Notater

stamfader til en stor del af Fogh slægten.

Han kaldes også "Lars Fogh".

Stamfaderen til slægten Sommer fra Povlsker.

Han blev født omkring 1647 og døde 1695 i Povlsker, hvor han var sognedegn og ejer af 33. sgd. Sommergaard i Povlsker. Dette fremgår af skiftet, der er registreret 16. april 1695 i protokol 6 for de bornholmske landsogne. Det fremgår af skiftet, at han var gift med Karen Mortensdatter og de havde 2 levende børn Olluf Mogensen og Ingeborg Mogensdatter.

Det er usikkert, hvornår Mogens Hansen Sommer har overtaget Sommergård. Gårdens ejedes 1689 i henhold til jordebogen af "Laurids Mounsen". Han ejede også gården 1682 i henhold til skifte efter hans første hustru Karen Pedersdatter. K. Thorsen har fejlagtigt registreret ham som søn af Mogens Hansen Sommer jf. bemærkningen om dette nedenfor.

Mogens Hansen Sommers enke Karen Mortensdatter bliver 3 måneder efter hans død i 1695 gift 2. gang med Niels Hansen, der således flytter ind på Sommergård som gårdmand og opsidder for den umyndige søn Oluf Mogensen. Karen Mortensdatter dør 1719, hvorefter sønnen formodentlig overtager Sommergård. Han var på det tidspunkt ejer af 29. sgd. Sandegård i Bodilsker og det fremgår af registreringer af hans børns dåb, at han omkring dette tidspunkt er flyttet fra Bodilsker. Det er uklart, hvad der sker med Niels Hansen efter Karen Mortensdatters død. Han kan være blevet gift igen og have overtaget 10. sgd. Spidsegård i Povlsker. Spidsegård ejes i hvert fald af en person med navnet Niels Hansen, der dør i 1734 65 år gammel og efterlader enken Kirstine Larsdatter og 1 søn og 1 datter født 1726 og 1724. Dette kan passe med, at de er blevet gift efter at han var blevet enkemand 1719. På grund af lakunen 1707-1732 i kirkebogen for Povlsker kan dette ikke bekræftes via registreringer i denne.

A. Thorsens har også registreret Laurids Mogensen som søn af Mogens Hansen Sommer. Laurids Mogensen (benævnt Lars Monsen) er ved skifte efter hans hustru Karne Pedersdatter nævnt som ejer af 33. sgd. Povlsker i 1682. Det fremgår af dette skifte, at Laurids Mogensen har 5 børn født i perioden 1670 til 1679, og han må derfor være født omkring 1650 eller tidligere. Han kan derfor ikke være søn af Mogens Hansen Sommer, der blev født omkring 1647

Stiftamtmand Carl Vilhelm Johannes Dreyer (1845-1934)

Stifter af og forstander for Højskolen i Nørre Ørslev. 1891 bogholder i Nyk.

stiftprovst

Sognepræst i Herlufmagle, Præstø amt, siden stiftsprovst i Århus. Gift 2 gange, ialt 11 børn. Epitafium i Herlufmagle kirke.

En datter Sara blev gift med Jørgen Hatting. En anden datter blev gift med Hans Toxverd, kapellan ved Århus Frue kirke; deres datter Ellen Toxverd var gift med Hans Hatting. Den yngste af stiftsprovstens børn var den berømte Erik Pontoppidan, biskop i Bergen, senere professor i København; produktiv og myreflittig forfatter: "Pontoppidans forklaring", salmebog, kirkehistorie, Danske Atlas, Marmora Danica mm. Slægtens berømteste skud. Efterslægt (3 børn) afsn. 2.8.

var en dansk præst, brodersøn af biskop Erik Eriksen Pontoppidan og søn af provst i Vejle, magister Henrik Pontoppidan (d. 1659) og Anne Krabbe (d. 1659). Blandt Pontoppidans børn var Christian og Erik Pontoppidan.

Pontoppidan deponerede fra Roskilde 1667, blev 1673 rektor i Kalundborg og fik 1675 magistergraden. 1676 udnævntes han til sognepræst i Herlufmagle, som i hans embedstid (1681) fik Tybjerg til anneks; samtidig med denne annektering blev han herredsprovst. 1691 forflyttedes han til Aarhus som stiftsprovst og sognepræst ved domkirken.

Stiftsfysikus Dr.Med. etatsråd (ældre bror til søhelten Peter willemoes)

Stiftsprovst for Sjællands stift

Wikipedia:

H.G. Clausen var søn af sognepræst i Karlum i Tønder Amt Claus Henrik Clausen og Christine født Boldich, datter af præsten P.C. Boldich i Bevtoft, er født i Karlum 12. marts 1759. Faren døde 1772 i Vilstrup i Haderslev Amt, hvortil han var bleven forflyttet; en slægtning, konsistorialråd H.P. Glud i Glud og Hjarnø, der var en velhavende mand, tog sig af den 13årige dreng, der blev sat i Horsens Skole, hvor han kom i huset hos rektor Johan Henrik Tauber; det er utvivlsomt, at Clausen her har fået, formodentlig den første, påvirkning i den retning, som han siden skulle blive den ypperste repræsentant for her i landet. – Han blev student 1777, og 1784 tog han teologisk embedseksamen, hvorefter han i 5 år var huslærer på Juellinge hos kammerherre Juel-Vind-Frijs. I denne tid blev han forlovet med en datter af provst H.C.N. Schiern i Halsted, Sophie Magdalene (f. 1769 d. 1817), hvem han ægtede 1789 efter at være kaldet til residerende kapellan for Maribo og Hillested menigheder. Her stod han i berøring med flere mænd af samme åndelige retning som han selv, således rektor J. Boye i Nakskov, den senere biskop P.O. Boisen og A.K. Holm, der siden som Holmens præst skulle blive hans kollega.

Den rationalistiske teologi. Som bekendt var Clausen en afgjort tilhænger af den rationalistiske teologi, som den havde udviklet sig i tidernes løb; men der var dog en modsætning mellem ham og de fleste af hans samtidige åndsfæller. Disse lagde nemlig i den grad vægten på skolevæsenet, at de anså virksomheden for dette som præstens vigtigste gerning, medens kirken stilledes i skygge. Clausen derimod var frem for alt prædikant; det er som sådan, han har haft stor indflydelse på sin samtid; men han ville "ikke føre sine Tilhørere ind i en Labyrint af ubegribelige Troshemmeligheder og tomme Spidsfindigheder, men prædike en sund og fornuftig Pligtlære". Dette vil med andre ord sige, at læren om synd og forløsning ingen plads havde i hans prædiken, Christus var ham kun et forbillede, gud, dyden og udødeligheden vare grundvolden for hans kristendom, og når han strengt og alvorlig nok lagde sine tilhørere deres pligter på sinde, var forudsætningen bestandig den, at når de blot ville, kunne de opfylde dem. Clausens teologi var således kun en snæver grund, når derpå skulle bygges et langt livs prædikantvirksomhed; men det kan ikke nægtes, at inden for de grænser, den havde draget ham, har han ydet noget dygtigt. Der er i hans prædikener en overbevisningens varme, som måtte virke på tilhørerne, og deres gode orden og klarhed måtte gøre dem lette at huske.

[redigér] 2. kapellan ved Frue KirkeI Maribo ville det dog ikke lykkes ham at samle tilhørere; han ønskede derfor at blive forflyttet; flere gange prædikede han som ansøger i København, og han udgav en lille samling prædikener (1795); disse vakte opmærksomhed og blev af mange beundret; men den daværende kancellipræsident Christian Brandt, der var påvirket af herrnhuterne, var ikke Clausens retning god og ville ikke ansætte ham i København, hvorimod han 1796 befordrede ham til det residerende kapellani i Kalundborg. Men året efter blev begge kapellanierne ved Frue Kirke i København ledige; her havde universitetet kaldsret, og efter at der var holdt prøveprædikener af flere ansøgere, kaldtes Clausen til 2. kapellan. Ved Frue Kirke blev Clausen hele sit liv igennem, i det han 1808 blev enekapellan og 1811 sognepræst og stiftsprovst.

Det var bevægede tider, da Clausen begyndte sin virksomhed i København. den faktiske, om end ikke uden undtagelser bestående, skrivefrihed havde fremkaldt en for største delen lidet værdifuld litteratur, der især havde rettet sine angreb mod kirken og dens lære; en stor del af de dannede havde vendt sig fra kirken, og i det hele var tonen stærkt bleven påvirket af de ideer, der udgik fra revolutionen i Frankrig. Det samme var tilfældet med Clausen; han var medlem af det ildesete selskab For Sandhed, der blev betragtet som en Jakobinerklub, og Marseillaisen var endnu på hans gamle dage hans yndlingssang. Men han var tillige en mand med en stærk loyalitetsfølelse, der især aldrig fornægtede sig over for Frederik 6. Ved siden heraf gik der en oppositionslyst, der altid førte ham mod de herskende retninger, og som hele hans embedstid igennem indviklede ham i ofte heftige stridigheder. Således prædikede han 1798 om "Hvad undergivne ere deres foresatte skyldige", et emne, der den gang måtte skurre ilde i manges øren, og da han samme år efter biskop Balles opfordring udgav en lignende prædiken, udkom der en satire, Smigerpræsten. – Få år efter havde situationen forandret sig; presseanordningen af 1799 havde gjort ende på de talrige tidsskrifter og pjecer, og regeringen var bleven meget lydhør for enhver ytring, der kunne udlægges som angreb på autoriteterne. Da holdt og udgav Clausen i anledning af reformationsfesten 1804 en prædiken, hvori han revsede den imellem høje og lave overhåndtagende irreligiøsitet og usædelighed og klagede over, at øvrigheden lukkede øjnene for denne. Kancelliet affordrede ham da en erklæring over adskillige ytringer i denne prædiken, i det det udtalte, at han "havde sat den danske Regering, dens Embedsmænd, Indretninger og Foranstaltninger i et ufordelagtigt Lys, for ikke at bruge det hårdere Udtryk: nedværdiget samme". Men Clausen forsvarede sig med en energi, som den gang ikke ofte lagdes for dagen af en embedsmand over for et kollegium; kancelliet har vistnok ikke givet noget svar på den skrivelse, hvori han djærvt tilbageviste irettesættelsen; men dets tavshed var også allerede en slags oprejsning.

[redigér] PastoralseminariumClausens anseelse i København var den gang stor. I modsætning til hans senere stilling stod han som en forkæmper for den genvågnende religiøsitet mod den naturalistiske vantro, der havde hersket i slutningen af det 18. århundrede. Også for den egentlige rationalisme, som han repræsenterede, var moralen det vigtigste; men han havde indset, at uden religiøsitet ville den sædelige fuldkommenhed ikke kunne nås, og alene det havde stor betydning, at der netop nu, da Christian Bastholm nedlagde sit embede, var en præst i København, som kunne samle talrige tilhørere om sig. I året 1799 overtog Clausen ledelsen af et selskab af teologiske kandidater, der ville øve sig i at prædike. Dette blev spiren til det 1808 oprettede pastoralseminarium, for hvilket han blev meddirektør, men som snart hensygnede, så det blev nødvendigt at pålægge kandidaterne at søge det.

[redigér] Kirke og præstegård i grusI Sommeren 1807 var Clausen på et besøg i Holsten, og da han efter mange besværligheder i oktober måned kom tilbage til København, lå hans kirke og præstegård i grus. Frue Kirkes menighed måtte nu låne hus i Trinitatis Kirke, og her virkede Clausen i en række af år ved siden af J.P. Mynster, der blev kapellan, da han selv blev stiftsprovst, uden at den store forskel i deres teologiske anskuelser forstyrrede forholdet mellem dem. Da Clausen var blevet stiftsprovst, viste det sig tit, at han var en myndig mand, der stod på, hvad han anså for sit embedes ret. Som medlem af den københavnske skoledirektion (siden 1814) havde han mange ubehageligheder af, at kongen ved major Abrahamsons hjælp ville indføre den indbyrdes undervisning; han var sjælen i den modstand, direktionen rejste derimod; men i længden lykkedes det lige så lidt i København som andetsteds at holde metoden ude af skolerne. - Heller ikke til biskop Münter var hans forhold altid godt; Münter mente selv, det kom af, at hans teologi var en anden end Clausens. Da biskop Balle døde 1816, havde de en heftig strid, fordi Münter gjorde fordring på at holde ligtalen over ham, hvad Clausen anså for et indgreb i sit embede.

[redigér] Vantroens repræsentantI året 1818 blev Ribe bispestol ham tilbudt; havde han modtaget denne, ville han rimeligvis have undgået de fleste af de stridigheder, han nu blev indviklet i, og som medførte mange ydmygelser, der hårdt måtte krænke en mand af så selvbevidst natur som han. mere og mere udviklede der sig en ny teologisk anskuelse, der ville vende tilbage til de former for troen og tanken, i hvilke Clausen kun formåede at se tomme spidsfindigheder, og snart skulle han mærke, at han, der, for at bruge hans eget udtryk, havde begyndt som religionens stridsmand mod det forrige århundredes "lede Vantro", skulle opleve at se sig selv som genstand for de heftigste angreb, fordi han nu betragtedes som vantroens fornemste repræsentant. Men det må ikke overses, at det ikke var Clausen, der først blev angreben; det lå ikke i hans natur at vente derpå; men han kastede sig selv ind i striden uden at have anelse om, at han her stødte på åndelige kræfter, der vare ham langt overlegne.

[redigér] Grundtvigs dimisprædikenClausen var imellem de seks præster, der 1811 klagede over Grundtvigs dimisprædiken, fordi denne havde været "forvoven og skamløs nok til at sige om os Religionslærere til Hobe, at vi ere samvittighedsløse, feje, af Hovmod forblindede, Sandhedens og Religionens Forrædere, nedrige Hyklere, forsætlige Folkeforførere". Det var kun en tarvelig oprejsning, præsterne fik, da det pålagdes universitetet at give Grundtvig en irettesættelse. Men hermed var forholdet mellem de to mænd bestemt, og tiden gjorde fjendskabet bitrere og bitrere. Foruden det alt omtalte sammenstød med biskop Münter ved Balles begravelse havde Clausen også den ærgrelse, at Grundtvig talte der, og han søgte at træffe forholdsregler imod, at noget lignende atter skulle indtræde. I året 1822 skal han forgæves have frabedet sig, at Grundtvig ansattes i hans provsti, og 1826, året efter at hans søn H.N. Clausen var bleven genstand for det voldsomme angreb i "Kirkens Gjenmæle#, var det atter Clausen, der gav anledning til, at Grundtvig nedlagde sit embede, i det han formente ham at bruge nogle af ham selv forfattede salmer ved tusindårsfesten for Ansgars ankomst til Danmark.

[redigér] Strid om trosbekendelsenMen det var ikke blot de religiøse anskuelser, der i disse år undergik en forandring; det samme var tilfældet med regeringens, og Clausen skulle få det at føle. – Den vilkårlighed, hvormed præsterne forandrede de kirkelige formularer for at få dem til at passe med den rationalistiske anskuelse, fremkaldte bestandig forsøg på at få en alterbog, der stemmede med den herskende teologi. Således havde biskop P.O. Boisen 1806 udgivet et udkast til en sådan, som kancelliet var tilbøjeligt til at autorisere; at dette ikke skete, skyldtes vistnok for en stor del Clausen, der påviste alle udkastets mangler. Siden var Clausen tillige med A.S. Ørsted og Holmens provst Frederik Carl Gutfeldt blevet medlem af en kommission til kirkelovenes forbedring (1813). Denne androg senere også på at måtte udarbejde nye formularer for dåb, nadveren og brudevielse; men kommissionen fik intet færdigt; alt blev i den gamle uorden. Men efter at Poul Christian von Stemann var bleven præsident i kancelliet, stillede dette sig anderledes end hidtil, og det kom mere og mere for dagen, at det ville kræve, at præsterne skulle udføre deres forretninger i overensstemmelse med kirkelovene. – I året 1828 udkom der, omtrent samtidig med at kommissionen for kirkelovenes revision i god tro underhandlede om nogle forandringer i alterbogen, en kancelliskrivelse, der pålagde præsterne "nøje at følge de allernådigst foreskrevne Formularer uden nogen Udeladelse og uden noget Tillæg". Dette måtte være et hårdt slag for Clausen han gjorde et forgæves forsøg på gennem nogle forespørgsler at vise umuligheden af at rette sig efter den nævnte skrivelse, men hans uvenner havde nu fået vind i sejlene, og de forstod at benytte den. Det var Jacob Christian Lindberg, der mere end Grundtvig førte an i disse års kampe mod rationalismen, og han gik ud på at ramme hele Clausens slægt og kreds. foruden til sønnen kom turen til svigersønnen P.C.St. Gad, til C.H. Visby, der stod familien nær, og endelig til den gamle stiftsprovst selv. Hvor oprørt denne følte sig, vise nogle ord i et indlæg, der er skrevet, før det store angreb var gjort på ham selv. Han har, siger han, hverken tid eller lyst til at gå mod den forbitrede zelot.

Det sømmer sig ikke, behøves ikke, nytter ej heller. Jeg for min Del agter ej at indstævne den, der vil gøre mig til Hedning. Men protestere bør vi, og det gør jeg herved formeligen i mit eget navn og i mine fraværende embedsbrødres som deres provst og repræsentant for gejstligheden i mit provsti, hvem det påligger pro virili jura et privilegia ordinis nostri pie tueri, protesterer i den kristelige kirkes Navn mod den Ret, Mag. Lindberg med en frækhed, til hvilken kirkehistorien næppe kan opvise magen, anmasser sig til at domfælde os og at erklære os efter eget tykke for falske lærere, der ville forføre deres menigheder, nedlæggende denne min højtidelige protest for nutid og eftertid, til hvis kundskab vi skylde vort rygte og eftermæle at bringe den.

Når Clausen døbte børn, sagde han i stedet for: "Forsager du Djævelen" osv. "Forsager du Synden og alt, hvad ondt og Gud mishageligt er". Formodentlig har han også foretaget forandringer i trosbekendelsen, hvor især leddet "Nedfaren til Helvede" var ilde set af rationalisterne. Heraf benyttede Lindberg sig 1832 til at bevæge en mand til ved dåben at svare nej, da der blev spurgt, om han ville have sit barn døbt på denne tro. Clausen døbte alligevel barnet; faren indgav en klage over ham; men da der gik nogen tid, uden at der kom noget ud deraf, optrådte en fadder på samme måde, og da Clausen dog ville døbe barnet, ville han forhindre det med magt, hvorfor Clausen lod ham sætte ud af kirken. Disse begivenheder blev nu behandlede både i pressen, hvor Lindberg bestræbte sig for at gøre det mest mulige ud af dem, og i kancelliet, hvor der skulle gives svar på de indkomne klager. Her stod som sædvanligt Ørsted og Stemann imod hinanden, men, hvad der også var sædvanligt, Stemann sejrede, i det det efter hans forslag 1834 tilkendegaves Clausen, at kongen misbilligede hans adfærd. Dette var et hårdt slag for den 75 år gamle mand; han kunne ikke beslutte sig til at forandre den måde, hvorpå han hidtil havde døbt, og lod fra den tid af kateketen forrette dåbshandlingerne. – I efteråret 1837 blev Clausen pludselig ramt af et slagtilfælde; det næste år søgte han sin afsked, og 25. februar 1840 døde han, næsten 81 år gammel. 1838 var han bleven æresdoktor i teologi.

[redigér] EftermæleClausen er den betydeligste repræsentant for en åndelig retning, der i regelen kun har fundet liden sympati hos dem, der have skildret den, og han har måttet bøde derfor. Det er også let at se skrøbelighederne hos ham; han var en selvsikker og myndig mand, der kun i ringe grad kunne gå ind på eller anerkende synsmåder, der afveg fra hans egen. Med den klarhed i tanken, som udmærkede ham, fulgte den begrænsning, at han ikke som så mange af hans samtidige, der havde stået på samme standpunkt som han, halvt umærkelig kunne følge med i det skete religiøse opsving. Hans teologi var sikkert lige så fattig, da han endte, som da han begyndte sin virksomhed. men han var en modig og sandhedskærlig mand, og det må ikke glemmes, at om han end til sidst kæmpede for en sag, der med rette var tabt, så havde han dog en gang været mellem dem, der gik i spidsen, da det gjaldt at genvække den indslumrede religiøse interesse i København. Da provst Andreas Krag Holm ved Clausens entledigelse bragte ham en hilsen fra Københavns Præsteskab, sagde han bl.a.:

Alle, som stadigen have agtet på Deres Færd, have, hvor uenige de end kunne være med Dem, måttet erkende Dem som den Mand, der ikke hyldede Døgnets ånd, ikke istemte den herskende Tone, ikke frygtede de stores Magt eller Modstanderes hadefulde Angreb, – som den Mand, der havde en Overbevisning, som han er bleven tro, fordi han har haft alvorlige Grunde for den, og som han ikke har frygtet offentlig at vedkende sig.

Disse ord karakteriserer virkelig Clausen.

Denne artikel bygger hovedsagelig på Biografi(er) af L. Koch i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, 3. bind, side 606, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).

Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Stiftsprovst og Præst ved Aarhus Domkirken

Stilling : Sogneprest Sønderborg 1572-

NATURALIZATION: 1572, Magister. Bosatt i Sønderborg, Als

Immatrikuleret 1566 i Rostock, magister 1572 herfra.

1572 præst i Sønderborg.

Kaldes skiftevis Vaget, Voget og Prætorius.

Kilde: Dahls præstehistorie. RA Håndskr.saml. 14.N.8.

T O Achelis: Matrikel der schleswigschen Studenten 1517-1864. 1966.

O F Arends: Gejstligheden i Slesvig og Holsten. 1932.

Det er Langholz der mener han er gift med hr Eriks datter fra Sønderborg.

Ifølge en hollandsk slægtsbog var han gift med 'Catharina Kaffmeisters'

Kilde: HP Jensen, Vamdrup. Brev 10 sep 98.

Det sidste lyder troligt, datteren Anna opkalder en datter Catarina.

Kilde: Fra Steen Thomsens database apr 2001.

stod fadder til 2 af FGJB`s børn fra Gjersholt. i FT 1880 boende i Sankelmarksgade 12 i Ålborg sammen med sin søn

Stud. Køge 1690, cand.theol. 1693, udenlands, magister 1698, sognepræst i Københavns Trinitatis s. 1703, kgl. konfessionarius 1715-24. 4 sønner.

http://kilder.rundetaarn.dk/biografisketavler/praestetavle.htm

1703-1715 Lemvig, Christen Sørensen

Christen Sørensen Lemvig blev født den 14. juli 1672. Han blev student fra Køge 1690 og kandidat 1693. Derefter var han udenlands. I 1698 blev han magister og den 15. december 1703 blev han udnævnt til Vice-pastor med succession i Trinitatis, men kom dog aldrig til at succecedere som sognepræst fordi han den 23 marts 1715 blev kaldet af Kong Frederik den Fjerde til at være kongelig Konfessionarius og første Hof.prædikant. Den 1. marts 1707 blev han gift med Elisabeth Mule de With, datter af sognepræst With i Trinitatis. Han døde den 15. oktober 1724

Källa:Aner t Lasse Dam Lundsgaard:

Christen Sørensen Lemvigh blev født den 14 Jul. 1672.25

Generelle notater: student fra Køge 1690, cand.theol. 1693, udenlands, mag. 1698, kpl. ved Trinitatis

k. Kbh. 1703, kongelig konfessionarius 1715 - 24.

Christen blev gift med Elisabeth Mule With den 1 Mar. 1707.

+Albert Christensen LEMVIGH Sognepræst blev født 6 jan 1708 i København. Han døde 11 jul 1771.

+Søren Christensen LEMVIGH Sognepræst Blev født 20 apr 1709 og døde 26 aug 1760.

+Gertrud Christensdatter LEMVIG Blev født 1722.. Gertrud blev gift med skådespelaren Christopher Pauli Rose den 8 Aug. 1746 i København Garn.

IGI:

Frederik Ludvig Lemvigh: Dop 29 MAR 1717 Hof-Og Slotskirken, Kobenhavn, Denmark Father: CHRISTEN LEMVIG Mother: LISBETH MUULE WITH

Annan källa: Stamtavle over Slægten Lemvigh, L. Kragballe, (C.G. Iversens Boghandel, Kjøbenhavn 1875

"...i Helligaandskirken lod Frederik den Femte det gamle Alter fra Slotskirken smykke med to fritstaaende Piller og "fire rare og kostbare Billeder, alle af den fineste Marmo Statuario paa det Netteste udarbeidede". (Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn - kap. I Kbhvn., Thiele, 1901Carl Bruun) www.eremit.dk "sig Christian 6. for at forære kirken disse inventardele fra slotskirken på Københavns Slot, som skulle nedrives" (Wikipedia Helligeandskirken)

(Det här måste vara en annan person, men jag /Ella/ låter det stå kvar som en anteckning, kanske en son eller sonson?

Samtlige personer i husstanden

København, (Staden) Øster Kvarter, Matr. 132, 415, Folktaelling-1801, A5021

Navn:Alder:Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

-- Christian Lemvig 63 Gift Husbonde Leyetiener

-- Catrine Lisbet [Lemvig] 62 Gift hans Kone

Student 1640 fra Herlufsholm, 1641 Baccalaur, 1642 Hører paa Herlufsholm, 1645 ved V. Frue Skole i København, 1646-49 paa Udenlandsrejse med Ophold bl. a. i Leiden (imm. 26. Febr. 1647) og i Paris, 13, Maj 1651 Magister, 14. Maj 1652 til 13. Okt. 1654 Rektor i Slagelse, foretog atter en Udenlandsrejse som Hovmester for Gunde Rosenkrantz' to Sønner Jacob og Holger til Holland (imm. 16. Juli 1655 i Franeker), Frankrig og Tyskland, 3. Okt. 1658 Professor phil. ved Universitetet i København, men kom paa Grund af Belejringen ikke til at tiltræde Embedet før 1660, 1661 Professor i Græsk, 15. Sept. 1668 Professor theol., 10. Juni 1675 Dr. theol., 1683 og 1685 Rektor magnificus (se Dansk biogr. Leksikon og Ehrencron-Müllers Forfatterlexikon).

Student 1682 fra Herlufsholm, sognepærst i Raklev fra 1687/88 og provst i Arts

Student 1835,Cand.Theol.1840-07-10 med laud. pers huslærer på yngbygaard ved Århus .Kapellan i Harlev o g Framlev

1843-09-21.ordineret 10.nov.1848 præst i Seiling og Sinding 1848-12-07 I Ebeltoft og Dråby18 55-10-18 ,

i Hjørring1863-12-18. Han blev provst til Vennebjerg herred 1864-03-05.

I slægten Kampmanns stamtavle

Kilde Slægten Kampmann Stamtavle skriver:

Efter faderens død 1828 ,en måned efter at Christian fyldte 12 år , blev moderen siddende på gården til1834 , hvorefter hun flyttede til sin datter Helene Sophie, gift med Pastor H.C.Bloch i Vigsnæs på Lolland, senere Præst i Hasle ved Aarhus.

Sine seneste år boede hun med sin ugifte datter hos Etatsråd Edwin F.Rahr i Århus, gift med hendes yngste datter Nielsine (døbt samme dag som hendes mand blev begravet.)

Hun og hendes datter blev begge begravede i samme gravsted på Århus Kirkegård , og vedligeholdelsen af graven betaltes af Nielsines søn Viggo L. Rahr, indtil han gik fallit , hvorefter graven sløjfedes og gravstenen smidt tilside.. Blev fundet der og opstillet ved siden af hendes søn Provstens gravsten.Sneumgaard solgtes i 1837.

I studieårene har Kampmann muligvis boet hos en tante Maren i Studiestræde i København , enke efter Niels Rothenborg Kampmann. Medens den unge teolog var Kapellan i Harlev, forlovede han sig med Hanne Schmidt på Tarskov Mølle, hvis moder døde lillejuleaften 1846 ,da Hanne var 22 år gammel;den ældste af en børneflok,hvor den yngste var 4 år.Efter moderens død havde Hanne nok at gøre med at passe husholdningen og de mange små søskende .Det var lidt akavet for Christian ,at pigen altid havde travlt og havde alle rollingerne omkring sig . Så friede han til hende per brev.Hanne stod ved vaskebaljen da posten kom.Hun stak brevet ind bag forklædet og ventede med at læse det til om aftenen.

Han fik hendes Ja -ord, og en dejlig sommerdag i juli blev brylluppet på Tarskov Mølle, og det blev en herlig indledning til et langt og lykkeligt ægteskab ,velsignet med en flok sunde og levedygtige børn.

I anledning af hans 25 års jubilæum i Hjørring stiftedes 1889 "Provst Kampmanns jubilæumslegat for enligt stillede kvinder i Hjørring Købstad med 1500 Kr.1893 holdt han sin afskedsprædiken i St. Katrine Kirke i Hjørring. (udgivet s.å.) og udgav i 1894 otte prædikener,holdt i 1893.

Ved hans båre udtalte pator V.Hoff bl.a."Det var først i de sidste år af gamle provst Kampmanns liv, at jeg lærte ham at kende.Men det havde jeg jo nok hørt om ham,at han havde stået i en alvorlig livsgerning med et alvorligt sind.Jeg vidste det ,han havde et godt lov blandt Danmarks præster(?). Og jeg vidste, at den flittige og dygtige mand var en god støtte og rådgiver for mange.Jeg kan forstå , at det,der har været et grundtræk i hans åndelige personlighedhavde været det, at han var så jævn og fast og redelig i sin tro og sin tanke.Det hovedindtryk jeg da fik af ham var dette,at han var en lysvågen kristen Mand til det sidste.

Han blev trods sin store svaghed aldrig sløv, eller i åndelig henseende affældig.Han fulgte fremdeles levende med. - I Vendsyssel Tidende fra 1. November 1897

Student 1842 - cand.jur.1849, - auditør i hæren i Fredericia 1853, - overauditør 1859, - Byfogde og Byskriver i Mariager, - Herredsfogde og skriver i Onsild og Gjerlev herred 1863, - og i Galten, Støvring og Nørhald herred 1870, - Formand

Student 1908,afgang fra Kunstakademiet 1918.Arbejdede i flere år under sin fader,bl.a.ved opførelsen af toldkammerbygningerne i Silkeborg og Ebeltoft og tegningern etil statsskolerne i Viborg og Randers.Overtog efter faderens død opførelsen af disse skoler.Har opført nogle villaer i Københavns nærhed,familiens sommerhus i Asserbo, og for ingeniørfirmaet Kampsax forestået projekteringen af de nye banegårdsbygninger i Teheran, samt fro samme Firma opført Dagmarhus(1939).

Student fra Aalborg Katedralskole 1951

Student fra Helsingør Højere Almenskole 1937. Dyrkede sport: Svømning, roning og cykling, men måtte mod sin vilje gå kontorvejen på grund af økonomiske og helbredsmæssige forhold. Fabrikken "Lama" 1 år, "Tretorn" i Helsingør 6 år. Umiddelbart efter krigens afslutning i 1945 flyttet til Statsadvokaterne ved Østre Landsret, hvor hun blev i to år.

Gift 21.maj 1947 på Nøtterøy ved Tønsberg i Norge med norsk statsborger C..FRITHJOF JOSEFSEN, der 12.1.1939 havde fået navneforandring til sin families gamle slægtsnavn TVEDBERG.

I 1948 boede Grethe med sin familie i Norge. Søsterens (Ellen) datter, Hanne, kom på besøg i 1948 på et 3 mdr.s ophold efter sin konfirmation. Men da svigermoderen døde, blev ferien uforudsigelig. Grethes svigermoder ejede et hus i Oslo og et sommerhus på en af de små øer i Oslo fjorden. Hun var en velhavende dame. Grethes mand, Frithjof, formøblede arven på druk og familien flyttede herefter tilbage til Danmark, Helsingør.

Familien flyttede i 1951 til Helsingør, hvor Grete fik ansættelse ved Helsingør Kommune. Endnu i 1983 ansat ved kommunens tekniske kontor i Espergærde. På grund af Frithjofs sygdom har familiens underhold påhvilet

hende. Grete lider ifølge egne oplysninger i de senere år af en mere og mere tiltagende sygdom i centralnervesystemet (muligvis Roussey-Levi) eller CMT (Charcot-Marie-Tooth), som desværre er gået i arv til alle tre børn.

Bopæl i 1983: Platanhaven 26, Snekkersten, tidl. Pontsøvej 43.

Grethe havde testamenteret sin krop til forskning - til Panum Instituttet i Kbh. Derfor blev urnen først udleveret efter ca. en måned. Der blev ikke holdt nogen ceremoni. Hun var ikke medlem af folkekirken. 

Student fra Metropolitanskolen 1880,Cand Theol.1886.Var først lærer i Kbh.,derefter kapellan i Hjørring ,Kaldskapellan Assens og 1895 Sognepræst i Lem.

Student fra Nykb. F. Latinskole

Immatr. 17. juli 1703 ved Kbhvn. Univ.

Cand. Theol. 12. sept. 1719

Prst. ved Kbhvn. Boernehus 5. dec. 1727

Prst. ved Vartorv Kk. 25. juli 1733

Sogneprst. ved St. Peder Kk., Naestved 1.Apr. 1741

Student fra Nykoebing Latinskole

Immatr. ved Kbhvn. Univ. 10. marts 1712

Cand. Theol. 7. sept. 1716

Kateket og skoleholder i Helligaands Sogn i Kbhvn. men forlod byen efter branden i 1728

Degn ved Oester-Egedesborg 7. maj 1729

Student fra Odense 1640, Sognepræst i Ollerup-Kirkerup 1657

Født 1617 i Odense, hvor hans fader mag. Jens Zeuthen var sognepræst til Sct. Knuds kirke.

Blev 25/7 1655 ordineret til kapellan hos forgængeren Anders Pedersen Arrhensis, efter hvis død han i 1657 blev sognepræst ved de to sogne.

Student fra Odense Latinskole 1828.

Cand.theol 26-4-1833.

Lærer ved københavns fattigvæsens skole.1834

Lærer ved Søetatens drenge skole .28-6-1836

Kaldet til sognepræst for Kobberup-Fjeldingbjerg-Gammelstrup menighed(Viborg Amt).

Student fra Odense Skole i 1687- Sognepræst i Vorbasse og Grene Præsteviet dertil 17. januar 1720

Student fra Ålborg skole 1873,Cand,Theol,1879 og herefter privatlærer hos Baron Gyldencrone p.Vilhelmsborg v.Århus og var som sådan i Sydfrankrig vinteren 1879-80, alumme på Borchs Kollegium 1880-82 kapellan i Odder 1883,sognepræst i Vejlby-Homå v.Grenå 1885 .med laud. pers.kapellan i Odder i 1883,Præst i Vejlby og Homå ved Grenå 1885-03-03,Egtved v.Kolding 1896 og i Taulov v.Fredericia 1905-21.

Han og hans kone levede et lykkeligt ægteskab, og de medbragte begge gode traditioner fra de hjem de var udgået fra.Kampmann var i ordets rette betydning sognepræst,hvis kirke altid var fyldt , og hans hustru var ham på mange måder en virksom støtte i hans præstegerning.

Student fra Østersøgades gymnasium 1935,Cand.Polyt. (bygningsing.) 1941.Vidensk.assist. i bygningsstatik v. Danmarks tekn,Højskole 1945 og Norges Tekn. Højskole, hvor han var laboratorieing. v.betonlaboratoriet 1946-48.Herefter laboratorieing. v,Laboratoriet for Bygningsteknik v, Danmarks tekn, Højskole 1948 med kongl.udnævnelse 1951 og desuden lektor i materiallære.Fra 1960 medlem af lærerrådet.

Betyrelser:Dansk betonforening 1951-59,formand for Foreningen af vidsk-udd.tjenestemænd v.de højere læreanstalter 1953-56, formand for Forbundet af ingeniører i Statens tjeneste samt medlem af Dansk Ingeniørforenings Hovedbestyrelse 1958-62.Medlem af statens Materialprøveråd 1955.

Student i 1784, cand.jur. 1789, derefter ansat i danske Kan´celli, hvor han bla. beskæftigede sig med kirke- og skolesager. Fra 1828 kongevalgt direktør i Københavns Brandforsikring, Konfernsråd og kommandør af Dannebrog.

Student, Cand.Phil. 1902-03.

Student, institutbestyrer i Slagelse, skolelærer i Keldbymagle, Møen. Taget sin afsked 1875.

Student, Kjøbmand i Leith (England eller Skotland), omkom 7 Mar. 1883

Styrede hus for faderen 1904-14.Ansat som tællerske i Khh.s Skattedirektorat 1905, Overassistent 1919.

Står som arbejder død i en alder af 52 år begravet d. 18/12 - 1921

gift med Nancy Melby som er født den 27/3 1869 i Brønshøj sogn

SURN CULMSEE

GIVN Andreas Ludolph Benjamin

CAUS drowned

_UID 953C8959890FD511B8A6444553540000BF56

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Catharina Dorothea

_UID 973C8959890FD511B8A6444553540000C176

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Catharina Elisabeth

_UID 8D3C8959890FD511B8A6444553540000B7D6

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Christian Conrad

_UID 8F3C8959890FD511B8A6444553540000B9F6

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Elisabeth Dorothea Henriette

_UID 933C8959890FD511B8A6444553540000BD36

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Gottfried Ludewig

_UID 8B3C8959890FD511B8A6444553540000B5B6

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Johann Christian

_UID 873C8959890FD511B8A6444553540000B176

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Johann Georg

_UID 853C8959890FD511B8A6444553540000AF56

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Johann Philipp

_UID 893C8959890FD511B8A6444553540000B396

DATE 3 Mar 2001

SURN CULMSEE

GIVN Matthias Diederich

_UID 913C8959890FD511B8A6444553540000BB16

DATE 3 Mar 2001

Suse: Jørgen Nielsens Hustrue,

Suse: Marie Larsen

Susette er datter af konsul Francis C. Mac Gregor og Susette Bachmeister,

som er født i Bremen.

Ligesom sine søskende bliver Hans døbt af sin far, og bliver præst ligesom

han. Han begynder som broderen sin uddannelse i Ribe Domskole, kommer

til København i 1831. I 1836 får han teologisk embedseksamen.

Fra 1836 til 1844 er han residerende kapellan i Tikøb-Hornbæk-Hellebæk.

I 1848 bliver han sognepræst samme sted. Her slutter han sin gerning i 1883

Svane, Mette Cathrine Thomasdatter (f. 1678, d. 1746)

Kilde: (Fødsel)

Title: Danmarks Adels Aarbog 1979-81

Abbreviation: Danmarks Adels Aarbog 1979-81

Publication: Poul Kristensens Bogtrykkeri 1982

Page: 491

Kilde: (Individ)

Title: Dansk Biografisk Leksikon

Abbreviation: Dansk Biografisk Leksikon

Svaning, Hans 1503-84, kongl. Historieskriver, var født i Landsbyen Svaninge i Fyn. Hans Forældre vare Bønderfolk; men han havde en Slægtning i den gejstlige Stand, M. Jens Andersen, Kansler hos Biskoppen i Odense, der hjalp ham til at studere.

Der fortælles, at han i sin Barndom var halt og skjævbenet, men at han ved et pludseligt Fald fik sin Førlighed. Han gik i Kjøbenhavns Skole, medens Christiern Thorkelsen Morsing (XI, 472) var Rektor her (o. 1519), og han havde siden meget at fortælle fra den Tid, da Sigbrit dominerede i Kjøbenhavn og lod de fornemme Herrer staa uden for sin Gadedør i Regn og Slud, medens hun formente de fattige Skolepeblinger at gaa om og tigge deres Føde, som de vare vante til. Efter at have studeret nogle Aar ved Kjøbenhavns Universitet kom Svane 1529 til Wittenberg, hvor han forblev længe og 1533 tog Magistergraden. 

Han maa allerede her have givet sig af med historiske Studier, da Melanchthon et Par Aar efter, at han var kommen hjem, foreslog Christian III at lade ham beskrive den danske Reformationshistorie. For øvrigt omtales det, at han med megen Venlighed tog sig af yngre danske studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget lange Ophold der har han maaske faaet derved, at Indtægten af et Præstekald i Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det blev tilbørlig betjent af en Kapellan. I alt Fald havde han 1532 faaet kongeligt Løfte paa noget saadant.

1539 blev han kaldet til Professor i Rhetorik ved Kjøbenhavns Universitet, men indtog dog kun i 2 Aar denne Stilling, da han 1541 blev Lærer for den 7aarige Tronfølger, Prins Frederik (II). 1548 fulgte han denne paa hans Hyldingsrejse til Norge, ved hvilken Lejlighed han ved sin Opfordring bevægede Laurents Hansen (VII, 29) til at oversætte en Del af de norske Kongesagaer paa Dansk. Som Løn for sin Lærergjerning aflagdes Svane med Kapitelspræbender i Roskilde, Lund og Ribe. Paa sidstnævnte Sted fik han 1547 Dekanatet med Løfte om det første ledige Kannikedømme.

Da Prinsen var 18 Aar gammel, var hans Læretid forbi, og Svane trak sig nu tilbage til sit Prælatur i Ribe, hvilken By blev hans fremtidige Hjem, skjønt han 1553 udnævntes til «Danmarks Riges istoricus». Men den Gang vare de historiske Kilder ingenlunde saaledes samlede i Kjøbenhavn, som de siden bleve. Den Opgave der blev stillet Svane, var at fortsætte Saxos Historie indtil hans egen Tid. 

For at faa Stof til et saadant Værk berejste Svane forskjellige Dele af Landet for navnlig i Klostrenes Bogsamlinger og Arkiver at udsøge, hvad der kunde tjene til hans Formaal. Snart bleve imidlertid hans Tid og Flid tagne i Brug til andre litterære Opgaver, nærmest af politisk Art, i det Regeringen benyttede ham til at besvare et nærgaaende Angreb paa Danmark, som den afdøde svenske Ærkebiskop Johannes Magnus var fremkommen med i sit (efter hans Død udgivne) Værk «Gothorum Sveonumqve historia». 

Det var navnlig Kansler Johan Friis, der holdt paa, at den svenske Forfatter burde gjendrives. 1559, da Svane var færdig med sit Modskrift, fik Universitetets Professorer Befaling til at gjennemse det, om de mulig kunde forbedre noget deri. De foresloge da ogsaa nogle Forandringer, vistnok især for at mildne den skarpe Polemik; men da disse Ændringer vare forelagte Kongen og Kansleren, fik Professorerne dem tilbage med den Bemærkning, at hvad de havde udslettet af Svanes Bog, skulde blive staaende og intet lades ude, «efterdi det er Sandingen». Svanes Arbejde, der dels indeholdt en Gjendrivelse af Johs. Magnus, dels en Fremstilling af Kong Hans' Historie, blev da trykt.

Men efter at det var færdigt fra Pressen, maa man være kommen paa de Tanker, at det ikke var saa heldigt, at det udkom under den kongl. Historieskrivers Navn, da det derved vilde faa et næsten officielt Præg. Man greb da til den Udvej at udslette Svanes Navn paa Titelbladet og i Steden derfor sætte den afdøde Professor Petrus Parvus Rosæfontanus' (XII, 556) samt derhos omtrykke nogle Blade for at give det Udseende af, at det var et ældre Skrift, der væsentlig skrev sig fra den Tid, da P. Parvus skulde have færdedes i Udlandet i Christian II's Følge. I denne Skikkelse udkom da Bogen under Titel: «Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi . . . Huic accessit chronicon s. historia Joannis regis Daniæ in declarationem ejusdem refutationis» (1560, faktisk 1561).

Vi kunne ikke her dvæle ved dette Skrifts senere Skæbne. Snart efter dets Fremkomst fulgte det blodige Sammenstød mellem de nordiske Riger i en mere end 7aarig Krig. Under denne blev der atter lagt Beslag paa Svanes publicistiske Evner, og han maatte paa Regeringens Forlangende forfatte flere Afhandlinger til Gjendrivelse af svenske Fejdeskrifter, ligesom han senere under Lensstridighederne med Kongens Farbrødre, de slesvigske Hertuger, maatte laane Regeringen sin øvede Pen. Men med Undtagelse af ovennævnte «Refutatio» vides ingen af Svanes Skrifter at være udgivne i hans Levetid. Hans «Retraktat eller Forklaring paa den Beretning, som er nyligen udgangen de svenske til Vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske» (1565, trykt hos Rørdam, Hist. Kildeskrifter II) indeholder dog en god Udredning af Aarsagerne til Krigen i Norden.

Det er vel sandsynligt, at disse publicistiske Hverv have sinket Svane i hans Arbejde paa Danmarks Historie. I ethvert Tilfælde gik det langsomt fra Haanden, skjønt Svane ikke savnede kraftige Opfordringer til at fuldende dette nationale Foretagende. Følgen var, at den Mening efterhaanden dannede sig, at han dog ikke var sin Opgave ret voxen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var naaet til Frederik I's Tid; men saa fik Anders Sørensen Vedel, der for øvrigt var Svanes Svigersøn, 1578 Ventebrev paa det Prælatur i Ribe, som var Historieskriverens Løn, og i Febr.

1579 fik Svane Befaling til med det første at begive sig til Kongen med, hvad han havde forfattet og sammendraget til Danmarks Historie, hvad enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad gamle Dokumenter han havde samlet, og overantvorde det alt sammen til Kansler Niels Kaas, «paa det fornævnte danske Historie med des større Frugt og Fuldkommenhed kunde forfærdiges og udgaa». Værket blev nu overgivet til Universitetets Bedømmelse; men det kom ikke videre. Svane var jo ogsaa en gammel Mand og savnede vistnok den Energi og Aandslivlighed, som hørte til for at lægge sidste Haand paa Værket og drive paa, at det kunde komme for Lyset.

I mange Aar hørte nu Svanes Arbejde til de Haandskrifter, der gjemtes i Universitetsbibliotheket og gik fra den ene Historieskriver til den anden. Huitfeldt har benyttet det efter en større Maalestok, og Meursius ikke mindre. 1658, da Krigen rasede mellem Danmark og Sverige, fandt en eller anden, der vilde Danmark ilde, det formaalstjenligt (i Frankfurt) at udgive den Del af Svane s Værk, der omhandlede Christian II's Historie. Denne Konge var nemlig afmalet af Svane med de sorteste Farver, og det var Vand paa Svenskernes Mølle, en Slags Forsvar for deres Overfald paa Danmark. For øvrigt indeholder samme Historie maleriske Træk af Svanes egne Oplevelser eller Erindringer fra hans Ungdom, og saa upaalidelig hans Christian II's Historie end er i mange Ting, maa den dog altid raadspørges, naar man sysler med hin Tid.

I det hele var Stræng Paalidelighed just ikke Svanes Sag; han synes mere at have lagt Vind paa en livlig og anskuelig Fortælling, og naar han ikke havde tilstrækkelige historiske Kilder, havde han Fantasi nok til at udfylde det manglende ved Gætninger og dristige Kombinationer. Dog har han den Fortjeneste, at han med Flid har eftersøgt Kilder til vor Middelalders Historie, og man vil ogsaa kunne finde paalidelige Efterretninger hos ham, som vilde have været tabte, hvis han ikke havde optegnet dem. Vi maa derfor beklage, at det meste af hans haandskrevne Efterladenskaber gik til Grunde ved Universitetsbibliothekets Brand 1728. 

Svane døde i Ribe 20. Sept. 1584, 81 Aar gammel. I en fremrykket Alder havde han 30. Sept. 1554 ægtet den 15aarige Marine, Datter af Borgmester Søren Jacobsen Stage i Ribe. Hun blev Moder til 15 Børn og døde 4. Juli 1615. Den svenske Historiker Johs. Messenius, der i en senere Tid tog sig for at imødegaa Svanes ovennævnte Gjendrivelse af Johs. Magnus, siger om ham, at han egnede sig bedre til at avle Børn end til at skrive Bøger («liberis qvam libris procreandis aptior fuit»). Vi holde os dog hellere til Vedel, af hvem Svane (1567) omtales som en saare værdig og kundskabsrig Mand, «vir prudens, gravis et in omni eruditionis genere excellens, maxime omnis antiqvitatis et historiarum peritissimus».

Rørdam, Historieskrivn. i Danmark efter Reform. Svane 68 ff.

Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 I, 566 ff.

Svend Erik er døbt den 25. maj 1942 i hjemmet ved Lærer Nielsen. barnet døde før fremstillingen i kirken.

KB. 1918-1947, Vester Torup, Vester Han Herred, Thisted Amt, OP. 64