Historien om familierne Hansen, Jensen, Ravnholdt m.m.
Match 751 til 800 fra 50,310
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 751 | 9 uger gammel | Koefoed, Georgine Cathrine (I8462)
|
| 752 | 9. aug. 1912 Navngivet af moderen | Jeppesen, Orla Ludvig Ravnholdt (I585)
|
| 753 | 971 Testamente for Giertrud Krogstrup, afgangne lieutenant og tolder Høstes enke af Gammelgård udi Århus stift, oprettet 4 februar 1795. Hun skriver bl a, at hun ved hendes mands død, blev sat i trykkende omstændigheder, da adskillige for ham indtrufne vanheld, og et lidet levebrød, hindrede ham i at efterlade hende nogen formue, først nogle år efter hans død, erholdt hun ved ansøgning 30 rdr af postcassen, men også dette var utilstrækkelig til hendes nødtørftige udkomme, hun måtte da tage sin tilflugt, til hendes eneste levende søn Jens von Haven Høst, på Gammelgård, som i nogle år betalte årlig 60 rdr for hendes kost og logi, hos præsten hr Hegård på Samsø, indtil han for 4 år siden tog hende i hus, hvor hun nu nyder nødvendig pleje etc. [hos sønnen]. Hun har med laugværgens samtykke, hr Thistrup sognepræst i Storring, besluttet at skænke til sønnen og hustru, efter sin død alt det hun måtte efterlade sig, af klæder m v, thi af penge kan hun intet efterlade sig, som en liden erkendelighed for al den godhed de har vist hende. Nævner hendes eneste, nu afdøde datter Elisabeth Høst, gift med Lars Ziigler, hendes efterladte og endnu levende datter Birthe Ziigler som nu er i Norge, og som desuden, efter nogle af vor familie er tillagt anseelige midler, eller hendes værge eller arvinger i tiden, må gøre nogen prætention på det lidet som måtte blive efter hendes [Testators død] til overs. 21 december 1798. | Krogstrup, Gertrud Marie Andresdatter (I93044)
|
| 754 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I16061)
|
| 755 | Faddere Moderen bar Aftægtskone Niels Vestergaards Enke i Ølgod Husmand Niels Ekknud Eriksen i Lærkeholt Banearbejder Peder Mikkelsen Jensen i Torstrup | Jensen, Niels Vestergaard (I90733)
|
| 756 | "Den lille Ida" Ida Holten Thiele, gift Wilde, døde af tuberkulose 32 år gammel. Hun havde da fire børn: Johan 7, Ida 5, Johanne 3 og Just 2 år. ”I København i Løbet af Vinteren, i hvilken gamle Bissen fuldendte min Hustrus Buste, hugget i Marmor af Sønnen... tog Sygdommen til, trods al omhyggelig Pleje af fire Tanter. Om Natten passede jeg hende selv...” Alexander Wilde: Lyse og mørke Livserindringer 1856-1863 ”Efter Nytår 1863 blev Sygdommen så hård, at vi hver Dag ventede det Værste. Den 26de Februar var en klar Solskinsdag, og min Hustru bad mig om at gå ud for at se, om den Opfordring var fulgt... at få Folk på Strøget til at flage, når Prinsesse Alexandra afrejste til sit Bryllup med Prinsen af Wales... da vor lille Lars kom styrtende hjemme fra og hen imod mig med det Udråb: Herre Gud, Hr. Kaptejn, skynd Dem, Fruen er lige ved at dø! Klokken fire... frigjorde min elskede Hustrus Sjæl sig fra sit stakkels af Sygdommen hærgede Legeme... efterladende mig en Skat i vore fire Børn.” Alexander Wilde: Lyse og mørke Livserindringer 1856-1863 Indskriften på Idas gravsten ”Som vandrerens gang over sneen Så var din vej gennem livet Spor betegne dens vej, Men ikke en eneste plet” Wildes indskrift på hustruen Idas gravsten på Assistens Kirkegaard | Thiele, Ida Holten (I92439)
|
| 757 | 1892 Peder Hviid, der er over 82 Aar gammel, siden 26. Februari har solgt 42 Stude fra Vennelyst paa Randers Mark til 182 Kroner pr. Styk, selv kjøbt igjen og beset Græsset eftersom han er kommen af med de saakaldte fede Stude, og smaae og graae, saa han i Grunden er en gammel Knop, skjøndt han og Datter mener han er saa ringe, men jeg mener nei, og en gammel Karl til at passe paa pengene, og veed hvad hans Varer er vær, thi tænk dig han for en rigtig god rød Hoppe forlanger kund 900 Rigsdaler for den. – imidlertid er den meget vær. – Hans søn Oska der har været i England, senere i Kjøbenhavn, i Sommer boet i Langaa, er nu flyttet hertil Byen. Han vil ei op til Faderen, uagtet han har ønsket det. – Hvad tror du derom, er det ei en kjøn lydig Søn !!! 1893 I Løverdags var Brok, Gadegaard, Bunde og jeg paa Tranekjær, og Peder gav os et Hurra, da vi kom der, saa det var jo mere end man kunde forlange, men han bliver træls at tale med, da han ei vil eller kan huske 1893 Peder Hviid maatte dog til Ryes Brigade, og nu skal alle hans Eiendomme sælges og der siges der er Liebhavere nok | Hviid, Peder (I77656)
|
| 758 | 27. AARGANG NR. 5, MAJ 1942 (s. 11) FHV. AMTSLÆGE H. TRAUTNER DØD Fhv . Amtslæge Holger Trautner er afgaaet ved Døden den 30. Januar. Bisættelsen foregik i Stilhed. Holger Petersen Trautner var født den 4. Juli 1868 i Stiftsbjergby som Søn af senere Købmand i Sorø Julius William Trautner (døde 1914) og Hustru Ida Theodora, f. Petersen (død 1870). Han blev Student 1886 fra Sorø Akademis Skole og tog seks Aar senere medicinsk Eksamen. Efteraaret 1892 under Koleraepidemien i Hamborg var han Skibslæge paa Korsør— Kiel-ruten og derpaa Reservelæge ved Odense Amtssygehus til 1893. I 1894 nedsatte han sig som praktiserende Læge i Grenaa, udnævntes i 1915 til Kredslæge for Nørre Djursland og i 1923 til Amtslæge for Skanderborg Amt, et Embede han tog Afsked med i 1936, hvorefter han flyttede til København. Holger Trautner var en meget virksom og interesseret Læge, der gjorde en betydelig Indsats paa flere Omraader. Han var saaledes en af de første Læger herhjemme, der fik Specialistanerkendelse i Gigtsygdomme. I 1923-30 var han Formand for Skanderborg Amts Afdeling af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, Formand for Plejebørnstilsynet i Grenaa 1915-22 og i Skanderborg fra 1924. Desuden sad han som Formand eller Bestyrelsesmedlem i en Række offentlige og private Institutioner og Foreninger og udnævntes i 1931 til Æresmedlem i Skanderborg Amts Jordemoderforening. Saavel i inden- som i udenlandske lægevidenskabelige Tidsskrifter har han skrevet talrige Artikler, og i 1903 paaviste han, at Colibacillen i Tarmkanalen er Aarsag til Dannelse af Urinsyre og dermed til Gigt og Rheumatisme. I 1907 modtog han fra Carlsbergfondet Understøttelse til videnskabeligt Arbejde. Udover Lægegerningen interesserede han sig bl. a. for Politik og var opstillet som konservativ Folketingskandidat i Grenaa og Ebeltoftkredsene ved Valgene i 1920. Trautner blev i November 1894 gift med Marie Kirstine Louise (Maja) Trautner, f. 11. Februar 1871 i København som Datter af Grosserer O. J. Budtz-Jørgensen (død 1913) og Hustru Marie Kristine, f. Mikkelsen (død 1917). Fru Trautner overlever sin Mand sammen med en Søn og to Døtre. [Teksten findes på http://www.soranerarkivet.dk/forum/attachment.php?aid=374] | Trautner, Holger Petersen (I122914)
|
| 759 | Adresser: ?-11-1900: Smedens Gang 7 , stuen 1-11-1901: Frederiksborgvej 2 B , stuen 1-11-1902: Georgs Vej 4 31-11-1905: Fra Ryesgade 55,1 til Smedens Gang 6 , 4. hos Petersen 1-11-1906: Georgs Vej 6 , stuen 1-11-1907: Fra Georgsvej 4 til Klerkegade 15 , Bagh. , stuen 29-1-1908: Lille Regnegade 8 , 2. hos Nattevagt Eriksen 1-11-1909: Dannebrogsgade 33 , stuen 1-11-1920: Borgergade 11 A , 5 1-11-1921: Borgergade 11 A , 5 | Mundeling, Christian Adolf Andreas (I75021)
|
| 760 | Af folketællingen 1906 ses det at de opholdt sig i området: Hjørring, Øster Han, Øster Svenstrup, Øster Svenstrup, , 141, FT-1906, D2003 Erhardt Mundeling 8/11-1860 Gift Husfader Cirkusdirektør Justine Mundeling 10/4-1864 Gift Husmoder Anna Mundeling 29/9-1884 Ugift Barn Artistinde Elvira Mundeling 23/3-1886 Ugift Barn Artistinde Betty Mundeling 11/8-1898 Ugift Barn Viola Mundeling 23/7-1900 Ugift Barn Antoni Mundeling 4/9-1902 Ugift Barn Barnnum Mundeling 22/6-1903 Ugift Barn Klepatia Mundeling 22/5-1904 Ugift Barn Alfred Mundeling 22/5-1905 Ugift Barn Kristian Christensen 18/9-1879 Ugift Tjenestetyende Staldkarl Helene Mundeling 1/8-1881 Ugift Barn Artistinde Rudolfine Mundeling 17/1-1888 Ugift Barn Artistinde Erhardt Mundeling 17/8-1893 Ugift Barn Artist Peter Kristiansen 7/3-1877 Gift Svigersøn Artist Anton Lauersen 15/3-1879 Ugift Tjenestetyende Artist Hans Satu?? 14/1-1884 Ugift Tjenestetyende Artist | Mundeling, Erhardt Gustav (I75097)
|
| 761 | ALEXANDER II Storfurste av Finland, kejsare av Ryssland Alexander II har kallats ”befriaren”, för han var den kejsare som avskaffade livegenskapen, men benämningen beskriver samtidigt hans sätt att regera i vidare mening. Under Alexanders regenttid genomfördes i Ryssland och Finland många reformer som ledde till ett friare samhällsklimat och skapade förutsättningar för ett civilsamhälle. Under trycket från senare perioders russifiering högaktade finländarna Alexander II:s minne och såg i honom den ideale regenten. Den blivande kejsaren, storfurst Aleksandr Nikolajevitj föddes i Moskva 1818 som förstfödd son till storfursten Nikolaj Pavlovitj (Nikolaj I) och storfurstinnan Aleksandra Fjodorovna. I samband med faderns tronbestigning 1825 fick den sjuårige tronarvingen uppleva dekabristupproret. Då blev han också, vid sidan av militära hedersuppdrag, utnämnd till kansler för Helsingfors universitet efter fadern. Tronarvingen fick en mycket god uppfostran, i synnerhet med den berömde poeten Vasilij Zjukovskij som lärare; de som hade ansvar för storfurstens (civila) fostran hörde mestadels till den intellektuella kretsen kring familjen Karamzin och Alexander Pusjkin. Ministerstatssekreteraren för Finland, greve Robert Henrik Rehbinder, hade nära kontakter med denna krets, och den unge kanslerns band till Finland bidrog till det närmande mellan finsk och rysk kultur som kulminerade i universitetets 200-årsjubileum 1840. Storfurstens besök som kansler i Helsingfors 1842 skapade ömsesidiga och varaktiga band av sympati. Då fattade bland andra den unge Zacharias Topelius tycke för den framtida regenten, som han sedan lovprisade i dikter. Han följde här den unge diktaren och historieforskaren Fredrik Cygnaeus, som redan 1836 hälsat storfursten-tronarvingen Alexander med sin ståtliga dikt, Du morgonrodnad öfver nordens himmel! Storfursten besökte sedan som kansler Helsingfors 1851 med anledning av den kris som uppstått till följd av ”Nordenstams bal”, en mot universitetets vice kansler riktad protest från studenter som valt att utebli från en tillställning med anledning av tronföljarens tjugofemårsdag. Vid detta besök betonade storfursten regeringens positiva inställning till finska språket och litteraturen genom att personligen överräcka utnämningsbrevet till den förste professorn i ämnet, Matthias Alexander Castrén. Tillsammans med fadern och brodern besökte storfursten återigen Helsingfors med anledning av Krimkriget 1854. Alexander II besteg tronen den 2 mars 1855 och bekräftade då finländarnas och ståndens privilegier samt utnämnde som seden bjöd sin äldste son, storfurst Nikolaj Aleksandrovitj till kansler för Kejserliga Alexanders-universitetet i Finland. När arvfursten dog gick kanslerskapet 1865 i arv till hans bror, storfurst Aleksandr Aleksandrovitj (Alexander III). Krimkriget fortsatte, förlusten av Sevastopol betydde nederlag för Ryssland, och fred slöts i Paris 1856. Rysslands nya position i den internationella politiken befriade landet från uppgiften som garant för Wienkongressens beslut och tillät en koncentration på inrikespolitiken, något som motsågs med stora förväntningar. Omedelbart efter att fredsfördraget ingåtts undertecknade kejsaren i mars 1856 i Moskva ett manifest om beredningen av genomgripande reformer; strax därefter besökte han Helsingfors, där han den 24 mars höll ett tal i senaten. Det innehöll ett tack till finländarna för lojalitet under kriget och ett brett upplagt reformprogram. I augusti 1856 kröntes Alexander II och hans gemål Maria Aleksandrovna i Moskva. Efter Alexander II:s reformtal och kröning fördes i hela kejsardömet och även i Finland en ivrig samhällsdebatt. De stora reformerna måste dock i Ryssland och delvis även i Finland förverkligas i form av ukaser uppifrån, för en tillräcklig konsensus kunde inte nås, framför allt i frågan om jordägande och livegenskap i Ryssland. Livegenskapen förkunnades sålunda upphävd och bönderna fria i ett kejserligt manifest 1861. Det var denna reform som både hemma och utomlands gav Alexander II ryktbarhet som ”befriare”. I skuggan av den reformen hamnade en lika viktig reform av rättsväsendet och lokalförvaltningen, som innebar att det inrättades valda förvaltningsorgan på olika nivåer och ett rättssystem baserat på nämndförfarande. Dessa reformer innebar en grundlig omdaning från ett autokratisk-byråkratiskt samhällssystem i riktning mot ett civilsamhälle. Reformerna hade även till syfte att bereda jordmånen för ett senare parlamentariskt system på nationell nivå. För Finlands vidkommande fattade kejsaren omedelbart två viktiga beslut. Finland fick, efter ett kvartsekels uppehåll, i generalen och sedermera greven F.?W.?R. Berg en generalguvernör som fungerade permanent i Helsingfors, och i S:t Petersburg återupprättades 1857 Kommittén för finska ärenden till stöd för ministerstatssekreterarämbetet i harmoniseringen av Finlands och Rysslands lagstiftning och administration. Finlands och Rysslands tullrelationer organiserades 1859 på ett sätt som gynnade Finland, beslutanderätten i en stor grupp ärenden överfördes från kejsaren till senaten – liknande delegeringar skedde visserligen under varje kejsares regenttid. Finlands industri och ekonomi kunde förnyas genom avskaffande av privilegier och monopol och senare med ny lagstiftning som underlättade för ekonomin genom att tillåta aktiebolag, modern bankverksamhet och en modernisering av jordbruket med hjälp av hypotekslån. I Finland väcktes tidigt ett hopp om sammankallande av lantdagen. Kejsaren var dock betänksam över den effekt ett sammankallande av ständerna skulle kunna ha i andra delar av kejsardömet, i Polen och själva Ryssland, och därför prövade man först en kompromiss genom att sammankalla ett ständerutskott, det s.k. januariutskottet, 1861. Utskottet skulle lugna Finland utan att alltför mycket provocera Ryssland och Polen, där ett parlament inte kunde tillåtas i den rådande labila situationen. En stärkt liberal, intellektuell, borgerlig och akademisk opinion, manifesterade sig i politiska demonstrationer i Helsingfors, och kejsaren förkunnade att avsikten inte hade varit att ersätta själva lantdagen. Oppositionen hade fått fart vid promotionsbalen året innan och vid demonstrationer mot generalguvernören greve Berg. Vid årets slut grundades Helsingfors Dagblad, en modern, liberal, politisk dagstidning som språkrör för denna gruppering. Samtidigt hade greve Berg lyckats främja landets ekonomiska och kommunikativa förhållanden genom att fortsätta det arbete som Lars Gabriel von Haartman utfört som vice ordförande för senatens ekonomiedepartement. Sommaren 1863 var kritisk, då det polska upproret hotade att övergå i storkrig. I det läget utnämnde kejsaren Johan Vilhelm Snellman till medlem av senaten – han hade utan ansökan blivit utnämnd till professor alldeles i början av Alexander II:s regenttid. Kejsaren anlände själv tillsammans med två av sina söner och krigsministern till Finland för att inspektera militären och befästa finländarnas monarkistiska känslor. I samband med det utfärdade kejsaren, utan senatens och lantdagens hörande, på Snellmans initiativ ett manifest som reglerade landets ämbetsspråk genom att upphöja finska språket till officiellt språk under en övergångsperiod på tjugo år. I september 1863 kom kejsaren åtföljd av tre söner och fyra ministrar på nytt till Finland för att öppna lantdagen; kejsarens imponerande, välvilliga men fasta auktoritet, en väldig parad och en ståtlig bal gjorde ett gynnsamt intryck på den allmänna opinionen, även på den västvänliga opinion som företrätts av Helsingfors Dagblad. Lantdagen sammankallades på nytt 1867 och därefter vart femte år, men någon stor reform av regeringsformen för Finland förverkligades inte utöver 1869 års lantdagsordning, där den reguljära verksamheten för lantdagen reglerades. Lantdagen hade en stor symbolisk betydelse för spridningen av idéerna om Finland som nation och om civilsamhället. Alla andra planer rörande senatens ställning och den högsta rättsinstansen samt intentionerna att öka lantdagens makt förföll. Lokalförvaltningen moderniserades däremot med en ny kommunallag, som skilde kommunerna från församlingarna, och med en ny kyrkolag, som skilde hela undervisningsväsendet från kyrkan som det, med undantag av universitetet och kadettskolan, hade hört till. Detta motsvarade utvecklingen i kejsardömet, där man höll fast vid de stora reformernas genomförande medan inga nya reformer bereddes på grund av det polska upproret, det internationella läget och den anarkistiska eller terroristiskt revolutionära anda som spridit sig. I Finland inföll de stora hungeråren med sina problem i början av greve Adlerbergs ämbetsperiod, liksom också det stora järnvägsbygget från Riihimäki till S:t Petersburg. Missväxtåren ledde till befolkningsminskning och skuldsättning men lade samtidigt grunden till en betydande modernisering av jordbruket. Relationen mellan Finland och Ryssland påverkades både på ett praktiskt och på ett symboliskt plan av mynt- och värnpliktsfrågorna. År 1860 hade Finlands Bank, närmast av praktiska skäl, fått ta i bruk en egen myntenhet (mark/penni), som var bunden vid värdet på (pappers)rubeln. År 1865 infördes silvermyntfot med hjälp av statslån från Tyskland, och 1877 övergick man till guldmyntfot. Målet var att främja det ekonomiska livet i Finland, inte att framhäva Finlands ställning som nation. Samma uppgift hade många av de nya ämbetsverk som grundades under denna tid. Tillsammans kom dessa reformer att långt klarare än förut framhäva storfurstendömets ställning som en egen nation, samtidigt som det integrerades genom upprättande av järnvägs-, kanal- och posttrafik och organisering av näringslivet (banker och försäkringsbolag) samt press och informationsförmedling. En central faktor var skapandet av ett folkskoleväsende med en praktisk och fosterländsk inriktning, skilt från kyrkan. Den reformen, som hade aktualiserats redan i början av Alexander II:s regenttid, fick sin början i och med att det första folkskollärarseminariet grundades i Jyväskylä på 1860-talet. Reformen av lärdomsskolorna ledde till motsättningar mellan den linje generalguvernör Adlerberg drev och den linje generalen, friherre Casimir von Kothen drev. Kothen, som var landets första chef för Överstyrelsen för skolväsendet, förespråkade en linje med inriktning på yrkeskompetens, realämnen och levande främmande språk. Den väckte motstånd bland de konservativa och representanterna för den framväxande fennomanin och den holistiska filosofin, vilka talade för en inriktning på universitetsstudier och ämbetskompetens och därmed på latin och teoretiska studier. De följde med andra ord samma linje som den konservative undervisningsministern greve Dmitrij Tolstoj i Ryssland. Frågan avgjordes denna gång närmast till de senares favör, men den föregående linjen blev senare aktuell i form av samskolor och privatskolor. Sedan Krimkriget hade också en förnyelse av armén varit aktuell, och frågan hade diskuterats både i Ryssland och i Finland. I Ryssland infördes allmän värnplikt 1870, lagen stadfästes 1874, och kejsaren befallde genast (1870) att allmän värnplikt skulle införas även i Finland. Organiseringen av värnplikten i Finland diskuterades ingående i både Finland och Ryssland, och slutligen antog ständerna och kejsaren 1878 en för Finland gynnsam värnpliktslag som till centrala delar stiftades som grundlag. Därmed garanterades storfurstendömet en egen militär bestående av landets egna medborgare. Året 1866, då kejsaren avgjorde sin Finlandspolitik för de närmaste åren genom att utse en kraftfull generalguvernör, greve Nikolaj Adlerberg, en personlig barndomsvän, var en vändpunkt även i det politiska livet och i kejsarens privata liv. Preussens seger i kriget mot Österrike löste väsentligen frågan om Tysklands enande, och Alexander II förblev solidarisk gentemot morbrodern Wilhelm I:s och Otto von Bismarcks politik, inte minst på grund av den politik Preussen hade drivit under det polska upproret 1863. Ryssland–Preussen-alliansen fick därmed ny tyngd och betydelse och ökade även Rysslands betydelse. Ryssland å sin sida expanderade kontinuerligt i Centralasien och var ständigt oroat över och intresserat av situationen på Balkan. Alexander II råkade 1866 första gången ut för ett mordförsök. Detta fick stor betydelse för såväl den allmänna opinionen som honom själv: terroriströrelser måste bekämpas mer beslutsamt. Till undervisningsminister utnämndes greve Tolstoj, som blev det skarpaste målet för liberalernas och vänsterns opposition. Kejsaren själv såg härefter sitt liv som osäkert, och detta bidrog till att den då 48-årige Alexander skaffade sig en ny livsledsagarinna i den unga furstinnan Jekaterina Dolgorukaja. Kejsarinnan hade blivit svag och sjuklig och råkade alltmer under religiösa och panslavistiska kretsars inflytande. Hon växte efter hand ifrån den sensuelle och sentimentale kejsaren, som beundrade kvinnlig skönhet. Den beundrade och på allt sätt lovande tronarvingen, storfurst Nikolaj Aleksandrovitjs död 1865 förenade föräldrarna, men när kejsarinnan drog sig undan i sorg sökte sig kejsaren till den unga älskarinnans famn. Ingenting tyder på att man i Finland kände till kejsarens affär, eller att kejsaren och älskarinnan vigdes i hemlighet 1880, strax efter kejsarinnans död. Kejsaren hade 1876 kommit till Finland, dels för krigsfarans skull – han kom direkt från förhandlingar med kejsaren av Österrike-Ungern, och krig mot Turkiet över Balkanfrågan bröt också ut året därpå – dels för att besöka Finlands första allmänna industri- och konstutställning, som ägde rum i Brunnsparken i Helsingfors. Resan hade karaktären av ett statsbesök: kejsaren åtföljdes inte bara av tronarvingen med gemål utan även av kejsarinnan Maria. Denna hade inte tidigare besökt Finland, men hade lånat namn åt en ny stad, Mariehamn. Industri- och konstutställningen synliggjorde allt det som åstadkommits i Finland under Alexander II:s tid: landets industriella utveckling hade tagit fart, välståndet hade tack vare trävaruexporten ökat snabbt, trafikförhållandena hade förändrats i grunden tack vare Saima kanal och järnvägarna, ett för Finland egenartat vetenskaps- och konstliv höll på att växa fram, här fanns en bred tidningspress och folkbildningen lade grunden även för ett kulturliv och en litteratur på finska. Allt detta höjde finländarnas självkänsla, en känsla som förenades med en tidigare beundran för kejsaren. Besluten 1877–1878 om en egen militär och ett eget mynt bundet till guldet väckte avund och motstånd i Ryssland. Finska (icke-värnpliktiga) gardets och finska officerares insatser på den ryska sidan i rysk-turkiska kriget liksom stödet för kriget hos den allmänna opinionen i Finland dämpade likväl för lång tid framöver kritiken mot finländarna. Trots en liknande ekonomisk och andlig utveckling i Ryssland pyrde där en revolutionär terrorism, som eldades under av kejsarens preferenser vid utnämningar och de ledande kretsarnas intressekonflikter, samt av hela den snabba tillväxten i den kapitalistiska ekonomin och dess konsekvenser. Efter flera attentat började Alexander II slutligen slå in på en väg mot nya liberala reformer och hade redan undertecknat greve Michail Loris-Melikovs stora reformplan, då ett nytt attentat den 1 mars 1881 lyckades och ändade kejsarens liv. Loris-Melikovs plan ville dra fördel av den anda av framsteg och resultat som präglade Alexander II:s 25-årsjubileum genom att försiktigt styra in Ryssland på en parlamentarisk väg. För Finlands del hade detta troligen betytt ett upphävande av Finlands separata representationssystem. För en särutveckling för Finland var ett enväldigt Ryssland att föredra framför ett parlamentariskt och därmed oundvikligen nationalistiskt sinnat Ryssland, för finländarna kunde övertyga kejsarna om önskvärdheten av kontinuitet i de rådande om än vaga finsk-ryska relationerna genom att visa lojalitet mot kejsarens person och hans utrikespolitik. Detta förutsatte både en auktoritativ monark och ett absolut icke-revolutionärt Finland. Under Alexander II:s tid fungerade detta förhållande väl, och Finland hade ständig fördel av jämförelsen med de upproriska polackerna. Kejsarens redan i unga år förvärvade Finlandskännedom och välvilja mot Finland bidrog också till saken. Också ministerstatssekreterarna greve Alexander Armfelt och friherre Emil Stjernvall-Walleen såväl som många andra finländare i kejsarens närhet, såsom generalen, friherre Anders Edvard Ramsay eller hovdamen Aurora Karamzin, bidrog till kejsarens välvilja mot Finland. I Finland hade Alexander II sina främsta anhängare i Snellman och Topelius. Den förre försvarade och förklarade kejsarens politik i pressen och det politiska livet, den senare påverkade starkt barnens och ungdomens sentimentala monarkism. Även den tidiga regeringstidens liberala opposition hade tack vare lantdagen och kväsningen av det polska upproret 1863 accepterat Alexander II som Finlands ”borgerliga” och ”konstitutionella” regent. I början av 1870-talet började likväl en ny, till att börja med liten opposition ta form i svekomanins tecken, och i slutet av 1870-talet upplevde den populistiska radikalfennomanin en kort blomstring, även den i första hand en studentrörelse. Den senare dämpade sig snabbt, men svekomanerna började vid regeringsskiftet vinna genklang i liberala kretsar, när fennomanerna under Snellmans ledning lyckades torpedera försöket att grunda ett liberalt parti. Snellman, som Alexander II genast i början av sin regeringstid befordrat till officiella uppdrag och stöd för sin politik, avled bara några månader efter sin regent. En annan beundrare och anhängare av Alexander II med central betydelse för den allmänna opinionen, statsrådet Fredrik Cygnaeus, avled likaså 1881. När den nye kejsaren genast lät byta ut personer på ledande poster i sitt rike, även i Finland, kom Alexander II:s regeringstid att bilda en egen helhet, från sin början till sitt slut. År 1894 avtäcktes på Finlands symboliskt viktigaste plats, mitt på Senatstorget i Helsingfors, en staty till Alexander II:s minne. Statyn är med sina fyra sidofigurer det främsta personmonumentet i Finland. På stoden står årtalet 1863 inristat till åminnelse av lantdagarna, och sidofigurerna Lex (Lag), Lux (Ljus), Pax (Fred) och Labor (Arbete) symboliserar Finlands utveckling under Alexander II:s regeringstid. Matti Klinge https://www.blf.fi/artikel.php?id=3109 | Romanov, Zar Alexander II af Rusland (I631108)
|
| 762 | Anmærkninger: Hængte sig i fortvivlelse 1832. Sejling Kirkebog side 184 nr. 2/1832. Mathias Vilhelm Mohr hængte sig, som det fremgår af Severin Veiersøs dagbog. Men hvorfor? Den nuværende ejer af Clausholm, pensioneret dyrlæge Eigil Overby, (8/3-2007) oplyser, at han havde koldbrand i benene, hvilket giver ulidelige smerter. Samtidig var han blevet snydt for en stor del af købesummen, da han solgte Clausholm, af den nye ejer. Eigil fortæller, at han skulle have sagt til sin kone, at han ville ride over til Clausholm for at få en ordning med den nye ejer. I stedet hængte han sig i laden! Hovedårsagen skulle være smerterne, men mon ikke også de økonomiske problemer spillede ind. Sygdom Han led af vattersot, dvs. vand i kroppen. Det kan give hjerte- og lunge- og nyresvigt efter blodprop. Det fik han da han var i fyrrerne. | Mohr, Mathias Vilhelm (I20867)
|
| 763 | ANNA JACOBINE NYHOLM født i Valløby Sogn (ved Tissø) den 26. Juni 1823 (Her var Holger Vilhelm Nyholm præst paa dette tidspunkt) og død i Jelling den 10. Maj 1895 der gifter sig i Højelse den 29. Juni 1852 (Birgits kande) med JOHAN LUDVIG MATHIESEN SØRENSEN Lærer først i Askvad Skole, Valløby Sogn ved Tissø. Lærer i Vig født i Nørhaa Sogn i Thy den 6. Juli 1816 og død i København (Skt. Jacobs Sogn) 28. December 1902 (Hans forældre hedder iøvrigt Hans Søren Sørensen og Øllegaard Sophie Leschly, hvilket forklarer noget om baade morfars navn og Familien Leschly i Lumby) Johan L. M. S. Og Anna J. N. faar 6 børn som følger: VILHELMINE GEORGINE SØRENSEN 1853 - 1894 ugift dør i sognet, hvor hun er født. HANS SOPHUS SØRENSEN 1856-1938 (Bl.a. Biskop i Aarhus 1907-1916) GEORG VILHELM SØRENSEN 1858-1952 Lærer i Nakkeby ved Nykøbing Sj. HOLGER VILHELM NYHOLM SØRENSEN født 1860 død paa Overgaard ved Rysensteen i 1916. Blev i 1894 gift i Svendborg med Marie Cathrina Spøhr der var født i Odense i 1870 Disse 4 er alle født mens faderen var lærer paa Askvad Skole, og derudover:HANS SØREN SØRENSEN 1862-1949 Lærer i Vig Skole - Nordsjælland. født i Vig den 24. April 1862, død i Vig den 19. August 1949 CARL CHRISTIAN SØRENSEN 1864-1934. Sognepræst til Gadstrup og Syv, også født i Vig (gift med Ingeborg Lund - mere forklaring til navnet Lund Sørensen) | Nyholm, Anne Jacobine (I9246)
|
| 764 | ANNA JACOBINE NYHOLM født i Valløby Sogn (ved Tissø) den 26. Juni 1823 (Her var Holger Vilhelm Nyholm præst på dette tidspunkt) og død i Jelling den 10. Maj 1895 der gifter sig i Højelse den 29. Juni 1852 (Birgits kande) med JOHAN LUDVIG MATHIESEN SØRENSEN Lærer først i Askvad Skole, Valløby Sogn ved Tissø, Lærer i Vig født i Nørhaa Sogn i Thy den 6. Juli 1816 og død i København (St. Jacobs Sogn) 28. December 1902 (Hans forældre hedder iøvrigt Hans Søren Sørensen og Øllegaard Sophie Leschly, hvilket forklarer noget om både morfars navn og Familien Leschly i Lumby) Johan L. M. S. Og Anna J. N. får 6 børn som følger: VILHELMINE GEORGINE SØRENSEN 1853-1894 ugift, dør i sognet, hvor hun er født. HANS SOPHUS SØRENSEN 1856-1938 (Bl.a. Biskop i Århus 1907-1916) GEORG VILHELM SØRENSEN 1858-1952 Lærer i Nakkeby ved Nykøbing Sj. HOLGER VILHELM NYHOLM SØRENSEN født 1860, død på Overgaard ved Rysensteen i 1916, blev i 1894 gift i Svendborg med Marie Cathrina Spøhr der var født i Odense i 1870 Disse 4 er alle født mens faderen var lærer på Askvad Skole, og derudover: HANS SØREN SØRENSEN 1862-1949, Lærer i Vig Skole - Nordsjælland, født i Vig den 24. April 1862, død i Vig den 19. August 1949 CARL CHRISTIAN SØRENSEN 1864-1934, Sognepræst til Gadstrup og Syv, også født i Vig (gift med Ingeborg Lund - mere forklaring til navnet Lund Sørensen) | Sørensen, Johan Ludvig Matthissen (I9261)
|
| 765 | Anstalten – et isoleret miljø Fra ca. 1900 stod de store anstalter, med deres murmasser, anbragt paa afsides og naturskønne steder, som en slags psykiatriens uindtagelige fæstninger. Baade patienter og læger virkede i et isoleret miljø – de ledende læger var suveræn myndighed. Strikse regler og overbelægning kunne føre til ydmygende behandling af patienterne, som i praksis var umyndiggjorte. Bag anstaltens tykke mure. I begyndelsen af 1900-tallet var opsynsfolk stadig dårligt uddannede. En egentlig plejeruddannelse kom først i gang omkring 1. verdenskrig. „En af patienterne var meget urenlig, og når han skulle vaskes tog karlene ham ned i et rustent kar med koldt vand og skrubbede ham med en gadekost“. (Beretning fra en tidligere opsynsmand fra begyndelsen af 1900-tallet). Psykiatri som speciale I 1875 oprettedes 6. afdeling for sindssygdomme på Københavns Kommunehospital – fra begyndelsen en berømt eller berygtet adresse. Den blev en undervisningsafdeling under Københavns Universitet. Afdelingens overlæge fik stilling som professor. Den første var Knud Pontoppidan (udnævnt i 1887). Psykiatri var ved at være officielt anerkendt som lægevidenskabeligt speciale. „Sengebehandling“: Stuegang på Kurhuset, Sct. Hans Hospital, 1916 „Vandsengebehandling“: Afdeling for permanent bad, Sct. Hans Hospital, 1916 Det første antipsykiatriske oprør i 1895 Tidligere nævnte 6. afdeling blev i 1895 rammen om det første antipsykiatriske oprør mod den etablerede anstaltspsykiatri. Fejden, som ikke helt kunne sige sig fri for at være personlig, blev et opgør mellem to højt begavede og højt uddannede personligheder: forfatterinden Amalie Skram og overlæge Knud Pontoppidan (bror til forfatteren Henrik Pontoppidan). De to havde hver deres udlægning af sagen og skrev således hver sin beretning. Amalie Skram: „Professor Hieronimus“ og Knud Pontoppidan: „6. afdelings Jammersminde“. Fejden viste samtidig sammenstødet mellem to nye magtfaktorer i samfundet med behov for at markere sig. Amalie Skram stod som eksponent for den sociale protest (hun var Brandestilhænger) og kvindernes frigørelse. Modparten var den nu fuldt udbyggede anstaltspsykiatri, hvilende på overlægens store videnskabelige autoritet, der afgjorde, om og hvornår patienten var utilregnelig og tillige bestemte behovet for et ordnet – om end strikst – reglement. Datidens presse fik nys om sagen på baggrund af nogle bedsteborgeres mindre frivillige indlæggelser. Knud Pontoppidan – ellers en stor reformator i dansk psykiatri (se senere) – endte med at trække sig. Han så Skrams kritik som et angreb på hele psykiatrien, hvis fornemste opgave jo netop var at tjene patienterne. Det helbredende sengeleje Knud Pontoppidan blev i 1898 overlæge for sindssygeanstalten ved Aarhus. I sin korte tid på stedet iværksatte han flere reformer. Anvendelsen af de lukkede isolationsceller blev afskaffet. Dem havde han tidligere afskaffet på 6. afdeling i København. Dørene blev aabnet. Også fra afdelingerne ud til parken. I stedet for cellerne traadte sengelejet som helbredende foranstaltning. På store overvaagede stuer blev patienterne ved indlæggelsen lagt i seng, og de skulle blive der længe. Blev patienterne urolige, kunne de fastspændes med et bælte til sengen. Kvindelige sygeplejersker – fra ca. år 1900 Pontoppidan indførte uddannede kvindelige sygeplejersker paa de urolige mandsafdelinger. Først paa 6. afdeling paa Københavns Kommunehospital og sidenhen paa Jydske Asyl – en varig reform, der bragte mere ro og civil opførsel paa disse afdelinger. De første sygeplejersker var gerne kvinder af de højere dannede klasser. Vagtsal for urolige kvinder paa Kommunehospitalets 6. afdeling (beg. 1900-tallet). Det var her, Amalie Skram blev indlagt i første omgang. Senere blev hun overflyttet til Sct. Hans. | Pontoppidan, Knud Børge (I79520)
|
| 766 | ARBEJDSLIV I sine unge dage var Mathias Vilhelm Mohr, bror til Ove Mohr, forpagter af Sophie-Amaliegård 1820-1826. Den eneste gård ved det navn ligger iflg. Topografisk Atlas sydvest for Hornslet. Senere købte han gården Klausholm ved Levring nær Kjellerup, som han havde 1826-1831. Men gården blev solgt, og i stedet forpagtede han Sejling Præstegård, 1831-1832, beliggende kort syd for Levring og lige nord for Silkeborg. Læs huslærerens øjenvidneskildring herunder! Han opfandt/konstruerede en ny plov, som blev meget kendt. Den skulle være omtalt i en bog af Niels Blicher, far til Steen Steensen Blicher. FAMILIELIV Han blev i 1804 far til en søn udenfor ægteskab, Søren Mohr, i Ingerslev. Moderen var pigen Kirsten Andersdatter (12/4 1773 - 7/7 1846). Senere fik han 9 børn i ægteskabet med Apelone Caroline Pind. OTIUM Han havde sin gamle far, dansemester Hans Heinrich Mohr fra Århus, boende hos sig. Han titulerede faderen "Grossfatter", når han læste avisen højt for ham. Der blev talt tysk i hjemmet, noterer huslærer Severin Veiersø, født 1814, i sin dagbog, som er gengivet ovenfor. Han håbede at kunne blive der i vinteren 1830-31, for så kunne han sikkert lære "Tydsk". Måske indikerer det, at Hans Heinrich Mohr er indvandret fra Tyskland? Gamle Hans Heinrich Mohr var blevet blind ca. 1828, og han var konstant sengeliggende, og "han kommer ikke op uden en Gang om Måneden for at faae Sengen redet ..." Mathias Vilhelm Mohr hængte sig, som det fremgår af Severin Veiersøs dagbog. Men hvorfor? Politirapporten oplyser, at han led af vattersot, der efter sigende er meget smertefuldt. Samtidig var han blevet snydt for en stor del af købesummen af den nye ejer, da han solgte Klausholm, iflg. gårdens nuværende ejer, pensioneret dyrlæge Ejgil Overby. Hovedårsagen skulle være smerterne, men måske spillede de økonomiske problemer også ind? Dog viste skiftet efter ham overskud!? SYGDOM Han led af vattersot, dvs. vand i kroppen. Det kan give hjerte- og lunge- og nyresvigt efter blodprop. Omvendt så kan det også komme af hjerteinsuffiens, dvs., hjertet ikke pumper effektivt, hvorfor der ophobes vand i kroppen. Nudansk Leksikon har følgende artikel om vattersot, her i let redigering: "Gammelt navn for sygelig væskeophobning i bindevævet (ødemer) og i hulheder, f.eks. lungerne eller bughulen. Årsagen er oftest hjerte- eller nyrelidelser. Navnet er en sammenblanding af nedertysk Watersucht og det tilsvarende ældre ganske vandsot (sot=sygdom)". I "gamle dage" havde man to forskellige slags sot, vattersot og svindsot. Vattersot er forklaret ovenfor, og svindsot er det samme som tuberkulose. ØVRIGT I juli 2008 er jeg blevet gjort opmærksom på en bog af forfatteren Knud Sørensen, "Severin Weiersøe. En landsbydegns historie", udkommet på Gyldendal 2005. I Knud Sørensens bog er Mathias Wilhelm Mohr omtalt flere steder. Her følger nogle af dem med forfatterens tilladelse. Side 35: Jeg er ikke den Eneste, der fører saadan Dagbog. Inde i Mohrs Skab ligger en Aargang "Læsefrugter" (-heri blev Blichers "En landsbydegns Dagbog" påbegyndt offentliggjort i februar 1824). Jeg fik et Hefte af dem at læse i, og der var også noget som kaldtes "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog". Denne Degn havde gaaet meget Ondt ihjennem, haft megen Sorg for en Frøken Sophie han blev forliebt i. Gid det da aldrig i Verden skulle gaa mig saaledes". Side 77: Gården Klausholm var overgået til selveje sidst i syttenhundredtallet og var i 1823 blevet købt af Wilhelm Mohr, en initiativrig og fremadskuende mand, der engagerede sig i beplantning og i forbedring af landbrugsmaskiner og bl.a. konstruerede en specialplov. Også nye kornsorter og raps gjorde han forsøg med. Men heller ikke ham var tiderne med. I 1831 var hans gæld blevet så stor, at han måtte sælge gården. (Helt til rotterne var Wilhelm Mohr dog ikke, viste det sig, da boet efter hans selvmord blev gjort op. Der var penge til overs! Dette til trods for, at han var blevet snydt for en del af pengene, da han solgte Klausholm. På den anden side, så kan han godt have været tvunget til at sælge Klausholm; det kan jo være pengene herfra, der viste sig at være i overskud. OSM) Side 81, om Severin Weirsøes afsked med folkene på Klausholm: Men mest ville han savne Mohr, og han fortæller om ham, at han om aftenen ud over at læse avisen højt for sin far (på tysk) også underholder familien -og Severin- med at fortælle "saa mange deilige Historier om hvad han har læst i Aviserne om Revolutionen i Frankrig," ligesom han fortæller om, hvad han oplevede i sin ungdom. Det er -trods den skrappe kone- et hyggeligt familieliv, han har været inddraget i. Indsamlet og skrevet af Ole Skotte Møller, Primo 2007 | Mohr, Mathias Vilhelm (I20867)
|
| 767 | BESIDDELSER: Fovslet, Hundslund Kloster, Østergaard, Gaunø og Borreby Ledsagede 1580 Kongen til Hertug Hans' begravelse og 1590 Enkedronningen til Brunsvig 1560-61 Hofsinde, 1569-73 Lehnsmand paa Silkeborg, 1574-96 paa Hindsgavls ret 1565 ved Svarter | Lindenov, Hans Johansen (I75927)
|
| 768 | Bibliografi
| Schaffalitzky de Muckadell, Baron Cai (I21624)
|
| 769 | Billehuset Anders Bille År 1585 blev han ägare till Råbelöv och köpte sedan även Odersberga gård. Vid Kalmarkrigets utbrott 1611 satt denne som Christian IV:s länsherre på Helsingborgs slott. I februari 1612 företog Gustav II Adolf ett plundrings- och mordbrännartåg från Småland in i norra Skåne, varvid 24 stora skånska kyrksocknar ödelades. De svenska trupperna hade varit framgångsrika, vilket den svenske kungen i ett brev noterade i förnöjt plurale majestatis: "vi (har) grasserat, skövlat, bränt och ihjälslagit alldeles efter vår egen vilja". I brevet framhålles också att svenskarna "intet motstånd haft" från "fienden" (vilket ju inte var så märkligt, eftersom "fienden" bestod av en värnlös civilbefolkning, där kvinnor och barn ingick). Anfallet gick dock inte i alla stycken enligt planerna, även om motgångarna förtigs av den svenske kungen. När Gustav Adolfs trupper efter sin räd var på återtåg från Skåne och den 11 februari hade slagit läger vid Vittsjö skans, nära gränsen till Sverige, blev de i skymningen anfallna av skånsk-danska styrkor under befäl av Anders Bille. Svenskarna blev totalt överrumplade och led stora förluster, enligt samtida uppgifter 1.200-1.400 man. Under villervallan red den unge Gustav Adolf ut på Vittsjöns is och var nära att drunkna, då isen brast, men räddades av en uppländsk ryttare. Hur annorlunda kunde inte Sveriges och hela Europas historia ha blivit, om inte denne räddare funnits till hands! En dansk ryttartrupp ledd av Jörgen Brahe, en brorson till Tycho Brahe, fråntog svenskarna det mesta av deras byte. Händelsen gav genljud över hela Skåne, och Anders Bille utnämndes till riksråd endast 39 år gammal. | Bille, Anders (I79205)
|
| 770 | BIOGRAFI: Slægten Kühle, dens oprindelse og historie. af Sejer Kühle 1919 Breve og andre Papirer vedrørende slægten Kühle af Sejer Kühle 1938 Søren Anthon van der Aa. Han var født 18/4.1784 paa Sandholmgaard. Fadderne ved Daaben var: Jomfru Anna Cathrine Soelberg, Assessor Krefting, Grosserer Søren Lykke, Kaptajn Søren Lykke Soelberg og Carl Lykke. Militæret Han kom i Skole i Bergen, oplevede de store Begivenheder under Krigen og vilde være Officer ligesom Faderen, Bedstefaderen og Oldefaderen. Han blev i 1807 ved Udfaldet fra Classens Have, efter at have sendt »14 Modstridende i den anden Verden«, saaret ved tre Skud i venstre Skulder og blev taget til Fange af Englænderne. 10/1.1808 blev han Sekondløjtnant ved nordsjællandske Landeværnsregiment, blev kort efter forsat til Norge, men samme Aar kom kan til Fyn, hvor han af Faderen som overordnet modtog Dannebrogskorset, hvorved han blev en af vore første Dannebrogsmænd. 24/4.1809 forfremmedes han til Premierløjtnant, men paa Grund af sin Invaliditet fik han sin Afsked 16/4.1812 og fik samtidig Udnævnelse som Postmester i Assens. - To Aar efter blev han ogsaa Vejer og Maaler, og derefter fik han Karakter som Kaptajn. Kühle var dermed inde i den Stilling, han bevarede hele sit Liv. I 1814 blev han tillige Vejer og Maaler, og i 1816 fik han paany sin Afsked fra Militæretaten som Kaptajn og blev senere Krigsraad. Imidlertid var han i Marts 1811 bleven forlovet og l3/5 1812 gift med Wilhelmine Sophie Schmidt (f. 23/3.1791), en Datter af Købmand i Willemoes' By, Assens, Hans Storm Schmidt (f. i Assens 3/3.1758, + 14/11.1806 og Charlotte Lovise Schmidt) (* 20/10.1761, + 15/7.1854). Der fandtes paa den Tid i Assens kun faa større Købmænd, af hvilke kan nævnes Billedhuggeren Jens Adolf Jerichaus Fader og Landskabsmaleren Dankvart Dreyers[1]; men Schmidt var vistnok den mest velstaaende. Han ejede 6 Skibe, der sejlede i udenrigsk Fart, og ikke faa Huse i Assens By; men da han i 1806 var død, paaførtes der Forretningen meget store Tab ved Krigen og særlig blev Velstanden medtaget ved Statsbankerotten. - Derfor var det under temmelig smaa Kaar, Postmesterfamilien kom til at leve, da den havde nedsat sig i den saakaldte Provstigaard, hvoraf han blev Medejer. Her var Postgaard, Klublokale og Beværtning, stor Have og i en Del Aar Bolig for Sognepræsten, Konsistorialassessor Blædel, og for Toldinspektør Sessing. Hovedpostruten var Nyborg-Odense-Assens-Aarøsund. paa Landevejen kørte Postvognene med Breve og Passagerer. I en Del Aar anvendte man Kugleposten til Brev- og pengeforsendelser, der var indlagt i godt 2 Alen lange Lædersække. En Karl bragte Brevene i Byen. Han benyttedes ellers til forskelligt Hjemmearbejde. F. Eks. satte han Themaskinen paa Bordet, vaskede Knive og Gafler og pudsede Metalgenstande. Til hele Oplandet afhentedes Posten af private, som Regel gamle Landposter, som ogsaa havde andet Ærinde i Byen. Over Bæltet førte ikke blot Ruten til Aarøsund, men en Del Skibe gik til andre Havne. Som en enkelt Begivenhed, der satte Byen i Oprør, kan nævnes, at 25/7.1838 saa man i Assens den første Dampskib »Maagen«, som derefter kom til at sejle paa Ruten til Aabenraa. Livet i Assens var ikke meget afvekslende. Man tog om Sommeren, naar Søndagen skulde fejres, med »Fodermændene« ud til Frederiksgave, og engang imellem saa langt som til Ensomhed i Heden Sogn, hvor »Onkel Warberg«[2] var Godsforvalter under Grevskabet Muckadell. Senere fik ogsaa Hellerup og efter 1863 Nislevgaard ved Otterup saa megen Interesse, at man tog dertil. - For Børnene mærkedes de økonomiske Vanskeligheder snart. For de ældste havde der været Raad til Huslærer, men senere maatte man opgive det, og det kneb med at faa Sønnerne paa Kadetskolen. Den næstældste, Seier, lykkedes det at faa ind, men den yngste, Wilhelm, følte sig allerede tidligt saa usikker, at han følte, at han selv måtte tage affære. Paa Frederiksgave havde Kronprins Christian (VIII) Ophold nogle Somre i og efter hans Tronbestigelse kom Kronprins Frederik (VII) i Aarene 1841-47. Her var det Wilhelm Kühle opsøgte Prins Christian. Drengen anmodede om at blive »hans kongelige Højheds Kadet«, og da Prinsen senere ved en Gymnastikpræsentation lagde Mærke til ham, lovede han ham at afholde Udgifterne paa Landkadetakademiet.der derefter hjalp ham ind paa Landkadetakademiet, På Frederiksgave kom desuden Antoinette som ung Pige kørende til Prinsebal med Litsenbroder paa Bukken. Omgangskredsen i Assens var væsentlig de derboende Embedsmænd. Foruden den gamle Major Biehl og førnævnte Kancelliraad Nellemann med Familie kan nævnes Familien Bülow. Af denne var Oberst Friedrich Chr. Mosting v. Bülow, der var Søn af den tidligere Toldinspektør i Assens, Toldkasserer til sin Død 1838 Han var Broder til Frederik VI 's nære Ven, General og Ordensrnarskal Frantz v. Bülow, som vi allerede har omtalt som Fadder til Postmester Kühles yngste Broder. Efterhaanden forsvandt dog den Kreds af Embedsmænd, der var fremgaaet af Militæret. Kühles Svaghed tog til. To Gange fik han apoplektiske Anfald, og kort før Krigen døde han 17/4.1847 og oplevede saaledes ikke at høre om Sønnernes Krigsbedrifter. Hans Hustru levede endnu i adskillige Aar i Assens, hvor hun boede sammen med Døtrene Othilia og Emma, hvoraf førstnævnte dog ca. 1876 kom i Graabrødre Kloster i Odense. - Endnu i en høj Alder var Fru Kühle rank og statelig og døde, omtrent 100 Aar gammel, 7/3.1890[3]. Senere flyttede Kühle om i Havnegade, og i 1865-74 havde Othilie v Kühle Skole i Provstigaarden, men boede hos Moderen og hertil kom yderligere, at Børneflokken blev stor. Kühles Moder og særlig den gamle Fru Schmidt boede i mange Aar hos ham, og desuden var Provstigaarden stadig Hjem for flere af Postmesterens førnævnte Søstre. Af Børn efterlod hun sig adskillige, om hvilke vi skal fatte os i Korthed, idet vi i øvrigt vedrørende de sidste Slægtled henviser til »Slægtshaandbogen« ved Th. Hauch-Fausbøll. Wilhelm, der blev over 3 Alen høj, blev af Faderen altid kaldt Savdak (en Forkortelse af Navnene Søren Anthon van der Aa Kühle), mens Ludvig i sine Drengeaar blev kaldt Balkan (til Minde om Russernes Overgang over Balkan i den russisk-tyrkiske Krig). Kühle døde allerede 17/4 1847, Dagen før hans 63aars Fest kunde have været afholdt. [1] Kammerraad Andreas Conrad Warberg, f.1796, t 11/5. 1871, gift med Wilhelmine Kühles Søster, Christine Marie Storm Schmidt, * 14/8.1800, + 16/1.1882. [2] Schmidts Søster Agnes Hedvig (f. 19/4.1761, + 16/2.1791) havde været gift med Kunstmaler Dreyers Fader. [3] Assens Avis 1890. Nr. 61. | van der Aa Kühle, Søren Anthon (I123688)
|
| 771 | Biografi “Mit liv har været smukt, sejt, varmt og dejligt. Og én ting er sikker: Jeg kommer ikke herfra nysgerrig!” Barndommen Georg Peter Brandt er født på et toilet i Tyskland under 2. verdenskrig. Nærmere betegnet den 19. juni 1943. Hans mor, Bodil Elisabeth Brandt, drog efter fødslen tilbage til Danmark, hvor Peter voksede op i Holte. Peter Belli har aldrig kendt sin far, Louis Plaisant, som hans mor mødte på en konservesfabrik i Tyskland. Navnet Belli fik Peter fra sin stedfar, da hans mor giftede sig med Fritz Max Milian Aliysius Belli. Peter Belli lærte tidligt, at hvis man ville have lommepenge, så måtte man selv tjene dem. Dette resulterede i en række småjobs som dreng. Blandt andet hjalp han en kort overgang til på en rideskole, ligesom han også har hjulpet en mælkemand og været barnepige. I sit job som barnepige har han endda passet Flemming Jensen. Som 14-årig meldte Peter Belli sig selv ud af skolen, fordi han var skoletræt. Som følge deraf fik han endnu engang prøvet forskellige jobmuligheder. Først ville han være cirkusartist, men det kostede penge, og derved var det ikke en mulighed. Herefter fik han en del syv til fire jobs, men det havde han for meget energi til, og fandt det, efter eget udsagn, også for kedeligt. Hans mor fik den idé, at han skulle være landmand, men det var heller ikke nogen succes. Derefter kom han i lære som frisør, også uden held. Til sidst blev det til en læreplads hos en farvehandler, men heller ikke det blev til noget. Peter Belli havde altid selv haft en fornemmelse af, at han ville være noget indenfor underholdning, og søgte derfor ind til Saga som scenearbejder og alt-mulig-mand. Her havde han en god tid, og endelig havde han fundet noget,som interesserede ham. Gennem arbejdet mødte han en del kendte skuespillere, bland andet var han med til optagelserne på “Støv på hjernen” og “Det støver stadig.” som bl.a. havde Dirch Passer i hovedrollen. Starten på musikkarrieren Peter Bellis karriere indenfor underholdning startede allerede som 9 årig, da han tjente et par skillinger ved at spille på mundharpe. I ungdomsklubben i Gl. Holte havde han startet et band ved navn “Rainbow” og senere fik han lov til at gæsteoptræde i Odense i bandet “Les Amis”, som Rock Nalle (“Go’e gamle Fru Olsen”) i øvrigt senere kom til at spille sammen med. Peter Belli debuterede som sanger tilbage i 1959, og hans første rigtige band var “Trefters”, som blev startet i Hvidovre ungdomsklub. Det var med dette band, at han i 1960 vandt årets Pop Melodi Grand Prix. Da var han kun 17 år. Det helt store gennembrud kom, da Peter Belli kom med i “Les Rivals”. I starten var han løst medlem af bandet, men han fik tilbud om at blive frontfigur og på vej til en koncert til Restaurant Skoven i Nibe 15. maj accepterede han tilbuddet. Startskuddet til en fantastisk karriere var begyndt. “Les Rivals” blev utroligt populære på “Place Pigalle” på Bakken, og da stedet lukkede for vinteren, åbnede Hit House den 1. september 1964. Dagen efter blev “Les Rivals” hyret til at spille på Hit House i 4 måneder. I Hit House mødte “Les Rivals” for første gang Jørgen Adrian, som blev bandets manager, og så kom der for alvor gang i succesen. De plade-debuterede i december 1964 med singlen “Move on”, som havde B-siden “Got Love if you want it”. Første koncertturne blev til Finland i 1965. Herefter blev det til en turné i Skotland. “Peter Belli og Les Rivals”, som de var kommet til at hedde, blev meget efterspurgte og turnerede nu over hele landet. De blev kaldt Danmarks svar på “The Beatles”, og agerede blandt andet opvarmning for både The Kinks og Rolling Stones til deres respektive koncerter i Danmark. Landsturnéerne bragte også bandet forbi Nykøbing Mors, hvor Peter Belli, på grund af en forsinkelse af orkestret, lovede Frode fra Frodes Tivoli, at han det næste sted, de kom hen, ville køre dødsdrom. Således skete det, at en langhårede Rock-rod kørte dødsdrom i Juelsminde. Succesen blev gentaget i Løgumkloster. June Dette skete den 17. august 1965, og det var her Peter Belli for første gang så sit livs kærlighed, June. Kærlighed ved første blik, og juleaften 1965 blev Peter Belli og June hemmelig forlovet. Mere forelskede end nogensinde. En kærlighed, som alle i det danske land kun kan bevidne er sand og stor og stadigt voksende. Knap to år efter Peter Belli og Junes første møde, blev de, den 9. august 1967, viet for åben himmel i en skov ved Sandbjerg i Nordsjælland. Ulven Peter Efter nogle kontroverser blev “Peter Belli og Les Rivals” opløst i 1965, men året efter blev de gendannet og indspillede Thøger Olesens danske version af The Kinks’ “A well respected man”, som blev til “Helt igennem respektabel”. Dette blev starten på et langvarigt og godt samarbejde mellem Peter Belli og Thøger Olesen. Samarbejdet blev også til den udødelige evergreen “Ulven Peter”, der altid vil hænge ved som Peter Bellis kælenævn. Efter “Les Rivals” samlede Peter Belli et soulorkester. En drøm han altid havde haft. Drømmen blev til “Seven Sounds.” De blev dog opløst igen i 1967, efter kun at have udgivet en enkelt plade “Little by little” der udkom i sammenhæng med ungdomsbladet Børge. Efter “Seven Sounds” blev Peter Belli fængslet for at have røget hash, hvilket han havde indrømmet i en radioudsendelse. Straffen lød på 30 dages hæfte, til afsoning i Kolding Arresthus fra den 1. november 1967. I forbindelse med den forudgående retssag havde Belli indspillet solo-nummeret “Hvem dømmer hvem”, der var en kommentar til hele sagen. Dette tog dog ikke modet fra Peter Belli, og han dannede et nyt band “Peter Belli og B.B. Brothers”, men det gik ikke rigtig. Det blev kun til enkelt indspilning “The girl that stood beside me” som udsendtes under navnet “Four Roses”, som var et band Peter Belli havde dannet sideløbende med B.B. Brothers. Four Roses ar navnet på Peter Bellis yndlings Whiskey. “Four Roses” udgav desuden den engelske “I don’t want to love you”. Det blev også til danske numre oversat af Thøger Olsen: “Hvis jeg var arbejdsløs”, “Jeg er din dengse i nat” og også et par Beatles-numre “Ob-la-di, ob-la-da” og “Bungalow Bill.” Peter Belli spillede med “Four Roses” indtil 1969. Familien Herefter blev det til 5 år, hvor Peter og June rejste rundt med Ronalds Festival Tivoli, som ejedes af Junes bror Ronald. Den 13. marts 1973 nedkom June med deres første barn, en søn, Chano. Kun 14 måneder efter fik de sønnen Michel den 20. maj 1974. Godt to år senere kom datteren Natasja til verden den 15. juni 1976. Desværre fik ingen af Peter og Junes børn lært deres farmor rigtigt at kende, da Peters mor døde i februar 1975. Dansktop og Melodi Grand Prix Op gennem 70’erne og 80’erne gjorde Belli sig mere og mere dem bløde del af dansk musik, hvor nogle blev dansktophits og stadig spilles i Giro 413. Dette er specielt numre som “Teddybjørn”, “Bedste” og Kurt Thyboes “Ingen Regning”. Men det blev ikke kun til ren dansktop. I 80’erne kom også to danske versioner af fantastiske numre som Elton John “Your Song”, som blev til “Til dig” og Phil Collins’ “In the air Tonight”, der blev til “Menneskejagten”, som virkelig viste at Peter Belli var i en klasse for sig. I 1982 deltog Peter Belli for første gang i Melodi Grand Prix, han deltog med sangen “Spejldans”, skrevet af Karsten Vogel. Han endte på en 5. plads. Syv år senere deltog han igen med sangen “Når lyset bryder frem”, desværre fik han denne gang nul point. Den foreløbige sidste gang Peter Belli deltog i Melodi Grand Prix var i 1996 med sangen “Det gør ondt når jeg griner.” Denne gang var der ingen nummerering, kun den bedste gik videre, og denne gang var det desværre heller ikke gang Peters tur. Cirkus liv og TV karriere I 1984 blev Peter Belli ansat som sprechstallmeister hos Benny Berdino ved Cirkus Arena. Her var Peter og June ansat i to sæsoner. Derefter blev det til ansættelse ved “TV-bingo” på Kanal 2. Denne beskæftigelse varede i 10 år indtil selskabet lukkede. Mens Peter Belli var vært på “TV-bingo” blev han tilbudt rollen som Arne i Danmarks Radios tv-serie “Ugeavisen”. Denne varede et helt år, og alt imens forblev Peter og June værter på “TV-bingo”. Peter Belli har også spillet med i andre film og tv-opsætninger. Han har sågar spillet sammen med Poul Reichardt i filmen “Den dobbelte mand” hvor han spillede Erik Wedersøe’s bror. En anden tv-opsætning som Peter Belli har været med i er Sonny Souffle show med Steen Rasmussen og Michael Wikke. Her sang han “Holbæk” som gjorde så stort indtryk på borgerne i Holbæk, at Peter Belli og familien blev inviteret til Holbæk som æresgæster, og der blev plantet såkaldte “Belli-træer.” Ligeledes har han lagt stemme til visse figurer i tegnefilm, bl.a. Rafiki i “Løvernes Konge” 1 og 2. I 1985 deltog Peter Belli i “Her er dit liv”. Her fik han at vide, at han havde en halvsøster i Frankrig. Hans far, Louis Plaisant ,havde en datter fra et tidligere forhold. Desværre blev deres bekendtskab kort, da hun døde i 1988. To år senere måtte familien igen lide et tab, da Junes mor, “Mamma” sov ind den 23. marts 1990. Tilbage til rocken I 1989 begyndte Belli stille og roligt at vende blikket tilbage mod rocken. Dette skete i en dansk version af Travelling Wilburys “Handle with care” der blev til “En at bli’ som” med Hobo-ekspressen, der bestod af Johhny Madsen, Nanna, Billy Cross og selvfølgelig Peter Belli. Samarbejdet i Hobo-ekspressen inspirerede Belli, og i 1991 udgav Peter Belli pladen “Yeah”, der skulle blive hans hjemkost til rocken sammen med “De nye Rivaler”. Blandt andet spillede han på Roskilde Festivalen. Grammy og ærespris Belønningen for succesen kom i februar 1992, da Peter Belli modtog en Grammy som “årets sanger”. Samme år udkom albummet “Ribbet og flået”, og året efter blev live-cd’en “Rock and roll live” optaget på Skanderborg Festivalen. I 1997 kom “Talisman”, som af mange betegnes som hans bedste album hidtil, og hvor Belli viste, at han stadig har føling med rocken. I 1999 udkom jubilæums CD’en “Helt igennem respektabel – 1959 – 1999.” som markerede Peter Bellis 40 år på den danske musik-scene. To år efter udkom “En ny dag på vej”, der er en samling af romantiske dansk-fortolkede sange. I 2003, er Peter Belli igen, fortjent, blevet hædret. Han modtog IFPI’s ærespris ved Danish Music Award for en god og lang karriere i musikkens tegn. I sin takke-tale var Belli bange for at glemme nogen. Gennem tiderne har der været mange forskellige sangskrivere, f.eks. Michael Falch, Poul Krebs, Johnny Madsen, Steffen Brandt bare for at nævne et lille del. På trods af mange forskellige forfattere, har fællesnævneren altid været, at det skulle være en sang som Belli kunne relatere og forholde sig til. Mange af sangene giver et indblik i Peter Bellis person, og virker umiddelbart som om han selv havde skrevet teksten. Men på trods af mange udgivelser, har Peter Belli kun skrevet to numre selv, “Roll over Beatles” og et nummer Peer Frost er krediteret for, “Should I ever love again”. Selvom Peter Belli har modtaget en ærespris, så lover han at det ikke stopper her. Der er mere i vente, og han fortsætter ufortrødent indtil han engang om mange mange år må slæbes i graven, og selv der vil han garanteret rocke. Ønsker du at læse mere om Peter Belli, så er der desuden udgivet en biografi med titlen “Jeg er som jeg er” | Belli, Georg Peter (I83529)
|
| 772 | Blå lejesvende i DR 09/05/2011 Af: Lasse Højsgaard Niels Grunnet - chef for Radioavisen - og flere centrale nyhedsjournalister på DR stod i 50'erne i tæt forbindelse med det amerikanske propaganda-apparat. Danske journalister arbejdede i begyndelsen af 1950'erne intenst med at skabe et positivt syn på USA og NATO, og de stod i tæt kontakt med den amerikanske informationstjeneste USIS, der belønnede dem med rejser og sågar en titel som æresborger. Det fortæller historikeren Josef Batikha, der har studeret rapporter fra USIS-afdelingen på den amerikanske ambassade i København. USIS var sat i verden for at propagandere for amerikansk kultur og amerikanske synspunkter, blandt andet gennem påvirkningen i nyhedsmedier, og til det formål skaffede man sig kontakt blandt andet til journalister, der ville bakke de amerikanske synspunkter op. En af dem var Radioavisens daværende chef Niels Grunnet. I rapporterne fremhæver USIS ham som en ubetinget forbundsfælle, og han bliver i 1952 indstillet til en rejse til USA, blandt andet med følgende begrundelse: "Han har givet aktiv støtte til den amerikanske udenrigspolitiks mål i sin radiovirksomhed. En tur til USA i den amerikanske regerings regi vil yderligere cementere den støtte, han har givet til USIS." På den rejse bliver Grunnet endvidere udnævnt til æresborger i New Orleans. Ved hjemkomsten fortæller han den danske presse om en fantastisk oplevelse, hvilket USIS også konstaterer med tilfredshed i deres rapporter. Han kvitterer også med at bringe en række radiointerviews i DR med politikere og militærfolk, der sætter NATO i positivt lys. | Grunnet, Niels Peter Grønbech (I590935)
|
| 773 | Boede: 1845-1846 - Strandgade 14 1847 - Badstuestræde 17 1848 - Nørre Voldgade 42 1849 - Vandkunsten 3 1850 - Store Kongensgade 94 1851–1859 - Gothersgade 14 (nedrevet) 1860–1868 - København (hvilke adresser han boede på i denne periode vil blive belyst senere) 1869–1879 - Bredgade 29 (nedrevet; indtil 1877 hed gaden Norgesgade) | Blædel, Nicolai Gottlieb (I43890)
|
| 774 | BOPÆL 11-11-1910: Fra Berlin til Løve Allé 1 , 4. hos Lange 16-2-1911: Ægirsgade 54 , stuen hos Christine Larsen 1-11-1911: Raadmandsgade 21 F, 2 1-5-1912: Raadmandsgade 21 D, 2 1-11-1912: Nørrebrogade 166 B, 3 1-5-1915: Husumgade 20, 4 | Grotto, Alois Carl (I75290)
|
| 775 | BOPÆL 11-11-1910: Fra Berlin til Løve Allé 1, 4. hos Lange 16-2-1911: Ægirsgade 54, stuen hos Christine Larsen 1-11-1911: Raadmandsgade 21 F, 2 1-5-1912: Raadmandsgade 21 D, 2 1-11-1912: Nørrebrogade 166 B, 3 1-5-1915: Husumgade 20, 4 | Grotto, Alois Carl (I117983)
|
| 776 | BOPÆL 11-12-1907: Fra Aarhus til Brobergsgade 6, 3. hos Smed Hansen 1-5-1911: Sankt Annæ Gade 9, 3 1-5-1912: Kompagnistræde 31, 2 11-10-1912: Absalonsgade 48, stuen hos Meng 8-5-1913: Brobergsgade 6, 4 | Foskjær, Aage Edmund (I88889025)
|
| 777 | Bøger skrevet af Flemming Juncker: "Men morsomt har det været" (1983) "En gård skifter hænder" (1984) "Humus. Dynamisk økologi" (1985) "Træk fra glemmebogen" (1986) Om Flemming Juncker: Bl.a."Portræt af Jutta og Flemming Juncker" af Peter Laursen, (1987) Og af samme forfatter en TV udsendelse "Modstandskamp og husflid" "Elefanten" af Sven Ove Gade (2007) | Juncker, Gunnar Flemming (I73206)
|
| 778 | C.F. Schøning, Carl Frederik Schøning, 10.1.1816-26.4.1877, officer. Født i Frederiksværk, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). S. blev 1834 elev i højskolen og sekondløjtnant i artilleriet, men afgik allerede 1836 til infanteriet, blev premierløjtnant 1842 og deltog med udmærkelse i krigen 1848–50. Efter sejren ved Fredericia 1849 fremhævede hans brigadechef Chr. de Meza der ellers var mådeholden med ros, ham overordentligt, og også overgeneralen, O. Bülow, roste ham meget. Også ved Isted 1850 førte han sit kompagni dygtigt under meget vanskelige forhold. 1849 blev han kaptajn II, 1852 kaptajn I, og ved de store manøvrer 1861 kommanderede han bataljon. 1864 blev han major og havde en bataljon sydslesvigere der holdtes indelukket i Fredericia, senere et af de på Dybbøl 18.4. ødelagte regimenter der ikke mere kom i fægtning. 1867 blev han oberst, var 1873 midlertidig brigadekommandør og førte gentagne gange brigade ved lejrøvelserne. Hans praktiske og teoretiske dygtighed var almindelig anerkendt, og 1861 blev han medlem af kommissionen om den fremtidige uddannelse af hærens faste officerer, deltog 1866 i udarbejdelsen af det første egentlige, kortfattede, men særdeles praktiske felttjenestereglement. N.å. overdroges det ham at udarbejde et nyt eksercerreglement for fodfolket, og 1870 var han medarbejder ved forslag om en ny straffelov for hæren. 1873 var han medlem af vor første officielle officersdelegation efter 1864 til de store tyske manøvrer. Sit omfattende, yderst grundige kendskab til tjenesten og administrationen i krig og fred nedlagde han i Bataillons- og Compagnitjenesten ved den danske Armee ("S.s. Haandbog"), en fortrinlig vejledning på alle tjenstlige områder, 1861 (anmeldt i Tidsskrift for Krigsvæsen, 1862). 5. udg. 1875 blev autoriseret af krigsministeriet. Familie Forældre: premierløjtnant, senere oberst og kommandant på Bornholm Peter Henrich S. (1787–1866) og Anna Cathrina Borgen (1792–1858). Gift 8.3.1851 i Kbh. (Garn.) med Emma Heloise Victorine Kofoed, født 23.10.1823 i Kbh. (Helligg.), død 17.8.1908 sst., d. af sekretær ved Kbh.s gæsteret og gældskommission, senere kontorchef i hof- og stadsretten, justitsråd Johannes Michael K. (1785–1867) og Jochumine Frederikke Rosen (1786–1871). Udnævnelser R. 1848. DM. 1849. K.2 1873. Ikonografi Afbildet på tegn. og mal. af slaget ved Fredericia af N. Simonsen, 1849 (begge Fr.borg). To træsnit 1877, det ene af G. Pauli. Foto. Bibliografi F. E. Hundrup: Stamtvl. over slægten Borgen, 3. udg. 1877 21. Den dansk-tyske krig 1848–50, udg. Generalstaben I-III, 1867–87. Den dansk-tyske krig 1864, udg. samme I-III, 1890–92. Frits Holst i III. tid. 20.5.1877. K. C. Rockstroh: Fortællinger af 2. bataillons hist., 1907 69–71 78. N. P Jensen: Livserindr. II, 1916. General de Mezas krigsdagbøger 1849–51, udg. K. C. Rockstroh, 1928. – Papirer i Rigsark. Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44. | Schøning, Carl Frederik (I18844)
|
| 779 | CENSUS: *1870 Fulton Co, IL census, Union Tp., P.O. Avon, Enum. 8 June, p. 40, Fam. # 293. Babbitt, Stephen, age 25, Farmer, $300/300, b Illinois; Malinda, age 58, Keeping House $6500/250, b Kentucky. *1880 Warren Co, IL, census,«/b» Greenbush Tp., p. 157A. Stephen Babbitt, farmer, age 35, b IL, f b KY, m b KY; Leona Babbitt, wife, age 28, b IL, f b FRA, m b FRA; Louis H. Babbitt, Son, age 8, b IL, Neva L. Babbitt, Dau, age 6, b IL. *1900 Fulton Co, IL census, «/b»Union Tp, Enum. 21 June, p. 297A, Fam. #368. Babbitt, Stephen J., b Aug 1845 [sic], age 54, md 29 yrs, b Illinois, f b Ohio, m b Kentucky; Leonie A., Wife, b Oct 1858, age 42, md 29 yrs, 3 ch, 3 lvg, b Illinois, f b France, m b France; Lewis H., Son, b Aug 1871 [?may be 1872], Single, b Ill, f b Ill, m b Ill, Farm Laborer. *1910 Fulton Co, IL census«/b», Union Tp, Enum. 20 Apr, Fam. #44. Babbitt, S. J., Head, age 65, M 1, 37y, b Illinois, f b Ind. [sic], m b Ken, Farmer; Leone, Wife, age 58, m 1, 37y, 3ch-3 lvg, b Illinois, f b France, m b France. *1920 Fulton Co, IL census«/b», Union Tp, Enum. 14 Jan, ED 104, p. 11-B, Fam. #199. Babbitt, Stephen J, Head, age 75, Wd, b Illinois, f b Pennsylvania, m b Kentucky, Farmer, Truck Farm; Wilson, Rose, Housekeeper, age 65, Wd, b Illinois, f b France, m b France, Housekeeper, Private Home.«b»*1930 Fulton Co, IL census«/b», Union Tp, Enum. 3 Apr, ED44, p. 1-B, Fam. #27. Babbitt, Stephen J, Head, age 85, Wd, b Illinois, f b Ohio, m b Kentucky, Farmer, General Far; Wilson, Rose M, Sister-in-law, age 68, Wd, b Illinois, f b France, m b France, Housekeeper, Private Home. [Note:Rose Wilson is one of Leonie's sisters; she is mentioned in Leonie's obituary.] | Babbitt, Stephen Jasper (I16976)
|
| 780 | CENSUS: *1870 Fulton Co., IL, census«/b», Union Tp. P.O. Avon, p. 40/260, Fam. #344. Listed with the family of Jonathan Babbitt, age 32, s/o James and Mary Randall Babbitt and 1st cousin to Hugh. Babbitt, Hugh M., agae 26, b Ill. *1880 Fremont Co, IA, census«/b», Monroe Tp., p. 40B. The following entry may be Hugh and Azubia: H. M. Babbitt, farmer, age 34, b IL, f b IN, m b KY; A. I. [sic, possibly a 'J' that was misread?] Babbitt, wife, age 27, b IL, f b IN, m b NY; Orlana Babbitt, Dau, age 6, b IL; Bertha Babbitt, Dau, age 3, b IA; Milo Babbitt, Son, age 1, b IL; George Schurr, farmer, son [sic], age 25, b Wurtemburg; Martha Bartlet, Other, age 55, b Ger. [NOTE:George Schurr may be the "son" of Martha Bartlet.] *1900 Mills Co, IA census, Indian Creek Tp, p. 92A, Enum. 9 June, Fam. #283. Babbitt, Hugh M., Head, b Aug 1844, age 55, md 27y, b Ill, f b Ohio [sic], m b Ind [sic]; Azubia, wife, b Feb 1854, age 46, md 27y, 5 ch [sic], 5 lvg [sic], b Ill, for Ohio, m b NY; Minnie, Dau, b Feb 1881, age 19, Single, b Iowa; Pearl, Dau, b Aug 1884, age 15, Single, b Iowa; Glenn, Son, b June 1885, age 14, Single, b Iowa; Lulu, Dau, b Apr 1888, age 11, Single, b Iowa. *1910 Mills Co, IA census, Center Tp, Enum. 29 Apr, Dist. 89, p. 18, Fam. #122. Babbitt, Hugh M, Head, age 65, M1-38y, b Illinois, f b Indiana, m b Kentucky, Farmer; Azuba L, Wife, age 56, M1-38y, 10 ch-5 lvg, b Illinois, f b Indiana, m b New York; Luella, Daughter, age 21, Single, b Iowa. *1920 Mills Co, IA census, Center Tp, Enum. 15 Jan, p. 104, Fam. #105. Babbit [sic], Hugh M., Head, age 75, Wd, B Illinois, f b Kentucky, m b Kentucky, Farmer. [Note: No other persons listed in his family.] | Babbitt, Hugh M. (I16977)
|
| 781 | Cirkusfamilien Mundeling Af Marianne Sparegodt, akademisk medarbejder Sidst i 1800-tallet kunne man træffe de fremmede rejsende, i folkemunde kaldet sigøjnere, ved Sømosen i Dronninglund Storskov. Sømosen var et ugæstfrit sumpet sted, hvor kun få lagde vejen forbi. Det benyttede de rejsende sig af. De oprettede deres vinterkvarter ved Sømosen og bosatte sig i jordhuler og primitive hytter. Om sommeren rejste de rundt i landet. Fra disse rejsende stammer en del af de senere kendte cirkus- og gøglerfamilier. Familierne Mundeling, Benneweis, Hertzberg og Altenburg har haft deres vinterkvarter ved Sømosen. De fremmede rejsende stammede fra Tyskland. De første år de opholdt sig i Danmark, talte de derfor plattysk, når de henvendte sig til lokalbefolkningen. Men når de talte indbyrdes, kunne man af og til høre sproget romani, et tegn på at nogle af de rejsende var beslægtede med sigøjnere. Men efterhånden blev familierne danske. De havde intet andet valg. Fremmedloven af 15. maj 1875 forbød musikanter, dyreforevisere og akrobater at rejse rundt i Danmark eller bosætte sig i landet. Man ville med andre ord ikke lukke flere rejsende ind i landet. De unge måtte nu enten finde deres ægtefælle blandt de øvrige rejsende i Danmark, eller finde en ægtefælle blandt de bosiddende danskere. De yngste rejsende blev derfor dansktalende og lidt efter lidt integrerede. Skærsliber Christian Adolf Andreas Mundeling byggede i 1875 en hytte i skrænten ved Sømosen. En lille beskeden hytte med stue, køkken, gang og røghul i taget. Denne hytte var den børnerige families vinterkvarter i en del år. Familien ernærede sig foruden ved slibning også ved musik og dans. En af Christian Mundelings sønner, Ernhardt Gustav Mundeling, født 1860, blev senere en kendt cirkusdirektør. Ernhardt traf som 19-årig sin kommende hustru, linedanseren Justine Magdalene Rosalie Altenburg, født 1864, ved Sømosen. Justine var datter af den omvandrende musiker Carl Christian Georg Altenburg og harpespilleren Helene Magdalene Brandt. Mundeling huskede tydeligt det første møde med kvinden i sit liv, linedanseren. ”I tanken kan jeg se hende glide hen ad ståltrådslinen, hvor hun gjorde sine kunster. Hun var i en blågrøn flordragt og havde langt, sort hår, som nåede hende næsten til fødderne”. Han kunne ikke få øjnene fra hende, og til sidst tog han mod til sig og friede til hende. Det viste sig, at Justine gengældte hans følelser, og efter forældrene havde givet deres tilladelse, holdt de bryllup. Parret boede i begyndelsen i Dorfkolonien nord for Dronninglund Storskov. Denne koloni var anlagt af Justines familie i 1862. De opfandt æggedansen Parret, Ernhardt og Justine, begyndte deres tilværelse som ægtefolk meget beskedent.De ernærede sig i de første år somomvandrende skærslibere og gøglere. De trak rundt med deres få ejendele på en kærre. De havde ingen beboelsesvogn. I kroerne dansede Justine på ståltrådsline. Parret opfandt også æggedansen. Justine fik bind for øjnene og dansede på et tæppe mellem ni æg. Det var et trick. Men det virkede. Tørklædet blev bundet så løst, at Justine kunne se æggene. Men efter nogle år måtte Ernhardt og Justine anskaffe sig en beboelsesvogn og en hest til at trække den. Parret havde da fået to piger. De første cirkusfamilier og gøglere i Danmark kørte i vogne med sejldug over. Senere kunne man se rigtige beboelsesvogne med gardiner for vinduerne, der rullede langsomt og tungt på landevejene. Folkemindeforskeren Johan Miskow lader os omkring 1904 kigge ind i en af disse vogne. Vi forbavses over: ”at man nogenlunde frit kan bevæge sig derinde trods det meget forskellige Bohave, hvoraf den i Reglen ret talrige Familie betjener sig til Døgnets forskellige tider. Således er Sengestederne anbragte ligesom Køjer fremmest i Rummet. Et fast Bord er befæstet op til en af Langvæggene; et par Stole, en Kiste eller Kuffert, et lidet Komfur på den ene side af Indgangen med Tallerkenrækker over, paa den anden Side et Madskab. Brogede Skilderier er der på Væggen og et Spejl. I Vinduerne Potteplanter.” Om familie Mundelings første vogn var en rigtig beboelsesvogn eller en mere primitive type vides ikke. Men senere fik de i alt fald en rigtig beboelsesvogn af den type, der næsten lignede et lille hus og en bagagevogn. Det var ikke ualmindeligt, at de rejsende førte husdyr med sig. Mundeling anskaffede sig en lille gris, som blev transporteret i en bagagevogn og slagtet om vinteren. Når cirkus kom til byen Hver sommer rejste Mundeling ligesom andre cirkusfolk fra landsby til landsby med deres cirkus. De kørte uden om de store byer. De var på udgik efter en flink bonde, hvor de kunne leje en mark mod fribilletter til bonden og hans familie. Mest attraktivt var det, at slå sig ned hos de cirkusinteresserede store jordejere. Her kunne cirkusfolkene få billigt eller gratis foder til dyrene, og herskabet betalte en god entré til aftenens forestilling. Lensgreve Mogens Frijs af Frijsenborg var en af cirkusfolkenes gode venner, som sørgede for foder til deres dyr, når de tog ophold i nærheden af hans gods eller på godsets jorder. Når cirkus kom til en by, hvor de ville give forestilling, red nogle rundt og blæste i trompet for at annoncere aftenens forestilling, medens andre gjorde manegen i stand. De første maneger var meget primitive. Fire pæle blev hamret ned i jorden, og mellem pælene udspændte man et tov. På toppen af pælene anbragte cirkusfolkene nogle udhulede kartofler, som var forsynet med en væge og fyldt med olie. Kartoffellysene fungerede som belysning. Publikum kunne sidde i græsset eller stå. Man har formodentlig måtte aflyse en forestilling ved stærk regn. Efterhånden som cirkusfamilierne fik arbejdet sig op, blev der råd til rigtige cirkustelte, som vi kender dem i dag. Ernhardt og Justines første telt var firkantet og lille. Det næste var rundt, men havde kun plads til 70 tilskuere. I 1890’erne havde Ernhardt og Justine fået et telt til fem hundrede tilskuere. Teltet var forsynet med en stormanege, således at der var plads til hestenes optræden. I Mundelingernes første telt var manegen så lille, at hestene var ved at styrte over barrieren og ud til tilskuerne. Ikke blot cirkusteltet, men også privatboligen blev efterhånden forbedret. I 1903 købte Mundeling det gamle posthus ved Svenstrup Krat i Nordjylland og navngav det Vinterhvile. Huset skulle bruges til vinteropholdsted, hvad navnet også antydede. De udvidede stalden, så den kunne rumme ti heste og anlagde også et ridehus, hvor børnene kunne øve sig i ridning og akrobatik. Familien Mundeling fik i alt tolv børn. På den tid kunne mange børn være en stor byrde for en familie, men ikke for en cirkusfamilie. Børn var dejlige: ”for hvert barn vi fik, flød indtægterne lidt rigeligere. Helene var dygtig i trapetz, Anna var lidt mere tung i det. Elvira og Rudolfine var dygtige til hest…”, fortalte Ernhardt Mundeling. Det var helt almindeligt, at cirkusfamiliernes børn blev oplært til at optræde i 3-4 års alderen. På den måde kunne cirkusfamilierne selv udfylde et program med heste i fri dressur, ridning i forskellige former, linedans, jonglør- og klovnekunst. I 1926 blev cirkusset overtaget af tre svigersønner. Ernhardt og Justine flyttede efter deres pensionering til Bjerringbro, hvor de købte villa ”Erna” på Nygade. Nogle af børnene flyttede også med til Bjerringbro, men de rejste alle med cirkus om sommeren. ”Må jeg være her resten af mine dage?” I villa Ernas have anlagde Ernhardt ørreddamme. Han var ligesom de øvrige rejsende en ivrig lystfisker og havde i årenes løb suppleret indtægterne fra cirkuset med fiskeri i åer og vandløb, hvor han kom frem. I 1942 døde Justine Mundeling og blev begravet på Bjerringbro kirkegård. Ernhardt rejste herefter fra byen, og boede på skift hos børnene. Hans nomadenatur fornægtede sig ikke. Axel Holm gav i 1956 denne karakteristik af Ernhardts sidste år i Kristeligt Dagblad: ”Han rejste fra det ene sted til det andet, hvor hans børn havde hjem eller var beskæftiget i en cirkus. På de mærkeligste tider af døgnet stod den lille, sirlige mand ved en dør og sagde: Må jeg være her resten af mine dage? Næste dag rejste han videre”. Ernhardt døde 1947 i Hjelmerup på Fyn. Han blev begravet i Bjerringbro, hvor hans kone også var begravet. Flere af Mundelings børn er også begravet på Bjerringbro kirkegård. Ernhardt og Justine Mundeling blev kendt for deres alvorlige kristendom, deres afholdenhed fra alkohol og den gode tone i deres cirkus. Ifølge Axel Holm var der i 1956 70 personer fra slægten Mundeling, som var eller havde været tilknyttet cirkus. Cirkus Mundeling opstod igen i 1986 ved Erna Mundeling og hendes datter Viola. Men det genetablerede cirkus fik kun to sæsoner, hvorefter man måtte lukke. Men Viola og hendes søn Carl Mundeling har efterfølgende været tilknyttet flere cirkuser. Kilde: Furresø Museer Nyt, Nr. 4, November 2008. | Mundeling, Erhardt Gustav (I75097)
|
| 782 | Comment: 26 June 1786 Orange Co, VA, Spence Mozingo went to J Clarks to get boards for covering tobacco house 30 November 1786 Orange Co, VA, Spence Mozingo paid 3/4 of the balance on his account against G Taylor for repairing the tobacco house 10 May 1787 Orange Co, VA, Taylor's diary noted that he went down the run to Mozingo's to fish. 09 October 1787 Orange Co, VA, Spence Mozingo came to work at 2. 10 October 1787 Orange Co, VA, S Mozingo came to work this morning and went to muster about noon. 14 October 1787 Orange Co, VA, S Mozingo stayed 2 nights then went home. 15 October 1787 Orange Co, VA, S Mozingo raised roof of cornhouse and covering. 26 October 1787 Orange Co, VA, S Mozingo cutting logs for stable. 05 November 1787 Orange Co, VA, Spence Mozingo putting up logs for stables. 06 November 1787 Orange Co, VA, S Mozingo about stables putting logs and hewing. 07 November 1787 Orange Co, VA, S M hewing stable. 12 November 1787 Orange Co, VA, S Mozingo at Capt Burnley's and Moses with him. 13 November 1787 Orange Co, VA, S Mozingo covering stable. 15 November 1787 Orange Co, VA, S Mozingo about stable doors & c. 19 November 1787 Orange Co, VA, S Mozingo not here. 22 November 1787 Orange Co, VA, Spence Mozingo was here, settled his account with G Taylor bal due Mozingo 16/10 to this date. 07 December 1787 Orange Co, VA, S Mozingo came here, expects his wife to lie in soon, let him have 12 [] brandy and 2 lb brown sugar. 22 December 1787 Orange Co, VA, S Mozingo got 1 1/2 bush wheat at 4/6. 30 January 1788 Orange Co, VA, Spence Mozingo was here, let him have1 qt brandy. 20 February 1788 Orange Co, VA, S Mozingo getting pails. 04 March 1788 Orange Co, VA, S Mozingo was here and sd shd work at J Taylors tomorrow. 26 April 1788 Orange Co, VA, S Mozingo came here in the evening and bo a midling of old bason 10 lb at 9d. | Mozingo, Spencer (I18132)
|
| 783 | Dagsbefalingen 1864. Sønderborg, den 4de Marts 1864. Soldater! Hs. Majestæt Kongen har allerhøist betroet mig Kommandoen over den aktive Armee. Vi staa ligeoverfor mægtige Fjender; men jeg, der i 50 Aar færdes imellem Eder, veed, hvad I kunne udrette, veed, at I uforsagte ville følge Eders Førere. I Krigen 1848-50 har aldrig nogen Mand under min Kommando svigtet sin Fane og sin Pligt. Jeg tør som Eders gamle General freidigt indestaa for Eder - I ville som tro og tappre danske Mænd vise Eder den Tillid værdige, som Kongen og Nationen sætter til Eder. Det skal være min Opgave efter bedste Evne at sørge for Eders Vel. Til Gjengjæld forlanger jeg Eders uskrømtede Tillid. Uforsagte ville vi gaa Faren imøde med Gud for Konge og Fædreland. Gerlach. | Gerlach, Georg Daniel (I43680)
|
| 784 | Dekorationer Kommandør af Dannebrogordenen (1. januar 1995) Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 40 års regeringsjubilæum Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II's 25 års regeringsjubilæum Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethes og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks sølvbryllup den 10.6.1992 Den Islandske Falkeorden Den Kostbare Krones Orden (dameorden) Forbundsrepublikken Tysklands Fortjenstorden Fortjenstordenen (Østrig) Hvide Elefants Orden (Moha Wara Bohru) Hvide Roses Orden Infante Don Henriqués Orden Kgl. Norske Fortjenstorden Kroneordenen Medalje til minde om arvestorhertugens og arvestorhertugindens bryllup i 1981 Den Nationale Fortjenstorden (Frankrig) Nilordenen Stjerneordenen Sydkorsordenen Uafhængighedsordenen Victoriaordenen Ærestegn for Fortjenester (Østrig) | Vøgg, Anita Beatrice (I80544)
|
| 785 | Dødsfald THORSHAVN: Christian Dahl-Restorff, gennem mange år ejer af og direktør for velkendte Hotel Hafnia i Thorshavn, er død. Han blev 87 år. Afdøde såvel som hotelvirksomheden har gennem alle år været én og samme institution på Færøerne. Christian á Hafnia var hans kaldenavn blandt færinger, og for mange familier i Thorshavn-regionen blev det engang lille hotel i bymidten deres hjem nr. 2. Det var her, folk i Havn samledes til familiefester og efter begravelser, og det var også her, handelsrejsende fra Danmark boede. Christian Dahl-Restorff kendte alle sine gæster, og han både modtog dem og sagde farvel til dem, som var de medlemmer af hans egen familie. Den personlighed og omsorg for kunderne, han altid udviste, smittede af på sønnerne Johan og M. C., som idag driver hotellet med samme personlighed, som deres far gjorde det. Gennem årene har hotellet været genstand for adskillige udvidelser og moderniseringer, og idag fremstår det som et moderne hotel med den gamle færø-hygge i behold. | Dahl-Restorff, Christian (I118928)
|
| 786 | Emma Bærentzen (1882 - 1921) 1882-1921, forfatter, legatstifter. *17.2.1882 i Hjørring, †20.8.1921 i Thurø sg. Forældre: apoteker Carl Alexander Johannes Zoffmann (1854-95) og Johanne Christiane Christensen (1858-98). ~17.4.1907 (b.v.) med købmand Halvard Balthazar Rolfsen, *3.9.1871 i Drammen, Norge, †11.4.1950 i Oslo, s. af sorenskriver Ole Ambrosius R. og Ellen Ovidia Lange. Ægteskabet opløst 1913. ~19.3.1913 med billedhugger ?Thomas Vilhelm B., *6.4.1869 i Kbh., †23.4.1936 på Frbg., s. af kommandør Alexander Christian Riber B. og Anna Rosa Elise Magnussen. Ægteskabet opløst 1917. Allerede som purung havde EB kunstneriske interesser og drømte om en tilværelse som udøvende kunstner. Blot kunne hun ikke beslutte, hvilken kunstart hun skulle dyrke. Resultatet blev et skønlitterært forfatterskab, som hun var kendt for i sin samtid, og et kunstnerlegat, der bar hendes navn langt ind i eftertiden. Hun blev privat dimitteret som student fra Schneekloths Skole i 1901 og tog filosofikum 1902. Derefter var hun på studieophold på tyske universiteter, inden hun giftede sig med en norsk købmand og flyttede med ham til Istanbul. Det blev indledningen til en livslang kærlighed til Tyrkiet, dets befolkning og kultur. Tyrkiske forhold var temaet for flere af EMs romaner, nemlig I Kalifens Nærhed, 1909, Stambuls vandrende Skygger, 1915, og Irene, 1917. De beskrev brydningerne i Tyrkiet omkring 1910 mellem orientalsk kultur og vesteuropæisk tænkemåde samt ungtyrkernes oprør mod det gamle sultandømme. Romanerne gav et indblik i de tyrkiske haremer, dvs. boligernes særskilte kvindeafdeling, som udlændinge normalt ikke havde adgang til. Samtidig havde EB en fin fornemmelse for værdierne i den tyrkiske kultur. Det var usædvanligt dengang, hvor man almindeligvis vurderede andre kulturer ud fra en vesteuropæisk målestok, og hun var utvivlsomt med til at rokke ved nogle af sin tids mange fordomme om landet. Datidens lidt nyfigne interesse for eksotiske miljøer gav bøgerne en vis popularitet, men den litterære værdi af dem er begrænset. Det viste sig klart i de romaner, som foregår under danske himmelstrøg Kuplen, 1915, og den posthumt udgivne Carla, 1922; især sidstnævnte blev køligt modtaget af anmelderne og forblev ubemærket af publikum. EB vendte hjem til Danmark, da hun blev skilt fra sin første ægtefælle og gift anden gang med billedhuggeren Thomas B. Efter separation fra ham i 1917 slog hun sig ned i en lejlighed i Bredgade og med sommerbolig på Thurø. Hun var kendt som en gæstfri værtinde, der ofte ydede en økonomisk håndsrækning til fattige kunstnere. Fra sin morfader, der var fabrikant, havde hun arvet en formue, og den testamenterede hun til et legat, der fik hendes navn, og som blev tildelt billedkunstnere, skuespillere, musikere eller skønlitterære forfattere, der ønskede videre kunstnerisk uddannelse. Først 1999 ophørte legatet. I et interview få år før sin død gav EB udtryk for, at Orientens fortryllelse aldrig slap den, der havde levet der: “Hvor man siden i Verden kommer hen, vil man længes tilbage til det skønne Stambul.” Efter hendes eget ønske blev hendes aske ført til Tyrkiet og begravet på den protestantiske kirkegård i Istanbul. Optaget i Dansk Biografisk Leksikon. Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO | Zoffmann, Emma (I86846)
|
| 787 | Extracted from probate for Karen Gudbersdatter, June 13, 1743, page 290: Anders Jensens sallig hustru Karen Gudbingsdaatter, som boede og døde paa 41 Selfeiergaard i Ellebye udi Westermarie Sogn, og det over alt bemelte sallig qvinde sig have i efterladte. . . . dette imellem dend sallig qvindes efterlevende mand Anders Jensen paa den eene side og paa den anden side hendes udi 2 egteskaber avlede 9 børn: som er 4 sønner og 5 døtter. Hvor den først anfore dend sallig qvindes udi første egteskabnemlig ved Anders Andersen hvor avlede 7 børn, som er 3 sønner og 4døtter, hvor af dend eldste er ved navn Peder Andersen Kure, 56 aar gammel, og boende paa dend 11 Kongens Vaarendegaard i Clemendsker Sogn, sin egen verge som mødte, dend anden søn af første keld Niels Andersen Kure ??? ??? ved døden afgangen er forhen boende paa Ealegaarden i ØsterM Sogn, og efterladte sig 8 børn som var 2 sønner og 6 døtter, dend eldste søn Anders Nielsen Kuure, 7 aar gammel, for hannem værger sødskendebarn Peder Andersen Kuure, 10 aar gammel, værger faderbroder Peder Andersen Kure paa 11 Vaarnegaard i Clemendsker Sogn, yngste søn er Peder Nielsen Kuure, 7 aar gammel, for hannem værger sødskendebarn Peder Andersen Kuurei Skinderbye i Clemendsker Sogn, eldste daatter Margrethe Nielsdaatter,22 aar gammel, værger Michel Nielsen i Kruugegaarden i Øster Sogn, dend anden daatter Dorethe Nielsdaatter, 22 aar gammel, værger Mads Nielsenboende Louegaarden i Øster Sogn, dend 3 daatter Karen Nielsdaatter, 19 aar, værge hendes halvbroder Mads Hansen boende paa Ealegaard i ØsterM Sogn, 4' daatter Elsebeth Nielsdaatter, 15 aar gammel, værge hendes halfsøstersmand Isach Pedersen boende i Steenegaarden her i WesterM Sogn, 5' daatter Zitzele Nielsdaatter er paa 12 aar gammel, værge farbrodersøn Ared Andersen Kuure paa Smedegaarden i Nyker Sogn, dend 6' og yngstedaatter med navn Berithe Nielsdaatter, 6 aar gammel. . . . dend sallig qvinde Karen Gudberensdaatter udi egteskab avlede 3' og yngste søn Hindze Andersen Kure, 51 aar gammel, egen værge, boende paa 6 Hans Kongl.Maj. Vaarnedegaard eller Kirkeboet udi Nyker Sogn, dend sallig qvindes eldste daatter af første keld Kiersten Andersdaatter udi egteskab med Mogens Gotfredsen udbyger (Hanlyngen?) i Wester M Sogn udi Ringedebye, sommødte, dend anden daatter af første keld ved navn Margrethe Andersdaatter i egteskab med Lars Olsen paa 44 Selfejergaard i Wester Sogn. . . . dend sallig qvindes tredie daatter Zitzele Andersdaatter udi egteskab med Anders Hansen boende i Ibsker. . . . landet bort for 3 aar siden. . .Westindien, til værge eldste broder Peder Andersen Kure, 4' og yngstedaatter Maren Andersdaatter udi egteskab med Jep Jensen boende paa 6 Selfejergaard udi Aaker Sogn. . . . den sallig qvindes udi latte sidste egteskab med hendes efterlatte enkemand Anders Jensen avlede 2' børn som er 1 søn og ene daatter, er sønnen ved navn Anders Andersen sin 30 aar gammel. . . . opholden sig hos hieme paa gaarden hos hans fader,daatteren af sidst keld Elsebeth Andersdaatter udi egteskab med Isach Pedersen udi Steenegaarden her i Wester M Sogn. This database researched and compiled by Norman Lee Madsen, Toronto, Ontario, copyright 1990-2001. | Gudbergsdatter, Karen (I97630)
|
| 788 | Extracted from the probate for Rasmus Hintze, March 2, 1737, page 42b: Salig Rasmus Hintze som boede og døde paa dend 40 Jord Ejendoms Gaard i Elleby udi Vestermarie Sogn. . . . Imellem hans efter lefvende hustru Kierstene Pedersdaatter, for hende er til lau verge antagen hendes broder Torkel Pedersen boende i Aaker Sogn, paa dend eene side og paa dend anden side dend salig mands efter lefvende børn som er først at reine hand haver auled med sin forhen afdøde hustru nemlig 2 sønner og 1 daatter: Der af dend elste søn Hintze Rasmusen paa 15 aar gammel, for hannem er antagen anordnet myndlingens morbroder Jens Hansen boende i Østermarie Sogn som mødte, hvor i mod hand blif ver af ??? vergemellet for Kierstene Ibsdaatter i Østermarie Sogn. Dend anden søn Jens Rasmusen paa 13 aar gammel, for hannem er til verge anordnet myndlingens moders mostermand Jep Larsen i ØsterM Sogn i Øllegaardend, hvilken myndlingens er anden hos morfaderen, hannem har op foed siden baarnet var half aar gammel som der og fasblef. Daatteren Magrethe Rasmusdaatter 16 aar gammel, for hende er til verge anordnet myndlingens morbroder Hans Hansen boende i Østerlarsker Sogn. Dernest som hun i egteskab fader auled med sin efter lefvende hustru Kierstene Pedersdaatter 2 sønner og 3 døttre: Deraf dend elste søn Peder Rasmusen 8 aar gammel, for hannem er ti verge anordnet myndlingens faders sødskende barn Jens Jensen i Kircheboet udi Østermarie Sogn., Dend anden søn Christopher Rasmusen paa 4 aar gammel, for hamen er ti verge anordnet Hans Hintze boende i Nylarsker Sogn som mødte og sig paatog sammen verge maal. . . . verge maal for Karen Hansdaatter hvis broder Jens Hansen au boende paa Møllegaardend i VesterM Sogn, som nu er gift. . . . Dend eldste daatter Kierstene Rasmusdaatter paa 10 aar gammel, for hende au til verge anordnet mynlingens morbroder Niels Pedersen boende i Clemmedsker Sogn som mødte. Dend anden daatter Bohl Rasmusdaatter paa 6 aar gammel, for hende er til verge anordnet myndlingens half morbroder Peder Svendsen boende i Rutsker Sogn i Aabye. Dend 3' og yndste daatter Rebecca Marie Rasmusdaatter ungefeher paa et half aar gammel, for hende er til verge anordnet myndlingens mostermand Claus Clausen boende i Nyker Sogn. This database researched and compiled by Norman Lee Madsen, Toronto, Ontario, copyright 1990-2001. | Hintze, Rasmus (I8694)
|
| 789 | Faktaboks: Fra kirkebogen: "Nicolaj Frid: Severin Grundtvig - D 8de Septb: som var en mandag efter D: 12 Trin: Kl. 3 efter Middag blev min kjære Hustrue Catharine Maria Bang Lÿkelig forlöst med en Sön, som D 10de derefter blev af mig hjemmedöbt og kaldet Nicolaj Frideric Severin. Jordemoderen Madame Castensen bar ham da - Fölgende 8de Oct: som var en Onsdag, blev hans Daab confirmeret i Udbÿe Kirke, da Höjvelbaarne Frue Kammerherreinde von Raben til Beldringe bar ham, og Fröken Halman fra Rönnebeksholm stod hos, de övrige Faddere vare: S: F. HstKammerherre v: Raben til Beldringe og Lechende. Hl Kammerherre og Conferentz Raad v. Bering Schjold til Rönnebechsholm; samt Deres Velærværdigheder: Hr Westergaard i Sværdborg,Hr Reenberg i Præstöe, Hr Smith i Mehrn og Hr Homan til Hammer og Lundbÿe, Hr Provst Ditzel forrettede den hellige Act." N. F. S. Grundtvig, født 1783 død 1872. 1811-13 Kapellan i Udby 1818 Gift med Lise Blicher - (Elisabeth Christina Margrethe Blicher fra Gunslev på Falster) 1822 Kapellan i Vor Frelsers Kirke 1825 Kirkens Gienmæle 1826 Søgte sin afsked 1826-37 Underkastet censur 1839-72 Præst ved Vartov 1851 Gift med Marie Toft - (Ane Marie Elise Carlsen fra Rønnebæksholm) 1858 Gift med Astha Tugendreich - (Astha Tugendreich Adelheid Kragh-Juel-Vind-Frijs, ejer af godset Palsgård)) I efteråret 1845 traf Grundtvig første gang Marie Toft, der var enke og ejer af Rønnebæksholm ved Næstved. Hun var desuden kendt for at være en usædvanlig selvstændig kvinde, der var aktiv i egnens vækkelsesbevægelse; men da hun på et tidspunkt kom i dyb tvivl, opsøgte hun som mange andre Grundtvig for at få råd og vejledning. For begge blev mødet skelsættende - Grundtvig var fyr og flamme over at møde en kvinde, som kunne svare ham igen! Han var på det tidspunkt 62 år gammel, havde siden 1818 været gift med sin Lise, den blide, fromme provstedatter fra Gunslev på Falster, som døde i starten af 1851. I august 1851 skrev han digtet ”Til min Marie”, og de blev - den store aldersforskel til trods - viet senere på året. Musikken til denne ”love story” er lavet inutidig rytmisk stil af Hans Holm. Bosætning: 1816 - 17: Kronprinsessegade 44, 1818: Vingaardsstræde 9, 1819 - 20: Løngangsstræde [29] 1821: Kronprinsessegade 12, 1823: Torvegade 25, 1824 - 27: Prinsessegade 52, 1828: Prinsessegade 50, 1829 - 40: Strandgade 4, 1841 - 50: Vimmelskaftet 49, 1851: Stormgade 17, 1852: Nybrogade 12, 1853 - 55: Frederiksholms Kanal 16, 1856 - 57: Nørregade [5] 1858 - 59: Larslejsstræde 12, 1860 - 67: Gammel Kongevej [148] 1868 - 70: og frem: Strandvej 123. | Grundtvig, Nicolaj Frederik Severin (I78608)
|
| 790 | Folketællinger DDD Præstø, Baarse, Udby, Udbÿe Bÿe, Præstegården, 1, FT-1787, B1113 København, København (Staden), Christianshavn Kvarter, Strandgade, Gaarden No 56, 2. sal, 2, FT-1840, C9569 København, København (Staden), Snarens Kvarter, Snarens Kvarter København, Vimmelskaftet No 134 A 2den Sal, 1, FT-1845, C3102 København, København (Staden), Snarens Kvarter, Snarens kvarter, Vimmelskaftet 134 A, anden sal, 825, FT-1850, C1183 | Grundtvig, Nicolaj Frederik Severin (I78608)
|
| 791 | Fra Bøssehistorie Tidslinie 1852 - 1899 http://www.sitecenter.dk/zauritsbureau/tidslinie18521899/ 1888/90 En ca. 37-aarig købmand blev anholdt i Tivoli. Under udstillingstiden - i trængslen udenfor det aabne teater, hvor han stod ved siden af et ungt menneske - havde han givet sig til at beføle ham paa en uterlig maade. Under forhørene viste det sig at han havde gjort sig skyldig i en hel række af den slags "usædelige attentater" og han blev straffet med "5 Dage Vand og Brød". Saadan blev historien fremlagt under en klinisk forelæsning af sindssygelægen, dr. Knud Pontoppidan i december 1890. Den nu 39-aarige købmand var indlagt til observation hos sindssygelægen, fordi han igen for nylig var blevet tiltalt for lignende forhold paa pissoirer. Købmanden var medbragt til forelæsningen, saa forelæsningens deltagere kunne foretage en nærmere observation af ham. Det blev oplyst, at købmanden, naar han havde "lascive drømme" drejede de sig mest om slagterdrenge med bare arme og stramme benklæder. Børn og helt voksne personer øvede ingen tiltrækning paa ham. (Knud Pontoppidan: Pervers Seksualitet. En Klinisk Forelæsning. Bibliothek for Læger, side 505-513. København 1891. 1892 'Tandem' (pseudonym for Poul Andræ) skrev artiklen "Den kontrære sexualfornemmelse. Fragmenter til Oplysning", som var et svar på Knud Pontoppidan artikel aaret før. Bibliothek for Læger, side 205-222 og 247-281, København 1892. | Pontoppidan, Knud Børge (I79520)
|
| 792 | FØDSEL kb 1849-1854 Vor Frue, Sokkelund, København data_kirkeboeger_013_2_005_K04-16-A, opsl. 100 / 52 Nr. 3 i Nikolines meget store børneflok på 17, hvoraf 10 nåede voksenalderen. Gik i Melchiors Skole. Blev konfirmeret af Grundtvig i Vartov Kirke og kom i købmandshandel. Gik før tiden på session, blev soldat, lod sig uddanne til officer og blev som løjtnant ansat i generalstaben. Senere kaptajn, oberstløjtnant og lærer ved officersskolen. - Var nært knyttet til broderen Ferdinand Engelhardt Boisen Bennike (kaldet FE Boisen Bennike); det fremgår af fx Sigurd Smiths fotoalbum fra o. 1910. FEs enke, "Tas" (tante) Emma, ses både på Ove og Bodils forlovelsesbillede og på et billede fra en middag i Smith-familien o. 1920. | Bennike, Henrik Ferdinand (I80419)
|
| 793 | Første beskrivelse af Niels Stigsen stammer fra Marie Abildtrup´s slægthistoriske beskrivelser. Niels Stigsen kender man ikke meget til førend han i aar 1225, som 45 aarig, blev udnævnt til Biskop i Roskilde og i aar 1238 fulgte udnævnelsen til Kansler. Paa denne tid var dette embede altid besat af en gejstlig. Som Kansler var han kongens nærmeste raadgiver og mellemmand over for stormændene og udenlandske magter. I forbindelse med kanslerembedet gav kongen, Valdemar Sejr, ham Saltholm. Niels Stigsen var en aktiv mand. Bl.a. interesserede han sig meget for klostrene i Sorø og Næstved og medvirkede ved oprettelsen af et Franciskanerkloster i Roskilde i 1237. Kirkens magt, der var blevet meget stor under Biskop Absalon og hans efterfølgere, Sune-sønnerne, blev i 1200 tallet svækket, hvorimod kongens magt blev styrket. Ved et Bispemøde i Odense 1245 hævdede biskopperne i stærke ord kirkens rettigheder overfor kongen. Som følge deraf blev Niels Stigsen frataget kanslerembedet og maatte flygte ud af landet, først til Norge, og senere til Frankrig. Baade hans private gods og bispestolens gods blev inddraget og besat af daværende konge, Erik Plovpennig. Niels Stigsen døde i Clairvaux, et Fransk Cistercienserkloster, den 24 September 1249. Niels Stigsen maa paa et tidspunkt have været gift med en af Gyldenstjerne-døtrene fra Aagaard, idet hans søn Erik Nielsen tillige bar efternavnet Gyldenstjerne og blev ejer af Aagaard ved Fjerritslev. | Stigsøn (Hvide og Galen), Niels (I90449)
|
| 794 | Georg Carstensen - Tivolis grundlægger Carstensen deltog i Tivolis udvikling fra 1843 til 1848, hvor han for en kort periode drog i krig i Schleswig. Da han kom hjem, var han ikke længere ønsket i Tivoli; bestyrelsen mente, at han dels havde rømmet pladsen, dels havde undladt at sørge for, at Tivolis bevilling blev forlænget. Det har sikkert ogsaa haft betydning, at Carstensen var ganske uøkonomisk baade privat og forretningsmæssigt. Hans styrke var udviklingen af ideer, mens lønsom drift af et aktieselskab ikke laa ham meget paa sinde. Et andet af hans projekter, vintertivoliet Casino i Amaliegade (1847) gik fallit, men gik siden over i historien som vaudevilleteater og hjemstedet for Danmarks første revyer. Efter uoverensstemmelsen med Tivoli drog Georg Carstensen til Dansk Vestindinen og meldte sig i hæren der. Efter De vestindiske Øer var Carstensen en kort periode i New York, hvor han bl.a. tegnede et Crystal Palace sammen med den tyske arkitekt Gildemeister til verdensudstillingen i 1851. I 1855 var Carstensen igen tilbage i København og forsøgte at skabe et konkurrerende etablissement til Tivoli, nemlig Alhambra paa Frederiksberg, hvor gadenavnet Alhambravej er det eneste minde om fiaskoen. Etablissementet naaede ikke at blive færdigt i Carstensens levetid, han døede 4. januar 1857, 44 aar gammel, og blev begravet paa Garnisons Kirkegaard i København. | Carstensen, Johan Bernhard Georg (I19548)
|
| 795 | Gudny de Svanenskjold 30 september 1879, d. 6 august 1977 p110.html#i3296 Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold f. 1 Sep 1839, 10 Jan 1902 p79.html#i2351 Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff f. 9 Aug 1842, 2 Okt 1916 p76.html#i2261 Niels E. E. de Svanenskjold f. 14 Feb 1806, 10 Nov 1864 p78.html#i2329 Louise Grosskopff-Berner f. 5 Feb 1806, 19 Nov 1871 p104.html#i3103 Johan A. Hoff f. 28 Nov 1784, 30 Nov 1861 p113.html#i3374 Hannibaline C. Stockfleth f. 14 Nov 1808, 5 Nov 1896 p113.html#i3373 Gudny de Svanenskjold blev født 30 september 1879 i Mörarpsgård, Mörarp, Luggude, Skåne. Hun var datter af Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold og Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff. Gudny blev gift 1 juli 1905 i Farum, Ølstykke, Frederiksborg, med Johan Christian Viggo Jensen, søn af Carl Christian Jensen og Regine Isaachsen. Gudny de Svanenskjold døde 6 august 1977 i en alder af 97 aar. Hun blev bisat fra Farum, Ølstykke, Frederiksborg. Boliger og folketællinger Folketælling 1885 Østergade 24, København Bolig 1 november 1896 Kløvermarksvej 4, København Bolig 1 maj 1902 Brogade 3, København Bolig 1 maj 1904 Brogade 8, København Folketælling 1925 præstegaarden, Nørre Tversted, Tversted, Horns, Hjørring Tavler Slægten Wøldike Barn af Gudny de Svanenskjold og Johan Christian Viggo Jensen Knud Ryving-Jensen f. 7 Okt 1918, d. c 2 Jul 1960 Kildehenvisninger [S3] Kirkebog. [S42] Gravsten. [S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Honoratus Peter Wilhelm Svanenskjold, 45, Gift, Pensionat, Esrom Wittha Sophie Henriette Berthea Hoff Svanenskjold, 42, Gift, Viborg Inge Svanenskjold, 15, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Gerda Svanenskjold, 12, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Louis Edvard Hannibal Hoff Svanenskjold, 9, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Gudny Svanenskjold, 5, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig Ella Svanenskjold, 3, Ugift, Mörap, Skåne, Sverig [S468] Registerblade, URL http://www.politietsregisterblade.dk [S5] Arkivalier Online, URL http://www.arkivalieronline.dk/ | de Svanenskjold, Gudny (I104930)
|
| 796 | Gyllingsminde Gyllingsvej 1, matr.nr. 7 a m.fl. Gyllingsminde var oprindeligt en halvgaard. Gyllingsminde ligger saaledes hvor dem altid har ligget. Anders Christensen Faanager købte den til selveje 1802, og hans søn Fedder Andersen overtog den efter ham. Historisk Atlas. | Fonager, Anders Christensen (I105719)
|
| 797 | Han deltog i Krigen 1864 i søværnet Casper skulle sikkert møde i København. For at komme til København, saa blev de først kørt i hestevogn fra by til by og sejlet fra Aarhus til Kalundborg. Turen varede bare otte dage, men det var paa grund af, at der var krig, ellers havde det varet noget længere. Krigen i 1864 Treaarskrigen 1848-50 havde ikke bragt en afgørelse paa det slesvigske spørgsmaal, og i 1864 trak det endnu engang op til krig. Men hvor styrkeforholdet i den første krig havde været nogenlunde jævnbyrdigt, stod Danmark denne gang overfor en talmæssigt langt overlegen fjende med bedre udrustning og bedre uddannelse. Kampen ved Mysunde d. 2 februar 1864 var den første egentlige kamp imellem de allierede og den danske hær. Mysunde stillingen var en del af Dannevirkes østlige fløj, og et gennembrud her kunne betyde, at de preussisk-østrigske styrker kunne omgaa den danske hær, og ødelægge den i dens stillinger. Det var derfor af stor vigtighed, at stillingen ikke faldt. Men kunne den holde stand imod en overvældende preussisk fjende? Rømningen af Dannevirke og samtidens syn paa tilbagetrækningen De danske soldater paa Dannevirkestillingen befandt sig i historiske omgivelser, hvor deres forfædre adskillige gange de sidste tusinde aar havde forhindret sydfra kommende fjender i at trænge op i landet. Dannevirkes historiske betydning havde for de danske soldater en moralsk og psykologisk betydning som uomtvisteligt inciterede til en øget forsvarsvilje. Stemningen i Danmark var i januar 1864 optimistisk, befolkningen fæstede lid til den danske hær. Dannevirke skulle endnu engang staa sin prøve som værnet mod syd. Søkamp ved Rügen 1864 Under Krigen i 1864 var der kun faa træfninger imellem den danske og den preussiske flaade. Aarsagen var aabenlys - nemlig den danske flaades totale overlegenhed. Som i Treaarskrigen havde den spærret de tyske østersø havne og dermed opnaaet, dels at ødelægge den tyske handel af søvejen, og dels at hindre den lille preussiske flaade i at understøtte hærens operationer. Men helt opgivet havde den preussiske flaade ikke, og den 17. marts kom det en kort, men heftig kamp ved Rügen. Oprør paa priseskibet I april 1864 blev det tyske handelsskib EUDORA opbragt af fregatten DAGMAR i Nordsøen. Som det var sædvane, blev et dansk prisemandskab sat ombord paa det tyske skib for at føre det til København. Men den tilfangetagne tyske besætning havde andre planer … Kampen ved Helgoland I fem uger havde en kombineret østrigsk-preussisk eskadre været undervejs imod Nordsøen, for at bryde den danske blokade af de tyske havne. For at stoppe dem sendte flaaden en eskadre imod dem. Den 9. maj stødte de 2 eskadrer saa sammen ud for Helgoland, og i to timer rasede kampen, før den endelig fandt en afgørelse. Paa trods af den danske sejr til søs, fik den aldrig nogen indflydelse på krigen. HMS Aurora ved Helgoland Da den østrigske-preussiske og danske flaade tørnede sammen i kampen ved Helgoland i 1864, betragtede den engelske fregat Aurora interesseret kampen. Øen var paa det tidspunkt under engelsk styre, og fregattens opgave var at sikre at engelsk farvand ikke blev krænket af nogen af siderne. Men hindrede Aurora’s tilstedeværelse ogsaa danskerne i, at udslette den haardt ramte fjendtlige flådestyrke? Tilbagetoget fra Dannevirke beskrevet af Sekondløjtnant Borberg Man har sammenlignet Kamperingen ved Dannevirkestillingen og Retraiten til Als med Napoleons Tilbagetog fra Moskwa; skjøndt denne Sammenligning som de fleste af denne Art halter, navnlig med Tidslængden for begge, saa er der dog virkelig saa mange Sammenligningspunkter tilstede, især hvad Lidelserne angaar, at Sammenligningen ei er uden al Berettigelse." Udtalelse af Sekondløjtnant Borberg. Dette er hans malende beskrivelse af tilbagetoget. Kampen ved Dybbøl Efter tilbagetoget fra Dannevirke trak den danske hær sig tilbage til Dybbøl stillingen. Preusserne fulgte efter og indledte krigshistoriens største bombardement. I otte uger regnede granaterne ned over de danske soldater, før preusserne endelig var klar til det endelige angreb. Udfaldet var givet paa forhaand, men de udmattede og underlegne danske soldater havde ikke tænkt, at give sig uden kamp. Erobringen af Als Saa snart vaabenhvilen i Krigen i 1864 endte ved middag, søndag den 26. juni 1864, aabnede de preussiske batterier, som forberedelse til deres angreb paa Als den 29. juni, øjeblikkelig ild imod deres overgangssteder. Dermed var kampen om det sidste stykke jord, den danske hær stadig holdt af Sønderjylland, i gang. Efter hjemsendelsen overtog Kasper fødegaarden Økonomien var imidlertidig daarlig, og han forsøgte sig derfor som ejendomshandler, men han havde ikke ret meget held med sine handler. Efter Else Kirstines død 1894 stod han med 4 ukonfirmerede børn. Børnene blev anbragt hos slægtninge, og Kasper Pedersen (Vigsø) mistede helt livsmodet. Han døde som en fattig mand 1908. | Vigsø, Casper (I72146)
|
| 798 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I85133)
|
| 799 | HISTORIEN KORT Stensballegaard kendes allerede helt tilbage fra Valdemar Atterdags tid, idet den første gang nævnes i 1341. Den var dengang i Benderup'ernes besiddelse. I 1437 bliver en Benderup gift Rosenkrantz, hvorefter godset de næste ca. 150 aar ejes af slægten Rosenkrantz, indtil 1586. Da overtages gaarden af Folmer Rosenkrantz' datter, som i 1575 er blevet gift med en Glambek til Rask. I 1609 bliver en Rask-datter gift Pax, og i det næste halve aarhundrede er gaarden ejet af denne slægt. Stensballegaard er paa denne maade i ca. 300 aar i den samme families eje, før den i 1661 første gang sælges ud af familien til den store godssamler, rentemester Henrik Müller. Men ved dennes økonomiske sammenbrud sælges den ca. 1670 til familien Nansen. Hans Nansen (1598-1667) var Københavns øverste borgmester under svenskernes belejring i 1658. Hans Nansens barnebarn, Karen Nansen var gift med Peder Griffenfeldt, og ved giftermaal med deres datter, Charlotte Amalie, fik baron Frederik Krag Stensballegaard i medgift. Herregaarden forblev herefter i slægten Krags besiddelse indtil 1928, hvor lensgrevinde Helle Krag-Juel-Vind-Frijs til grevskabet Frijsenborg solgte til godsejer Axel Høyer, som allerede samme aar solgte gaarden til greve Hans Benedikt Ahlefeldt-Laurvig. Denne overdrog i 1951 Stensballegaard til sin yngste søn, greve Ditlev Ahlefeldt-Laurvig. Dennes søn, den nuværende ejer, greve Henrik Ahlefeldt-Laurvig, har siden 1972 været ejer af den 381 ha. store Stensballegaard. BYGNINGERNE Hovedbygningen, som er i to stokværk, er i den italiensk inspirerede, klassiske stil, fuldstændig symmetrisk i sit anlæg. Til havesiden mod øst er der to lavere fløje symmetrisk for en midterakse, der markeres af en ca. en kilometer lang, snorlige alle mod Kraghøj. Naar man fra indkørslen ser mod hovedbygningen, er det saa at sige bygningens rygside, man ser. Symmetrien er opretholdt i de to sidefløje mod nord og syd, der er blevet bygget til i hhv. 1867 og 1943. Indtil omkring 1880 var hovedbygningen omgivet af voldgrave, der adskilte hovedbygningen fra den gamle bindingsværksladegaard, der stammede fra 1694. Den blev i 1928 revet ned, og en ny avlsgaard blev bygget syd for hovedbygningen. Efter en stor brand i 1979 maatte der igen bygges nye avlsbygninger på stedet. PARKEN Det oprindelige barokke haveanlæg fra 1690'erne eksisterer ikke mere, men det gemmer sig utvivlsomt i store træk i havens sydlige parti. Hvornaar det nuværende haveanlæg afløste det gamle, vides ikke med bestemthed, men det er formentlig sket i 1700-tallet, hvor Stensballegaard blev oprettet som stamhus. Det, der nu kom til at at præge haven, var en mere markant opdeling ved alléplantninger - baade den tidligere nævnte allé mod Kraghøj og en tværgaaende allé tæt ved hovedbygningen. Stensballegaards park og have paa fem tdr. land blev senest renoveret omkring 1930 | von Scholten, Aase Elisabeth (I78644)
|
| 800 | HISTORIEN KORT Stensballegaard kendes allerede helt tilbage fra Valdemar Atterdags tid, idet den første gang nævnes i 1341. Den var dengang i Benderup'ernes besiddelse. I 1437 bliver en Benderup gift Rosenkrantz, hvorefter godset de næste ca. 150 aar ejes af slægten Rosenkrantz, indtil 1586. Da overtages gaarden af Folmer Rosenkrantz' datter, som i 1575 er blevet gift med en Glambek til Rask. I 1609 bliver en Rask-datter gift Pax, og i det næste halve aarhundrede er gaarden ejet af denne slægt. Stensballegaard er paa denne maade i ca. 300 aar i den samme families eje, før den i 1661 første gang sælges ud af familien til den store godssamler, rentemester Henrik Müller. Men ved dennes økonomiske sammenbrud sælges den ca. 1670 til familien Nansen. Hans Nansen (1598-1667) var Københavns øverste borgmester under svenskernes belejring i 1658. Hans Nansens barnebarn, Karen Nansen var gift med Peder Griffenfeldt, og ved giftermaal med deres datter, Charlotte Amalie, fik baron Frederik Krag Stensballegaard i medgift. Herregaarden forblev herefter i slægten Krags besiddelse indtil 1928, hvor lensgrevinde Helle Krag-Juel-Vind-Frijs til grevskabet Frijsenborg solgte til godsejer Axel Høyer, som allerede samme aar solgte gaarden til greve Hans Benedikt Ahlefeldt-Laurvig. Denne overdrog i 1951 Stensballegaard til sin yngste søn, greve Ditlev Ahlefeldt-Laurvig. Dennes søn, den nuværende ejer, greve Henrik Ahlefeldt-Laurvig, har siden 1972 været ejer af den 381 ha. store Stensballegaard. BYGNINGERNE Hovedbygningen, som er i to stokværk, er i den italiensk inspirerede, klassiske stil, fuldstændig symmetrisk i sit anlæg. Til havesiden mod øst er der to lavere fløje symmetrisk for en midterakse, der markeres af en ca. en kilometer lang, snorlige alle mod Kraghøj. Naar man fra indkørslen ser mod hovedbygningen, er det saa at sige bygningens rygside, man ser. Symmetrien er opretholdt i de to sidefløje mod nord og syd, der er blevet bygget til i hhv. 1867 og 1943. Indtil omkring 1880 var hovedbygningen omgivet af voldgrave, der adskilte hovedbygningen fra den gamle bindingsværksladegaard, der stammede fra 1694. Den blev i 1928 revet ned, og en ny avlsgaard blev bygget syd for hovedbygningen. Efter en stor brand i 1979 maatte der igen bygges nye avlsbygninger på stedet. PARKEN Det oprindelige barokke haveanlæg fra 1690'erne eksisterer ikke mere, men det gemmer sig utvivlsomt i store træk i havens sydlige parti. Hvornaar det nuværende haveanlæg afløste det gamle, vides ikke med bestemthed, men det er formentlig sket i 1700-tallet, hvor Stensballegaard blev oprettet som stamhus. Det, der nu kom til at at præge haven, var en mere markant opdeling ved alléplantninger - baade den tidligere nævnte allé mod Kraghøj og en tværgaaende allé tæt ved hovedbygningen. Stensballegaards park og have paa fem tdr. land blev senest renoveret omkring 1930 | Ahlefeldt-Laurvig, Greve Ditlev (I15974)
|
Vi gør alt for at dokumentere vores forskning. Hvis du har noget, du gerne vil tilføje, så kontakt os venligst.
