Notater

Holger Frederik (Friderich) Skeel (30. marts 1785 i København – 16. september 1838 sammesteds) var en dansk jurist, far til V.S. Skeel.

Han var søn af amtmand Vilhelm Mathias Skeel og hustru, blev 1805 cand.jur., 1808 prøveprokurator, 1810 overretsprokurator, bosat i Slagelse, 1816 i Odense, hvor Skeel 1818 og 1819 var konstitueret rådmand, by- og herredsskriver. 1830 flyttede han til København, blev 1832 landsoverrets-, samt hof- og stadsretsprokurator, 1836 administrator for Det Skeel'ske Fideikommis, overtog 1837 Det Skeel'ske Majorat og blev samme år patron for Roskilde adelige Jomfrukloster.

Skeel ægtede 29. august 1809 i Slagelse Ida Elisabeth Høhling (16. december 1774 i København - 20. oktober 1843 sammesteds), datter af major Samuel Christopher Høhling og Else Christiane (Ortmann) Qvist.

Kilder

• Danmarks Adels Aarbog 1943.

Vibeke Elisabeth Reumert (3. oktober 1909 – 2. august 2003) var en dansk lydbogsindlæser og skuespillerinde.

Medvirkede i filmene Jeg mødte en morder (1943) og Giv Gud en chance om søndagen (1970) og indlæste et hav af lydbøger – lige fra H.C. Andersen til Morten Korch.

Datter af skuespilleren Poul Reumert og søster til Dyveke Reumert.

Eksterne henvisninger

• Vibeke Reumert på Internet Movie Database
• Vibeke Reumert på Filmdatabasen
• Vibeke Reumert på danskefilm.dk
• Vibeke Reumert på Scope
• Vibeke Reumert i Svensk Filmdatabas

 

Otto Zytphen-Adeler
Foto: E. Lange

Gebhard Elimar Otto baron Zytphen-Adeler (2. november 1843 – 20. august 1917) var en dansk landmand og hofjægermester, bror til Frederik og Christopher Zytphen-Adeler.

Han var søn af lensbaron G.F.O. Zytphen-Adeler og hustru født Løvenskiold. Han var forpagter af Marienberg ved Vordingborg og blev hofjægermester.

Han blev gift 2. juli 1872 med Elisabeth Auguste Anna de Falsen (1. juli 1850 - 18. juli 1921 i Roskilde), datter af kaptajn Enevold de Falsenog Auguste Alexandrine født Christmas. Hun var indtil da indskrevet i Vallø Stift.

Kilder

• Ferdinand von Krogh: "Falsen", Dansk Adelskalender, 1878. Online-udgave

Peter Borre (5. november 1720 i Jylland – 20. december 1789) var en dansk handelsmand.

Han fik 1750 borgerskab som grosserer i København. I forbindelse med Handelshuset Fenger, ledet af Peter Fenger, fik han 1760 privilegium på anlægget af et sukkerraffinaderi i deres fælles gård på Christianshavn. Samme år besluttede regeringen, dels for at undgå de mange besvigelser ved smuglen af tobak, dels for at indtægten ved fabrikationen deraf kunne komme på de danskes frem for på fremmedes hænder, at ordne hele tobakshandelen i Danmark som monopol. Efter at forhandlingerne med Frederik Bargum om at forpagte dette vare strandede, udnævntes Borre, der samme år blev hofagent, til administrator for tobakshandelen, derimod fik han den ikke i forpagtning, som anført i Nathansons Danmarks National- og Statshusholdning, 2. udg., s. 631. Ifølge hans instruks af 5. marts 1761 påhvilede det ham at besørge alle fornødne tobaksblade indkøbte og her i riget fabrikerede, drage omsorg for, at oplag fandtes i alle købstæder, og for egen regning at holde et hovedkontor og magasin og lønne de til administrationen nødvendige betjente. Til gengæld fik han årligt 12½ % af statens indtægt af handelen. Indtil monopolet atter hævedes, 1778, var Borre sjælen i foretagendet. Næste forår udnævntes han, rimeligvis som anerkendelse for sin virksomhed derved, til etatsråd. Borres handelskyndighed kom også andre foretagender end tobakshandelen til gode. Efter at have været hovedparticipant blev han o. 1759medlem af direktionen (siden 1. direktør) i Det kgl. oktroierede almindelige Handelskompagni, indtil dettes monopol hævedes 1774, og derefter i den kgl. almindelige islandske, finmarkske og færøiske og ligeledes i Den grønlandske Handels og Fiskefangsts direktion indtil o. 1779. I en lille håndskreven pjece, der findes i Det Kongelige Bibliotek (Ny kgl. Saml. 4. nr. 1682) har han fremhævet nødvendigheden af at gå over fra monopol til frihandel for at fremme Islands kommercielle udvikling.

6. juni 1751 ægtede Borre Sophie Aagaard (18. oktober 1735 – 5. oktober 1778), med hvem han havde 1 søn og 3 døtre, og 20. december 1789 afgik han ved døden.

Birgitte Timmesdatter Rosenkrantz (henrettet 29. juni 1603 i København) var en dansk adeldame, der var gift med Niels Kaas (Sparre) til Stårupgård.

Hun var datter af Timme Rosenkrantz og Karen Christoffersdatter Viffert.

Hun blev af Christian IV dødsdømt for blodskam med sin afdøde husbonds søskendebarn Gjord Kaas og halshugget. Siden siges hun at have hjemsøgt Stårupgård og i øvrigt også Rydhave Slot^[1] for at lede efter sine to børn, som hun fik med Gjord.^[2] Gjord Kaas flygtede, men blev fanget i 1616 og ligeledes henrettet.

Referencer

Eksterne henvisninger

• Danmarks Adels Aarbog 1985-87.

 

L.I. Brandes
Foto: Emil Hohlenberg

Ludvig Israel Brandes (født 26. oktober 1821 i København, død 17. september 1894 sammesteds) var en dansk læge.

Han tog lægeeksamen i 1845, hvorpå han uddannede sig såvel i udlandet som på Almindeligt Hospital i København. I 1848 tog han licentiat- og i 1850 doktorgraden. Han fortsatte sin uddannelse som reservemedikus på Almindeligt Hospital og Frederiks Hospital og blev derpå i 1863, efter i nogle år at have været distriktslæge i København, da Kommunehospitalet oprettedes, overlæge på Almindeligt Hospitals 1. afdeling og lemmestiftelse.

Brandes skrev dels forskellige mindre afhandlinger og populære småting, dels en stor håndbog i terapien i 4 bind (udkommet 1859-66), men af langt større betydning end hans medicinsk-videnskabelige arbejder var hans virksomhed i filantropisk retning.

Virke til fremme af sygeplejen

Først og fremmest er Brandes navn knyttet til Københavns Sygehjem, dernæst til "Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere", der blev stiftet i 1867. Men for Brandes humane ånd, der gjorde ham i høj grad elsket på sit hospital, lå det også nær at søge at få sygeplejen forbedret, ikke mindst på hospitalerne, hvor den indtil 1870'erne stod overordentlig lavt, og Brandes arbejdede derfor ivrigt for at få en forbedring gennemført, navnlig ved at få damer af bedre stand som sygeplejersker, og hans foredrag herom på det skandinaviske naturforskermøde 1872 gav stødet til, at en sådan forandring virkelig blev indført.

Hædersbevisninger

Brandes blev titulær professor i 1869, etatsråd i 1891, Ridder af Dannebrog 1859, Dannebrogsmand 1888.

Gravsted

Han er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Der findes en buste af Aksel Hansen 1895 foran Københavns Sygehjem i Ordrup. Træsnit 1884 og efter fotografi 1885.

 

Carl Fredrik Ehrensvärd

Carl Fredrik Ehrensvärd eller som han hed i Danmark Carl Frederik Gyllembourg (7. januar 1767 – 1815) var en svensk adelig politiker og landøkonomisk forfatter. Han er mest kendt for at have været medvider om attentatet på den svenske konge Gustav 3. af Sverige og efter at være landsforvist og bosat sig i Danmark for at have ægtet den danske forfatterinde Thomasine Gyllembourg (født Buntzen og første gang gift med P.A. Heiberg).

Ungdom

Carl Fredriks forældre var Carl friherre Ehrensvärd, general og chef for det svenske artilleri (død 1770) og Anna Antoinette født Gyllenborg. Som landflygtig antog Gyllembourg moderens navn, kun lidt anderledes stavet.

Den unge Gyllembourgs uvilje mod Gustav 3.’s regeringsforanstaltninger næredes ved enkedronningens hof, hvor han var bleven antagen som page, og forøgedes, da han efter endt officerseksamen kom til at gøre tjeneste i artilleriet, blandt hvis befalingsmænd kongen havde nogle af sine ivrigste modstandere.

Den del af oppositionen, som mente, at kongens død var den eneste frelse for fædrelandet, fandt derfor et af sine villigste redskaber i den unge politiske entusiast Gyllembourg.

Sammensværgelsen og Gyllembourgs rolle

Sammensværgelsen var slet forberedt, men den førte dog til, at Gustav 3. 16. marts 1792 dødelig såredes. Gyllembourg dømtes af Svea Hofret til at miste ære, gods og livet ved halshugning; men Højesteret formildede dommen til landsforvisning og tab af adelskab og alle borgerlige rettigheder, en straf, der sikkert var alt for hård i forhold til Gyllembourgs brøde, der kun bestod i, at han havde måttet love oberst Pontus Liljehorn at bringe ham melding om kongens død og var rede til at parere ordre fra sin foresatte, major Hartmansdorff, som også var impliceret i sammensværgelsen.

Landsforvisning

Gyllembourg forlod nu sit fødeland med den beslutning at træde i fransk krigstjeneste; men den jakobinske revolution af 10. august 1792 og navnlig Septembermyrderierne holdt ham tilbage. Efter at Gyllembourg en tid havde styret en gård, en af hans venner havde købt i Holsten, og i direktoriets Periode atter gjort en forgæves rejse til Frankrig for at blive ansat i militærtjenesten, besluttede han at bosætte sig i Danmark.

Livet i Danmark

I København trådte han i venskabeligt forhold til flere frisindede forfattere som Knud Lyne Rahbek og Peter Andreas Heiberg og blev af den sidste indført i hans hus. Det skulle få afgørende betydning for hans fremtidige liv og binde ham til Danmark. Thomasine Heiberg forelskede sig i ham, og han i hende. Heiberg forvistes i begyndelsen af 1800 for statsskadelige skrifter. Den efterladte Thomasine begærede skilsmisse, og afstod fra sønnen Johan Ludvig for at kunne ægte Gyllembourg. Denne beslutning mødte stor kritik i samtiden, men parret Gyllembourg blev ikke udstødt, de valgte selv at flytte.

Da Gyllembourg i december 1801 blev viet til Heibergs fraskilte hustru, Thomasine, bosatte ægteparret sig på den store gård Ruhedal (Gyrstinge Sogn, Sorø Amt), som Gyllembourg, der altid havde haft lyst til og interesse for landvæsenet, havde købt med penge lånt af sin nye svigerfar. Da Ruhedal brændte i 1806, flyttede de til hovedstaden.

Her var det, at Gyllembourg efter modtagelsen af en præmie fra Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab søgte audiens hos dettes præses, kronprinsen, rimeligvis for samtidig at anbefale sig. Da kronprinsen på sin ligefremme, barske vis svarede Gyllembourg, at "den, som havde været utro mod een Herre, ogsaa kunde være det mod en anden", indleverede Gyllembourg en memoire, hvori han gennem en udførlig beretning om begivenhederne i Stockholm 1792 søgte at forsvare og undskylde sit forhold til kongemordet. Gyllembourg havde kun haft rollen som budbringer under sammensværgelsen, der sluttede med Gustav IIIs død efter attentat under maskebal i Stockholm.

Politisk virke i Danmark

Efter den tid synes Gyllembourg at være steget i Frederik 6.s gunst, og da Gustav 4. Adolf af Sverige’s afsindige regimente under Napoleonskrigene i det 19. århundredesbegyndelse havde bragt Sverige til undergangens rand, og et tronskifte af alle fornuftige svenskere ansåes for aldeles nødvendigt, var Gyllembourg en af Frederik 6.’s ivrigste agenter i 1810.

Skandinaviske sympatier, der den gang begyndte at røre sig i begge landene, og lyst til at tjene sit nye fædrelands herre turde her have været lige virksomme hos Gyllembourg, og det var ham en stor skuffelse, at den danske tronkandidatur blev forkastet af det svenske statsråd og Rigsdagens hemmelige udvalg.

Også for Norges nye konstitution nærede Gyllembourg megen interesse, og han var den første, der i 1814 foreslog at gøre "Dagen for Norges nye Skabelse til en national Højtidsdag".

Som ægtemand og (sted)fader har han fået det bedste skudsmål af sin hustru og af sin stedsøn, Johan Ludvig Heiberg. Hvor Heiberg havde været den førende danske revolutionære, bragte Gyllembourg en umiskendeligt aristokratisk tone af anstand og elegance ind i ægteskabet. Han døde uden at efterlade sig andet end gæld, men Frederik 6. gav hans enke en pension som tak for Gyllembourgs kamp for at forene Danmark, Norge og Sverige i en ny personalunion.

Kilder

• Johanne Luise Heiberg, Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg – En Beretning støttet paa efterladte Breve, Gyldendal, 1947. Indeholder bl.a. grev Gyllembourgs selvbiografi fra 1805.

Henvisning

• Dansk biografisk lexikon, bind VI

 

Jean Henri Huguetan greve Gyldensteen

Jean Henri Huguetan, rigsfriherre d'Odyck og lensgreve Gyldensteen (1665 i Lyon – 14. juni 1749 i København) var en dansk godsejer, far til Jean Henri Desmercières.

Karriere i Frankrig, Holland og England

Han var født i Lyon og var søn af en boghandler og bogtrykker, Jean Antoine Huguetan (1615-1681) og Marguerite Perrachon (død 1714). Efter det nantiske edikts ophævelse 1685 forlod Huguetans mor med sine tre sønner Frankrig og bosatte sig i Nederlandene. Den ældste af sønnerne oprettede 1686 en stor boghandel i Amsterdam, hvori de to andre brødre siden blev deltagere. Skønt han var protestant, blev der ikke lagt hindringer i vejen for de omfattende bankierforretninger, han en tid lang drev i Frankrig. Dog foretrak han efter 1690 at bo en halv snes år i Amsterdam. Siden finder vi ham atter i Frankrig. På Den Spanske Arvefølgekrigs tid tjente han mange penge ved leverandørforretninger; men uheldigvis kom han på kant med den franske regering om pengesager (april 1705), og han måtte flygte til Holland, hvorfra han gik til England. Store svingninger vedblev at betegne hans liv. Efter at han var gået fallit i England, og han der havde bragt adskillige store huse til at fallere, synes han at have flakket om i forskellige lande, indtil han omsider 1711 flyttede til Danmark. Hvordan end dette forholder sig, synes han at have reddet en betydelig formue ud af sine spekulationer. Efter sit andet fornemme giftermål blev han 1708 af kejseren optaget i rigsfriherrestanden(baron af d'Odyck) og blev samme år sachsen-weimarsk gehejmekrigsråd med rang som statsministre, 1710 drost over det greven af Lippe-Detmold tilhørende herskab Vianen ved Utrecht.

I Danmark

Han havde fra sit bevægede liv bjerget en betydelig rigdom, hvad onde tunger ville sætte i forbindelse med, at han havde gjort svigagtig fallit. Overhovedet har der været forunderlige rygter i gang om hans levned, inden han kom til Danmark, hvor han 1712 fik naturalisationspatent som baron Odyck. Her anbragte han en del af sine store midler i jordegods både i selve kongeriget og i Holsten. 2. april 1717 optoges han med hustru og datter i den danske grevestand med navnet Gyldensteen. De fynske godser Enggård (omdøbt til Gyldensteen), Oregård og Uggerslevgård (købt 1719-20) fik han 1720 gjort til et grevskab under navn af Gyldensteen. Desuden nævnes han som herre til Cronsburg ved Rendsborgi Holsten (købt 1715).

Hæder og omgangskreds

Han var tillige kammerherre (fra 1714) og Ridder af Dannebrog (fra 1717). Af offentlige embeder synes han kun en tid at have beklædt stillingen som envoyé ved de Øvre- og nederrhinske-westfalske kredse; men han indtog dog en meget fremskudt stilling herhjemme. Foruden sine rigdomme havde han under sit livs stærke omskiftninger vundet en betydelig smidighed og evne til at tumle med forskellige personligheder, og han var en særdeles begavet mand med stor kundskab i alt, hvad der vedrørte pengeforretninger og Handelssager. Alt dette kastede i Frederik IV's og hans stormænds øjne et dække over hans oprindelig lave byrd og tvivlsomme Fortid. Han var jævnlig gæst ved kongens taffel, og han hørte til storkansleren, grev Ulrik Adolf Holsteins og hans frues nærmeste venner. Den franske regering anbefalede sine diplomater at være forsigtige over for ham, "der var blevet så kendt ved sin bankerot"; men de tilrådede stærkt at stille sig i et venskabeligt forhold til ham. Både hans klogskab og hans indflydelse gjorde det ønskeligt. Da det ostindiske Kompagni i 1722 stod på svage fødder, ansøgte det kongen, om Gyldensteen, uagtet han ikke var lutheraner, men reformert, måtte blive en af dets direktører, et ønske, kongen også opfyldte. Efter Frederik IV's død gjaldt det for tvivlsomt, om han kunne undgå den unåde, der ramte dem, som havde stået denne konge nær; men han forstod at holde sig oven vande. Under den iver, som Christian VI's regering viste for handel og industri, gjaldt han ligesom hans uægte søn Jean Henri Desmercières for omtrent uundværlig, og det var så langt fra, at kongen stødte ham bort, at han 1731 gjorde ham til gehejmeråd (1738 gehejmekonferensråd). Desuden var han med at give råd ved Kurantbankens oprettelse 1736, og han tegnede sig til glæde for kongen for et stort antal aktier. Endnu 1742 omtaler en svensk diplomat i København ham som ualmindelig kraftig både på sjæl og legeme. Han døde 14. juni 1749.

Han opførte 1740 en gård på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade (senere Hotel Fønix, fra 1945 Land og Folks redaktion, og nu atter Hotel Phoenix Copenhagen). Gyldensteen købte 1743 landstedet Rustenborg i Lyngby, som han 1748 overlod sønnen. Også palæet i Bredgade blev arvet af sønnen.

Ægteskaber og efterkommere

Han blev gift 1. gang 3. februar 1701 i Amsterdam (Oude Walen Kerk) med Susanne Testas (21. januar 1680 i Bordeaux – 12. september 1703 i Amsterdam), datter af købmand Daniel Testas (1643-1722) og Marie Cayrouze (død 1696). Gift 2. gang 1. maj 1708 i Amsterdam (Franske Kirke) med grevinde Mauritia Marguerite Odyck (født mellem 1671 og 1676 i Haag (?) – 28. december 1745 i København), datter af greve Wilhelm Adrian af Nassau til Odyck, Cortgeene, Zeist og Driebergen (1632-1705) og Elisabeth van der Nise (1639-1698).

Foruden den ovennævnte uægte søn, Jean Henri Desmercières, som han havde med en modehandlerske, havde Gyldensteen en datter, der var født i et ægteskab med en hollandsk dame af slægten Wassenaer. Denne datter flygtede til Skåne med en Antoine Casado marquis de Monteleone, søn af den spanske minister i København, og hun lod sig her vie til ham. Det kom i den anledning til et brud imellem hende og faderen, der forøvrigt fik endnu mere grund til sorg ved hendes senere udsvævende liv. Fra en datter af hende nedstammer de senere besiddere af grevskabet Gyldensteen (først Knuth, siden Bernstorfferne). Slægten Gyldensteen uddøde ca. 1767.

Han er begravet i Nørre Sandager Kirke. Der findes et portrætmaleri af ham på Gyldensteen.

Kilder

• Edvard Holm, "Jean Henri Huguetan Gyldensteen", i: C.F. Bricka (red.), Dansk biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905.
• Minerva, november 1804.
• Danske Herregaarde I: Gyldensten.

Jens Christian Juulsgaard Gammeltoft
Personlig information
Født	19. december 1818 København
Død	20. april 1873 (54 år) Købmagergade 62, København
Børn	Carl Gammeltoft
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Skolemand • Borgmester
Aktive år	1844-1873

Jens Christian Juulsgaard Gammeltoft (19. december 1818 i København - 20. april 1873 i København) var en dansk skolemand og borgmester i København.

Ungdom

Gammeltoft var yngste søn af grosserer Ole Christian Gammeltoft og Vibeke Marie f. Lund. Han blev født i et velstående og borgerligt handelshjem. Hans far var søn af husmand Christen Jepsen og var opkaldt efter sin fødegård Gammeltoft i Nørlem Sogn ved Lemvig. Han var som ung flyttet til København, hvor han havde skabt en større grosserervirksomhed.

Da Gammeltoft var to år gammel, døde hans far, og hans mor blev efterladt alene med tre små sønner. Gammeltoft fik på trods, ligesom sine to brødre, en god opdragelse. Han blev student fra Borgerdydskolen i 1836, hvorefter han begyndte sine almene studier på Københavns Universitet. Han deltog aktivt i tidens studenterliv og gjorde i sine studieår adskillige bekendtskaber. Dertil var han særdeles begavet og flittig. Han bestod sine eksamener med udmærkelse og fortsatte straks på det teologiske studium, hvorfra han opnåede teologisk attestats i 1841. Følgende år foretog Gammeltoft en studierejse til Berlin, hvor han mødte filosof Søren Kirkegaardog hørte forelæsninger på universitetet hos bl.a. teolog Friedrich Schleiermacher. Ved sin hjemkomst vandt han guldmedaljen for universitetets teologiske prisopgave Om udbyttet af det nye testamentes apokryfe bøger for studiet af kristendommens historie.

Skolemand

I 1844 blev Gammeltoft ansat som lærer ved Søetatens Drengeskole og udgav samme år et mindre skrift Om akademiske anliggender. Hans interesser var imidlertid fokuseret på hans lærervirksomhed. Han blev forfremmet som overlærer I 1847, men blev samme år ansat som inspektør ved Vestre Betalingsskole, som han styrede med gode lederevner. Han udviklede i disse år en politisk interesse for skolevæsenet og udfærdigede flere bidrag til tidsskriftet Skolens Reform.

Politisk karriere

I 1856 blev Gammeltoft valgt som borgerrepræsentant i København, hvor han viste sig som en dygtig forhandlingsmand. Udover skolevæsenet involverede han sig endvidere i de finansielle anliggender, hvor han benyttede sin viden om bogholderi fra sit barndomshjem. Han indtrådte i Københavns Magistrat som rådmand og blev i 1860 udnævnt som borgmester for Magistratens 2. afdeling. Gammeltoft ydede stor indflydelse i sin stilling og demonstrerede et stort organisatorisk talent. Først og fremmest bragte han orden i kommunens regnskabsvæsen, som hidtil var decentraliseret og dårligt organiseret. Han var dertil hovedmanden bag indførselen af den københavnske indkomstskat og styrkede og moderniserede hospitalvæsenet. I hans sidste år ledede han desuden salget af Bøndergodset under Bidstrup og sikrede derved kommunen en stor indtægt.

Gammeltoft var agtet blandt sine underordnede embedsmænd. Han var kendt som en vidende og arbejdsom mand med et grundigt, undersøgende blik. Denne strenge arbejdsmoral hindrede imidlertid ikke, at han tillige var kendt som elskværdig og jovial blandt sine medarbejdere. Hans interesser strakte sig fra hans stillings egentlige arbejdsområder til at omfatte en stor kulturel interesse. Han var således formand for Teaterkommisionen og spillede en vigtig rolle i tilblivelsen af Det Kongelige Teaters nye bygning. Han blev udnævnt justitsråd i 1861 og etatsråd i 1866. Han var Ridder af Dannebrog fra 1862 og Dannebrogsmand fra 1871.

Gammeltoft var svagelig de sidste år af sit liv, men fratrådte ikke sin stilling som borgmester. Han døde 20. april 1873 i sit hjem efter længere tids sygdom og begravedes under stor deltagelse fra Vor Frue Kirke.

Familie

Gammeltoft giftede sig i 1845 med Cathrine Margrethe Philippine f. Nimb, datter af kontorchef, etatsråd Jørgen Nimb. Parret fik tre sønner, deriblandt direktør for De Danske Sukkerfabrikker, konferensråd Carl Gammeltoft, samt en datter som giftede sig med forretningsfører L. N. Hvidt.

 

Édouard du Puy som ældre

 

Édouard du Puys gravsten, Johannes kyrkogård i Stockholm.

Jean Baptiste Édouard Louis Camille du Puy (1770 – 3. april 1822) var en schweiziskfødt musiker og skuespiller, der levede og virkede ca. 19 år i Stockholm og ca. 10 år i København fra 1793.

Ungsdomsårene

Édouvard du Puy blev født i Corcelles i nærheden af Neufchâtel i Schweiz, men året er usikkert. Det angives til 1767, 1770, 1771, 1773 eller 1775 i de forskellige kilder. Du Puys egentlige familienavn skal have været Meuron, og faderen antages at have været leder af en mine. Édouard blev fra fireårsalderen opfostret hos en onkel du Puy, hvis efternavn han senere antog. Denne onkel var stadsmusikant i Geneve, og han sørgede for, da det viste sig at drengen var talentfuld, at han blev uddannet som musiker. Senere i livet skal du Puy have antydet, at han var et uægte barn af Heinrich af Preussen, som senere ansatte ham i sit orkester. I 1786 blev Édouard sendt til Paris, hvor han blev undervist i klaver af Jan Ladislav Dussek og i violin af François Chabran. I 1789 blev han koncertmester hos Heinrich af Preussen i Rheinsberg. På den post afløste han i øvrigt J. A. P. Schulz, der var blevet kaldt til Danmark som kapelmester for Det Kongelige Kapel. du Puy blev i Rheinsberg i fire år samtidig med at han studerede harmonilære i Berlin hos Carl Friedrich Christian Fasch.

Tiden i Stockholm og København

I 1793 drog du Puy på koncertrejse som violinist både i Tyskland, Polen og Sverige. Mens han var i Stockholm, blev han ansat som violinist i hofkapellet og senere også som operasanger. Kort tid efter, i 1799, vakte han den svenske konges mishag ved under en fest i Bellman-Selskabet Par Bricole at hylde Napoleon (det var inden denne kronede sig selv til kejser) og synge republikanske viser. Derfor udviste kong Gustav 4. ham af Sverige, og han rejste til København. D. 29. marts 1800 gav han en koncert på Det Kgl. Teater, hvor han bl.a. spillede en af sine egne violinkoncerter, men i nogen tid måtte han leve af at undervise i musik. Han blev dog hurtigt udnævnt til koncertmester i Det Kgl. Kapel og i 1802 også operasanger ved Det kgl. Teater.

I den egenskab fejrede han store triumfer. Han omtales i samtidige kilder som en smuk mand, og man var ydermere ikke forvænt med skolede operasangere i København, så han blev meget populær. En af hans glansroller var partiet som Don Juan i Mozarts opera. Samtidig optrådte han andre steder i mange sammenhænge, både som sanger, som violinist og dirigent. Hans kompositioner var populære, specielt syngestykket Ungdom og galskab og en mængde viser, som indlagdes i forskellige teaterstykker. Ligesom tilfældet havde været i Stockholm, var han også i København en succes i selskabslivet. Fra 1804 var han endda en af direktørerne i tidens mest ansete klub, Harmonien.

Allerede i 1801 havde han meldt sig til det frivillige Livjægerkorps, og i 1807, da engelske tropper belejrede og bombarderede København, viste han sig også at være en udmærket soldat, der hurtigt avancerede til løjtnant. Imidlertid kunne en officersværdighed ikke forenes med en rolle som skuespiller og operasanger. Derfor måtte han indstille sin scenekarriere. Han fortsatte med at undervise andre sangere og med sit virke som violinist og koncertmester. Men kort tid efter revnede ballonen. Han blev en af hovedpersonerne i en kongelig skandale. Fra sin tid i Rheinsberg havde han en datter med en skuespillerinde, Henriette Montroze. I maj 1803 giftede han sig i København med Anna Louise Frederikke Müller, datter af kobberstikker C. F. Müller. De fik sammen nogle børn, men Du Puy havde ved siden af hende flere elskerinder. Han havde tilsyneladende også en affære med kronprinsesse Charlotte Frederikke, den senere kong Frederik 7.'s mor. Resultatet var, at Du Puy blev udvist af Danmark, og prinsessen blev skilt fra sin mand, den senere kong Christian 8. og sendt i internt eksil i Horsens. Édouard Du Puys familie forsøgte flere gange at få kong Frederik 6. til at benåde ham, men fik afslag. Hustruen og børnene blev i Danmark, men en søn rejste senere til faderen i Sverige.

Efter sin udvisning fra Danmark rejste Du Puy til Paris, men vendte kort efter tilbage til Stockholm hvor kong Gustav var blevet afsat ved et kup. Édouard Du Puy blev 1812 genansat ved operaen både som kapelmester og skuespiller/sanger. En af hans glansroller i Stockholm var Figaro i Mozarts Figaros bryllup. I 1814 var han medstifter af orkestrets pensionskasse. Allerede i 1795 blev han medlem af Musikalska Akademien, og 1814 blev han titulær professor. Ved hans begravelse blev Mozarts Requiem opført for første gang i Sverige.

August Bournonville lavede i 1871 balletten Livjægerne på Amager, som handler om Du Puy og hvori noget af hans musik benyttes.

Mennesket og musikeren

 

Édouard Du Puy som ung

På hans grav på Johannes kirkegården i Stockholm rejste Musikalske Akademien 1866 et mindesmærke over ham. At dømme efter samtidens beretninger var han en elskværdig og i mange henseender meget begavet mand.

Som violinist udmærkede han sig ved en virtuos stil med sikkerhed i intonationen, musikalsk fornemmelse og smag. Han havde en lys barytonmed stort register: tenor og bas og endda falset. Han egnede sig fint til de sangbare og udadvendte roller, hvor han kunne appellere direkte til publikum. Som dirigent omtales han også rosende. Svenska hofkapellet var ubetinget et af Europas bedste orkestre på den tid, og Du Puy nævnes som den bedste af dets kapelmestre.

Du Puys kompositioner er melodiøse og imødekommende, livlige og behagelige og holdt i den lettere stil.

Liste over kompositioner

• Ungdom og galskab (syngespil 1806)
• Sørgemarsch i c- mol (orgel 1807)
• Föreningen (skuespil 1815)
• Agander och Pagander (skuespil 1818)
• Balder (1819)
• Felicie eller Den romaneska flickan (komisk opera 1821)
• Björn Jernsida (ufuldendt opera)
• Festen för den gamle generalen (ballet)
• Violinkoncert i C-dur
• Violinkoncert i d-mol
• Violinkoncert i E-dur
• Koncert for 2 violiner
• Fagotkoncert i c-mol
• Fløjtekoncert i d-mol
• Klarinetkoncert
• Fagotkoncert
• Hornkoncert
• Kvartet nr. 2 (strygere?)
• Kvintet i c-mol (strygere?)
• Kvintet i a-mol (fagot og strygekvartet)
• Introduktion und Polonaise : für Klarinette und Klavier
• Duetter for violin
• 12 kontradanse arrangeret for klaver
• Hornkvartet
• 6 kvartetter for 2 tenorer og 2 basser
• mange sange
• musik til officielle lejligheder
• balletmusik
• marcher
• Sange på Wikisource

Litteratur

• Robert Neiiendam, Ungdom og Galskab. Prinsesse Charlotte Frederikke og Edouard De Puy, V. Pios Boghandel – Povl Branner, 1923.

 

C.W. Jessen

Carl Wilhelm Jessen (10. juli 1764 i Fredensborg – 30. marts 1823 på St. Thomas) var en dansk søofficer, bror til Juliane Marie Jessen og far til Tycho og N.J. Jessen.

Karriere

Han var søn af etatsråd Nicolai Jacob Jessen og Marie Christine Jacobi. Jessen begyndte som kadet i 1776, blev sekondløjtnant i Marinen1782, premierløjtnant 1789, kaptajnløjtnant 1796, kaptajn 1803, kommandørkaptajn 1810, kommandør 1815 og afgik fra marinen som kontreadmiral 1822. Herefter blev han guvernør for St. Thomas.

Straks efter sin officerseksamen var Jessen på togt med snaven Lærken til Vestindien, hvor han deltog i en heldig kamp mod 2 engelske kapere. 1784-86 i koffardifart med Vestindisk Kompagnis skibe som overstyrmand. I 1789 var han skoleofficer ved Søkadetakademiet og chef for en kanonbåd i admiral Conrad von Schindels eskadre i Østersøen, og var i 1790 som chef for kongebåden Makrellenrekognoscerende for den udsendte eskadre. 1793-94 var han som næstkommanderende på briggen Lougen under kaptajn H. Kaas atter i Vestindien, hvor han også deltog i kampe mod kapere. I 1795 næstkommanderende på fregatten Thetis.

Under Englandskrigene

Jessen var 1799-1800 næstkommanderende for Søkadetakademiet og derefter chef for en kutter på togt ved Norge for at beskytte neutraliteten. Han udsendtes i 1800 som chef for briggen Louge på ny til Vestindien, hvor han også havde to skonnerter, Iresine og Den Aarvaagne, under sig. Han erobrede den 1. september den engelske kaper Eagle, som i lang tid havde forulempet de danske handelsskibe.

Den 3. marts 1801 kæmpede han mod en overlegen engelsk styrke på to fregatter, der uden at Jessen anede noget om krigsudbruddet, overfaldt ham ved øen St. Thomas – Slaget ved Fugleklippen. Da øerne senere blev overgivet, måtte han imidlertid udlevere alle sine tre skibe til englænderne, og han rejste derefter med besætningerne hjem, hvor kongen hædrede ham med en guldæressabel.

1803-04 var han atter i Vestindien, nu som chef for fregatten Frederikssteen. Han havde desuden til opgave at tage plads i Vestindiens regering i alle spørgsmål, der vedrørte øernes søvæsen og søforsvar.

I 1807 blev han chef for linjeskibet Prins Christian Frederik, der sammen med linjeskibet Louise Augusta og briggen Lovgen dette år opholdt sig i norske farvande og derved undgik at blive udleveret til englænderne, da disse tog hele vor øvrige flåde. I december 1807 kom han tilbage til Øresund med 200 mand af besætningen på sygelisten og med et skib, der trængte stærkt til eftersyn, da det længe havde været i søen, men fik allerede i marts 1808 ordre at gå til Storebælt for at bortjage engelsk fregat, fordi man ønskede uhindret at kunne overføre de franske (spanske) tropper fra Fyn til Sjælland.

I København erfarede man imidlertid, at en overlegen engelsk styrke var ankommet ud for Hornbæk, og admiral Bille sendte derfor en skrivelse til ham om at søge tilbage til Sundetsyd om Sjælland. Jessen fik dog ikke beskeden før det var for sent. 22. marts mødte han med sit skib to fjendtlige fregatter nord for Sjælland; for at forhindre disse i at komme ind i Bæltet holdt han nord på; de engelske linjeskibe ved Hornbæk havde imidlertid erfaret hans afgang og begav sig samme morgen på jagt efter ham.

Kl. 2 opdagedes fra Prins Christian Frederik to engelske linjeskibe kommende øst fra, og Jessen indså nu, at en afgørende kamp måtte følge. Flygte for fjenden gennem bæltet ville han ikke for ikke at trække den fjendtlige styrke derned, han holdt derfor norden og østen om Sjællands Rev og håbede nu på at kunne slippe sikkert tilbage til Øresund. Da vinden imidlertid skrallede mere og mere, lykkedes ej heller dette. Kl. 19.30 på østsiden af Sjællands Odde begyndte kampen, der førtes mod de engelske linjeskibe Nassau og Stately samt yderligere en fregat og to korvetter (HMS Quebec, HMS Lynx og HMS Falcon). Efter næsten tre timers kamp måtte Jessen stryge flaget, men var da kommet landet så nær, at han kunne sætte skibet på grund. Kun med nød og næppe undgik de fjendtlige skibe at dele skæbne med ham. I dette søslag faldt løjtnant Peter Willemoes og to andre officerer samt 61 mand, desuden var 129 mænd sårede. Da englænderen ikke kunne trække skibet af grunden igen, stak de det den næste dag i brand.

De faldne begravedes på Odden Kirkegård, hvor deres grav med et passende monument endnu findes. Jessen, der i slaget selv var blevet såret, blev udvekslet i Göteborg, hvor de engelske skibe blev repareret.

I resten af krigen havde han kommandoen over batteriet Trekroner tillige med en afdeling kanonbåde. 1815 førte Jessen et privat skib til Vestindien. 1822 ansattes han efter sin afsked af Søetaten som guvernør over St. Thomas på de vestindiske øer, og han blev i stilling til sin død, 30. marts 1823. Han er begravet på St. Thomas, hvor et monument 1901blev rejst på hans grav med anvendelse af mindesten fra Holmens Kirke. Han blev Ridder af Dannebrog 1809 og Dannebrogsmand 1812.

Jessen blev den 27. august 1794 gift med Anna Margrethe Erichsen (8. december 1764 – 27. december 1845), datter af konferensråd Jon Erichsen.

Der findes et portrætmaleri af F.C. Gröger 1813 (Frederiksborgmuseet), litograferet af Andreas Martin Petersen ca. 1835. Miniature af Wilhelm Heuer 1812 (familieeje), derefter stik af samme 1815. Miniature af Liepmann Fraenckel.

Kilder

• Jessen, Carl Wilhelm i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 8, 1894), forfattet af C. With

Juliane Marie Jessen (født 11. februar 1760 i København, død 6. oktober 1832 påFrederiksberg) var en dansk forfatter, søster til Carl Wilhelm Jessen.

Hun var datter af etatsråd Nicolai Jacob Jessen og Marie Christine Jacobi.

Fra 1787 var hun lektrice (oplæserske) hos enkedronning Juliane Marie, en stilling hun måtte opgive efter tre år på grund af en sygdom, der lænkede hende til sengen i år. Hun oversatte og udgav i 1800 Johann Gottwert Müllers Selim den lykkelige.

I 1815 kom lystspillet Ei blot til Lyst og satiren Hinketudse. I 1817 stillede hun sig på Jens Baggesens side i dennes fejde med Adam Oehlenschläger. I 1819 udsendte hun Smaae Mark-Violer plantede i Danmarks Digterhauge.

Også i 1819 vandt hun en konkurrence udskrevet af Selskabet til de skønne Videnskabers Fremme om en dansk nationalsang med digtet Dannemark! Dannemark! – hellige Lyd som C.E.F. Weyse satte musik til. Hendes sang slog dog ikke an. I forbindelse med konkurrencen skrev Adam Oehlenschläger Der er et yndigt land.

Juliane Jessen boede i Smallegade, hvor hun omgikkes flere af tidens kendte kunstnere. Hun tog flere plejedøtre til sig og opdrog dem omhyggeligt og hun blev ved sin død omtalt som et ædelt og kærligt menneske.

Hun er begravet på Sankt Petri Kirkegård. Der findes et portrætmaleri fra ca. 1830 af Constantin Hansen (Statens Museum for Kunst). Desuden silhouet af C. Limprecht fra ca. 1781.

Kilder

• Jessen, Juliane Marie i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 8, 1894), forfattet af Nic. Bøgh
• Jessen, Juliane Marie i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1922), forfattet af Jul. Clausen

• Juliane Marie Jessen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, forfattet af M.M. Jensen på Kvinfo.dk
• Juliane Marie Jessen på Dansk Forfatterleksikon
• Juliane Marie Jessen på Dansk Kvindebiografisk leksikon
• Juliane Marie Jessen (1760-1832) Juliane Marie Jessen på Litteraturpriser.dk

Kilder

• Kraks Blå Bog 1974 Online-udgave

Joachim Godske Willemoes (født 24. december 1781 i Assens, død 13. marts 1858 i Herfølge) var en dansk præst.

Han var søn af amtsforvalter i Assens (og senere Odense), kammerråd Christen Willemoes (1736-1818) og Christiane født Dreyer (1753-1832) og dermed også bror til søhelten Peter Willemoes, lægen Frederik Wilhelm Willemoes og officeren Martin Willemoes-Suhm.

Han dimitteredes fra Odense Katedralskole i 1797 og tog teologisk embedseksamen i 1801. Efter at have rejst udenlands var han timelærer og blev i 1810sognepræst for Valløby Sogn og Tureby Sogn, 1818 for Hårlev Sogn og Himlingøje Sogn og 1831 for Herfølge Sogn og Sædder Sogn.

Han blev i 1810 gift med Anne Marie født Qvistgaard (1790-1858), datter af kancelliråd Jørgen Qvistgaard, ejer af Vibygård.

Herfølge blev i hans tid midtpunkt for en gudelig vækkelse i det sydlige Sjælland. Willemoes var først modstander heraf, men gik efter 1837 stærkt ind herfor. Det berettes, at han regnede sin alder fra dette tidspunkt. Hans kirker blev søgt af folk fra mange sogne.

Han er begravet på kirkegården ved Herfølge Kirke.

Kilder

• Dansk Biografisk Leksikon, 1. udgave.

Niels Skave (død november 1500) var biskop i Roskilde Stift.

Han var en søn af Hr. Niels Jensen Skave til Eskildstrup og Dorothea Herlufsdatter (Snekken). I 1470 forekommer han som kannik i Roskilde, og i 1483 blev han provst i Viborg; måske allerede i det sidstnævnte år, men i alt fald 1484 og 1485 var han kongens kansler. I 1485 blev han valgt til biskop i Roskilde; det siges, at valget skyldtes kongens indflydelse og ikke skete med kapitlets fri vilje. Allerede 1486 finder man ham imidlertid i strid med enkedronning Dorothea (der optrådte som kronens repræsentant) om omfanget af bispestolens fjerding i Roskilde by og om bispens rettigheder her. I 1487 havde Niels Skave deltaget i de fleste andre rigsråders valg af Christian 2. til Kong Hans’ eventuelle efterfølger; men mærkelig nok er han 4 år senere den eneste rigsråd, af hvem der vides at være blevet forlangt et nyt løfte om at hjælpe Christian til at blive konge efter faderens død. Og fra 1493 indvikles bispen i nye stridigheder med kronen, som trække ud gjennem adskillige år: bispestolen rejser atter sit gamle krav på København, uden dog at opnå noget herved; modsat fordrer kongen erstatning, fordi et pantelen i Ods Herred, som bispedømmet i lang tid havde haft af kronen, var blevet forringet i værdi, og virkelig måtte Niels Skave finde sig i en betydelig nedsættelse af den sum, hvorfor dette len var pantsat. Også med hofmesteren Poul Laxmand kom bispen i strid og ligeså med Sorø Kloster; i det hele synes han at have været en ret stridbar natur. Han døde år 1500 (15. eller måske 12. november) og blev begravet i Roskilde Domkirke, hvor han havde stiftet et Vor Frue alter.

Kilder

• Skave, Nielst i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 16, 1902) Biografi af William Christensen, der angiver nedenstående kilde:
  • Danske Magazin 4. R. II, 60 ff.; 5. R. III, 356 ff.

Jens Rud (død omkring 1404) var en dansk rigsråd.

Han var søn af Niels Jakobsen Rud af Pilegård.

Han nævnes første gang 1360. Han var høvedsmand i Korsør i 1369, og året efter sendte kong Valdemar 4. Atterdag ham med til paven for at udvirke en bandlysning af kongens oprørske undersåtter. I 1382 er han benævnt ridder. I mellemtiden har han formentlig været høvedsmand i Holbæk, men 1387 var han høvedsmand i Vordingborg og i 1390 i Jungshoved, som han 1396 afstod mod at få Møn og Stegehus i forlening i 5 år.

Formodentlig var det derfor ikke ham; men hans søn af samme navn, der i 1400 var høvedsmand i Telge. Som medlem af rigsrådet deltog han i unionsforhandlingerne i Kalmar i 1397 og har beseglet udkastet til unionstraktaten.

Han var gift med Alhed Clausdatter Grubendal, datter af Claus Grubendal og Juliane Olufdatter Lunge, og er samme med hende begravet ved Sorø Kloster.

Han fik børnene Karine, Magrethe, Mikkel (til Skjoldnæs) og Jens.

Kilder

• Kraks Blå Bog 1974

 

Ole B. Suhr
Foto: Georg E. Hansen

Ole Berendt Suhr (3. maj 1813 i Nyborg – 6. oktober 1875 på Sølyst, Klampenborg) var en dansk handelsmand, der bl.a. oprettede Suhrs Friboliger.

Ole Bernt Suhr blev født i Nyborg, hvor hans fader, agent Ole Bernt Suhr, var købmand; moderen var Laurine Marie f. Møller, datter af Nyborgs dengang store købmand Rasmus Møller. Der var både på fædrene og mødrene side købmandsblod i hans årer. Desuagtet blev han student (1832), ja teologisk kandidat (1838), men kun for derefter at blive knyttet til handelshuset J.P. Suhr & Søn i København, i hvis tjeneste han arbejdede, indtil hans barnløse farbroder Johannes Theodor Suhr fra 1. januar 1856 trak sig tilbage og gjorde ham til husets chef. Som sådan arbejdede han videre i det givne solide spor og fortsatte da navnlig husets store kulforretning, og 1867 anlagde han i forbindelse med den en cinders- og koksfabrik på Christiansholm. Han var en af indbyderne til oprettelsen af Privatbanken (1857), for hvilken C.F. Tietgen blev direktør, og med denne arbejdede han på forskellig måde sammen. Suhr fulgte ham således i interessen for kryolitbrydningen i Grønland, 1864 stiftedes Kryolithmine- og Handelsselskabet, væsentlig med Suhrsk kapital; 1860 og 1862 stod J.P. Suhr & Søn ved siden af Privatbanken ved afslutningen af et norsk statslån, og Suhr var med i bestyrelserne for de telegrafaktieselskaber, der gik forud for Det Store Nordiske Telegrafselskab, ligesom i dettes bestyrelse (1869), i bestyrelserne for Det Forenede Dampskibs-Selskab (1866), De Danske Sukkerfabrikker(1872) osv. I Privatbanken stod han fra dens stiftelse som næstformand, og det skal endnu nævnes, at han fra 1861-67 var handelskyndigt medlem af Sø- og Handelsretten og fra 1864 kurator for Vajsenhuset. Han var konsul for Ny Granada 1853-63, og 1865 blev han etatsråd. 1862 blev han Ridder af Dannebrog og 1868 Dannebrogsmand.

Efter i 1873 at være blevet ramt af et apoplektisk slag afgik han ved døden 6. oktober 1875 på sin ejendom Sølyst ved Klampenborg. Han er begravet på Gentofte Kirkegård.

Han ejede desuden herregården Petersgaard. Efter en bestemmelse i hans testamente byggedes i Valdemarsgade en stor fribolig for trængende grosserere og grossererenker.

20. september 1847 havde Suhr ægtet Ida Marie Bech (11. april 1825 – 8. august 1897), datter af grosserer Jørgen Peter Bech og Ellen Sophie Magdalene f. Meyer. Efter sin mands død stod hun som indehaver af det Suhrske handelshus, fra 1877 med 2 kompagnoner, sin svigersøn, grosserer, senere græsk generalkonsul, Julius Holmblad, og husets mangeårige medarbejder grosserer, senere etatsråd, S.W. Isberg. Allerede 1893 trak imidlertid den sidstnævnte sig tilbage på grund af sygelighed (f 17. august 1895), og Julius Holmblad afgik ved døden 17. juni 1896. Hermed var det gamle handelshus dødsdømt. Etatsrådinde Suhr tog ingen nye kompagnoner. Efter hendes død afvikledes forretningerne, der afsluttedes ved udgangen af 1899 med en donation på 100.000 kr. til Videnskabernes Selskab som en anerkendelse fra husets side af den danske videnskabs betydning for kryolitsagen.

Ole Suhrs Gade i København og Ole Suhrsgade i Nyborg er opkaldt efter ham.

Der findes et portrætmaleri af Carl Bloch fra 1870. Buste af Th. Stein 1873. Medaljon af Frederik Stramboe 1881. Træsnit 1875.

Kilder

• C. Nyrop, "Ole Berendt Suhr", i: C.F. Bricka (red.), Dansk Biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905.
• C. Nyrop, Det Suhrske Hus i Kjøbenhavn, 1899.

Mette Rosenkrantz (? – 1503) er datter af Erik Ottesen Rosenkrantz og Sophie Henriksdatter Gyldenstierne.

Hun bliver gift med Eskil Gøye og sammen får de bl.a. 2 sønner Mogens Gøye og Henrik Gøye og skal have klostergivet sig.^[1]

Reference

Elline Mogensdatter Gøye (omkring 1510 – 20. februar 1563 på Ringkloster), godsejer.

Hun var datter af den rige godsejer, rigshofmester Mogens Gøye (død 1544) og Mette Bydelsbak (død 1512).

Man kender især til faderens omfattende godsbesiddelser som følge af, at hun i 1552 lod udarbejde Fru Eline Gøyes Jordebog, som ud over en fortegnelse over hendes og den første ægtemands gods indeholder oversigter over forældrenes og over svigermoderen Anne Mouritsdatter Gyldenstjernes gods. Jordeborgen er derved en meget vigtig kilde for denne periode i Danmarks historie.

Da faderen havde mange børn, var hendes arv mere beskeden, men hun fik ud over et stort antal fæstegårde også med sin bror Albert Gøye herregården Clausholm ved Randers. Hun stod i tæt kontakt med søsteren Birgitte Gøye.

Hun blev gift første gang med lensmanden Mourits Olufsen Krognos, som var søn af rigsråden Oluf Stigsen Krognos til Krapperup og Bollerup og Anne Mouritsdatter Gyldenstjerne. De fik børnene Oluf, Mogens og Mette.

Af sønnen Oluf og svigersønnen Holger Ottesen Rosenkrantz fik hun i 1558 livbrev på sin afdøde mands gods Bregentved på Sjælland.

Hun blev 5. februar 1559 gift med lensmanden Vincents Juel, søn af godsejer Jens Juel og Vibeke Lunge.

Hendes portræt findes som relief på en ligsten af Martin Bussert i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.

Kilder/Eksterne henvisninger

• Artikel i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

 

Frederik H. Block
Foto: Ludvig Grundtvig

Jens Frederik Horsens Block (født Jens Friederich Horsens 2. november 1816 i Nakskov – 14. marts 1892 på Kokkedal Slot) var en dansk diplomat, handelsmand og godsejer.

Tiden i Østen

Jens Frederik Horsens var søn af købmand, senere gæstgiver Christen Jensen Horsens (1782-1833) og Karen Marie Nielsdatter (ca. 1788-1827). I 1846 kom han til Hong Kong og blev ansat i handelsfirmaet John Burd & Co., som var stiftet af den skotske kaptajn John Burd(1794-1855), der fra 1845 var den første danske konsul i regionen, og danskeren Mads Johansen Lange ca. 1839 i Canton, Kina. Firmaet var flyttet til Hong Kong i 1842, hvor det bl.a. drev rederi, og dets indehaver var dansk konsul. 1855 blev han leder af firmaet og dermed samtidig dansk konsul. Han tjente på få år en meget stor formue. I sin tid i Østen antog han navnet Block.

Godsejer

Maj 1863 tog Block hjem til Dannmark, hvorpå nordmanden Georg J. Helland efterfulgte Block som partner og dansk konsul. Efter sin hjemkomst indgik han i kredsen omkring kong Frederik VII og Grevinde Danner og købte 1864 af etatsråd Malthe Bruun Nyegaard Kokkedal Slot (Nordsjælland), som han rev ned og erstattede (1865-66) med et nyt og større slot samt avlsgård mm. tegnet af arkitekt C.V. Nielsen.

Nogle år senere købte han af Harald David ved skøde af 4. marts 1869 såvel Folehavegård som Rungstedgård med alt tilliggende for en købesum af 250.000 Rdl., men solgte tre år senere disse ejendomme ved skøde af 2. april 1872 til købmand i Hull Carl Christian Brøchner for 275.000 Rdl. I 1871 havde han også her ladet opføre nye økonomi- og staldbygninger. I 1872 købte han i stedet Sophienberg, som han beholdt til sin død.

Ægteskab og adoptivbørn

Han blev gift 25. maj 1864 i Nakskov med Caroline Kirstine Horsens, født Torp (26. juli 1833 i Nakskov – 12. januar 1897 i København, gift 1. gang 1852 med F.H. Blocks broder købmand, Carl Johan Horsens, 1825-1857), datter af skomagermester, forligsmægler Peter Poulsen Torp (1800-1877) og Cathrine Hansdatter (1799-1869). Hun fortsatte som enke med at bebo Kokkedal Slot til sin død. Parret havde ingen børn, men flere plejebørn, hvoraf han adopterede en søn og tre døtre: Ruth Block, gift med komponisten Peter Erasmus Lange-Müller, en anden datter, Sigrid Anna Tekla, gift med læge Christian Frederik von Bentzen, og en adoptivdatter, Harriet Block, som var gift med bankdirektør Axel Heide. Heide overtog Kokkedal Slot, mens Lange-Müller fik Sophienberg.

Block blev Ridder af Dannebrog i 1863. Han og hustruen stiftede 1885 et legat, Konsul F.H. Blocks og Hustrus Legat, for "værdige trængende i Hørsholm Sogn". Desuden blev 18. december 1897 oprettet Konsul F.H. Block og Hustrus Fribolig i Tilegade i Nakskov for 3 ugifte damer eller enker.

Han er begravet på Hørsholm Kirkegård.

Gengivelser

• Der findes portrætmalerier af August Schiøtt og Henrik Olrik i familieeje
• Fotografi af Ludvig Grundtvig (Det Kongelige Bibliotek)

Kilder

• Theodor Hauch-Fausbøll, "Frederik H. Block", i: Povl Engelstoft & Svend Dahl (red.), Dansk Biografisk Leksikon, København: J.H. Schultz Forlag 1932-44.
• C. Christensen, Hørsholms Historie fra 1305 til 1875, København: E. Jespersens Forlag 1879, s. 272.
• Om Hørsholm Kirkegård
• Om handel i Hong Kong

1. Elise Wilhelmine Lange (31. juli 1817 i København – 27. august 1901 Frederiksberg)
2. Charlotte Sophie Lange (19. oktober 1818 – 27. juni 1859 på Frederiksberg)
3. Ida Lange (26. marts 1820 -17. april 1885)

 

Erling Eckersberg
Foto: Budtz Müller

Erling Carl Vilhelm Eckersberg (25. september 1808 i København – 27. november 1889) var en dansk kobberstikker.

Han var søn af Christoffer Wilhelm Eckersberg, uddannede sig til kobberstikker under Oluf Bagge, medens han samtidig lærte at tegne på Kunstakademiet, hvis sølvmedaljer han vandt 1831. 2 år efter tilkendtes den store guldmedalje ham for et stik efter den lille van Eyck i Den Kongelige Malerisamling, og fra 1. januar 1834 fik han Akademiets rejsestipendium for 3 år og arbejdede navnlig i Paris og Parma. Blandt hans blade er Fiskere fra Hornbæk, efter faderens maleri, vistnok det bedste. For øvrigt havde han en fast stilling som kobberstikker ved Nationalbanken, indtil han i 1871 tog sin afsked på grund af svækket syn. Døde 27. november 1889, ugift.

Erik Ottesen (Rosenkrantz) (ca. 1427 – 7. januar 1503) var en dansk ridder, rigshofmester og storgodsejer.

Rigshofmesteren – Danmarks mægtigste mand

Erik Ottesen var ud af den jyske adelsslægt Rosenkrantz, men familienavnet "Rosenkrantz" anvendte slægten først efter hans død. Han var søn af rigshofmesteren Otte Nielsen (Rosenkrantz) og Else Holgersdatter Krognos Allerede i en ret ung alder fik han ret høje embeder, måske ikke mindst på grund af faderens anseelse i Danmark. Allerede i 1449nævnes Erik Ottesen første gang. Det er i forbindelse med en række gunstbevisninger han modtog fra Paven. Ved den lejlighed omtales han som ridder. I 1452 er han medlem af rigsrådet og tilmed lensmand på adskillelige len, herunder Skanderborg Slot. Og i 1456, antagelig knap 30 år gammel, blev han rigets fornemste verdslige embedsmand, da han afløste Niels Eriksen Gyldenstjerne som rigshofmester. Han skulle beholde denne post helt frem til 1481, hvor han antagelig faldt ved kong Hans' tronbestigelse.

Udenrigspolitikken

I de 25 år som rigshofmester træffer man Erik Ottesens navn igen og igen. I udenrigspolitikken omtales han allerede 1456 ved forhandlingerne om Borgholms overgivelse. 1457 var han med Christian 1. til Sverige, hvor kongen kronedes til svensk konge i Uppsala. I 1460 medbeseglede Erik privilegierne i Ribe for Slesvig og Holsten. I 1462 og 1469 tog han en virksom del i forhandlinger med Hansestæderne i København. I 1464 ledede han et gesandtskab til Preussen og spillede samme år en rolle ved det møde, hvor ærkebisp Jøns Bengtsson af Uppsala ydmygt bad kong Christian om tilgivelse. 1465 var Erik Ottesen medlem af et dansk gesandtskab, der i Hamborg sluttede en traktat med England, og for sin umage ved denne lejlighed modtog han en særlig takskrivelse fra den engelske konge. Han var til møde med svenskerne i Halmstad 1468 og i Lübeck 1469, var nærværende ved opgøret mellem Christian 1. og hans broder grev Gerhard 1470 (i anledning af den sidstnævntes styrelse af Slesvig og Holsten) og deltog på ny i møderne med de svenske i Kalmar1472, 1473, 1474 og 1476. I 1477 var han og flere andre i Sachsen for på den senere kong Hans' vegne at bejle til kurfyrst Ernsts datter Christine.

Rigets indre styrelse

Også i landets indre styrelse spillede Erik Ottesen en fremtrædende rolle. Eksempelvis skal blot anføres, hvorledes kongen 1464 sendte ham til Jylland for at forhandle med jyske stormænd i sager, "som os og vore riger nu synderlig og så stor magt på ligger, som det nogen tid i vore dage gjort haver". Man kan derfor ikke undre sig over, at en mand af hans betydning modtog gentagne beviser på kongens nåde. Således fik han 1457 hals- og håndsret over sine bønder, en begunstigelse, som dengang hørte til sjældenhederne i Danmark. I 1459 fik han tillige med faderen birkeret over Bjørnholm (nuv. Høegholm), ligesom han samme år fik tilladelse til selv at beholde den pengeafgift, som han skulle betale kronen af sine len.

Hvorvidt Erik Ottesen fortsat var rigshofmester efter kongs Hans' tronbestigelse i 1481 er uklart. Han kaldes ved titlen i et brev i 1484, som man under almindelige forhold ville anse for en pålidelig kilde. Men der foreligger næppe andre troværdige vidnesbyrd om, at han har beholdt sit embede efter tronskiftet, og da en anden nævnes som rigshofmester både 1482, 1483 og 1487, skal måske den samme betegnelse for Erik Ottesen i 1484 blot opfattes som et høfligt udtryk. Men uanset dette, så bevarede Erik Ottesen dog sin plads i rigsrådet, hvor han i endne i mange år deltog i behandlingen af statens sager. Således deltog han ved møderne med svenskerne 1482 og 1483. I 1484 var han den mest fremtrædende ved forhandlinger, der førtes i København med Hansestæderne, og i det mindste helt ned til år 1500 kan man træffe ham nævnt ved møder i rigsrådet.

Godsejeren

Hvad Erik Ottesens private liv angår, er det nedenfor under hans fader anført, hvorledes han sammen med denne var indviklet i stridighederne med Århus' biskop Jens Iversen Lange og med Lave Brock på Gammel Estrup. Allerede temmelig tidlig forekommer Erik som medejer af faderens herregård Bjørnholm (Høegholm), og ligesom Otte Nielsen udkøbte han forskellige parthavere af den. Omtrent fra 1468 synes han at have overtaget gårdens styrelse, og ved faderens død 1477 arvede han dennes del i den. Hans giftermål havde bragt ham forøget velstand, i det hans bryllup 1456 med Sophie Henriksdatter Gyldernstierne, som var datter af Henrik Knudsen Gyldenstjerne og den "hovmodige" Anne Mogensdatter. Fra Anne Munk arvede parret Boller ved Horsens. Endvidere ejede Erik Ottesen Skjern i Middelsom Herred og Møgelkjær. Samlet set har han hørt til sin tids rigeste mænd. Han var forlenet med Skanderborg Slot (formodentlig i perioden 1452-1488) og med byfogediet i Randers (i alt fald 1467-1494); Hassens og Stensmark, der begge havde været forlenet til hans fader, havde han i pant. Yderligere kan nævnes som hans pantelen: Middelsom Herred (der 1495 af Kronen blev overladt til Eriks søn Jørgen, men faldt tilbage til Erik ved sønnens tidlige død 1496), Sønderlyng Herred, Rinds Herred (sidstnævnte blev dog 1497 pantsat til hans svigersøn Predbjørn Clausen Podebusk) og det såkaldte Ranes Gods i Kalø Len (som en anden af hans svigersønner, Jørgen Rud, 1495 fik i pant).

Privatmanden

At Erik Ottesen har næret historiske interesser, fremgår af et endnu bevaret krønnikehåndskrift, som han har ladet afskrive. Ligesom hans fader var han en from mand, der begunstigede flere klostre med gaver. Navnlig Mariager Kloster fik hans opmærksomhed, og ved klosterkirken her opførte han et kapel, som skulle være hans sidste hvilested. I sin sidste levetid trak han sig tilbage til en bygning i nærheden af klosteret og forblev her til sin død. Bortset fra disse ydre udtryk for fromhed, møder man også træk hos ham, der vidner om en smuk sædelig livsanskuelse, og hele hans personlighed har øjensynlig i en ualmindelig grad været skikket til at indgyde agtelse. I et vidne af Viborg Landsting 1474 hedder det, at han havde tilbudt at stå enhver til rette, som kunne have noget at klage over ham, men at der ingen sådan mødte på Tinget, hvorimod de der forsamlede takkede ham «Ære og godt». Og et eftermæle, som ikke falder i manges Lod, får han i en krønnike fra første halvdel af 1500-tallet, hvor han omtales således: "han var ligesom en fader for Danmark; hans mage og lige så vi ikke end i ære, dyd, fromhed og i alle gode vilkår". Han døde 7. januar 1503, efter at han allerede tidligere delvis havde skiftet med sine børn; sin hustru havde han mistet 1487.

Kilder

• Rosenkrantz, Erik Ottesen i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 14, 1900) Biografi af William Christensen

 

C.F.F.E. Tuxen
Foto: Emil Hohlenberg

Christian Frederik Frands Elias Tuxen (14. februar 1837 i København – 23. februar 1903 på Frederiksberg) var en dansk officer og krigsminister, halvbroder til kemikeren August Tuxen.

Tuxens fader, Christian Friderich August Tuxen (12. oktober 1797 – 27. november 1850), var major i infanteriet. Moderen hed Frederikke Elisabeth f. Sommer (1803-1847). Tuxen blev landkadet 1853, sekondløjtnant 2 år senere med aldersorden fra 1854 og ansattes ved 10. bataljon, indtil han i 1857 kom ind på Den kongelige militære Højskole, hvis generalstabsafdeling han gennemgik 1861-63. Ved Hærensmobilisering sidstnævnte år blev han adjudant ved 2. infanteribrigade og deltog som sådan i kampen ved Mysunde og i Dybbølstillingensforsvar, særlig i kampene 17. marts og 18. april, samt i forsvaret af Als. Efter krigen gjorde han endnu nogen tid tjeneste som brigadeadjudant og ved 15. bataljon, men blev ved gennemførelsen af Hærloven af 1867 premierløjtnant og ansat i generalstaben, hvorfra han 1873 afgik til 1. bataljon. Udnævnt til kaptajn i 1875 blev han kompagnichef ved 18. bataljon og vendte i 1878 tilbage til generalstaben, hvor han navnlig gjorde tjeneste ved den taktiske afdeling, indtil han i 1882 blev ansat i Krigsministeriet.

Allerede i 1880 var han blevet lærer i krigskunst m.m. ved Officersskolens næstældste klasse og udgav under sin virksomhed som sådan indtil 1887 forskellige lærebøger (Krigskunstens Udvikling, 1880, Danmarks Militærgeografi, 1882, Strategiens Grundsætninger og de forenede Vaabenarters Taktik, 1884, Enkelte Vaabenarters Taktik, 1885) samt Krigen 1848-50 (1888) og Krigen 1864 (1891). Også i Militært Tidsskriftskrev han en mængde artikler, navnlig angående fodfolkets taktik og dets anvendelse i fæstningskrigen samt om organisationsspørgsmål, medens han til bladet Vort Forsvar oftere ydede forskellige bidrag. Han viste sig herved at være i besiddelse af en ikke ringe stilistisk evne, hvilket bevirkede, at krigsminister J.J. Bahnson oftere overdrog ham at belyse forskellige militære spørgsmål i dagspressen eller andetsteds, også efter at han i 1886 var udnævnt til oberstløjtnant og chef for 2. bataljon. Desuden var han medlem af Kommissionen til at udsøge et befæstet punkt i Jylland (1880) og af Befæstningskommissionen af 1883.

I 1889 blev Tuxen chef for generalstabens taktiske afdeling, og det overdroges ham kort efter at udarbejde den af generalstaben udgivne fremstilling af Den dansk-tyske Krig 1864, hvilket betydelige arbejde i 3 dele udkom 1890-92 og i 1893 indbragte forfatteren Fortjenstmedaljen i guld. Desuden var han medlem af flere kommissioner og foretog i vinteren 1893-94 en tjenesterejse til udlandet; medens han allerede i 1876 og 1883 havde overværet troppesamlinger i Frankrig og i Sverige. Ved vore egne troppesamlinger i 1891 og 1895fungerede han desuden som stabschef og avancerede sidstnævnte år til oberst. 1897 blev Tuxen stabschef ved 1. generalkommando, men allerede 23. maj samme år udnævntes han til krigsminister i ministeriet Hørring.

I dette havde han en vanskelig stilling, navnlig efter at regeringen i sommeren 1898 havde anset det for nødvendigt uden forud indhentet samtykke af Rigsdagen at anvende ca. ½ mio. kr. til forstærkning af Københavns Søbefæstning. Den modstand, som regeringen, og ikke mindst krigsministeren, derefter mødte i Folketinget, gav sig følelig til kende ved behandlingen af enhver sag af militær betydning og satte særlig sit spor i det militære budget, der blev betydelig reduceret. Dette påvirkede ganske naturlig stemningen i Hæren, og efter et par års virksomhed trak Tuxen sig derfor tilbage (2. august 1899). Han stod derefter en kort tid uden for nummer, men udnævntes i oktober samme år til chef for 8. regiment, hvornæst han 1900 blev generalmajor og chef for 1. sjællandske brigade. 1896 var han blevet Kommandør af Dannebrog af 2. grad og 1898 af 1. grad. Han døde 23. februar 1903.

Tuxen blev 16. december 1863 gift med Johanne Maria Clementine Lassen (3. august 1842 i Ringsted – 24. oktober 1911 på Frederiksberg), datter af købmand, formand for borgerrepræsentationen i Ringsted Jens Holger Ferdinand Lassen (1809-1877) og Elise Birgithe Sophie Ultima Henriksen (1819-18x2).

Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård.

Joachim Conrad Oehlenschläger (1748–1827) var slotsforvalter på Frederiksberg Slot og første organist ved Frederiksberg Kirke.

Han stammede fra Sydslesvig og havde været organist i Krusendorf ved Egernførde, en stilling hans far havde haft før ham, ligesom hans farfar havde bestridt samme stilling i Resenfeld ved Lübeck.

Han var kammertjener hos grev Adam Gottlob Moltke til Bregentved, da han i 1777 blev gift med grevindens kammerjomfru Martha Marie Hansen (1745-1800). De boede i et lille bindingsværkshus tæt ved "Jernporten" (indgangen til Frederiksberg Allé), men flyttede senere til Frederiksberg Slot efter, at han var blevet organist der.

Han var fader til digteren Adam Oehlenschläger og til Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger (gift med minister A.S. Ørsted).

Sophie Wilhelmine Bertha Ørsted (født Oehlenschläger 16. juli 1782 på Frederiksberg Slot, død 9. februar 1818) var en dansk muse.

Sophie Oehlenschläger var Adam Oehlenschläger eneste søster, og hun var født 2½ år efter ham. I deres barndom spillede de komediespil sammen. Han lærte hende meget om skønlitteratur og kunst. Storebroderen blev uddannet af brødrene A.S. og H.C. Ørsted, og de blev derved hyppige gæster hos Oehlenschlägernes husstand. Således lærte Sophie Ørsted-brødrene at kende, og det endte med, at hun forlovede sig nu med den fire år ældre A.S. Ørsted, og de blev gift den 10. juli 1802.

Under Baggesens ophold i København i vinteren 1806-07 var han meget forelsket i hende og sang om og til hende under navn af Lilia eller Fru Cecilie v. X.; det var hende, der "omvendte ham til Goethe" og i det nævnte tidsrum beåndede ham til en mængde af hans betydeligere digtninger; hans digtsamling Heideblumen (1808), der blev udgivet i Amsterdam, blev tilegnet hende. Forholdet mellem de to endte dog med at Sophie stoppede kontakten, sandsynligvis som følge af Baggesens uvenskab med hendes bror. Sibbernvar ligeledes stærkt forelsket i hende, og hun inspirerede ham til Gabrielis Breve. Hun inspirerede også sin egen broder, der sagde til hende: "Og som en Musa varmt og blidt begejstred Du Din Broder tidt."

Hun døde i februar 1818 i en alder af 36 år.

Mikkel Rud til Skjoldenæs (død o. 1401) var en dansk ridder.

Han var søn af Jens Rud og gift med Anne Pedersdatter, en datter af Peder Nielsen Jernskæg, efter hvem han arvede Skjoldenæs.

Han blev ridder under kong Oluf 2. og var efter kongens død med til at hylde dronning Margrete i Ringsted i 1387. Kort efter afløste han faderen som lensmand på Vordingborg Slot.

I 1395 deltog han i forhandlinger på Lindholm om kong Albrechts frigivelse, og 1397 overværede han det store unionsmøde i Kalmar. Dronning Margrethe betroede ham at være hofmester hos den unge kong Erik; allerede i 1400 nævnes dog Jens Due i denne stilling, og mens Mikkel Rud endnu i 1401 var med blandt de fremtrædende mænd, der medbeseglede kong Eriks stadfæstelse af dronning Magrethes gaver til kirken, er han nok død omkring dette tidspunkt.

Hans hustru overlevede ham længe og var nært knyttet til St. Clara Kloster i Roskilde. De er begge begravet ved Sorø Kloster.