Notater

Han var meget dygtig til broderi.

Han var præst efter Jacob Christensen Nøragger i Vester Hæssing, Det må nærmest betraktes som et pligtægteskab

Han var præst i Hvidbjerg og Lyngs.

Kilde: L.Vestens samling om dansk præstehistorie (RA):

Han blev student fra Kolding skole 1746 og tog 1749 teologisk Attestats med Laud.

Den 13. September 1754 blev han Sognekapellan i Dronninglund og udnævntes 1759 til Sognepræst i Hvidbjærg og Lyngs, hvor han døde den 20. Maj 1781.

(Wiberg skriver: W 2/490 og 3/495)

I Rigsarkivet findes et Testamente oprettet af ham, under datoen: 1778 den 3. april. Testamentes arkivnummer: J.R. 99, Hvidbjærg Præstegaard 1776 - 30/5.

Han var smed i Bakkendrup.

Ved FT 1850 var han tjenestefolk hos Hans Larsen, gêardmand i ¢ster Stillinge,

Han var stiftsamtmand i Trondhjem og skrev sig til "Hastrup"

Under et bes²g i K²benhavn (if²lge indskriften pêa hans kiste) d²de han der.

Han var amtmand i smêalenene 4/11-1673 - 1687, og konstitueret

generalkommissarius ved feltarmeen 1676 i Viken, 23/7-1677-1683

overkommissarius i Norge, stiftsamtmand i Trondheim 1687 - 1700 og justitsrêad

og assessor i overhofretten

If²lge indskriften pêa hans kiste, d²de Hans Kaas 1700, 60 êar gammel; (se

Hofmans Fundatssaml. IV p. 370). Angivelsen af hans f²dselsêar til 1657 er af

flere grunde umulig.

Ons² kirke (Smaalenerne) blev forµret 1681 en alterdug og en s²lvoblatµske af

Hans Kaas; 1684 en messehagel af r²dt gyldenfl²il med baldyret krucifix og

s²lvmor af nysnµvnte Kaas.

Han var søn af grev Adam Gottlob Moltke i dennes 1. ægteskab, født på Nygård (Marienborg) på Møn 27. marts 1745, tilbragte sin første barndom hos en tante i Stege, indtil han blev sendt til hoffet som page, blev 1755, kun 10 år gammel, efter privat eksamination i Konseillets overværelse indskrevet som student, fik samme år titel af hofjunker, udnævntes 1756 til kammerjunker og domherre i Lübeck, studerede retsvidenskab, hvori han 1759 i kronprinsens og adskillige ministres nærværelse lod sig eksaminere, efter at Videnskabernes Selskab 1758 havde optaget den 13-årige dreng som æresmedlem, fortsatte 1760-63 sine studier i Leipzig, blev 1763 kammerherre, hvorefter han foretog en rejse i Tyskland, Italien, Frankrig og Holland.

Ved sin hjemkomst 1765 blev han auskultant i Tyske Kancelli, fik 1770 l'union parfaite og indtrådte samme år som deputeret i General-Landvæsenskollegiet, efter hvis ophævelse han 1771 tiltrådte sit præbende i Lübeck. Her fik han lejlighed til med held at virke for den danske regerings kandidat til koadjutorposten ved Højstiftet Lübeck. 1774 ansattes han som dansk minister ved det hertugelige holsten-oldenborgske hof, ved hvilket han fungerede til 1787 med en afbrydelse i årene 1776-78, da han ved et nyt koadjutorvalg i Lübeck måtte varetage de danske interesser. 1774 fik han Dannebrogsordenen, 1780 gehejmeråds og 1808 gehejmekonferensråds titel. Ved højstiftet Lübecks ophævelse 1803 ophørte hans domdekantembede; dog forblev han i byen til 1812, da han flyttede til Altona, hvor han døde 22. januar 1824.

Gift 30. januar 1778 med Sophie Agnese komtesse Luckner (11. oktober 1759 - 19. marts 1847), datter af fransk marechal Nicolaus greve Luckner.

Moltke var både en elskværdig personlighed og en ualmindelig kundskabsrig mand, hvorfor hans samtid kaldte ham "den lærde Moltke". Han talte 7 sprog med færdighed og havde megen læsning. Selv har han kun givet få bidrag til litteraturen, deriblandt nogle på latin, hvorved han viste sit mesterskab i den dengang så beundrede lapidarstil, og andre af økonomisk indhold. Af det slesvig-holstenske patriotiske Selskab var han fra dets stiftelse et virksomt medlem, og han blev 24. januar 1810 medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie.

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_Ludvig_Moltke

Han var teglbrænder i Kastrup i Gram sogn, og gården kaldes

Handelsmann og godsbesidder på Melbu. Sara fortsatte handelen på Melbu etter ektemannens død-

Handelsuddannet, Direktør i A/S Sadolin & Holmblad (S&H), BM i A/S Sadolin & Holmblad (S&H) og A/S Kemisk Værk Køge (KVK - ejet af A/S Sadolin & Holmblad (S&H))Dragør

Kilder

[S68]

Nikolaj Sadolin website.

http://da.wikipedia.org/wiki/Sadolin_%26_Holmblad

Hanne var et "svagt" barn. Led af bronkitis, hvorfor hun ofte blev sendt til Norge på skoler for børn med et særligt behov. Alle holdt af hende, altid glad og frejdig. Hun var lille, fregnet og helt rødhåret. "Prinsesse Guldhår", blev hun kaldt. Hun fortalte tit om sine ferier, som hun holdt i Helsingør hos bedsteforældrene. Her var kusiner og fætre ofte sammen.

Efter Hannes konfirmation, fik hun 3 måneders ferie hos sin moster Grethe oppe i Norge.

Dagen efter Hannes ankomst døde Grethes svigermoder, så ferien blev uforudsigelig.

Hun fik ikke lov til at læse videre pga. trange kår. Skolen gav hende dog et stipendium, så hun fik et år længere i skole end forældrene havde råd til. Stod i lære som Nådlerske hos skotøjsfabrikken K.J.D. i perioden 15.10.1949-14.10.1952. Modtog UG til aflagt prøve. Som ung var Hanne meget aktiv som spejder, sidenhen i vandrelauget. Modtog Dansk vandrelaugs diplom d. 25.5 1952.

Hanne mødte Allert som 17 årig og flyttede ind til ham som 18 årig - dvs. i udlejningsværelset ved siden af, idet man jo ikke dengang uden ægteskab, flyttede sammen. (De opnåede 45 års samliv) Hun havde meget svage ankler, hvilket senere hen resulterede i, at fødderne også blev medtaget, så hun kun kunne gå i "praktiske" sko. Allert havde svært ved at acceptere, at hun ikke kunne klæde sig "ordentlig", hvis de skulle i byen. Han var en rigtig mandschauvinist. Konen skulle pynte ude, aldrig sige manden imod, opdrage børnene, holde hjemmet mv. Jeg oplevede tit som barn, hvordan min far skældte ud, hvis mor ikke havde højhælet sko på, eller hvis kjolen ikke fremhævede hendes barm - for så kunne hun da stoppe vat ind i BHén! Han skældte ud hvis maden ikke var perfekt og bebrejdede hende, at hun aldrig var sendt på husholdningsskole af hendes forældre. Ole, Allerts bror, fortæller, at pga. Allerts dominerende adfærd, måtte han besøge Hanne, når Allert var på arbejde; ellers fik hun aldrig mulighed for at snakke uden at han kommanderede rundt med hende.

Ægteskabet var absolut ikke en dans på roser for min mor. Hun skulle blive hjemme i lejligheden og masse sine børn, mens far rejste i provinsen som telefonmekaniker. Hun fik en depression og sundhedsplejersken prøvede at overtale dem til at sende os børn i vuggestue. Men det ville far ikke acceptere. Da hun ikke magtede at passe 2 børn, blev sønnen John (ved hjælp fra sundhedsplejersken) sendt i pleje hos en kvinde i København et stykke tid. Da Allert opdagede dette, blev der ballade. John kom hjem igen, men mor vedblev med at føle sig alene. Til sidst flyttede hun hjem til sine forældre og udbad sig skilsmisse. Far mødte op hos min mormor, hvorved der opstod uro, og efter sigende slog han min mormor. Denne episode var nok årsag til at der altid sidenhen var kold luft imellem min fader og mormor. Allert fik en advokat, som også blev Hannes, da ægtemanden jo havde pengene. Resultatet blev, fik min mor oplyst at børnene ville blive tildelt faderen, da hun led af en depression. Men, hun kunne vælge at flytte tilbage. Det blev hun nødt til, men fik nu lov til at komme ud på arbejdsmarkedet og vi børn kom i institution som 3-4 årige. Det blev hårde dage for min moder.

Hun tog hjemmefra kl.6 og skulle derefter købe ind, hente børn, lave mad, sy tøj til os (ingen penge). Skoene kunne hun selv reparere, da hun havde værktøjet og var udlært i faget. Kaffen skulle stå klar, når far kom hjem og maden være parat. Alligevel blev hun konstant bebrejdet, og det endte med flere indlæggelser pga. depressioner. Det var svært at styre to livlige børn og det endte med at John fik udskrevet beroligende piller, så han blev medgørlig. Det var meget normalt dengang, dette ville aldrig være foregået i vores dage. Det fik mors dag til at hænge mere sammen, men stadig altid bange for bebrejdelser og bange for at far skulle slå os børn, hvilket var normalt. Hun fik 20 kroner om dagen af far til husholdningen. Morgenmaden kostede 5-10 kroner. Så der skulle altid spares. Det var far som fik mad først og så var det os børn. Ofte spiste mor intet. Mor snød sig til at købe en sodavand til os en gang imellem, uden at far vidste det. Selvom hun altid, meget naturligt, var træt - var mor altid positiv overfor os børn. Hun interesserede sig for hvordan vi havde det, var meget kærlig. Læste godnathistorie eller sang en vise, mens vi blev puttet. Først når hun troede vi sov, satte hun sig ud i køkkenet og græd. Hun kæmpede virkelig en hård kamp for familien. Fabriksarbejdet gav hende ødelagte lunger. Igennem flere år, havde hun arbejdet med farlige produkter uden udluftning. Det medførte "stenlunger", senere dårligt kredsløb, dårligt hjerte. Modtog arbejdsskadeerstatning omkring 4.4.1981 på 200.000 kr. - en af datidens højeste udbetalte erstatninger. Hun fik invalidepension i 1986. Der var hun faktisk totalt nedslidt også af sygdommen. I 1993 blev der konstateret småcellede cancer i lungerne, og hun fik iltapparat i hjemmet. Selvom hun var så hårdt ramt blev hun ved med at være positiv. Hun elskede at have børnebørnene med i sommerhuset. Selvom hun ikke havde mange kræfter hentede hun og far børnene (Jessie og David) fra skole; passede dem et par timer eller tog dem med i ferier til Norge eller Lalandia-vandland. Efter børnebørnene blev født, ændrede deres ægteskab karakter.

De var nu bedsteforældre og fandt en ny rolle i livet. De blev mere (især far) harmoniske, måske fordi begge nu fik pension. De sidste år af mors liv, havde ændret hendes psyke. Der var kun få minutter af gangen man kunne føre en samtale med hende. Hun havde kæmpet imod livet i mange år og der var intet kraft tilbage. Hun vidste da hun skulle dø. Jeg var på besøg inden min familie skulle til Norge og her sagde mor "Sussie, jeg skal dø", jammen mor, det har vi tit snakket om, svarede jeg. Denne gang sker det, fastholdt mor og kiggede mig dybt i øjnene. Vi rejste, men samme aften som vi var ankommet til Norge, ringede far. Mor havde insisterede på at han skulle tage i sommerhuset, og da han kom hjem var hun død. Hun havde selv taget sine ringe af og lagt på reolen. Det skal siges, at hun havde været meget dårlig i lang tid. Endelig fik hun fred. Sorgen slog hårdere på far end vi havde regnet med, han døde året efter og hjemmet bar præg af et langt liv sammen i med -og modgang. Tiden: I midten af halvtresserne flyttede far og mor til Lillekær i Rødovre. Det var en kommune i udvikling. Fra at være en mindre provinsby var etagebyggeriet i udvikling. De flyttede ind i en ikke helt færdigbygget ejendom med ca. 10 opgange, 3 etager og 6 lejligheder i hver opgang. Vores lejlighed bestod af et køkken; de første år isskab (man lagde en isblok ind i skabet), hurtigt kom køleskabet til. Komfuret havde ingen ovn i starten, så stegen blev stegt hos bageren. Det ændrede sig også hurtigt. Der var et lille badeværelse med bruser, en stue, et kammer og et værelse. Der var ikke meget plads. Da vi blev ca.14-15 år fik John værelset og jeg sov i stuen. Omgivelserne bestod af græsplæner en lille legeplads, lidt skov og en cementgård, der kunne skøjtes på om vinteren og spilles bold i om sommeren. Der var et udendørs svømmebad i nærheden, senere en indendørs. De startede med en lille folkevogn, dvs. jeg kan altid huske at bilen har været nødvendig for fars arbejde. Fjernsynet var i 10 år sort/hvid (indtil ca. 1968), og så kom farvefjernsynet, men det var ubetaleligt i starten. De havde en radio, en spole båndoptager, en grammofon. Videoen kom først 20 år efter til vores hjem. I sommerhuset var der intet varmt vand, ingen bad og i starten intet toilet, men en spand man tømte i et nedgravet hul. Mor gik altid med kjole og først i slutningen af 60érne blev det normalt med lange bukser for hende. Det var også først her at nylonstrømpebukser blev indført. EDB maskinen blev først udbredt efter at de var blevet pensioneret. Biltelefonen nåede Allert at bruge i et par år. Telefonen var normal i vores hjem, med drejeskive; i starten ringede man en telefondame op. Men det var pga. far beskæftigelse, for min mormor fik ikke telefon før i 70érne. 

Hans (Harry) Rollinson NISSEN (son of Hans Johannes Trules NISSEN and Josephine ROLLINSON) born 27 September 1896, Wall St, Norwood, SA. He was about 5 when his family moved to Sydney. After his mother died in 1910 he went to a boys’ home in Mittagong. He then went to live with the Gulliver family in Newcastle. He was probably attracted to North Queensland by his half-brothers because he eventually had shares in a cane farm with them in Tully, Qld. While they were overseas during the war he looked after their cane farm and was put down as Chris BYERLEE’s next of kin. However it was at Wickham, near Newcastle, NSW, that he met his wife, Dulcie Wilks LESTER, whom he married in 1927. She was 18. (A Dulcie Lester was born in 1909 in Newtown). He took her back to Tully, though their first child Ethel, who died as a baby, was born in Grafton. It was here that he looked after his half-brother, Christian’s, daughter, Daphne, for about 15 months when her mother died in 1928. An aunt then took care of her. Harry finished up as one of the wealthiest cane-growers in North Queensland, eventually selling his property for over £90,000.

Hans blev gift med Anna Marie Küster, datter af Gæstgiver Ludvig Theodor Küster og Kristine Sophie Adolf, den 15 Okt. 1898 i Kolding Kirke (Skt. Nikolaj). (Anna Marie Küster blev født den 9 Dec. 1877 i Langetved i Skrave sogn, Frøs h., Haderslev a., Danmark, døbt den 26 Dec. 1877 i Langetved i Skrave sogn, Frøs h., Haderslev a., Danmark og døde den 17 Sep. 1927 i København by, Sokkelund h., Københavns a., Danmark.)

Hans Chr. Buhl var først ejer af Thorsø v. Grenå, så forpagter af faderens præstegård i Karleby fra 1869 – 79. Derefter gårdejer i Trustrup, v. Grenå.

hans dåb: Jomfrue Henriette Møller barnets Moster, samt dets forældre.

Hans og Sophie blev aldrig gift, men han vedstod sig faderskabet

Hans Dåb: Slegfredsmoder Jochine Christine Stephansen, hjemme hos Hans Henrik Sprogøe Seilmager i Korsør,Barnefader: Henrik Møller Skræddersvend. , Faddere: Marie Aaris af Halskov. resten meget vanskeligt at læse. (der ligger en eller anden form for beskyttelse i den tittel ? er det mon Hans Henrik der skal beskyttes.)

Konfirmationen Søndag efter påske 1836, Henrik Mogensen Møller, Slegfredsmoderen Jochine Stephansen og barnebaderen Frederik Møller i Korsør. Født i Korsør 19 aug 1821 hjemmedøbt 20 aug 1821 Kirkedåbens datum er anført i Ministerialbogen.., Kundskab og opførsel Ret god kundskab , god opførsel, Vac. 8 juli 1835 af Hansen.

I FT 1834 står der deres børn,

Hans første hustru Frederica Zeuthen døde for et par år efter ægteskabet. De havde ingen børn.

Hans Hansen Nyboe var ved mødet med Marie Jacobsdatter enkemand.

Samtlige personer i husstanden

Bornholm, Nørre, Hasle Købstad, Hasle, Skidenstræde No 2, 2, FT-1801, B7345

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Hans Nyeboe 60 Gift Husbonde Daglønner

Marie Jacobsdatter 45 Gift hans Hustrue

Kirstine Hansdatter 33 Ugift hans Datter

Anders Hansen 26 Ugift hans Søn

Karen Magarethe 9 - deres Døttre

Hans Hansen Rømer took over Rømeregård after his parents, who died before the probate protocols were introduced in 1681. At that time he was a Corporal (Korporal) in the cavalry; later he would advance in rank to Quartermaster (Kvartermester) in 1699.

A Hans Rømer is recorded as "Kongens Fæster" (King's copyholder) of Skinderbygård, 38 Slg. Klemensker, and Bølstedgård, 39 Slg. Klemensker, in 1719. Skinderbygård is known to have previously been held by a "Remmer Jensen" in 1658 and 1663 (co-taxpayer with Hans Ibsen (-1620-1658-1662-) - possibly Remmer Jensen's father-in-law?). It seems likely that this Rømer Jensen was the uncle of Hans Hansen Rømer. In Bornholm's militia list of 1678 a "Hanss Hanssen Rømmer" is listed in Klemensker parish - possibly living at Skinderbygård? The farm was later sold by the King to a Bertel Jacobsen in 1743, who had been living there since 1737.

He married Birgitte Christensdatter from Pilegård; she died in 1720, and at the probate hearing Hans Rømer was questioned by his brother-in-law Jens Jensen about the inheritance of Hans Rømer's unmarried sister Boel. It seems that Hans was not eager to respond to this, saying that the legal proceedings held after his parents death had been held 40 years previously, and that he could not remember the details.

Boel had lived in his home for four years, and he had promised to look after her for the rest of her days, and give her an honourable funeral. Furthermore, should he die first, his heirs would fulfill this obligation. However, Jens Jensen was not satisfied with "promises", he explained that his wife, Sidsele, the sister of Boel, had received 18 Slettedaler in inheritance, therefore he insisted that Boel receive the same amount. There was also the matter of "jordepenge" (land-money), that being the sisters portion of the proceeds of the sale of the farm to their brother Hans Hansen Rømer - this had yet to be paid out.

Hans replied that since Boel was an old maid near 70 years, he required 3 Mark weekly for her care, which he assumed would be tallied to his credit for the four years already spent under his roof. Regarding her share of the farm - that would be decided by the eight-man council when the time came. From this hearing you can see the situation for a single woman in the 1700s: she was legally a minor for her whole life. Boel had probably made a living working as a maid until she was about 65 years old, at which time she no longer had the strength.

Hans Rømer believed that he had done his duty regarding the care of his sister; while the much younger brother-in-law Jens Jensen was justified in getting all the facts - for if Hans Rømer died, then Jens would have to step in and be responsible for Boel.

The result of the eight-man decision is not known, but it did not matter in the end, since Hans Rømer survived both his sister Boel, and his other sister Sidsele and her husband Jens Jensen.

From Bornholm's militia list of 1678:

Rulla offuer Land Compagniet til Hest paa Boringholmb primum plamij.

Clemeidschier Sogn: Prestens Hl. Ollufss Rytter Hanss Munch, Udygtig Gevehr; Bagge Frandtz Ejtter; Oluf Nielsen i Hassle; Mons Ibsen; Matz Adzerssen; Jenss Abrahamsen; Hanss Hanssen Rømmer; Madz Oelsen; Hanss Mogenssen; Mogens Rassmussen; Hanss Bendtsen; Jenss Suendsen; Hanss Aristsen; Abraham Rassmussen; Larss Hanssen; Hanss Rassmussen; Michel Madtzen; Rassmuss Madtzen; Mogens Monssen.

From Bornholm's Jordebog of 1689:

Vesterherridt, Vestermarie Sogn, Bunde, Nr. 52: Hans Remer.

Nøreherrit, Clemmidscher Sogn, Bunde, Nr. 38: øde.

Nøreherrit, Clemmidscher Sogn, Bunde, Nr. 39: øde.

From Bornholm's Jordebog of 1691:

Wester Herridt, Wester Marie Sogn, Nr. 52: Hans Rømmer, er Self Ejergaard.

Mention of Hans Hansen Rømer in the probate for Hans Hansen, October 20, 1693, page 251:

Anno 1693 den 20 October efter loulig giorde tillysning, holden registering, og vurdering, sampt schifte, og deeling efter sal. Hans Hansen som boede og døde paa dend 8 Jord Eiendegaard beliggende udi Røe Sogn. . . Hans Rømmer i VesterM Sogn fordred efter sin sedel for en foele og moged som af hans søsters Boel Hansdaatters arf end nu skal være bestaaende i dette boe. . . .

Mention of Hans Hansen Rømer in the probate for Anders Ibsen, March 31, 1704, page 438b:

Anno 1704 dend 31 Marty er efter loulig giorde tillysning holden registering, og vurdering sampt skifte og liqvidation efter s. Anders Ibsen, som boede, og døde paa dend 10de Jord Eiendoms gaard beliggende i ØsterM Sogn. . . Quarteremesteren Hans Rømmer i VesterM Sogn lod fordre penge 3 Mk. udlagt. . . .

Extracted from probate for Birgitte Christensdatter, July 5, 1720, page 356:

Anno 1720 dend 5te July er efter loulig giorde tillysning holden registering og vurdering sampt skifte og deeling efter Cornet Hans Hansen Rømers hustru Berite Christensdatter, som boede og døde paa 52 Jord Ejendoms gaard beligende i VesterM Sogn, og det imellem denne sl. quindes efterlevende mand bemelte Hans Hansen Rømer paa ene, og paa anden side dene sl. quindes med hendes mand sammen auflede børn, som er 2 sønner og 2 døttre. Den eldste søn Christen Rømer boende i Clemedsker Sogn, som møtte. Den anden søn Hans Hansen Rømer hos faderen, sin egen værge. Den eldste daatter Sidsele Hansdaatter, 32 aar gl. Dend yngste daatter Bartha Hansdatter, 25 aar. For disse 2de døttre er faderen self verge efter loven.

Extracted from probate for Birgitte Christensdatter, July 5, 1720, page 197:

Anno 1720 dend 5te July eer efter loulig giorde tillysning holden registering og vurdering sampt skifte og deeling efter Cornet Hans Rømmers hustru Berithe Christensdaatter, som boede og døde paa 52 Jord Ejendoms gaard beliggende i VesterM Sogn, og det imellem denne sl. quindes efterlevende mand bemelte Hans Rømmer paa ene, og paa anden side dene sl. quindes med hendes mand sammen auflede børn, som er 2 sønner og 2 døttre. Den eldste søn Christen Rømmer boende i Clemmedsker Sogn, som møtte. Dend anden søn Hans Hansen Rømmer hiemme hos faderen, sin egen værge. Den eldste daatter Sidsele Hansdaatter, 32 aar gl. Dend yngste daatter Barbro Hansdatter, 25 aar. For disse 2de børn er faderen self verge efter loven. . . og hans søster Boehl Hansdaatter Rømmer til falden arf efter hendis sl. fader Hans Rømmer og moder som forhen boede og døde paa forhen 52 gaard som broderen Cornet Hans Rømmer vegne for, og nu udi 4re aaar hauer veret for hannem og barn opholdet. . . mens som søstermanden Jens Jensen var begierende af Corneten Hans Rømmer at hand vild igien for samme om hand vidst hvor meget hende efter hendis salig fader og moder til kom, huor til hand suarede. . . hun er en aldrinde piger ved 70 aar. . . bleven anført Jens Jensen foregave og forbleve at hans hustru som er søster til Boel Hansdaatter. . . (Probate witnessed by: Poul P.J.S. Jensen, Jep Aristsen, Hans H.R. Rømmer, Christen C.H.R Hansen Rømmer, Hans H.R. Hansen Rømmer.)

From the "Afskrifter af nogle Klemensker kirkehandlinger 1733-1800", by Johan Carl Louis Lengnick:

September 16, 1739: Begravelser, Hans Rømer, 85 aar.

May 20, 1740: Begravelser, Zidsele Rømer, 58 aar.

From the above burial records we can conclude that Hans Hansen Rømer, and his un-married daughter Sidsele, were living with Christen Hansen Rømer at Stangegård, 42 Slg. Klemensker, at the times of their deaths.

From the Vestermarie kirkebog:

June 8, 1749: Begraven, Dom. 1 p. Trin. Hans Rømmer, 70 aar gammel. (Possibly the "anden" son of Hans Hansen Rømer?)

From Hans Hansen Rømer and Birgitte Christensdatter Piil descend the man responsible for preserving Bornholm's Almindingen forest: Hans Rømer (1770-1836), and his many brothers.

This database researched and compiled by Norman Lee Madsen, Toronto, Ontario, Canada, Oct. 19, 2011.

Hans Henrich Dreyer, født 17 nov 1786 i Ribe Domsogn (Kilde: Ribe Domsogn, 635.); død 03 feb

1833 i Helsingør, Skt.Marie; gift med Bolette Cathrine Reich 13 jul 1827 i Helsingør, Skt.Marie;

født 29 nov 1795 i Frederiksborg Slot, Hillerød; død 09 sep 1880 i Ringsted.

Noter for Hans Henrich Dreyer:

Enkekassen: Bolette Cathrine Reich

Police 17483 oprettet 25-5- 1827 Årlig Pension: 120 Afdragsordning: 371

Mere om Hans Henrich Dreyer:

Afsked: 1826, Pensioneret Capitain i Helsingør

Dåb: 17 nov 1786, Ribe

Rang: 1802 kar. Sekondløjtnant, 1805 Fændrik i holstenske Infanterireginent, 1807

virk.Sekondløjtnant, 1809 Premierløjtnant i Kronens Regiment, 1816 Kaptains Anciennitet, 1825

Stabskaptain. (Kilde: Wilhelm von Antoniewitz, Danske Patricieslægter 1, 42.)

Ægteskabsnoter for Hans Dreyer og Bolette Reich:

Dette stå i kirkebogen Helsingør, Skt.Marie:

Pensioneret Capitain

Hans Henrich Dreyer 40 år gl.

Jomfrue, Bollette Cathrine Reith 31 år gl.

Wært paa skydebanen, Jens Dahl A . .??

Reservelieutenant, v. Drejer af Kronens regiment

I kirken uden lysning fra prædikestolen.

Anmærkning:

Det foreløbige bewis fra

Den Almindelige enkecasse af 24. maj 1827

Hans Henrik Møller Plambeck

og Hustru Dorothea Marie Louise f. Jensen

Faddernes Navn, Stand og Opholdssted:

Md. Karen Marie Jensen, Moderen

Faderen og Møller Sv. Hansen.

Herstedvester Kirkebog side 162 nr. 8.

Hun var psykisk syg og derfor blev hun skilt.

Døde på Oringe

Fader Hans Henrik Plambeck Død 19. december 1907, 69 år og gift, Mølleejer.

Glostrup Kirkebog side 57 nr. 25"

Hans Herman Holst, der var forpagter på Gråsten herregård, måtte også drage af gårde i 1851. Han tog til Taps, hvor han døde 1865. Hans søn Colin Balthazar Holst skulle imidlertid vende tilbage til Fiskebæk og blive hertugens forpagter, vist til 1909.

Hans søn, der havde været forvalter hos faderen, hed som sin farfar Hermen Holst. Han købte i 1911 Adsbøl gamle præstegård, men flyttede med sin familie mod syd, da genforeningen kom i 1920.

Hans Johansen (den rige) Lindenov[1]

1573 - 1642

Fødsel 17 okt. 1573 Fovslet - Ødis, Nørre Tyrstrup, Vejle, Danmark

Døbt 29 nov. 1573

Køn Mand

Død 28 aug. 1642

Far Hans Johansen Lindenov, f. 1542, d. 23 maj 1596, Oregaard

Mor Margrethe Ottesdatter Rosenkrantz, f. 13 jan. 1552, Næsbyholm - Næsby, Tybjerg, Præstø, Danmark , d. 27 jan. 1635, Hundslund

Familie 1 Sophie Seefeld, f. Skønnet ca. 1582, Visborg, Hindsted, Aalborg, Danmark , d. 15 feb. 1601, Gavnø Slot - Vejlø, Hammer, Præstø, Danmark

Gift 21 okt. 1599 København (Copenhagen)

Børn

> 1. Riborg Lindenov, f. 26 jan. 1601, Gavnø Slot - Vejlø, Hammer, Præstø, Danmark , begr. 10 mar. 1661, Aalborg Budolfi Kirke

Familie-ID F294 Gruppeskema

Familie 2 Lisbeth Sophie Rantzau, f. 27 nov. 1587, Brahetrolleborg Slot (Rantzausholm) , d. 27 mar. 1652, Wedellsborg (Ivernæs), Husby, Vends, Odense, Danmark

Gift 02 jun. 1605 København (Copenhagen)

Børn

> 1. Christence Lindenov, f. 1615, d. 1681, Ørslevkloster, Fjends, Viborg, Danmark

> 2. Helvig Johansdatter Lindenov, d. 1646

> 3. Ide Johansdatter Lindenov, d. 29 sep. 1674

> 4. Hans Hansen Lindenov, f. 25 mar. 1616, Gavnø Slot - Vejlø, Hammer, Præstø, Danmark , d. 29 maj 1659, København (Copenhagen)

Fødsel - 17 okt. 1573 - Fovslet - Ødis, Nørre Tyrstrup, Vejle, Danmark

Gift - 21 okt. 1599 - København (Copenhagen)

Gift - 02 jun. 1605 - København (Copenhagen)

Billeder

Hans Johansen 'den rige' Lindenov

Coat of arms - Lindenov

navnet stammer antageligt fra våbenmærket hvis første felt deles af 3 spirende lindegrene.

Notater

til Gaunø, Julskov, Ivernæs (Vends H.), Søndergaarde (Vends H.), Søbysøgaard (Aasum H.), Sanderumgaard (Aasum H.), Hindema (Vinding H.), Nislevgaard (Lunde H.), Volderslev (Odense H.), 1632 mageskiftet til Kronen, Hundslund Kloster, Ørslev Kloster (Fjends H.), Vraa (Kjær H.), som hanfik 1602 paa Skifte efter Jakob Seefeld og tilbagekøbte 1624, og Strandet (Fjends H.).

Rejste 1591 udenlands, studerede 1587 i Rostock, 1591-93 i Strasbourg, i Heidelberg, 1592 i Padua, 1595 i Orleans og berejste Italien, Frankrig og England. 1598-99 Hofjunker, 1609-10 Lehnsmand på Dragsholm, 1610-21 på Hammershus, 1621-24 på Tranekær, 1624-39 på Kalundborg, 1627 Rigsraad, 1628 Kommisarius på Lolland for at varetage øens forsvar, 1634 Ridder, 1639 Lehnsmand på Hindsgavl, Køøbte 1640 Fønsskov (Vends H.).

Kilder

[S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1902:279.

Hans Jørgensen Sadolin, o.1528-o.1601, Humanist, Søn af .Biskop Jørgen Jensen S. og dennes 1. Hustru, var født i Viborg, hvorfor han i den lærde Verden ofte ble kaldt Vibergius. Et Vikariat i Frue Kirke i Kjøbenhavn, som Faderen 1536 havde faaet, overlod han med kongelig Tilladelse Aaret efter til Sønnen«til at optugtes og holdes til Skole med». Han beholdt det dog langt ud over sin Læretid (til 1576). Efter at have opholdt sig nogen Tid som Student i Kjøbenhavn drog han 1550, forsynet med Dr. Peder Palladius' Anbefaling, til Wittenberg, hvor han ved sit gode Hoved og sit elskværdige Væsen i høj Grad vandt Melanchthons Yndest. Efter en Rejse til Sydtyskland vendte han tilbage til Wittenberg, hvor han fra 1552 af udfoldede en saa frugtbar Virksomhed som latinsk Digter, at han fik et anset Navn i Humanisternes Kreds.

Hjemkommen blev han 1556 Præst i det store Thoreby Kald paa Lolland og ægtede Marine Ulfsdatter, Datter af Præsten Niels Ulf i Nysted.

1561 blev han Provst i Musse Herred. Sin litterære Virksomhed fortsatte han med saa stort Held, at den skaffede ham konglig Diplom af 10. Jan. 1570 som «Poëta laureatus» med tilhørende Digtervaaben.

1575 bragte et sædeligt Fald dog Forstyrrelse i hans hidtil lykkelige Tilværelse. Han maatte en Tid forlade Landet, og efter hjemkomsten blev han dømt fra Embedet og indsat i Forvaring i Sorø Kloster. Her fortsatte han dog sin Syslen med Digtekunsten, og 1580 blev han sat paa fri Fod og fik Lov til at opholde sig, «hvor hankunde nære og underholde sig i Riget». Det var imidlertid vanskeligt for ham at skaffe sig passende Erhverv, og hans følgende Liv er vistnok derfor som oftest ført under trange Kaar hos Slægt og Venner.

Endnu var hans Lyre dog ikke forstummet. Han besang 1596 Christian IV's Kroning, og 1598 omtales det, at «Digteren» S. var Kansler Chr. Friis' Husfælle («domesticus»). Han maa være død et ParAar derefter; i alt Fald omtales det 1602, at han da allerede en Tid lang havd

e været død. Blandt S. s talrige Digtsamlinger kunne fremhæves «Elegiada» (1552), «Disticha moralia» (1553), «Fasciculus Apollinaris» (1566), «De regibus Daniæ epigrammata» (1569), «De nuptiis Friderici II» (1572), «Enchiridion evangelicum» (1572), «Sylvarum liber» (1581). «Piarum meditationum liber» (1581).

-- Af hans Børn kan nævnes Sønnen Theophilus S., der efter Studieri Rostock blev Præst i Aastrup paa Falster og havde arvet en Del af Faderens litterære Interesser, ligesom han skal

have efterladt et (utrykt) Mindeskrift over ham. Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. I

V, 101 ff. H. F. Rørdam.

Hans Landorph afløses 1738 af Peder Otto Rosenørn, født den 24 Oktober 1708 som eneste barn af Oberst Mathias Rosenørn på Damsgaard i hans ægteskab med Antoniette Edele Friis. Han blev allerede Tyve aar gammel sekretær i det danske Cancelli, og blev i 1734 udnævnt til Kammerjunker. I 1738 blev han Amtmand over Falster og samtidig Etatsråd. Den 7nde Juni 1740 gifter han sig med den 19 årige Eva Margrethe Grüner fra Margaard på Fyn.

Hans Lykke til Havn° ledsagede 1532 Knud Gyldenstierne til

Norge, hvor forhandlingerne med Christian 2 blev beseglet.

Han var trolovet med Dorte Seefeld, der d°de af sorg,

da han slog op.

hans moder fejlagtigt kaldt Maria Cathrine Eclef

HANS NICOLAI SOMMER BØNNELYCKE:

Døbt: 27 mar 1837, Sct. Morten, Randers; Quality: 252

Mere om ANDREA CHRISTIANE BRANDT:

Døbt: 11 feb 1838, Horsens Kirke; Quality: 352

Mere om HANS BØNNELYCKE og ANDREA BRANDT:

Ægteskab: 21 feb 1865, Horsens Kirke; Quality: 353

Børn af HANS BØNNELYCKE og ANDREA BRANDT er:

30. i. FÆNGSELSBETJENT PETER RUDOLF MARCELLUS3 BØNNELYCKE, f. 05 nov 1864, Horsens; d. 08 apr 1950, Jagtvej 183A, Kbh., Kildevælds sogn.

31. ii. JENS CARL CHRISTIAN BØNNELYCKE, f. 23 dec 1868, Horsens; 3; d. 24 feb 1932, 3.

32. iii. NIELS PETER MARIUS BØNNELYCKE, f. 03 jan 1875, Horsens; 3; d. 03 dec 1951, 1.

Hans OLsen Nyboe flyttede den 20. 7. 1868 fra Hasle til Olsker,han mødte her enken Andmine Kirstine Krak f. Møller.

De blev gift med den 9. 10. 1868.Andmine døde 8. 12. 1874.

Den 1. 2. 1881 blev han gift med Juliane Karoline Petersen.

&nbsp

&nbsp

&nbsp

&nbsp

&nbsp

&nbsp

&nbsp

Bornholm, Nørre, Olsker, St.Ols 11. Distrikt, et Huus, 9, FT-1870, C3952

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Hans Olsen Nybo 25 Gift Husfader Smed Hasle

Anrine Kristine Nybo 24 Gift Husmoder Hans Kone Østermarie Sogn

Niels Peter Krak 2 Ugift Barn Olsker Sogn

Mariane Hansine Kristine Nybo under et aar UgiftBarn Olsker Sogn

&nbsp

&nbsp

&nbsp

&nbsp

&nbsp

&nbsp

Samtlige personer i husstanden

Bornholm, Nørre, Rutsker, Rutsker Sogn, et Hus, 36, FT-1880, C3591

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Peder Kofod 68 Enkemand Jordbruger Aaker sogn

Jakobine Marie 16 Ugift Hans Datter Aaker sogn

Hans Olsen Nybo 34 Enkemand Smed Aaker sogn

Mariane Hansine Nybo 10 Ugift Hans Datter Olsker sogn

Karoline Magrethe Holm 22 Ugift Tjenestepige

&nbsp

&nbsp

Samtlige personer i husstanden

Bornholm, Nørre, Olsker ,,3.Slgd.Fortoug,22,FT-1890,B2094

Navn Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested

Hans Olsen Nyebo, 45, Gift, Husfader, Grovsmed, Hasle [Hasle Købstad]

Juliane Caroline, født Pedersen, 38, Gift, Husmoder, , Olsker [Olsker sogn]

Laurits Mathias Nyboe, 8, Ugift, deres Børn, , Ruthsker [Rutsker sogn]

Julius Hansineus Nyboe, 6, Ugift, deres Børn, , Lgl. [Ruthsker] [Rutsker Sogn]

Andreas Peter Nyboe, 1, Ugift, deres Børn, , Olsker [Olsker sogn]

Junie Marie Jørgensen, 4, Ugift, Plejebarn, , Ruthsker [Rutsker sogn]

Niels Jacob Pedersen, 45, Enkemand, Logerende, Skrædder, Olsker [Olsker sogn]

Hans OSTENFELD KAAD, 1698-1784, was well established as a merchant in Slagelse on Sealand and was a much esteemed man of considerable

wealth when he died at 86. It is said that at his funeral church bells tolled the funeral knell, school children sang and two large wax candles were given to the church. He was interred in St.Mikkel's Church under the first stone at the entrance door. His wife Charlotte Amalie Jockunsen Lukken survived him by six years. 

Hans Rasmus Hansen Hegelund d. 9 Dec 1755/24 Jan 1756 pg 529

WIFE: Barbara Spend sal. Hegelund

7 CH: Marie Elisabeth Hansdtr Hegelund = Laurids Michelsen tolder i Hadersleben ( Lars Michelsen )

Ingeborg Hansdtr

Thomas Hansen bogtrykkersvend

Niels Hansen i M�en

Barbara Hansdtr i Khvn

Johan Lorents Hansen i Guinea

Chilian Hansen Hegelund i home

wgd: J.J. Stub tolder

Hans Rasmussen Bacher ?(I1069)?

Fødsel ca. 1611 -- Rudkjøbing

Hans Rasmussen raadmand handelsmand 9 Aug 1683 pg 96

WIFE: Ingeborg Jensdtr

6 CH: Rasmus Hansen 19

Jens Hansen 10

Anders Hansen (?dod after father)

Hans Hansen 5

Niels Hansen 3

Hans Hansen 1

wgd: Soren Jespersen

[Kalundborg Byfoged; Book 1 1682-1695; film 49349]

[Jeg er lidt usikker på denne note, for godt nok var han gift med en Ingeborg Jensdatter, men måske ikke denne?]

Hans Svaning (1503 – 20. september 1584) var en dansk historiker.

Svaning blev født i landsbyen Svaninge på Fyn. Hans forældre var bønder, men han havde en slægtning i den gejstlige stand, magister Jens Andersen, kansler hos biskoppen i Odense, der hjalp ham til at studere. Der fortælles, at han i sin barndom var halt og skævbenet, men at han ved et pludseligt fald fik sin førlighed. Han gik i Københavns Skole, mens Christiern Thorkelsen Morsing var rektor der (omkring 1519), og han havde siden meget at fortælle fra den tid, da Sigbrit Willoms dominerede i København og lod de fornemme herrer stå uden for sin gadedør i regn og slud, mens hun formente de fattige skolepeblinger at gå rundt og tigge deres føde, som de var vant til. Efter at have studeret nogle år ved Københavns Universitet kom Svaning 1529 til Wittenberg, hvor han blev længe og 1533 tog magistergraden. Han må allerede her have givet sig af med historiske studier, da Philipp Melanchthon et par år efter, at han var kommet hjem, foreslog Christian 3. at lade ham beskrive den danske reformationshistorie. For øvrigt omtales det, at han med megen venlighed tog sig af yngre danske studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget lange ophold der har han måske fået ved, at indtægten af et præstekald på Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det blev tilbørlig betjent af en kapellan. I hvert fald havde han 1532 fået kongeligt løfte på sådant.

1539 blev han kaldet til professor i retorik ved Københavns Universitet, men indtog dog kun i to år denne stilling, da han 1541 blev lærer for den syvårige tronfølger, prins Frederik (2.). 1548 fulgte han denne på hans hyldingsrejse til Norge, ved hvilken lejlighed han ved sin opfordring bevægede Laurents Hansen til at oversætte en del af de norske kongesagaer til dansk. Som løn for sin lærergerning aflagdes Svaning med kapitelspræbender i Roskilde, Lund og Ribe. Sidstnævnte sted fik han 1547 dekanatet med løfte om det første ledige kanonikat.

Da prinsen var 18 år gammel, var hans læretid forbi, og Svaning trak sig nu tilbage til sit prælatur i Ribe, der blev hans fremtidige hjem. I 1550'erne indsamlede han historisk kildemateriale fra klostre og andre steder og var i den forbindelse formodentlig udstyret med et kongebrev, der ikke er bevaret. Det har fået nogen til at mene, at han skulle have været udnævnt til "Danmark Riges Historicus", kongelig historiograf, men samtidige kilder giver ikke belæg for en sådan antagelse. Det er dog stærkt sandsynligt, at kansler Johan Friis havde opfordret Svaning til at skrive et fortsættelse til Saxos Gesta Danorum. For at få stof til et sådant værk rejste Svaning rundt til forskellige dele af landet for navnlig i klostrenes bogsamlinger og arkiver at udsøge, hvad der kunne tjene til hans formål. Snart blev imidlertid hans tid og flid taget i brug til andre litterære opgaver, nærmest af politisk art, idet regeringen benyttede ham til at besvare et nærgående angreb på Danmark, som den afdøde svenske ærkebiskop Johannes Magnus var fremkommet med i sit posthumt udgivne værk Gothorum Sveonumqve historia. Det var navnlig kansler Johan Friis, der holdt på, at den svenske forfatter burde gendrives. 1559, da Svaning var færdig med sit modskrift, fik Københavns Universitets professorer befaling til at gennemse det, om de mulig kunne forbedre noget deri. De foreslog da også nogle forandringer, vistnok især for at mildne den skarpe polemik; men da disse ændringer blev forelagt kongen og kansleren, fik professorerne dem tilbage med den bemærkning, at hvad de havde slettet af Svanings bog, skulle blive stående og intet udelades, "efterdi det er Sandingen". Svanings arbejde, der dels indeholdt en gendrivelse af Johannes Magnus, dels en fremstilling af kong Hans' historie, blev da trykt. Men efter at det var færdigt fra pressen, må man være kommet på de tanker, at det ikke var så heldigt, at det udkom under Svanings navn. Man greb da til den udvej at fjerne Svanings navn på titelbladet og i stedet for sætte den afdøde professor Petrus Parvus Rosæfontanus' samt tillige omtrykke nogle blade for at give det udseende af, at det var et ældre skrift, der væsentlig skrev sig fra den tid, da Parvus skulle have færdedes i udlandet i Christian 2.s følge. Det har dog muligvis også haft betydning, at skriftet mod store (magnus) Johannes blev udgivet af lille (parvus) Peter. I denne skikkelse udkom da bogen under titlen: Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi ... Huic accessit chronicon sive historia Joannis regis Daniæ in declarationem ejusdem refutationis (1560 angivet på titelbladet, faktisk trykt 1561).

Der vil ikke her blive dvælet ved dette skrifts senere skæbne. Snart efter dets fremkomst fulgte det blodige sammenstød mellem de nordiske riger, Den Nordiske Syvårskrig. Under denne blev der atter lagt beslag på Svanings publicistiske evner, og han måtte på regeringens forlangende forfatte flere afhandlinger til gendrivelse af svenske fejdeskrifter, ligesom han senere under lensstridighederne med kongens farbrødre, de slesvigske hertuger, måtte låne regeringen sin øvede pen. Men med undtagelse af ovennævnte Refutatio vides ingen af Svanings skrifter at være udgivet i hans levetid. Hans Retraktat eller Forklaring paa den Beretning, som er nyligen udgangen de svenske til Vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske (1565, trykt hos Holger Rørdam: Monumenta historiæ Danicæ, bind 2 (1875))indeholder dog en god udredning af årsagerne til krigen i Norden.

Det er vel sandsynligt, at disse publicistiske hverv sinkede Svaning i hans arbejde på en Danmarkshistorie. I hvert fald gik det langsomt fra hånden, skønt Svaning ikke savnede kraftige opfordringer til at fuldende dette nationale foretagende. Følgen var, at den mening efterhånden dannede sig, at han dog ikke var sin opgave ret voksen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var nået til Frederik 1.s tid; men så fik Anders Sørensen Vedel, der for øvrigt var Svanings svigersøn, 1578 ventebrev på det prælatur i Ribe, som Svaning havde, og 24. februar 1579 fik Svaning befaling til med det første at begive sig til kongen med, hvad han havde forfattet og sammendraget til Danmarks historie, hvad enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad gamle dokumenter han havde samlet, og overgive det alt sammen til kansler Niels Kaas, "paa det fornævnte danske Historie med des større Frugt og Fuldkommenhed kunde forfærdiges og udgaa". Værket blev nu overgivet til Københavns Universitets bedømmelse, men det kom ikke videre. Svaning var jo også en gammel mand og savnede vistnok den energi og åndslivlighed, som hørte til for at lægge sidste hånd på værket og drive på, at det kunne komme for lyset.

I mange år hørte nu Svanings arbejde til de håndskrifter, der gemtes i Københavns Universitetsbibliotek og gik fra den ene historieskriver til den anden. Arild Huitfeldt har benyttet det i større målestok, og Johannes Meursius ikke mindre. 1658, da krigen rasede mellem Danmark og Sverige, fandt en eller anden, der ville Danmark ilde, det formålstjenligt i Frankfurt am Main at udgive den del af Svanings værk, der omhandlede Christian 2.s historie. Denne konge var nemlig afmalet af Svaning med de sorteste farver, og det var vand på svenskernes mølle, en slags forsvar for deres overfald på Danmark. For øvrigt indeholder samme historie maleriske træk af Svanings egne oplevelser eller erindringer fra hans ungdom, og så upålidelig hans Christian 2.s historie end er i mange ting, må den dog altid rådspørges, når man sysler med den tid. I det hele var streng pålidelighed just ikke Svanings sag. Han synes mere at have lagt vægt på en livlig og anskuelig fortælling, og når han ikke havde tilstrækkelige historiske kilder, havde han fantasi nok til at udfylde det manglende ved gætværk og dristige kombinationer. Dog har han den fortjeneste, at han med flid har eftersøgt kilder til den danske middelalders historie, og man vil også kunne finde pålidelige efterretninger hos ham, som ville have været tabt, hvis han ikke havde optegnet dem. Man må derfor beklage, at det meste af hans håndskrevne efterladenskaber gik til grunde ved universitetsbibliotekets brand 1728.

Svaning døde i Ribe 20. september 1584, 81 år gammel. I en fremskreden alder havde han 30. september 1554 ægtet den 15-årige Marine, datter af borgmester Søren Jacobsen Stage i Ribe. Hun blev moder til 15 børn og døde 4. juli 1615. Den svenske historiker Johannes Messenius (1579-1636), der i en senere tid tog sig for at imødegå Svanings ovennævnte gendrivelse af Johannes Magnus, sagde om ham, at han egnede sig bedre til at avle børn end til at skrive bøger (liberisqvam libris procreandis aptior fuit). En blidere dom blev fældet af Vedel, af hvem Svaning i 1567 omtales som en såre værdig og kundskabsrig mand, vir prudens, gravis et in omni eruditionis genere excellens, maxime omnis antiqvitatis et historiarum peritissimus.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab står bag en projekteret udgivelse af de dele af Svanings danmarkshistorie, som det kan lade sig gøre at rekonstruere. Foruden den latinske tekst vil den komme til at indholde en paralleloversættelse til dansk, begge udarbejdet af Peter Zeeberg. 

Fra Wikipedia

Hans yngste søn skrev i bladet ”Slægten” særnr. 19 mar. 1967 følgende:

" Når der fejres mindefest for Lerkenfeldts eje i den Kjeldsenske familie i 175 år, vil det være naturligt bl.a. at mindes Hilmar og Mathilde Kjeldsen, som efter deres giftemål boede på Lerkenfeldt igennem en lang årrække, nemlig til april 1923, da den ældste søn overtog driften af gården. Far var efter bedstefars død i 1880 bestyrer på Lerkenfeldt, til han efter bedstemors død i 1896 blev ejer af gården. - Fra hans levnedsløb kan i øvrigt anføres, at hans skolegang foregik i Århus Latinskole. Kun 19 år gammel aftjente han sin værnepligt ved garden, og det skal i den forbindelse bemærkes, at han bevarede sin enestående ranke holdning lige til sin død. En overgang lærte han mejeribrug hos godsejer Valentiner på Gjeddesdal. Far havde gået på Landbohøjskolen og var landbrugskandidat. Blandt hans egenskaber vil jeg gerne fremhæve retlinethed, ærlighed, gædtfrihed og en grundighed, som ikke alene gav sig udslag I rensning af kakkelovne, piber og dræningsledninger, men spændte adskilligt videre. Far havde en udpræget humoristisk sans ".

I bladet ”Slægten” feb. 1920. blev skrevet følgende, i anledning af Hilmars 70 års dag.

Af Hakon de Fine Licht:

" Kære Onkel Hilmar.

Nu til din 70 års fødelsdag vil jeg gerne gennem ”Slægten” bringe dig en hilsen og lykønskning I dagens anledning og fremfor alt en tak for, hvad du og tante Mathilde har været for os alle igennem så mange år.

Nu er det jo slet ikke sådan, at man mere anser 70 år for så høj en alder. Ingenlunde! Mange mennesker syntes jo egentlig først da ret at begynde deres virke. Jeg skal ikke opholde mig ved mænd som Hindenburg eller Clemenceau, men bede dig langt snare se dig som i din nærmeste kreds: Din broder Henrik, der fyldte 80 og syntes yngre og mere skarptskuende end i lang tider, din søster Elise, der med frejdigt mod tager fat på at opdrage et nyt kuld børn (dog ikke hendes egne) din svoger Kapt. Bunde, der - uden at spørge konen om forlov ( og deri ligger det revolutionære ) entrer op i en flyvemaskine og hæve sig til ukendte højder, eller sidst, men ikke mindst, vores alle sammens Energi ideal Lerkenfeldt Dalgas, Oberstløjtnant Rambusch, der forlængst har flyvningen bag sig og nu for tiden, virksommere end nogen sinde før, har udgravet en mægtig sø, ( kopi af Hald sø - dog i noget mindre format ) oppe i din lynghede. Tilsammen repræsenterer disse fire den anselige sum af over 300 år - det er dog et tal.

Ængsteklig for, hvad der altså kan ske, når du først rører på dig, er der to ting, som jeg - og mange med mig - gerne vil bede dig om:

Først da dette, at den samme ånd, der bestandig i dine forældres og i den forløbne del af din tid har præget livet på Lerkenfeldt, må vedblive at herske. Det er - ikke mindst i en tid som denne - noget usigeligt velgørende ved at komme et sted, hvor ånd og tone år efter år er ens, har samme støbning, samme klang båret af dyb velvilje og interesse for alle slægtens medlemmer. Derfor føler man sig så velgørende fri og hjemme på Lerkenfeldt, og deri ligger måske en del af den trolddom, som dette sted altid har udøvet på så mange af os.

Den anden ting, jeg vil bede dig om, nu, hvor du står foran en ny ungdomsperiode, er den, at du ikke følger moden og beslutter dig til at skifte kone. Vi er allesammen så umanerlig tilfreds med den nuværende og vil du endelig skifte noget, så skift hellere seletøjet, det vil ingen begræde.

Men forresten, hvortil alt dette hastværk? Det er jo dog gået rigtig godt i årenes løb. Har du ikke bygget teglværk, bygget ny kreaturstald, ombygget laden, drænet jorden og skabt en besætning, der går ry om ? Det har jeg ganske vist ikke forstand på selv, men min søster Margrethe - der heller ikke har forstand på sligt - siger, at hun aldrig har set så prægtig en besætning, som den nuværende. Og nu til sidst har du og din søn i møllen taget initistivet til at få udnyttet vandkraften til at oplyse begge gårde og drive Eders maskiner ved elektricitet.

Sådan set kunne man jo syntes, at du var en lykkelig mand, Ak, men står der ikke skrevet; Dyr er lykkelige, kvinder og børn er det men vi mennesker, vi er det ikke! Jeg tror også, at en og anden Evne hos dig ikke helt nåede sin udvikling og sligt efterlader altid savn, en ubestemt, urolig længsel. Sådan kunne jeg f.eks. godt tænke mig, at du om du var blevet læge, i visse retninger kunne have følt dine evner bedre udnyttede - og dette er jo grundlaget for al sand lykkefølelse. Men så må det være dig og os andre en trøst, at dine evner og interesser på dette område så mangen gang er kommet andre til stor nytte og hjælp. Vi husker den syge karl, der var svært angrebet af den ondartede difteritis, ham hvem du trolig penslede I halsen, skønt stakkelen hostede de smittefarlige belægninger op i dit ansigt, " Det ska a åller gelm' Husbond " sagde han. Nu, sygdommen fik alligevel bugt med han men du havde gjort, hvad der kunne gøres. Og havde han levet, havde måske hans hukommelse alligevel slået klik - man har set så galt før.

Nå, og så ligger det vel også i de flestes natur denne følelse af " dort, dort, wo Du nicht bist, dort ist das Glück ". Hør dette kloge vers af Paludan Møller i Adam Homo:

Thi så forskellig drift behersker støvet,

At den, der lever tryg i hyttens skjul

Vil hige udad som en modig fugl,

At få I livets storme vingen øvet;

Imedens den, det livet slag har prøvet

Og smagt, hvor verdens frugt så tit var hul,

Begærlig vandringsstaven vil tilbage flytte

Og hige hjemad til den stille hytte.

Nuvel! Lad mig så slutte min lille hilsen med hele ”Slægtens” varmeste lykønskninger til din fødelsdag. Vi venter en stor og rig udviklingsperiode for dig nu, i det kommende tiår - for Herregud, du bliver jo kun 70! "

__________________________________________________________________________

Af " Din hengivne ven Frisch "

" Man har vist mig den tillid at bede mig om at give et bidrag til " Slægten " i anledning af Hilmar Kjeldsens 70 års fødelsdag. Jeg betragter det som et ærefuldt hverv, der tilmed giver mig lejlighed til at betale en stor taknemlighedsgæld, en gæld, der har hobet sig op gennem mange år og ligesom med penge ved renter og renters rente er blevet en stor sum. Med glæde skal jeg søge at imødekomme ønsket og jeg har kun betænkelighed, at jeg ikke kan løse opgaven, som den fortjener og som jeg gerne ville. Men, jeg skal tage fat, idet jeg stoler på, at den venlige bedømmelse, som min person og mine bedrifter hidtil har fået på Lerkenfeldt, også må blive det efterfølgende Opus til del.

Lerkenfeldt, Lerkenfeldt! Hvilken sum af minder samler der sig ikke for mig i det navn. De mange års større og mindre glæder stiger frem for bevidstheden, alle gode og smukke, ikke en eneste episode har blot et stænk af ubehag. - Sig blot et ord, der direkte eller indirekte stå i forbindelse med det gamle herresæde i Himmerland, straks ser jeg hele egnen, dalstrøget, den dejlige å, højtedraget i syg, kantet med kæmpegravene, møllen, plantagerne og så den kære, vidunderlige, gamle borg, hvor det runde tårn rager op over trækronerne og " sees sig ud så vide …".

Så går tanken til de mennesker, der er hjemmets sjæl og liv, idet de give det dets særlige præg af trofast slægtssammenhold og den smukkeste varme jydske gæstfrihed, en gæstfrihed, som overordentlig mange mennesker udenfor den egentlige familie har nydt godt af i tidernes løb.

Dette kan jeg tale med om, og hvor er klangen ægte i det ”Velkommen” man får. Og det er mit ramme alvor, når jeg mener at den hjertelighed, der møder en fra herskabets side, også påvirker de firbenede venner. De små hunde, Fox o.s.v. springer glade op af gæsten og viser alle tegn på genkendelse. Det er aldeles utvivlsomt.

De to første gange, jeg kom på Lerkenfeldt, mindes jeg ganske tydelig. Første gang gående fra Vesterriis på fisketur, hvor jeg ved møllen af den rare gamle onkel Anders fik den venligste modtagelse og tilladelse til at fiske og senere på selve Lerkenfeldt tykmælk I blå slåle (jeg åd to portioner og hvor det smagte) og anden gang, kørende fra Østrup, for hos Hilmar Kjeldsen at få gode råd angående leje af jagten på Vesterbølle Byes marker. Da fik jeg kål og flæsk - og aldrig har de to retter smagt bedere. - Borgherren var ikke hjemme, men senere blev jeg hjulpet til lejemålet af det terrain, hvor - sammen med Lerkenfeldt og Møllens jagt - hele mit liv som jæger har haft sin største og bedste periode. Jeg vil serere komme tilbage til jagten og må passe på ikke at svæve for meget ud til siderne, da det jo er Hilmar Kjeldsen, min skrivelse gælder, og jeg vil nu prøve på at give et billede af ham, det gør ret og skjel, et eks. til efterfølgelse for kommende slægter, i det væsentlige da heldigvis. " Blandet I Brystet Mennesket bærer Godt og Ondt. Ej noget der findes, som er så god, at han er uden Lyd, Ingen så slet, at han intet er værd ". I lighed med andre berømte forfattere citerer jeg her Havamàl: " Hilmar er ikke uden lyd "

Altså: Vognen er ved stationen, kudsken bliver undervejs forhørt om familien, om der er fremmede, om der er mange høns om sørøverne har været i åen med det forb.… våd fornylig. Endelig ser man gennem vindebroens åbning i træerne lampen foran gardinet og vognen ruller rask op for trappen. Hundene melder fremmede og ud kommer Hilmar med et ”Velkommen”, som ikke er til at tage fejl af.

I mange år har det været en tradition at jeg havde frisk hvedebrød fra ”Holle” med og gæsterne får aftensmad, medens de, der havde spjælket øjnene og holdt sig oppe, til belønning får en ekstra kop te med Hollebrød.

Nu kommer vi til fødselsdagsbarnet, og jeg ville ikke have ret til at kaldes hans ven, hvis jeg ikke, idet jeg nu vil sige, søgte at sige sandheden, hvad jeg syntes er sandheden og forhåbentlig vil blive tiltrådt af familien og særlig af manden selv.

Ned af stentrappen kommer en høj rank mand, der træder fast i gulvet (ischiasperioderne fraregnet) med en ryg så lige som nogetsteds i dette land. Han må have været en flot gardist. Og om man end ikke kan kalde han (nu) en Harald Hårlager, så ville et tilnavn som Hilmer Tveskæg lyde helt godt, thi det er et flot skæg og sikkert ejerens stolthed. Stemmens ”Velkommen” svarer til manden.

Se alt det så man straks og dette måtte jo gøre et godt indtryk - men det væsentlige, karakteren, skal der jo længere tid til at vudere, og skønt jeg meget hurtigt kom til det ønskeligste resultat, så vil jeg tilføje, at min bedømmelse, vudering eller hvad man nu vil kalde det, uafbrudt fæstnede sig mere og mere uden perioder af tvivl. Og jeg mener at kunne give Hilmar Kjeldsen det bedste skudsmål, en mand kan forlange af sine nærmeste og sin samtid, nemlig at han er en ualmindelig retskaffen karaktér. Dermed er egentlig alt sagt - men jeg vil dog tillade mig at nævne som et væsentligt støttepunkt til min bedømmelses rigtighed, det, at han kan blive så velsignet indigneret over hvad han syntes der er tarveligt, småligt og utaknemligt. Når folk i en ældre alder kunne blive rigtig gnistrende gale i hovedet, så er det godt, thi så reagere de på forulempelse af noget fint og godt, og de, der ikke kunne føle indignation, er enten sløve eller gamle, og det er H.K. ikke. Han er meget beskeden og nøjsom for sin egen persons vedkommende, og hans interesse for musik, poesi og kunst i det hele taget eer langt større og mere forstående end hos de fleste af hans standsfæller.

Konservativ er han heldigvis, men derfor ikke på nogen måde døv for forslag til fremskridt, selv om han er forsigtig, inden ubetinget tilslutning gives. Og under vor disputer - og vi har haft mange ret varme - kunne han være stædig ( min næsvise datter Grethe tillod sig at bemærke, at vi to gamle mennesker lignede to hanekyllinger ). Det er ligesom det hænger lidt af svundne tiders betragtninge af ordskifte ved ham da det bar lidt af et nederlag for den, der blev overbevist. Jeg kom derfor jævnlig til at tænke på den gamle Henrik Gjern, der, selv om han i diskutioner var sat op i et hjørne, uvægerligt altid fik det sidste ord med " det er dog tvivlsomt ". Ikke sandt, kære Hilmar, du kan være lidt stædig?

Men nu skal han roses for sit fremsyn, thi længe før krigen gjore det nødvendigt at forandre tiden, havde Hilmar fundet på at arbejde længere om aftenen - og begynde lidt senere om morgenen. Lyver jeg eller er jeg en smigrer?

På et enkelt punkt lever jeg endnu I håbet om en forbedring og mit håb støtter sig på hans, trods de 70, unge sind, og det er med hensyn til præcist møde ved måltiderne. Ofte har jeg lagt mærke til, at husjomfruens meddelelse om, at maden var på bordet, mindede Hilmar om et aldeles uopsætteligt arbejde eller tilsyn et par kilometer ude I terrainet. Hvis dette lille vink ikke har nogen virkning - skulle han prøve at være gift med en dame M. F født M.L., men det er sandt, vi er jo ikke I Grønland, hvor konebytning er tilladt.

Ellers må jeg sige, at jeg intetsteds har set et mere roligt, fint og harmonisk samliv mellem ægtefæller til ære for begge parter og en faktor, der yderligere bidrog til hjemmets hygge og til den følelse af st høre til familien.

På jagterne søgte jeg at give Hilmar de gode poster, thi selv om han sagde, at han ikke så så godt som I unge dage, så var han pålideligheden selv, og blandt de mange episoder fra jagten, mindes jeg særlig den, hvor Hilmar ovre ved møllens plantage fik øje på mikkel, der kom ude fra marken. Fra den siddende stilling, lagde han sig så lang han var, blot med et øje op over horisonten, og da den røde røver var på skudhold, sprang jægeren op som en trold af en æske og mikkel blev på pladsen. Ja, hvor er der mange ting at mindes. Kan du huske, da Pan, ”stod” for Baumgartens støvler?, gartnersmedens røde kat, som jeg skød og gravede ned I et muldvarpeskud og dagen efter fandt hovedet ved hjørnet. Eller klapjagten, hvor vi fik 86 hare, nogle ræve o.s.v. Eller julehavejagten hvor vi var 7 jægere, fik 7 harer (Svend de 6 og jeg den 7de) og hvor vi ikke skød andet - og så Svends svane. Og alle de dejlige fiskedage, thi det er blandt andet det vidunderlige ved Lerkenfeldt som til- og udflugtssted for sportsmænd, at er det godt fiskevejr, duer det ikke til jagt og omvendt. Kan du huske, da Herredsfogden I væddemål tabte en krone til mig, fordi jeg præsenterede ham et fad ørreder, da han kom ind til morgenkaffe.

Men - hvor har jeg været gal I hovedet på dig, kære Hilmar, for din overbærenhed mod sørøverne - dog derom vil vi ej tale idag, men mindes de mange, mange hyggelige aftner med musik, med

" Generalen ” og ” Gorm den Gamle ", den lille hvide hund o.s.v.. Spøgelser har jeg ikke været generet af, end ikke Chresten Kjeldsens " lille sorte hund ".

Ja nu må jeg vist helst standse, thi, skulle jeg ikke lægge pennen her, før jeg ikke har mere at mindes fra Lerkenfeldt, så ville der gå lang, lang tid, og selv den tålmodigste læser ville blive træt. I håb om, at det jeg har skrevet, må svare til, hvad man ønsker udtalt og med særligt håb om, at fødselsdagsbarnet må syntes, at han har været underkaster en retfærdig og forstående bedømmelse, vil jeg i en samlet sum bringe Hilmar og Fru. Mathilde Kjeldsen min, min families og ikke mindst ”Drengenes” varmeste, dybeste tak for de mange års storartede og minderige tider. I et harmonisk hjem, med sands for alt smukt, med kærlighed til alt godt, til alt, hvad der giver livet værd, har jeg fået frisk luft I lungerne, samlet kræfter til mit arbejde, og hver eneste gang jeg er rejst fra Lerkenfeldt, har jeg været glad ved tanken på næste gang.

Og, når sidste gang har været, stoler jeg på, at den kampesteen fra Lerkenfeldt, som er mig lovet, bliver hentet og sat på min grav som et symbol på hvor fast jeg har været knyttet til det Kjeldsen-Lerkenfeldt'ske hjem.

Som der står et sted I Boganis, således har Hilmar Kjeldsen og hans hustru levet, holdt det ved samlivets begyndelse til hinanden givne løfte.

Jeg giver dig alt, hvad et Menneske rummer

Min Sjæleangst, min lønlige Kummer,

Min Tro, mit Haab, min Lykke, mit Mod,

Min Mund, min Favn og mit Hjerteblod.

Din hengivne Ven

Frisch.

------------------------------------------------------------------------------

Lerkenfeldt den 11te Maj 1889.

Kjære Svoger Rambusch! Hjertelig Tak for Dit Arbejde med Plan o.s.v. til den nye Altantrappe m.v., som jeg er meget glad ved, og strax var enig med mig selv om at indgaa paa, hvad mig angaaer. Der er kun et Par Spørgsmaal hvorom Meningerne ere delte, nemlig 1) om ikke der bør være en Stang mere i Rækværket baade om Altan og Trappen, ligesom der er paa Rækværket ved Trappen fra Gaarden til Taarnet og 2) om Trappen ikke burde være 6” – 12” bredere. Angaaende Spørgemaal 1, er det vel kun et Pengespørgsmaal, idet du ikke skal forandre noget ved Konstruktionen; men hvor meget mere en Stang til vil fordyre Rækværkerne? Kommer der en Stang til kan Nettet vist undværes, og skulde det vise sig ønskeligt senere at faa det, kan det jo godt anbringes. Bliver det for dyrt med en Stang til, f. Ex. Dyrere end Nettet du foreslaar, mener de 2 Mathilder, at det (Nettet) burde gaa helt ned til Foden af Altan og Trappe, men derimod lade aabent 3” Rum foroven, som du foreslaar. Sp. 2. Du skriver Trappens Brede 3’; Tegningen viser 3’4” og Længden staar angivet med 11’11”, men Tegningen viser efter Maalestokken kun 11’2”, hvilket er rigtigt? Det er egentlig kun Mekka, som finder at Trappen bør være bredere, men du ved, at det er en Stemme, som helst bør tages Hensyn til. Jeg vil foreslaa, at du hvis du ikke skal have formeget Arbejde og Bryderi med Forandringen, hører Julies og Theas Mening, og saa rette dig derefter. Bliver der ved Bestemmelsen med Staltraadsnet, syntes vi at dette paa Trappen bør gaa helt ned. Kan Mathias L. skaffe Trinplanker som foreslaaet, var det rart.

Hesteskaanerne bliver vel sendte saasnart Du faaer dem? Sendes de direkte fra Stockholm, maa de adresseres til A. Bie, Hobro.

Af Alterlys vil jeg gjerne have 3 Par af No 5, pr Par – 890, Pris 8.40 Kr.. De maa ligeledes sendes under

Adressen: Kjeldsen, Lerkenfeldt.

Ad. Hr. Kjbmd. A. Bie

Hobro.

Betaling for Hesteskaanere, Alterlys og Altan med Trappe m.v., kan du tage af de hos dig beroende Penge. Jeg ved ikke rigtig om jeg foreløbig lader flere Obligationer sælge, men bestemmer jeg mig dertil, skal jeg skrive. Foreløbig Tak for de hidtil besørgede. Arrangementet med Banken sidste Gang, syntes jeg var meget godt. Hvis du nu er ædelmodig, som jeg troer de er, og svarer mig snart, skal jeg ogsaa være expedit med Gjensvar.

Forkarlen ligger fremdeles meget syg af Diphteritis – siden igaar 14 Dage – og er kun lidt bedre, saa Liv eller Død er, for os at synes, lige sandsynlig. Hvorvel vi have en Kone til at passe ham og hans første Sygeplejerske, som ogsaa har ligget i over én Uge af gastrisk eller lidt typhoid Feber, men nu er bedre, har jeg dog været5 og er fremdeles meget optaget af de Syge. M.A. og Ellen skal, som du maaske har hørt, sidst i denne Maaned rejse til Sandefjord, en kjedelig og kostbar Rejse, blot den maa nytte noget. Ellers intet særligt at berette. Hils Julie.

Hans yngste søn skrev i bladet ”Slægten” særnr. 19 mar. 1967 følgende:

" Når der fejres mindefest for Lerkenfeldts eje i den Kjeldsenske familie i 175 år, vil det være naturligt bl.a. at mindes Hilmar og Mathilde Kjeldsen, som efter deres giftemål boede på Lerkenfeldt igennem en lang årrække, nemlig til april 1923, da den ældste søn overtog driften af gården. Far var efter bedstefars død i 1880 bestyrer på Lerkenfeldt, til han efter bedstemors død i 1896 blev ejer af gården. - Fra hans levnedsløb kan i øvrigt anføres, at hans skolegang foregik i Århus Latinskole. Kun 19 år gammel aftjente han sin værnepligt ved garden, og det skal i den forbindelse bemærkes, at han bevarede sin enestående ranke holdning lige til sin død. En overgang lærte han mejeribrug hos godsejer Valentiner på Gjeddesdal. Far havde gået på Landbohøjskolen og var landbrugskandidat. Blandt hans egenskaber vil jeg gerne fremhæve retlinethed, ærlighed, gædtfrihed og en grundighed, som ikke alene gav sig udslag I rensning af kakkelovne, piber og dræningsledninger, men spændte adskilligt videre. Far havde en udpræget humoristisk sans ".

I bladet ”Slægten” feb. 1920. blev skrevet følgende, i anledning af Hilmars 70 års dag.

Af Hakon de Fine Licht:

" Kære Onkel Hilmar.

Nu til din 70 års fødelsdag vil jeg gerne gennem ”Slægten” bringe dig en hilsen og lykønskning I dagens anledning og fremfor alt en tak for, hvad du og tante Mathilde har været for os alle igennem såmange år.

Nu er det jo slet ikke sådan, at man mere anser 70 år for så høj en alder. Ingenlunde! Mange mennesker syntes jo egentlig først da ret at begynde deres virke. Jeg skal ikke opholde mig ved mænd som Hindenburg eller Clemenceau, men bede dig langt snare se dig som i din nærmeste kreds: Din broder Henrik, der fyldte 80 og syntes yngre og mere skarptskuende end i lang tider, din søster Elise, der medfrejdigt mod tager fat på at opdrage et nyt kuld børn (dog ikke hendes egne) din svoger Kapt. Bunde, der - uden at spørge konen om forlov ( og deri ligger det revolutionære ) entrer op i en flyvemaskine og hæve sig til ukendte højder, eller sidst, men ikke mindst, vores alle sammens Energi ideal Lerkenfeldt Dalgas, Oberstløjtnant Rambusch, der forlængst har flyvningen bag sig og nu for tiden, virksommere end nogen sinde før, har udgravet en mægtig sø, ( kopi af Hald sø - dog i noget mindre format ) oppe i din lynghede. Tilsammen repræsenterer disse fire den anselige sum af over 300 år - det er dog et tal.

Ængsteklig for, hvad der altså kan ske, når du først rører på dig, er der to ting, som jeg - og mange med mig - gerne vil bede dig om:

Først da dette, at den samme ånd, der bestandig i dine forældres og i den forløbne del af din tid har præget livet på Lerkenfeldt, må vedblive at herske. Det er - ikke mindst i en tid som denne - noget usigeligt velgørende ved at komme et sted, hvor ånd og tone år efter år er ens, har samme støbning, samme klang båret af dyb velvilje og interesse for alle slægtens medlemmer. Derfor føler man sig så velgørende fri og hjemme på Lerkenfeldt, og deri ligger måske en del af den trolddom, som dette sted altid har udøvet på så mange af os.

Den anden ting, jeg vil bede dig om, nu, hvor du står foran en ny ungdomsperiode, er den, at du ikke følger moden og beslutter dig til at skifte kone. Vi er allesammen så umanerlig tilfreds med den nuværende og vil du endelig skifte noget, så skift hellere seletøjet, det vil ingen begræde.

Men forresten, hvortil alt dette hastværk? Det er jo dog gået rigtig godt i årenes løb. Har du ikke bygget teglværk, bygget ny kreaturstald, ombygget laden, drænet jorden og skabt en besætning, der går ry om ? Det har jeg ganske vist ikke forstand på selv, men min søster Margrethe - der heller ikke har forstand på sligt - siger, at hun aldrig har set så prægtig en besætning, som den nuværende. Ognu til sidst har du og din søn i møllen taget initistivet til at få udnyttet vandkraften til at oplyse begge gårde og drive Eders maskiner ved elektricitet.

Sådan set kunne man jo syntes, at du var en lykkelig mand, Ak, men står der ikke skrevet; Dyr er lykkelige, kvinder og børn er det men vi mennesker, vi er det ikke! Jeg tror også, at en og anden Evnehos dig ikke helt nåede sin udvikling og sligt efterlader altid savn, en ubestemt, urolig længsel. Sådan kunne jeg f.eks. godt tænke mig, at du om du var blevet læge, i visse retninger kunne have følt dine evner bedre udnyttede - og dette er jo grundlaget for al sand lykkefølelse. Men så må det være dig og os andre en trøst, at dine evner og interesser på dette område så mangen gang er kommet andre til stor nytte og hjælp. Vi husker den syge karl, der var svært angrebet af den ondartede difteritis, ham hvem du trolig penslede I halsen, skønt stakkelen hostede de smittefarlige belægninger op idit ansigt, " Det ska a åller gelm' Husbond " sagde han. Nu, sygdommen fik alligevel bugt med han men du havde gjort, hvad der kunne gøres. Og havde han levet, havde måske hans hukommelse alligevel slået klik - man har set så galt før.

Nå, og så ligger det vel også i de flestes natur denne følelse af " dort, dort, wo Du nicht bist, dort ist das Glück ". Hør dette kloge vers af Paludan Møller i Adam Homo:

Thi så forskellig drift behersker støvet,

At den, der lever tryg i hyttens skjul

Vil hige udad som en modig fugl,

At få I livets storme vingen øvet;

Imedens den, det livet slag har prøvet

Og smagt, hvor verdens frugt så tit var hul,

Begærlig vandringsstaven vil tilbage flytte

Og hige hjemad til den stille hytte.

Nuvel! Lad mig så slutte min lille hilsen med hele ”Slægtens” varmeste lykønskninger til din fødelsdag. Vi venter en stor og rig udviklingsperiode for dig nu, i det kommende tiår - for Herregud, du bliver jo kun 70! "

__________________________________________________________________________

Af " Din hengivne ven Frisch "

" Man har vist mig den tillid at bede mig om at give et bidrag til " Slægten " i anledning af Hilmar Kjeldsens 70 års fødelsdag. Jeg betragter det som et ærefuldt hverv, der tilmed giver mig lejlighed til at betale en stor taknemlighedsgæld, en gæld, der har hobet sig op gennem mange år og ligesom med penge ved renter og renters rente er blevet en stor sum. Med glæde skal jeg søge at imødekomme ønsket og jeg har kun betænkelighed, at jeg ikke kan løse opgaven, som den fortjener og som jeg gerne ville. Men, jeg skal tage fat, idet jeg stoler på, at den venlige bedømmelse, som min person og mine bedrifter hidtil har fået på Lerkenfeldt, også må blive det efterfølgende Opus til del.

Lerkenfeldt, Lerkenfeldt! Hvilken sum af minder samler der sig ikke for mig i det navn. De mange års større og mindre glæder stiger frem for bevidstheden, alle gode og smukke, ikke en eneste episode har blot et stænk af ubehag. - Sig blot et ord, der direkte eller indirekte stå i forbindelse med det gamle herresæde i Himmerland, straks ser jeg hele egnen, dalstrøget, den dejlige å, højtedraget i syg, kantet med kæmpegravene, møllen, plantagerne og så den kære, vidunderlige, gamle borg, hvor det runde tårn rager op over trækronerne og " sees sig ud så vide …".

Så går tanken til de mennesker, der er hjemmets sjæl og liv, idet de give det dets særlige præg af trofast slægtssammenhold og den smukkeste varme jydske gæstfrihed, en gæstfrihed, som overordentlig mange mennesker udenfor den egentlige familie har nydt godt af i tidernes løb.

Dette kan jeg tale med om, og hvor er klangen ægte i det ”Velkommen” man får. Og det er mit ramme alvor, når jeg mener at den hjertelighed, der møder en fra herskabets side, også påvirker de firbenede venner. De små hunde, Fox o.s.v. springer glade op af gæsten og viser alle tegn på genkendelse. Det er aldeles utvivlsomt.

De to første gange, jeg kom på Lerkenfeldt, mindes jeg ganske tydelig. Første gang gående fra Vesterriis på fisketur, hvor jeg ved møllen af den rare gamle onkel Anders fik den venligste modtagelse og tilladelse til at fiske og senere på selve Lerkenfeldt tykmælk I blå slåle (jeg åd to portioner og hvor det smagte) og anden gang, kørende fra Østrup, for hos Hilmar Kjeldsen at få gode råd angåendeleje af jagten på Vesterbølle Byes marker. Da fik jeg kål og flæsk - og aldrig har de to retter smagt bedere. - Borgherren var ikke hjemme, men senere blev jeg hjulpet til lejemålet af det terrain, hvor - sammen med Lerkenfeldt og Møllens jagt - hele mit liv som jæger har haft sin største og bedste periode. Jeg vil serere komme tilbage til jagten og må passe på ikke at svæve for meget ud til siderne, da det jo er Hilmar Kjeldsen, min skrivelse gælder, og jeg vil nu prøve på at give et billede af ham, det gør ret og skjel, et eks. til efterfølgelse for kommende slægter, i det væsentlige da heldigvis. " Blandet I Brystet Mennesket bærer Godt og Ondt. Ej noget der findes, som er så god, at han er uden Lyd, Ingen så slet, at han intet er værd ". I lighed med andre berømte forfattere citerer jeg her Havamàl: " Hilmar er ikke uden lyd "

Altså: Vognen er ved stationen, kudsken bliver undervejs forhørt om familien, om der er fremmede, om der er mange høns om sørøverne har været i åen med det forb.… våd fornylig. Endelig ser man gennemvindebroens åbning i træerne lampen foran gardinet og vognen ruller rask op for trappen. Hundene melder fremmede og ud kommer Hilmar med et ”Velkommen”, som ikke er til at tage fejl af.

I mange år har det været en tradition at jeg havde frisk hvedebrød fra ”Holle” med og gæsterne får aftensmad, medens de, der havde spjælket øjnene og holdt sig oppe, til belønning får en ekstra kop te med Hollebrød.

Nu kommer vi til fødselsdagsbarnet, og jeg ville ikke have ret til at kaldes hans ven, hvis jeg ikke, idet jeg nu vil sige, søgte at sige sandheden, hvad jeg syntes er sandheden og forhåbentlig vil blive tiltrådt af familien og særlig af manden selv.

Ned af stentrappen kommer en høj rank mand, der træder fast i gulvet (ischiasperioderne fraregnet) med en ryg så lige som nogetsteds i dette land. Han må have været en flot gardist. Og om man end ikke kan kalde han (nu) en Harald Hårlager, så ville et tilnavn som Hilmer Tveskæg lyde helt godt, thi det er et flot skæg og sikkert ejerens stolthed. Stemmens ”Velkommen” svarer til manden.

Se alt det så man straks og dette måtte jo gøre et godt indtryk - men det væsentlige, karakteren, skal der jo længere tid til at vudere, og skønt jeg meget hurtigt kom til det ønskeligste resultat, så vil jeg tilføje, at min bedømmelse, vudering eller hvad man nu vil kalde det, uafbrudt fæstnede sig mere og mere uden perioder af tvivl. Og jeg mener at kunne give Hilmar Kjeldsen det bedste skudsmål, en mand kan forlange af sine nærmeste og sin samtid, nemlig at han er en ualmindelig retskaffen karaktér. Dermed er egentlig alt sagt - men jeg vil dog tillade mig at nævne som et væsentligt støttepunkt til min bedømmelses rigtighed, det, at han kan blive så velsignet indigneret over hvad han syntes der er tarveligt, småligt og utaknemligt. Når folk i en ældre alder kunne blive rigtig gnistrende gale i hovedet, så er det godt, thi så reagere de på forulempelse af noget fint og godt, og de, der ikke kunne føle indignation, er enten sløve eller gamle, og det er H.K. ikke. Han er meget beskeden og nøjsom for sin egen persons vedkommende, og hans interesse for musik, poesi og kunst i det hele taget eer langt større og mere forstående end hos de fleste af hans standsfæller.

Konservativ er han heldigvis, men derfor ikke på nogen måde døv for forslag til fremskridt, selv om han er forsigtig, inden ubetinget tilslutning gives. Og under vor disputer - og vi har haft mange ret varme - kunne han være stædig ( min næsvise datter Grethe tillod sig at bemærke, at vi to gamle mennesker lignede to hanekyllinger ). Det er ligesom det hænger lidt af svundne tiders betragtninge af ordskifte ved ham da det bar lidt af et nederlag for den, der blev overbevist. Jeg kom derfor jævnlig til at tænke på den gamle Henrik Gjern, der, selv om han i diskutioner var sat op i et hjørne, uvægerligt altid fik det sidste ord med " det er dog tvivlsomt ". Ikke sandt, kære Hilmar, du kan være lidt stædig?

Men nu skal han roses for sit fremsyn, thi længe før krigen gjore det nødvendigt at forandre tiden, havde Hilmar fundet på at arbejde længere om aftenen - og begynde lidt senere om morgenen. Lyver jeg eller er jeg en smigrer?

På et enkelt punkt lever jeg endnu I håbet om en forbedring og mit håb støtter sig på hans, trods de 70, unge sind, og det er med hensyn til præcist møde ved måltiderne. Ofte har jeg lagt mærke til, at husjomfruens meddelelse om, at maden var på bordet, mindede Hilmar om et aldeles uopsætteligt arbejde eller tilsyn et par kilometer ude I terrainet. Hvis dette lille vink ikke har nogen virkning - skulle han prøve at være gift med en dame M. F født M.L., men det er sandt, vi er jo ikke I Grønland, hvor konebytning er tilladt.

Ellers må jeg sige, at jeg intetsteds har set et mere roligt, fint og harmonisk samliv mellem ægtefæller til ære for begge parter og en faktor, der yderligere bidrog til hjemmets hygge og til den følelse af st høre til familien.

På jagterne søgte jeg at give Hilmar de gode poster, thi selv om han sagde, at han ikke så så godt som I unge dage, så var han pålideligheden selv, og blandt de mange episoder fra jagten, mindes jeg særlig den, hvor Hilmar ovre ved møllens plantage fik øje på mikkel, der kom ude fra marken. Fra den siddende stilling, lagde han sig så lang han var, blot med et øje op over horisonten, og da den røde røver var på skudhold, sprang jægeren op som en trold af en æske og mikkel blev på pladsen. Ja, hvor er der mange ting at mindes. Kan du huske, da Pan, ”stod” for Baumgartens støvler?, gartnersmedens røde kat, som jeg skød og gravede ned I et muldvarpeskud og dagen efter fandt hovedet ved hjørnet. Eller klapjagten, hvor vi fik 86 hare, nogle ræve o.s.v. Eller julehavejagten hvor vi var 7 jægere,fik 7 harer (Svend de 6 og jeg den 7de) og hvor vi ikke skød andet - og så Svends svane. Og alle de dejlige fiskedage, thi det er blandt andet det vidunderlige ved Lerkenfeldt som til- og udflugtssted for sportsmænd, at er det godt fiskevejr, duer det ikke til jagt og omvendt. Kan du huske, da Herredsfogden I væddemål tabte en krone til mig, fordi jeg præsenterede ham et fad ørreder, da han kom ind til morgenkaffe.

Men - hvor har jeg været gal I hovedet på dig, kære Hilmar, for din overbærenhed mod sørøverne - dog derom vil vi ej tale idag, men mindes de mange, mange hyggelige aftner med musik, med

" Generalen ” og ” Gorm den Gamle ", den lille hvide hund o.s.v.. Spøgelser har jeg ikke været generet af, end ikke Chresten Kjeldsens " lille sorte hund ".

Ja nu må jeg vist helst standse, thi, skulle jeg ikke lægge pennen her, før jeg ikke har mere at mindes fra Lerkenfeldt, så ville der gå lang, lang tid, og selv den tålmodigste læser ville blive træt. I håb om, at det jeg har skrevet, må svare til, hvad man ønsker udtalt og med særligt håb om, at fødselsdagsbarnet må syntes, at han har været underkaster en retfærdig og forstående bedømmelse, vil jeg i en samlet sum bringe Hilmar og Fru. Mathilde Kjeldsen min, min families og ikke mindst ”Drengenes” varmeste, dybeste tak for de mange års storartede og minderige tider. I et harmonisk hjem, med sands for alt smukt, med kærlighed til alt godt, til alt, hvad der giver livet værd, har jeg fået frisk luft I lungerne, samlet kræfter til mit arbejde, og hver eneste gang jeg er rejst fra Lerkenfeldt, har jeg været glad ved tanken på næste gang.

Og, når sidste gang har været, stoler jeg på, at den kampesteen fra Lerkenfeldt, som er mig lovet, bliver hentet og sat på min grav som et symbol på hvor fast jeg har været knyttet til det Kjeldsen-Lerkenfeldt'ske hjem.

Som der står et sted I Boganis, således har Hilmar Kjeldsen og hans hustru levet, holdt det ved samlivets begyndelse til hinanden givne løfte.

Jeg giver dig alt, hvad et Menneske rummer

Min Sjæleangst, min lønlige Kummer,

Min Tro, mit Haab, min Lykke, mit Mod,

Min Mund, min Favn og mit Hjerteblod.

Din hengivne Ven

Frisch.

------------------------------------------------------------------------------

Lerkenfeldt den 11te Maj 1889.

Kjære Svoger Rambusch! Hjertelig Tak for Dit Arbejde med Plan o.s.v. til den nye Altantrappe m.v., som jeg er meget glad ved, og strax var enig med mig selv om at indgaa paa, hvad mig angaaer. Der erkun et Par Spørgsmaal hvorom Meningerne ere delte, nemlig 1) om ikke der bør være en Stang mere i Rækværket baade om Altan og Trappen, ligesom der er paa Rækværket ved Trappen fra Gaarden til Taarnetog 2) om Trappen ikke burde være 6” – 12” bredere. Angaaende Spørgemaal 1, er det vel kun et Pengespørgsmaal, idet du ikke skal forandre noget ved Konstruktionen; men hvor meget mere en Stang til vilfordyre Rækværkerne? Kommer der en Stang til kan Nettet vist undværes, og skulde det vise sig ønskeligt senere at faa det, kan det jo godt anbringes. Bliver det for dyrt med en Stang til, f. Ex. Dyrere end Nettet du foreslaar, mener de 2 Mathilder, at det (Nettet) burde gaa helt ned til Foden af Altan og Trappe, men derimod lade aabent 3” Rum foroven, som du foreslaar. Sp. 2. Du skriver Trappens Brede 3’; Tegningen viser 3’4” og Længden staar angivet med 11’11”, men Tegningen viser efter Maalestokken kun 11’2”, hvilket er rigtigt? Det er egentlig kun Mekka, som finder at Trappen bør være bredere, men du ved, at det er en Stemme, som helst bør tages Hensyn til. Jeg vil foreslaa, at du hvis du ikke skal have formeget Arbejde og Bryderi med Forandringen, hører Julies og Theas Mening, og saa rette dig derefter. Bliver der ved Bestemmelsen med Staltraadsnet, syntes vi at dette paa Trappen bør gaa helt ned. Kan Mathias L. skaffe Trinplanker som foreslaaet, var det rart.

Hesteskaanerne bliver vel sendte saasnart Du faaer dem? Sendes de direkte fra Stockholm, maa de adresseres til A. Bie, Hobro.

Af Alterlys vil jeg gjerne have 3 Par af No 5, pr Par – 890, Pris 8.40 Kr.. De maa ligeledes sendes under

Adressen: Kjeldsen, Lerkenfeldt.

Ad. Hr. Kjbmd. A. Bie

Hobro.

Betaling for Hesteskaanere, Alterlys og Altan med Trappe m.v., kan du tage af de hos dig beroende Penge. Jeg ved ikke rigtig om jeg foreløbig lader flere Obligationer sælge, men bestemmer jeg mig dertil, skal jeg skrive. Foreløbig Tak for de hidtil besørgede. Arrangementet med Banken sidste Gang, syntes jeg var meget godt. Hvis du nu er ædelmodig, som jeg troer de er, og svarer mig snart, skal jeg ogsaa være expedit med Gjensvar.

Forkarlen ligger fremdeles meget syg af Diphteritis – siden igaar 14 Dage – og er kun lidt bedre, saa Liv eller Død er, for os at synes, lige sandsynlig. Hvorvel vi have en Kone til at passe ham og hans første Sygeplejerske, som ogsaa har ligget i over én Uge af gastrisk eller lidt typhoid Feber, men nu er bedre, har jeg dog været5 og er fremdeles meget optaget af de Syge. M.A. og Ellen skal, somdu maaske har hørt, sidst i denne Maaned rejse til Sandefjord, en kjedelig og kostbar Rejse, blot den maa nytte noget. Ellers intet særligt at berette. Hils Julie.

Din heng. Svoger Hilmar Kjeldsen.

Hansine blev gift med købmand Poul Hansen Roed, søn af sognefoged Hans Jensen Roed og Anne Hansdatter Ravn, den 28 Apr. 1869 i Vester Nebel Kirke. (købmand Poul Hansen Roed blev født den 17 Nov. 1845 på Roedsminde i Egtved sogn, Jerlev h., Vejle a., Danmark og døde den 24 Maj 1928 i Frederiksberg by, Sokkelund h., Københavns a., Danmark.)

Har ejet Peter Holm Madsens hus i Rønne.

Folketælling Mf 17699 el. 16079 9 levende+3 døde børn A1901: Allinge Sandvig; Nielsens Stenhuggeri i Allinge. Husliste 130 - Mtr. 379c

Adolpr A. Madsen* 26.9.1856 i Hasle Bopæl i kommunen (Allinge Sandvig) fra 1879

Kristine E.Madsen* 7.10.1856 i Klemensker

Karoline B. Madsen * 4.2. 1883 I Sandvig

Jens K.A.Madsen * 23.9. 1884 i Sandvig

Margrethe M. Madsen* 17.6.1892 i Sandvig

Mnna M.S. Madsen * 6.12.1895 i Sandvig

Ellen L. Madsen * 3.11. 1897 i Sandvig

Karl A. Madsen * 6.5.1899 i Sandvig

Kristian P. Madsen * 3.9.1900 i Sandvig

9 levende og 3 dødfødte børn (1901)

1906 Folketælling Allinge Sandvig Skema no. 124 Mtr. 379c (Sandvig)

Adolph Andreas Madsen * 26.9.1856 gift og husfader Stenhuggerformand

Christine Elisabeth Madsen * 7.9.1856 gift og husmoder

Anne Marie Sophie Madsen * 6.12 1894

Ellen Louise Madsen * 3.11.1896

Karl Andreas Madsen * 6.5.1899

Kristian Peter Madsen* 3.9. 1900

Absalon Madsen * 16.2.1833 Bedstefader og alderdomsmodtager

1911 Folketælling Skema 140 (Mf 17699) Mtr. 379c Sandvig

Adolph Andreas Madsen * 26.9.1856 i Hasle Stenhuggerformand ved Nielsens Stenhuggeri i Allinge

Christine Elisabeth Madsen * 7.10.1856 i Klemensker

Ellen Louise Madsen * 3.11.1896

Christian Peter Madsen * 3.9. 1900

Harald Brinchmann førte i årene 1854 til 1856 skonnert ”Søriddereen” for Claus Jervell. Han var tollbetjent på Valderhaug i 1861 og i mars 1862 undertollbetjent i Kristiansund tolldistrikt.

I 1874 ble han krysstollkontrollør i Moss, senere tollkasserer der. Han og konen bodde i Henr. Gerners Gade 2 i Moss ved folketellingen for 1900.

Harry gik i skole i Hundborg. Harry har blandt andet arbejdet ved landbruget og som chaufffør.

I mange år har de boet på Legårdsvej (8) i Årup, siden er de flyttet til Snedsted.

Havde en stor angst for lyn og torden som følge af et barndomstraume, hvor lynet slog ned foran ham

Gift 1.gang 23.august 1837, med Sophie Frederikke Lange (9.9.1812-11.9.1839). Hun var halvsøster til en anden forfar, nemlig 6.009.Hans Rasmus Lange. De fik børnene Nicolaj Peter Jørgen Holten (18.5.1838-11.6.1838) og Hanne Sophie Nicoline Holten (15.6.1839-16.1.1882). Datteren var meget svagelig og blev passet af en moster i Frederikssund. Når han hver aften kl.21 fik fri hos Hambroe, tog han ud og besøgte sin datter. Var meget sparsommelig og en god økonom. Havde stor glæde ved at forære gaver og teaterbilletter til sine børn og andre unge i familien. Var meget haveinteresseret og dygtig med sine hænder 

Havde også forretning i Altona

havde været Lektrice hos Enkedronning

Juliane Marie. Hun delte Mandens Fængsel.

Havneingenieer i Århus.

Havneingeniør i Århus, Ingeniør i Køge

He received citizenship in the USA in 1909. He returned to Denmark in 1910, perhaps because of his father's death. He then returned permanently to the US in 1911.

He was for some time manager of his brother in law Niels Thygesens, Mattrup estate together with his brother Henrik, later he managed it himself. He then took over the management of the Rask estate

in 1751. In 1764 he purchsed the estate hi

mself. It had farms of 272 tdl. He was made real Kancelliraad in October 3 1766 (Chancellery adviser)When the children at his and his wifes death were

below age, the estate was sold to his sisters Helle son in law A. M. Bjørn.

Hej Jeg har i Nordisk Slægtsdatabase bl.a Marie Sophie Rohde født 20/2 1741 i København, død 2/12 1775 i Rask g

ift den 3/10 1759 i København med Laurids Ammitzbøll født 20/11 1708 Fredericia, død 1/11 1776 i Hvirring Venlig hilsen Michael H

edeman Email: Michael@alternativ-forum.dk Nordisk Slægtsdataba

se:

He was living in a Boarding house when a fellow boarder warned Sylvester not to go to work as he had dreamt Sylvester was accidently killed at work.. The warning was ignored and he was killed in a fall in a stope in the underground section of the GREAT COBAR COPPER MINE that day at workin 1912. Ironically he had changed the shift with one of his mates.

hed Jørgensen også ved giftermål- navneforandring til Jerlo, uddannet manufakturhandler, giftede sig igen efter Anna´s død-- en Ellen...

Heelis, Martha (Lythgoe)

http://trees.ancestry.com/rd?f=image&guid=7ead4255-25c4-4b84-b9ac-3a3d4e3a5a50&tid=42532374&pid=145