Notater

der fortælles af Provst Bøgh, at det ikke er usansynligt at der var en Henrik Ecklef af holstensk adel. som tidligere skulle være page og siden kammerjunker hos kong Frederik den anden, og som skulle have fået Sprogø som gave sammen med flere øer i Storebælt. Bøgh skriver dog at man ikke kan være helt sikker på denne beretning, da mennesker jo har det med at huske forkert, eller som han skriver hukommelsen kan let fejle. han skriver også at det muligvis var for at sikre at der var mulighed for at afholde gæstgiveri på øen ved den lange og vanskelige overfart det var den gang.

Der hersker megen uoverensstemmelse i angivelsen af b²rnenes antal.

Gravskriften kender kun 7 b²rn, hvoraf 2 var d²de f²r forµldrene; af de 5

overlevende skulle der vµre 1 s²n of 4 d²ttre; mêa dog vµre fejlagtig da mindst

3 s²nner og 4 d²ttre overlevede forµldrene; lµgger man hertil de 2, som skal

vµre d²de f²r forµldrene, er der imidlertid endnu 5 tilbage, om hvem man intet

ved, og som kanske derfor burde udgêa af stamtavlen; sµrlig gµlder dette de

under X. 7-10 opf²rte 4 b²rn som vel neppe alle kan vµre f²dte mellem Helene

Sofie Kaas f. 1682 og Henrik Bjelke Kaas f. 1686. Birgitte Helvig Kaas X7 og

Beate Helvig Kaas X14, er vel samme person. B²rnenes rµkkef²lge er ogsêa meget

usikker. Jens J²rgen Kaas X12 mêa sêaledes vel vµre af de µldste b²rn (muligvis

med X2), da han ved sin d²d 1704 allerede var kaptajn i garden, og sêaledes

neppe kan vµre f²dt efter broderen Henrik Bjelke Kaas, der f²rst 1706 blev

l²jtnant.

H. M. -K.

Deres søn Alexander blev før 1900 sendt til Canada, mens sønnen Peter 1897 arvede trælasthandlen og førte den videre mange år frem

Hun var iøvrigt kvartkusine til den norske maler Edvard Munch (1863-1944).

deres ugifte børn, HAns Fabricius f 1768 d 1784. Conradine Vilhelmine Antoinette Fabricius f 1770 død 1778.

Det er lidt usandsynligt at hun har fået et barn i alderen 60 år.

Så hun er sandsynligt født senere. CM

Det er sandsynligt at Johanne er død inden famillien skiftede navn til Lykkenshede i 1908

Det finnes et brev etter han, skrevet til broren Laurs. Det er skrevet på Strømsøe 11 Juli 1744.

Det finnes et brev fra han til broren Laurs, skrevet 10 Februar 1736 i Fredriksberg, Danmark.

Det fortælles, at han mistede sine penge, da flåden gik tabt under Englandskrigene, idet han måtte stå i forskud for skibenes udrustning. Hustruens bøn til Frederik VI om kompensation blev venligt modtaget, men var uden virkning. 12 børn iflg. familiebibel.

Det fortælles, at hun først havde fattet Kærlighed til sin senere Svoger M.P.Secher, men at hun, da denne halv Vejs havde bundet sig til sit Søskendebarn(Niece) A.S.Müller, nægtede at gifte sig med ham og tog hans Broder.

Hendes Samiv med denne er omtalt ovenfor;han lod hende, der var en kraftig og dygtig Natur og i adskilligt slægtede Moderen paa, raade i mangt og meget, af og til maaske for meget.

Naar hun brusede for stærkt op mod Børnene eller Tyendet, kunde dog et:"AnþMari!" udtalt fra Mandens Side,altid bringe Ro i Sindet;Børnene sluttede heraf, at Moderen dog alligevel var bange for Faderen.

Hun gennemførte stor Tarvelighed i Huset ogsaa med Hensyn til Børnenes Føde og Paaklædning, saa at Sønnerne stod paa Kirkegulvet til Konfirmationen i samme Klæder, den ene efter den anden. Børnene plejede , naar de Voksne havde faaet Kaffe, at faa denne spædt halvt op med Vand.

Sønnen Marcus, som var hendes Yndling, vilde engang vænne hende af hermed og kyssede hende først efter Sædvane paa den Haand til "Tak for Kaffe"; dernæst tog han den anden haand og kyssede den til "Tak for Vand";men denne Ironi indbragte ham kun Prygl, indtil faderen rejste sig og sagde, at nu var det nok.

Som Eksempel paa hendes Opfarenhedfortælles yderligere:de gamle havde været til et større Middagsgilde i Aarhus, hvorfor der var Tjener paa Kareten. Af Drengene var kun de 3 yngste hjemme; da Kareten kører ind paa Gaarden, løber de ud for at tage mod Forældrene.Tjeneren -tillige Gartner- maa have forset sig mod Madammen, for da han aabner Karetdøren, slaar hun ham "en paa Snuden".Drengene luskede af som vaade Hunde, da Erfaringen havde lært dem , at naar Moderen begyndte at holde Standret , gaar det ofte ud over flere.

Da Anne Marie Mørch var liden, kom der engang en norsk Spaakvinde til Nørlund og udbad sig af hendes Moder at maatte spaa dennes mange Pigebørn.Hun fik Lov dertil for de ældres vedkommende, men omdisses Skæbne havde hun ikke mærkeligt at fortælle. Hun spurgte derfor, om hun ikke maatte se den lille Piges Haand, da hendes Skæbne ville blive mærkeligere end de andres.

Da det nu tillodes , sagde hun, at Anne Marie vilde blive gift med en Mand, der ejede en stor Herregaard med 6 (eller 8) Skorsetne, og at hun vilde blive som en Moder for en Søsters Børn.Hvis hun kunde overleve sin 50de Fødselsdag, vilde hun blive meget gammel, men det vilde holde haardt.

Da nu det andet , som Spaakonen sagde gik i Opfyldelse, ogsaa det med Søsterbørnene, thi da Søsteren , der var gift med Tomas Secher døde,blev hendes 4 Døtre opfostrede paa Kærbygaard, gjorde Spaadommens sidste Delet stærkere og stærkere Indtryk paa A.M.Mørch, og da hun nærmede sig det 50de Aar, var hun overtydet om at hun ville dø til forudsagte Tid. Dette skete ogsaa, hun døde af Gulsot 49 Aar og 2 Maaneder gammel.Paa Grund af den Indflydelse , som Spaadommen havde paa hende, vilde hun ikke taale nogen spaakælling i sit Hus-Hun havde indført sin Bryllupsdag og Navnene paa sine Børn i sit med Sølvspænder forsynede Eksemplar af Kingos Salmebog, som nu ejes af mig(V.A.Secher). 

Det Schouboe'ske Institut, Kbh.

1794 oprettet 3-2-1794 i Ny-adelgade 185 af F.C. Schouboe som skole med preliminair-classe (f. 1766 - d. 1829)

1798 udvides med afdeling, der fører til eksamen artium og en afdeling for "ustuderende" (dvs. handels- og militærfolk) og pensionat

1799 flytter til nr 142 på hjørnet af tugthusporten og store helliggejststræde

1808 N.F.S. Grundtvig tilknyttet som lærer i historie og geografi, 1808-11

1814 nedlagt

1824 opretter igen et institut i Kbh., død 1829

Det vedhæftede avisnotits siger følgende.

Guldbryllup

Gamle maler C. Lorenzen og hustru, Holbæk, højtideligholder i dag deres 50 aars bryllupsdag under megen opmærksomhed fra slægt og venner og almindelig flagning i byen.

De gamle agtværdige ægtefolk vækkedes i morges ved musikens toner, og de fandt indgangen til deres hjem smykket med grønt og flag. Op på formiddagen strømmede lykønskningerne in. Bl. a. mødte Vaabenbrødreafdelingens bestyrelse og overbragte en sølvkageske. De indløbende telegrammer og andre skriftlige hilsner samlede sig på bordet i det lille hyggelige hjem til en hel stabel, og blomster og gaver fyldte op allevegne.

Maler Lorenzen, der er 77 aar er barnefødt i Holbæk, medens hans 72 aar gl. hustru er født ovre paa Tudse Næs. Malerhaandværket studerede Lorenzen hos daværende maler Bjergaard i Bølfekrogen, og i 1873 overtor han efter maler Conradsen den forretning i Studiestræde, som han driver den dag i dag.

LOrenzen er veteran fra 64. Han laa i skanse nr. 4, da Dybbølstillingen blev taget, og han var 16 uger i fangenskab i det tyske.

Begge ægtefolk kan glæde sig ved et i forhold til deres alder ualmindelig godt helbred. De var meget rørte og taknemlige over al den velvilje, de i dagens anledning mødte.

(Udklippet er fundet blandt Johan Frederik Madsens efterladte fotoalbums)

Dicibel i Nykj. F. Latinskole 1689-1703

Immatr. ved Kbhvn.s Univ. 19. juli 1703

Bacc., 18. maj 1705

cand.theol. 6. sept. 1708

Laerer i Theologi 1708-1718

Magister 21. juli 1718

Lektor i Theologi ved Kbhvn.Univ. 1718-1725

Dicipel i Nykj. F. Latinskole, 1662/1673

Degn i Noerre-Kirkeby, 1668/1669

Degn i Sundby -Stadager sogn, 1670

Degn i Veggerloese, 1671-1672

Immatr. ved Kbhvns Univ. 19.juli 1673

Cand.theol. 6. aug. 1675

died suddenly 1 August 1564

--------------------

Digteren H. C. Andersen hari et digt skrevet om Krebsehuset.

Et stykke perlesnor

af Hans Christian Andersen

I.

Jernbanen i Danmark strækker sig endnu kun fra København til Korsør, den er et stykke perlesnor, dem Europa har en rigdom af; de kosteligste perler der nævnes: Paris, London, Wien, Neapel; - dog mangen én udpeger ikke disse store stæder som sin skønneste perle, men derimod viser hen til en lille umærkelig stad, der er hjemmets hjem, der bor de kære; ja, tit er det kun en enkelt gård, et lille hus, skjult mellem grønne hække, et punkt, der flyver hen idet banetoget jager forbi.

Hvor mange perler er der på snoren fra København til Korsør? Vi vil betragte seks, som de fleste må lægge mærke til, gamle minder og poesien selv giver disse perler en glans, så at de stråler ind i vor tanke.

Nær ved bakken, hvor Frederik den Sjettes slot ligger, Oehlenschlägers barndomshjem, skinner i læ af Søndermarkens skovgrund én af perlerne, man kaldte den "Filemons og Baukis hytte," det ville sige: to elskelige gamles hjem. Her boede Rahbek med sin hustru Camma, her, under deres gæstfrie tag, samlede sig i en menneskealder alt åndens dygtige fra det travle København, her var et åndens hjem,- - og nu! sig ikke, "ak, hvor forandret!" - nej, endnu er det åndens hjem, drivhuset for den sygnende plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gemmer dog, skjult, alle spirer til blad og frø. Her skinner åndens sol ind i et fredet åndens hjem, opliver og levendegør. Verden rundt om stråler ind gennem øjnene i sjælens ugranskelige dybde: Idiotens Hjem, omsvævet af menneskekærligheden, er et helligt sted, et drivhus for den sygnende plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds urtegård. De svageste i ånden samles nu her, hvor engang de største og kraftigste mødtes, vekslede tanker og løftedes opad - opad blusser end her sjælenes flamme i "Filemons og Baukis' Hytte".

Kongegravenes by ved Hroars væld, det gamle Roskilde, ligger for os; kirkens slanke tårnspir løfter sig over den lave by og spejler sig i Isefjorden; én grav kun vil vi her søge, betragte den i perlens glar; det er ikke den mægtige uniondronning Margrethes - nej, inde på kirkegården, hvis hvide mur vi tæt ved flyver forbi, er graven, en ringe sten er lagt hen over den, orglets drot, den danske romances fornyer, hviler her; melodier i vor sjæl blev de gamle sagn, vi fornam hvor: "De klare bølger rulled'," "der boede en konge i Lejre!" - -Roskilde, kongegravenes by, i din perle vil vi se på den ringe grav, hvor i stenen er hugget lyren og navnet: Weyse.

Nu kommer vi til Sigersted ved Ringsted by; ålejet er lavt; det gule korn vokser, hvor Hagbarths båd lagde an, ikke langt fra Signes jomfrubur. Hvem kender ikke sagnet om Hagbarth, der hang i egen og Signelils bur stod i lue, sagnet om den stærke kærlighed.

"Dejlige Sorø omkranset af skove" din stille klosterby har fået udkig mellem de mosgroede træer; med ungdomsblik ser den fra akademiet ud over søen til verdenslandevejen, hører lokomotivets drage puste, idet den flyver gennem skoven. Sorø, du digtningens perle, der gemmer Holbergs støv! Som en mægtig, hvid svane ved den dybe skovsø ligger dit lærdoms slot, og op til den, og derhen søger vort øje, skinner, som den hvide stjerneblomst i skovgrunden, et lille hus, fromme salmer klinger derfra ud gennem landet, ord mæles derinde, bonden selv lytter dertil og kender svundne tider i Danmark. Den grønne skov og fuglens sang hører sammen, således navnene Sorø og Ingemann.

Til Slagelse by - ! hvad spejler sig her i perlens glar? Forsvundet er Antvorskov kloster, forsvundet slottets rige sale, selv dets ensom stående forladte fløj; dog et gammelt tegn står endnu, fornyet og atter fornyet, et trækors på højen derhenne, hvor i legendens tid Hellig-Anders, den Slagelse-præst, vågnede op, båren i én nat herhid fra Jerusalem.

Korsør - her fødtes du, der gav os:

- "Skæmt med alvor blandet

i viser af Knud Sjællandsfar."

Du mester i ord og vid! de synkende gamle volde af den forladte befæstning er nu her det sidste synlige vidne om dit barndomshjem; når solen går ned, peger deres skygger hen på den plet, hvor dit fødehus stod; fra disse volde, skuende mod Sprogøs højde, så du, da du "var lille," "månen ned bag øen glide" og besang den udødeligt, som du siden besang Schweiz' bjerge, du, som drog om i verdens labyrint og fandt, at -

"- - ingensteds er roserne så røde,

og ingensteds er tornene så små,

og ingensteds er dunene så bløde

som de, vor barndoms uskyld hvilte på!"

Lunets liflige sanger! vi fletter dig en krans af skovmærker, kaster den i søen, og bølgen vil bære den til Kielerfjord, på hvis kyst dit støv er lagt; den bringer hilsen fra den unge slægt, hilsen fra fødebyen Korsør - hvor perlesnoren slipper!

II.

"Det er rigtignok et stykke perlesnor fra København til Korsør," sagde bedstemoder, der havde hørt læse, hvad vi nu nys læste. "Det er en perlesnor for mig og det blev den mig allerede for nu over fyrretyve år siden!" sagde hun. "Da havde vi ikke dampmaskinerne, vi brugte dage til den vej, hvor I nu kun bruger timer! Det var 1815; da var jeg enogtyve år! det er en dejlig alder! skønt op i de tres, det er også en dejlig alder, så velsignet! - I mine unge dage, ja, da var det en anderledes sjældenhed, end nu, at komme til København, byen for alle byerne, som vi anså den. Mine forældre ville, efter tyve år, engang igen gøre et besøg der, jeg skulle med; den rejse havde vi i åringer talt om og nu skulle den virkelig gå for sig! jeg syntes, at et helt nyt liv ville begynde, og på en måde også begyndte der for mig et nyt liv.

Der blev syet og der blev pakket sammen og da vi nu skulle af sted, ja, hvor mange gode venner kom ikke for at sige os lev vel! det var en stor rejse vi havde for! Op ad formiddag kørte vi ud fra Odense i mine forældres holstenske vogn, bekendte nikkede fra vinduerne hele gaden igennem, næsten til vi var helt ude af Sankt Jørgens Port. Vejret var dejligt, fuglene sang, alt var fornøjelse, man glemte, at det var en svær, lang vej til Nyborg; mod aften kom vi der; posten indtraf først ud på natten og før afgik ikke børtfartøjet; vi tog da om bord; der lå nu ud foran os det store vand, så langt vi kunne øjne, så blikstille. Vi lagde os i vore klæder og sov. Da jeg i morgenstunden vågnede og kom op på dækket, var der ikke det mindste at se til nogen af siderne, sådan en tåge havde vi. Jeg hørte hanerne gale, fornam, at solen kom op, klokkerne klang; hvor mon vi var; tågen lettede, og vi lå såmænd endnu lige uden for Nyborg. Op ad dagen blæste endelig en smule vind, men stik imod; vi krydsede og krydsede, og endelig var vi så heldige, at vi klokken lidt over elve om aftnen nåede Korsør, da havde vi været toogtyve timer om de fire mil.

Det gjorde godt at komme i land; men mørkt var det, dårligt brændte lygterne og alt var så vildtfremmed for mig, der aldrig havde været i nogen anden by end i Odense.

"Se, her blev Baggesen født!" sagde min fader, "og her levede Birckner!"

Da syntes mig, at den gamle by med de små huse blev med ét lysere og større; vi følte os dertil så glade ved at have landjorden under os; sove kunne jeg ikke den nat over alt det meget, jeg allerede havde set og oplevet, siden jeg i forgårs tog hjemmefra.

Næste morgen måtte vi tidligt op, vi havde for os en slem vej med forfærdelige banker og mange huller til vi nåede Slagelse, og videre frem på den anden side var nok ikke stort bedre, og vi ville gerne så betids komme til Krebsehuset, at vi derfra endnu ved dag kunne gå ind i Sorø og besøge Møllers Emil, som vi kaldte ham, ja, det var eders bedstefader, min salig mand, provsten, han var student i Sorø og netop færdig der med sin anden eksamen.

Vi kom efter middag til Krebsehuset, det var et galant sted dengang, det bedste værtshus på hele rejsen og den yndigste egn, ja, det må I da alle indrømme, at den endnu er. Det var en ferm værtinde, madam Plambek, alt i huset som et glatskuret spækbræt. På væggen hang i glas og ramme Baggesens brev til hende, det var nok værd at se! mig var det en stor mærkelighed. - Så gik vi op til Sorø og traf der Emil; I kan tro, han blev glad ved at se os, og vi ved at se ham, han var så god og opmærksom. Med ham så vi da kirken med Absalons grav og Holbergs kiste; vi så de gamle munkeindskrifter, og vi sejlede over søen til "Parnasset," den dejligste aften jeg mindes! jeg syntes rigtignok, at skulle man nogensteds i verden kunne digte, måtte det være i Sorø, i denne naturens fred og dejlighed. Så gik vi i måneskin ad Filosofgangen, som de kalder det, den dejlige ensomme vej langs søen og Flommen ud mod landevejen til Krebsehuset; Emil blev og spiste med os, fader og moder fandt, at han var blevet så klog og så så godt ud. Han lovede os, at han inden fem dage skulle være i København hos sin familie og sammen med os; det var jo pinsen. De timer i Sorø og ved Krebsehuset, ja, de hører til mit livs skønneste perler! -

Næste morgen rejste vi meget tidligt, for vi havde en lang vej før vi nåede Roskilde, og der måtte vi være så betids at kirken kunne ses, og ud på aftnen fader besøge en gammel skolekammerat; det skete også og så lå vi natten over i Roskilde og dagen derpå, men først ved middagstid, for det var den værste, den mest opkørte vej, vi havde tilbage, kom vi til København. Det var omtrent tre dage, vi havde brugt fra Korsør til København, nu gør I den samme vej i tre timer. Perlerne er ikke blevet kosteligere, det kan de ikke, men snoren er bleven ny og vidunderlig. Jeg blev med mine forældre tre uger i København, Emil var vi dér sammen med i hele atten dage, og da vi så rejste tilbage til Fyn, fulgte han os lige fra København til Korsør, der blev vi forlovet før vi skiltes ad; så kan I nok forstå mig, at også jeg kalder fra København til Korsør et stykke perlesnor.

Siden, da Emil fik kald ved Assens, blev vi gift; vi talte tit om Københavnsrejsen, og om at gøre den engang igen, men så kom først eders moder, og så fik hun søskende, og der var meget at passe og tage vare på, og da nu fader forfremmedes og blev provst, ja, alt var en velsignelse og glæde, men til København kom vi ikke! aldrig kom jeg der igen, hvor tit vi tænkte derpå og talte derom, og nu er jeg blevet for gammel, har ikke legeme til at fare på jernbane; men glad ved jernbanerne er jeg! det er en velsignelse at man har dem! så kommer I hurtigere til mig! Nu er Odense jo ikke stort længere fra København, end den i min ungdom var fra Nyborg! I kan nu flyve til Italien lige så hurtigt som vi var om at rejse til København! ja det er noget! - alligevel bliver jeg siddende, jeg lader de andre rejse! lader dem komme til mig! men I skal ikke smile endda, fordi jeg sidder så stille, jeg har en anderledes stor rejse for, end eders, én, meget hurtigere, end den på jernbanerne; når Vorherre vil, rejser jeg op til "Bedstefader," og når så I har udrettet eders gerning og glædet eder her ved denne velsignede verden, så ved jeg, at I kommer op til os, og taler vi da dér om vort jordlivs dage, tro mig, børn! jeg siger også dér som nu: "Fra København til Korsør, ja, det er rigtignok et stykke perlesnor!"

Kilder: H.C.Andesens Eventyr bind 7 side 208 og 209

Nye Eventyr og Historier. Første Række. Tredie Samling. 1859

DSL: H. C. Andersens Eventyr (1963-1990) (herefter blot "H.C. Andersens Eventyr") bd. 3, s. 144 webadresse: http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?p_udg_id=96&p_sidenr=144&hist=fmP&nnoc=adl_pub

Dimiteret 1799 fra Slagelse Lærde Skole, blev juridisk kandidat 1803, skønt han sideløbende måtte forsørge sin mor og sine 2 søskende efter farens død. Blev 1804 udnævnt til auditør i hæren og lærer i lovkyndighed ved Søakademiet. 1808 Overauditør og søkrigsprokurør. 1810 Højesteretsadvokat. 1824 justitsråd, 1830 kammeradvokat. 1832 etatsråd. Afgik 1839 som meddirektør for ”Bombebøssen”, hvortil han var blevet udnævnt 1820, grundet svagelighed. Gift 20.juli 1804 med Anne Sophie Kirksteen i Garnisonskirken, København. Bosat indtil 1823 i Dronningens Tværgade 273 i København. Flyttede herefter til Christianshavn, til ejendommen på hjørnet Strandgaden og Torvegaden. I de sidste leveår boede de i Nørregade 229, Kbh.Sommeren tilbragte familien på deres ejendom ”Steengaarden”, mellem Gladsaxe og Kgs. Lyngby. I perioden 1816-19 benyttede familien „Steengaarden“ som helårsbolig.

Diplomingenjör chef för Svenska Takpappfabriken i Malmö, Chef for AB Skanska Takpappfabriken i Malmø.

Direktør i A/S Sagførernes Auktioner

Direktør for Fængselsvæsenet

Student fra Herlufsholm 1899, Cand.Jur.1905. Studerede engelsk strafferet og retspleje i London og Oxford1906-07.Overretssagfører i Kbh- 1908.Viceinspektør ved straffeanstalterne 1910.Inspektør ved Nyborg Straffeanstalt 1917, for Vridsløselille 1919 og chef for Fængselsvæsenets ekspeditionskontor 1919 og chef for fængselsvæsenets ekspeditionskontor 1921.Konst,dir,1926,udnævnelse 1.5.1927.

Kampmann var 1915 konst. assecor i Københavnþs Kriminal- og Politiret , og ville egentlig gerne have forsat som dommer, men arbejdet med at reformere fængselsvæsenet optog ham stærk.Ved udarbejdelsen af den nye borgerlige straffelov af 1930 deltog Kampmann virksomt.

Loven medførte gennemgribende forandringer og en betydelig udvidelse af fængselsvæsenet, bl.a. tilkom helt nye straffeafsoningsformer , som krævede helt nye anstalter.

Ungdomsfængselet og Arbejdshuset lå Kampmann særligt på hjerte.Dette store reformarbejde gennemførtes på kort tid,trods de store vanskeligheder der i disse år var med at skaffe de nødvendige bevillinger, og vakte stor interesse ude i verden , hvor Danmark i disse år betragtedes som et foregangsland på straffeafsoningens område.Kampmann var bestyrelsesmedlem i Vridsløselille og Nyborg Straffeanstalters Fængselsselskab i 1913-27, medlem af Fængselsvæsenet og Tilsynsnævnet ,medlem af bestyrelsen for Dansk Kriminalistforening og medlem af "Nordisk Tidskrift for Strafferet" indtil sin død.

Kampmann deltog i mange konferencer og kongresser ;særlig bør nævnes den internationale fængsels- og strafferetskonference i London 1925, samme i Prag 1930 og Berlin 1935; ved de to sidstnævnte som officiel delegeret for Danmark.Han var også Danmarks officielle delegerede i "Commission Internationale Pénale et Penitentiaire" i Bern.

I Kampmanns tid overgik tidligere kommunale fængseler og arresthuse til staten, og K. var formand for en del udvalg, som forberedte og gennemførte denne reform, ligesom for en del andre udvalg.1930 gav Kampmann , på den engelske regerings anmodning, møde for en parlamentkommision (Select Commitee on Capital Punishment) om dødsstraffens bevarelse eller afskaffelse. Kampmann var en afgjort modstander af dødsstraffen og alle former for åndelig eller legemlig vold.

Besættelsen medførte at Kampmann måtte improvisere lejre, som kunne anvendes til internering, først af englændere og siden politiske fanger.For Kampmann var dette det bitreste der kunne ske ,allerede i 1935 havde han i Berlin , overfor præsidenten i Tysklands Højesteret, udtalt sin skarpe fordømmelse af "den nye tyske rets" principper, en linie han, sammen med de øvrige nordiske delegerede, havde ført videre i "Commission Internationale".

Ved den tykse "Reich-Justitzministers" besøg i Danmark havde han stolt erklæret at "i Danmark findes ingen politiske fængsler og ingen politiske fanger, her har indbyggerne ret og frihed til at have hviken religion og politisk overbevisning de vil , og ret til frit at give udtrk for den." At han ikke blev troet af den tyske gæst er vel ret karakteristisk for sidstnævnte.

Kampmann har udgivet : Samling af Bestemmelser vedr.Arrestvæsenet i Danmark",Fængselsvæsenets udvikling gennem Tiderne(i Dansk Politistat 1934),Fængselsvæsenet(i Danmarks Kultur ved år 1940)1942 , og desuden skrevet en række faglige afhandlinger i danske og udenlandske tidsskrifter.Om Kampmann har den norske direktør Hartvig Nissen skrevet en biografi med bibliografi(utrykt),Knud Pontoppidan har malet Kampmann i hans hybel 1902 og tegneren Otto C. har i 19939 tegnet ham.

DIV: Fra IMMs optegnelser: 'En af brødrene var Axel Kjeldsen, som stiftede Christianshavns Volds Luftkursted for sine egne midler, og senere bestyrede det for 1000 kr., som

DIV: IMMs optegnelser-2: '... kom ud som lærerinde som 16 årig, lærte at spille og da de flyttede til Kbh. gav undervisning.' '.. var lærerinde hos forpagter Løppenthin og

DIV: IMMs optegnelser-2: '...bor nu [c. 1934] Parosvej 12, Kbh. S. - datteren Ellida styrer huset. De har boet i 11 forskellige byer (og gået i skole) i Tyskland. Det er

meget dygtige mennesker og meget optaget af vækkelsesmøder både i Norge og her i København. De er lykkelige ved deres lyse livssyn, men er sig selv nok.'

DIV: IMMs optegnelser-2: 'andetsted er opgivet fødselsdagen 14. nov. 1845(?). Check!' '... kom ud som lærerinde da hun var 16 år, lærte at spille, og da de flyttede tilKbh.

DIV: IMMs optegnelser-2: 'Da CJ var lille klagede pigen over barnevognen 'den var ikke fin nok'. Så svaredefar: 'Det skal De ikke bryde Dem om, det gør ingenting, når man har den dejligste dreng i hele byen i den vogn!'. Der var et kært billede af CJ ved en gyngehest. Hans barnepige hed Hanne - 'Hanne er grim' drillede CJ. 'Nej, Hanne

DIV: IMMs optegnelser-2: 'En dag PE havde fået skænd, lukkede han kakkelovnslågen op og sagde in i den 'Morer en rigtig høne, Sine er en gås', - det hjalp at få luft, og mor gik for ikke at have hørt det. En anden gang PE havde sat sin lille finger med vaseline på tapetet ved mors nakkespejl (far havde haft det hjem fra Hamburg), påtalte

DIV: IMMs optegnelser-2: 'Fra min mors efterladte breve: 'Johansen og onkel Valdemar rejste of for at se til Rosalie i Helsingør før brylluppet i nov. 1871. 'Fotograf

DIV: IMMs optegnelser-2: 'Hans Christian kom (blev født) i I.N. Schmidts ejendom - og var sin bedstefarsfødselsag(?) sagde GRB. Var opkaldt efter farbrødrene Hans og

DIV: IMMs optegnelser-2: 'Idaog Mathilde broderede fine hvide skørter på kammerdug (jeg fik det til min konfirmation, begge mine pigebørn derefter, og til slut blev det

DIV: IMMs optegnelser-2: 'voxede ikke fra sit 9. til det 16. år. Lå meget til sengs - sikkert med en stofskiftesygdom. undseelse, har Rosalie fortalt.' 

DIV: IMMs optegnelser-2: (Se om bedstemor Krøyer under sønnen Jens...) Under krigen lå GRB indkvarteret hos Krøyers, og de syntes svært godt om ham. Dakrigen var endt,

DIV: IMMs optegnelser-2: 1867 examineret - kand. kemi (6.85) 1873 arb. i Degns Laboratorium, København. 1874-78 kemiker ved Gunther, Schroeder et Co. Fabrik, Hamburg.

DIV: IMMs optegnelser-2: Bedstemor Krøyer(?) var børnene meget glade for, hun spillede Sorteper - 'Hvor erhun dum' sagde de glædestrålende, hun lod altid dem vinde. 'Der

DIV: Opl. på bagsiden af foto af moderen: 'Bedstemor (Karen Christine Jensen) lod maleriet fotografere, da hendes broder skulle have det med ti England. Etatsrådinde Henny

Hansen blev meget ivrig for at få det hjem til Danmark. Hun satte meget pris på tante Stine (= Karen Christine?), og er altså min mors kusine.

Dnica 2 Adventy Hafde Karen Gregersisdaatter wed Nafn Kirsten Gregersisdaatter twende

Döttre som waare thwillinger wed Daaben effter at tienisten waar endt. Börnene waar u=echte.

Blef udlagt til Barnefader en Ung Karl som er Christen Jydes Sön her i byen wed Nafn Christen

Christensön som tiente hos hinde forgangen Winter til Niels Sørensen Ladefogetz i Refsöer

Huor Barnet blef auflet. Apolone Lauridzis bar det ene Barn som blef kaldet Anne, og Niels

Pedersens Hustrue bar det Andet som blef kaldet Margrette. Fadderne waare: Rasmus

Andersen og Peder Pedersen i Tange, Jørgen Nielsen, Michel Larsen, Niels Skomagers Hustru

og Hans Christensens Daatter, alle i Øxendrup.

3die Söndag i Fasten blefwe Christen Christensen i Wormarck og Oluf Andersens Daatter wed

Nafn Johanne Trolofwede. deris forlofwere waar Hans Fader Christen Christensen Jyde og

Hindis Fader Oluf Andersen, begge boende her i Byen. Noch Peder Hansen Smid.

Fæstebrev for Christen Christensen i Vormark, Hesselager Sogn

Ifølge af Hans Majestæts allernådigste forordning, som blev stemplet papir af den 23. januar 1719, at alle fæstebreve in doublo skal indskrives, så steder og fæster hermed af mig underskrevne til Christen Christensen en af mine gårde i Vormark, som han bebor. Gården står udi hartkorn efter ny matrikel på 10 tønder 4 skæpper 2 fjerdingskar, hvorefter alle kongelige kontributioner ordinære og ekstraordinære skal svares, så og til mig det sædvanlige landgilde, som er 10 tønder byg, 6 tønder havre og 1 fjerdingskar smør, 1 lam, 2 grise, 2 skæpper havre, 3 høns, 34 æg, så og forhauningen penge 12 mark. Han vil gården vedligeholde og forbedre, intet af dens grund lader bortkomme eller borteje, og sig i al underdanighed efter Hans Majestæts allernådigste love og forordninger rette, hvorimod han samme gård i sin livstid må bebo.

Til stadsfæstelse under min hånd. Broholm den 1. juni 1719. M Scheel

[Broholm Gods Fæsteprotokol nr. 1 side 14].

Skifte efter Christen Christensen i Vormark

Anno 1742 den 24. maj var efter lovlig omgang mødt på højædle og velbårne hr oberstløjtnant Sehested til Broholm hans vegne Peder Berig, som skal, udi salige afgange Christen Christensen's stervbo, som boede og døde i Vormark, foretage på gården lovlig registrering og vurdering, samt foretage og afhandle et lovligt skifte og deling imellem hans efterladte enke og børn, navnlig Hans Christensen, Rasmus Christensen og Jørgen Christensen og Maren Christensdatter, hvor da var overværende som sin lavværge Anders Tang og som overværende og vurderingsmænd Niels Nielsen og Anders Tang, og det blev da foretaget og forrettet som følger:

Beboelsen bestod af 2 stuer, kammer, køkken/brygges og kælder.

Af indbo kan nævnes: 1 fyrretræsbord, 1 gæsteseng, 3 træstole, 2 træstole med stå, 1 egetræsbord med fyr underskab, 2 gamle bænke, 1 seng med tilbehør.

Til brug i husholdningen: 1 gammel jern gryde, 1 spand, 1 strippe (malkespand), 1 messingkedel med 6 fødder, 3 lerfade, 2 jerntallerkener, 4 skåle, 2 mælkebøtter, 2 solde, 1 dejtrug og 1 øltønde.

På gården var der en trævogn og en jernharve.

Besætningen ser lidt speget ud, enten har de 2 ældste sønner delvis overtaget driften, eller også har de fiflet lidt med ejerforholdene [Leif Sepstrup's bemærkning].

1 rød hest 9 år, 1 sort hestføl 2 år, 1 sort hest 3 år. Alle betalt af Hans Christensen.

1 brun hoppe 9 år, 1 brun hoppe 8 år, 1 grå hoppe 7 år. Alle betalt af Rasmus Christensen.

Følgende dyr tilhører gården: 1 gul føl 2 år, 1 sort ko 12 år, 1 sortbroget ko 4 år, 1 sort ko 5 år, 1 rødbroget ko 10 år, 1 sort 8 år, 1 sort 10 år, 2 sorte kvier 2 år og 1 sort kvie 3 år, 1 gråbroget tyr 1 år, 4 får, 1 sosvin, 6 grise, 3 gæs og 1 gasse.

Samlede vurdering blev 116 rigsdaler 2 mark 12 skilling.

Men efter enken og arvingernes samtykke over _______ og begæring, blev ej med skiftet videre bortfaret, siden de måtte fornemme, at der ej til deling eller arv for så vidt de kunne skønne dem (ville blive), så de ej noget til skifte eller deling forlangte, uden datteren, som forlangte at holde sit bryllup af gårdens midler.

Dnica 2 Adventy Hafde Karen Gregersisdaatter wed Nafn Kirsten Gregersisdaatter twendeDöttre som waare thwillinger wed Daaben effter at tienisten waar endt. Börnene waar u=echte.Blef udlagt til Barnefader en Ung Karl som er Christen Jydes Sön her i byen wed Nafn ChristenChristensön som tiente hos hinde forgangen Winter til Niels Sørensen Ladefogetz i RefsöerHuor Barnet blef auflet. Apolone Lauridzis bar det ene Barn som blef kaldet Anne, og NielsPedersens Hustrue bar det Andet som blef kaldet Margrette. Fadderne waare: RasmusAndersen og Peder Pedersen i Tange, Jørgen Nielsen, Michel Larsen, Niels Skomagers Hustruog Hans Christensens Daatter, alle i Øxendrup.

3die Söndag i Fasten blefwe Christen Christensen i Wormarck og Oluf Andersens Daatter wedNafn Johanne Trolofwede. deris forlofwere waar Hans Fader Christen Christensen Jyde ogHindis Fader Oluf Andersen, begge boende her i Byen. Noch Peder Hansen Smid.

Fæstebrev for Christen Christensen i Vormark, Hesselager Sogn

Ifølge af Hans Majestæts allernådigste forordning, som blev stemplet papir af den 23. januar 1719, at alle fæstebreve in doublo skal indskrives, så steder og fæster hermed af mig underskrevne til Christen Christensen en af mine gårde i Vormark, som han bebor. Gården står udi hartkorn efter ny matrikel på 10 tønder 4 skæpper 2 fjerdingskar, hvorefter alle kongelige kontributioner ordinære og ekstraordinære skal svares, så og til mig det sædvanlige landgilde, som er 10 tønder byg, 6 tønder havre og 1 fjerdingskar smør, 1 lam, 2 grise, 2 skæpper havre, 3 høns, 34 æg, så og forhauningen penge 12 mark. Han vil gården vedligeholde og forbedre, intet af dens grund lader bortkomme eller borteje, og sig i al underdanighed efter Hans Majestæts allernådigste love og forordninger rette, hvorimod han samme gård i sin livstid må bebo.

Til stadsfæstelse under min hånd. Broholm den 1. juni 1719. M Scheel

[Broholm Gods Fæsteprotokol nr. 1 side 14].

Skifte efter Christen Christensen i Vormark

Anno 1742 den 24. maj var efter lovlig omgang mødt på højædle og velbårne hr oberstløjtnant Sehested til Broholm hans vegne Peder Berig, som skal, udi salige afgange Christen Christensen's stervbo, som boede og døde i Vormark, foretage på gården lovlig registrering og vurdering, samt foretage og afhandle et lovligt skifte og deling imellem hans efterladte enke og børn, navnlig Hans Christensen, Rasmus Christensen og Jørgen Christensen og Maren Christensdatter, hvor da var overværende som sin lavværge Anders Tang og som overværende og vurderingsmænd Niels Nielsen og Anders Tang, og det blev da foretaget og forrettet som følger:

Beboelsen bestod af 2 stuer, kammer, køkken/brygges og kælder.

Af indbo kan nævnes: 1 fyrretræsbord, 1 gæsteseng, 3 træstole, 2 træstole med stå, 1 egetræsbord med fyr underskab, 2 gamle bænke, 1 seng med tilbehør.

Til brug i husholdningen: 1 gammel jern gryde, 1 spand, 1 strippe (malkespand), 1 messingkedel med 6 fødder, 3 lerfade, 2 jerntallerkener, 4 skåle, 2 mælkebøtter, 2 solde, 1 dejtrug og 1 øltønde.

På gården var der en trævogn og en jernharve.

Besætningen ser lidt speget ud, enten har de 2 ældste sønner delvis overtaget driften, eller også har de fiflet lidt med ejerforholdene [Leif Sepstrup's bemærkning].

1 rød hest 9 år, 1 sort hestføl 2 år, 1 sort hest 3 år. Alle betalt af Hans Christensen.

1 brun hoppe 9 år, 1 brun hoppe 8 år, 1 grå hoppe 7 år. Alle betalt af Rasmus Christensen.

Følgende dyr tilhører gården: 1 gul føl 2 år, 1 sort ko 12 år, 1 sortbroget ko 4 år, 1 sort ko 5 år, 1 rødbroget ko 10 år, 1 sort 8 år, 1 sort 10 år, 2 sorte kvier 2 år og 1 sort kvie 3 år, 1 gråbroget tyr 1 år, 4 får, 1 sosvin, 6 grise, 3 gæs og 1 gasse.

Samlede vurdering blev 116 rigsdaler 2 mark 12 skilling.

Men efter enken og arvingernes samtykke over _______ og begæring, blev ej med skiftet videre bortfaret, siden de måtte fornemme, at der ej til deling eller arv for så vidt de kunne skønne dem (ville blive), så de ej noget til skifte eller deling forlangte, uden datteren, som forlangte at holde sit bryllup af gårdens midler.

Dolton name found in the 1856 census.

0505913 UT Microfilm

Dolton name found in the 1856 census.

0505913 UT Microfilm

Dommer i Sakskøbing Købstad 1921 m. afsked 27-10-1933 R. af Dbg 1933

1885 Student fra Fredericia, 1892 Cand,Jur, 1893 fuldmægtig v. Elbo m.fl. Herreder, 1919 politimester i Nakskov Købstad m.v.1921 Dommer i Sakskøbong købstad mm. med afsked 27.10.1933

Doris Florence NISSEN, (daughter of Hans Johannes Trules NISSEN and Florence Harriet SWARZES /MATTHEWS) born 29 January 1922 Ultimo, NSW. With her family she lived in many different houses and went to a number of schools. An early memory of hers is being sent to the butchers by her mother to buy some tongue, and asking: “Have you got my mother’s tongue’! Dot also recalls being taken by sulky by her father to Gosford Primary School at the age of 8 in 1930 and being left to enrol herself. She had been in 2nd class the year before, so she said 2nd when asked what class she was in, so she was put back there for the following year. She spent one year at Gosford High School, and left school in 1935 – she would have been 14 the day school started the following year. She says she did not like school, though she was a good reader. She began her working life washing up in a local roadhouse. Then she was employed for a while in her half-brother Laurie’s shop in Ourimbah. After that she worked three nights a week at the Regal milk bar. In 1940 when her sister Joy was expecting her second child Dot moved to Sydney to help look after Jan, the older child. She stayed at Joy’s place in Bondi and was very warmly welcomed there by Joy and Arthur. She lived for a time at Milsons Point with a girl friend from Gosford. She soon got a job working in the milk bar at Central station. After some disagreement with the owner she moved to Bert’s milk bar at Manly wharf, eventually becoming a manager. Her mother came to Sydney with Betty and Reg after Harry died to begin work at Marcus Clarkes, and she wanted Dot and Ronnie, who was home from the army, to live with her to help pay the rent. Dot found this too restrictive and she soon moved back to Joy’s place till she joined the army on 8 June 1943. On 22 July she was sent to Port Kembla where she stayed till she was discharged on 4 August 1944. She was an instrument operator with coastal heavy artillery. She remembers a Japanese ship firing shells at a coalmine near the camp.

While on camp in Port Kembla she met her husband, Stanley HICKMAN, who was in the same camp. He was born 29 January 1921 in Leeton, NSW. His parents had migrated from England in 1919. He went to school in Rozelle. After he left school he worked in Lever Brothers soap factory in Balmain, in a menswear shop, and in the family shop in Mullins St, Rozelle, before he joined the army on 18 March 1941. He worked as a signaller in the Kembla coastal artillery and served there most of the war. A few days after he left the army, on 27 February 1946, he joined the Tramways where he worked till 1952. He then joined the PMG department as a postman and remained with the PMG till his early death at age 59.

Dot and Stan were married in St Anne’s, Bondi Beach, on 17 January 1944. Her brother-in-law, Arthur, walked Dot up the aisle, and she wore a wedding dress borrowed from Arthur’s sister, Julie, since they were impossible to buy due to war restrictions. She chose her sister, Kitty, to be Matron-of Honour as Kitty’s own wedding had been very quick and quiet. The reception was in the Bondi RSL. Dot became a Catholic to get married, just as did her sister, Joy. Since Stan was still in the army she lived with her in-laws in Punchbowl for a while after her marriage but moved with her first son, Robert, to 143 Johnston St, Annandale, in December 1945. When Stan was discharged from the army they moved to Waverley till their second child, Susan, was born. After that, the family moved back to 21 Linden Av, Punchbowl, NSW, bought the house from Stan’s parents for £760, and brought up their five children there – the last three, Peter, Andrew and Kathleen, were born within 3 years and 3 months of each other. As her children got older Dot worked in a milk bar, in fruit shops, and for the St Vincent de Paul Society. She and Stan moved to Killarney Vale on the Central Coast not long before Stan died. She shifted to Granville in 1993. In 2004 she moved to a nursing home where she keeps her mind active by reading detective novels. She has thirteen grandchildren and had fifteen great-grandchildren, though one died in 1999.

Dorothea Øllegaard Blome

http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I663&tree=2

Fødsel Om 1625

Død 17 Apr 1695

Gravlagt 04 Okt 1695 Kiel, Schleswig-Holstein, Germany

--

Dr. Med. Praktiserende læge i Roskilde. Oprettede i forening med

sekretær A. C. Fridsch vandkuranstalten "Maglekilde" ved Roskilde. R*

dr.phil. forfatter og zoolog

Noter : Bergsøe, Vilhelm (1835-1911): dansk forfatter; zoolog. Måtte p.gr. af en øjensygdom opgive videnskabeligt arbejde og skrev sit hovedværk rammefortællingen Fra Piazza del Popolo (1867); desuden romanen Fra den gamle fabrik (1869) og andre skønlitterære værker samt populærvidenskabelige arbejder; det kendteste er Fra mark og skov (1881). Erindringer m.m.

Vilhelm Bergsøe (8. februar 1835 - 26. juni 1911) var en dansk forfatter og zoolog. Hans mest kendte værk er romanen Fra Piazza del Popolo.

Vilhelm Bergsøe blev uddannet som zoolog i 1860 (doktor i 1864) og udgav mange skrifter indenfor dette fag, mest kendt er værket Fra Mark og Skov I-II (1881).

På grund af en øjensygdom og svækket syn drog han på en studie- og rekonvalescensrejse til Italien i 1860'erne. Efter hjemkomsten dikterede han romanen Fra Piazza del Popolo (1866), og nogle år efter Fra den gamle Fabrik (1869). Den sidste især delvist selvbiogrgfisk idet den beskriver hovedpersonens opvækst på Den Kongelige Porcelænsfabrik (nu Royal Copenhagen) på Købmagergade i København.

Øjensygdommen tvang snart Vilhelm Bergsøe til helt at opgive karrieren som zoolog og han helligede sig sin forfattervirksomhed. Han udgav en del novellesamlinger, romaner og selvbiografiske værker. Selv om Vilhelm Bergsøe var af den sen-romantiske skole, holdt han sig ikke til en enkelt genre. Bl.a. skrev han en af de tidlige danske science fiction historier (Flyvefisken "Prometheus" (1876)) og udgav også en samling spøgelseshistorier (Gjengangerfortællinger (1871)).

Rom og mindet om rejsen til Italien synes aldrig at have svækkedes i hans erindring hvad mange af hans udgivelser vidner om (Rom under Pius den Niende (1877, I Sabinerbjergene 1-2, (1871).

Dronning Maud af Norge (26. november 1869 i London – 20. november 1938 i London) var den første dronning af det selvstændige kongerige Norge siden 1319 (og efter unionsopløsingen med Sverige i 1905).

Maud blev født i England som datter af prinsen og prinsessen af Wales, det senere kongepar Edward 7. og Alexandra (født prinsesse af Danmark). Mauds titel var "Hendes Kongelige Højhed prinsesse Maud af Storbritannien og Irland". Hun var forberedt på et stille liv som yngre britisk prinsesse og blev gift den 22. juli 1896 med sin fætter prins Carl af Danmark, den senere kong Haakon VII af Norge. De fik en søn den senere Olav V af Norge. Prinsesse Mauds farfar og farmor var Albert af Sachsen-Coburg-Gotha og dronning Victoria af Storbritannien, hendes morforældre var kong Christian 9. og Louise af Hessen.

I opvæksten rejste hun med sin mor og sine to søstre på krydstogt til Middelhavet og Norge, og hvert år var hun med på de traditionsrige familiesamlinger på Fredensborg slot i Danmark, hvor hendes fætter og kommende ægtemand, prins Carl af Danmark, også var med. De tre søstre gik under navnene their royal shynesses (= deres kongelige genertheder) og på grund af deres uheldige udseende the hags (= kællingerne, heksene), selv om de var unge piger.[1] Maud levede dog op til tidens skønhedsideal med sin hvepsetalje. Også som voksen målte hun med korset 18 inches ca. 46 cm om livet.[2]

Maud var en dygtig rytterske og red ofte jagt. Hun var også dygtig til skøjteløb. Boglige evner havde hun mindre af, selv om hun lærte en slags dansk på sine årlige ferier i Danmark og takket være sin franske guvernante talte fransk nogenlunde. Dronning Victoria sagde om Alexandras børn, at de var uopdragne og uskolede - "jeg har overhovedet ingen sans for dem". Alexandra syntes selv, at børnene var "forfærdeligt vilde, men jeg var ligesådan" og førte an, når de rutschede ned ad Sandringhams tæppebelagte trapper på store serveringsbakker.[3]

Som ung var Maud forelsket i Francis af Teck, Marys bror og svoger til den senere Georg 5.. Francis havde ikke den ringeste interesse for Maud og besvarede ikke hendes breve. Han var bortvist fra Wellington kostskole for at have smidt rektor over en hæk. Da han ikke havde udsigt til formue, begyndte han at spille og tabte 10.000 pund på hestevæddeløb i Irland. Hans familie måtte hjælpe for at forhindre en skandale. Francis blev sendt til Indien, men returnerede senere til London, hvor han kom på kant med sin søster Mary, fordi han havde foræret familiejuvelerne til en ældre kæreste. Båndet mellem Maud og Francis blev dog anset for at have været så nært, at Maud og hendes familie efter forlovelsen med prins Carl følte sig forpligtet til at undskylde over for Marys og Francis' mor, der havde håbet på endnu et bryllup i familien.[4]

Drottning i Sveriges 1499, Drottning av Danmark1481-1513, av Norge 1483-1513 av Sverige 1497-1501

Burial:http://www.gravsted.dk/person.php?navn=dronningcristine

Wikipedia:

Englis

h: http://en.wikipedia.org/wiki/Christina_of_Saxony

Dansk: http://da.wikipedia.org/wiki/Dronning_Christine

Deutsch: http://de.wikipedia.org/wiki/Christina_von_Sachsen

---------------

-----

Christina von Sachsenhttp://de.wikipedia.org/wiki/Christina_von_Sachsen

Christina of Saxony http://en.wikipedia.org/wiki/Christina_of_Saxony

Dronning Christine http://da.wikipe

dia.org/wiki/Dronning_Christine

http://www.gravsted.dk/person.php?navn=dronningcristine

----

Christina of Saxony (b. Torgau, 25 December 1461 - d. Odense, 8December 1521), was a Saxo

n Princess who became Queen Consort ofDenmark, Norway, and Sweden. She was born a granddaughter of Frederickthe Gentle of Saxony, and daughter of Ernest, Elector of Saxony andElisabeth of Bavaria-Muni

ch.

----

Christine af Sachsen (24. december 1461 i Thorgau - 8. december 1521 iOdense[1]) var dronning af Danmark 1482-1513. Hun var datter afkurfyrst Ernst af Sachsen og Elisabeth af Baye

rn.

I 1477 blev hun fæstet til Christian 1.s søn Hans, og de blev giftpå Københavns Slot 6. september 1478. Den 18. maj 1482 blev hunsammen med Hans kronet i Frue Kirke.

Da sve

nske bønder og adelsmænd i 1501 rejste sig mod unionskongenHans, blev Stockholm Slot, hvor dronning Christine opholdt sig,belejret. Slottet holdt stand indtil den 9. maj 1502, man måtteovergi

ve sig. Da var der af en besætning på 1000 mand kun 70tilbage, der alle var udmarvede af sult og sygdom. Hun blev taget tilfange af Sten Sture og efter lange forhandlinger blev hun løsladt io

ktober 1503.

Efter kong Hans' død i 1513 tog hun som enkedronning ophold påNæsbyhoved Slot ved Odense, der var hendes ejendom.

I Graabrødre Klosterkirke i Odense indrettede hun

det endnu bevaredegravminde, hvor både hun selv og kong Hans er afbildede. Under hendestilsyn skabte Claus Berg sin berømte altertavle, hvor der ligeledesfindes billeder af hele kongefamilien.

Hun blev efter sin død gravsati kirken i Franciskanerordenens nonnedragt.

Da gråbrødrekirken skulle nedrives, blev lig og mindesmærker i 1805flyttet til St. Knuds Kirke.

Christ

ina av Sachsen, född 24 december 1461, död 8 december 1521,dansk drottning 1481-1513, norsk drottning 1483-1513 samt svenskdrottning 1497-1501. Gift 6 september 1478 med kung Hans avDanmark.Dott

er till Kurfürst Ernst vonSachsen

Christina of Saxony

From Wikipedia, the free encyclopedia

Christina of Saxony (b. Torgau, 25 December 1461 - d. Odense, 8December 1521), was a Sa

xon Princess who became Queen Consort ofDenmark, Norway, and Sweden. She was born a granddaughter of Frederickthe Gentle of Saxony, and daughter of Ernest, Elector of Saxony andElisabeth of Bavaria-Mu

nich.

[edit] Biography

She was married to Hans, King of Denmark, Norway and Sweden on 6September 1478. She was Queen consort of Denmark and Norway from 1483to 1513 and of Sweden from 1497

to 1501.

She was the mother of Christian II, Franciscus, Knud and Elisabeth,who later married Joachim I Nestor, Elector of Brandenburg.

In 1497, her husband was made king of Sweden; in 149

9, Christina wascrowned queen of Sweden in Uppsala and in 1500, Queen Christina wasmade regent in Sweden during her husband's absence from this country.When a rebellion brokeout in Sweden against Denm

ark and the union in1501, Christina was besieged in the castle of Tre Kronor in Stockholm.She surrendered on 9 May 1502, after the Danish soldiers had beenreduced from 1,000 men to 70 by sickness and

starvation. She was takenprisoner by Sten Sture the Elder and held at Vadstena Abbey until1503, when she was released against ransom and returned to Denmark.

Christina of Saxony died in 1521, ag

ed 59.

[edit] References

* Ã…ke Ohlmarks, "Alla Sveriges drottningar"

[edit] Succession

Christina of Saxony

Born: December 25 1461 Died: December 8 1521

Danish r

oyalty

Preceded by

Dorothea of Brandenburg Queen consort of Denmark

1481-1513 Succeeded by

Isabella of Austria

Norwegian royalty

Preceded by

Dorothea of Brand

enburg Queen Consort of Norway

1483-1513 Succeeded by

Isabella of Austria

Swedish royalty

Preceded by

Ingeborg Ã…kesdotter Tott

as Regent consort Queen consort o

f Sweden

1497-1501 Succeeded by

Ingeborg Ã…kesdotter Tott

as Regent consort

Druknede sig i en brønd i Christen Søndergaards toft. Rygtet vil vide, at hans kone, Phlipine, saa paa uden at gribe ind

Dt. af (bager Johannes Bruntz og Anne Eline

Christophersen – søster til pastorinde Mette Gammerød, Jersie sogn – hos hvem hun er

opdraget).

Due to eye injuries from mustard gas WW1 Harry wore shades for the rest of his life. He was virtually blind but light hurt his eyes.

Duplicate Dates:

Dåb - AO.Odense ops. 123.

Sognepræsten Christian Ditlev Ammentorp og Christiane Lorentine født Dreyer , *Anders

d. 4de hjemed .5te. Decemb.1809 publ. Daab d . 18 january 1810 i Dalum kirke.