Notater

About Me:

About Me:

About Me:

About Me:

About Me:

About Me:

About Me:

About Me:

About Me:

ABS blev født på godset Skovsbo på Fyn i en af de gamle danske adelsslægter. Hendes moder arvede 1882 stamhuset Egeskov, som hun i 1919 overdrog til ABSs broder Preben Ahlefeldt-Laurvig-Bille. Selv blev ABS som 21-årig i 1898 gift med greve Ludvig B.-S. De første par år af ægteskabet brugte parret på rejser i udlandet, hvorefter de slog sig ned på Skovsbo, der var en gave fra ABSs fader. I 1900 fik de deres eneste søn Kjeld og flyttede sidst på året til Kbh., hvor de fremover boede om vinteren. Parret blev skilt i 1924. ABS havde et stort virkeområde, hun var meget sprogkyndig og interesseret i sløjd og husflidsarbejde. Efter hjemkomsten til Danmark engagerede hun sig stærkt i filantropisk arbejde og var en kompetent og effektiv arrangør af veldædige fester og forestillinger. Desuden var hun interesseret i sygepleje og tog 1902 eksamen i samaritergerning i Dansk Røde Kors (DRK). Hun var attacheret russisk Røde Kors og modtog både DRKs og russisk Røde Kors’ hæderstegn for sit arbejde. 1909-19 var hun næstformand i Louiseforeningen, der under •Mimi Carstensens ledelse støttede enlige trængende kvinder af den bedre klasse. Endvidere var hun aktiv i Børnehjælpsdagen og i indsamlinger til Dronning Louises Børnehospital. Det er dog for sin indsats i spejderbevægelsen, hun huskes i dag.

ABS lærte spejderbevægelsen at kende, da sønnen blev en af de tidligste drengespejdere. I 1914 blev hun den første spejderchef for Det Danske Pigespejderkorps (DDP), stiftet 1910, efter at have fungeret som uofficiel chef gennem et par år. I begyndelsen havde pigerne på lige fod med drengene deltaget i natøvelser og lange stroppeture, men da ABS trådte til, gik hun i spidsen for at omforme pigespejderbevægelsen i mere traditionel kvindelig retning. Pigerne skulle gøres til samfundsnyttige borgere, og der blev lagt særlig vægt på husgerning og sygepleje. I 1916 ledede hun korpsets første korpslejr i Barritslev ved Horsens. Under Første Verdenskrig var hun den drivende kraft i DDPs samarbejde med DRK, og hun så spejderarbejdet som en måde at motivere pigerne til senere at gå ind i DRK. Allerede i 1914 lavede de forbindspakker til hæren, strikkede vaskeklude til lazaretterne og syede ting til soldaterne. Omkring 1918 organiserede hun, at spejderne bragte mad rundt til familier, der var ramt af den spanske syge, og at de dyrkede kartofler til fattige familier og samlede tørret rugbrød ind til finske krigsfanger i Rusland. ABS gik op i spejderarbejdet med liv og sjæl og tog det meget alvorligt, at pigerne skulle dygtiggøre sig. Den senere spejderchef •Hanna Lund har erindret, hvordan hun og de andre spejdere efter en sommerlejr i 1919 blev kaldt ind til spejderchefen og eksamineret i et tænkt ulykkestilfælde.

ABS, der var en ligefrem og praktisk kvinde, mente, at det for piger var frigørende med friluftsliv og praktiske opgaver som modsætning til skolens teori. I Lille Vejledning i Spejderliv for Piger skrev hun ca. 1913, at kvinder var nødt til at gøre, hvad de kunne for at tage kampen op om erhvervene med de unge mænd. De unge piger var ganske vist “ofte rent overlæsset med Kundskaber”, men for at konkurrere med mændene måtte de have praktiske færdigheder: “Paa det praktiske Omraade har Manden et slemt Forspring fra Arilds Tid, og dette er det, vi nu skal søge at indvinde saa godt vi kan.” Spejderbevægelsen opfattede hun som en faktor i denne bestræbelse. ABS var munter, effektiv, aktiv og til tider lidt brysk af væsen. Hun havde sine meningers mod, hvilket var vigtigt for den unge pigespejderbevægelse, der ofte var i modvind, og så betød det mindre, at hendes diplomatiske evner ikke var store. Som spejderchef huskes hun som den, der så værdien i den ny ungdomsbevægelse og gjorde sit for at omforme den efter dansk mønster.

Da ABS i 1920 rejste fra Danmark til London, udpegede hun selv sine efterfølgere, de to unge lærerinder Johanne Marie Petersen som spejderchef og •Elisabeth Flagstad som souschef. Da hun vidste, at deres arbejde ville blive hårdt, bad hun den ressourcestærke lensgrevinde •Lucie Marie Reventlow på Brahetrolleborg om at blive bestyrelsesformand. Ved sin afgang blev ABS udnævnt til ærespræsident for DDP. Selvom hun blev i udlandet til sin død i 1940, glemte hun ikke spejderbevægelsen. Hun besøgte flere gange Spejderskolen i Korinth og var med til korpsets 25-års jubilæumsfest i 1935.

ABS blev født på godset Skovsbo på Fyn i en af de gamle danske adelsslægter. Hendes moder arvede 1882 stamhuset Egeskov, som hun i 1919 overdrog til ABSs broder Preben Ahlefeldt-Laurvig-Bille. Selv blev ABS som 21-årig i 1898 gift med greve Ludvig B.-S. De første par år af ægteskabet brugte parret på rejser i udlandet, hvorefter de slog sig ned på Skovsbo, der var en gave fra ABSs fader. I 1900 fik de deres eneste søn Kjeld og flyttede sidst på året til Kbh., hvor de fremover boede om vinteren. Parret blev skilt i 1924. ABS havde et stort virkeområde, hun var meget sprogkyndig og interesseret i sløjd og husflidsarbejde. Efter hjemkomsten til Danmark engagerede hun sig stærkt i filantropisk arbejde og var en kompetent og effektiv arrangør af veldædige fester og forestillinger. Desuden var hun interesseret i sygepleje og tog 1902 eksamen i samaritergerning i Dansk Røde Kors (DRK). Hun var attacheret russisk Røde Kors og modtog både DRKs og russisk Røde Kors’ hæderstegn for sit arbejde. 1909-19 var hun næstformand i Louiseforeningen, der under •Mimi Carstensens ledelse støttede enlige trængende kvinder af den bedre klasse. Endvidere var hun aktiv i Børnehjælpsdagen og i indsamlinger til Dronning Louises Børnehospital. Det er dog for sin indsats i spejderbevægelsen, hun huskes i dag.

ABS lærte spejderbevægelsen at kende, da sønnen blev en af de tidligste drengespejdere. I 1914 blev hun den første spejderchef for Det Danske Pigespejderkorps (DDP), stiftet 1910, efter at have fungeret som uofficiel chef gennem et par år. I begyndelsen havde pigerne på lige fod med drengene deltaget i natøvelser og lange stroppeture, men da ABS trådte til, gik hun i spidsen for at omforme pigespejderbevægelsen i mere traditionel kvindelig retning. Pigerne skulle gøres til samfundsnyttige borgere, og der blev lagt særlig vægt på husgerning og sygepleje. I 1916 ledede hun korpsets første korpslejr i Barritslev ved Horsens. Under Første Verdenskrig var hun den drivende kraft i DDPs samarbejde med DRK, og hun så spejderarbejdet som en måde at motivere pigerne til senere at gå ind i DRK. Allerede i 1914 lavede de forbindspakker til hæren, strikkede vaskeklude til lazaretterne og syede ting til soldaterne. Omkring 1918 organiserede hun, at spejderne bragte mad rundt til familier, der var ramt af den spanske syge, og at de dyrkede kartofler til fattige familier og samlede tørret rugbrød ind til finske krigsfanger i Rusland. ABS gik op i spejderarbejdet med liv og sjæl og tog det meget alvorligt, at pigerne skulle dygtiggøre sig. Den senere spejderchef •Hanna Lund har erindret, hvordan hun og de andre spejdere efter en sommerlejr i 1919 blev kaldt ind til spejderchefen og eksamineret i et tænkt ulykkestilfælde.

ABS, der var en ligefrem og praktisk kvinde, mente, at det for piger var frigørende med friluftsliv og praktiske opgaver som modsætning til skolens teori. I Lille Vejledning i Spejderliv for Piger skrev hun ca. 1913, at kvinder var nødt til at gøre, hvad de kunne for at tage kampen op om erhvervene med de unge mænd. De unge piger var ganske vist “ofte rent overlæsset med Kundskaber”, men for at konkurrere med mændene måtte de have praktiske færdigheder: “Paa det praktiske Omraade har Manden et slemt Forspring fra Arilds Tid, og dette er det, vi nu skal søge at indvinde saa godt vi kan.” Spejderbevægelsen opfattede hun som en faktor i denne bestræbelse. ABS var munter, effektiv, aktiv og til tider lidt brysk af væsen. Hun havde sine meningers mod, hvilket var vigtigt for den unge pigespejderbevægelse, der ofte var i modvind, og så betød det mindre, at hendes diplomatiske evner ikke var store. Som spejderchef huskes hun som den, der så værdien i den ny ungdomsbevægelse og gjorde sit for at omforme den efter dansk mønster.

Da ABS i 1920 rejste fra Danmark til London, udpegede hun selv sine efterfølgere, de to unge lærerinder Johanne Marie Petersen som spejderchef og •Elisabeth Flagstad som souschef. Da hun vidste, at deres arbejde ville blive hårdt, bad hun den ressourcestærke lensgrevinde •Lucie Marie Reventlow på Brahetrolleborg om at blive bestyrelsesformand. Ved sin afgang blev ABS udnævnt til ærespræsident for DDP. Selvom hun blev i udlandet til sin død i 1940, glemte hun ikke spejderbevægelsen. Hun besøgte flere gange Spejderskolen i Korinth og var med til korpsets 25-års jubilæumsfest i 1935.

ABT 1440 - ABT 1510

BIRTH: ABT 1440

DEATH: ABT 1510

Father: Peder Eriksen LYKKE

Mother: Johanne Nielsdatter BILD

Family 1 : Ellen Jensdatter MUNK

+Peder LYKKE

+Karen LYKKE

--------------------

Oldefar til Ludvig (morsiden), Hans Lykke til Havnø, Rygård og Fannerup, førte bare vinranken (Munk). Hans var "gammelonkel" til den Niels Lykke som ble gift med en av døtrene til fru Inger til Østråt. Han (Niels) ble fengslet av erkebiskop Olav Engelbrektsson i 1535, ført til Steinviksholmen og røkt i hjel på selveste julaften etter påskudd av at han hadde fått barn med sin avdøde hustrus søster (han ble et offer i storpolitikken rundt reformasjonen). Vincent Lunge stod bak og presset fram dette. Han var svoger av Nils, dvs gift med ei søster av hun som Nils Lykke var gift med og da også hun han fikk et barn med (det var på denne tiden ulovlig å få barn med sin kones søster - selv om kona var død). Vincens Lunge ble forøvrig også ganske raskt etter dette hogd ned og drept i sitt herberge (godkjent av erkebispen)...

http://freepages.genealogy.rootsweb.ancestry.com/~corpusnobiliorum/lykke.html

--------------------

Hans Lykke til Havnø, Rygård og Fannerup, førte bare vinranken (Munk). Hans var "gammelonkel" til den Niels Lykke som ble gift med en av døtrene til fru Inger til Østråt. Han (Niels) ble fengslet av erkebiskop Olav Engelbrektsson i 1535, ført til Steinviksholmen og røkt i hjel på selveste julaften etter påskudd av at han hadde fått barn med sin avdøde hustrus søster (han ble et offer i storpolitikken rundt reformasjonen). Vincent Lunge stod bak og presset fram dette. Han var svoger av Nils, dvs gift med ei søster av hun som Nils Lykke var gift med og da også hun han fikk et barn med (det var på denne tiden ulovlig å få barn med sin kones søster - selv om kona var død). Vincens Lunge ble forøvrig også ganske raskt etter dette hogd ned og drept i sitt herberge (godkjent av erkebispen)...

Address:

Fuglegaardsvænget 24, Gentofte (Stud polyt)

30/10 1942 Skanderborgvej 90, 1b, 1/5 1946 Hjertingvej 44, st.tv. Esbjerg (2 1/2 vær.) 15/7 1948

15/3 1949 Brøndby Parkvej 10 st.tv. (2vær.2kamre)1/4 1954 Præste

Addressed To Clan Chief About where the Black Family name came from..

http://trees.ancestry.com/rd?f=document&guid=1546b089-26a9-4f74-a16d-1d14bf3d1cd2&tid=3140258&pid=13225

Adgangseksamen til Politeknisk Læreanstalt 1905 og Polyteknisk kandidat 1912.Efter aftjent værnepligt virkede han en kort tid ved Vandbygningsvæsenet .I foråret 1913 gik han i Hollandsk tjeneste og var med i det første hold af unge ingeniører og læger,som den Hollandske stat ansatte ved kultiveringsarbejderne på de ostindiske øer og med sæde i Tagl på Java, hvor han projekterede vand- og brobygningsarbejder.

I 1912 vendte han tilbag etil Danmark for at lede fabrikationen af sine opfindelser, hvoriblandt en slibemaskine.I besiddelse af teknisk alsidighed og evne til behandling af nye opgaver skabte han sig nu en metalvarefabrik med moderne mekaniske værksteder og foretog mikroskobiske undersøgelser af metaller og slibemidlers struktur.

Adlet 1717.

Adlet 1717.

Adlet 1717.

Adlet 1717.Gift 5 oktober 1719 med Krigs- og Landkommissær i Nørrejylland, Kapitain, Justistraad Jacob Kaalund til Estruplund.Marie Benzon har jeg med som en biperson i min oversigt over Thagaard

-sl

ægten, idet købmand Jens Thagaard (1717-94) i Aalborg var gift med Anna Elisabeth von Lüttichau. Hendes første ægteskab var med Hans Vilhelm Kaalund, hvis mor var Marie Benzon. Så forb

indelsen e

Adresse : Nakskov / Stubbekøbing

Noter : Ved folketællingen 1810 var hun - 10 år gammel - logerende hos og opdragedes af enken Anne Kirstine i Grønnegade i Præstø.

Adresse : Udby, Udby sogn

Noter : Iflg. Sjællands Stifts Degnehistorie er hun født i 1753.

Hun er muligvis fra Vordingborg - indicier på det i fadderlisterne ved børnenes dåbe.

Adresse ved vielse 09.04.1898 Århusgade 82. 4’de

Folketælling 1906 opsl.130 Bopæl Gl. kalkbrænderivej 68 Sammen med Julius, Edvin, Adelheid Viola samt slægtning Maren Nielsen 17.11.1834 født Sjælland Abar eller Abor ..Enke

Folketælling 1916 opsl. 155 Bopæl Viborggade 53 sammen med Adelheid Viola og Blanca Emilie. Arbejdsevne nedsat på grund af Tuberkulose. Separeret.

Folketælling 1925 opsl.415 Bopæl Viborggade 53 sammen med Adelheid Viola og hendes søn Carl Christian Emanuel, Blanca Emilie og Preben Egon (Blancas søn).

Folketælling 1930 opsl. 375 stadig Viborggade 53 i forhuset. Boende sammen med plejebarn Carl Christian Emanuel ( søn af Adelheid Viola. )

Adresse:

Adresse:

Adresser

1-11-1917: Frederikssundsvej 15 Havehuset , 4. hos Hjem

1-5-1922: Frederikssundsvej 15 Havehuset , 4. hos Hjem

Adresser

1847 – 1870   Overgaden Neden Vandet 9

1871 – 1872    Overgaden Neden Vandet 5 (nedrevet)

             1873    Overgaden Neden Vandet 11 – (ikke linket endnu)

1874 – 1891    Frederiksholms Kanal 24, 1.sal

1891 – 1898    Nørre Farimagsgade 15, 1. og 2.sal (uden for voldene)

Af 2. ægteskab boede hos P. Chr. i Paarup Assing.

Han bosatte sig hos sin farbroder, Peder Christensen, i Paarup i Assing sogn. Var stor handelsmand. Svarer samme skatter som nummer 1. Han blev stamfader til en meget udbredt slægt, hvor iblandt der nævnes betydelige handelsmænd. Der blev udarbejdet en slægtstavle på Bølling herredsting under retslig medvirkning den 18. maj 1756 i anledning af, at nævnte Christian Andersen havde en sønnesøn ved navn Christen Andersen Astrup, der var født på Astrupgaard, men nu var død i Kbh som en rig mand. Han var hosekræmmer, og da han var ugift, skulle den store arv deles mellem alle hans mange slægtninge. Disse arvinger blev indkaldt for retten for at godtgøre deres slægtskab med den afdøde. Derved fik man kendskab til hele den store slægt, og alle slægtens navne blev indført i retsprotokollen. Det var let at komme til en stamtavle. Nu er der naturligvis taget en afskrift af den. 

af en eller anden grund opholder hun sig hos bedsteforældrenei 1880 FT. , på Præstegaardsstræde i Kerteminde hos bedsteforældrene Christian Frederik Romsøe og Maren Jacobsen. Hun er sammen med sin søster Wilhelmine Caroline Christiane Binau.Bedsteforældrene er på forsørgelse af fattigvæsnet.

af faddere nævnes Marie Romsøe.

Af ukendt herkomst. Om ham vides blot at han fra 1630 til 46 nævnes som

af Østergård

Afskrift af Thorkild Bo Blume ´s slægtforskning i dag 20120128, som følger:

Fødsel: April 10 1806

Rudkøbing, Danmark

Kirkebog Rudkøbing 1795 - 1814 opslag 185 nr. 17

Barnedåb: Maj 10 1806

Rudkøbing, Danmark

Godparents: Jomfru Wilhelmine Bay, Niels

Hanen, Købmand Christian Poulsen Bay, Købmand Christian Basballe

Konfirmation: 1820

Kirkebog Rudkøbing 1813 - 1830 opslag 80 nr. 1

Død: Sep 16 1894

Øster Boulevard 46 Nyborg

Kirkebog Nyborg 1892-1896 opslag 384 nr. 44

Gravlagt: Sep 24 1894

After Han’s death, Florence married Thomas Robson, a widower, on 7th October 1943 at Kingsford, New South Wales , Florence was then living in 89 Tunstall Av, Kingsford. He had fought in the WWI from 25 September 1916 till 11 December 1918, in the 34th Battalion, in . Thomas had re-enlisted in WWII, at the time of his marriage to Florence, but did not go overseas

During WWI, the 34th Battalion was formed in January 1916 at a camp established at the Maitland showground in New South Wales. It was planned that the bulk of the battalion’s recruits would be drawn from the Maitland area and thus it was dubbed “Maitland’s Own”. The first recruits for the 34th, however, hailed from the far north-west of the state and arrived at Maitland after joining a recruiting march that began at Walgett. These men were known as the “Wallabies”.

The 34th became part of the 9th Brigade of the 3rd Australian Division. It left Sydney, bound for the United Kingdom in May 1916. Arriving there in late June, the battalion spent the next five months training. It crossed to France on 22 November, and moved into the trenches of the Western Front for the first time on 27 November, just in time for the onset of the terrible winter of 1916-17.

The 34th Battalion had to wait until the emphasis of British and Dominion operations switched to the Ypres Sector of Belgium in mid-1917 to take part in its first major battle; this was the battle of Messines, launched on 7 June. After several stints in the trenches, and a period of rest and training, the battalion entered battle again on 12 October around Passchendaele (see also Chapters 23-26). The battlefield, though, had been deluged with rain, and thick mud tugged at the advancing troops and fouled their weapons. The battle resulted in over 50 per cent casualties for the 34th. For the next five months the 34th alternated between periods of rest, training, labouring, and service in the line. When the German Army launched its last great offensive in the spring of 1918, the battalion was part of the force deployed to defend the approach to Amiens around Villers-Bretonneux. It took part in a counter-attack at Hangard Wood on 30 March, and helped to defeat a major drive on Villers- Bretonneux on 4 April.

Later in 1918, the 34th also played a role in the Allies’ own offensive. It fought at the battle of Amiens on 8 August, during the rapid advance that followed, and in the battle of St Quentin Canal – the operation that breached the Hindenburg Line at the end of September, thus sealing Germany’s defeat. The 34th Battalion disbanded in May 1919.

Florence refused to care for Thomas’ children from his first marriage and they were brought up by a grandmother. They were married for thirty-one years and lived most of their life together in Paddington. Florence was very keen on Housie and played regularly. Thomas was a cricket umpire for many years. It was a stormy relationship at times, but they were companions to each other. Florence died in 1975 aged eighty-eight, and Thomas died later that same year on 7 August 1975.

Aftyer the death of her first husband tshe responded to Henry Shelton's advertisement for a wife.

She brought up her grandson Lawrie Leonard George Mathews after his parents were divorced

Agnete Alfrida Julie Rechendorff

I ægteskabet med maleren Agnete Swane (1893-1994) - der var en kvinde med utrolige kreative evner - fik Sigurd Swane børnene Hanne (1926-86) og Gerda Swane (f. 1930), begge malere, samt fotografen Henrik Swane (f. 1929).

I de bløde bakker ned til Lammefjordens strandenge ligger Malergården - rammen om kunstnerfamilien Swane.

Hun ville gerne have været arkitekt, men det mente hendes far ikke, at piger kunne blive. Hun tegnede ikke desto mindre tre af de huse, som familien boede i.

Agnete & Sigurd Swane fik tre børn: Hanne Swane (1926-1986), fotografen Henrik Swane (f. 1929) og Gerda Swane (1930-2004), der alle har været aktive som kunstnere. Som eneste nulevende repræsentant for familien bor Henrik Swane fortsat i Malergårdens øst længe

Agnete de Bang

Born: 1781, døbt i Nicolai Kirke i Kbh. 22.01 1781

Died: død før Moderen 1802

agronom, köpte en gård för 33.363 DKK Sophiendahl

lämnade Sverige 1925, stannade i USA minst 5 år, Repræsentant for Bønnelyche & Thurøe AB i Malmø.

Ah 75. Mads er i 1787 svend hos tobaksfabrikør Hans Andersen i Aalborg sammen med broderen, Peder, der er læredreng. I 1794 opnår han borgerskab i Horsens som tobaksfabrikant. Af FT. 1801 fremgÃ

¥r det, at han har taget sine broderbørn, Birgitte 8 år og Mette Marie 7 år, til sig. Tjenestepigen Magrethe Hansdatter gifter

han sig med samme år. Hans moder bor også hos ham og begraves

i 1803, 76 år gammel.

I FT. 1834 nævnes det, at enken, Ane Margrete (55 år) har en tobaksfabrik i Horsens med 2 tjenestepiger, 3 tjenestefolk, 3 arbejdere i fabrikken og butikssvend Lauritz

Christian Krøl, 21 år, ugift.

Mads B. var tobaksfabrikant og eligeret borger i Horsens.

I følge Horsens borgerskabsprotokol 1728-1832 (D.13-135) fik M.P.B kongl. privilegium den 11.6.1

793 på at spinde og fabrikere alle slags tobakker. Han vandt borgserskab 1. september 1794 som tobaksspindemester, men må ikke bruge brændevisbrænderi.

Mere om Smedegade i Horsens billeder

Akrobat og musikant, havnede som voksen i Sverige

Begge børn med Hertzberg blev hos moderen i Danmark

Aldrig gift. Barnet født uden for ægteskab. Hans er godt 60 år .

Alexandra blev født i 1844 som det næstældste barn og ældste datter af den senere Christian 9. og Louise af Hessen-Kassel. På det tidspunkt var hendes far stadig kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en ubetydelig sidelinie til det danske kongehus.

Dette ændredes i 1853 da hendes far blev gjort til dansk tronarving, og familiens anseelse steg betydeligt.

På grund af Alexandra og hans andre børn og børnebørns alliancer med andre kongelige huse, blev Christian 9. kendt som "Europas svigerfar". Som Europas svigerfar samlede han sine børn, svigerbørn og børnebørn på Fredensborg slot eller på Bernstorff slot.

Særligt 1880-erne og 90-erne blev kendte for de store sammenkomster der fandt sted.

Alexandra voksede op i "Det Gule Palæ" tæt på Amalienborg, og efter at faderen blev dansk tronarving havde familien også adgang til Bernstorff Slot. Familien var tæt knyttet, og forældrene lagde vægt på at give børnene en simpel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtopfyldelse og evne til at representære.

Familiens midler var begrænsede under Alexandras barndom og ungdom, og Louise gjorde det klart at de ikke kunne forvente de samme ting som de børn i deres omgangskreds var vandt til.

Alexandra og de fleste at hendes søskende var ikke særlig bogligt anlagte, og senere hen blev gæster der besøgte Danmark chokeret over deres barnlige lege og til tider kedelige samvær.

Således voksede Alexandra op i et simpelt, men lykkeligt miljø, med familien som centrum, hvilket ikke altid var tilfældet for andre kongelige og fyrstelige familier.

Alexandra var tættest knyttet til sin søster, Dagmar, og de to havde et tæt bånd til hinanden gennem hele livet. Ligeledes var Alexandra tæt med hendes bror, Vilhelm, og hun besøgte ofte Grækenland efter han var blevet udnævnt til konge.

I 1862 blev Alexandra forlovet med prinsen af Wales Udvalget af prinsesser for den fremtidige britiske konge var begrænset i perioden og et stort arbejde blev sat ind for at finde ham den rette brud.

Alexandra blev hurtigt en af kandidaterne, men det var ikke med udelt begejstring for den britiske kongefamilie. Hendes svigermor, dronning Victoria, var ikke glad for de politiske problemer, det indebar, at Bertie blev gift med en dansk prinsesse. England var en allieret af Preussen og en konflikt mellem danmark og de tyske stater vedrørende hertugdømmerne Slesvig-Holsten var under opsejling.

I sidste ende var hun Alexandra dog den bedste kandidat, og hun vandt sin svigermoder og reste af den britiske kongefamilie med sine simple manerer og skønhed.

Inden brylluppet måtte Alexandra aflægge sin svigermoder et længere visit, og Victoria gjorde det klart at hun ikke børd sig om det danske aspekt ved den unge prinsesse eller hendes familie.

I marts 1863 ankom Alexandra sammen med sin familie til England hvor brylleppet skulle stå 10. marts. Til anledningen havde den engelske digter, Alfred Tennyson skrevet en ode til hende.

Sea King's daughter from over the sea,

Alexandra! Saxon and Norman and Dane are we, But all of us Danes in our welcome of thee, Alexandra!

—A Welcome to Alexandra, Alfred Tennyson

Alexandra var prinsesse af Wales fra 1893 til 1901, det længste nogen har båret den titel. Alexandra havde som prinsesse af Wales flere repræsentative pligter og velgørenhedsarbejde. Hun stiftede en fond til bekæmpelse af arbejdsløshed, og arbejdede for hospitalsvæsenets udvikling.

Hun havde ingen politisk indflydelse i den periode, ligesom hendes mand blev udelukket fra at deltage i politik af dronning Victoria. Alexandra forsøgte dog både som prinsesse og som dronning at varetage danske og græske interesser, dog ofte uden megen succes. Kort efter hendes ægteskab eskalerede krisen mellem Danmark og de tyske stater, og hun holdt højlydt med sit fødeland, hvilket Victoria ikke brød sig om. Alexandra agiterede for britisk indgriben på dansk side under krigen mellem Danmark og Tyskland i 1864, og i 1890 sendte hun et langt memorandum til lord Rosebery i forbindelse med mageskiftet, hvor Storbritannien gav Helgoland til Tyskland i bytte mod kolonien Zanzibar. Alexandra fik megen ros for sin henvendelse, men den fik ingen praktisk betydning.[1] Dronning Victoria skrev: "Hvad kunne være mere smerteligt for vor familie end de politiske vanskeligheder, vi blev sat i, under krigene med Danmark?" Den tyskættede dronning ønskede ingen dansk sejr.[2]

Alexandra dedikerede sin tid på sine børn og sine sociale pligter. Edward var meget glad for at deltage i selskabslivet, hvilket Alexandra også deltog i for at glæde ham, ligesom parret selv afholdt flere baller og fester om året. Ægteskabet var lykkeligt, men bar præg af Edwards livsstil og offentlige affærer og skandaler. Alexandra støttede sin mand når sagerne opstod.

Alexandra blev et modeikon og hendes tøjstil blev kopieret af andre modebevidste kvinder. Da hun blev halt på det ene ben efter en svær fødsel, kopierede kvinderne den såkaldta " Alexandra limp."

Parret havde som bolig Marlborough House i London og Sandringham House i Norfolk. Sandringham blev Alexandras foretrukne hjem og hun indrettede det efter sin egen personlige smag.

Dronning Victoria døde i 1901 og Alexandra og Edward blev det nye kongepar. En storslået kroning blev planlagt, den første siden Victorias i 1838. Edward blev dog syg umiddelbart inden og den blev udsat til senere på året.

Som dronning beholdte hun de samme sociale gøremål hun havde haft tidligere og hun beholdt mange af sine hoffolk.

Edward tillod hende eftersigende ikke at læse statspapirerne, og hun måtte ikke deltage i nogle af de officielle besøg, da han var bange for at hun ville blande sig. Hun var meget antitysk som resten af den danske kongefamilie, og tillod ikke noget der gavndede Tyskland, ligesom hun var dybt mistroisk ovefor den tyske kejser, Vilhelm 2.

Parrets regerings tid blev siden kendt for dens dekadence og mode, i skarp kontrast til 1. verdenskrig, der fulgte efter Edwards død.

Alexandra blev den første dronning til at besøge det britiske underhus under en debat.

Edward der allerede var en ældre herre da parret kom på tronen og havde et dårligt helbred døde i 1910.

Alexandra blev med alderen mere og mere tunghør, og hun tilbragte en stor del af sin enketid i Danmark, dels hos familien på Fredensborg, dels på Hvidøre Slot, som hun købte sammen med sin søster, enkekejserinde Dagmar af Rusland.

I England dedikerede hun sit liv til velgørenhed og stiftede Alexandra Rose Day, hvis overskud gik til de fattige.

Alexandra havde bevaret et ungdommeligt udseende det meste af livet, men under 1. verdenskrig ældedes hun hurtigt og begyndte at gå med slør og kraftig makeup.

De sidste år var hun fysisk svækket, og besøgte ikke længere Danmark eller udlandet.

Alexandra døde i 1925 på Sandringham.

Alfred Lloyd NISSEN

Alfred lærte murefaget i Demstrup, blev 1917, arbejde som svend til 1928, da han overtog en ejendom på 25 tdr. land i Sjørup, hvor han desuden virkede som murer. I 1948 solgte han ejendommen og flyttede til Viborg, hvor han siden har været beskæftiget som murer.

Bosat: Vesterris 12, Viborg, 1956-1958.

Alice Christena NISSEN

All information is from Bjorn Graabek's Work.

Allert gik ud af skolen efter 7 klasse; her modtog han skolens “æresmærke” et guldur for flid og godt kammeratskab - en perfekt elev.

Han stod i lære 1.5.1938 - 31.10.1942 og tog svendeprøve i smede- og maskinarbejderfaget hos Weilbach & Cohns Fabrikker A/S.

I 1941 blev Allert udskrevet til flåde I - store krigsskibe som maskinasp. (blev åbenbart udskudt p.g.a. uddannelse) men - efter endt svendeprøve var han i kort tid arbejdsløs. Han skriver: Tyskerne er her - vil tvinge mig fra A-kasse til tysk arbejdslejr, tvangsarbejde. Jeg melder mig til opt. på maskinistskolen, så er jeg ikke arbejdsløs.

Puh - ha, så slap han lige i denne omgang. Allert blev indkaldt til session i 1944, blev taget til garden senere overfart til flåde I som maskinasp. grundet maskinitskolen. Søgte i 1945 ind frivilligt for at få aftjent sin værnepligt, men da var der ingen flåde. I 1946 fik han at vide, at hans årgang blev helt fri for militærtjeneste.

Han fortsatte på div. skoler og ville hente sin fader efter endt arbejde på en fabrik, da en hændelse mærkede ham mange år frem (se artikel om hans far).

“Jeg reddede min fars liv under krigen - slog en pistol ud af hånden på en Gestapo chef. De omtændte fabrikken. Jeg reddede ham uskadt, men han var psykisk mærket og tog senere sit eget liv. Det var hårdt for mig - kostede mig en operation 5 år senere på Rigshospitalet i 1949(1947å).

Efter faderens død begyndte Allert at få krampe omkring luft/spiserøret og blev indlagt på psykiatrisk afdeling, da man troede at det var psykisk betinget pga. sorgen. Det viste sig hurtigt, at man måtte operere ham for at spalte en kronisk muskelsammentrækning, der var livstruende pga. forsnævring af luftvejene.

Efter disse svære år begyndte han at rejse ud i verden. Det forgik med tog, skibe og til bens med rygsæk. Den 24.8.1951 blev han udnævnt som færdiguddannet Turleder fra Dansk Vandreloug. Dette foregik i fritiden. Han rejste til: Tyskland, Tjekkoslovakiet, de norske fjelde, Frankrig, Marokko, Østrig, Bornholm, Italien Lapland, Sverige m.v.

Om dagen i årene 1943-1949 tog han arbejde som mekaniker. Om aftenen tog han kurser i lodning/smedning/svejsning. Fræk, som han var, søgte han arbejde som automekaniker, hvilket gik glat. (Ejeren af værkstedet glemte at spørge efter eksamenspapirer). Bl.a. arbejdede han i1945 hos Illums Garage (auto/cykelmekaniker) og i 1946-48 hos Hans Lystrup. Han opnåede at få lærlinge under sig. Men en dag da han afprøvede en bil skete der et uheld og forsikringen måtte ind og dække. Som bevis på at det var automekanikeren, der havde forvoldt skaden, skulle bl.a. vises hans svendebrev. Ejeren af værkstedet havde været chokeret og bedrøvet., for Allert kunne ikke fortsætte nu da det kom frem, at han ikke var udlært i faget - selvom han var dygtig; det var klart et forsikringsspørgsmål.

Efter rekreationen oven på sin sygdom som tidligere omtalt, søgte Allert ind til K.T.A.S. juli 1950 og blev der til sin pension 1.7.1985.

Allert snakkede aldrig om sin opvækst. Hans bror Ole, 9 år yngre, husker at de delte værelse og Allert lå nederst i køjesengen. Han var altid irriteret over manglende privatliv og opsatte derfor en finerplade for enden af hovedgæret. Dernæst satte han gardin op, så når Ole skulle klatre i seng, ja så ku han ikke kigge ind til Allert. Ole havde i søvne. en nat, stillet sig og tisset på Allert, så mon ikke dette også bidrog til barrikaden. Pga. Allerts blufærdighed stoppede han toiletpapir i nøglehullet når han gik i bad eller på toilettet. Allert blev sendt på koloni på Sydsjælland om sommeren. Han var også ofte på besøg hos sin farfar(borgmesteren), som han så meget op til.

Shelhuset: Ole fortæller om Allerts og hans cykeltur gennem byen.

Midt i en leg sværmede det pludselig med flyvere over Godthåbsgade. Engelske flyvere fløj lavt mellem bygningerne og pludselig hørtes nogle høje eksplosioner.

Da Allert kort efter mødes med den ”lille” Ole, beslutter de sig til at cykle ind til Rådhuspladsen for at se, hvad der er sket. På vejen ved søerne ser de 2 flyvere med retning direkte mod hinanden. Den ene er på vej væk, den engelske, og den anden er en tysker på vej mod centrum. Tyskeren bliver skudt ned over søen og englænderen slipper væk. Drengene når dog ikke meget længere idet alle veje nu er afspærret. Historien får de imidlertid hurtig fat i. Englænderne havde i forberedt et angreb mod Shelhuset v. Rådhuspladsen. Huset var besat af Gestapo, som brugte nederste etager til egne folk, men den øvrige del blev brugt til at torturere danske sabotører. Der var bl.a.mange leder fra undergrundsbevægelsen, som sad fanget i bygningen. Inden angrebet havde sabotører plantet bomber strategisk, så de ikke beskadigede øverste etager. Planen var at befri fangerne. Englændernes luftangreb var en del af planlægningen.

Da første hold engelske bombemaskiner fløj ind over Rådhuspladsen ramte første maskine ved et uheld en skorsten og styrtede ned i en eksplosion. De næste 2 maskiner, der ikke havde opdaget uheldet, troede fejlagtig at det var målet og smed deres bomber. De ramte den franske skole, hvilket resulterede i en tragedie. Der var stadig elever på skolen.

Næste hold bombemaskiner ramte derimod deres rigtige mål på Shelbygningen go fik hermed udryddet en stor del af Tyskerne i bygningen, hvorved det lykkes de danske fanger at undslippe.

Forholdet til sine søskende var blandede. Han og Jytte havde samme stædige temperament, hvilket udløste et brud, da moderen kom på plejehjem. Inden da havde Allert og Hanne ellers nydt et intensivt forhold til Jyttes børn. Han mente at Jytte ikke havde inddraget ham og Ole i beslutningen om plejehjemspladsen og dernæst ikke havde tilbudt ham noget af moderens efterladte ting i lejligheden.

Han bebrejdede moderen, at hun lod det ske (ignorerede at hun havde haft hjerneblødning og var ude af stand til at varetage noget) og ville straffe hende ved at opretholde en tavshed i 3 år. Han nåede kun at besøge hende kort tid før hendes død. Allert blev først ringet op af Ole efter begravelsen, som heller ikke vidste noget; hvilket førte til endnu mere bitterhed og sorg. Han bibeholdt telefonisk kontakt med Ole efterfølgende.

Ægteskabet havde mange svære tider. Allert havde en grundregel, følelser skulle gemmes for så kunne man ikke såres og man var en “mand”, derimod nedskrev han disse på papiret, men livet havde nok tilført ham større glæder, hvis han havde, turde vise sine følelser. Den varme afsked han gav mor(Hanne) ved hendes begravelse, ville ha givet større glæde, hvis den havde været tilført ægteskabet noget tidligere. Det gik desværre for sent op for far (Allert). Her følger talen, som far holdt ved begravelsen i kirken:

Kære Hanne!

Tilbage i 50áerne var du en ung pige på kun 17 år frisk og frejdig charmerende glad. Vi mødtes i vandrelauget. Du strålede når du så mig. Da du blev 18 år ville du allerhelst ha mig med til din fødselsdag og du ville endda bo hvor jeg boede. Du kæmpede for mig og ja - så forlovede vi os og du flyttede sammen med mig - så ville du giftes. Jeg måtte overgive mig for du var bare den kærligste søde lille pige alle andre ville have. Vi ville more os nogle år, og derefter stifte familie. Siden måtte vi så leve med glæder og sorger. Vi græd og lo sammen. Du gav mig alt du havde, du smilte gennem tårer - selv til det sidste. Stod altid på min side i livets stunder. Vi oplevede svære sygdomme hvor vi kæmpede sammen, hjalp hinanden og ved guds hjælp klarede vi mirakler. Din kærlighed til os du elskede, var stor opofrende. Du var stor i din sjæl, kærlig og trofast ærlig og forstående. Nu har du lukket dine øjne og fået fred. Du kæmpede og elskede mig til det sidste. Nu står jeg her og siger dig en sidste tak og farvel. Din sjæl har forladt dig. 45 års (17-62) samliv er slut. Jeg vil mindes dig som min kærligste skat, og føle (jeg ved) at du altid har elsket mig. Det er ikke mange forundt. Vi ses igen og jeg har nu reserveret en plads ved din side engang om nogle år. Vi ses igen min kære. Minderne vil altid bestå, ære være dit minde.

Nedenstående vers blev fars vigtigste budskab i de sidste år han levede:

Husk at glemme bagateller

husk at fornemme hvad det gælder

at elske mens, du tør det

husk at leve mens du gør det.

Du kan ikke ændre på fortiden

men du kan ødelægge nutiden

hvis du spekulerer for meget på fremtiden.

Allert led af en svag ryg. Han blev opereret adskillige gange for diskusprolapser og alligevel gjorde hans stolthed at han aldrig udadtil viste smerter. Han passede sit arbejde og deres sommerhus med en fantastisk samvittighed som ikke mange mennesker formår. Men det kostede utallige søvnløse nætter for ham. Hans æresbegreb var specielt. Han nedskrev dette:

“Vær sparsommelig. Jeg har nemlig lært at klare mig selv - mine forældre har aldrig givet mig noget og jeg har aldrig arvet. Jeg har været fattig, arbejdsløs og syg; aldrig fået noget forærende. Har, måtte slås for alt her i livet, måtte kæmpe mod onde kræfter i mennesker; er lykkelig for min kone og børn - her har jeg måske også haft lidt held med mig. Kampen mod sygdom har været hård og belastende, men også her har jeg haft kræfterne. Her har mit hjem, kone og børn været min vigtigste drivkraft - det har været kampen værd. Mit job - mit hjem og familie, det har jeg kæmpet for - og stabilitet, loyalitet og trofasthed i med og modgang har været mit bomærke. Aldrig givet op i kampen. Mine børnebørn er min store glæde. At blive bedsteforældre er sagen. Alle vores børnebørn elsker vi. De er alle forskellige og alle elsket af os. Ingen mindre elsket end andre og så fik vi dem hvor vi havde mest tid, var pensioneret.” 

Also Known as: WILLIAM BENJAMIN HARTON.

Like his father, he was employed by Cobb & Co looking after the coach horses and lived at Barnato Stn before moving to White Cliffs where he worked for Cobb & Co and was also an Opal Miner. At some stage during this time William lived at The 9 Mile Dam on the Wilcannia to Louth Road, and his wife to be (Catherine) lived in Wilcannia.

They were married at the Shearlegs hotel which is 30 Miles (50 Kms) South of Cobar on the Hillston Road.William, which today has only ruins remaining.

Alt birth year: c. 1508