Notater

Af Valdemar Wahl

Sognepræst

Det var i Ulvbjerg præstegård midt i september 1856 præstens 3 årige søn – det var undertegnede – var lige kommet op og søgte forgæves efter en stol i dagligstuen for at kravle op og se ud af vinduet. Derudenfor holdt en vogn med Lynderupgårds heste for, og et ungt menneske sagtens Pér eller Torst stod og læssede stolene og en del andre sager på vognen til stor misfornøjelse for mig. Moder trøstede mig med at jeg også skulde med i dag til sølvbryllup på Lynderupgård. Og det kunde nok behøves at låne hos venner og naboer til den lejlighed, for skjønt det næppe faldt vanskelig for ”madammen” i en snarvending at rede op til natteleje for 40 ”liggende” gæster, så forslog det dog ikke denne gang.

Madam Kjeldsen ejede nu dengang heller ingen fine sager, Min moder derimod, som havde familie i Kjøbenhavn, ejede allerede en flødekande, og sådan en fik madammen på Lynderupgård først kjøbt sig i Viborg adskillige år senere, og det gav anledning til at hendes mand, gamle Kjeld, skumlede lidt over at hans kone, ”nu vilde være fin”. – Nå vi kom på vognen og til Lynderupgård; ved min moders hånd gik jeg op ad trappen, bordet var dækket ovenpå, lange fjæl var lagt over stolene og jeg sad halv på en stol og halv på enden af en fjæl, hvorover jeg lydeligt yttrede mig misfornøjelse, men moder tyssede på mig, for nu rejste gamle Kjeld sig med glasset i hånden og talte så livligt, kraftigt og ungdomsfrisk trods sine 56 år, så den 3 års drengs øjne og tanker blev fanget deraf. Jeg kan endnu se det for mine øjne, det blev fotograferet ind i mit sind.

Dette er mit første minde om gamle Kjeld. Han endte sin tale og frem i døren til forstuen kom Viborg stadsmusikanter og blæste i deres horn. ”Kom ind og få halsen vædet”, sagde Kjeld på sit kraftige jydske. ”Tak” sagde de på deres fine kjøbstadsmål og kom ind og drak, den ene hængte sit skinnende blanke messinghorn på dørlåsen mens han tømte glasset. Jeg kunde godt se at de var anderledes end alle vi andre, det var mit første indtryk af Kjøbstadsfolk. – Det var altså festen den 3 års dreng lagde mærke til og glemte derover maden, for den husker jeg ikke.

Da dagen heldede blev der tændt lys of dandsen skulde gå i salen i nederste stokværk, jeg sad hos min moder og så ungdommen strømme ind og fylde stuen og lysene skinnede stærkere, fordi det efterhånden blev mørkt udenfor. Ungdommen længtes vel efter at begynde dandsen, men hvor var han der skulde føre dandsen op? Min moder var tydeligt nok betaget af feststemningen og derfor blev tiden ikke lang for mig. ”Se der er kaptajn Licht”, sagde moder til mig. Jeg kan se ham for mine øjne så tydeligt endnu, 61 år efter, det var første gang jeg så en soldat, han var jo i gala, med sabel og skinnende ”rabatter” og førte dandsen op med Dorthea Kjeldsen, ikke husets datter, men hende fra Lerkenfeldt. Det havde nu sine grunde, de to blev forlovet kort tid efter.

Jeg bliver nu altid søvnig når jeg ser på at folk dandser, det gjorde jeg også den dag og for tredje gang i dagens løb blev jeg gnaven. Så tog moder mig med ind i et soveværelse, hvortil døren fra dansesalen stod åben. I de store brede senge derinde kunde folk der blev søvnige under dandsen lægge sig og få en søvn, sådan var tidens skik. I halvmørket tog min moder en af de svære dyner til side, for at lægge mig i sengen, men fik derved fat i et ben med en hvid uldsok på; hun tog mig og flygtede skyndsomt hen til døren, hvor lyset fra salen skinnede og stadsmusikantens horn gjaldrede og sølvbruden madam Kjeldsen stod, hun fik da hele historien. Hun lo så det klukkede. Det var mig ganske umuligt at begribe, at det kunde være morsomt og jeg følte mig meget forurettet over ikke at måtte komme ned i den varme seng ved siden af benet, der skal have tilhørt Kjeldsen på Ørndrup.

Jeg kunde ønske at en anden vilde skildre sine minder fra dette sølvbryllup her i bladet, det vilde være godt for os andre som mindes det og kanske nyttigt for den nulevende del af slægten; men det må ske snart ellers dør de folk ud, som avr med.

Ovenstående vil vise at en sådan fest for en familie og dens vennekreds kan præge sig selv i småbørns sind og blive til minde for dem. Børn plejer dog ellers at tænke mindst ligeså meget på maden de får som på hvad de ellers oplever; men jeg glemte ganske maden over festen.

Og dog vil følgende vise, at jeg ingenlunde manglede sands for mad. Jeg husker således engang på Lynderupgård at have forspist mig i nogle kjæmpemæssige Ål, som var blevne fangne i dammen i gården, da den engang blev tømt og renset. Ved en af de mange fødselsdage jeg i årenes løb var med til på Lynderupgård sammen med mine forældre og søstre, følte jeg mig i høj grad tiltalt af et mægtigt frokostbord, som stod dækket hele formiddagen og hvor enhver kunde gå hen og spise når han fik lyst. Når vi fra Låstrup præstegård så ofte kom i besøg på ”gården”, kunde der godt om aftenen være en 20 – 30 mennesker til bords, om også der slet ingen fremmede var ventet eller indbudt. Fremmede studeprangere, langvejsfra, tog uden videre ind og overnattede på Lynderupgård. Således har den nylig afdøde Jens Stokholm Buch, af Holmegård ved Lem station, fortalt mig, at han har overnattet på Lynderupgård. Der var en tid vi syntes det var hélt mærkeligt at komme dertil i besøg, når vi selv var de eneste fremmede. For det meste var der da en 3 – 4 pladser i spisebordet til aften, og jeg følte mig i høj grad imponeret af de hele stege, hele skinker og hele oste, som i reglen blev sat ind. Gamle Kjeld spiste kun lidt deraf, han fik en tallerken øllebrød, men så meget desto mere sad han uafladelig og opfordrede gjæsterne til at spise ved tilråb til hver enkel henover det lange brede bord, ”Værsågod aa spis, Dokkedal, værsågod, Mathias; værsågod hr. pastor, vær ikke stolt min fa’r”. Og når så turen kom til mig, der endnu ikke var fyldt 10 år: ”Tag et stykke steg mere Valdemar, vær ikke stolt min fa’r” – ja så var jeg – ikke stolt. I reglen havde en af de voksne sønner sat sig ved siden af mig og sørgede for at fylde min tallerken. Jeg husker engang at det var Jens (Ham der nylig havde guldbryllup og fader til Kield Kieldsen, der nu ejer Lynderupgård) – stegen kom på sin vandring omkring bordet til mig, tilråbet skete: ”Vær ikke stolt min fa’r”, men det var umuligt for Jens at anbringe noget som helst mere på min topfulde tallerken. Jeg kan endnu se Jenses smil, han havde trods sin ungdom sans for det komiske i en situation. Jeg kunde naturligvis ikke begribe hvorfor de alle sammen lo.

Jeg var ikke fyldt 11 år da gamle Kjeld døde i Juli 1864. Er det ikke underligt at sådanne minder kan være fotograferede ind i ens sind, så de kan tages frem ganske uberørte af tidens tand, som et billed der har ligget hengemt mange år i en skuffe og måske glemt – men pludseligt står mindet lyslevende for en som var det sket i fjor. Sådan er mennesket nu indrettet – også med hensyn til de dybe alvorlige minder, smertelige minder, lyse varmende minder om de oplevelser, der har gjort os til dem vi er blevet til.

Jeg vilde gjerne henstille til ”Slægtens” udgiver at samle sammen nogle af de minder om gamle Kjeld, som endnu haves, han var en betydelig Mand på sin egn i sin tid.

Arninge præstegård ved Nakskov, den 25. Februar 1918 Valdemar Wahl.

Erica Eriksen

Bor i Valby, København

Fra Valby, København, Denmark

Født den 18. september 1948