night the ship became entangled with another ship, and sustained some damage. A few days later, during a heavy storm, the "Forest Monarch" got adrift, pulling up both anchors, and at just the right moment was saved by two tug boats from running aground. One emmigrant had been bitten by a dog, and was counseled to return to shore and wait for the next company. So when sails were actually hoisted, 16 January 1853, the company under President Forsgren's direction numbered 297.

The Atlantic crossing was tedious. The provisions were poor and the supply of fresh water inadequate to reach New Orleans, Louisiana, USA, where they arrived 16 March 1853. Four deaths and three births occured."

We do not know if Yeppa sailed on the "Forest Monarch" with the rest of the family or on a later ship, but information received from the LDS Church Historian's Office in Salt Lake City, Utah in 1956 tells us Yeppa, his wife Maren, and Christina and Peter (Jens Peter) crossed the plains in the John E. Forsgren Company. "No record of sailing from Liverpool."

They went up the Mississippi River to St. Louis, MO where they stayed for about a month and then on to Keokuk, Iowa which was the outfitting station that year. There they secured supplies, wagons, and oxen for the journey. Most of the oxen had not been worked and few of the men had experience in driving teams. This resulted in many upset wagons in gullies and ditches. Finally, with 34 wagons and about 130 oxen, the company rolled out from the camping grounds near Keokuk, Iowa on 21 May 1853. There were a thousand miles of plains, hills and mountains to cross, rivers and streams to ford, blistering summer heat with wind storms and summer showers, hot days and cold nights, especially as they neared the Rocky Mountains. The wagon company was always on the alert for indians. On 30 September 1853, nine months after leaving Denmark, they reached Salt Lake City, Utah.

The parents, Yeppa and Maren, made their home in Lehi. Their pioneering was to continue for many years. One of their first challenges was that of learning a new language.

Bendtsen, Jens Peter (I6157)

807

Kammerherre Vincens Steensen-Leth fra Steensgaard er død

- Jeg ser ingen muligheder for at komme videre, naar der ikke er politisk opbakning, hverken fra langelandske politikere eller det fynske amtsraad.

Saadan lød det i foraaret 2002 fra kammerherre, hofjægermester Vincens Steensen-Leth, Steensgaard ved Lohals, da det for alvor stod klart, at hans ambitiøse, stort anlagte plan om en sommeropera paa det langelandske gods definitivt maatte opgives.
Nu er Vincens Steensen-Leth død i en alder af 72 aar.
Trods gode kontakter lykkedes det aldrig at faa hans egne visioner bekræftet i et omfang, der kunne udløse den nødvendige tiltro og dermed det nødvendige økonomiske sikkerhedsnet.
For alle, der stod ham nær, var det tydeligt, at han aldrig forvandt den skuffelse, det for ham var at se livsdrømmen om et operahus med det berømte engelske Glyndebourne som forbillede, synke i grus.
Projektet forudsaa en del af godset inddraget men suppleret med nybyggeri. Den samlede pris voksede fra oprindelig 135 til senere 180 mio. kroner.
Skeptikere pegede blandt andet paa de vanskelige tilkørselsforhold i et af Fyns tyndest befolkede omraader med deraf følgende manglende hotelfaciliteter som anstødssten - ogsaa naar der skulle vurderes støtte fra staten og fra EU’s kulturfonde.
Med baggrund i sin indsigt i og kontakt til den internationale operaverden og dens største personligheder fastholdt han sin egen positive vurdering af projektet.

- Men jeg var ikke dygtig nok til at overbevise folk om, at det var et enestaaende, levedygtigt projekt, sagde han i midten af 1990'erne og spurgte: - I hvilket andet operahus kan man i pausen gaa gennem en park ned til aabent vand og nyde en dansk sommeraften i ren natur?

Selv om Langeland ikke fik sit operahus, naaede Steensen-Leth at gøre øens nordspids til et kulturelt center, nemlig ved hans talrige storslaaede koncerter paa højeste niveau i Snøde og navnlig Stoense kirke. De fyldtes gang paa gang af musikbegejstrede tilhørere til internationalt kendte solister og koncertgrupper, som kulturpersonligheden paa Langeland aldrig havde svært ved at faa sat på programmet.
Hans aktiviteter paa dét niveau bragte ham i front i danske kulturkredse. Han tildeltes flere store anerkendelser, blev saaledes i 1993 af Fyens Stiftstidende kaaret som "Aarets Fynbo", fik rejselegat af Anne-Lise Fussings Fond og tildeltes Fyns Amts Musikpris.

Steensen-Leth var ambassadørsøn og gift med forfatteren Bodil Steensen-Leth. Han lærte i barndomshjemmet paa Frederiksberg glæden ved musik og opera, blev student fra Sorø Akademi og landbrugsuddannet i Frankrig, England og Schweiz.
I 1964 vendte han hjem og overtog i forpagtning Steensgaard, hvor han med sin hustru flyttede ind i hovedbygningen i 1979 - nogenlunde samtidig med, at operaplanerne begyndte at modnes.
Da de for et par aar siden overlod bygningen til næste generation, Charlotte og hendes mand, Thomas, og børnene Carl Frederik og Arendse, flyttede de selv til forpagterboligen tæt ved.

Ole Vedsø - Fyens Stiftstidende

Steensen-Leth, Christian Vincens (I124374)

808

Karriere

1922 - Direktør, Orlogsværftets Regnskabsvæsen
1926 - Afdelingschef i Marineministeriet
1931 - Afskediget fra Marineministeriet
1932-38 - Leder af Berlingske Tidendes Berlin-redaktion
1938-40 - Nordisk redaktør ved Berlingske Tidende
1940-41 - Udenrigs- og militærpolitisk redaktør ved Berlingske Tidende
1941-45 - Redaktør af Berlingske Aftenavis

Schaffalitzky de Muckadell, Baron Cai (I21624)

809

Kilder:
1. Kirkebog Vust 1756-1813 (http://www.lokalhistorie-hanherred.dk/vust/KB/vustkb.htm.), http://www.lokalhistorie-hanherred.dk/vust/KB/1756-1813/doed5613037.html (Død).
2. Sigrid Brandi og Nikolaj Bojer, Fæstebønder ved Kølbygård og Vesløsgårds godser (http://arkiv.thisted-bibliotek.dk/Sigrid/Vust.pdf, 2005.).
3. Slægten Vigsø fra Øsløs sogn : om Peder Nielsen Vixøe, født 1799, og hustru, deres forfædre og efterkommere (Nordisk Slægtsforskning, 1970.).
4. Ingvard Jakobsen, Vesløsgård : en herregård på Hannæs : ejere, fæstere og udstykning (Lokalhistorisk Forening for Sydhannæs, 2002.), side 303.

Wixøe, Niels Christensen (I72801)

810

Kjelseby-gårde, 23' Slg. Østerlars, Bornholm

Extracted from the probate for Karen Jacobsdatter, February 22, 1695, page 34:
Terchel Jensens salig hustru Karen Jacobsdaatter, som boede, og døde paa den 23 Jord Eiendoms gaard, beliggende udi Østerlaursker Sogn. Imellem denne salig qvindis efter latte mand bemelte Terchel Jensen paa eene side, og paa anden side deris sammen auflede børn, som er en søn, og 3 døtter. Sønnen Jens Terchelsen paa 4 aar gammel, den eldste daatter Sidzele Terchelsdaatter paa 11 aar gammel, den anden daatter Margrete Terchelsdaatter paa 7 aar gammel, den yngste daatter Karne Terchelsdaatter 10 ugger gammel, for demmen er faderen Terchel Jensen self verge efter loven, og forrelagt, morbroderen Bendix Jacobsen i Østerlaursker Sogn, og Hans Jacobsen i Knudsker Sogn med faderen paa børnens reigne. . . .

Extracted from the probate for Terchild Jensen, June 29, 1724, page 34:
Sallig Tørkeld Jensen som boede og døde paa 46 Jord Ejendoms gaard beliggende i Østerlarsker Sogn, og det imellem denne sallig mands efter levende hustru Inger Hansdatter, for hende er efter begiering til laug værge anordnet Capitain Jørgen Olsen Sonne boende paa Leensgaarden. Paa eene, og paa anden side denne sallig mands efterlevende børn somer først at reigne hand haver avled med sin forhen af døde sallig hustru Karen Jacobsdatter, som er 1 søn og 2 døttre: sønnen ved naun Jens Tørkelsen, boende i Østerlarsker Sogn, som mødte; dend eldste denne sallig mands datter Sidzle Tørkelsdatter som er i egteskab med Jep Hansen boende i forhen Østerlarsker Sogn, som mødte, og for hende svarer; dend anden datter Karen Tørkelsdatter som er i egteskab med Lars Knudsen boende paa Hermand Claus grund ibdm., som mødte, og for hend svarer. Dernest avld med denne nu førde efterlevende hustrue 4 sønner og 2 døttre, der af dend eldste søn Hans Tørkelsen 22 aar gammel, som er sin egen verge for løsøre godset efter som her ej er noget jordegods; dend anden søn Jep Tørkelsen paa 19 aar, for hannem er til synns verge anordnet Hans Pedersen boende i Persker Sogn, myndligens faders søstermand som mødte; dend 3' søn Jørgen Tørkelsen paa 15 aar gammel, for hannem er til verge anordnet myndlingens sødskende barn Jep Hansen boende i Mabye i Nylarsker Sogn; dend 4' og yngste søn Anders Tørkelsen 7 aar gammel, for hannem er til verge anordnet faderens morbroderen Jep Ipsen boende i Nylarsker Sogn; dend eldste datter Signe Tørkelsdatter 26 aar gammel, for hende er til verge anordnet Jep Aristen boende i Vester Sogn; dend anden datter er Anne Tørkelsdatter paa 12 aar gammel, for hende verger myndlingens faders sødskende barn Hans Aristen boende i Vester Sogn.

This database researched and compiled by Norman Lee Madsen, Toronto, Ontario, copyright 1990-2001.

Jensen, Terchild (I6730)

811

LETTER FROM OTTO SCHOITZ HIS UNCLE TO HIS MOTHER NANCY SCHIØTZ,(NEE BERG) SVENDBORG
DATED SEPTEMBER 16, 1949.
Dear Nancy,
I got your letter dated September 12 today regarding your son Per. You do not have to worry more at home concerning him, he is here in Waterloo for the last 2 weeks. I have got him a job as steel construction worker at Oleson and Sons Construction Company, who works on my hospital. The same company Mogens Kierulff worked for a year. He gets 2,20 dollars per hour, so he can make $ 88 per week and that is in Danish money 424 kr. Per week.

I have also guaranteed him a position as superintendent, like the one he had in New York at the new hospital, when it gets finished next summer.

I also sent $ 275 to him and his wife in New York so he will not be put out on the street. I have had him out at my home a couple of times, he is now busy finding an apartment for him and his wife and child. I have told him he can not have a house both places, so he will probably move his furniture out here one of these days, when he has found a house, so he can live like other people.

He is a bit melancholy, maybe because he has had such bad youth, bad school education, so much interrupted etc., but he will probably get things together now.

His company is very satisfied with him, he is eager and clever with his work, so I do not have to worry about that now.

There is no one who is mad at you, Per wrote first to me about help, before I got your first letter and everything was arranged that he came here, it damn well does not help to send money, when he cannot get a job, so I sent him money to get out here, it will be better for his wife and daughter here than New York, where he has no work and where he has a hard time to find a job, it is not easy at the age of 48 years. However now I have fixed him up for the rest of his life, I think.
Many regards to Lise, Palle and Søs yours ever devoted Otto. You can send this letter to Palle

Schiøtz, Peer Kokansky (I101190)

812

Life Sketch of MARY BENSON LARSEN
Mary Benson Larsen was born in a little log cabin in Salt Lake City, Utah 27 February 1856. Her parents, Metta Christina Erickson and Peter Benson, had emigrated from Bornholm, Denmark, for the gospel.

Her father was an expert wheelwright.

Her family was very poor and the year before Mary was born the grasshoppers destroyed most of the crops. Just prior to her birth her mother was very ill. She craved some white bread and there was none to be had until the wife of Bishop Wooley sent her some which was much appreciated.

As a child she suffered the hardships of pioneer life. She, with her brothers and sisters, would go to the fields and glean the grain left by the harvesters and took it home and threshed it. Her mother would spin the wool, weave the cloth and make it into the family clothing.

As the children grew, they helped also.

She was a very intelligent child, quick to learn and had a remarkable memory. Before she was eighteen months old, her mother left her lying in the crib, locked the door and ran to the neighbors on an errand.

While she was gone serveral indians came, tried the door but finding it locked raised a window and reached in and took a white shirt of her father's from a chest near the window. Although Mary was so very young, she remembered how the dark faces of the indians frightened her and how they mimiked her as she lay crying at the top of her voice.

When she was eighteen months old, her parents moved from Salt Lake City to Lehi where another sister, Martha, was born. There they lived in a fort as the indians were very troublesome. One day when she was three years old she ran away to American Fork, a distance of five miles. Her parents were terrified until they found her. At the age of nine, while playing with a group of children, a larger girl coaxed them to go swimming. As they got out to dress they saw a
number of indians coming toward them and they ran for home. When the parents heard the story they were frightened and also very cross at the children.

Mary was baptized in the Lehi mill race by Israel Evans and confirmed by John Woodhouse in 1866. Her first school teacher was Charles D. Evans. She loved school and would do anything to get to go. She went to the first Sunday School organized in Lehi and won a hymn book as a reward for punctuallity and attendance.

It 1868, when she was twelve, the family moved to Clarkston. They lived in the old fort east of where Clarkston is now. Her father had married Kersten Erickson, her mother's sister, while in Lehi, so there were two families at this time.

She was vacinated for small pox in 1896 by sister Quiqley. The operation was crude but effective. Sister Quiqley first scratched her arm with a needle to make it bleed, then spit on the wound and rubbed some small pox virus into it. The virus was obtained from the scab taken from a small pox patient and brought to Clarkston from Farmington. She was very ill from the vaccination, but survived to nurse many people afflicted with that dread disease without ever becoming a victim of it herself.

The family lived in Clarkston for a year and a half. Then father helped to survey the town of Newton, where he plowed ground and planted grain, built a house and moved the family. Mary helped prepare sugar cane to be hauled to the molasses mill in Smithfield.

She was extremely quick and expert with her hands. At the age of twelve she would go to her grand-mother's, spin four skeins, twelve knots to a skein, four threads to a knot and be through at four o'clock ready to go back home.

She was a person of great faith. At the age of fourteen she had such a wonderful testimony given her, that lived with her all through her life.

The incident, as told by her to her children and grand-children, is as follows: "one evening the family had all retired before me and were asleep. I blew out the light and undressed. We had just one room and I slept on the floor, in the south west corner. My father and Aunt were sleeping in a bed in the North east corner. Aunt had a small baby. I sat down on the bed, leaned on my elbows but couldn't lie down for some unknown reason. My eyes just seemed to be glued to the door. The moonlight was streaming in through the window east of the door which was in the south wall of the room at the foot of my bed. I lay there watching for sometime. All at once, a white personage stood in the doorway. It was beautiful. It remained there for quite awhile, long enough for me to get a good view of it. At lenght it began to move into the room, across to father and Aunt's bed. It moved so slowly and smooth. Its feet did not seem to touch the floor. You can imagine how my eyes would stare then, at seeing the personage move to father's bed. It moved so slowly and when it reached his bed it slowly bent down over him for some time. At length it straightened up and began to ascend toward the ceiling.

There was a hole in the ceiling leading to the attic. As it reached the opening, it remained still for a few minutes and then a white cloud seemed to envelope it, remaining for some time and then disappeared. I sat transfixed during the whole time. I could not move or speak. I was not afraid. It was a peaceful, wonderful feeling. I have often thought of it since, when I have been alone at night, but always had a peaceful feeling about it. I have wondered if I should have spoken, but I feel I was permitted to see that for my personal testimony.

She was married to Hans Peter Larson 12 June 1871, at the age of fifteen, in the Endowment House in Salt Lake City. She had three children: Nephi, Joseph and Loretta.

She was active in the church. She was a choir member, sunday schoolteacher, counselor in primary, when it was first organized, and later president. She helped clean the Logan Temple. She was a relief society teacher during an epidemic of typhoid fever, and in recognition of her work, at that time the Bishop asked her to be President of Relief Society when she was 28 years old, but she felt she was too young and would rather teach. She washed and laid out the dead, and made burial robes for them for may years.

She had the only sewing machine in Newton. Dr. Elizabeth Shipp gave lectures to the mutual girls at her house. She took a dress making course from Dr. Shipp and used to sew and help other people with their sewing. Her mother thought she was so good in sickness, her hands so small and efficient, that she always wanted her to take a nursing course. She was quite sickly for awhile and was baptized for her health, which was restored.

Her mother died with her tenth child in 1876. Mary was twenty years old then, and missed her mother very much, as they were close companions.

On 11 November 1879, her father married Christina Neilsen of Newton.

Her father, Jens Peter, had twenty four children.

She took a course in nursing and midwifery from Dr. Shipp and practiced under Dr. Parkinson. She was very ill with typhoid fever at one time, but on recovery she went on nursing. She would go any time of night, when called to nurse, hail, rain or shine. One time she was going to Smithfield with a man in a snowstorm. He had a high spirited horse and they tipped over and the man said: "Sister Larsen,
I think more than ever of you now. If you had made a wimper the horse would have run". She drove a horse and buggy alone, anytime of night or day. At one time when she was nursing a woman with a baby, the patient was very ill and the husband annointed her with oil and asked Mary to seal the annointing. Knowing that she had not the authority to seal, she asked the Lord to accept the annointing and heal the woman. When she went home, she asked the Bishop if she had done right and he told her that she had.

She was in more than a thousand homes nursing the sick but she lost the count of the number of babies she brought into the world.

One woman, whom she nursed many times said: "It always seemed like an angel of mercy had come when she stepped on the porch, everything seemed alright".

Her eldest son died 12 December 1894 while attending college.

This story of Mary Benson Larsen was never completed due to her death.

Benson, Mary (I16183)

813

LINKS
http://grundtvigsiden.homepage.dk/

http://runeberg.org/display.pl?mode=facsimile&work=dbl%2F6&page=0233

http://www.guldalder.dk/show.asp?id=244

http://grundtvigsiden.homepage.dk/

http://runeberg.org/display.pl?mode=facsimile&work=dbl%2F6&page=0233

http://trees.ancestry.com/rd?f=image&guid=1819cd15-9bb5-448c-aa37-1499ecb0cc0d&tid=14829&pid=2488

http://trees.ancestry.com/rd?f=image&guid=d42febf3-6f9b-4657-bdc4-9e873a35ade6&tid=14829&pid=2488

Grundtvig, Nicolaj Frederik Severin (I78608)

814

Livsforløb

Cand.phil. (mg)
Cand.jur. 1879 (l.)
Sagførerfuldmægtig i København 1879-1890 hos højesteretssagfører Strøm
Tillige juridisk manuduktør 1879-1890
Tillige assistent i Finansministeriet fra 1882
Fuldmægtig i Finansministeriet 1892-1895
Amtsforvalter i Vordingborg 1895
Amtsforvalter i Næstved 1902
Amtsforvalter i Hjørring 1906
Amtsforvalter i Viborg 1921-1926

Mäes, Heinrich Ditlev Carl Christian (I102027)

815

Lucy Fowler Shill
Henefer-Mrs. Lucy L. Fowler Shill, 89, died Sunday at her home. She was born Dec. 26, 1872, in Henefer, a daughter of James and Rachael Lythgoe Fowler. She was married to Leslie G. Shill June 2, 1902, in Salt Lake City. The marriage was later solemnized in the Salt Lake LDS Temple. He died Sept. 17, 1936. She was active in the Henefer Ward, member of
the DUP, and served as organist in the Relief Society. Surviving are three sons and daughters: Dearl V. Shill and Mrs. Inez Eakinson (sic), both of Henefer; Mrs. Golden F.
Harris, Vancouver, Wash.; seven grandchildren; 18 great-grandchildren; one sister; Mrs. Electa Richins, Henefer.
Funeral services will be held Wednesday at 2 p.m. in the Henefer Ward Chapel. Friends may call at the family home Tuesday from 7 to 9 p.m. and Wednesday prior to services.
Interment in the Henefer Cemetery.

Ogden Standard Examiner 10 Sep 1962

Fowler, Lucy Lythgoe (I635087)

816

Ludvig Edvard Hannibal de Svanenskjold
f. 14 februar 1875, d. 16 oktober 1909
p111.html#i3306

Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold
f. 1 Sep 1839, 10 Jan 1902
p79.html#i2351

Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff
f. 9 Aug 1842, 2 Okt 1916
p76.html#i2261

Niels E. E. de Svanenskjold
f. 14 Feb 1806, 10 Nov 1864
p78.html#i2329

Louise Grosskopff-Berner
f. 5 Feb 1806, 19 Nov 1871
p104.html#i3103

Johan A. Hoff
f. 28 Nov 1784, 30 Nov 1861
p113.html#i3374

Hannibaline C. Stockfleth
f. 14 Nov 1808, 5 Nov 1896
p113.html#i3373

Ludvig Edvard Hannibal de Svanenskjold blev født 14 februar 1875 i Mörarpsgård, Mörarp, Luggude, Skåne. Han var søn af Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold og Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff. Ludvig Edvard Hannibal de Svanenskjold døde 16 oktober 1909 i St. Albany Hospital, USA, i en alder af 34 aar. Han blev bisat 18 oktober 1909.

Boliger og folketællinger
Folketælling 1885 Østergade 24, København

Tavler
Slægten Wøldike

Kildehenvisninger
[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Honoratus Peter Wilhelm Svanenskjold, 45, Gift, Pensionat, Esrom
Wittha Sophie Henriette Berthea Hoff Svanenskjold, 42, Gift, Viborg
Inge Svanenskjold, 15, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig
Gerda Svanenskjold, 12, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig
Louis Edvard Hannibal Hoff Svanenskjold, 9, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig
Gudny Svanenskjold, 5, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig
Ella Svanenskjold, 3, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig
Inge de Svanenskjold
K, f. 1 december 1869, d. 29 december 1930
Ella Svanenskjold, 3, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig

[S5] Arkivalier Online, URL http://www.arkivalieronline.dk/

de Svanenskjold, Ludvig Edvard Hannibald Hoff (I104929)

817

Marcussen slægten
Marcussen slægten er en ældre dansk godsejerslægt som holdt til paa bl.a. godserne Krastrup ved Løgstør og Høgholm ved Randers. Den sidste godsejer, generalkrigskommissær og -assessor Poul Marcussen, mistede ved statsbankerotten hele sin formue og alle sine godser. Og den før saa formuende godsejer maatte herefter tage den "sølle" tjans at virke som kongelig postmester i Vejle Amt.

Paa trods af at Poul Marcussen var blevet ruineret, saa lykkedes det for ham og hans kone at blive fuldstændig gældsfri. Ligeledes kunne de opretholde deres levestandard, samtidig med at de sørgede for at deres børn fik ordentlige uddannelser.

At dette lykkedes for dem kan tilskrives de tre familier omkring dem: Hans hustrus familie, Saabye slægten (hvis aner bl.a. kan føres tilbage til gamle Udsen slægt - der i dag benævnes Utzon), hans mors familie, Holst slægten (hvis aner kan føres tilbage til slægterne Løvenbalk, Mumme og Stampe), samt svogers familie, von Schmidten slægten (hvis ene datter i øvrigt blev gift med Peter von Scholtens storebror) alle tre var meget respekterede familier i samfundet og meget velhavende slægter, som kunne supporterer til indtægten for postmester-stillingen.

Alle deres sønner endte med at faa gode stillinger i embedsetaten, hæren, søværnet og i de private handelshuse, samtidig at blev godt gift. Den største succes har nok været parrets eneste datter der blev gift overordentligt godt, idet hun blev gift ind i den adelige slægt von Sperling. Sammen med sin nye godsejer-mand (hvis mor ogsaa var af Saabye slægten) blev hun Stamhusbesidder af det Bassewitske Fideikommis. Omtrent samtidig blev svigerinderne gift ind i henholdsvis adelsslægten Nobel de Nørager (idag: Steensen de Leth) og greveslægten Scheel.

I dag bevidner det store fotokartotek paa Valløby Gamle Præstegaard om, at de mange familiemedlemmer fra baade Marcussen slægten og de indgiftede slægter jævnligt besøgte præstegaarden og overnattede dér (- sikkert i forbindelse med deres respektive besøg i hovedstaden).

Marcussen, Poul (I16074)

818

Militær Tjeneste:

1903-1904 - Gennemgik Hærens Gymnastikskoles kompagnilærer-kursus
1904 - Navigerende passager med DFDS damper ALEXANDRA til Amerika
1905-1906 - Mbed skonnerten INGOLF til Vestindien
1907-1909 - Gennemgik Søværnets Officersskole
1909-1912 - Skoleofficer ved Kadetskolen
1909, 1910, 1911, 1912 og 1913 - Med krydseren HEJMDAL, kadetskib, det sidste år som næstkommanderende
1910-1911 - Deltog som frivillig elev i flådens første undervands-båd DYKKERENs øvelser
1914 - Næstkommanderende i kongeskibet DANNEBROG (Kongebesøg i England, Frankrig, Belgien og Holland)
September 1915 - april 1917 - Chef for torpedobådene HAVØRNEN i 2. eskadre og FLYVEFISKEN i 1. eskadre under sikringsstyrken
April 1917 - september 1918 - 3. kommanderende og midlertidig næstkommande-rende i kystforsvarsskibet PEDER SKRAM i 2. eskadre
1918-1922 - Næstkommanderende ved Artillerikorpset
1. oktober 1920 - 1. oktober 1926 - Lærer ved Officersskolen i anvendt artilleri
5. juli 1921 - 24. august 1921 - Udkommanderet med det franske slagskib COURBET (artilleriskole ved Toulon)
1922 - Næstkommanderende i kystforsvarsskibet OLFERT FISCHER, flagskib i eskadren
1922-1926 - Chef for Søartilleriets Skydeafdeling
1923 - Skoleforstander for artilleriskolen i krydseren GEJSER
1923 - Chef for inspektionsskibet ISLANDS FALK til Grønland og Island
1924 - Skoleforstander for artilleriskolen i orlogsskibet NIELS IUEL
1924 - Udkommanderet med det svenske panserskib DROTTNING VICTORIA (Artilleriskole i Hårsfjärden)
1926 og 1927 - Chef for krydseren GEJSER, øvelsesskib for Dæksofficerselevskolen, i 1926 tillige eskorteskib i kongedelingen til Færøerne og Island
1928 og 1929 - Chef for kongeskibet DANNEBROG
1. april 1932 - Designeret chef for Kystdefensionen (overtagelse fra hæren)
1. juni 1932 - 31. oktober 1932 - I forbindelse med havende tjeneste tillige chef for Københavns Sødefension indtil denne ophævelse.
1. november 1932 - 1. marts 1940 - Chef for Kystdefensionen, der oprettedes 1. november
1939 - Kgl. udkommando som chef for en øvelseseskadre, bestående af NIELS IUEL, 3 torpedobåde, 3 undervandsbåde samt 1 værkstedsskib. Udkommandoen bortfaldt p.g.a. den truende krigssituation
1. marts 1940 - 1. august 1940 - Chef for Kystflåden
1. marts 1940 - 17. april 1940 - Tillige chef for 1. eskadre i sikringsstyrken
10. maj 1940 - 25. juli 1941 - Fungerende chef for Søværnskommandoen og fungerende direktør for Marineministeriet (indtil 1. august 1940 i forbindelse med havende tjeneste som chef for Kystflåden)
1. august 1941 - 29. august 1943 - Chef for Kystdefensionen
29. august 1943 - 22. oktober 1943 - Interneret af tyskerne
31. august 1945 - Afsked

Andre Præstationer/Funktioner

26. maj 1905 - Tilladelse givet til navneforandring
1. oktober 1919 - 1. oktober 1932 - Gymnastikinspektør ved Søværnets skoler
Maj 1920 - august 1920 - Tjenesterejse til England, Frankrig og Belgien (7. olympiade i Antwerpen) for at studere gymnastik og sport
1924-1948 - Medlem af Den fransk reformerte Kirkes konsistorium
1949-1953 - Virket som lærer i fransk ved aftenskolerne i Humlebæk, Espergærde, Helsingør og i Fredensborg tillige i italiensk
1958-1961 - Virket som lærer i fransk ved Krogerup Højskole

Briand de Crèvecoeur, Emmanuel (I16001)

819

Mine tipoldeforældre fra Sædding
Sidste oktober var jeg på en hurtig cykeltur tæt på hjemmet i Videbæk. Målet var Sædding Kirke, hvor der står en mindesten over Søren Kierkegaards slægtsgård. Men mens jeg stod der, slog det mig, at jeg da vist havde forfædre, som havde boet her i sognet. Mon ikke min egen slægt havde en sten eller to stående inde på kirkegården?

Og ganske rigtigt, midt i det meget omfattende lapidarium i det bagerste hjørne af kirkegården stod stenen over Jens (1849-1934) og Nielsine Petrine Mortensen(1860-1933), mine tipoldeforældre, set her på billedet sammen med deres ældste 10 børn, heriblandt min morfars mor. Og nej, jeg har ikke lavet en fejl, Jens' fødselsår er forkert på gravstenen.

For hundrede år siden boede Jens og Nielsine Petrine på Solvangvej 8, kun seks kilometer fra hvor jeg nu bor i Videbæk. I bogen "slægters gang i Sædding Sogn" kan man læse en smule om deres rolle som stifterne af søndagsskolen i Sædding sogn.

Asger Harpøth Møllers Slægtsforskning
https://hamfrags.wixsite.com/slaegt/post/close-to-home-~-uge-4

Familie: Jens Mortensen / Nielsine Petrine Pedersen (F873)

820

Mogens Christian Uldall-Hansen, kiropraktor
Kilde: Slægtsbog for Kiellerupslægten udarbejdet af Carl Kiellerup Lassen fra 1970-80

Uldall-Hansen, Mogens Christian (I106892)

821

Nekrolog i "Vestkysten":
Gmd. Kr. J. Kristensen, Hulvig, Hodde, er Torsdag Aften død i en Alder af 63 Aar. For tre Aar siden gennemgik afdøde en Operation paa Varde Sygehus og Helbredet har siden da været nogenlunde, men i afvigte Efteraar tog Sygdommen atter fat og førte altsaa nu til Døden. Kr. J. Kristensen var født i Assenbæk Mølle i Tistrup Sogn 1887.06.29 som Søn af Gmd. Jens Kristensen og Hustru, Nielsine Horsbøl. I sin Ungdom arbejdede han ved Landbruget, men havde en Tid, nærmest paa Grund af svigtende Helbred, en Købmandsforretning i Tistrup, men det var alligevel saa afgjort Landbruget, der havde hans Interesse, og da han i 1918 blev gift med Jenny Dejbjerg, Datter af Gmd. Hans Dejbjerg og Hustru, Gunder Jensen, Hoddeskov, overtog han Svigerfaderens Gaard, hvor Ægteparret boede indtil 1921, da de afhændede Gaarden til en Svoger og overtog en Slægtsgaard i Hulvig efter afdødes Faster Ane Kristensen. Kr. J. Kristensen drev et dygtigt og solidt Landbrug, men hans Interesse spændte langt videre, ja spændte egentlig over alle Omraader indenfor Menneskelivet. Han læste meget og dette i Forbindelse med en ypperlig Hukommelse, havde til Følge, at han som faa stadig var levende optaget af, og sjældent godt inde i Spørgsmaal af indrepolitisk ydrepolitisk, folkeli, national og kirkelig Art. Ogsaa Sognets og Egnens Historie interesserede ham levende og faa kunne som han huske og fortælle om de svundne Slægter og de svundne Begivenheder. Han havde den rigtige dybe Forstaaelse af det Sammenhæng, der er og nødvendigvis maa være mellem Fortid og Nutid. Derfor var han i allerbedste Forstand gammeldags samtidig med, at han kunne tilpasse sig Nutidens Krav. Sognet betroede ham mange vigtige Tillidshverv, man forstod, at hans Redelighed, Samvittighedsfuldhed og Retfærdsfølelse altid ville være Drivkraften i det Arbejde, han udførte for andre. Havde en Sag hans Hjerte, da talte han for denne Sag, jævnlig stilfærdigt, men derfor ikke mindre virkningsfuld. Vi vil i Sogn og Menighed savne denne vennesæle, kloge og dybtkristelige Mand. Han efterlader sig Hustru og fire voksne Børn. Æret være mindet om ham.

Christensen, Kristen Jensen (I104733)

822

Nekrolog i Politiken
Forhenværende dekanesse Beke lensgrevinde Reventlow er død, 90 aar gammel.
Beke Reventlow blev den 28. november 1993 udnævnt til dekanesse for Vallø Stift af Hendes Majestæt Dronning Ingrid.
Dette for Vallø centrale embede bestred Beke med stor dygtighed og indlevelse, indtil hun traadte tilbage i 2009. Hun blev den 21. dekanesse siden stiftets oprettelse i 1737.
I Bekes tid som dekanesse skete der mange forandringer paa Vallø. En af de mest markante var genoptagelse af den oprindelige ordning med indskrivning af adelige frøkener. Dette skete i 2004, og det er blevet en stor succes.
Igennem 16 aar var Beke Reventlow Vallø en fornem repræsentant. Dette uanset om det var ved Kongehusets arrangementer eller i hverdagen på Vallø. Hun kunne med sit gode humør og sin umiddelbare væremaade tale med alle - høj som lav.
Det at vise omsorg og glæde andre, gjorde Beke en dyd ud af. Hun var altid en af de første til at sørge for, at nye beboere paa slottet blev budt indenfor i kredsen, og det var ikke sjældent, at Beke lige kom forbi med en lille buket blomster fra haven.
Kunst og have havde Bekes store interesse. Hun elskede selv at male, og motivet var ofte hentet fra naturen. I Slotsgade havde Beke en lille have, hvor der blev dyrket blomster og socialt samvær med de øvrige haveejere. Hun elskede at være sammen med andre mennesker.
Beke har ydet en enestaaende og helhjertet indsats for Vallø og for de indskrevne stiftsdamer, og hun var respekteret og vellidt langt ud over Valløs rækker.

Ahlefeldt-Laurvig, Lensgrevinde Beke (I43514)

823

Nekrolog i Tidsskrift for Landøkonomi 1909.
Det var en sympatisk og dygtig dansk landmand, vi mistede ved greve Frederik (Fritz) Ahlefeldts død den 24. februar. Han var født den 10. juni 1853 og var næstyngste søn af gehejmekonferentsråd lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvigen (+1889).

Fritz Ahlefeldts lyst stod fra barndommen af til landbruget, han lærte dette bl.a. på Overdrevsgården hos de samvirkende sjællandske Landboforeningers første formand, baron G. WedellWedellsborg, og denne ridderlige og dygtige mands påvirkning har sikkert haft betydning for greve Ahlefeldt. I 1873 købte han hovedgården Kærsgård i Brænderup sogn, Odense amt, med 66 tdr. ager og eng hartkorn og 4 tdr. skovskyld, og da hans hustru i 1904 arvede Baroniet Lehn, overtog han også administrationen af dette. Som besidder af disse betydelige ejendomme fik han lejlighed til at give bevis for sin dygtighed som landmand og administrator.

Greve Ahlefeldt besad en stor arbejdslyst, og han fulgte interesseret og forstående med udviklingen inden for landbruget, men han vovede sig aldrig længere ud, end han havde fast bund under fødderne, og han indlod sig ikke på ting, han ikke kendte til. Der var derfor over hans arbejde et præg af praktisk sans og sund tænkning, og han forstod også at få noget ud af sine sager. Ved siden af at være en dygtig landmand var han tillige en rettænkende og human mand med retfærdig billighedsfølelse over for ligestillede og underordnede, han var derfor i høj grad afholdt som godsherre og på sin egn, i hvis kommunale liv han tog interesseret del. I henved 20 år var han sognerådsformand og ved sin død var han medlem af Assens amtsråd.

Da kammerherre Vind i 1891 trak sig tilbage som formand for Fyns Stifts patriotiske Selskab blev greve Ahlefeldt hans efterfølger. I 11 år, til 1902, ledede han dette selskab, der siden 1881 repræsenterede de fynske landboforeningers samvirksomhed. Han gjorde meget god fyldest i denne stilling. Han omfattede gerningen med levende interesse, og han ejede en stærk ansvarsfølelse og et sundt judicium, dertil den karakterens støtte pålidelighed, som burde være, men ikke altid er, en ufravigelig betingelse for at indtage en leders stilling på landbrugets som på andre områder. De mænd, der arbejdede sammen med greve Ahlefeldt, kunne trygt stole på hans selvstændige og loyale karakter, thi for ham var en mand en mand og et ord et ord. Dertil kom, at den frejdige og livsglade mand ved sin venlige og ligefremme optræden forstod at vinde dem, med hvem han kom i berøring.

Disse egenskaber kom ham fortrinlig til nytte, da han som præsident for landmandsforsamlingen i Odense 1900 stod som det danske landbrugs repræsentant; taktfuldt og dygtigt fyldte han pladsen, og landmandsforsamlingens underskud kan ikke bebrejdes ham eller hans medarbejdere, thi over vind og vejr råde vi mennesker nu engang ikke. Blandt de tillidsposter, greve Ahlefeldt beklædte i årenes løb, kan endnu nævnes, at han var medlem af Landhusholdsningsselskabets bestyrelsesråd i årene 1892-1900.

Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, Greve Frederik Ludvig Vilhelm (I21609)

824

Nekrolog trykt i The Gentleman's Magazine

At the Star Hotel, Glasgow, his Excellency Count Reventlow, Ambassador from the King of Denmark to her Majesty the Queen of Great Britain.

Count Reventlow was sprung from one of the most illustrious families of the Scandinavian peninsula, and he carried with him in all the relations of life the spirit and deportment of a high-born gentleman. He had served his Court with distinction in the capacity of Minister Plenipotentiary in Brazil, in Portugal, at Vienna, and lastly in this country, where he found a people entirely congenial to his tastes, and a reception suited to the natural cordiality of his own character. He laboured, with complete success, to improve the relations between Denmark and Great Britain. His unflinching assiduity and patriotism were incessantly engaged in providing for the defence of his country, whilst his firmness and just pride in her national rights would admit of no compromise in the sovereignty of her territories. He united to a singular degree a manly impetuosity and frankness of character with a perfect mastery of the details of his profession, and an exact attention to the rules and observances of diplomatic life more common in the last century than in our own.

After many mouths spent in uninterrupted labour, he retired a few weeks ago to the estate of Sir James Matheson, in the island of Lewis, to pursue those field-sports for which he retained the characteristic attachment of youth. No one who saw him starting full of spirit and energy, in the vigour of a green old age, could have imagined that he was to return no more ; and the close of his life, which took place in Glasgow, on his way back from the Hebrides, was as abrupt as it is distressing, having been caused by a spasmodic affection of the heart. The Countess Reventlow and his two daughters were fortunately in attendance upon him at his decease. The body of foreign ministers in this country has seldom possessed a more upright and able member ù jealous of its independence, but punctilious in its duties ; and whilst his memory will long be preserved in the affectionate relations of his family and of his private friendships, he has deserved the highest honours his own country can pay to her statesmen, and is attended to the grave by the sincere respect of those who had known him in the land to which he was accredited by two successive Sovereigns of Denmark.

His body was conveyed from this country in a Danish vessel of war.

Reventlow, Greve Einar Carl Detlef Frederik (I103319)

825

Nekrolog:
Albert v. Wildenradt, Bülderup-Bau
Am 19. Juni 1940 verschied in Bülderup-Bau der Weit über die Grenzen seines Heimatortes bekannte Albert v. Wildenradt.
Albert v. Wildenradt wurde am 15. Dezember 1864 in Abel bei Tondern geboren. In den Jahren von 1884-1887 genügte er beim 3. Garderegiment in Berlin seiner Militärdienstpflicht. Von der Militärdienstzeit kehrte er als Unteroffizier zurück. Bis zum Jahre 1921 wohnte er in Bredewatt. Dann überliesz er seinem Sohne den Hof und kaufte sich in Bülderup-Bau ein Gewese. Seit dem Jahre war er in Bülderup-Bau als deutscher Geschäftsmann tätig.
Den deutschen Soldatengeist hatte sich Albert v. Wildenradt bis zu seinem Lebensende erhalten. Mit groszem Interesse verfolgte er auch in seinem Alter noch die politischen Geshehnisse seiner Zeit. Oft weilten seine Gedanken bei der jungen deutschen Wehrmacht, und stolz war er über die bewundernswerten Waffentaten. Er selbst erzählte noch gern in seinen letzten Jahren von seiner Militärdienstzeit als den schönsten Jahren seines Lebens. Im Jahre 1923 nahm er an der Ostpreuszenfahrt mit Kameraden seines Regimentes teil. Noch vor fünf Jahren, also in seinem 70. Lebensjahre, nahm er in Berlin an der 75-Jahr-Feier seines 3. Garderegiments teil. Das mag ein Beweis sein dafür, mit weilcher Lust und Liebe der verstorbene deutscher Soldat gewesen war.
Albert v. Wildenradt war ein aufrechter Deutscher. Er genoz bei allen, die ihn kannten, groszes Vertrauen. Die deutschen in Bülderup-Bau und der weiteren Umgebung werden sein Andenken in Ehren halten.

von Wildenradt, Christoph Albert Christian (I103920)

826

Niels Stigsøn (Hvide og Galen) 1180-1249
Niels Stigsøn blev i 1225 som 45-aarig udnævnt til biskop i Roskilde. 1238 blev han udnævnt til kansler, dvs. kongens nærmeste raadgiver og mellemmand over for stormændene og udenlandske magter. Kongen var paa den tid Valdemar Sejr. Men efter Valdemar Sejrs død i 1241 blev sønnen, Erik Plovpenning konge, og ham kom Niels Stigsøn vist ikke saa godt ud af det med. 1245 blev han frataget kanslerembedet og maatte flygte ud af landet. Baade hans private gods og bispestolens blev inddraget. Han døde i et kloster i Clairvaux den 24. september 1249, 69 aar.

Stigsøn (Hvide og Galen), Niels (I90449)

827

Note for Mette Kotte
I Bent Østergaards artikel om Kotte familien:
"Mette Lauridsdatter Kotte blev gift med den kendte og berygtede øksenhandler i Odense, Hans Mikkelsen Mule til Nislevgaard. Hun optræder ofte fejlagtigt som Marcusdatter!"
Mette Kotte deltog aktivt i Hans Mules meritter, også når han førte retssager mod bystyret.

Bicherod skriver:
Blandt Mette Kottes venner var Tycho Brahe familien, hun brevvekslede med den ældste af døtrene, Magdalene Brahe. Heref er et af brevene bevaret (Danske Magasin II, 1746, s 360) og "Hun var en hovmands kone, meget streng og rundtalende (hensynsløs i sin tale)."

Efter Hans Mules død blev hun utilfreds med magistraten og truede den med sine sønner og sagde, "at enhver af dem var god for at jage den hele magistrat ud af raadstuen."

Ved kongebesøg (Frederik d. II ) i Odense maatte Mette ofte være værtinde for kongens gæster.

Kotte, Mette Lauritsdatter (I90252)

828

Noter for Johan Thomsen Neergaard:

Den ældste der antager navnet Nedergaard eller Neergaard, begyndte som forpagter af Snedinge ved Skælskør i 1694, siden af Førslevgaard ved Fuglebjerg.

Det er som forpagter af denne gård han køber Fuglebjerggaard i 1721 og bliver derved slægten Neergaards
første jordbesiddende mand. Han sælger dog Fuglebjerggaard i 1724 til overkammerherre hofmarskal hos prins Carl, Carl Adolf v. Plessen.

I 1725 køber Johan Th. Neergaard Grevensvænge, umiddelbart sydøst for Næstved, og blev iøvrigt forpagter af Gaunø fra 1729.

Ved broderen Sivert's død 1724 er Johan udvalgt til at foretage skiftet, Skiftet meddeles amtmanden i en skrivelse, hvori Johan betegner sig selv som "nu forpagter på Gaunø. Datum Gaunø d. 24 November 1729. Johan Thommesen", der er ikke fundet nogen oplysninger om hvor længe han havde Gaunø i forpagtning.

De fik 4 sønner og 6 døtre, hvoraf kun kendes 3 sønner og 4 døtre, som alle opføres i adelsårbogen. De manglende er antagelig døde i barnealderen.

I Rønnebæk kirkes våbenhus står en sten der beskriver hans levned således.
Gemt i jorden til himlen dog ingenlunde glemt på jorden og i hjertet men stedse i sind ved æresminde indprented så er på denne sten med staal og stik udprægede vore salige forældres første og sidste
Vor fader velædle nu salig Johan Thomasøn Neergaard hilsede den forfængelige verden ved sin fødsel på Svenstrup ano 1673 d. 15. december, afskedigede verdens
forfængelighed ved sin død på sin gaard Grevensvænge ano 1737 d. 12. januarii.
Forlod som en fremmed jorden sin ejendomsgaard. efterlod i sin afsked fra jorden sit legeme i denne grav og efter 63 aars udlændighed indlod sin sjæl til sit borgerskabs besiddelse i glæde.
Vor moder, hans efterladte, men nu igen baade i grav og glæde, med ham samlede elskelige nu salige Sidsel Pedersdatter Wartberg. Begyndte sin tid med fødselen 17 udi København 1676 d. 24 junii, omskiftede tiden med evigheden på Grevensvænge 1742 d. 8 april. Her vare de samlede i ægteseng i 41 aar velsignede med 4 sønner og 6 døtre.
Her ligger 2 som ened var, da de var her i live, til gud og os de ynde bar, derfor signed de og blive indhamred som i staal i sten, saa og i vores minde, endog naar intet ben af dennem er at finde.

Mere om Johan Thomsen Neergaard:
Ejendom: 1725, Grevensvænge, Rønnebæk s. Præstø a.
Ejendom/gods: 1721, Fuglebjerggaard til 1724
Forpagter: 1729, Gavnø, Vejlø s. Præstø a.
Stilling: Proprietær

Neergaard, Johan Thomsen (I73516)

829

Nummer to beskrivelse stammer fra Historisk tidsskrift og Kirkehistorisk samling.
Niels Stigsen, Biskop, var søn af Stig Galen, der atter var søn af Skjalm Hvides sønnesøn Toke Ebbesen. Moderen hed Christine. Niels Stigsen der saaledes hørte til Danmarks mægtigste og berømteste æt, valgte den kirkelige vej, og da budskabet kom om at Biskop Peder Jacobsen af Roskilde var død, naaede til Danmark, valgtes han til hans efterfølger. Valdemar II var dengang endnu i Tysk fangenskab, saa at Niels Stigsen maatte vente paa hans stadfæstelse; Bispeindvielsen fandt derfor først sted i 1226. Valdemar viste ham sin gunst ved 1230 at skænke Roskilde bispestol Saltholm, der havde værdifulde kalkstensbrud. Faa aar efter blev han kongens kansler, da biskop Niels af Slesvig døde indtog Niels Stigsen en fremskudt plads blandt den tids bisper, og han lagde stor kirkelig iver for dagen, haandhævede sit kapitels privilegier, deriblandt det fri valg af kannikker, og var klostrenes ven. Sammen med biskop Uffe og biskop Gunner af Viborg søgte han at sikre Sorø kloster det jordegods, som Esbern Snares søn Johannes Marsk havde skænket det, men som hans arvinger ikke ville afgive i aar 1233. Her naaede han ganske vist foreløbelig ikke sit maal; men da ved samme tid Esbern Snares sønnesøn Esbern Snerling paa sit dødsleje skænkede Sorø kloster en del gods, og hans moder Margrethe ikke des mindre holdt det tilbage, bandlyste Niels Stigsen hende 3 gange og fremtvang derved testamentets fuldbyrdelse. Endvidere udvirkede han et heldigt mageskifte mellem Sorø og St. Peders kloster ved Næstved, og dette sidste kloster, regnede ham blandt sine velgørere. Ligeledes bidrog han væsentlig til Grundlæggelsen af Franciskanerklostret i Roskilde aar 1237, hvis kirke han senere indviede i 1239. Paa mødet i Stensby 1238, hvor Estland blev givet tilbage af de tyske riddere, og paa mødet i Vordingborg i 1241, hvor Jyske lov blev kundgjort, var Niels Stigsen tilstede; i Vordingborg har han kort efter staaet ved Kong Valdemars dødsleje. Ogsaa hos Erik Plovpennig havde han i begyndelsen en høj stjerne. Endnu i 1244 ses det, at Erik i en priviligegiesag rettede sig efter sin elskede kanslers bøn. Men aaret 1245 bragte et omslag. Sammen med rigets øvrige bisper deltog Niels Stigsen i det bekendte Odense-møde, der kundgjorde højtidelig forbandelse over enhver, der forbrød sig mod kirkens gods og rettigheder. Dette var rettet mod kongen, hvorfor Erik i sin harme mod Niels Stigsen, der havde talt imod ham, fratog ham kanslerembedet, ja endog beskyldte ham for sammen med frænder og venner at ville skille ham ved liv og rige. Efter bruddet med kongen må Niels Stigsen virkelig have søgt støtte fra sine mægtige slægtninge; men endnu samme aar flygtede han, først til Norge, senere til Frankrig, hvor han dels var hos Paven i Lyon, dels i Clairvaux. Saaledes begyndte det skæbnesvangre fjendskab mellem Skjalm Hvides æt og kongedømmet. I forbindelse hermed blev Niels Stigsens broder Juris dræbt, efter sigende af hans egne folk i aar 1246. Imidlertid havde kong Erik Plovpennig inddraget ikke alene Niels Stigsens private godser, men ogsaa hans bispestols besiddelser, deriblandt København. Niels Stigsen klagede til Pave Innocents IV, men af politiske grunde tog denne køligt paa sagen og nøjedes med at lade en legat foretage en undersøgelse. Udfaldet gik dog kongen imod, og Niels Stigsen lyste interdikt over Roskilde stift; men kongen trodsede og beslaglagde nu ogsaa Domprovst Jacob Erlandsens godser, fordi denne hos Paven havde talt sin frændes sag. Fra nu af optraadte Paven mere bestemt mod Kong Erik, beskikkede et nævn til at paakende sagen og satte kongens fjende Biskop Eskild af Slesvig i spidsen for det, ja truede endog med band og interdikt. Imidlertid døde Niels Stigsen under sit ophold i Clairvaux (ikke som munk) 24. September 1249. Som den, "der for kirkens friheds skyld var landflygtig" fik han sin grav paa et af de fornemste steder i klosterkirken, og hans sølvkrucifiks opbevares der som et kært minde.

Paven gik nu endnu strengere frem imod Erik; men først efter kongens død i 1250 blev godserne givet tilbage. Den hele strid er forspillet til de store kampe imellem kongedømmet og kirken i Danmark.

Stigsøn (Hvide og Galen), Niels (I90449)

830

Om Frederik Carl Ludvig Harboe
Frederik Carl Ludvig Harboe (21. januar 1758 i Hamborg – 29. september 1811 i Rendsborg) var en dansk søofficer, far til Eleonore Christine Harboe.

Forældre: Frederik Carl Harboe (1716-1768) og Christiane Magdalene Jacobi (1732-1804)

Barn
Eleonora Christine Harboe - 4 dec. 1796, København
Frederik Carl Christian Harboe - 5 okt. 1804, København
Elisabeth Charlotte Harboe - ca.1807, København
Karriere
Hans forældre var postmester i Hamborg, kancelliråd Frederik Carl Harboe (1716-1768) og Christiane Magdalene Jacobi (1732-1804). Harboe blev kadet 1771, sekondløjtnant 1777, premierløjtnant 1785, kaptajnløjtnant 1789, kaptajn 1797 og kommandørkaptajn 1809.

Heltemodig optræden
23 år gammel førte han 1781 det fragtede koffardiskib Prinsen af Bevern, som førte orlogsflag, til Middelhavet, hvor det i forbindelse med fregatten St. Thomas havde en mission hos Dejen af Algier. Efter hjemkomsten gik han til Vestindien, overtog kommandoen over snauen Lerken og udmærkede sig ved sine heldige kampe mod sørøvere, i hvilken anledning han erholdt kaptajnløjtnants gage. 1791 og 1792 var han beskæftiget ved søopmålingen i Kattegat og opdagede her flere farlige grunde. 1797, medens han var chef for vagtskibet i Storebælt, udbrød en stor ildebrand i Nyborg, hvor han med stor dygtighed deltog i redningsarbejdet. Året efter var Harboe chef for vagtskibet på Helsingørs red, fregatten St. Thomas, og havde her lejlighed til at lægge sin konduite for dagen i et konfliktspørgsmål med nogle engelske orlogsmænd, der ulovlig havde bemægtiget sig et norsk handelsskib.

Slaget på Reden
Efter nogle andre togter i 1799 og 1800 blev Harboe ved fjendtlighedernes udbrud 1801 ansat som chef for orlogsskibet Sjælland, henhørende under den af Olfert Fischer kommanderede flydende defension på Københavns Red; han deltog med hæder i slaget 2. april, kæmpede tappert mod de to engelske linjeskibe Defiance og Ganges, men måtte til sidst give tabt, efter at 180 mand var dræbt eller såret og skibet dertil yderst forskudt. Efter forgæves at have prøvet på at frelse Sjælland ved at kappe tovene og drive nord efter måtte han omsider stryge flaget; omtrent samtidig ophørte imidlertid slaget, og Harboe, der stadig havde haft sin vimpel vajende, nægtede da at overgive sig. I nattens løb blev de sårede bragt i land, kanonerne fornaglede og krudtet kastet over bord; da englænderne den påfølgende morgen kom tilbage for at sætte sig i besiddelse af skibet, forlod Harboe dette og bragte lykkelig hele besætningen ind til Trekroner. Ved sin kække optræden havde han i den grad vundet sit mandskabs hengivenhed, at det senere på dagen samledes uden for hans bolig og gav ham et rungende hurra. Efter på ny at have været beskæftiget nogle år ved søopmålingen udnævntes han 1810 til indrulleringschef og overlods i Slesvig, hvor hans dådrige liv endtes ved et apoplektisk anfald 29. september 1811.

Han blev gift 19. juni 1795 i Holmens Kirke med Maren Kallager (døbt 17. maj 1771 på Mejlgård, død 25. oktober 1845 i København), datter af generalauditør, godsejer Christian Kallager (død 1813) og Eleonore Kiestine Lange (1744-1802).

Han er begravet i Rendsborg. En miniature af Jens Juel er i familieeje. Litograferet 1848 på bladet til minde om 1801.

Kilder
poulsteen.dk: Frederik Carl Ludvig Harboe
Dansk Wikipedia:Frederik Harboe
Dansk biografisk Lexikon / VII. Bind. I. Hansen - Holmsted / 80 (1887-1905) Harboe, Frederik Ludvig Carl, 1758-1811, Søofficer
Elenora Christine Harboe 1796-1860 - Varenummer: 2122846 - Hammerslagspris: DKK 2.100 - Elenora Christine Harboe. Portræt af kunstnerens fader marineofficeren Frederik Carl Ludvig Harboe, kopi efter tidligere udført portræt, olie på lærred, betegnet på bagsiden: 'Frederik Carl Ludvig Harboe, fød 1758 død 1811, Chef paa Orlogskibet Siælland i Slaget .....1801, malet af hans Datter Eleonora Christine 1845', 62,5 x 47 cm. Fremstår med reparationer. Monteret i samtidig ramme: 77 x 62 cm. - Auktionen afsluttes: 24-05-2011 15:19:00 - Showroom: DK, Herlev, Dynamovej

Harboe, Frederik Carl Ludvig (I31378)

831

Opholdssted
1845: Brede hus 1
1860: Norske længe. Usserød klædefabrik

Franck, Christoffer (I118044)

832

Ove Jenssen Bjelke var født 25.10.1611 i Trondhjem som datter av Jens Ågesen Bjelke (1580 - 1659) og Sophie Henriksdatter Brockenhuus (1587 - 1656). Han vokste opp der foreldrene bodde mest, på herresetet Elingård i Smålenene (Østfold). Ove Bjelke og fikk utdannelse ved Sorø akademi i Danmark i 1626 og studerte siden ved universitetet i Padova i Venezia (nå Italia) og ble jurist. Da han kom tilbake til Skandinavia, ble han kongelig sekretær, "kansellijunker", i Det danske kancelli, 1636-1642. Etter en gesandtreise til Spania i 1640, fikk han Bakke klostergods i len. Dette beholdt han til 1648. I tillegg fikk han Nordlandenes len (Salten, Senja, Andenes, Trømsø) i 1645-46 og reinskloster med tilliggende gods 1646 - 48. Ove Bjelke var krigskommisær under Hannibalsfeiden (1644 - 1645) og ble fra 1648 befalingsmann på Bergenhus. Der var han lensherre fram til 1660 da eneveldet ble innført i Danmark-Norge. Deretter var han stiftsamtmann for Bergenhus stiftsamt inntil han i 1666 ble stiftsamtmann i Trondhjems stiftamt. Fra 8. desember 1860 fikk han også en annen stilling, idet han da ble utnevnt til Norges rikes kansler etter sin far. Denne stillingen beholdt han livet ut. 1673 ble Ove Bjelke storkorsridder av Danebrog. På Ørlandet satte Ove Bjelke et varig minnesmerke etter seg med oppføringen (på- og utbyggingen) av Astråttborgen i 1654 -1656.

Ove Bjelke overtok Austrått 1638 og giftet seg første gang i 1643 med Maren Jensdatter Juel. Hun var født 23.5.1623 på Akershus slott som datter av riksråd og stattholder Jens Juel (1580 - 1634) og hustru Ide Hansdatter Lange (1584 - 1649).

Maren Juel og Ove Bjelke fikk en datter. En sønn nevnes også i noen usikre slektslister:

1. Kristian (1643 - 1708)?
2. Ide Sofie (1644 - 1665) Ide Sophie var som moren født på Akershus og ble gift med kanselliråd og amtmann i Nordlandene Knut Ovesen Gjedde (ca.1635 - 1707) i hans første ekteskap. (Han var en yngre bror av sin kones stemor, Regitze Gjedde, som er nevnt nedenfor).

Maren Juel døde i barselsfeber 17.4.1644. Hennes sarkofag står i gravkapellet som Ove Bjelke lot oppføre på Austrått i 1667, kort etter at han flyttet fra Bergen og ble stiftsamtmann i Trondheim i 1666. (Kisten var i tiden 1859 - 1928 nedsatt på Ørland kirkegård).

Ove Bjelke giftet seg andre gang 6.5.1647 i Landskrona i Skåne med Regitze Ovesdatter Gjedde. Hun var født 27.9.1629 og var datter av admiral og lensherre i Tunsberg Ove Brostrupsen Gjedde (1594 - 1660) og Dorothea Urne (1600 - 1667). De bodde på Sem hovedgård i Eiker. Regitze Gjedde og Ove Bjelke fikk to døtre:

1. Maren (1648 - 1688) Hun ble gift med Joachim Frederik Vind til Gundestrup og Vosborg. Han ble amtmann i Trondhjem.
2. Dorothea (ca.1650 - 1691). Hun ble gift med major Jacob Ludvig Schlippenbach til Egge gård (nå i Steinkjer).

Regitze Gjedde døde 1.3.1657 i Bergen. Hennes sarkofag er innsatt i Austrått gravkapell. (Sarkofagen var 1859 - 1928 nedsatt på Ørland kirkegård).

Ove Bjelke giftet seg tredje gang 29.11.1666 med Helvig Lindenow. Hun var født 9.4.1635 på Övid kloster i Skåne som datter av rittmester Henrik Ottesen Lindenov (ca.1605 - 1673) og Beathe Christophersdatter Ulfeld. (Ove Bjelkes bror, Henrik, var gift med Helvig Londenovs moster Edel Ulfeld. Se ovenfor!) Det var antakelig ingen barn i Ove Bjelkes tredje ekteskapet. Helvig Lindenow døde i Trondheim 10.04.1678. Også hennes sarkofag er innsatt i gravkapellet på Austrått*.

* I 1795 besøkte en sjøfarende oppdagelsesreisende hollender, Cornelius de Jong, Austrått. Under besøket var han med på å åpne kisten til Ove Bjelkes tredje kone. Han skrev følgende om dette: "Kisten til hans siste kone var ikke låst. Vi tok av lokket og fant en annen kiste i den første. I denne lå liket på en slags madrass med en liten pute under hodet. Ansiktet var dekket med en liten firkantet, foret duk. Dens overtrekk var av satin med en stripete rand. Den siden som lå mot ansiktet var av bomull. På hvert hjørne hang det en liten silkedusk.

Jeg tok duken bort og fant noen blodflekker på den. Men den var i meget bra stand; bare silkeduskene var så skjøre at en kunne gni dem i stykker. Hodet var pyntet med en hodepynt av gas og kniplinger. På denne hvilte en enda større, sort hodepynt av gas med nedhengende dusker i den samme farge. Alt meget forråtnet og lett å gni i stykker. Derimot så det ut som om det uttørkede ansikt hadde beholdt sine særtrekk. Jeg tror nok at de som kjente henne, ville ha gjenkjent henne ennå.

Jeg trykket med min finger på hennes kinn. De var ikke stenhårde, men mer eller mindre elastiske. Kinnene og leppene gav etter for trykket, og fordypelsen hevet seg igjen. Det var det samme med hennes hender som lå over hverandre. Den lange likskjorte, som var lagt sammen i smale folder, var sammenbundet under haken med et sort bånd. Lakenet av meget fin bomull var fortsatt så fast at det etter så lang tid selv ikke med makt lot seg rive i stykker. På føttene lå det en langermet kvinneskjorte som så ut tilå ha vært brukt i noen dager.

Sannsynligvis hadde hun den på seg da hun døde. Den var i så god stand at en kunne ha sendt den til en blekeplass, om en ville ha brukt den om igjen. Man sa til meg at også i de andre, nå låste kistene, fantes brukte skjorter. Ut fra dette kan en slutte at det var skikk å kle helt av likene for så å ta på dem rene klær. Men skjorten som de hadde på seg da de døde, ble tatt med i graven. Kroppen hennes, som hadde holdt seg meget bra og ikke viste spor av at den var blitt balsamert, ble gjenstand for min beundring. Det samme var tilfelle med lintøyets gode tilstand. Dette beviser at luften i dette kapell, hvis dører for det meste står åpne, må være meget tørr. Jeg ville gjerne tilfredsstille min nysgjerrighet også når det gjaldt de andre kistene, som gav slik inntrykk av prakt. Det var bare det at de ikke var åpne, og jeg hadde allerede oppholdt selskapet altfor lenge med den første kiste."

Ove Bjelke fikk i 1665 laget en oversikt over sine eiendommer (Ove Bjelkes jordebok). Her får vi også en oversikt over oppsittere på hans grunn på den tiden. Oppsitterne betalte avgift for grunnleie i form av et visst antall våger fisk. Husmenn på Storfosna og leilendinger på tilliggende gårder gjorde også pliktarbeid på hovedgården.

Ove Bjelke døde i 29.3.1674 og altså før sin siste hustru. Også hans sarkofag finnes i gravkapellet på Austrått.

Hos Gerhard Schøning (1774) kan vi lese: "I det murdede Gravsted staaer Ove Biælkes Liigkiste, med hans 2de første Fruers, paa den høire, men hans sidste Frues, paa hans venstre Haand ...

Hans egen Liigkiste er meget kostbar, især mærkverdig deraf, at Hovederne, paa ethvert Søm, som deri er slaaet, er ziiret med hans Vaaben ..."

Fra 1805 måtte alle nordmenn begraves på en kirkegård. I årene som fulgte fant man det naturlig å flytte kister fra gamle gravkapeller til en gravlund. Kistene på Austrått ble også flyttet, men først 23.3.1859. De ble senket i jorden på Ørland kirkegård. Men 29.7.1928 ble de ved et storstilt olsokarrangement igjen ført tilbake til Austrått hvor de ble innsatt på sin gamle plass i gravkapellet.

Bielke, Ove Jenssøn (I102086)

833

Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.

Nulevende (I94863)

834

Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.

Nulevende (I94871)

835

Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.

Nulevende (I72277)

836

Paul Ulrich Scharffenberg, 10.5.1810-28.1.1882, officer. Født i Viborg, døbt i Ålborg, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). S. blev 1825 kadet, efter officerseksamen 1827 korporal i korpset med sekondløjtnants anciennitet og opvartende page til han 1829 som virkelig sekondløjtnant kom til jægerkorpset i Kiel. 1835 blev han premierløjtnant, 1847 kaptajn II ved andet jægerkorps. I krigen 1848–50 deltog han med megen hæder i næsten alle større kampe, viste særlig konduite ved Slesvig 23.4.1848 og blev kaptajn I, blev såret ved Fredericia 1849 og s.å. kar., n.å. virkelig major, 1852 kar., 1854 virkelig oberstløjtnant. I 50'erne fremhævedes hans fortrinlige kendskab til tjenesten, interesse og iver, hans kavalermæssige fremtræden samt at han besad "den videnskabelige Dannelse, hans Stilling som Bataillonschef krævede"; han skønnedes meget duelig til større kommando. Da regeringen 1860 slog ind på en skarpere kurs i hertugdømmerne blev han kommandant i Altona hvor han med kraft håndhævede sin myndighed og s.å. blev kar., 1862 virkelig oberst. 1863 blev han chef for 8. brigade. Under kampen 3.2. syd for Danevirke kom han først til stede efter at Kongshøj og Vedelspang var faldet og de danske afdelinger trængt tilbage til hovedstillingen. Ved tilbagetoget fra Danevirke førte han arriere-garden indtil han afløstes af Max Müller; han foreslog at hans brigade standsede for at støtte Müller, men general P. F. Steinmann holdt med rette på at en større kamp ikke skulle føres ved Oversø, og beordrede S. til at fortsætte tilbagetrækningen. Han deltog herefter i forsvaret af Fredericia indtil 9.4. da hans brigade overførtes til Als-Dybbøl.

Morgenen 18.4. var S.s brigade hovedreserve, bestemt til når hovedangrebet kom at rykke frem og besætte den tilbagetrukne linje hvis beliggenhed dog var befalingsmændene ubekendt da brigaden ikke havde efterkommet en befaling om at gøre adjudanterne bekendt dermed. Da stormangrebet kl. 10 form. satte ind, var S. i brohovedet og kan først omtrent kl. 11 være kommet op til reservens plads da hans regimenter var i almindelig fremrykning, men den tilbagetrukne linje tabt og fjenden i fremrykning videre. Divisionsgeneralen G. du Plat der var tidligere fremme havde skønnet at forudsætningen for reservebrigadens bestemmelse ikke mere var til stede, søgte at standse den og beordre den tilbage i brohovedet, men S. tog intet hensyn hertil og befalede angreb. Dette førtes vel med største tapperhed, men under uhyre tab og uden at brigaden havde klar forestilling om hvad der egentlig var foregået. Brigadens rester blev slået sammen med andre, og S. fik en brigade på Fyn. – Krigen 1864 fremkaldte i og uden for hæren en ikke uberettiget reaktion, en erkendelse af at hæren trængte mindre til lærde strateger end til mænd med stærk karakter, ægte soldater, og S.s navn var et af dem der særlig var slået igennem. Allerede 1865 fik han generalmajors anciennitet, blev n.å. generalinspektør og medlem af den store forsvarskommission hvor hans praktiske erfaringer, besindige og faste karakter – ikke uden skarpe sammenstød med krigsminister H. Raasløff – kom til stor nytte. Allerede 1867, under Raasløffs styrelse, blev S. virkelig generalmajor, general og kommanderende i 1. generalkommandodistrikt. 1879 afskedigedes han og sattes à la suite. S. er rettelig blevet karakteriseret som "Soldat og slet ikke andet". Han var næppe fører af stort format, besad end ikke sikkert taktisk blik, kendte egentlig kun ét: Fremad! Gå på! Han havde et strengt, men ikke særlig imponerende ydre, et varmt hjerte og var yderst retsindig.

Familie
Forældre: kaptajn, senere major og postmester i Kiel, justitsråd Paul Ulrich S. (1766–1827) og Sara Anna Grundahl (1769–1849). Ugift.

Udnævnelser
R. 1848. DM. 1850. K. 1862. S.K. 1868.

Ikonografi
Afbildet på mal. af slaget ved Fredericia 6.7.1849 af J. Sonne, 1849 (Fr.borg), efter dette stik af E. Sonne, 1852. Flere træsnit 1882 efter foto, af Søborg, H. P. Hansen m.fl., træsnit af sidstnævnte 1889. Foto.

Bibliografi
A. W. Rasch i Pers. hist. t. 6.r.V, 1914 182 (geneal.). Danm.s adels årbog XXXII, 1915 442. Den dansk-tyske krig 1848–50, udg. Generalstaben I, 1867–71 431 f 436 o.fl.st.; II, 1873–78 938; III, 1880–87 506f o.fl.st. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I–III, 1890–92. W. Dinesen: Fra ottende brigade, 1889 58 66f o.fl.st. H. Holbøll: En brigadeadjutants erindr. fra krigen 1864, 1911 10–15 52–58 73–76 90–95 100f 224–40 o.fl.st. Daniel Bruun i Militært t. XLIII, 1914 tillæg II 13–16 40f 47–52; III 16f; VI 17–24. N. P. Jensen: Livserindr. I, 1915 57f 65f 69f 78 o.fl.st.; II, 1916 59f 74f o.fl.st. N. Neergaard: Under junigrundloven II, 1916 (reproudg. 1973). A. F. Krieger: Dagbøger III-VIII, 1921–43. Hæren ved Danevirke 1864, udg. Generalstaben ved Jens Johansen, 1938 85 92 211 f 260 283f 308.

Rockstroh, K. C.: Paul Scharffenberg i Dansk Biografisk Leksikon på lex.dk. Hentet 6. august 2020 fra https://biografiskleksikon.lex.dk/Paul_Scharffenberg

von Scharffenberg, Paul Ulrich (I25455)

837

Pavel Aleksandrovich Romanov, Grand Duke of Russia
(3 October 1860 N.S.; 30 January 1919 N.S.) was the eighth child of Tsar Alexander II of Russia by his first wife Empress Maria Alexandrovna. His birth was commemorated by the naming of the city of Pavlodar in Kazakhstan. He entered the Russian Army and rose to the rank of General, but was known as a gentle person, religious and accessible to people.

On 17 June 1889, in Saint Petersburg, he married Princess Alexandra of Greece, who bore him two children:
*1. Grand Duchess Maria Pavlovna of Russia (1890-1958)
*2. Grand Duke Dmitri Pavlovich of Russia (1891-1941)

Alexandra died just hours after Dmitri's birth. She had carelessly stepped into a waiting boat, causing premature labour; Dimitri was born in the hours following the accident. Alexandra slipped into a coma and never came out.

Second marriage
In 1893, the young widower became close to a commoner, Olga Valerianovna Karnovich, and years later requested Nicholas II's permission to marry her, but it was refused, and the couple settled in Paris. On 10 October 1902 they were married in an Orthodox church in Livorno, Italy. The Bavarian government granted Olga the title of Countess of Hohenfelsen in 1904, but the marriage caused a scandal in the Russian Court. Paul was dismissed of his military commissions, all his properties were seized, and his brother Grand Duke Sergei was appointed guardian of Maria and Dmitri. For many years, he lived in exile in France with Olga and the three children they had: Vladimir, who became a remarkable poet, and two girls, Irina and Natalia.

Eventually he was pardoned and settled with his family in Tsarskoe Selo. In 1915 the Tsar granted Olga and their children the title of Prince and Princesses Paley with the style of Serene Highness, and their children also became Prince Vladimir Pavlovich Paley and Princesses Irina Pavlovna and Natalia Pavlovna Paley.

World War I
During World War I he was placed in command of the First Corps of the Imperial Guard and later was moved to a new appointment at the Tsar's headquarters. In 1917 he tried to convince the sovereigns to grant a Constitution, but his efforts failed. However, he was one of the few members of the Imperial Family who remained quite close to Empress Alexandra Fyodorovna during the final days of the old régime.

Revolution and death
After the Bolsheviks seized power, he and his family faced a terrible ordeal. Their properties were confiscated, they lived under constant harassment, and in March 1918 his son Vladimir Paley was exiled to the Urals, where he was to be executed on 18 July 1918 in a mineshaft near Alapayevsk. In August, 1918, he was arrested and taken to prison in Saint Petersburg. His health, already bad, declined sharply, and his wife did all she could to have him released. Her efforts were useless: on 29 January 1919, Paul was moved to St. Peter and St. Paul Fortress, and in the first hours of the following day he was shot there, along with his cousins Grand Dukes Dimitry Konstantinovich, Nikolay Mikhailovich and Georgy Mikhailovich. They were buried in a mass grave in the Fortress, the Bolsheviks having refused the distraught Princess Paley the right to bury her husband. His body has never been found.

==Links:==
*[http://thepeerage.com/p10080.htm#i100799 The Peerage]
*[http://www.geneall.net/W/per_page.php?id=14707 Geneall]
*[http://www.hansdenyngre.dk/hans_uk/wizg47.htm#1269 Johann The Younger #1628]

Wikipedia:
*https://en.wikipedia.org/wiki/Grand_Duke_Paul_Alexandrovich_of_Russia

Romanov, Storfyrste Pavel Aleksandrovich af Rusland (I631117)

838

Personalia
Anton Kristian Holnn-Møller, født 12/3 1883, Fuglevangsvej 16, Frederiksberg (De Classenske Boliger), søn af fyrbøder Hans Kristian Bernhard Møller og Maren Kirstine Hansen. Han var døbt Anton Kristian Møller, men antager efternavnet Holnn-Møller før 1910. Gift med Maria Jacobine Andrea Kristine Berg, født 19/12 1883, Vor Frelser sogn, datter af smedesvend Jacob Andreasen Berg og Bodil Marie Jørgensen. A Holnn-Møller døde 1956 og hans hustru i 1960.

Liv og karriere
A. Holnn-Møller var uddannet murer. Omkring 1904 rejste han til Sverige i en periode, men han ses 1906 som murersvend i København hos murermester Eising i Hiort Lorenzens Gade 1. Hans arkitektuddannelse må være gennemført i årene 1906-10.
Han havde tegnestue i Kalundborg formentlig 1917-20. Det ser ud til, at han i det travle år 1919, hvor mange af Havebyens huse blev tegnet, har haft arkitekt A. Chr. Jarlstrup som medhjælper.
Holnn-Møller Rejste 1922 til USA, hvor han fik statsborgerskab 1928. I 1934 er han tilbage i Danmark, hvor han deltager i Foreningen af Jydske Landboforeningers grundplanskonkurrence med 4 tegninger. I 1936 bor han Camilla Nielsens Vej 30 på Frederiksberg. I 1938 bor han Amagerbrogade 201 i København. Han var medlem af Royal Architectural Institute of Canada.
Med sine 28 huse i Havebyen i 1919 satte han om nogen standarden for arkitektur i Kalundborg de følgende 15-20 år, indtil den lokale funktionalisme holdt sit indtog i første halvdel af 1930erne.
I 1930erne opholder han sig i Canada, hvor han bl.a. tegner en række kirker til danske menigheder. Da han vender hjem til Danmark, bliver han arkitekt på FDB’s tegnestue.

Udvalgte arbejder i Kalundborg
• Kystvejen 60 (1910)
• Lundevej 6-8 ”Højhuset” (1917, nedrevet 1996)
• De 100 huse for A/S Kallundborg Lyng (1917)
• Gisselørevej 16 (1918)
• Rubjerg Alle 1A (1919)
• Valentin Jensensvej 1
• Valentin Jensensvej 2
• Valentin Jensensvej 3
• Valentin Jensensvej 4
• Valentin Jensensvej 5
• Valentin Jensensvej 6
• Valentin Jensensvej 7
• Valentin Jensensvej 8
• Valentin Jensensvej 19
• Chr. Den 2. Vej 2
• Chr. Den 2. Vej 4
• Chr. Den 2. Vej 5
• Chr. Den 2. Vej 7
• Chr. Den 2. Vej 9
• Chr. Den 2. Vej 10
• Ole Lundsvej 1
• Ole Lundsvej 2
• Ole Lundsvej 4
• Ole Lundsvej 5
• Ole Lundsvej 6
• Ole Lundsvej 8
• Ole Lundsvej 10
• Peder Paludansvej 2
• Peder Paludansvej 3
• Peder Paludansvej 6
• Peder Paludansvej 8
• Peder Paludansvej 9

Kilde: Palle Bruun Olsen

Holnn-Møller, Anton Christian (I26188)

839

Personalia
over den i Livet Velædle, Velærværdige og Høylærde, nu hos Gud salige Mand, Magist. Johan Holgersen Olivarius, Sognepræst for Ørsløv og Bjerre Meenigheder, samt Provst i Vester Flacheberg Herred, lyder efter hans egen Optegnelse Ord til .Andet saaledes:

„Min Føde-Sted og Føde-Tid har været her i Ørsløv den 24 Februar 1721. Min Fader, Mag. Holger Nielsen Olivarius og Moder Kirstine Malene Schmidt, som strax besørgede min Antagelse af Frelseren i den hellige Daab. — Jeg blev informeret hiemme indtil hen i mit 13tende Aar, da jeg med 2 ældre Brødre blev sat i Sorøe Skole Alio 1733 ved St. Hans-Dag, og siden stedse fulgte dem i Studeringer.
Da Sorøe Skole skulle afgaae, vare vi de 3 næstøverste, og Rector Mag. Snedorph ville endelig di mittere os til Academiet med saa mange andre, som, om jeg selv maa sige det, ikke vare nær saa gode, men vor Fader agtede os ikke gode eller moedne nok, tog os derfor fra Sorøe sidst i Aaret 1736, og satte mig med inin næstældste Broder i Roeskilde Skole i Januarie 1737, hvor vi kom paa den øverste Part i den øverste Lectie under de gi. og berømelige Lærere, Rector Mag. Bernhard Schnabel og Con-Rector Mag. Christian Ring.: der forblev vi i 21/g Aar til A° 1739, da vi af Fader og Lærere blev kiendt dygtige til Academiet, og blev det Aar indskrevet iblandt Studenters Tal. Endelig fulgtes vi ad og Aaret derefter A° 1740 Martii Maaned tog den anden Examen med den bedste Character og Baccalaurei Graden strax derpaa.
Derefter laae jeg paa Eilersens Collegio hos min ældste Fuldbroder, som Gratist, eet Aar til 1741 ved Michels Dags tider, da jeg baade fik Kosten paa Klosteret og Walchendorfts Collegium i een Uge, og disputerede derfor aarligen i 4re Aar. A° 1744 den 3 Aug. tog jeg Attestats, og fik til denne ligesom til forrige Examen den bedste Character, og ligesaa for min Dimis-Prædiken d. 9 October 1745 under nu Hr Doct. Marcus Wøldike, hvilket mit Testimonium publicum bekræfter.
Men jeg var tilforn den 30 Julii 1745 af nu afgangne Geheime-Raad og General-Lieutenant, Greve von Holstein til Holsteinborg kaldet i min Sal. Broders Sted (dog jeg af 4re efterlevende Brødre var den yngste, ville Gud jeg skulde betræde og beklæde den Ældstes Plads) som Vice-Pastor for min gode gamle Fader. Saa blev jeg ordineret til Præst d. 9 Februar 1746 i den Maancd, da jeg fyldte mit 25 Aar; tiente altsaa som Vice-Pastor paa 8de Aar til d. 14 Martii 1753, da Gud tog min gi. Fader. Aar 1748 d. 25 September gav Gud mig den fromme og dydige Jomfrue Susanne Margrethe Hatting paa Snedinge til en troefast Hustrue; Hun var en Daatter af Mag. Henric Hatting, i sin Tid Præst til Carise og Alsløv i Faxe Herred, og Mette Marie Pintzefeld, som siden kom i Ægteskab med den brave og Redelige Hr Inspecteur Christian Lindam; 1 dette saa kiærlige Egteskab paa 10de Aar velsignede Gud os med 2 Sønner og 1 Daatter. Saa døde Rachel for mig den 16 Decbr. 1757, og jeg sad derefter hen paa 6te Aar, befalende Gud min Sag, og prøvede Sorrig, SygdoTne, Omdøme og Verdens Falskhed. Min Tanke var hver Dag om mig selv og mine Børn: Se jeg døer og Gud skal være med Eder!
Men Gud gav mig Livet, der jeg ventede Døden, og han gav mig til mit Livs Forlængelse og Glæde ved 2dct Egteskab d. 23 Martii 1763 den dydige og eyegode Jomfrue Giese Kirstine Fogh til Hustrue; En vær dig Daatter af den Retsindige og af alle æret og elsket Kongl. Forvalter Hr Hans Larsen Fogh paa Landbye- torp. I dette saa kiærlige Egteskab paa 12 Aar gav Gud os en Søn d. 8 October 1768 som han tog igien d. i 2 Martii 1772 i de saa meget grasserende fordærvelige Børnekopper1). Mine Børn skal selv, alle som Een, bevidne, at de har ikke haft Stifmoder, men med al Oprigtighed, Kiærlighed og Godhed, som hun selv kunde været Moder til dem. A° 1765 d. 5 Julii blev jeg beskikket til Provst i Herredet og har indsat 11 Præster, foruden 1 paa Agersøe i min salig Faders tid. Med hvad Flid jeg fra først til sidst, baade ved ondt Rygte og got Rygte, ved Ære og Vanære midt al min store Skrøbelighed, har forestaaet og forrettet mit Embede, det og det altsammen veed min Gud, og det er mig nok. Men hvad? Min Flid — Gud være mig naadig! Hvad jeg har forseet, hvad jeg har forsømt ville Du, O! Gud med Jesu Blod udslette! Den Hielp jeg hafde ventet, den al Verden rimelig tænker at jeg har faaet, den blev borte. Men ved Guds Naade har jeg staaet indtil dene Dag, og jeg har altid fundet Guds Kraft i min Skrøbelighed. Min Gud, Din Bistand og Hielp i alle Maader kand jeg ikke udsige. Lad mit Hiertes Takoffer være Dig behagelig for al Din Miskundhed og for al Din Trofasthed. I Sygdom har Du været min Læge, i Sorrig min Trøster, ellers maatte jeg længe siden omkomet. Du har ledet mig ved dit Raad, annam mig og omsider til Ære! Sørge for mine Efterladte, Hustrue og Børn, vær Du hendes Mand og deris Fader! Din Aand er god, lad ham fore dem paa den rette Vey. Herre Gud, alle Barmhiertigheders Fader! velsigne hver Siæl i disse Meenigheder for al deris Kiær lighed imod mig! Lad det Ord, jeg har talt, være velsignet paa deres Siæle! og ligge dem altid i Sinde til at efterleve! Vær os alle Naadig i al vor Nød og — tilsidst — i vor Død for vor fælles Frelsers Jesu Christi Skyld! Amen / Min elskelige Svigerfader og Svoger paa Holsteinborg ville, næst Gud, styre for min Kone og raade hende det bedste. Mine Brødre! Mine tvende trofaste Brødre! I har altid elsket mig; I har givet mig mange Prøver derpaa, som jeg ikke har kunnet besvare med lige Gierninger, men vel med lige elskende Hierte. Eders Kiærlighed døer ikke, naar jeg døer. I glemme ikke mine Børn! Jeg er overbeviist om Eders Kiærlighed og er ogsau derfor roelig. Men kiære Børn! frygte Gud og han skal visselig sørge for Jer; Frygter Gud og det skal gaae Jer vel; og vi skal samles hos ham i den ævige Salighed, Amen!“
Saavidt gaar den sal. Mands egen Optegnelse med hans Haands Underskrift og er dateret Ørsløv d. 25 Martii 1774. Hvad han ey selv har kundet, har man nu at mælde om, nemlig hans sidste Svaghed og paafølgende Død. Længe bar han paa et sygt Legeme, hvilket han vel søgte at sætte i Stand, men forgiæves. Brystets Svaghed, en stærk og tærende Hoste blev hans Banesaar. Under Afvexling af Smerte og nogen Lindring imellem holdt han det dog ud indtil den 12 Junii, som var en Tiirsdag, da han om Aftenen gik til Sengs, men stoed ey siden op til sine forrige Forretninger. Mellemstunder syntes det, som han blev bedre; men egentligen blev det dog immer værre, indtil Sygdomen tilsidst vandt Seyer, og Døden indfandt sig Fredagen den 8 Julii om Morgenen imellem Kl. 4 og 5. Forunderligt kand dette ikke være for den, der kiender det meneskelige Vilkaar, men forunderlig er den Taalmodighed, som den sal. Afdøde har viist baade i sin sidste Sygdom og forrige Svaghed. Med denne hans Sevr ønske vi ham til Lykke, haabende at blive hans Medborgere i det himelske Jerusalem. Hans Studie-Dage her i Verden har været 53 Aar 4 Maaneder og 14 Dage. I 28 Aar og 5 Maaneder var han en Aarvaagen Siele-Sørger. I 9 Aar en Redelig og Fredelig Provst. Til Slutning, Som noget særdelis mærkværdigt antegnet af den H. Mand selv, da blev hans Farfader, Mag. Niels Holgersen Olivarius kaldt til Præst til disse Meenigheder 13d0 Søndag efter Trinitatis A° 1663, altsaa har Søn efter Fader været her ved Stedet i 111 Aar og alle 3 været Provster, Mag. Niels i 20 Aar, Mag. Holger i 36 Aar, og voris sal. afdøde Mag. Johan Olivarius siden den 5 Julii 1765, nemlig 9 Aar. Store og Berømmelige Mænd! hvis udødelige Navne vil leve hos Efterkommerne saalænge Dyd, Gudsfrygt og Lærdom findes i Verden.
Grat. Act.

Olivarius, Johan (I634926)

840

Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.

Nulevende (I44086)

841

Politiets Registerblade:

Kaj Franck Dige Bach , 27-5-1904 , København
Stillinger: Kelner
Adresser
11-5-1923: Fra Horsens til Aarhusgade 13 , 1. hos Larsen
1-6-1923: Frameldt til Ribe

Bach, Kai Frank Dige (I99634)

842

Politimandtaller

1. november 1872, Springgaden 23, matr. 19, 1 Bagsal
Sophie Karoline Hansen 25
Fritz Vilhelm Jensen 26 Mursvend

1. maj 1873, Springgaden 23, matr. 19, Forhuset
Fritz Vilhelm Jensen 26 Mursvend
Sophie Karoline Hansen 25

1. november 1873, Springgaden 23, matr. 19, Forhuset
Fritz Vilhelm Jensen 27 Mursvend
Sophie Karoline Hansen 26

1. maj 1877, Skyttegade 6 3. sal, Forhuset

1. november 1877, Skyttegade 6 2. sal, matr. 897, Baghuset
Fritz Wilhelm Jensen 31 Mursvend
Sophie Caroline Jensen 30

1. maj 1878, Skyttegade 6 3. sal, matr. 897, Forhuset
Frits Vilhelm Jensen 39 Mursvend
Sophie Caroline Jensen, f. Holm 38

1. november 1883, Griffenfeldsgade 25 3. sal, matr. 33 AJ
Fritz Vilhelm Jensen 37 Murer
Sophie Karoline Jensen 36
Einar Jensen 13

1. november 1884, Griffenfeldsgade 25 3. sal, matr. 33 AJ
Frits Vilhelm Jensen 37 Murer
Sofie Karoline Jensen 36
Einer Sophus Hans Jensen 14
Frits Vilhelm Jensen 10

1. maj 1885, Griffenfeldsgade 25 3. sal, matr. 33 AJ
Frits Vilhelm Jensen 38 Murer
Sofie Karoline Jensen 37
Einer Sophus Jensen 14
Frits Vilhelm Jensen 11

1. maj 1886, Griffenfeldsgade 25 3. sal, matr. 33 AJ
Fritz Vilhelm Jensen 41 Murer
Sophie Karoline Jensen 39
Einer Sophus Hans Jensen 16 Murerlærling
Frits Vilhelm Jensen 12
Luis Albert Francois Jensen 10

1. november 1886, Vævergade 4 5. sal, matr. 813
Fritz Vilhelm Jensen 40 Muursvend
Sofie Caroline Jensen 39
Einar Sofus Hans Jensen 16 Muurlærling
Frits Wilhelm Jensen 12
Luis Albert Jensen 10

1. marts 1887, Vævergade 4 5. sal, matr. 813
Fritz Vilhelm Jensen 40 Murer
Sophie Karoline Jensen 39
Albert Vilhelm Jensen 18 Commis
Einar Sophus Hans Jensen 17 Fabriksarbejde
Frits Vilhelm Jensen 13
Alfred Luis Francois Jensen 10

1. november 1887, Vævergade 4 5. sal, matr. 813
Fritz Vilhelm Jensen 41 Mursvend
Sofie Jensen 40
Einar Sofus Hans Jensen 17
Fritz Wilhelm Jensen 14
Luis Albert Francois Jensen 11

1. maj 1888, Meinungsgade 22 stuen, matr. 1294, Baghuset
Frits Wilhelm Jensen 41 Murersvend
Sofie Caroline Jensen 40 Hustru
Einar Sofus Hans Jensen 18
Frits Wilhelm Jensen 14
Luis Albert Jensen 12

1. november 1888, Meinungsgade 22 stuen til h, matr. 1294, Baghuset
Fritz Vilhelm Jensen 42 Murersvend
Sofie Caroline født Holm 41 Hustru
Einar Sofus Hans Jensen 18
Luis Albert Jensen 12
Frederik Christian Jensen 10

Jensen, Fritz Vilhelm (I171)

843

Politirapporten om Mathias Wilhelm Mohrs død.
Aar 1832, fredagen d. 15. juni, blev Lysgaard og Hids Herreds politiret sat af overauditor og herredsfoged Holm med vidnerne, gårdmand Thøger Mikkelsen af Sejling og Anders Sørensen af Kjellerup, i Sejling Præstegård. Anledningen var en i dag modtagen melding om, at forpagter Wilhelm Mohr i formiddags var fundet hængende og død i præstegardens lade. Dommeren begav sig med vidnerne til stedet, hvor liget var henlagt. Det blev aldeles afklædt, befandtes koldt og stiv - i ørnerne sees størknet blod - under Øjnene var huden sort underløben med blod - på halsen befandtes et med blod sort underløbet indtryk, som matte anses forårsaget af en snor. Over lænden og bag på lårene var huden rødbla. I øvrigt kunne ved den nøjagtige undersøgelse af liget intet spor af tilføjet udvortes beskadigelse opdages. Stedet, hvor den afdøde var funden hængende, blev dernæst forevist af degnen, skolelærer Lauritzen i Sejling, som var den, der nedskar ham. Dette sted var i præstegardens lade, hvortil der kun er en med lås forsynet indgang - strikken hængte endnu på stedet, og efter alle omstændigheder kunne et menneske meget godt i den hænge sig selv - omkring den lå halmen sammentrådt og i samme tilstand som i den øvrige del af laden. Strikkens tykkelse passede til det ringformede indtryk om afdødes hals.

Derpå fremstod Abelone Caroline, født Pind - den afdødes enke. Hun forklarede på anledning, at hendes afdøde mand i flere ar har været hårdt angrebet af vattersot, som nu til sidst havde kastet sig på hovedet, og den forårsagede ham voldsomme smerter, der undertiden kom meget pludseligt og med en sådan heftighed, at den næsten berøvede ham besindelsen. Dette har oftere været tilfældet i den senere tid. Med smerterne fulgte tillige modløshed og tungsindige forestillinger I går aftes havde han bestemt, at ville i dag ride til Klausholm, halvanden mil herfra. I morges var han, der sover i et andet værelse end hun, kommet ind til hende og spurgte, om hun ville have en kop kaffe - hun svarede nej og at hun behøvede noget mere søvn, da børnene havde været urolige. Hvad klokken dengang var, ved hun ikke, men omtrent kl. 8 stod hun op, og da hun så den afdødes støvler stå på deres sted, samt deraf sluttede, at han ikke kunne være redet ud, så hun på adskillige steder efter ham - sendte dernæst bud til tørvemosen, hvor tjenestefolkene var, og da han ej heller var der, gav hun sig atter til at søge. Ved at gå forbi laden, var det hende påfaldende, at nøglen, der om sommeren altid sidder i, manglede - hun gik da udenfor - så igennem et lidet hul i laden, og blev da hendes mands klæder var - hans ansigt kunne hun ikke se. Hun fattede da mistanke om den skete ulykke - løb ind til præsten, hr. Asmussen, og da han sprængte døren og erfarede det passerede, var hun for sindslidelsens skyld ikke i stand til at deltage i noget, men måtte overlade alle redningsforsøg til andre. I øvrigt tilføjer hun, at intet som helst anlediger hende til den mistanke, at hendes mand er ombragt af andre, hvorimod hun anser sig overbevist om, at han har aflivet sig selv. Bevæggrunden hertil søger hun i hans før ommeldte syge tilstand. Thi forresten var deres kar ret trange, men ikke fortvivlende, og ej heller havde han hende bekendt ellers nogen modgang til, der kunne drive ham til selvmord. Hun aftrådte.

Dernæst fremstod Johanne Laursdatter - den afdødes tjenestepige. Hun forklarede efter sandheds formaning og på spørgsmål, at hun sidste gang i morges så hendes nu afdøde husbond kl. 5 1/2. Han sad dengang i stuen og drak hans kaffe. I det samme gik hun med de øvrige tjenestefolk til tørvemosen. Hjemme blev så kun hans kone og børnene. Hun har tjent familien i et ar og et fjerdingår. I al den tid har den afdøde været meget sygelig og klaget over hovedpine, men særdeles i den sidste tid, hvor hos han mangen gang viste stor modløshed. Af alt hvad hende bekendt er - uddrager hun den vise slutning, at han har aflivet sig selv, og hun tror, at årsagen dertil var søgende i hans syge tilstand.
Forelæst- vedgået og aftrådt.

Igen fremstod Ane Kirstine Rasmusdatter - tjenende hos pastor Peter Asmussen. Hun svarede under sandshedsløfte og på spørgsmål, at hun i morges omtrent kl. 7 så den nu afdøde Mohr gå ud at præstegarden og derpå komme tilbage, samt gå hen mod ladedøren. I det han var tæt ved, så gik hun ind og så ham ikke senere.
Forelæst - vedgået og aftrådt.

Derpå fremstod Præsten i Sejling, hr. Asmussen, og forklarede på anledning, at madam Mohr i formiddags, omtrent kl. 10, kom i forskrækkelse løbende ind til ham og sagde - der hænger noget i laden.

Da deponenten, der så at hendes miner, at der var sket en ulykke - løb ud i gården, og da ladedøren var lukket, gik han uden for og så igennem et hul, at Mohr hang i laden. Han kaldte på skolelære Lauritsen, der var i hans hus. De sprængte i forening ladedøren - skar Mohr ned og anvendte alle dem bekendte redningsmidler, men han var og blev død. I hans lomme fandtes nøglen til laden. Deponenten har ikke den mindste grund til den mistanke, at nogen anden har dræbt Mohr, men anser sig efter de omstændigheder forvisset om, at han selv har gjort det og antager ligesom enken, at bevæggrunden dertil, må søges i hans syge tilstand, der var således som af hende opgivet. Forelæst - vedgået og aftrådt.

Derpå fremstod Skolelærer Lauritsen i Sejling og forklarede, at pastor Asmussen i formiddags kaldte på ham og passerede da i henseende til ladedørens sprængning med viden aldeles som forklaret af hr. Asmussen, med hvem han og forklarer overensstemmende i henseende til Mohrs formentlige dødsmåde og årsagen dertil.
Forelæst - vedgået og aftrådt.

Forretningen blev sluttet.

Holm

Som vidner Thøger Mikkelsen

Mohr, Mathias Vilhelm (I20867)

844

Pontoppidan, Knud Børge, f. 1853, Læge, er en Søn af ovfr. nævnte Pastor Dines P. Han fødtes i Ribe 10. Juli 1853, dimitteredes 1870 fra Randers Skole og tog Lægeexamen 1876. I nogen Tid var han Kandidat ved Sindssygeanstalten ved Aarhus og vandt 1879 Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af den retsvidenskabelige Prisopgave om Ansvarlighed hos sindssyge Personer. Efter at have været Kandidat ved Kommunehospitalet var han 1882-86 Reservelæge ved Hospitalets 6. Afdeling og fik 1883 Doktorgraden for en Afhandling om den kroniske Morfinisme.

Derefter virkede han som Privatdocent ved Universitetet med Forelæsninger over Centralnervesystemets Sygdomme. 1886-87 var han Reservelæge ved St. Hans Hospital og udnævntes 1888 til Overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling, hvormed Universitetets Docentpost i klinisk Psykiatri er forbunden.

I de følgende Aar udfoldede han en rig og almindelig paaskjønnet Virksomhed som psykiatrisk og nervepathologisk Forfatter og Lærer. Den Klarhed og Finhed i Opfattelsen, det Mesterskab i Fremstillingen, som allerede vare komne til Syne i hans nævnte første Afhandlinger, traadte i hans senere kliniske Arbejder frem paa glimrende Maade. Foruden talrige mindre Tidsskriftsafhandlinger maa fremhæves: «Neurasthenien, Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet» (1886, flere Oplag); «Fire psykiatriske Foredrag» (1891); «Psykiatriske Forelæsninger og Studier», 1.-3. Række (1892-95); «Kliniske Forelæsninger over Nervesygdomme» (1898).
I sine Foredrag og Demonstrationer paa Hospitalet viste han de samme fængslende Egenskaber som i sine Skrifter, og de foregik stadig under den største og mest interesserede Tilslutning fra studerende og Læger.

Men medens han som Forfatter og Lærer kun vandt den mest udelte Anerkjendelse, optaarnede der sig derimod i selve hans Lægegjerning paa den til Dels til midlertidig Optagelse af sindssyge bestemte Afdeling betydelige Vanskeligheder. Han havde den Vanskæbne, som i øvrigt ret hyppig har ramt de psykiatriske Anstaltslæger, at faa indlagt hos sig sindssyge Kverulanter af den besværligste Art, hvilke, efter at være komne ud af Hospitalet, under Tilslutning fra forskjellige Sider og særlig støttede af en Del af Dagspressen rejste en voldsom Agitation mod P. og hans Optræden og ved deres Forfølgelse vakte en saa stor Uro, at han ved Slutningen af 1897 foranledigedes til at træde tilbage fra Overlægestillingen, hvad han paa sensations vækkende Maade kundgjorde i sit Forsvarsskrift: «Sjette Afdelings Jammersminde» (1897, flere Oplag).
Strax efter (1897) modtog han Udnævnelse til den ledige Overlægepost ved Aarhus Sindssygeanstalt. 1892 erholdt han Titel af Professor. 1893 ægtede han Johanne Segelcke, Datter af Brænderiejer S.
Carøe og Selmer, Den danske Lægestand, 6. Udg

Pontoppidan, Knud Børge (I79520)

845

Prominente personer
Man må sige, at det er prominente personer der har haft ejendommen. Bruun’erne er kendte i Fredericia, bl.a. for etableringen af havnen.

Generalmajor Frederik Gotthold Müller (1795-1882) boede til leje på første sal i et års tid, 1856-1857. Han spillede en vis rolle i Treårskrigen 1848-1851, og blev hædret i 1851 med at blive udnævnt til kommandør af Dannebrog.

F. Müller, Frederik Gotthold Müller (Møller), 17.6.1795-9.1.1882, officer. Født i Fjellerup ved Grenå, død i skovridergården Stenderupstrand, begravet i Århus. 1861 på Louisenhøj ved Århus, d. af generalmajor Caspar Friedrich v. G. (1737-97) og Elisabeth Lucia Christina v. Oertz(en) (1758-1943). M. gennemgik 1808-11 frikorporalskolen og blev 1811 sekondløjtnant i rytteriet (ane. 1810), var 1816-18 ved besættelseskorpset i Frankrig, blev 1817 kar., 1820 virkelig premierløjtnant, fik 1827 forbeholdt ritmesters anciennitet, blev 1833 kar. ritmester og sekondritmester og ansattes som adjudant hos sin regimentschef, arveprins Ferdinand. Han var ikke særlig begavet, men en fin karakter, var pligtopfyldende, havde gode militære anlæg, var almindeligt agtet, og hans giftermål havde bidraget meget til at skaffe ham en position. 1839 fik han majors karakter, 1841 majors anciennitet, men var endnu 1842 sekondritmester, blev 1848 oberstløjtnant à la suite, n.å. kar., 1852 virkelig oberst. 1856 trådt han fra som adjudant og fungerende stabschef hos prinsen, blev generalmajor og brigadekommandør i Fredericia, derefter i Slesvig. Han havde gentagne gange overværet manøvrer i udlandet. I treårskrigen deltog han 1849, bl.a. som leder af fægtningen ved Århus, og 1850 var han stabschef ved reservekavaleriet. 1860 afskedigedes han da krigsministeren mente at han ikke var de vanskelige politiske forhold i hertugdømmerne voksen. – 1834 havde han fået præmie for et arbejde om undervisningen i felttjeneste ved rytteriet, og i Milit. Repertorium IV, 1838 har han givet beretning om en troppesamling i Rusland 1837. I Tidsskrift for Krigsvæsen 1856 søgte han at imødegå en kritik af C. Hegermann-Lindencrone af det danske rytteri i treårskrigen. På grundlag af M.s udførlige, elskværdige og diskrete dagbogsoptegnelser har E. Bodenhoff i Museum, 1894 II udgivet En Officers Optegnelser og senere bøgerne Svundne Tider, Den gamle General, Hofliv under trende Konger og Kongesorger, af hvilke de to sidstnævnte bringer ikke lidt af interesse og havde fortjent en mere omhyggelig udgivelse.

Familie
Forældre: sognepræst Thomas Høeg Christophersen Møller (1755-1802) og Dorothea Kallager (1764-1839, gift 2. gang 1803 med sukker-huskontrollør Hans Severin Engelbrecht Bentzon, ca. 1760-1822). Gift 21.4.1818 på Oppy, Pas de Caiais, med Maria Carolina Ferdinanda Augusta v. Gähler, født 5.6.1791 i Randers, død 16.11.

Udnævnelser

R. 1836. DM. 1844. K. 1851.

Ikonografi
Mal. ca. 1817. Litografi 1853. Fremstillet på mal. af slaget ved Isted af Jørgen Sonne, 1875. Mal. af O. Müller.

Müller, Frederik Gotthold (I104518)

846

RAAGAARD i Ullerup.

Denne Gaard synes opstaaet under Kronens Besiddelse af Amager, altsaa efter 1416, af en Del af de saakaldte
Udlunde, som hørte under Ladegaarden.
Den nævnes først 1508 som >>RAGORDT<< og svarede da, ligesom Viberup, 3 Lødemark i Landgilde, senere
desuden 8 Mark af en Eng, formentlig de >>store<< Enge, som tilhørte Kronen.
1525 fik Slotsskriver paa Københavns Slot Peter Villadsen overladt Gaarden for 8 Aar uden al Tynge af Afgift,
og 3 Aar senere fik han Livsbrev paa den, kvit og fri, dog skulde han opbygge og forbedre den.
1555 fik Jep Knudssøn og Hustru Livsbrev derpaa mod tilbørlig Afgift til Slottet.

Omkring 1600 havde Peder Lauritzsøn Gaarden, og 1631 fik Lauritz vJensen Schønning
[han var 1623 Skipper og sejlede fra Holsten til Dragør.] den i Fæste for 80 Kurantdaler foruden Landgilden.

Samme Indfæstning gav en Hollænder Jan Jansen 1633, og
1663 var hans Søn, Claus Jansen Hollænder, Fæster af den;

1672 Jacob Jansen Raagaard (+1677), derefter Claus Jansen Raagaard (+1712) ;
begge var Fogder for Ullerup.

Gaarden havde da 13½ Td.Hartk.
De senere Besiddere var;

1710 Isbrandt Willumsen.
1718 Crilles Jacobseb Raagaard og Jacob Clausen.
1752 Jan Cornelliussen og Jacob Pitersen.
1778 sammen med 4 andre Hollændere.
1802 (14½ Td.Hartk.) var Jorden delt;
Crilles Hendrichsen havde Hovedlodden (ca. 8 Tdr.Hk.) og
senere Piter Adriansen til;
1843 Alexander Knirsch, der da solgte den til Henning Jacob Leth.

Kilde: By- og Gaardbeskrivelse af de "Danske" Byer paa Amager, Chr. Nicolaisen, Dragør

Raagaard, Jacob Jansen (I125976)

847

Rejste ud på grund af skandale

Udvandrerarkivet afslører nyt kapitel om skuespilleren, som blev dansk-amerikansk stolthed

Navnet Jean Pierre Büron har givet kant på historien om den berømte dansk-amerikaner, Jean Hersholt, som har lagt til The Jean Hersholt Humanitarian Award, som bl.a. Oprah Winfrey har modtaget. Prisen overrækkes i forbindelse med Oscar-uddelingen. Jean Hersholt (1886-1956) følte sig åbenbart tvunget til at forlade Danmark, efter at han havde været indblandet i en større sædelighedsskandale i København i 1906-07. Her blev også Herman Bangs navn nævnt, omend han næppe blev udsat for politimæssige afhøringer. Det var på de tider, det var strafbart at være homoseksuel. Det er projektleder og historiker på Det Danske Udvandrerarkiv i Aalborg, Torben Tvorup Christensen, som nu kan føje nye detaljer til historien om Jean Hersholt, som forlod Danmark i 1908 og som via Canada kom til.

Et andet navn
Det var under navnet Jean Pierre Büron, Jean Hersholt rejste ud Danmark. Og det var det navn, Torben Tvorup benyttede, da han søgte i den store database Ancestry.com, fordi han ikke kunne finde data om Jean Hersholts udvandring. Det er i forbindelse med digitaliseringen af Hersholt-arkivet, Torben Tvorup har gjort opdagelsen. Udvandrerarkivet har fået Hersholt arkivalier af Holger Bladt, tidligere direktør for Udvandrerarkivet. De kom fra enken, Via Hersholt. Samlingen indeholder både breve og filmmanuskripter samt endog en frimærkesamling. Der er brev fra FBI-chefen, J. Edgar Hoover, og fra Californiens guvernør (1943-53) og senere højesteretspræsident, Earl Warren. Han ville gerne have en invitation til en Oscar-uddeling.

Tak fra Ingrid
Der er også et håndskrevet brev fra vor egen kronprinsesse, senere dronning Ingrid, som i marts 1945 takker for det søde børnetøj, der er sendt til babyen, nemlig Margrethe, der var på vej. Kronprins Frederik skriver selv en tak for lykønskningen ved datterens fødsel 16. april 1940. I samlingen er også en håndskrevet hilsen fra kronprins Frederik, senere Frederik IX, i anledning af brylluppet i 1935. Brevet er også underskrevet af Ingrid.

Samlingspunktet
Jean Hersholt blev samlingspunktet for de dansk-amerikanere, der var noget ved musikken. - Han og hustruen var igennem årene, stærkt engagerede i humanitært arbejde, fortæller Torben Tvorup. Arkivets digitalisering offentliggøres 3. juli ved en højtidelighed på Sohngårdsholm Slot. Sædelighedssagen startedes af et af Københavns smudsblade, der økonomisk presser søgte salgbare skandaler og i efteråret 1906 afsløredes den homoseksuelle drengeprostitution i hovedstaden. Jean Hersholt kom i malerlære. Han havde talent og tegnede og malede i sin fritid, men det var skuespillet, der interesserede ham. Det blev dog kun til småroller. Efter Torben Tvorup Christensens vurdering har det næppe været den anerkendte danske skuespiller, som nu ville prøve lykken i USA, der drog ud. Men han fandt den, blot noget senere i Hollywood. I Montreal traf han Via, født i Grenaa, og parret blev gift i 1914, men det blev kun til det ene barn, sønnen Allan. Til San Francisco I 1915 drog han med familien til San Fransisco i forbindelse med verdensudstillingen, og det lykkedes ham da også at få arbejde som maler. Det var også på det tidspunkt, at filmen for alvor begyndte at røre på sig. Hersholt rejste til Hollywood for at se, om der var chancer der. De første år I USA var drøje, men Jean Hersholt gav ikke op. Han markerede sig som såvel stumfilms- som taleskuespiller. Han mestrede karakterroller og spillede bl.a. sammen med Greta Garbo. På Udvandrerarkivet glæder Torben Tvorup Christensen sig over de nye detaljer, han har fundet om en kendt dansk-amerikaners liv og levned. - Der er til en dokumentar eller et foredrag, mener han.

Hersholt, Jean Pierre Carl (I130258)

848

Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.

Nulevende (I44086)

849

Skanserne

Svenskeskansen i Tønballe Skov er formentlig opført under svenskekrigen i 1658. Det siges at de fyrretræer der vokser på skansen i dag, nedstammer fra frø som soldaterne uvidende havde medbragt i deres udstyr. Svenskeskansen beskyttede effektivt indsejlingen til Horsens, men var ikke særlig godt befæstet mod indtagelse fra landsiden.

De 2 kanoner, der er opstillet på skansen, stammer fra linieskibet Christian VII, der i vinteren 1787 forliste i en storm ved Anholt. Gustav Glud købte skibskanonerne på en auktion i 1906.

Lille Batteri ved Hesteodde menes at være det ældste anlæg. Kong Frederik d. 2. udstedte i september 1566 et åbent brev til bønderne i Bjerre Herred om, at de under kommando af "Os elskte Holger Rosenkrantz" til Boller skulle opkaste en skanse ved indsejlingen til Horsens fjord. Bønderne blev i brevet befalet at stille med heste, vogne, værktøj og mandskab og "holde ud" til arbejdet var tilendebragt. Lille Batteri er i dag overpløjet og ødelagt.

Store Batteri ved Hundshage formodes opført under Englandskrigen (1807-14). Det var det største skanseanlæg ved fjorden, udformet som en 5-strålet bastion med dybdegrave og høje volde, et solidt blikhus, mandskabsbarakker, krudttårn og brønd. På Horsens museum kan man se en kopi af anlægget. Til at lede forsvaret forestod justitsråd Poul Glud, Jensgaard, og der var tilknyttet varslingstjeneste med bavner (klargjorte bål) på Hundshage, Hesteodde, Borg, Bjergelide og Boller. Hverken batteri eller varslingstjeneste kom i brug.

Store Batteri er i løbet af de sidste 50 år ædt af havets bølger, og materialerne kastet op i strandvolden foran Tønballe Skov.

Kilder: Bjerre Herreds Bogen 1963, Glud-Hiarnø Sogns Historie 1948, og Jan Tidemand.

Senest opdateret 16-07-2008 af SNS - Trekanstområdet

Øvrigt

Rosenkrantz, Gabriel Holgersen (I119667)

850

Slægterne Zoega
Der findes 3 slægter Zoega. Dels præsteslægten Zoega, dels slægten Zoega fra Tinglev, og desuden slægten Zoega fra Vilstrup.
De 2 første slægter er tæt forbundne, da Tinglevslægten nedstammer fra præsteslægten paa kvindernes side. Den tredje slægt har overhovedet ingen forbindelse med de 2 øvrige, saa den tages ikke op her.

Præsteslægten Zoega er langt den største og vigtigste. I løbet af 1700-tallet er der lavet flere stamtavler osv.
Disse er som følger:

A. Paul Chr. Zoëgas stamtavla fra 1742
B. Paul Chr. Zoëgas stamtavla fra omkring 1760
C. Paul Chr. Zoëgas stamtavla fra 1763
D. Johan Zoëgas stamtavla fra omkring 1775/80
E. O.H. Møllers stamtavla fra 1778
F. Wilhadus Chr. Zoëgas stamtavla fra omkring 1780
G. Christopher Giessings stamtavla fra 1786
H. P. Rhodes ”Samlinger til Haderslev Amts Beskrivelse”, 1775
I. Wilhadus Chr. I. Wilhadus Chr. Zoëgas rapport till biskopen av Ribe fra 17/3 1766 og 16/3 1768.

Generelt er der overensstemmelse mellem disse udgaver, men der er dog nogle mindre forskelle mellem dem. I alle udgaver er stamfaderen MATTHIAS ZOEGA.

I udgaverne A, B, C, E, G og H, var han en italiensk adelsmand der ejede et gods i eller nær Verona. Ifølge F-udgaven ejede han et grevskab ikke langt fra Verona. Ifølge udgave I ejede han store godser i nærheden af Verona.

Ifølge oplysninger fra Italien, boede der folk ved navn Zoega-Zueeca-Judaccha i 1400, 1500 og 1600 tallene i Venedig og Padova, i nærheden af Verona. Disse var ikke adelige, kun patriciere. Oprindelsesby er sandsynligvis Venedig, hvor der er en laguneø som er navngivet Judaccha eller Giudecca (Jødeøen), som familien kan have taget navn fra.

Slægtens vaabenskjold var en løve i den øverste del af skjoldet, med syv eller otte kugler i feltet nedenfor. Dette vaaben minder om Medici familiens fra Firence, men slægten Zoega stammer næppe fra denne ædle familie. Paa sin første rejse til Italien fandt arkæologen Georg Zoega dette vaaben paa en husmur i Venedig. I Danmark findes dette vaaben i Vilstrup og Rabsteds kirker, hvor medlemmer af slægten var præster. Det er ogsaa Matthias Zoega's segl der findes paa et dokument i landsarkivet i Gottorp med initialerne MD (Matthias Dantzer?).

Ifølge udgaverne A, B og C kom Matthias Zoega i strid med en ”benachbarten Edelmann” (Adelsmand i nabolaget), ifølge udgave F var det med hertugen af Verona under en jagt, mens det ifølge udgave G drejede sig om en ”Grænsestrid”. Alle udgaver angiver at han, under en duel, skød sin modstander og derefter flygtede til Tyskland. I udgaverne F og I først til Wien og da han ikke følte sig i sikkerhed videre til det lüneburgske hof.

Ifølge udgaverne A, B, C og H kom han imidlertid først til det brandenburgske hof, i udgave E staar der først det lüneburgske hof, men det er senere rettet til det brandenburgske hof. Her blev han i henhold til udgave H, sproglærer mens de øvrige udgaver angiver at han blev sproglærer og lutspiller.

Senere kom han, ifølge alle udgaver, derefter til det mecklenburgske hof, hvor han blev hofmester eller ”Magister morum” for de kongelige børn. Her blev han ogsaa, ifølge alle udgaver, mellem 1570 og 1580, omvendt til den lutherske kirke af hofpræsten Johan Stampe. Næsten alle udgaver nævner, at han blev tilbudt benaadning af Paven og lov til at vende tilbage til Italien paa betingelse af, at han atter blev katolik. Da han afslog dette, blev hans gods konfiskeret og han selv brændt ”In Effigia” i Rom. (”at hænge eller brænde nogen in effigia betyder, at en dødsdom effektueres ved hjælp af et billede af den dømte, som har formaaet at undvige straffen.”)

Alle udgaver er enige om, at han, fra Mecklenburg, kom til det Gottorpske hof som Geheimekammertjener. I udgave I angives, at han til sin død gjorde tjeneste som geheimesekretær og kammertjener ved det fyrstelige hof i Kiel.

I ingen af udgaverne omtales det, at han i 1579-80 havde en kortvarig stilling som danser ved det danske hof. Den daværende dronning i Danmark, dronning Sophie, stammede fra Mecklenburg, og kongen Frederik d. 2. var nevø til den daværende hertug af Gottorp, hertug Adolph. Paa den maade maa forbindelsen mellem de forskellige hoffer være kommet i stand.

Ifølge andre kilder angives det at M.Z. var ”instrumentist og gigler” ved hoffet i København fra 18, januar 1579 til 10. januar 1581.

1586 angives det at han er danser paa slottet i Gottorp. 1593 solgte han et hus i Schleswig, 1601 købte han et gravsted i Kiel, samme sted opnaaede han i 1604 borgerrettigheder. Forholdsvis kort tid efter maa han være afgaaet ved døden, for i slutningen af 1606 søgte hans enke om skattefritagelse med begrundelsen, at hun nu stod uden forsørger. Dette blev dog ikke bevilget da hendes mand, gennem pantelaanerforretninger, havde tjent mange penge og hun selv havde indtægt ved ølbrygning og børnene var forsørgede.

Enken Anna blev begravet i Kiel 1622.

M.Z. er muligvis identisk med den Matthias Dalarpo som nævnes 9. januar 1563 som søn til ”den vælske harpenist” Domenico Dalarpo ved hoffet i Schwerin i Mecklenburg, hvor der betales for deres hofklæder og sønnens forestaaende rejse til Italien. Navnet dal Arpo er næppe deres rigtige navn da det ganske enkelt betyder ”Harpespilleren”.

Hvis denne antagelse er korrekt, forandrer det jo en hel del naar det gælder beretningen om M.Z.'s herkomst og flugt fra Verona.

Ifølge alle udgaver af stamtavlen var M.Z. gift første gang med en italiensk grevinde, som sørgede sig til døde over den ulykke som ramte hendes mand.

Med hende havde han 2 døtre, ifølge udgave E var hun ”Aus dem hause Medicis” (af slægten Medici). Ifølge alle udgaver var hans anden hustru tidligere nævnte hofpræst Johan Stampes datter Anna. Ifølge udgave E note 2 levede hofpræsten i Parchim i Mecklenburg. Arkivmateriale oplyser at der fandtes flere præster med navnet Stampe i Mecklenburg, dog ingen hofpræst.

I ligprædikener over M.Z.'s datter Anna, gift Wasmuth fra 1675 og over hendes søn, professor Matthias Wasmuth fra 1688, nævnes det at M.Z. var en adelsmand fra Rom. Duelhistorien omtales overhovedet ikke.

Ovenstående er oversat fra et dokument som ligger på: http://www.hembygdshistoria.se/gravar/zoegahistoria.htm

Zoega, Matthias (I551225)

Webmaster Besked

Vi gør alt for at dokumentere vores forskning. Hvis du har noget, du gerne vil tilføje, så kontakt os venligst.

Notater

Quick Links

Kontakt

Webmaster Besked