Notater

En af besættelsestiden kendte modstandskvinder, Lis Nancke, tog over som redaktør af Vennen. Hun førte en liste over de, der havde begået selvmord, uden at det var hensigten, at navnene skulle offentliggøres. På det tidspunkt, jeg så listen, omfattede den 17 navne, men tallet steg efterhånden. Foruden disse tragedier satte de to mænds profitmotiv en spæd, progressiv udvikling for en stor minoritetsgruppe helt istå. Afsløringen og arrestationen af dem blev fulgt op af en voldsom hetz mod de homofile i medierne på landsplan. Den føjede spot til skade ved at give reaktionære politikere gode kort på hånden til at få hævet aldersgrænsen for tilladelige homoseksuelle forhold fra 18 til 21 år, den såkaldte "grimme lov", som journalisten Ufer senere skrev en fremragende bog om. Bøssemafiaen var således moralsk skyldig i langt mere, end de juridisk blev anklaget og dømt for.

----------

I februar 1959 døde Lis Nancke af de mishandlinger, tyskerne og deres danske håndlangere havde udsat hende for i besættelsesårene. Det var hendes sidste ønske, at der skulle dannes en slagkraftig homofil gruppe til at styrke det sociale oplysningsarbejde - også som et modstykke til "Landsforeningen af bøsser og lesbiske".

----------

Lis Nancke delte homoseksuelle i to grupper: homofile og bøsser; sidstnævnte gruppe havde efter hendes mening ikke andet end pjank og pjat i hovedet, derfor ville bøsseforeningen ingen betydning få for oplysningsarbejdet. Det kom også til at passe i de næste 25 år. 

En dansk forfatter, digter, journalist og brevkasseredaktør.

Edith Rode blev født som den ældste af tre døtre af hofmedicus Carl Henrik Horn Nebelong og Harriet Kiellerup i 1879 i København.

Hun vakte en del opsigt med sine tre første værker, Misse Wichman fra 1901, Maja Engell fra samme år og Gold fra 1902, hvori hun forsvarede kvinders ret til deres seksualitet. Bøgerne forargede borgerskabet og begejstrede anmelderne.

I 1902 blev hun gift med en venindes bror, maleren Fritz Magnussen, en forbindelse som gjorde, at hun kunne rejse på en lang brylluprsrejse til Italien, hvor det var meningen, at hun skulle skrive, og han skulle male. I Italien mødte hun digteren Helge Rode med hvem hun rejste til Capri, hvor hun i 1903 fødte deres første barn, datteren Asta. I 1905 blev ægteskabet med Fritz Magnussen opløst og hun kunne gifte sig med Helge Rode, med hvem hun fik yderligere tre børn; Gregers, Mikal og Ebbe. Ebbe blev en berømt skuespiller.

Hverken hun eller ægtemanden kunne tjene det store på deres skriverier, og det blev efterhånden Edith Rodes opgave at skaffe smør på brødet. Fra 1913 begyndte hun at arbejde som journalist på Berlingske Tidende, en karriere hun havde de næste ca. tredive år, mens der var en familie, der skulle forsørges. Hun udgav stadig digte, romaner, noveller, kogebøger (bl.a. i samarbejde med datteren Asta), rejsebøger samt to filmmanuskripter.

Fra 1937 var hun redaktør for Familie Journalens brevkasse, Smaa Hverdagsproblemer, som efter hendes død blev overtaget af Tove Ditlevsen.

Edith Rode var hovedredaktør på Den gyldne bog om danske kvinder fra 1941, en samling af biografier over danske kvinder.

Flere af Edith Rodes bedste bøger skrev hun i en sen alder: Novellesamlingen De tre smaa piger fra 1943, som under dække af fiktion beskriver hendes barndomdshjem samt erindringsbøgerne Der var engang, På togt i erindringen fra 1953 og På rejse i livet, der blev udgivet i 1957, dvs. efter hendes død.

Hun er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.

En gravplads fra den romerske jernalder (ca. 0 - 400 e.Kr.) bevidner, at Hvanstrups jorde har været beboet helt tilbage til førhistorisk tid. I den tidlige middelalder kan stedet vel have været en lille bondesamfund som siden er samlet til en eller flere større gårde.

Hvanstrups ”dåbsbevis” er et gammelt pergamentbrev, dateret til den 30. marts 1345, hvori en vis Peder Lauritsen af slægten Panter vedgår at have pantsat to gårde i ”Hwanstorp” i Gislum herred, Farsø sogn, og stedet Hvanstrups historie går således mindst 600 år tilbage.

Der har selvsagt været utallige ejere af Hvanstrup gennem de mange århundrede. Den mest kendt var Dronning Margrethe 1., som ejede Hwanstorp 1408. Fra midten af 1400-tallet og 200 år frem var Hvanstrup nu kun een gård tilknyttet Helligåndsklostret i Aalborg, indtil Christian 4. i 1643 byttede gården væk, og Hvanstrups dage som krongods var slut. 

en højsindet og energisk Kvinde, der hjalp sin Mand med at give Hjemmet et saadant Præg, at der fra det kunde udgaa Sønner, som have fortsat den gamle Præsteslægts kirkelige og videnskabelige Traditioner.

Enearving til Astrupgaard etter sin far. Konflikt med søsken

Engang i mellem 1950 -52 var mor blevet opereret og fået fjernet sin livmoder. dengang var det noget der krævede langt sygeleje og efterfølgende rekreation. Mor var på Rekreation På Jyderup Hvilehjem. et meget smukt sted. far kunne jo ikke komme og besøge mor så tit, men så var der jo mulighed for at skrive, og til alt held er der gemt et brev fra den tid.

far skrev.

Kære lille du. Tak for dine breve i dag, kan du vel ikke forstaa hvorfor jeg ikke har skrevet noget før, men jeg har fået kort fra Etel som spurte mig om jeg vilde med ned til Jyderup på Søndag saa skulle jeg ring til hind saa kommer vi på søndag herfra ved 10, saa er vi i jyderup kl cirk 12.- jo gaar godt med drengene di har arbejde begge to,Børge er kommet ned hos Adam Jensen Saa nu haaber jeg at de klare sig selv.

Ja tak for i søndags det var en dejlig dag, men du kan tro at jeg savner dig meget mer end du maaske tror her gaar jeg jo og tulle om lige som jeg ikke hører til, men det er maaske min egen skyld. jeg ser jo at du har mange besøgende og det er jo godt at du har dem saa bliver tiden ikke saa lang for dig men jeg savner dig lille mor meget mer en du tro men det forstaar du nok, nu har jeg snart været allene 2 maander og ikke har haft nogen som har taget sig af mig, Drengene ser jeg snart aldig noget til det gaa jo deres egne vej, saa det er jo noget trist, men de sist 14 dage som du har tilbage de gaar jo ogsaa nok. saa giver jeg ikke mer slip paa Dig, for jeg savner dig saa meget. Du kan alsaa vente os paa Søndag cirk 12 eller 13 saa nu faar du saa ikk mer for denne gang

Enke efter kaptajnløjtnant Chr. Krieger. Blev derefter gift med Slamberg, der var huslærer for hendes datter

ifølge reventlow: vibecke

Vibekes og Chr. Kriegers 8-årige søn døde dagen efter faderens begravelse i København.

Enke efter major Johan Georg v. Johnn, død 1764, kommandør på St. Thomas

Enke efter major Johan Georg v. Johnn, død 1764, kommandør på St. Thomas

Enke efter Statsbyggemester, Justitsraad Nebelong.

Lever af pension efter Manden

Er døbt Jørgen Peter Nielsen. Navnet Holst ved bevilling 18/12 1905.

Handlede sammen med Mads Holst (Henriksen)

Er indskrevet i Søe Ungdomsrullen fra 1808 indeholdende Køge, Præstø, Vordingborg, Næstved, Skælskør m. fl. side 29.

I Søe Hovedrullen gr. 21, bind 11, år 1819, står der at han er 17 år i 1826, er halvbefaren, får søpatent i 1826 og må fare som Styrmand fra 16-09-1830.

Han ekspederes fra Skælskør den 11-03-1826, med Skipper J. Bruun, til Norge.

Er indskrevet i Søe Ungdomsrullen fra 1808 indeholdende Køge, Præstø, Vordingborg, Næstved, Skælskør, m. fl. på side 29.

I Søe Hovedrullen gr. 21, bind 11, år 1819, står der at han er 16 år i 1822, er helbefaren og får søpatent i 1829.

Han ekspederes fra København den 01-09-1825, med Skipper Hermansen, til Malaga.

Han ekspederes fra København den 11-10-1826, med Skipper A. P. Schiander, til Sankt Croix.

Han ekspederes fra København den 29-10-1827, til Sankt Croix, med varer.

Han ekspederes fra København den 26-11-1829, med Skipper Ellingsen, til Middelhavet.

Han er ifart og ekspederet 03-12-1830, med Skipper Ellingsen, til Cadix.

Efter forlis ved Cadix med bemeldte Skipper er han derfra afgået til Philadelphia med et andet slags skib efter søforklaring 22-03-1831.

Er måske af faderens første ægteskab.

til Glimminge, nævnes 1390, var 1401 Ridder og beseglede da Kong Eriks Stadfæstelse af Dronning Margrethes Testamente, levede 1439.

nævnes 1416 sammen med Herman von Oertzen, der ligesom han kaldes Broder til Erkebisp Jakob Gertsen.

Hr. Henrik Gertsen, udstedte 1402 m. Fl. et Vidne om Kong Olufs Død.

Er snedkersvend i 1870

. 1867-1886, Ødis Sogn, Nørre Tyrstrup, Vejle, opslag 244, nr. 14 og 15 - Anne Marie Christine Birk (søster til Nicolai)og Nicolaj Jørgensen Birk. som blev gift samme dag d. 29.12.1872

Ungkarl Nicolai Jørgensen Birk,

24 Aar gammel, Snedker i Stubbum

Pigen Christine Larsen, 19 Aar gammel, i Stubbum

Forlovere: Niels Bundsgaard, Aftægtsmand i Ødis, og Brudgommens Fader.

Anmærkning: Brudgommen Søn af Jøgen Henriksen Birk i Ødis, født sammesteds den 11 Dec. 1848. Bruden Datter af Christen Larsen i Fjelstrup, født sammesteds den 29 Okt. 1853 - Tilladelses- Attest fra Aller Pastorat foreviist.

Kilde 2.

. Nickoli Birk boede i Stubbum, Sønderjylland, Danmark, 1872 til 1900, da han blev deporteret på grund af at dømme på et dansk kunsthåndværk fair. Han flyttede til Agtrup i 1901, hvor han boede indtil 1914, da de flyttede til de hjem, hvor de levede i 1922. Nickoli far var tømrer, og han lærte det samme håndværk. Han holdt en række stillinger, herunder Sdr.Bjaeri (?) Menighedsrådet, bestyrelsesmedlem i Co-op købmand, mejeri og Community Center.

Erbherr auf Groß-Krankow und Petersdorf

Der 11.Februar 1632 war sein Geburtstag und seine Eltern hießenPaschen v.Negendanck, Herr au f Zierow, Wischendorf und Groß-Krankowund seine Frau Elsche v.Reventlow a.d.H. Reetz und Zie sendorff. SeineVorfahren reichten weit in den mecklenburgischen und denholsteinischen Ade l hinein. Erzogen wurde er zur Beachtung desKatechismus und der wahren Religion, zu andächti gem Gebet undAufrichtigkeit gegen jedermann. Anfangs wurde er durchPrivat-Praezeptoren unte rrichtet, dann gaben ihn seine Eltern auf dieSchule nach Wismar und Güstrow. Hier brachte e r einige Jahre mit demStudium der Ethik, der Religion und der Politik zu, erlernte die lateinische Sprache und zog 1649 17jährig auf Rat seiner Praezeptoren aufdie Universität Rostock.

Bei dem bekannten Professor Stockmann logierte er und hörteVorlesungen. Anschließend bestell te ihm sein Vater einen eigenenHofmeister und sandte ihn mit diesem auf die Universität nac hTübingen, wo er ein Jahr blieb und die Rechte studierte. Dann warendie beiden nach Frankre ich gezogen, wo sie sich zu Sommeur einigeZeit aufhielten, um die Sprache zu lernen und sic h in adeligenTugenden zu üben. Dann reiste er nach den Niederlanden, um hier aufseiner Gran d Tour die vornehmsten Sädte und Orte zu besichtigen. Auchbegaben sie sich für ein Jahr weit erer Studien nach Leiden auf diedortige Universität.

1653 war er auf seiner Reise dann an den ostfriesischen Hof gelangt,in dessen Dienste er al s Kammerjunker trat. Drei Jahre versah er zurgroßen Freude des Fürsten sein Amt und wäre sic her dort geblieben,wenn ihn nicht der Tod seines Vaters Paschen v.Negendanck zur Rückkehrna ch Mecklenburg gezwungen hätte. Nun übernahm er die Administrationseines väterlichen Guts Gr oß-Krankow. Am 26.Juni 1658 ehelichte erzudem auf dem Gute Rambow Margarethe v.Barse, die To chter des JoachimLüder v.Barse, Erbherrn auf Rambow. Zwei T“chter Elsche und Dorotheaentspr angen dieser Ehe. Lang jedoch währte das Familienglück nicht,denn nach anderthalbjähriger Kr ankheit starb 1663 seine Gattin undnach verflossenem Trauerjahr schritt er ein zweites Mal z ur Ehe. Am3.November 1664 heiratete er Metta v.Ahlefeld, Tochter des GerdPhilipp v.Ahlefeld , Kgl. Dänischen Rittmeisters, Herrn auf Buckhagen.

Zwölf Kinder wurden aus dieser Ehe noch geboren, die 1688 in folgendemBeruf standen: 1. Pasc hen war Kgl. Dänischer Fähnrich, 2. GerdPhilipp Kurfürstl. Hannoverscher Fähnrich, 3. Hennin g hielt sich amKgl. Dänischen Hof auf, 4. Detloff war in Fstl. HolsteinischenDiensten, 5. G regor lebte am kurbrandenburgischen Hof, 6. Levin standin Kriegsdiensten beim Landgrafen vo n Hessen, 7. Christoph Otto warjung verstorben. An Töchtern gehörten zur Familie: 8. Anna, 9 .Magdalena Dorothea, 10. Sophia Margaretha, 11. Agatha Margaretha und12. Metta Cathrina.

In seinem Leben war er recht robuster Natur und hatte nur im Wintereine Brustbeschwerung emp funden. In den letzten beiden Lebensjahrenaber hatten seine Kräfte merklich abgenommen, vo r allem klagte erüber eine Mattigkeit der Beine, bald kam ein Katarrh und Husten hinzu.Schl ie¸lich war er eines Tages in Vormundschaftssachen seines Brudersaus Wismar nach Groß-Kranko w heimgekehrt, als er sich gänzlich krankund fiebrig fühlte. Es wurde sofort ein Doktor au s Wismar gerufen,der ihm die Ader öffnete und allerlei Medikamente verordnete. Dannbetete e r zu Gott, daß er ihm doch bald ein seliges Ende bereitenmöge, was auch am 26.März 1688 nach mittags zwischen 2 und 3 Uhrgeschah. Beigesetzt wurde er in seinem Erbbegräbnis zu Groß-Kran kowam 30.Mai desselben Jahres.

Quelle: LdsBibl. Schwerin, Schmidt

Erhverv, 1859. auditør ved 5. dragonregiment i Randers - 1864 tilige ved 3. Dragonrgmt. - 1865 Overauditø - 1866 tillige Auditør ved 6. og 8. Batl. - 1867 ansat ved Kbh.s Garnisonsjurisdiktion og Ingeniørkorpset - s.å.tillige. til at udføre Auditørforretningerne i Søetatens Kombinerede Ret

Erhverv, 1870. Byfoged og Byskriver i Holstebro Købstad - Herredsfoged og Skriver i Hjerm-Ginding Herreder - 1870-1878 tillige Borgmester i Holstebro

Erhverv, 1878. Herredsfoged og Skriver i Elbo, Holmans og en Del af Brusk herred

Udmærkelse. 1869 Ridder af Dannebrog - 1898 Dannebrogsmand

Erik Pontoppidan

Eriksson Frans Magnus, född 1885-02-28-5219 Stockholm Katarina församling

Akrobat

Änkling 1923-09-07 Hans dåvarande hustru var Johanna Charlotta Pettersson 1883-06-24 - 1923-09-07 i Södertälje. Hon dör i TBC:

Äktenskap ingånget 1953-11-21 med Eriksson Klara Selma Kristina ogift Hoffman, född 1889-02-21-520 Stockholm Katarina församling

Flyttningar:

1940-11-11 Karl Johan Göteborg

1949-08-02 Kristine Göteborg

1952-06-06 Vasa Göteborg

1952-08-14 Christine Göteborg

1955-01-25 Härlanda Göteborg

Avliden 1972-03-22

Enligt församlingsbok för Göteborg Masthugg volym AIIa:22 sidan 4287 inflyttade Frans Magnus från Södertälje 1935-11-21. Han inflyttade samtidigt som akrobaten Otto Magnus Ferdinand Eriksson född 1907-04-03 i Älghult i Kronoberg. ( Som var son till Frans och Johanna Charlotta ) Dopvittnen var akrobaten Karl Severin Eriksson och Ida Andersson, senare Eriksson , född 1907-04-03 Älghult Kronobergs län, och hans hustru Ingrid Ulrika ogift Olsson, född 1908-03-20 Lommelanda Göteborgs och Bohus län.

Närvarande vid Frans bouppteckning var:

Fru Francy Olander och änkan Klara Selma kristina Eriksson. Den senare so fullbemäktigat ombud för samtliga Dödsboägare.

1. Otto Eriksson

2. Bror Charles Eriksson

3. Elsa Ros barn Uno Ros och Carin Elm

4. Rune Eriksson

5. Mildred Brusved

6. Francy Olander.

Tillgångar: Diverse lösöre utan värde.

Skulder: Hyra för tre månader 1430 kronor

Televerket: 97 kronor och 60 öre

Energiverket: 50 kronor

Åldringsvård: 20 kronor

Eriksson, Frans Magnus

Nordåsg 2A

416 71 Göteborg

(Boendeadress 1 nov 1970)

Död 22/3 1972.

Kyrkobokförd i Härlanda, Göteborgs kn (Göteborgs och Bohus län, Västergötland). Mantalsskriven på samma ort.

Född 28/2 1885 i Katarina (Stockholms stad, Uppland).

Gift man (21/11 1953).

--------------

Motsvarande kyrkobokföringsförsamling(ar) 1/1 2007:

Härlanda, Göteborgs kn (Västra Götalands län, Västergötland)

Björkekärr, Göteborgs kn (Västra Götalands län, Västergötland)

Födelseförsamling i källan:

KATARINA (Stockholms län)

Källor:

MTL 71 / RTBd 72

ernæret sig som Kirurg i Hamburg,1553 blev kaldet til Kjøbenhavn som kgl. Livkirurg,

ernæret sig som Kirurg i Hamburg,1553 blev kaldet til Kjøbenhavn som kgl. Livkirurg,

Et notat angiver konfirmationen til 29-3-1826. F.T. 1834 Lærling på Seminariet : Det Kongelige Skolelærerseminarium paa Jonstrup .

F. T. 1845 Carl er gift og bor på skolen i Kirkerup. Carl d

øde af tyfus.

Etatsråd

Dirktør for Nationalbanken

Dirktør for Det Militære Uldmanufaktur

Direktør for Tugt- Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn Direktør for

Tugt- og Forbedringshuset på Møen

Ethel Frances NISSEN

Evt. død i Ibsker Sogn, Øster Herred, Bornholms Amt

Eidsvollsmann rep. Fredrikstad (Selvstendighetspartiet)

Byfogd og byskriver i Fredrikstad

Extracted from the probate for Gurris Ancher, February 20, 1727, page 320:

Anno 1727 dend 20de February eer efter lovlig giorde tillysning holden over alt her paa landet efter begiering holden registering og vurdering sampt skifte og deeling efter salig Guris Ancher fordum Bye og Herrets Skriver udi Øster og Synder Herret, og det imellem denne sl. mands efterlevende kieriste Madame Margrethe Lisabeth Poulsdaatter, for hende blef efter enkens begiering til laug verge antagen Capitain Gregers Christensen boende i Aakierkeby som møtte paa dend eene side, og paa anden side denne sl. mand med sin kieriste sammen auflede een søn og 1 daatter. Sønnen ved naun Eske Hartvig paa 9 aar gl., for hannem blef til verge anordnet myndlingens faders half broder Capt. Key Ancher i Hasle. Daatteren ved naun Wendela Sophie Guris Anchers daatter paa 11 aar gammel, for hende er til verge anordnet myndlingens faders half broder paa møderne side, Sr. Poul Eskelsen boende i Hasle. . . Nest paa følgende dend 21 Febr. er igien denne forretning fore taget udi enkens lau vergens og sønnen Poul Wilhelm Hartvigs over verelse. . . fremmed stempel teigned E.H.W. : M.L.K. 1707. . . fremmed stempel paa teignet P.K. : A.H.D. udi en brandz 1681. . . med et stempel paa skafted paa teignet paa bladet E.H.W. : M.L.D. . . Sr. Jacob Koefoed med enken haver af handled og hendes søn Poul Eskelsen dend 10de Janv. 1727. . . befindes af et skiftebref opretted efter salig Eskild Hartvig for an af dato 8de February 1713 hvor af sees at denne sl. mands eldste søn Povl Wilhelm Hartvig er til falden i arf efter sin salig fader. . . Eske Dich i Svanike fordred paa min myndlings veigne efter hendes sl. faders skiftebrefs formeldning af dato 8de Febr. 1713 hvor af sees at hans myndling Anne Cathrine Hartvigs daatter til kom i arf efter hendes sl. fader penge 16 Dr. 2 Mk. 10 Sk. og i stæden for Eske Dich er nu igien til verge anornet myndlingens moster daatter mand Sr. Henning Rask som sig det godvillig paatog. . . Hvor paa enken svorede og angaf at Bye og Herrets Fogden Sr. Jens Thorsen af Svaniche hans kieriste hafde bekomet it comme uhr af bemelte enke for at levere til hendes søster Wendel Kricz i Kiøbenhaun. . . .

Fødd i Danmark. Munthe bygde oppatt latinskulen etter brannen i 1640. Han var ein framståande predikant. Han hadde "en særegen gave til at predike, og hans predikener hadde kraft og virkning". Munt

he gav ut ei forklaring til Luthers vesle katekisme. Han var oldefar til Ludvig Holberg (1684-1754) og bestefar til Ingeborg Grytten (1668-kort tid etter 1705), salmediktar i Sunnfjord.

Fødsel/Dåb: Kirkebog Kirke Såby sogn, 1771-1631. Opslag 140, side 272, 6, (Arkivalieronline)

Hjemmedødt 9 Febr, Kom i Kirken 3 S. i Fasten.

Forældre: Grdm. Hans Peter Møller og Hustru Maren Nielsdatter, Jyderupgaard i Torkildstrup. Fadderne; Erich Olsens Kone, Erich Olsen, Lars Rasmussen, Hans Jensen.

Fødsel/Dåb: Kirkebog Korsør Skt. Povl sogn, 1753-1833, Opslag 61. (Arkivalieronline)

1786, Juni 3d, Kiøbmand Peder Aaris og Ana Elisabeth Isaksens søn Hans Christian, baaret af Frøken Regitze Gyldenfeld, Jomfrue Bager gik hos. Testes; Borgemester Rested, Kiøbmand ?????.

Fødsel/Dåb: Kirkebog Korsør Skt. Povl sogn, 1753-1833, Opslag 75. (Arkivalieronline)

Fødselsår 1728 iflg Faye-Røed Web Site

Født 30. oktober 1780 i Odense. Død 10. januar 1850 i Sveistrup (Dover s.).

Student fra Odense 1798, cand. theol. 18 10, sognepræst i Dover - Venge 1819-50

Gift 9. november 1819 med Ann

a Maria Ponsaing. Født. 21. december 1795 i København. Død 10. juli 1888.

Født døv

Født evt 14 januar 1821.!!!!!!!!!!!!!!!!!1

&nbsp

Kom i huset hos sin fars broder som plejebarn efter hans selvmord.

&nbsp

Der er ikke nogen tidsangivelse.

Dom angåen

de kundskab og opførsel: ug.

Vaksineret 20. juni 1822 af Weis.

Malling Kirkebog side 110 nr. 2.

&nbsp

Aarhus, Ning, Beder, Fulden, , Gård, 29, , FT-1850

Der vises flg.

felter:

Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested

&nbsp

Johan Henrik Mohr, 66, Gift, , Godsforvalter på Wilhelmsborg Birk, Aarhus

Marie Knudsen, 6

3, Gift, , Hans kone, Skanderborg

Hansine Henriette Mohr, 28, Ugift, , Deres plejedatter, Amaliegaard, Randers amt.

&nbsp

Den afdødes stilling og opholdssted:

Gift med Gårdma

nd Jens Pedersen af Godthåb, Beder Sogn, Ning Herred, født på Sophie Amaliegaard, Randers Amt, datter af Forpagter Mohr samme sted.

Alder:

80.

Beder Kirkebog side 393 nr. 4/1902.

Født i Nørre Hvam

Født i Skt Mathiasgade, Sorte brødre Sogn i Viborg. Fadder ved dåb: particulier Carl ? Janssen , Lærer Byrge Christian Blichmann, frk. Karen Marie Blichmann og barnets forældre. Landvæsenselev på Holstenshus på Sjælland. Arbejdede på Skjold Sodavand i Holstebro. Flyttede i 1912 til Idom, (datter Marie Bang Nielsen født 10-03-1912 i Holstebro) hvor han overtog Laulund hvor der var 11 tdr.land meget forsømt en ko/hest, som døde kort efter overtagelsen. - Statshusmand i Laulund i Idom. Døde i "Solvang" i Idom i 1955

Susanne: har hans valgberettelseasttest til Idom menighedsrådskreds dat. 12 juli 1920

Susanne skriver: i følge Hanson (bang) ejede hans far Ilsøgård i Fly sogn Fjends herred, Vibog Amt

Født i Slotshusene i Holbæk.

Slagteriarbejder i 1916 ved Knuds dåb.
Gudfader til nevø Knud Ingvor, som han senere fik i pleje.

Alfred Rønne flyttede omkring 1920 til Helsingør, hvor han fik arbejde på Helsingør Skibsværft.

Familien boede i en årrække i bagbygningen til ejendommen ved siden af den gamle bransstation i St. Annagade, men flyttede siden til Rostgårdsvej. Deres sidste leveår boede ægteparret på kommunens alderdomshjem på Gurrevej.

Født i sogn 39 - Islands brygge. Faddere : frk Karla Høyer, arbejdsmand Oluf Olsen og hustru Henriette, Bjørnsonsvej 76.Erik boede Solbrinken 48, Ballerup. Begravelsen fandt sted i Ballerup kirke.

Der var kaffe bagefter i sognegården. Edel og Erik fik ingen børn.

født i Sorø 20/1-1849 eller 23/8-1849 - usikker på om dette er Augusta Molsine Vexøs mor som er gift Lindquist? flyttet til København i 1869 (Augustas fødselsår)

Bortadopteret uægte barn ?

gift med en lindquist hvornår?

barn Amanda Nielsen f. 9/5-1876 ugift i 1906 (30år) bladbud

barn Anna Lindquist f. 22/10-1885 ugift i 1906 (21år) bladbud

Boet:

Politiets Registerblade

1892 Ny Adelgade 8 3. baghus

1893 Store Regnegade 19 4.sal

1/11-1895 Store Regnegade 2 4.sal

1/5-1900 Gammel Mønt 9 - hedder nu Nielsen - job Rengøring

1/5-1907 Dagmarsgade 39

1/5-1917 Baldersgade 47 udtrukket 1/11-1917

Født opslag 117, Bodilsker 1871

Viet opslag 119, Poulsker 1893

Død opslag 235, Allinge 1954

født på St. Knuds Kirkegade 17 Odense

moderen 22 år.

Faddere: Tyende Marie Larsen

" Marie Petersen

Smedesv. C. Petersen

Lærling P. Petersen

Bemærkning:

Bogen til Stiftsprovsten 22- 12- 1884. I følge Fattiginspectørens Skr. af 12 - 1- 1885 er Odense Barnets forsørgelseshjem

Født: 1892-1893 Vor Frelser KBH, opslag 118 nummer 97

Født: Anne Kathrine Hansen Gift: Notmark Havde landejendom i Katrød ved Fynshav http://kindo.com/index.php/media2/albumview/action/detail/frmAlbumID/4259

FØDT: kirkebog 1848-1867, Vinderslev, Lysgård, Viborg - opslag 177 nr 4

født? - ikke i Ryslinge sogn

Fødte og Døde i Bierch Sogn Ao 1774.

Nr. 8 død. Dom 2da p: Pasch begraved HuusM. (Huusmand) Michel Pedersøn

af Sattrupholm, gl: 52 aar, havde i 6 aar før sin Døed været

en Kaarsdragere under en særdeeles Skrøbelighed af Flod

Jeg forstår det, som om han for 6 år siden blev trukket så voldsomt i håret, at det har medført kraftig blødning.

Østbirk-Yding Kirkebog side 51, 1. spalte nr. 8. Opslag 99, 1751-1799.

Følgende er skrevet af Azur Levin, i bladet ”Slægten”, nr. 11, i 1918.

" Bosat i Aalborg indtil 1867, i Nyborg indtil 1880, i Odense indtil 1882 og derefter i København, hvor hendes mand døde 1885 og hun selv i 1916 - der er de ydre knappe rammer om et indholdsrigt og betydningsfuldt liv.

Et minde står for mig fra mine yngste barneår. Det er efter jul, et stykke ind i januar. Familien Licht skal efter endt juleferie rejse fra Lerkenfeldt hjem til Nyborg. Rejseuroen og opbruddet præger alt og alle, kufferter og kasser bringes ned i bagagevognen, og rejsetøjet bunker sig i bjerge inde i dagligstuen foran kakkelovnen. Nu kommer den lukkede vogn raslende ned over vindebroen. Der er fire for, sneen ligger højt og to heste kan ikke trække den tunge vogn, de fire miles sejse veje kan endda drive skumsveden frem på de fire. Så ruller vognene ud af gården under viften og vinken, de hårdføreste trodser kulden og vinker det sidste farvel henne ved salsfløjen ved borggraven til vognene, der kommer frem på broen over åen og de aller hårdføreste venter, til den sidste bugtning af vejen opsluger vognene for sidste gang. - Scenen gentager sig år efter år, sommer og vinter, uden hensyn til vejr og vind og uden hensyn til den lange trættende rejse med den efterhånden voksende børneflok, ja stundom med et få måneder gammelt barn på armen. Det er den frejdige, uforknytte tante Theas, der på trods af alle besværlighederne trofast besøger sit gamle hjem.

Et andet minde: Det er aften i julen på Lerkenfeldt, søskende, svogre og svigerinder er samlet i dagligstuen, samtalen føres i smågrupper, et emne gribes, fænger og tager alles opmærksomhed, det kan være den sidste bog, den sidste mode eller det sidste teaterstykke, det kan også være et socialt politisk spørgsmål. Diskussionen bliver ivrig og almindelig, meningerne brydes og deler sig, men efterhånden er der en, der er kommet til at stå alene mod flere andre. Det er tante Thea. Hun fornægter sin mening veltalende og med glødende iver, bliver måske drevet lidt længere ud, end hun egentlig ønskede, men hun viger ikke, og det gør øjensynlig ikke mindste indtryk på hende, selv om hun kommer til at stå alene.

Et trede minde: Man beslutter en søndag aften at besøge tante Thea i hendes hjem i København, kommer derud, ringer på og finder, da man kommer ind i entreen denne propfuld af øjensynlig fremmed overtøj. Forskrækket spørger man, om der er selskab, Nej, aldeles ikke, der er alt sammen gæster, der er kommet af sig selv. Men selskab er der jo altså dog alligevel, kun ikke indbudt, og den varmegrad, hvormed man modtages af tante Thea, er den samme hjertelige, når man er den sidst ankomne, som når man er den første.

Endnu et minde, denne gang fra de sidste trange sygdomsår: Man kommer op for at se til tante Thea. Hun har nylig været meget syg og lidende, men er lidt bedre i øjeblikket og er øjensynlig glad og oplivet over besøget. Om sygdommen taler hun kun lidt og da med en egen vemodig, halv spøgende grundtone, men desto mere taler og spørger hun om andre, tager del i deres glæder og sorger, knytter tråden til samtalen ved forrige besøg, den hun husker med sin udmærkede og ganske usvækkede hukommelse, er ganske den gamle tanta Thea med sin varme deltagelse for andre og sin store interesse for dagens og tidens spørgsmål.

Disse små strejflys kan måske bidrage til, at billedet af tante Thea kommer til at stå klart i erindringen for dem, der kendte hende, men for dem, der ikke kendte hende, ville det netop kun være strejflys, der yderst ufuldkomment belyste hendes personligheds rige mangfoldighed. Hun kan tåle at ses under alle de synsvinkler, der naturligt frembryder sig i livet, som datter, som moder, som søster og som husmoder og værtinde. Som datter i barndomshjemmet unddrager hun sig min personlige erindring, da hun blev gift adskillige år, før jeg blev født, men det gensidige forhold mellem hende og det gamle hjem i den lange årrække vidner tilstrækkeligt i så henseende. Som hustru stod hun, det ved jeg fra mange sider, trofast ved sin mands side i godt som i ondt, og det sidste år, hun levede, var jeg selv vidne til den utrættelige omhu og opfrelse, hvormed hun plejede ham under hans hårde sygdom. Den tid, der derefter kom, var trang nok på mange måder, selv en højere embedsmands enkepension strækker jo ikke langt, når børneflokken er stor. Men hvis man tror, at hjemmet frembrød et billed af forsagthed eller modløshed af den grund, tager man fejl. Tværtimod, med uforknyt frejdighed og mod tog tante Thea ikke alene den opgave op at opdrage de endnu ikke voksne børn, men hjemmets døre stod allerede den gang altid åbne for slægt og venner. Hun kunne selv med humør og selvironi spøge over den tomme kasse, altid fandt hun dog udvej til at udøve sin gæstfrihed på en måde at den, der besøgte hende, følte, at han var velkommen. Og samtidig forstod hun den kunst at berede sine børn et virkeligt hjem, der med usynlige tråde holdt dem så fast, at de ikke følte trang til at søge adspredelserne udenfor hjemmets vægge. Efterhånden som kårene bedredes, blev hendes hjem i større stil et samlingssted for slægten, med ægte jysk gæstfrihed og levende slægtsfølelse fortalte hun traditionerne fra sit barndomshjem, og hendes hjem fik derved en betydning, der pegede langt ud over dets egns grænser.

En fremtrædende egenskab hos tante Thea var hendes levende interesse for mennesker, og i forbindelse hermed stod hendes udprægede sans for situationskomik. Hun foretog sjælden en rejse eller blot en længere spotvejstur, uden at hun havde en eller anden lille oplevelse at fortælle om, et eller andet komisk eller karakteristisk træk hos sine medrejsende at berette om, og hun havde en egen evne til at vinde menneskers fortrolighed, til at få dem til at åbne for hjertets lønkammer, en evne, hvorved hun blev i stand til i rigt mål at yde trøst og støtte til mange.

--------- men hun holdt ikke af at give sine følelser luft, og for alt der smagte af sentimentalitet var hun meget bange. Naturlig i sine yngre år kunne hun derfor nu og da i visse tilfælde frembryde indtryk af en kølighed, som hun i virkeligheden slet ikke var i besiddelse af. Sine meninger var hun aldrig bange for at udtale, og hun kunne blive ivrig under en diskussion, kunne også nok nu og da med en vis stædighed holde på et engang indtaget standpunkt, det kjeldsenske blod rullede jo da ikke for ingenting i hendes årer. Også i den henseende, at hun var i besiddelse af en varm fædrelands kærlighed og i det hele samfundsinteresseret i ikke ringe grad.

De sidste år tante Thea levede var til en vis grad trangt, navnlig gik sønne Einars død hende nær til hjertet og selv ramtes hun af en lang og hård sygdom. Men jeg har den tro, at havde hun selv kunnet vælge, ville hun dog ikke have ønsket et liv forkortet med en dag, thi med hele sin temperamentsrige personlighed og sin lyse natur elskede hun livet og menneskene.

&nbsp

Følgende er skrevet af O. Vaupell, særtryk af artikel i " Vort Forsvar " for 14. Juni 1855, og gengivet i bladet

" Slægten " nr. 11 og 13, fra 1918.

&nbsp

" I sit 12 år blev han Kadet, ved hver årsprøve flyttede han op i en højrer klasse og udnævntes den 1. November 1841, efter at have gjort tjeneste i et år som repetent ved Landkadetkorpset, til Sekondløjtnant i Oldenburgske Regiment, hvorfra han ved hærordenen af 1. Juli 1842 fortsatte til slevigske Jægerkorps, der fra 1842 kaldtes 4. Jægerkorps. I 1846 byttede han plads med en kammerat, der stod i 2. Jægerkops, og med denne afdeling rykkede han i felten 1848. Det kompagni, han stod ved, kom ikke synderlig i ilden, men det bivånede alle træfninger i dette felttog, og det gik den fyrige, unge løjtnant hårdt til hjertet, at folkene efter slaget ved Slesvig endnu havde hele deres patronforråd, og at de den næste dag, da de tre andre kompagnier leverede den glimrende Arrieregardefægtning ved Oversø, heller ikke kom til at måle sig med fjenden. Efter Lichts optegnelser stod tredje kompagni den dag ved Barderup, " Hvorfra det havde sine poster udstillede til Oversø ". I 1849 deltog Licht i træfningerne i Sundeved og i slaget ved Fredericia den 6te juli. Korpset tredie kompagni, ved hvilket han stadig var ansat, trak sig, da tropperne vare rykkede ud af Fredericia, forbi fjerde kompagni og vedblev at gå imodvest, indtil det kom til Oversvømmelserne. Det gik frem langs med dennes østre rand og blev stærkt beskudt i flanken fra den modsatte bred. Det rykkede derpå frem imod Redoute III, fra hvilken skanse de fjendtlige reservers angreb tvang kompagniet til at trække sig tilbage. Det optoges af tredie brigade, i forening med hvilken det slog fjenden og forfuldte ham til Bredstrup. For sit forhold i slaget blev Licht udnævnt til Ridder af Dannebrog.

1850 forfremmedes Licht til kompagnichef ved tiende lette bataillon og han førte sine Sønderjyder fra sejr til sejr i dette for os så lykkelige felttog. I slaget ved Isted den 25. juli kæmpede han på venstre fløj ved Vedelspang, hvor Oberst Krabbe med tre batailloner og otte kanoner slog den dobbelt så stærke fjende, der støttedes af 20 kanoner.

6 uger efter Istedslaget, da Tyskerne havde forvundet nederlaget, søgte de at hævne det, og deres fører, den preussiske General Willisen, angreb den 12. sep. med en styrke af 10 batailloner, 3 eskadroner og 46 kanoner, - Krabbes 3 batailloner, 12 kanoner og en eskadron, som ved Mjøsund og Østervold dækkede den danske hærs stilling ved Dannevirke. Kompagnierne Junghans, Müller og Licht af 10. Bataillon havde forpost på Østervolden. Licht stod på højre fløj ved Mølhorst, Junghans på venstre fløj i Kokkendorf og Müller i reserve. I flere timer modstod de kække kompagnier 3 batailloners og et batteris angreb. De forlod først Kokkendorf, da fjenden trak forstærkning til sig og gik under stadig kamp, dækkede af Dinesens kanoner, over Kokkendorf hede til Mjøsund. Efter at være passerede over Skibsbroen stillede de på Brinkerne langs Sliens nordre side. Slien danner her en lille halvø, der ypperlig egner sig til et hårdnakket forsvar, da den flankeres fra nordsiden. Halvøen forsvaredes af tredie reservebataillon og et kompagni af tredie Jægerkorps, der stod I lette feltforskansninger. Fjenden førte 7 batailloner og 26 kanoner frem i første lilje og stormede gentagne gange, men kastedes hver gang med kraft tilbage. Vore kanoner, der stod nord for Slien, støttede fodfolket ypperlig, og da flere af konstablerne faldt for de fjendtlige skarpskytters ild, ilede Licht med sine soldater hen til kanonerne og ydede dem en velkommen hjælp. Efter 3 timers beskydning forlod fjenden i aftenskumringen slagmarken og flygtede gennem Kosel og Veseby, forfulgt af vore 3 batailloer, Dinesens batteri og eskadronen Heramb. 10. Bataillon stormede frem på højre fløj og belyst af de brændende lejrhytter, som fjenden havde stukket i brand ilede den frem, indtil Brigadechefen standsede forfølgelsen til stor sorg for soldaterne, der med heftighed forlangte at vedblive med forfølgelsen. En officer, der om natten red over valgpladsen, anfører et smukt træk af en soldat, der var skudt gennem brystet, og han ville trøste, " Aa, tal ikke om mig, " svarede den dødelig sårede soldat, " der er jo faldet så mange idag, når vi blot sejre, så er det det samme med mig ". Så levende var kærligheden til fædrelandet i den danskes soldats bryst.

Efter at Sønderjylland var genvundet, kom Licht I 1850 tilbage til andet Jægerkorps, hvorfra han i 1854 fortsatte til den i Aalborg garnisonerende 11. Bataillon, med hvilken han rykkede i marken, i krigen 1864. Også i denne krig fik han gentagende gange lejlighed til at vise, at han var en udmærket fører og en modig soldat. Den 3. feb. 1864 angreb hele den østrigske hær under Gablenz forposterne af General Steinmanns division, der dækkede rummet mellem Rensborgchaussen og Hadebynor. Flere kompagnier af 11. Regiment indvikledes i forposternes kamp ved landsbyen Overselk. Licht havde halvdelen af sit kompagni stående langs med randen af en grusgrav, hvorfra den beherskede vejen, ad hvilken Østrigerne rykkede frem, den anden halvdel af kompagniet stod tilligemed kompagniet A. Staggemeyer i reserve. Skytterne af Lichts kompagni forsvarede kækt deres stillinger og da de stæerske Jægere, der dannede Østrigernes fortrop, stormede grusgraven, gik den anden halvdel af Lichts kompagni og kompagniet A. Staggemeyer imod dem, og det kom til et sammenstød, hvor både bajonet og kolbe brugtes med fryd. Østrigerne måtte vige. De forstærkedes med afdelinger af regiment Martini, og vore forposter forlod derfor Selk og stillede sig på det bakkedrag, der strækker sig fra Kongshøj til Noret. Gablenz angreb denne stilling med 4 batailloner og 2 batterier, imod hvilket vi kun stillede 1 kanon - dens kammerat var blevet taget af fjenden på tilbagetoget fra Selk.

Da det østrigske artilleris ild ikke var i stand til at bringe kompagnierne af 9de, 11te og 20de regiment til at vige, førte Gablenz sit fodfolk frem til storm. Det led store tab, og da det var kommet halvvejs op af skråningen, gik de danske kompagnier frem til modangreb og kastede fjenden ned af højderne. Han stormede på ny og nåede bakkekammen, men blev atter slået. Det kom til sammenstød med blanke våben. Lichts premierløjtnant, Johannes Beck og den tapre kaptajn Harald Meincke faldt i denne kamp.

Det var Major Rist, chefen for 11te regiment, der ledede kampen ved Selk og Kongshøj. Han var altid blandt de forreste og besad den sjældne evne at indgyde soldaterne sit eget ustyrlige mod, men han manglede overblik. Da det forekom ham, at fjendens angreb hovedsagelig var rettet gennem rummet mellem Brekendorfvejen og Noret, trak han de kompagnier, der stod vestfor vejen på Kongshøj, mod øst. Kongshøj blottedes, fjenden benyttede sig deraf, gik frem vestfor vejen og bemægtigede sig Kongshøj, som det ikke var muligt for den deling af 20de regiment, som kompagnichefen havde efterladt her, at holde. Fra det højt beliggende punkt rettede nu fjenden en ødelæggende ild i siden på vore kompagnier, der, overraskede ved at se stillingens nøgle i fjendens hænder, i stor uorden blandede imellem hinanden løb tilbage til Vedelspang. Der bragte bataillonscheferne atter orden tilveje og førte afdelingerne indenfor Dannevirke. Næppe havde de efter Scharffenbergs anvisninger besat den yderste af de to volde, det støtte sig til Hadebynor, så måtte de forsvare volden imod angrebene af den forreste østerrigske brigade, der under sin fyrige chef Gondrecourt stormede virket. Fra volden modtoges de fremstormende Østerrigere med så eftertrykkelige salver af vort artilleri og fodfolk, at de vaklede, og da vore reserver under Harald Stockfleth, Licht og Knauer med et livligt hurra viste sig på brystværnet, veg Østerrigerne og flygtede tilbage til Vedelspang. Fra denne by rykkede de atter frem, men ikke mere med den kraft som ved slagets begyndelse, og da Oberst Scharffenberg lod nogle kompagnier af 9de og 20de regiment gøre et udfald, så trak Østerrigernes hovedstyrke sig tilbage til syd for Kongshøj. I kampen var Licht blevet såret af en kugle i hovedet. Den 3. Kugle, der ramte ham på denne dag. Den første havde bortrevet en støvlehæl, den anden slog igennem hans rejsetaske, og flere af de breve, som han fra sygesengen skrev til sin hustru, ere skrevet på papir, der er gennemboret af en østerrigsk spidskugle, den 3. Kugle spolerede hans nue hue, som han fortæller spøgende i et brev, sønderrev pandehulen og prellede af på hans hjerneskal, han faldt baglæns ned af volden og havde nu nok for nogle uger. Da Dannevirke rømmedes, blev han med 15 andre sårede sat i en omnibus, der bragte ham til Flensborg, og derfra afgik han med dampskib til København. Medens han var bundet til sygesengen, var hans tanker altid ved hæren, hvor han blev savnet. Han skrev til sin hustru, der opholdt sig i Jylland,: " Kan du komme til København, skal Du skynde Dig, thi jeg ved ikke , hvor længe jeg er her. Saaanart Saaret er nogenlunde lægt, og Kræfterne melde sig, saa melder jeg mig atter til Tjeneste, thi Hæren trænger til sine Førere, den kan ikke undvære Officererne, især de ældre, den har mistet mange og mister flere hver dag; Fjenden vil have Ende paa denne Krig og er forbitret over den haardnakkede Modstand, han møder. Fæderlandets Nød kalder mig bydende til Virksomhed, den Pligt, jeg har at opfylde, maa jeg opfylde. Tro mig, Gud vaager over os, og hvad der end møde, da betragt Alt som den bedste Tilskikkelse. " - Han forklarede lægen, at både matheden, hovedpinen og den susen, han havde for ørene, ville gå over, når han kom til at marchere. Og næppe helbredt for sit farlige sår ilede han atter til hæren og kom tidsnok til at deltage i kampen ved Vejle den 8 mar., hvor han atter målte sig med sin gamle modstander, Østerrigerne. Hans kompagni var på forpost, fordelt i 3 feltvagter, syd for byen og åbnede kampen.

Klokken 2½ eftermiddag angreb fjenden Lichts kompagni med 2 kompagnikolonner, der gik luige imod den midterste feltvagt, som stod så godt opstillet i 2 dele i skovranden og bag en bakkekam syd for møllen, at angrebet afsloges og mange Østerrigere måtte bide i græsset. Da kompagniet erholdt befaling til at trække sig ind i Vejle, dækkede det sig med en deling under premierløjtnant Skeel, der opholdt fjenden, til fløjvagterne var frelste. Skeel såredes. Østerrigerne kørte 4 kanoner frem til møllen syd for byen og beskød kompagniet med granater. Det trak sig langsomt fra stilling til stilling ind i Vejle og Licht var blandt de sidste, der gik gennem forhugget, hvormed indgangen til byen spærredes. Det regnede med granater og kugler og fjenden var rapfodet. Han ryddede forhugget og trængte frem indtil torvet. Licht fik god lejlighed til at lægge sin førerdygtighed for dagen. Det blev også almindelig anerkendt og i hovedstadens første blade læste men den gang,; " Ellevte Regiment har kæmpet med mageløs Bravour ved Vejle. Af Officererne nævnes især Kaptajn de Fine Licht, den Samme, der ramtes af tre Kugler i Fægtningen ved Bustrup. " Han førte sit kompagni til den plads, der var bestemt for det på bakkerne på den østre side af strandkanten ved Horsensvejen og forsvarede den indtil den højestbefalende på grund af angrebets natur begyndte sin retræte imod nord. Kompagniet havde i denne træfning et tab af 6 dødelig og 20 mere eller mindre hårdt sårede mænd. Få dage efter træfningen ved Vejle forfremmedes Licht til Bataillonschef og hædredes d. 17. april 1864 med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Under forsvaret af Dybbølstillingen bevogtede Licht med sin bataillon i april strækningen fra Arnkilsøre til Kjærvig.

Ved 11te regiment vedblev Licht at gøre tjeneste til 1867, da han udnævntes til Oberst og chef for 19. Bataillon, som han førte i samfulde 13 år. I 1880 blev han chef for 26. Bataillon, som han førte til sin afsked fra hæren d. 1. april 1882.

Oberst Licht har ikke alene knyttet sit navn til Danmarks hædersdage, men han har også forstået at opretholde mandstugten og vække den krigerske ånd i fredens trange kår, hvor tiden skrider så trægt afsted for soldater. Han ofrede sig for pligten, gik bestandig den lige vej, og hans fejl var måske, at han var altfor beskeden i sin optræden. Han havde ypperlig kommando over sine folk, kendte sin tjeneste til punkt og prikke og løste godt den vanskelige gåde at optræde humant og dog udøve magten med fast hånd. Hans dygtige embedsførelse og jævne, bramfri optræden gjorde ham afholdt af alle. Et smukt bevis på sine undergivnes tillid erholdt han, da han en dag bivånede en yngre officers foredrag i forsvarssagen. Efter foredraget anmodede den pågældende officer ham om at sige nogle ord til den talrige forsamlig af landsmænd. Han sagde: " Jeg ser i denne Forsamling adskillige Kammerater fra Felten. Man kan ikke sige Andet om os, end at vi have kæmpet som modige Mænd, men vi have bittert beklaget og dyrt betalt, at vore Fæstninger vare i slet Stand. Fæderlandet maa bukke under i første Sammenstød, naar det Sted, hvor Flaaden skal rustes, og hvor vi have de Vaaben og Forraad liggende, hvormed Krigen skal føres, er udsat for at falde i Fjendens Haand, naar vi ikke have faste Støttepunker." Nu kom der liv i forsamlingen. En gammel soldat, en bondemand, for resten en ægte og sand venstremand, men en af dem, der sætte hensynet til fæderlandets selvstændighed langt over partikævlet, sagde, : " Obersten har altid haft vor tillid, og hvad han foreslår, der er rigtig. Når han siger, det er nødvendigt, at København befæstes, så er det så og så er det blot underligt, at regeringen ikke for længe siden har taget fat, da det jo er nødvendigt for vore kære fæderlands fremtidige beståen. "

Da Oberst Licht blev opfordret til at søge sin afsked, kunne han ikke fatte, at det var nødvendigt, da de, som skulle drages frem, efter hans skøn næppe var hans jævnbyrdige i mod og tjenstdygtighed, Han knækkedes vad dette slag og døde efter en langvarig sygdom. Alle hans gamle kammerater mødte ved hans båre og kappedes om at lægge deres deltagelse for dagen.

f. 16 aug 1755 i Ødum, Randers, Jylland, bopæl (person) 1787 i Laurbjerg by, Galten,

Randers,17 bopæl (person) 1801 i Øster Velling by som enkemand, d. 28 mar 1832 i Øster Velling, Viborg,

stilling 1785 præst i Laurbjerg, stilling 12 okt 1787 sognepræst i Øster Velling.8 Han blev gift med (1)

Christiane Conradine Ness, gift 28 aug 1786 på Frisenvold, Ørum sogn,4,8 f. 1757 i Laurbjerg, bopæl

(person) 1787 i Laurberg by, Galten, Randers,17 d. 5 jun 1792.4 Han blev gift med (2) Cathrine Marie Ness,

gift 10 maj 1793 på Frisenvold,4 f. 1761, d. 18 feb 1794 i Velling.4 Han blev gift med (3) Mariane Poulsen,18

gift 8 jul 1794, 8 f. 29 jul 1764 i Laurbjerg, 4 d. 29 mar 1800 i Øster Velling.8 Han blev gift med (4) Sophie

Elisabeth Plesner,4 gift 30 okt 1801 på Kierbygaard, Kasted sogn,8 f. 17 aug 1775 i Rårup, bopæl (person)

1787 ved sin far i Rårup,17 bopæl (person) 1801, bopæl (person) 1834 i Storegade, Grenå, 13 d. 16 feb 1836 i

Grenå.

f. 1853, Skuespiller. Chr. Z., der er Søn af Blikkenslager Gerhard Z. og Marie f. Christensen (f. 1824 d. 1901), er født 27. Sept. 1853 i Kjøbenhavn; efter sin Konfirmation kom han i Guldsmeddel

ære, og skjønt Theaterlysten tidlig og sent fristede ham, stod han dog sin femaarige Læretid igjennem, men aldrig saa snart var han udlært Svend, før han opgav Haandværket for Theatret. 19. Jan.

1873 debuterede han i Horsens ved det Svendsenske Provinsselskab som Frantz v. Rambow i «Landmandsliv» og vandt sig hurtig ved sin unge Frejdighed og sit smukke Ydre en yndet Stilling i Provinserne

. Direktør Th. Andersen fik Kig paa ham, og 9. Okt. 1876 havde Z. som Halling i «En Spurv i Tranedans» sin første Fremtræden paa Kasinotheatret i Kjøbenhavn; her udviklede han sig i Løbet af ko

rt Tid til en næsten ideal Vaudevilleelsker: han var ung og kjøn, bevægede sig frit og let, saa glad og frejdig ud, sang frisk og muntert. Z. udvidede snart sit Virkefelt; hans Ungdom og Trohjærte

thed førte ham til Æventyrskuespillene, hvor han navnlig som Christian i «Ole Lukøje» viste et skjælmsk-indtagende og komisk-rørende Humør, hans gode Sangstemme skaffede ham store Operetteroll

er som Orestes i «Orfevs i Underverdenen», Henri i «Cornevilles Klokker» og Griolet i «Tambourmajorens Datter», hans raske Fremtræden gjorde ham selvskreven til Folkekomediehelte som Ingomar i

«Ørkenens Søn» og Svend Trøst i «Ridderen af

283

Randers Bro» og efterhaanden fik han ogsaa Myndighed i det samtidige Skuespil, f. Ex. som André i «Dora».

Efter

5 Aars Virksomhed paa Kasino engageredes Z. til det kongl. Theater, og her fremtraadte han første Gang 2. Sept. 1881 som Richard i «En Valkyrje». Z. kom hurtig ind i et omfattende Repertoire-, han

var selvskreven til de sorgløse Vaudevilleelskere (Hammer i «Nej», Herløv i «Æventyr paa Fodrejsen») og til de lystige Ungersvende i det borgerlige Lystspil (Nikolaj Rejersen i «Sparekassen»

, Vandbye i «Gulddaasen»), og desuden anvendtes han som lyrisk Elsker i romantiske Skuespil (Thorstein i «Syvsoverdag », Tristan i «Kong Renes Datter»), skjønt hans Deklamation ikke var lydelø

s, men af og til skæmmedes af en vis Smagen paa Ordene. Z. har end videre gjennemspillet adskillige af de Oehlenschlägerske Helte, og naaede han end ikke det fulde Udtryk for disses højbaarne Skæb

netrods, virkede han altid med en mandig Kraft; denne svigtede ham heller ikke, da han vovede sig i Kast med selve Hakon Jarl, som det dog ikke lykkedes ham at give nogen dybere Særtegning; hans beds

te Ydelse inden for Oehlenschläger er ubetinget Oluf i «Dronning Margareta», hvor han forenede lyrisk Varme med vederhæftig Uerfarenhed. Den mandige Kraft, Z. besidder, er ogsaa kommen ham til god

e ved Fremstillingen af de stærke oprindelige Følelser hos uciviliserede Folkekarakterer som Nikita i «Mørkets Magt», medens han paa den anden Side i de senere Aar har vidst at omsætte den til r

olig Myndighed i en Del Dramafædre; han raader ogsaa over en komisk Aare, der bl. a. har givet sig til Kjende i letkarikerede Levemænd (Grev Maagenhjelm i «Den kjære Familie»). — Z., der udnæv

ntes til kongl. Skuespiller i April 1890, befinder sig i Øjeblikket i den vanskelige Overgang mellem ung og gammel: Aarene, der ikke ere gaaede sporløst hen over hans Spænstighed, besværliggjør h

am de unge Roller, uden at han endnu har fundet sig til rette i det ældre Rollefag.

Z. er gjentagne Gange optraadt som Gjæst i Norge: paa Theatret i Bergen 1889 og 1898 og paa Nati

onaltheatret i Christiania 1897 og 1898; han har desuden hyppig ledet Sommerrundrejser i de danske Provinser af Skuespillere fra det kongl. Theater; da han med et saadant Selskab i Juni 1894 vilde giv

e Forestillinger i Slesvig, udvistes han og hans Fæller af Kongeriget Preussen. — 1895—98 var han Formand for »Skuespillerforeningen».

284

Z. ægtede 11. Maj 1876 Alphonsa

Steinbecker (f. 14. Sept. 1853), Datter af Skræddermester Johannes S. (f. 1808 d. 1854).

F. T. 1845 Lars Peter var tilsyneladende skolelærer i Valsømagle by, men i F. T. 1845 benævnes hans kone som den forflyttede lærers kone. Lars Peter nævnes ikke selv i folketællingen for Vals

ømagle.

F. T. 1850 Familien bor på skolen i Jystrup by. Lars Peter døde af lungebetændelse.